60 heartbeats every minute

Maxwell sad på biblioteket ved et bord. Han var iført en hvid t-shirt med en mørkeblå skjorte over, som stod åbent. De blå farver fremhævede de røde toner i hans hår, noget, han ikke var særligt bevidst om selv. Det rødbrune hår var rodet efter en lang dag, hvor han havde haft fingrene i håret adskillige gange. En halvdårlig vane, som han forsøgte at skille sig af med, men den lette ængstelse ved at starte ud et nyt sted, havde sat afvænningen imidlertidigt på hold.

Lyden af en lynlås, der lukkedes, fik ham til kort at se op fra den bog, han var igang med at læse - det var den sidste elev i hans synsvinkel, der pakkede sammen. Han sukkede kort og så ned igen. Det var vist ikke så normalt, at fordybe sig i stoffet så tidligt på året, men han ville gerne være godt med. I hans bevidsthed var han ikke noget særlig specielt, og han var af den overbevisning, at han kunne kompensere for dette ved at lægge en ekstra indsats i sine studier. Han så det som en måde at komme frem i livet på trods af, hvad han selv syntes var manglende specielle færdigheder.

Han læste en sætning og noterede et stikord ned på det linjerede papir, han havde til at ligge ved siden af bogen. Emnet var spændende - hjertet. Et af de mest livsvigtige organer. Max var fascineret over, hvordan en så relativt simpel muskel, på mange måder var hele menneskets livsenergi. Eksistensen blev opretholdt af simple diastoler og systoler, fyldning og tømning af iltfattigt og iltrigt blod, en cirkulation der først stoppede ved livets ophør. En hvilepuls lå gennemsnitligt på 60 slag på et minut. Et slag per sekund, hvert eneste sekund, forhåbentligt. Hvert liv havde et bestemt antal hjerteslag, før hjertet måtte stoppe - hvert slag gav liv, men var også tættere på det sidste af sin slags.

Han gabte let og så op og ud af vinduet. Han begyndte at spekulere på, om alle eksistenser havde brug for denne cirkulation og hjerteslag, og den lette melankoli erstattedes af bekymring. En rynken tog form på hans pande, mens han stirrede ud på en smuk solnedgang, uden at ænse den. Verden var på mange måder blevet udvidet for ham, da det blev klart for ham, at den rummede mange flere racer end blot mennesker og hans egen fjollede tendens til at skifte form. Det var både fantastisk, men også en kilde til ængstelse og forvirring.

Hans øjne, som normalt havde en tendens til at lyse roligt og varmt, fik et uroligt skær over sig. Han følte sig rodløs i denne nye tilværelse, hvor han endnu ikke havde fundet sine faste holdepunkter. Mens han var fordybet i tankerækken, fandt hans hånd vej op til det rodede hår, for at stryge fingrene igennem det. Han blev bevidst om det. "Arhg," mumlede han lavmælt og rystede på hovedet over sig selv.

Max så lidt forvirret op, da han pige talte til ham. Han havde godt registreret hendes duft, men ikke regnet med, at det ville være en, han skulle tage stilling til. Hun virkede til at tro, at det var hans bog, han var frustreret over. Han blinkede og det urolige skær forsvandt fra hans øjne, og i stedet fik han et mere åbent, venligt udtryk. Han var glad for at blive opsøgt, og det kunne man godt se på ham. De mørkere tanker blev hurtigt skubbet væk.

Han valgte at lade det være ved, at han var frustreret over studierne - det var nemmere at tale om, og det var vel også på sin vis en del af sandheden. "Ufff.. I guess you're right. I've simply forgotten to eat and now my book is eating me instead," svarede han smilende og lo kort til hende. Han kunne egentlig også godt mærke nu, at han var en anelse sulten. Tanken havde slet ikke strejfet ham før, hvilket var bemærkelsesværdigt, da han ikke rigtigt havde fået nogen ordentlig aftensmad. Dermed var der nok en hvis fornuft i det hun foreslog ham.

Da hun spurgte ind til, hvad han læste, så han ned i bogen. "I'm reading human physiology.. about the heart," forklarede han. "Maybe you could help me. Does this apply to for example vampires, you think? I'm so confused about this. Or how about angels?" Han vidste det simpelthen ikke. Han burde nok læse nogle bøger om det - det var helt klart på hans to-do liste. Han kiggede op på hende med sine blå øjne og mødte hendes lyse blik. Der var noget åbent over hendes ansigt, som tiltalte ham - han fik en fornemmelse af, at hun var behageligt selskab.

Max så pigens skuldre falde med velbehag, da han selvfølgelig ønskede, at hun skulle slappe af i hans selskab. Han betragtede kort hendes kjole, der var meget feminin, nærmest prinsesseagtig. Det var et interessant outfit at sidde og læse i, og det sagde noget om hende som person. Hun virkede umiddelbart som en sød, finurlig karakter, som han formentlig ville syntes godt om.

"Damn girl, six hours? We need to get you to the ER. Or as others may call it.. the kitchen," svarede han hende smilende og lo kort. Han havde set det bekymrede udtryk i hendes øjne, men havde svært ved at tolke, præcis hvad hendes bekymring gik på. "No, seriously. Do you want to go and see if we can find something to eat?" foreslog han så.  Forhåbentligt kunne de vel finde noget i skolens køkken, som kunne stille deres sult. Hendes anbefaling om mad måtte trods alt også gælde hende selv.

Han var glad for, at hun virkede til at finde hans spørgsmål nogenlunde interessant. Hans ansigt brød ud i et stort smil, da hun refererede til twilight. "Twilight, that's legendary. I haven't thought about that movie for ages. You may not be educated on vampires, but you sure are on love after watching those," svarede han fortsat smilende."That's a good idea. I'll try asking him someday," svarede han og vidste godt hvem personen var af navn. Det virkede som om hun kendte ham bedre ud fra hendes smil, men Max valgte ikke at spørge ind til det. Det var trods alt lidt for snagende.

"Holy heckin Bob?" Han lo højt og var begejstret. "That's exactly how I feel. I'll use that reaction the next time someone vanishes into thin air right in front of me or something." Han følte sig opstemt over, at der her var en, der måske var på lige så bar bund som ham, eller som i det mindste for nylig havde været det.

Max lo let sammen med hende. "Yes. I'll say it like: Holy heckin' Bob.. qoute.. Wait. What's your name?" spurgte han og lagde hovedet på skrå, da det gik op for ham, at han ikke engang havde fået hendes navn endnu. Det var skørt, som man helt kunne glemme det, når man blev fanget i en samtale. Han søgte venligt hendes øjne for at signalere, at han var ægte interesseret i hendes navn. Det var selvfølgelig en vigtig del af at møde en ny person. "I really need your name, because I'm hoping to get more perfect sayings out of you.. would be even more messy if I had to 'quote: anonymous' everytime, " tilføjede han smilende.

"Yes! Let's start our raid! You've made me soo hungry with all your food-talking.." Det var ganske rigtigt - han kunne mærke sin mave knurre nu. Han så ned på bordet og samlede sine ting sammen, hvorefter han med en hvis omhyggelighed stoppede dem ned i en lettere rodet taske. Han var en person, som gerne ville have orden, men som på en eller anden måde bare ikke havde det i blodet. Derfor var det altid en kamp mod hans virkelige personlighed og hans vilje. Det var lidt 50/50 hvilken del der vant.

"But you've made me quite curious now. What's your supernatural feature?" spurgte han hende så. Hendes duft var endnu en ny en for ham, så han var spændt på at finde ud af, hvad hun mon var for en. Forudsat at hun ville fortælle det selvfølgelig, man kunne aldrig vide, hvad folk ville holde privat. Hun virkede dog relativt åben, var hans fornemmelse. Der var en god stemning mellem dem, og hun virkede ikke på den måde mystisk, hvilket for ham var en positiv ting. Han følte, han var lidt ekstra tryg, og at de på en eller anden måde kunne lære hinanden at kende som ligemænd, nu de begge var nye i den her verden.

//So sorry, har ændret Freya fordi jeg havde lidt svært ved at komme igang med hende.. men når jeg lige får Aura færdig, er du velkommen til at møde hende

// Det er bare i orden du. Jeg kunne godt bruge nye emner til Max så jeg er klar

//Super, kontakter dig når jeg har de sidste detaljer på plads