Time for a break

Ro og fred var virkelig hvad Alexei havde allermest brug for lige nu. Han havde været på randen til et panik anfald, da nogen havde smækket meget vildt og voldsomt med dørene på kollegiet - de skarpe smæld plaged ehans underbevidsthed, mindede ham om de mange skud dengang hans familie og han selv blev henrettet... Og med så slem som hans PTSD var ovenpå det, ja, så havde han bare haft brug for at komme væk derfra i en fart. Det var først som han gik igennem skoven, at han kunne mærke roen atter indfinde sig, og det var han noget så umådeligt taknemmelig for. Han havde ikke brug for at få endnu et panik anfald midt på gangen i dreneges kollegie.

Så her var han, som han fandt vej hen til søen, og så en anden fyr sidde der. Med et svagt smil på læberne, trådte han nærmere - personen måtte vel også selv have søgt efter lidt fred og ro, siden han var herhenne? Det gav i alt fald mening. "... Er det okay at jeg sætter mig her?" spurgte Alexei roligt, og hentydede til stykket ved siden af fyren. Hvis han fik lov, ville han så roligt sætte sig ned, og tage en dyb, rolig indånding som han nu virkelig mærkede freden komme tilbage til ham.

Var der ikke nogen i nærheden, eller måske det bare havde været hans mange tanke, samt stemmer i hovedet. Han løftede undrende et øjenbryn som blikket gled lidt rundt, dog var der ingen at se. Han sukkede lidt, men alligevel nød den friske natur, før han pludselig hørte noget. Nærmere nogen, og han kunne slet ikke undgå at dreje hovedet hen imod personen. Hans øjne faldt ret hurtigt på hans ansigt, før Elion efter ganske få minutter betragtede resten af personen. Det var ikke en han kendte, og havde hvist aldrig set ham før. Et bredt smil voksede på hans ansigt, da han hørte spørgsmålet og gav hurtigt tegn til at det var okay at han satte sig ned ved siden af ham.

"Sure, totally okay with me I've been sitting way too long all by myself anyway"sagde han som han lagde hovedet på skrå, og lod hans blik hvile sig på personens ansigt. Hurtigt gik det op for Elion at han da ikke var den eneste der nød at komme herned til søen. Det var som om han slet ikke behøvede tænke på skolen, og fag, selvom han måske burde gøre det. Men det gjorde vel ikke noget, at tage en pause fra det. Efter ganske få minutter hvor han bare følte han stirrede på denne nyankomne person, vendte han blikket ud på søen igen. Han bøjede det ene ben, og lagde en hånd rundt om knæet, bare for at sidde lidt mere afslappet"So what brings you here to the lake"spurgte han udrende som han fortsat havde et bredt smil på ansigtet.

Alexei smilede blidt til den fremmede dreng, og takkede ham som han fik signalet til at det var okay for ham at sætte sig ned ved siden af ham. Han ploppede ned med et lettelsens suk, som han lukkede øjnene og slappede af med lyden af det roligt piblende vand og vinden der blæste igennem trætoppene i ny og næ. Endelig fik han helt styr på sig selv og sine følelser igen, og var ikke længere fanget i en fight-or-flight respons.

"Well, sometimes it is good to sit and ruminate over things by yourself. If you can't do that, you have a problem, don't you?" Alexei smilede let som han atter åbnede øjnene og så over på knægten. Han så et blidt hvidt skær omkring ham... Noget som Michaelhavde informeret ham om, var tegnet på en god person. At de havde gjort gode ting i livet.

"The peace and calm is what brings me here. I need to get out of my own head sometimes, especially when people are being idiots back at the dorm." han sukkede let som han kort huskede på de ekstremt høje, smældende lyde... Men han koncentrerede sig derefter om de stille og rolige lyde af naturen omkring ham igen.

Som det så ud til at denne mystiske person ved siden af ham, kiggede på ham som om han havde noget på sig, løftede han undrende et øjenbryn. Skulle til at spørge om han havde noget i ansigtet, men lod være, som han blot nød den friske luft. Lydene omkring dem var afslappende, lige hvad han havde brug for. Især når alle de stemmer i hovedet tit ikke gad at være stille. Han sad afslappet, og drejede hovedet hen imod personen, var klar på at række en hånd hen mod ham, men ventede lidt.

"Exactly...Especially when you have voices in your head quite often"sagde han med et nik med hovedet, før han undslap et suk. Det var vel bare en banshee ting, men måske han burde prøve flere metoder, på at få stemmerne til at forsvinde lidt, eller bare være mindre larmende og forstyrrende. Som hans blik hvilede sig på personen, gengældte han det blide smil. Det var heldigt at han ikke behøvede sidde alene i alt for lang tid, og der var noget der undrende ham lidt. Kendte han ikke denne person, eller havde set ham før. Han løftede undrende begge øjenbryn som hans blik faldt ud på søen, bare for at tænke lidt mere over det.

Han lyttede til hans ord, før det pludselig også gik op for ham.Han havde da set ham før, eller lidt dog huskede Elion ikke at have snakket så meget med ham"Totally agree...Some people are idiots..."Sagde han lidt opgivende, før han lagde hovedet lidt på skrå, og lod sin hage hvile sig på det knæet der var bøjet, i den siddestilling han havde valgt"I think I've seen you before...We have Biology together, or not..."sagde han undrende og tænkte lidt over det. Han var blevet lidt i tvivl omkring det, som han et kort øjeblik betragtede personen ldit mere.

Alexei løftede let et øjenbryn, men kommenterede nu ikke på det med stemmer i hovedet. Der var så mange folk der, så mange racer, så mange forskellige evner... Det kunne jo sagtens være sådan noget, der gjorde at fyren her hørte stemmer. Han behøvede ikke nødvendigvis atvære skør i bolden - Alexei selv kunne jo se, tale og røre ved de dødes ånder, så han skulle ikke dømme nogen på forhånd.

"They sure are. People should just be more careful in general - you never know what other people around you might struggle with, and there's so many things that can be traumatizing to someone else." sagde han med et let suk, som han så ud over søen. Som for eksempel de meget høje, skarpe smæld af smækkende døre havde været for Alexei, som de satte hans PTSD igang.

"Hmm?" han drejede atter hovedet for at se over på fyren. "Humm... Might be. Sorry, I'm not the best at recognizing people yet... I only just got here a week ago or such." sagde han med et let smil. "But I'm Alexei. Your name?" han rakte hånden frem til et håndtryk, som han sendte et blidt smil i fyrens retning.