On these rainy days

Date: 3. juni 2020
Time: kl. 01:30
Place: En lettrafikeret gade der ligger mere eller mindre parallel med den lokale park, Gaia, England.
Outfit: Sort grafisk T-shirt sat sammen med et par skønne højtaljede og blomstrede mom jeans. Og et par hvide trainers.

_______________________________________________________________________

Stille stod hun der med lukkede øjne. Hendes hoved lænet bare en lille vinkel tilbage, så de tunge og store dråber af kølig regn landede med dramatiske plask mod hendes kinder, mod hendes pande, mod hendes næsetip. Hendes kæbe hang afslappet og dermed holdte hendes læber noget så let adskilte til trods for at hun fortsat tog sine rolige vejrtrækninger igennem næsen. Man kunne næsten lige ane et smil af veltilfredshed i hendes mundvige, som hun stod og lod regnen regne ned over hende.

Selv i en by så befolket af nattevandrende væsner som Gaia, var gaderne blevet tømte for liv - og uliv - efter at det tunge april øs havde sat sig for at skylle dem rene inden morgengry. Af og til passerede individer, der var tvunget til at vove sig igennem regnen for at komme hjem, hende, men det var få og hver enkel gik med forhastede skridt i ly under en solid paraply og ænsede hende ikke meget andet end et forvirret sideblik i farten. Trak skuldrene lidt ekstra op til ørene, som forestillede de sig, hvor koldt det måtte være. For selvom det ikke var helt til at vide, hvor længe hun havde stået der, så var hun allerede fuldstændig gennemblødt. Blusens sorte stof klistrede sig ind mod hendes overkrop, og var det ikke for åbenlyse rynker og folder, fremstod den nærmest som malet på. De gule totter havde fået en mørkere tone, dog var deres fremtrædende farve stadigvæk… fremtrædende og ikke til at tage fejl af. Tunge af regnvandet i deres fibre hang håret betydeligt mere fladt en normalt. Regn dryppede af hendes hage.
Men Mykie frøs ikke. Hun kunne selvfølgelig mærke den lavere nattetemperatur og hvordan den kolde regn klamrede sig mod hendes sarte hud, men hun huskede ikke, hvornår det sidst påvirkede hende. Nu fandt hun det blot forfriskende. Behageligt. Særligt når hun var fjerløs og hun rigtig kunne mærke det.

Den smule alkohol der ligeledes var i hendes blod hjalp nok også med at holde en smule varme i hendes krop. Om det var en reelt effekt af alkohol eller det bare var en lammelse af ens sensorik, hverken vidste hun eller var hun vitterligt interesseret i at finde ud.
Hun tog en dybere vejrtrækning, sørgede for at fylde sine lunger med duften af regn, fugtigt asfalt og våde træer. Stille tittede hendes lyserøde tungespids ud og slikkede sig diskret om læberne, før hun ekshalerede igen. Smilet voksede sagte.

Stemmen brød igennem indtil hende som en kniv igennem blødt smør, men den hverken forstyrrede ellers forskrækkede hende. Efterlod hende blot med en snert af overraskelse, idét øjnene åbnede sig og det stormgrå blik fandt sin vej til stemmens ejermand. Hun ville gerne påstå, at hun var vant til at have folk tårne sig over hendes lave skikkelse, men manden der havde gjort hende selskab var i en lidt anden kategori. Stod over hende næsten som en elver overfor en hobbit. Trods for hans betydeligt mere bredskuldrede facon. Og mangel på spidse ører.
Det varede ikke længe for det allerede begyndende og ydmyge smil at gro til noget langt større og mere muntert. ”Can you blame me?” spurgte hun som en uskyldig hentydning til, at han selv så ud til at bare lade regnen komme til ham. Ingen paraply. Og ud fra hans kropssprog virkede han ikke til at hade sin situation. Tværtimod. Hun kunne dog tage fejl, men hvad ville det også have af betydning i sidste ende. ”It just feels so… nice.” Som hun havde talt, så hun væk fra ham igen og lænede hoveder tilbage igen, som for lige at mærke regnen en sidste gang, inden hun rystede let på hovedet. Ikke nok til at håret piskede omkring som en hunds forsøg på at tørre sin pels men nok til, at hun lige kunne mærke drivvåde lokker af hår mod sit ansigt og i nakken.

”You don’t appear to be feeling half bad yourself, sir. Or are my eyes decieving me?” Modsat af hvad man kunne have antaget, da hun havde gået tilbage til sin oprindelige stilling og handling, så havde hun skam ikke afvist hans selskab, og hendes fulde opmærksomhed landede skam tilbage på ham ikke længe derefter. Så ham an endnu en gang.
Idét en længere strøm af ord trillede henover tungen og hendes accent kom mere til udtryk, afslørede den, at hun ikke just var fra landet oprindeligt. Ye olde Great Britain. Den bar en særlig irsk klang, der ikke var helt som nutidens udgave. Og visse bogstaver havde nogle underliggende slaviske stød. Men ordforrådet var fuldt ud britisk og flydende.

”Mhh, it really does.” Kunne hendes bekymringsfrie personlighed skyldes alle de gange, hun havde ladet sig blive skyllet af regnen? Hun tvivlede, men hun kunne ikke benægte denne mand sin filosofiske poesi. For sandt og logisk eller ej, så var der alligevel noget om snakken. Det var virkelig som om, at regnvejrs dage havde en særlig evne til, at fjerne alle tankespind fra fyldte hoveder. Smilet voksede endnu engang, idét han bekræftede med hende, at hun i det mindste ikke stod foran en illusion. Eller var det i stedet på grund af hans egen kærligheds erklæring til regnen, der gjorde hende stolt. Hun havde ikke frembragt regnen. Ikke denne gang. Det havde hun ikke behøvet.

Rigtig nok havde tordenfuglen ikke just brug for hans mening, men det ændrede da ikke på, hvor rart det var at få en kompliment eller to. ”Well, aren’t you are charmer,” kommenterede hun kækt, inden hendes arme afslappet lagde sig over kors. ”But thank you for noticing. I dyed it all by myself as well. I had to hunt and butcher a whole field of sunflowers to get this color.” Selvfølgelig lavede hun sjov med ham, og med tonen i stemmen og glimtet i hendes øjne, kunne man da også umuligt opfange andet. For lidt ekstra teatralsk flair, gav hun ham et lille kast med håret.
Med ét falmede smilet dog fra hendes ansigt. Hendes blik havde ligeledes veget væk fra ham og var i stedet rettet lidt forbi ham på noget i baggrunden i stedet. De stadig naturligt farvede øjenbryn krummede sig en tand misfornøjet. Men ikke meget mere end et par sekunder, var fokus tilbage på manden, og hun virkede til at være peppet igen. Som havde en tændt pære dukket frem over hendes hoved.

”Walk with me,” lød hendes anmodning pludselig. Og selvom det var langt mere et tilbud end en direkte kommando, trådte hun mod ham og lukkede mellemrummet mellem dem. Stillede sig ved siden af ham, og greb hans arm. Lod han hende dirigerer sig omkring, ville hun føre ham med sig videre ned ad fortovet. Som et par på en noget besynderlig gåtur igennem natten. Midt i regnen. Mykie efterlod dog en tiende del af sin opmærksomhed på en udadtil tilfældig herre klædt i jakkesæt et længere stykke bag dem.

Det var lige ved, at hun kunne fornemme de overnaturlige kræfter trække sine tråde, da smilet han sendte hende udviklede sig stort set uset. Trak og prikkede til interessen inde i hende. Nussede den lidt bag øret. Kildede håndfladerne, som en genert teenage-knægt, der hentydede om at flette fingre i biografen. Vovede sig med bittesmå museskridt i retningen af den frie vilje for at lægge sine trip wires. Interessant.
Så snart at hun havde ham med på sin plan, overgav Mykie ham ligeledes styringen til at føre an. Ikke at de som sådan havde brug for at virkelig få det til at ligne. Egentlig var det slet ikke nødvendigt. Men det var en del sjovere at lave det til en lille leg. Så hun viklede sin arm lidt mere ind i hans, som de gik og hun sørgede for at matche hans tempo, så godt som hendes korte ben kunne imod hans noget længere. Julelys opstod så pludselig i hendes øjne, idét han tog det første skridt til at have hende præsenterer sig selv. ”You mean I get to choose myself?” jokede hun med en overdreven entusiasme og fandt da sig selv morskab. Hun havde intet imod at gå navnløs. Men skam heller ikke det modsatte. ”In that case you may call me Mykie. Short for Mykie.”

Måden han formulerede sig på, ligesom hans kropssprog havde fortalt nogle små overfladiske hemmeligheder, gav hende udtryk for hans baggrund. På samme måde fremstod tordenfuglen ikke som den sofistikerede type ud fra, hvordan hun førte sig. Hun var flyvsk. Nok for flyvsk til ting som finere selskabsmiddage. Godt det ikke var deres omgivelser nu.


”And what about you? What should I call you? I could keep just calling you ’sir’ but that seem a bit impersonal if you ask me. Unless that’s what you’re into. I won’t judge.” Hun gjorde et minimalt hop henover en lille regn-pyt på deres vej, dog uden at komplicerer deres hyggelige gang. Det gik på ikke at hendes sko blev våde - hah!

Mykie liked him. Han havde vist sig til at ikke være så oppe i røven af sig selv, og han fulgte nydeligt med hendes egen spontanitet. Hun nød det. Det var den slags interaktioner der blev ved med at fylde hende med energi frem for at tappe hende lidt efter lidt. Hun havde et enormt depot inde i sig, men det kunne da henne, at det depot blev brugt op. Bare ikke i denne charmørs selskab. ”The pleasure if all mine, my dear Alex. Though you disturbed my enjoyment your company has definitely made up for it.” Et cheeky blink blev fluks henvendt op mod ham, før hun så frem for sig. Og så lige henover skulderen ned ad vejen den anden vej.

Ingen biler. Tordenfuglen tillod sig igen at tage styringen. Bare for et øjeblik. Hun gav hans arm et blidt klem, før hun roligt trak en smule i ham, inden hun ændrede kurs tværs henover vejen ved et T-kryds og dermed fik deres nattevandring til at fortsætte ned ad en anden lidt mindre gade, der førte dem væk fra parkens grænse og tættere ind mod centrum. Det var nødvendigt, at den anden part også var med på det, for at det så naturligt ud, men på samme tid var det ikke første gang. Hun havde et talent for at føre andre. Selv uden at bruge sine magiske, lydløse ord.
”So tell me, what kind of problems would a handsome gentleman like yourself want to be washed away?” spurgte hun ganske nonchalant, fuldstændig upåvirket af sin egen besynderlige opførsel. Som havde hun ikke ledt ham med på en kalkuleret omvej. Hun stolede på at han havde lagt to og to sammen, og han havde ikke sagt noget, så hvorfor skulle hun så bekymre sig om det? ”I would think you’d be more the type to grap the problem at hand and take care of it.” Hun skuttede sig svagt for dramatisk effekt.

“I see. A bit of existential crisis. In that case a good rainy day really is the best medicin. But you are a rare one favoring being out in it rather than sitting inside,” gav tordenfuglen ham fuldt ud ret i med et tilhørende nik med hovedet. Det var en ting, selv Mykie, den mægtige første tordenfugl, ikke var helt immun overfor, for det hændte da, at hun også faldt ned ad den spiral af tanker. Eller i hvert fald noget der lignede.

Spørgsmålet der fulgte kom oprigtigt bag på hende. For en kort stund, idét hun havde drejet hovedet og blikket op mod ham, var hendes kære runde ansigt malet med overraskelse. Nej. Det var nærmere forundring. Forbløffelse. ”Fly? Ah!” Hurtigt var smilet tilbage, og som hun så væk fra ham igen, rystede hun svagt og lettere opgivende af sig selv. ”You know what I am, huh. And here I thought I was getting quite good at hiding it.” Selvom måden hun sagde det på, kunne få det til at lyde lige så bekymringsfrit som alt andet, så havde hun var gjort sit bedste for at lægge skjul på sin tilstedeværelse. Dæmpet sin udstråling så den ikke var lige til at opfange og alt det der. Nogle var nok bare mere sensitive. Eller velinformeret. Men så var det ikke værre.
”It’s alright,” svarede hun ham så endelig på det oprindelige spørgsmål, noget henkastet faktisk. Hvordan var det at flyve? Det var befriende. En anden natur for hende, det med tiden var blevet mere som den første. ”It’s honestly a real strain on your muscles, especially when you meet a strong wind. When you’ve flown for as long as I have you start to crave the feel of the ground under your feet more than the air under your wings.” Som blev hun mindet om spændingerne, det at flyve gav hende, vippede hun lige hovedet fra side til side for at strække nakken lidt ud. Et sted var det dog nok nærmere det at være i menneskeform, der var mest anstrengende for hende. Den anderledes tyngdekraft og vægt. Den anderledes brug af kropsdele.

Per automatik reagerede Mykie på hans svar ved at lige løfte en arm op til næsen for at snuse prøvende til sig selv. ”Bah, I wouldn’t say that I smell that strong of bird, though,” var hun hurtigt til at konstaterer med en falsk fornærmelse. Han måtte have en ret imponerende næse, sådan at kunne fange hendes lugt. Nu gik de ikke ligefrem med fem meters mellemrum – tværtimod – men det regnede kraftigt, hvilket da burde dulme lugtesansen et par niveau. Så dét sagde en del omkring Alexanders lugtesans. ”I’ll remember to bathe in some more perfume in the future.” Bare at han faktisk kendte lugten af hendes art var nok til at imponere hende. Der var kun ét sted, som hun kendte til – og hun kendte indtil videre næsten hele verdenen – hvor tordenfugle befandt sig i større offentlige flokke. Hvornår havde hun sidst været en del af en flok?
”Well, unlike vampires and their thirst for blood.” Hun tilføjede lidt efter effekt til udtalen af ordene, ved at kanaliserer sin indre Count Dracula fra Sesame Street, inden hun let og elegant faldt tilbage til sin normale stemme og tone og fortsatte med sin nok unødvendige forklaring: ”We don’t necessarily need to be flying to stay alive. Sure, it’s not very fun when I wait a bit too long to turn but why we stay in the sky is not like how sharks would drown if they don’t swim.” Det var mere i form af at være blevet forvist til himlen. I hvert fald i hendes situation.

Mykie udviste en lignende henkastende attitude over de egentlig det ret seriøse tema, de var kommet ind på, som Alexander gjorde. Trak på skulderne, som var det alment og til en vis grad: ligegyldigt. It was the way of life. Hvorfor beklage sig over det? Så idet hendes ledsager diskret så sig over skulderen, gjorde hun trop. Dog nåede hun ikke at finde deres forfølger, før han talte ord, som straks fangede hendes interesse og stormgrå øjne fandt hurtigt tilbage til ham i stedet. Han var trods alt noget mere spændende at kigge på.
Et stort, ja, næsten smørret smil krøllede sig frem på hendes læber, så meget, at hendes hvide tænder kom til syne. ”Very well, mister Alexander. Lead the way. I’m your puppet for the time,” sagde hun lettere dramatisk, og rettede lidt på det kvindelige tag hun havde i hans arm. Det var lidt sjovt. For havde han ikke taget styringen… ja, hvem ved. Så havde hun nok bare fortsat med at spille hans dukkefører. Dette skift var ikke helt galt igen. Uvidenheden bragte spænding. Noget hun bestemt godt kunne lide.

”That’s true. We are secretive bunch. And for good reasons too.”
Det var en kæk lille tilføjelse, der blev sagt med et glimt i øjet, dog han nok ikke nåede at se det, idét hun vendte blikket fremad, som han begyndte at føre hende frem. Udadtil var der absolut ingen ændring i, hvordan de to førte sig frem. Det var kun hvem, der vidste vej, der havde skiftet. Så som de begav sig ind i lidt større mængder af mennesker – flere end man ville forvente, der var ude på denne tid af natten og så endda i det voldsomme regnvejr – var det ikke til at se, at de to, den tårnende herre med skønne blå øjne og den lave kvinde med solskinslokker, ikke blot nød en almen vandretur sammen. Og til trods for deres bemærkelses udseende, så tiltræk de overraskende få øjne. Og de der skævede mod dem, lå ikke længe nok på dem, til at overvære dem forsvinde fra mængden igen.

Mykie havde været ved at endelig give slip på hans arm for at om muligt sætte i løbe. Det virkede umiddelbart til at Alexanders trick virkede fantastisk til at sende deres – eller hendes – forfører på vildspor, så nu kunne de nemmere sætte i oprigtig flugt. ”Huh?” Men så følte hun i stedet den kølige fornemmelse af en mur mod sin ryg, og hun nåede lige akkurat at løfte hovedet for at se op, før deres læber mødtes.

Og så lukkede hun øjnene i. Der var absolut ingen tøven fra hendes side, da hun helt automatisk gengældte og deltog i kysset. Hun havde ikke ligefrem set det komme, men hun havde da heller ikke noget imod det. Hans læber føltes godt. Smagte godt. Lige idét hans læber havde gjort kontant, havde det været som om, at han havde taget pusten fra hende, og det havde straks fået kriller spredt udover hele hendes krop.
Den ene af hendes hænder fandt hurtigt op til hans nakke, når den strøg ind i hans hånd og holdte hans hoved nær hendes. Han var så meget højere end hende, at det var lige ved at han måtte krumme sig henover hende, hvilket i sig selv skjulte dem endnu mere fra genkendende blikke.

En skikkelse klædt i det sorte, well-tailored jakkesæt passerede efter lidt tid gyden uden så meget, som at skæve ind i den. Hans fokus var rettet ligefrem for sig. Måske lidt rundt i mængden. Tydeligvis søgende.
Det var dér at hånden i Alexanders nakke, gled ned og lagde sig i stedet mod hans brystkasse. Tordenfuglen skubbede minimalt til ham og afbrød, næsten uvilligt, kysset for at dreje sig til siden, ud ad gyden. Hun havde ikke set skikkelsen, men hun havde da følt den passerer. Som var faren ovre. Et veltilfredst smil formede sig på hendes læber, inden hun drejede hovedet tilbage til vampyren foran sig. ”My my. I can tell you’ve done this before.” Om hun mente kysset eller det vellykkede flugtforsøg var ikke til at sige. Men det var nok begge.

Han trådte tættere på igen, og hun flygtede ikke fra den gendannede nærhed. Hun var den imødekommen, præcis som hun havde været overfor kysset. Hans høje, bredskuldrede skikkelse skræmte hende ikke. Højde havde aldrig rigtig haft nogen dominerende effekt på hende, og Alexander… ja han var alt andet end skrækindjagende. Han var som en stor blød bjørn. Med bløde læber….
Diskret strøg hendes tungespids henover hendes læber, som for ikke at lade resterne af kysset gå til spilde. ”Nope. Not at all,” svarede hun ærligt som hendes hoved lagde sig på skrå og hendes øjne lige syntes at tage ham lidt ekstra ind, nu hun havde ham så tæt på. Gled henover hans våde ansigt. Selv i mørket, var det ikke noget problem for hende, at se hans mange detaljer. De venlige blå øjne. Hentydningen af skægstubbe omkring hans fristende mund. Hendes smil voksede dig lidt mere skævt, og som hun stod med muren bag sig, skubbede hun fra sig med skuldrene, hvilket resulterede både i en mere rank kropsholdning og i at hendes brystkasse blev struttet frem mod ham. Hun havde ikke meget på fronten, men hvad gjorde det også i sidste ende.

”It was almost romantic, wouldn’t you say? Kissing in the rain like this. Every girl’s dream.” Hun fjernede hånden fra hans brystkasse igen, men I stedet for at fjerne den helt fra ham i stedet, løftede hun den blot op for at ganske blidt stryge hans hage med tommelfingeren og slutte af med et boop mod hans næsetip. ”How about joining me for a drink? The night is still young and who knows… we might be followed again. And we'd have to hide like this. Again.”
Med det sagt var hun den til at trække sig. Slangede sig snildt ud fra mellemrummet mellem Alexander og muren. Havde hendes tøj ikke allerede være fuldstændig gennemblødt og tungt af regnvand, ville hendes ryg bestemt have været det, efter at være blevet presset ind mod den. Det var lokkende at have ham så tæt på, men det gik jo ikke, at en kvinde gav alle godbidder ud på en gang. Hvor var hendes kvindelige stolthed jo henne, hvis hun gjorde? Ikke at hun nødvendigvis havde meget af det.. men…

Det var helt underligt, at komme ind i tørvejr efter at have begået sig ude i regnvejret så længe. Pludselig kunne hun ikke mærke dråberne mod sin hud længere, og hun følte sig langt mere som en fordrukken mus nu, end mens hun stod ude i det. Det var rent instinktivt at hun rystede på hovedet, så snart hun var trådt indenfor, hvilket fik hendes gennemblødte hår til at piske vand ud til alle retninger indenfor en mindre radius af hende. Det var først efterfølgende, at hun drejede sig halvt omkring og lige så tilbage mod sin ledsager, der havde fulgt tæt efter hende og lige advarede ham: ”Watch out back there.” Også selvom det allerede var alt, alt for for sent til at give ham en heads up, og hendes smil fik en undskyldende drejning. Dog var hun ikke så beklagende over det.

Mykie trådte så videre indenfor, mens hun denne gang tog til at bare samle det korte hår og vred det værste af vandet ud af det. Det samme blev gjort ved den nederste kant af hendes T-shirt. Den havde allerede siddet således, at den vise en smule mavehud, men endnu mere blev vist frem ved, at hun vrængede den. Noget der da fangede nogle af de øjne, der i forvejen havde søgt mod dem, idét de var kommet ind, endnu mere. Tordenfuglen forblev fuldkommen uberørt.
”Ey! Ya dragging all the damn water into the floor there, mates!” Ejere af et af sættende øjne, der havde fundet dem, var bartenderen for natten. En godt studset country boy omkring de tredive gode år med nøddebrune øjne og mørkt rødbrunt hår. Han virkede ikke særlig tilfreds med, at de få nyankomne trak nye pøle af vand med sig indenfor. Men det tog ikke Mykie mere end en hurtig skanning af resten af gulvet til at blive klar over, at de ikke var de eneste, der kom direkte fra regnen. Men samtidig lignede han også en, der ikke ville gøre noget ved det. Gulvet skulle alligevel vaskes efter sidste runde var blevet drukket og den sidste kunde havde forladt baren. Det var der, heldigvis for de to ’romantikere’, et godt stykke tid til.

At bartenderen måske for et kort øjeblik havde haft et problem med dem, varede ikke engang et minut, for ikke længe efter den første nappende kommentar, lod det fra ham: ”What can I get ya?” Det var ikke nogen stor bar. Ikke noget enormt dansegulv i midten af det hele og der var båse hen langs den ene side samt yderligere siddepladser ved selve baren. Den var heller ikke tom. En god de havde også søgt ly der. Der var en summen af liv derinde.
”I’d kill for a negroni. On the rocks please, good sir,” svarede Mykie, som hun trådte nærmere bardisken, efter lige at gøre tjek på at Alexander stadigvæk var med hende. Hun ville helst ikke lade ham forsvinde.

Mens de ventede på, at have deres drikkevare serveret, tog Mykie muligheden for at møve sig op at sidde på den nærmeste barstol, der ikke var opdaget af en bagdel i forvejen. Værende så lav, som hun var, og stolen værende så høj som den var, hævede det hende en smule mere end, hvis hun havde stået op flad fod på gulvet. Det gav hende faktisk et lidt bedre udsyn til Alexanders høje person. Det var i hvert fald mere behageligt for hendes nakke. Han så anderledes ud i barens varme lys. Selvfølgelig havde hun fået glimt af ham i lyset fra lygtepæle, de havde passeret. Det her var bare noget andet. Og hun kunne for alvor bekræfte, at han var en yderst nydelig mand. Slik for øjnene. Selv når han stod og dryppede.
Hun lod blikket glide ret åbenlyst ned over ham. Og så op igen lige i tide til, at det første glas blev stillet på den blanke bardisk – hans whiskey – efterfulgt lidt efter af glas nummer to – hendes gin cocktail med en stor rund is’terning’, der næsten nåede fra væg til væg i glasset. En skrive appelsin proppet ned langs siden.

Et fluks blik mod bartenderen samt et tilhørende smil som tak, var enden på hvad end fokus Mykie valgte at rette mod ham, inden stormgrå øjne fandt tilbage til, hvad der var det nye midtpunkt for hendes opmærksomhed denne nat. Selvom hun ikke havde placeret dem i en af båsene, hvor de kunne sidde overfor hinanden – godt nok med et bord imellem dem – så havde hun sørget for at sidde drejet således, at hendes front da stadigvæk var rettet direkte mod ham. Bardisken kunne på den måde også snildt bruges som et armlæn. ”Cheers. For rainy days and elegant escapes.” sagde hun lavt nok til, at det forblev mellem dem men højt nok til at kunne høres overfor den eksisterende summen. Hun smed da et ben over kors på det andet og hævede sit glas, inviterede ham til at klirre mod det, før hun satte den mod læberne og tog den første lille slurk af den rødlige amber væske. Mmm.. Bitter. Rund. Lettere syrlig. Ligesom hun kunne lide den.

”Do you frequent this bar by any chance?” Det havde ikke taget ham længe at finde frem til stedet. Nu var det ikke fordi, at der var et undertal af barer og steder, man kunne få en drink, her i Aston. Tog man lidt længere ind i selve centrum, ville man kunne drukne i mængden af dem. Det var næsten som et barn i en slikbutik at ville vælge et sted.

Mykie’s blik veg ikke fra ham, idét at han strøg en våd tot hår væk fra hendes ansigt. Og heller ikke, da han tillod sig selv at kærtegne det yderligere. Så blidt, så let, som var hun skrøbeligt porcelæns. Det lå i en ret skarp kontrast til, hvad deres kys havde været, som havde været på grænsen til noget råt. Spontant. Refleksivt kørte hun selv sine fingerspidser henover det samme område, hvor hårstrående havde klistret sig fast mod, som kunne hun stadigvæk fornemme både deres fantom-placering såvel som Alexanders kølige berøring. Det var én ting. Hun havde lagt mærke til, hvordan hans krop ikke ligefrem dannede varme. Ikke på samme måde som hende selv, for han var bestemt ikke kold. Hun frøs da i hvert fald ikke nær ham…
Hun rystede så let på hovedet som svar, inden hun uddybede: ”Not this bar, specifically. Actually, I’ve never been here before. It’s cute. Like a bit nicer sportsbar, but without the ’sport’.” Kort så hun sig en ekstra omgang omkring for at sikre sig, at hun nu også havde fået det rigtige indblik af stedet ind. Dog skulle han selvfølgelig ikke vente længe før, at han kunne fryde sig med hendes fulde opmærksomhed igen. Og et smil, der syntes at have siddet fast på hendes læber siden han havde interageret med hende der midt i regnen. Ja, smilet havde sikkert allerede været til stede før.

”But I do like a drink or two from time to time. You see, I have quite a lot of lost times of fun that I’ve had to compensate for. Still am. You won’t believe how it felt when I realized how much I had missed out on,” fortalte hun videre, åbent og fortsat energisk. Endnu en slurk blev taget af hendes drik, hvorefter hun med dainty fingre fiskede skiven af appelsin op og lige suttede den tør nok til at ikke skulle dryppe ned ad hagen på hende, da hun bed ned I den, sugede aften fra den, så den blandede sig med alkoholen. Det overskydende appelsinskal - erfarent frigjort fra alt frugtkød - lagde hun roligt fra sig på servietten, der havde virket som bordskåner.

Mykie’s smil tog automatisk en mere kæk facon, som han indrømmede, at hendes umiddelbare kærlighed for lidt ekstra sjov og ballade, faldt godt til hos ham. Hun ville have givet ham ret, havde hun selv været den der hængte ud med hende. Heldigvis gav Alexander en lignende fornemmelse. Hun lænede sig diskret lidt længere frem i sin stol, mod ham. ”Outside of standing in the rain, hmm, I like dancing, meeting knew people. Poking at strangers for a chuckle,” svarede hun ham åbent dog svaret ikke var det mest sigende. Det var lige så bredt som hendes interesser. Hun så bort fra ham for en stund som hendes ansigt foldede sig i eftertænksomme træk. ”And hen it’s a full moon then there’s nothing that beats running chase with the wolfs. Especially when told not to.”

Alexander behøvede heldigvis ikke at mangle og savne hendes blik på sig særlig længe, for så snart ordene havde trillet over tungen – som var det lige så almen en ting som at tage en rolig løbetur om morgenen igennem parken – fandt de stormgrå øjne tilbage til hans to porte til tropiske have. Ledsaget af et endnu større, ja, næsten stolt smil, som hun fortsatte. ”I like to do stuff that gets the adrenalin going. Stuff that makes the heart pumping. Makes me feel alive. And what better feeling than that. ”
Som et sidste prik over i’et hævede hun begge mørke øjenbryn. Udfordrede ham på en måde til at komme på, hvad der kunne slog hendes forslag på ’den bedste følelse’. Ligeledes udfordrede blikket i hendes øjne ham til at gøre krav på, hvad han ønskede. Fra hende. Kysset havde gjort hans lyst klar for hende. Ingen kyssede sådan bare uden videre. Ingen så på en uden videre. Hun havde selv følt krilleren i fingerspidserne for at lade dem skabe kontakt med hans krop igen, men hun var vist blot bedre til at holde sig selv i snor. Ligesom det gav hende mulighed for at holde ham i snor, så det ud til.

I én slurk tømte hun resten af indholdet i hendes glas, og kunne automatisk mærke buzz’et blande sig med den smule alkohol hun allerede havde indtaget tidligere på aftenen. Hun behøvede egentlig ikke alkohol for at løsne sine hæmninger. Det klarede hun som regel helt fint uden. Hun drak for summen. Som når børn blev givet sukker.