This wasn't how I wanted to spend my afternoon

Med ét var det som om at Saga vågnede mere op. Der havde hidtil ikke været noget i hende, der havde ringet omkring illusioner eller nogle tegn på at deres omgivelser ikke var virkelige. Ikke før Ajax var den til at blive opmærksom på det. Hendes sind havde været tåget og blændet fra det. Hendes fornemmelser havde været lammet, og nu hun for alvor tænke over det, så havde de været det længe nu. Lige præcis hvor længe, kunne hun stadigvæk ikke sætte en finger på. Og det bekymrede hende. Forsigtigt svøbte hun sine arme omkring sig selv. Gjorde site bedste for at forholde sig i ro. Forholde sig i kontrol af sig selv og dermed også i kontrol af situationen.
Og netop som feen gjorde sin ankomst – eller gjorde sig til kende, for hun havde uden tvivl været tilstede i et godt stykke tid allerede – gjorde Saga følge af Ajax og så direkte mod hende. Heksen genkendte hende ikke, men der var ingen tvivl om, at det var hendes lange klør, der havde forsøgt at skarpe sig igennem til hendes hoved. Præcis som hun allerede havde gjort ved dæmonen. Hendes ord bekræftede det blot, og Saga strammede diskret sine hænders greb omkring sine overarme. De sorte bryn krummede sig mistroisk.

Straks fangede Saga, hvordan feen løftede sin hånd igen, klar til at knipse, hvilket endelig fik heksen til at reagerer. Noget abrupt. Og for sent. ”Wait!” Alt hun nåede var at vikle sine arme ud og træde et enkelt skridt frem, før alt blev mørkt.

Mest af alt lignede det, at Saga blot lå og sov på gulvet. Ubehageligt som det så end måtte være. Hendes ansigt lå endnu mere fredfyldt ud, når hendes øjne var lukkedes og hendes læber svagt adskilte. Selv som Ajax så småt kom til sig selv, forblev hun væk fra sin bevidsthed i den drømmeløse tilstand. Hendes hår hang løst som et slør af ibenholt. Elastikken måtte have givet op på at holde de glatte totter sammen igennem alt den hurlumhej, der havde været igennem.
Endt ikke, som hendes slappe krop blev hævet fra gulvet og i stedet lagt blidt i dæmonens stærke arme, vendte hun til stede. Ikke med det samme i hvert fald. Men som var den simple handling i at stryge hendes ansigt en form for aktivering, en modbesværgelse på en forbandelse, der holdte hende ’sovende’, begyndte hun at finde tilbage til virkeligheden.
Hendes ansigt fortrak sig mildt og en ordentlig klump i halsen blev slugt, inden der blev taget en dyb indånding op igennem næsen og hun atter åbnede øjnene. Med det samme satte en hamrende hovedpine i gang, allerede inden hun kunne nå at fokuserer på dæmonen, hendes blik ellers havde direkte adgang til i deres stilling. Hun stønnede noget anstrengt og med en hånd løftet og lagt fladt ind mod Ajaxs brystkasse som støtte, kæmpede hun sig op at sidde, mens hele hendes hoved dunkede smertefuldt, og den frie hånd fandt automatisk op til panden. Det hjalp lidt at komme op at sidde. Og hovedpinen var egentlig allerede i gang med at fortage sig igen, som hun kom mere og mere til sig selv. ”Wha-… What happened?” spurgte hun mere eller mindre ud i rummet. Bød en hver til stede velkommen til at svare. Også selvom det eftersigne kun var hende selv og Ajax.

Pludselig lagde hun mærke til en våd fornemmelse ved hendes overlæbe, og flyttede hånden fra sit hoved. Så snart hendes fingre gjorde kontakt med væden, vidste hun, hvad hun ville se, så snart hun lagde øjnene på dem. Blod. Hun havde fået næseblod. Det tegnede aldrig godt.
Hun huskede stadigvæk Joseph. Hun huskede kniven i Ajax's mave. Hun huskede at have helet hans sår. Hun... huskede......... Men derfra var alt tomt. Havde besværgelserne drænet hende nok til at gøre hende bevidstløs?

”I…” Hun følte sig tabt for ord. Der var noget hun gerne ville sige. Noget hun gerne ville påpege. Spørge ind til. Men hvad? Om han var okay? Men hvorfor? Som hun vendte blikket mod ham, idét han rejse sig fra gulvet, så han umiddelbart til at være okay. Blodig og hun kunne ikke undgå at lægge mærke til revnen i hans bluse, hvor blodet hovedsageligt var markeret omkring. Men han virkede så… upåvirket. Hun kneb selv øjnene lidt sammen. Smagte på tungen. Fugtede læberne lidt. Tørre. ”Yea, thanks.” Fluks drejede hun sit ansigt lidt væk fra ham. Det var ikke ligefrem billedet af hende med næseblod, hun ønskede at han fik hæftet fast i hovedet. Så så snart hun selv havde kæmpet sig tilbage op at stå – mere usikkert, end hvad hun brød sig om – møvede hun en hånd ind i ærmet på sin bluse, og valgte blot at tørre det værste væk i det. Ligeglad med selve blusen. Han var trods alt ikke den eneste, der bar rødt på sit tøj. Og tøj kunne vaskes. Hun snøftede på instinkt, og strøg lige den anden side af ærmet hen under næsen for at sikre sig, at hun ikke bare havde tværet blodet ud og det faktisk var væk. Heldigvis føltes det ikke som om, at det blev ved med at løbe.

Saga havde, netop for ikke at vække for meget opmærksomhed til sig selv, ikke haft sin egen opmærksomhed rettet mod Ajax. Ikke før, at hun hørte skabet knirkende dør og hans efterfølgende rumstering, at hun løftede hovedet og så mod ham lige, som han selv valgte at tage et smut ind på badeværelset, før hun selv kunne nå så langt.

Saga være Saga så skammede hun sig ikke over at hendes øjne gled ned over hans nøgne ryg. Blikket var nu også mere observerende, end man kunne kalde det lystende. Som forventede hun at se… noget. Specielt som hun fik udkig til hans frontale overkrop, som han trådte tilbage ud af badeværelset, inden hun nåede at se sig meget om. De befandt sig i et værelse. Hans tydeligvis. Han begav sig rundt alt for afslappet til at det bare var en fremmed’s. Men nej. Intet. Ikke engang et mærke. Så revnen i hans T-shirt fra før betød ikke noget.
”As am I. For some reason.” Hun tog hans egne ord i sin mund og førte hånd tilbage til sin tinding. ”I It feels like someone is ringing a gong inside my head. You know what.” Hånden faldt igen, og hun trådte atter tættere på dæmonen, inden hun atter så sig omkring. Mere specifik søgende denne gang. Og med en hånd rakt ud i retningen af hans skrivebord, fløj en kuglepen igennem luften for at lande i mellem hendes fingre. Så med sin anden hånd greb hun hans og holdte den op med fladen opad, så hun snildt kunne skrive en række talt på hans hud, som var de tilbage i middle school. ”This is my number. Call if you… start feeling strange.” Hun klikkede kuglepennen og lagde den fint i hans hånd, før hun lod ham have den tilbage igen og hendes intense blik fandt tilbage til hans ansigt. Mødte hans blik en sidste gang, inden hun trådte tilbage, drejede omkring og fandt sin vej ud af hans dør. Og lige som døren lukkede efter hende vendte næseblodet tilbage…