This wasn't how I wanted to spend my afternoon

Det kunne umuligt se alt for godt ud for den unge heks. Hun havde kun lige knap været registreret på akademiet i en uges tid, og så sad hun allerede til sin første eftersidning. Men alligevel virkede hun ikke vitterligt påvirket af nogen form for skam eller utilfredshed - eller rebelsk attitude som den unge mand ved bordet foran hende - som hun sad der og roligt havde sit blik rettet mod underviseren, der havde fået æren af at holde øje med dem, som ordensreglerne blev sat på plads. Amery Sinclair Blake. Der lød kun en ganske sagte lyd af den mekaniske blyant, der landede på bordet, idét evnen der havde holdt den svævende blev deaktiveret samtidig med at der blev kommenteret på brugen af simple små hekserier, og hendes blik faldt længe nok til, at den ungt udseende lærer havde nået døren, som hun så op igen.

Saga havde egentlig været på vej til at skubbe sin stol ud for at rejse sig, da et set albuer gjorde støtte mod hendes bord, og personen havde straks hendes opmærksomhed, kontrolleret som den så end var. Hun havde ærligtalt ikke forventet megen interaktion mellem eleverne herinde. Ikke mere end højst nødvendigt i et forsøg på at gøre timerne mere udholdelige efter at tiden begyndte at gå lige lovligt for langsomt. Så for en stund fremstod hun lettere forbløffet, inden hun stående satte hænderne ned i bordpladen og lænede sig en smule frem for netop at have sit hoved lidt mere henover dæmonens, som han sad lænet tilbage, så hun bedre kunne se ham mere direkte i øjnene. Havde hendes hår ikke været sat tilbage i en knold i baghovedet ville mere end bare et par løsthængende totter af de sorte lokker nok have hængt som et dække.
”What do I look like then?” spurgte hun yderst nonchalant uden en attitude, som man kunne forvente, men hun gav ham ikke rigtig tid til at svare, før hendes stemme lød igen med andet svar end et spørgsmål. ”I wandered into the wrong section of the library without the proper permission.” Med det sagt trak hun sig atter tilbage, men som hun fjernede sine hænder fra bordet gjorde den ene en elegant bevægelse opad i takt med at stolen, Ajax sad og balancerede på blev vippet fremad og landede tilbage på dens mente fire ben frem for de to. Det var i princippet ikke ’magi’. Så der var vel ikke regler mod brugen af det.

Iført en langærmet sennepsgul bluse, der hverken sad helt stramt ind til kroppen eller hang løst, hvis halsudskæring ikke helt var stor nok til at vise magemærket frem ved hendes kraveben, så var det kun den magiskladede atmosfære omkring hende, der egentlig afslørede, hvad hun var. Et større stykke gaze sad dog fremvist plastret i en firkant om et område mellem hendes ene skulder og hals. Lysvaskede jeans sad trukket op over maven og blusen var proppet godt ned i den. Det ene knæ var at se igennem et stilfuldt slidhul.
Saga havde umiddelbart ikke meget mere at sige til ham, for selv uden at have svaret ham, hvad hun hed, forlod hun ham til fordel for at deltage i rengøringen. Det var ikke intentionelt, men det var lige ved, at hun havde virket uinteresseret i ham. Ironisk nok fik hun hænderne i en kost fra hjørnet af klasselokalet.

Han havde vel egentlig ret. Hun kendte ikke noget, der kunne få hende ind visse steder. Ikke uden brugen af magi. Og heller ikke nogle, som befandt sig på akademiet. Hun kendte knap nok nogle her. Værende som hun var - reserveret - var hun ikke just typen der så chancen til at skabe sig en bred vennekreds allerede på første dag. Eller den anden. Eller tredje. Hun havde blot en naturlig udstråling af utilnærmelighed. Så at Ajax havde... ’nærmet’ sig hende, var vel på en måde ret imponerende i sig selv.
Først vendte hun sit hoved til at se mod ham over skulderen, men førte i sidste ende hele sin krop halvt mod ham. ”What I’m looking for?” var lige det eneste, hun nåede at få henover tungen, før deres lille samtale blev afbrudt af en langt mere flittig elev. Helt automatisk faldt Sagas blik mod englen til trods for, at hun ikke havde noget at sige yderligere til ham. Ikke før, at dæmonen smed sig selv forrest endnu engang, og dermed fik prisen af hendes opmærksomhed endnu en gang.

Hun slog så efterfølgende blikket ned igen, som hun gik i gang med at feje diverse ting omkring hende sammen. Denne gang lod hun ham dog ikke blive hængende. ”I’ll remember that. But I’m not looking for anything specific. And besides, you being here as well must mean something in the sense of your abilities to not getting caught.”
Et grynt af morskab lød straks fra den selv samme engel, der havde ytret sig noget misfornøjet til Ajax’s forsøg på at sætte en samtale i gang midt i hans og de andres elendighed. Noget Saga havde sagt måtte han have fundet sjovt. Dog ikke sjovt nok til at bryde ud i fuldkommen latter. Eller også havde han bare en god selvkontrol. For englen havde ikke engang kigget op fra arbejdet med at skrubbe på en indtørret plet af en væske med højt sukkerindhold, hvis man gættede ud fra hvor klistret området på gulvet var.
Heksen stoppede derefter med at feje igen. Kosten rettede hun lodret op så hun bedre kunne stå og bruge det som et læne-støtte, idét dæmonen atter blev beriget af at have det intense blik i hendes alment blå øjne rettet mod ham. ”Actually,” startede hun. ”What did get you stuck in detention?”

Han var kæk. Det var det ikke til at komme uden om. Og han havde åbenbart valgt at tage hendes ord yderligere op som en form for udfordring. Det beviste han allerede på den måde, at han nærmede sig hende. Med selvsikkerhed i sine skridt. En fastholdenhed i sit blik. Et blik hun selv fastholde i de første par øjeblikke. Men for hende var det ingen stirrekonkurrence. Der var ingen konkurrence. Ikke en som hun selv havde valgt sig selv til at være en del af. Hendes præsentation – hendes navn – havde sågar siddet parat på det yderste stykke af hendes tungespids. Alt der havde været nødvendigt var at skille de bløde, rosa læber ad og bevæge tungen i gang. Hendes læber havde tilmed været ved at åbne sig, idét noget ganske opmærksomhedsvækkende forlod hans strube i stedet, og læberne lukkede sig roligt igen.

”It was probably you who made this fucking mess to begin with,” brød engleknægten pludselig ind med midt i det hele. Han virkede ikke til at have forstået, at han ikke var en del af samtalen, men ærligtalt var han nok ligeglad. Irriteret og frustreret over at skulle gøre rent sad dybt i hans knoglemarv. Lige som den gjorde ved de andre elever. Ligesom den gjorde hos Ajax til trods for hans lidt anderledes fremgang til det. Englen stoppede helt med at forsøge at vaske sodavandet op fra gulvet og møvede sig i stedet op at stå netop for at træde nær dæmonen. Kastede ham kluden. Ligeglad med, om den ville blive grebet eller om den bare ville få lov til at falde til gulvet som den fugtige, brugte klud det var. ”The sooner we’re done the fast we all get to get out of here. So get started helping, jackass, instead of pushing yourself onto the new girl.”
Der var en gensidighed iblandt en god del af de andre elever til stede. I hvert fald tre andre havde også deres øjne rettet mod Ajax i et forsøg på at gøre det klart, at de fandt rengøringen lige så ugideligt som ham.

Men så som en kniv der skar igennem den tunge atmosfære og negative energi, der alt sammen virkede til at være rettet mod dæmonen, lød Saga’s blide stemme endelig på ny.  ”So you wandered of where you shouldn’t be as well.” Om han selv var klar over, at han potentielt havde afsløret, hvad der havde fået ham til eftersidning, var hun ikke helt sikker på. Han virkede som typen, der havde problemer med at holde ting helt for sig selv når han først var begyndt. Hun lod det hænge lidt for at se om det var tilfældet. Om han ville have noget imod det selv.
Og så dalede hendes blik igen fra hans. Hun skabte igen mellemrum imellem sine hænder på kosten og begyndte at feje som før. En lille fornemmelse af et smil kunne man lige bilde sig ind sad i hendes mundvige. ”My name is Saga Rhyss. And you should listen to your friend. He's right.”

Englen reagerede straks på Ajax’s truende frembrusning, ved at hurtigt vige tilbage. Hurtigt nok til at han nær havde snublet over sit eget skridt tilbage eller havde fået overbalance over at hans hoved instinktivt havde rykket væk fra dæmonen i en kortvarig overbevisning om, at en knyttet næve ville gøre kontakt med hans ungdommelige ansigt. Han havde haft det hele i munden. All bark and no bite. Måske havde han troet, at han faktisk havde en chance for at overtage en dominant placering ved den simple brug af verbale angreb.
Selvfølgelig forsøgte englen at genetablerer noget af sin mandlige stolthed – for ikke at tabe helt ansigt foran de andre elever, der stod og kiggede på – ved at rette sig op og fremstå langt mere forsvarsparat. Klar til at tage ham. Men der var tydeligvis hans heldige dag, idét Saga’s stemme nåede dæmonen som kamillete til et stresset sind. For han ville ikke kunne vinde i en slåskamp mod Ajax. Flere ord, der nok ville have haft hoverende undertone, sad allerede klar på englens tunge, men de blev gjort stumme ved et sigende dask mod hans overarm fra den nærmeste klassekammerat der vidste bedre..

Saga havde observeret alt dette ske. Også selvom at hun ikke havde givet udtryk for at være interesseret i det. Ikke engang den mindste kommentar over det, havde endnu forladt hendes strube. Men hun havde ikke ignorere det. Hun havde lyttet. Analyseret.

Lyden af klirrende porcelæn fyldte lokalet, da hendes kost samlede en spredt bunke af skår fra en kaffekop. Det var virkelig ikke til at sige, hvad der var sket i derinde. Nogen måtte have brugt det både som deres personlige skraldespand og tilholdssted. Ikke lige hvad man ville forvente af et sted, hvor der burde ske undervisning.
”Being a team player isn’t always the best thing anyway. Some people just work better alone.” I mellemtiden, at hun havde fejet, var hun nået tættere op ved siden af Ajax. Stoppede med at feje, idét hun nåede ham for at vride hovedet henover skulderen og følge hans blik ud ad vinduet, som hun stod med ryggen til. Prøvede at finde ud af, hvad han beskuede så længelsfulgt efter. Det varede dog ikke længe, før hun blot vendte blikket mod ham i stedet. Hovedet lagde sig en smule på skrå. Uskyldigt. Undersøgende så hun på ham. Betragtede de forskellige toner I hans øjne.

”You said to call you Jax but I hope you don’t mind if I use the full of your name instead. It fits you better. Rolls better off the tongue. I’d feel weird having to call you Jax,” afslørede hun så endelig for ham. Dette lød meget mere som starten af reelt samtale end noget af det banter, de havde smidt efter hinanden før.

Et penselstrøg af oprigtig overraskelse - eller forundring, malede sig henover hendes ansigt. Hun blinkede et par gange med kortere mellemrum end normalt, som skulle hun lige have et par sekunder til at tage ind, hvad han netop havde givet hende af forslag. Det var ikke så meget, at hun ikke havde oplevet at blive givet lignende invitationer, som det var den uventede faktor af det.

Men det var ikke i lang tid, at Ajax fik æren af at se udtrykket i hendes ansigt, før det falmede tilbage til hendes idylliske og følelsesneutrale folder igen. Lige indtil, at hun drejede hovedet bort fra ham, og hvad der havde før bare været et hint, en antydning, til et smil, trak nu ordentligt i mundvigene. Så meget at læberne blev skilt ad i, næsten et lydløst fnis over hans lille tilføjelse. ”I’m not bewitching you, I swear. Don’t you remember what the professor said? No magic.” Og desuden hvis det ikke havde været tilfældet, var der andre komplikationer, der ville gøre det… problematisk. ”I fear that he would have me burned at the stake.” Smilet svandt hen igen, men fornemmelsen af det var stadig til stede.

”However I wouldn’t mind a milkshake. No matter the strange choice in this cold weather,” svarede hun ham så endelig i samme øjeblik, som hun smidigt faldt ned på hug. Den ene hånd stadig om kostens skaft, blot gledet længere ned sammen med hende og så til sidst lagt forsigtigt ned på gulvet for ikke at larme og skramle for meget. Skiftevis trak hun op i sin bluses armer så de nåede godt halvvejs op ad underarmen mod albuerne. Begge frie for aftegninger, hvilket i hendes tilfælde var lidt af en anormalitet. Hun rullede diskret med skulderen i samme side som gaze-pålægningen. Det generede. Summede under huden.
Forsigtigt begyndte hun at samle de større stykker af knust porcelæn op i sine hænder. Gjorde sig umage om at ikke skære sig, som hun stablede stykkerne. Det største stykke nederst i hendes håndflade og derefter alle de andre. ”But does a place called Juice Stop really make that great of milkeshakes?” fortsatte hun kun lidt efter, dog uden at se op på ham. Hendes fokus var trods alt et andet sted. Hvis hendes spørgsmål ikke afslørede det, så havde hun ikke været forbi stedet. Ikke i al den tid hun faktisk have boet i Gaia, hvilket efterhånden var ved at være et godt stykke tid nu.

Den lille tilføjelse af ’yet’ var nok til at stoppe hende i at samle flere af de mindre skår op til fordel for at se tilbage op på ham, lidt henover skulderen. At han kun lige var flyttet til, ville egentlig forklare, hvorfor han ikke selv havde virket til at vide, at hun var nyligt indmeldt på akademiet. Ikke at han ville have vist det ellers. Stedet var vel stort nok til at ikke alle kendte alle. Og siden hun heller ikke havde set noget til ham før denne… uheldige situation med eftersidning, måtte betyde, at de ikke havde samme undervisning. Hverken fag eller niveau. ”Ah? In that case it would probably be in its place to welcome you to Gaia. I’m originally not from here either but I have lived here for almost half of my life by now,” tillod den lille heks så selv at afsløre om sig selv. Kortvarigt matte han undværer hendes opmærksomhed idét, hun fluks scanned lokalet og de andre arbejdende elever – nogle mere flittige end andre – omkring dem, inden hun rejste sig, forsigtig med ikke at rasle for meget med skårene i sine hænder. Én forkert bevægelse og hendes elfenbensblege hud ville hurtigt kunne blive malet rød. Efterfølgende drejede hun dog tilbage mod ham, trådte til ham for at lægge skårene fra sig på tallerknerne, Ajax netop havde fået samlet sammen. At bare smide dem i skraldespanden ville ikke være det smarteste. ”It would really be a shame if you missed them. I’ve come across some pretty interesting corners of the city before. But adventures in Gaia ain’t always a great idea. Doesn’t mean I won’t show you around if I find the time.”
Saga gik en fin linje her. Hun var i tvivl om, hvor meget hun kunne fortælle Ajax. Hvor meget hun kunne åbne sig op. Det virkede ikke helt forkert at åbne sig op for ham. Men hun kunne ikke ryste følelsen af de vidt forskellige liv, de to sikkert havde, af sig.

Ærmerne var blevet trukket ned igen og få totter af sort hår havde i løbet af rengøringen løsnet sig yderligere fra samlingen i baghovedet, men hårdt havde det ikke just været for Saga. Tiden var gået ganske hurtigt efter de oprindelige øjeblikke helt til at starte med. Det var nu stadig en strøm af lettede udåndinger, da de blev ladt løs. Også fra hendes side.
Hun havde knap nok lagt mærke til at dæmonen havde rejst sig fra sit bord foran hende, inden at hun pludselig kunne mærke hans hånd omkring hendes i et fast greb. Noget overrasket nåede hun kun lige at se ned på det, inden hun blev trukket op fra sit eget sæde. Dét havde lykkedes ham at gøre hende paf nok til, at ikke bare lade sig blive hevet af sted. ”Hey! Wait!” faldt det dog ud af munden på hende, som hendes første par skridt var noget klodsede. Straks vendte hun hovedet bagud og rakte ligeledes sin frie arm i retningen af bordet, der havde været hendes for de to timer. Hendes jakke hang der stadigvæk. Det krævede, særligt i forvirringen af Ajax spontane handlinger, lidt ekstra hjernekraft til at få mentalt fat i den og løftede den af stolens ryg. Den susede lige forbi professor Blake Sinclair, havde nær ramlet direkte ind i ham, men i stedet blev den stoppet af væggen i stedet. Væggen som hende og dæmonen ellers så glat strøg igennem uden problemer, og hun mistede forbindelsen. Jakken faldt slapt til gulvet, efterladt i lokalet. Men Saga var på sin vis for forbløffet, over hvad der netop var sket.

Saga havde hurtigt vænnet sine skridt til at matche med Ajax’s så efter de endte på den anden side af væggen, var hun ikke længere ved at snuble over sine egne fødder. Først stirrede hun blot tilbage på væggen – stolede blindt på at han førte hende ned ad gangen uden at lade hende støde ind i noget - før hun piskede hovedet omkring for at rette de blå øjnes intensitet tilbage på ham. Denne gang med en tydelig forundring i deres iris.
”You can phase? How didn’t you just phase through my hand?” Igen faldt øjnene ud af munden på hende. Noget lidt andet end den ellers kontrollerede måde, hun talte på. Uden tvivl pga. at hun langt fra havde forventet noget lignende.  Det kunne være ligemeget for nu, om hun havde nået at få sit overtøj med. Det her var noget mere interessant. Det virkede som om, de susede af sted ned ad gangen. Så hurtigt at heksen ikke så meget som lagde mærke til den anden professor de passerede. Denne gang med et mere genkendeligt ansigt.

Ajax bratte opbremsning havde nær resulteret i, at Saga var stødt direkte ind i ham, havde de bare haft lidt mere fart på i dæmonens iver for at komme ud af skolen. Idét hun selv fik drejet blikket i retningen af deres blokering, måtte hun ærligt indrømme, at hun af alt i verdenen ikke havde forventet at se det ansigt, og hun følte med det samme et ubehag lægge og tunge på hendes skuldre, som et køligt, tungt tæppe. Pludselig kunne hun mærke grebet, som Ajax havde i hendes hånd, blev strammere og strammere i takt med at hans muskler gik i baglås… og så lå han på gulvet. Automatisk havde hun trådt et skridt bagud for ikke at blive væltet med ham, men det var da en vis bekymring til stede i blikket, der dog straks sprang fra dæmonens bevægelsesløse krop ved deres fødder til manden skyldig.
Oh hello darling. Det sendte myrekryb ned ad ryggen på hende. Der var noget i hans tone. Noget der havde evnen til at virkelig krybe ind under huden på selv hende. Umiddelbart forholde hun sig roligt, men så man godt efter kunne man skimme brystkassen, der hævede og sank med nogle lidt mere… påvirkede vejrtrækninger. Som havde hendes puls steget. ”Joseph?! Wha-…” Ordene havde ellers siddet klar på tungen, men den simple berøring af hendes hage – en så dominerende kærtegning – fik stummet hende. Det var meget vel, at hun ikke reagerede på samme måde, som andre, når nogen stillede sig for tæt på, men det var ikke ensbetydende med, at det ikke gjorde hende utilpas, at have siphoneren så nær. Hun sank diskret. Stod stille og bare kiggede ham i øjnene, haget let løftet. De mørke bryn en smule krummet i misfornøjelse.

Det var lige ved, at hun havde gispet lydhørt, idét hans evne blev aktiveret. Hendes mave trak sig i hvert fald sammen i et hårdt ryk, men før han kunne nå at gøre meget andet end at give hende en påmindelse om, hvad han kunne udføre, havde hendes ene hånd løftet sig til straks slå hans væk, og ligeledes bakkede hun et halvt skridt for at skabe afstand mellem dem. For et splitsekund virkede hun næsten skræmt. Kun lige at se igennem den kontrollerede facade. Snap!
Sceneskiftet var sket så pludseligt, at det næsten havde været midt i hendes ene skridt bagud, hvilket kortvarigt sendte heksen ud af balance. Ikke meget. Bare lige nok til, at hun måtte træde yderligere tilbage. Det tog hende ikke mere end et millisekund at vide, hvad der var sket. Hun havde følt magien. Genkendt den. Så med det samme, at hun havde fået fodfæste – ja, faktisk lidt før – så hun fra side til side i et håb om at gøre sig bekendt med, hvor de nu befandt sig. Ingen vinduer og i hvert fald ikke et lokale, der blev brugt. Det var lyden af en sål, der gjorde sammenstød med et hoved, der sendte opmærksomheden tilbage på manden. Og Ajax. Hun sank igen. Det hele var sket for hurtigt til, at hun kunne have gjort noget, og nu fik hun det dårligt. Særligt over, hvordan dæmonen blev slæbt rundt som en kludedukke.

Atter fik Joseph hendes hjerte til at springe et slag, idét afstanden mellem dem atter var tilbage på de få håndfulde centimeter. Igen, automatisk, trådte hun tilbage. Denne gang blev hun stoppet af et efterladt bord, der sikkert bare var smidt herned efter at være gået i stykker. Hurtigt havde hendes hænder grebet om bordkanten for at støtte sig selv, men hendes blik var konstant og skift rettet mod manden foran sig. Ikke intimideret af hans tårnende højde over hende, men påvirket af ubehaget.
”I somehow doubt it. Had I had the ability to hurt your feelings we wouldn’t have ended up as we did.” De havde ikke splittet på gode manerer, men deres forhold havde ikke været bygget på romantik. Selv før deres bekendtskab havde udviklet sig den gang, havde de ikke just været venner. ”What are you doing here, Joseph? Where are we?” forlangte hun dog med en fortsat rolig stemme, at vide. Hun var på vagt. Ved at holde ham fanget med øjenkontakten, var hun forsigtigt og så lydløst som muligt at kradse en negl i den gamle bordplade. Hun kunne trods alt ikke bruge blod. Ikke i sin nuværende tilstand…

”What a teacher you’ve become then. Kicking and immobilising a student like that. I would imagine that not being in your job descriptions other than in the section of things not to do,” kommenterede hun yderst uimponeret over, hans livstilsskifte. Hun var ikke glad for at indrømme det, men hun kendte ham godt nok til, at vide, at det meste der kom ud af munden på ham var det rene nonsens. Selv om en uden tidligere akademisk undervisning udenfor hjemmets trygge rammer. Men nu gjorde Joseph virkelig heller ikke sig umage med at lægge skjul på sine åbenlyse løgne.
Øjenkontakten var ikke et problem for hende. Havde det aldrig været. Og det var derfor også dét punkt, hvor hun havde et bedre kort på hånden end han havde. Det var dér hun kunne finde åbninger, som han ikke så nemt kunne finde hos hende. Selv som han vendte hende ryggen, ville hendes blik stadig være at fornemme mod den. Overvågende. Evigt observerende. Holdte øje med, hvad han dog fandt så interessant ved bogreolen. Alt imens neglen fortsat indgraverede den simple cirkel i bordet. Der var et enkelt øjeblik, hvor hun havde vovet at skimme mod Ajax, liggende uvidende om hvad der foregik på gulvet ikke langt fra hende, men så nåede en særlig sætning hendes ører, og straks havde siphoneren hendes fulde opmærksomhed igen. Og så lige i tide til, at han atter gjorde sin entré tæt ved hende.

Han var farligt selskab. Det havde hun vist lige fra starten af. Lige siden hun havde lagt øjnene på ham for første gang. ”You would gain nothing from killing me anyway.” Udadtil var hun standhaftig med ikke at lade ubehaget vise sig for meget på hende, idét han noget så nænsomt strøg hendes kind. Selv uden kontakten mellem hans fingre og hendes hud, var hun bekendt med følelsen, og minder fyldte af sig selv de blanke områder ud. Hun kunne fornemme den lavere kropstemperatur fra hans hånd. Hun havde det bedst, når han tog afstand fra hende. På den måde føltes han langt mindre som et rovdyr. For rovdyr var han. Selv overfor en som hende. Og særligt overfor Ajax, vidste det sig…

Saga krummede sine bryn endnu mere og frembragte den fine lille rynke mellem dem. Forsigtigt trak hun sig en smule fra at stå lænet op ad bordet som, havde han holdt hende i en krog. Hendes ene hånd lagde sig blidt henover den primitive cirkel kradset ned i bordpladen. Hendes blik havde endelig faldet og lagde sig i stedet mod hånden, hun skjulte indgraveringen under. ”You are aware that I barely know him, aren’t you? So what make you so sure that I would... join you, as you put it, to save him? I know you already own plenty of these nick nacks.” Hun så tilbage på ham. “What makes this one so special? Why would you ever ask for help? You always just take it by force anyway, if I remember correctly.” Et sagte lys kunne lige anes mellem hendes finger, som hun gav magi til lokaliseringsbesværgelsen. Joseph havde været venlig nok til at informere, at de i det mindste stadig befandt sig på akademiets grund, men ikke præcist hvor.

Skæret forsvandt og Saga knugede langsomt sin hånd, som knugede hun omkring besværgelsescirklen. Selvfølgelig. Hun gjorde virkelig sit bedste for ikke at vise sin frustration. Ikke bare over at hendes lille plan ikke havde virket. Ikke engang bare over at hun ikke kunne gøre brug af sin magiske kanalisering. Nej, en god del af frustrationen kom af, hvor forberedt Joseph var. Han kendte hende godt nok til at vide, hvor magtesløs hun potentiel kunne føle sig uden sin magi. Og netop af samme grund var hun mere desperat til at ikke lade ham se, hvordan det påvirkede hende. Musklerne i hendes kinder spændte sig dog alligevel op. ”Unnervingly prepared as always, it seems,” var det eneste hans konstante talestrøm fik ud af hende. Ganske blidt. Kun lige højt nok til, at han kunne høre dem.
Det var så småt begyndt at gå op for hende, hvad han havde gang i. Han var et langt mere snakkesaligt individ i forhold til hende. Han kunne bruge ord på helt andre måder, end hun kunne. Han vidste altid, hvad der skulle siges for at tænde gnister hos nysgerrigheden, hos interessen, hos opmærksomheden. Og én sætning satte sig særligt fast i hovedet på hende. Hvad havde han ment, med at hendes død ville bringe ham fred til at leve i? Det havde været så malplaceret i al hans resterende snak. En anden mere ubevidst ting, der havde hæftet sig på hende var nævnelsen af hendes magemærke, og til dels uden at tænke helt over det blev hånden fra bordet løftet op for at rette yderligere på den sennepsgule bluse således, at hun sikrede sig, at mærket ikke var fremme.

”You’re right. I did let you in once. And that’s exactly why I’m not going to let you in a second time.” Denne gang var det hendes tur til at lægge armene over kors. Eller for hende var det mere som at lægge armene om sig selv. Armene foldet fint under barmen og hænderne havde lette tag i hver sin modsatte albue. ”I’m not sure what have-…” Stående, hvor hun gjorde, var Saga den første til at få øje på dæmonen, der kom tilbage op at stå fra gulvet, som var hans en muertos, der steg fra sin grav. Og heksen kunne ikke undgå at gøre store øjne. Dog var det enden på Joseph, der fik hende til at brat stoppe midt i sin sætning. Forbløffende nok gispede hun ikke eller på anden måde ytrede sig i forskrækkelsen, det havde bragt over at pludselig se siphoneren falde slapt til jorden. Hun var... målløs, og hurtigt fandt blikket fra Joseph og tilbage til dæmonen. Synet der mødte hende, var dog ikke et syn, hun havde det godt med.

Det var lidt som om det foregik i slowmotion. Hendes arme faldt tilbage ned langs siden og for første gang flyttede hun sig fra sin placering i rummet. Godt et simpelt skridt men derefter havde hun sat i løb. Så så snart hun nåede ham var det som om, at han faldt ind i armene på hende og virkeligheden vendte tilbage. Alle lydende der ellers i den korte periode havde virket forstummede. Hun kæmpede virkelig med Ajax vægt. Han var en noget mere bredskuldret ung mand, end hvad hun normalt bag rundt på, og til sidst måtte hun bukke under og faldt selv ned på gulvet med ham stadig i sine arme.
”You stupid boy!” røg det ud ad hende, som hun forsøgte at manøvre dæmonen så, hun på en måde kunne komme til det blødende stik men samtidig sørgede for at han i det mindste blev siddende oprejst. ”Don’t you know anything? Never pull out the blade!” Det var svært at høre men et hint af panik havde sneget sig ind i hendes tone. Hun fumlede desperat for at placerer sin ene hånd på det korrekte sted, hvor hun kunne lægge et bedre pres, end hun i øjeblikket stolede på, at han selv kunne gøre. Hans bluse var allerede ikke helt hvid længere, så det var ikke helt nemt at finde såret. Deres ansigter var ret tætte ved hinanden, faktisk var de i det hele taget meget tætte, men for Saga blev det knap nok registreret og som hun endelig så op var det ikke for at se på ham men i stedet for at se sig omkring.
”We need to get you outta here in some way. Your teacher made it so I can’t use magic in this room.” Der var en dør. Selvfølgelig var der en dør. Spørgsmålet var om den var åben. Blikket faldt på den livløse krop lige ved sine ben. Det var et grotesk syn. Halsen brækket og øjnene stadig åbne. Han lignede ikke en, der ville komme tilbage eller fortsat være et problem for dem. Men Saga vidste bedre end at blive hængende nær ham meget længere. Så med ét møvede hun Ajax ene muskuløse arm bedre omkring sine skuldre, så han på en måde selv kunne støtte sig til hende, så hun kunne blive ved med at lægge tryk mod knivstikket, fik sin egen arm omkring hans ryg og så gjaldt det ellers om at komme op at stå igen. Hun var stærkere end hun så ud til, men det var stadigvæk begrænset.

Det var ikke meget hjælp som dæmonen udgjorde i at få sig slæbt, men det var lige akkurat nok til at hun kunne få egne ben mere solidt under sig, komme op og stå og så ellers var de nød til at tage skridt for skridt. Konstant kunne hun føle, hvordan hendes hånd ønskede at glide ned fra det blødende område. Blodet havde fuldstændigt gennemblødt en god del af hams T-shirt, så stoffet var blevet glattere, men hver gang hun fik hånden de så millimeter tilbage gav det hende kun fokus på at lægge presset endnu dybere for netop at undgå at hånden ville glide igen. Hånden på ryggen havde også endt med at virkelig knuge omkring hans jakke, som ville det hjælpe hende med at bære på ham og ikke kun gav en hånd med at spænde op i hendes sølle muskler.
Flere gange oplevede hun hans egen kamp slippe – bare i et splitsekund – hvilket flere gange nær havde resulteret i, at hun måtte kollapse med ham igen. Men endelig var døren nået. Hun havde selv været ved at slippe ham for at tage i håndtaget, han kom hende dog i forkøbet, og til trods for den tikkende klokke, der lå tilbage på gulvet med nakken i en meget unaturlig vinkel, så lod hun ham. Hun lod ham i hvert fald prøve, for i sidste ende lykkedes det ham ikke.
”Don’t apoligize. It’s okay. Just focus on staying with me, okay?” Automatisk faldt hendes blik med på deres sammenlagte hænder. Hun var virkelig ikke meget for det, men hun var nød til at snige sin egen hånd fri. Hun fjernede den dog ikke helt, før hun i en forsikrende gestus lagde sin oven på hans denne gang og så rakte ud efter håndtaget. Hun havde lige akkurat grebet om det kolde metal, da et klik lød fra låsen og en lille frygt skød igennem hende. En frygt der blev dulme, så snart hun i desperation alligevel trykkede håndtaget ned. Låsen var ikke blevet drejet om. Tværtimod var den blev låst op, og døren åbnede sig for dem.

Så hurtigt, som det var dem muligt, fik heksen dem igennem døren og smækkede den noget nådesløst i bag dem. Derefter blev hendes skridt mere snublende, som hun fluks førte Ajax bare de sidste par skridt hen til den modsatte side af gangen. Hun ville have været mere forsigtig, havde hun haft midlerne til det, men han blev nærmest smidt ned at sidde op ad væggen. Hende selv tæt på at være væltet direkte oven på ham i momentummet. I stedet fik hun manøvreret sig ned på knæ ved siden af ham.
Hurtigt var hendes øjne rettet op på ham med den samme bekymring og panik, som der havde været et glimt af tidligere. Man kunne se, hvordan hendes blik sprang rundt på hans ansigt som scannede hun det for en tilstandsopdatering, alt imens hun fugtede sine læber. Overvejende. Tænkende. ”I need you to hang on for a moment longer.” Hendes blik faldt og hun var hurtigt til at gribe om hans ene hånd, dirigerede den til at virkelig lægge pres på såret, før hun så op på ham igen. Så ham atter forsikrende i øjnene. Og med et sidste klem om hans hånd, rejste hun sig for at vende tilbage til døren. Uden så meget som en eftertanke, lagde hun en blodig hånd mod låsen og efter en sagte, næsten lydløs mumlen lød det låsende klik igen. Det ville ikke være nok. Det var Saga skam godt klar over. Så straks derefter trådte hun et par skridt til siden for at stå foran den blanke væg. Kort mindede hun sin forreste hukommelse om symbolerne, inden hun trådte nær med en løftet hånd.

Med sine fingre søllet ind i Ajax blod tegnede hun røde streger henover væggen. Gjorde sig umage med at ikke have for mange brudte linjer og med at ikke spilde blod. For meget havde hun ikke at gøre brug af. Men erfaren som hun var og med de selvsikre bevægelser, hun brugte, tog cirklen form. Hendes magi havde virket til at forsegle døren, så det måtte betyde, at hun var udenfor den magi-neutraliserende zone. Så så snart besværgelsen var komplet… ”Falciparum”… knipsede hun.

Pga. den abrupt udvinding af energi, vaklede hun et par skridt tilbage efter at isolationen var blevet langt om lokalet, og hun tog en vejrtrækning, som havde hun holdt vejret. Det burde holde, måtte hun konstatere. Flygtigt drejede hun hovedet for at se sig fra side til side. Ned ad hver ende af gangen, de befandt sig på. Gangen var lige så efterladt som lokalet. Der var en særlig fugtighed, der kom af at være under jorden. Men hun kunne ikke se nogen anden and dem til stede. Ingen der potentielt havde kunne haft låst døren op for dem. Det var mærkværdigt, og hun vendte sig en smule mere varsomt omkring. Dog så snart hun havde kursen mod Ajax, var al fokus på ham og hun nåede ham med hurtigere skridt. Og hun faldt ligeledes hurtigt ned at sidde på sine knæ igen. "How are you feeling?"

"I'll see what I can do."
How did I get stabbed? Det var først, da han stillede netop dét spørgsmål, at Saga vidste sig sikker på, hvad der var sket. Spørgsmålene før havde givet forvirret hende, men ved hver enkelt af dem, gav det mening for ham at kaste om sig. Bare ikke det sidste der. Og meget abrupt havde Saga løftet hovedet og sad blot og stirrede på ha med de blå øjne gjorde en tand større end normalt. Det var lige ved at være forundring, der malede hendes følelsesneutrale ansigt.
Der gik længe, før at hun så meget som åbnede sin mund for at sige noget, eller bevægede sig ud af sprækken. Han havde ingen erindring om, hvad der var sket. Men hvordan? De var alene. Joseph var forseglet i sit eget private legerum, sikkert stadig ikke for godt tilredt. Så længe besværgelsen holdte ham der, ville ingen af hans magiske finurligheder komme igennem barrieren. Han ville ikke kunne passere, havde han stjålet Ajaxs evner. Han ville ikke teleportere. Og hun havde intet gjort for at manipulerer hans minder.

En lille bitte klump sad i halsen på hende, som hun sank så diskret som muligt, inden hendes læber skilte sig ad og forbavselsen havde atter forsvundet fra hendes blik, som hun tog et valg. ”You don’t remember? You somehow phased right through the floor. And unluckily enough, you fell right unto a broken piece of glass.” Det var løgne, men løgne dansende på en talentfuld løgners tunge. Med samme fortrolighed, som havde hun fortalt ham sandheden. Samme følelse. Samme kontrol. Hendes blik faldt fra hans idét hun rykkede yderligere nær på ham. Rakte ud efter ham og mere eller mindre uden selv at tøve eller lige sikre sig, at hun havde hans samtykke greb hun i hans bluse og hev den op til at fremvise det healende sår. I det mindste helede han selv. Også selvom det ikke gik hurtigt nok. Ikke hvis de ikke var helt så alene hernede, som hun havde troet.
Uanfægtet af hans blottede frontparti og tæt på lige så uanfægtet af mængden af blod, der havde nået at farve hans hud samt det stadig våde stiksår, der bedst kunne beskrives som en mund, der skilte sig bare lidt ad og lukkede sig selv i takt med hans vejrtrækninger, kørte hun først en finger over området omkring, væddede sine fingerspidser med hans blod igen og ved at rykke lidt yderligere op hans bluse for at have mere plads, tegnede hun en enkel cirkel om såret. Og så en anden, lidt mindre. Og til sidst en skæv streg, der kørte igennem den yderste cirkel men løb langt med den inderste.
Hun løftede sig så op på sine knæ og lagde begge sine hænder oven på såret. Overraskende nok pressede hun ikke ned oven på det. Sagte, og med øjnene vendt mod, hvad hun lavede, begyndte hendes strube at remse, og et skær opstod fra undersiden af sine håndflader, hvorpå en sitrende varm ville være at mærke som kroppens regenereringsevner for alvor gik i gang.

Remsen stoppede. Skæret forsvandt. Og hun fjernede sine hænder samtidig med, at hun dumpede tilbage helt ned at sidde. Fremviste såret nu, som så godt som borte. Kun en lyserød streg, som når man pillede skorpen af en hudafskrabning.

Saga smilede let tilbage til ham idét hun så op i sin egen version af taknemmelighed over… hans taknemmelighed. Hun kunne ikke rigtig sige, at det trods alt var delvist hendes skyld, at han var end med det dybe stik. Ikke længere i hvert fald. Hun havde på en måde forseglet og blokeret den virkelighed ved sin egen løgn. Minderne kunne komme tilbage. Hun kunne sikkert finde en måde at få dem tilbage igen. Men var det ikke for det bedste, at han ikke huskede noget? Gjorde det ikke det nemmere for hende også? At han ikke huskede at være blevet sendt i gulvet og sparket af en professor? … At hun kendte professoren. For hun var heller ikke klar over, hvad Ajax havde nået at høre af Joseph og hendes lille samtale. Det var for det bedste, at ikke involverer individer som Ajax.

”Clean shirt sound like a good idea. How ever much I agree with you, though, I’m afraid I have no idea as to how we get out of here. It looks like a basement of some sort but I don’t see any stairs. Or any signs that points towards any,” svarede hun tilbage til sin hudløse ærlighed. Hun var godt nok den første til at se vige væk fra deres øjenkontakt denne gang, men det var kun lige for at endnu engang tage et kig op og ned ad gangen, de befandt sig i. Der var andre døre end den, de var kommet ud af. Den hun forhåbentlig havde forseglet godt nok. Men hun havde absolut ingen kendskab til stedet. Hun fandt tilbage til dæmonens tvefarvede øjne. ”Can you stand?” Hun hentydede selvfølgelig til hans sår. Lappet sammen eller ej, så havde hans krop sikkert oplevet en del trauma over smerten og anstrengelsen over at både skulle rejse sig og selv gå det lille stykke til, hvor han var placeret nu.
I en rullende bevægelse, satte Saga tæerne i gulvet og fik sig selv mere op i at sidde på hug, hvorefter hun med hænder skubbende fra lårene kom hele vejen op at stå. Fluks tørrede hun sine egne hænder så meget fri fra blod som hun kunne i både bukser og bluse. Blusen især havde da fået et kunstnerisk rødt motiv, der på den gule overflade i det mindste ikke så lige så drabelig ud som på Ajax’ hvide. Hun rakte først en hånd frem for ham at tage, men midt i bevægelsen bestemte hun sig blot for at læne sig længere frem og tage omkring den i stedet. Hans hånd var noget større en hendes. Hendes hud noget blegere end hans. Hendes anden hånd greb omkring hans håndled for bedre at kunne hjælpe med at trække ham på benene. Klar til at forsøge og gribe ham igen, skulle det vise sig, at hans ben stadig ikke gad samarbejde.

”I remember you talking about the basement of the Academy. Have you been down here before?” spurgte hun lidt henvisende til, at han muligvis var den af dem, der havde den største chance for at finde vejen ud.
Som skarpe negle mod en tavle eller ned ad et glas, skarp det ind mod Saga’s mentalitet, og hun svang abrupt sit hoved til siden. Det havde lykkedes hende at ikke vrænge ansigt af følelsen af det pludselige forsøg på at trænge ind i hendes hoved, men forskrækkelsen havde hun haft ingen kontrol over. De var bestemt ikke alene. Og hvad end der var sket med Ajax og hans hukommelse, var ikke just fra den knap så blide behandling af hans professor. ”We should start moving. Maybe we’ll find something while wandering..” Og gerne i den modsatte retning.