Ways to spend the summer

"Oh shut up Tidus, I'm on my way," Abigal jamrede som hun hoppede i et par hurtige sko. Abigal stirrede på den sjæl der tilhørte Tidus, han var ikke død. Hvis han var død ville han have haft en anden glød - men han var heller ikke just i live. Abigal tog sine nøgler og stak af ud af palæet inden nogle nåede at se hende. Utroligt når man tog afsted så tideligt om morgenen, at man kunne undgå alle teenagerne. Abigal snuppede sin bil i garagen og satte kurs mod Moonlight Falls.

På vejen stoppede hun da hun så en bekendt rødhåret fe komme gående.
"Hey Al, do you have time? I could use your help," hun holdt ind til siden og lod Alison komme ind i bilen. "What is the rush?" - "Tidus fucked up, or something. His soul is losing attachment to his body.. so we have to fix it," Alison nikkede stille og sukkede.
"So much for a normal Thursday," - "what is normal even more?" -" Good point,"  Abigal så tilbage i bakspejlet og så på Tidus.
"You said the hospital in Moonlight Falls right? Show us the way," Abigal parkerede da de nåede frem og fulgte Tidus indenfor.
"I never get use to these banshee abilities of yours.. but I feel bad for you if Blondie haven't done anything else than just yell at you.. I mean. I usually just make his mouth magically disappear when I don't want to listen to him."

Alison trak let på skulderen som de ankom hen til værelset. "He looks.. dead," hun sank lidt en klump. Alison tog en dyb indånding. "Well.. if we don't help him.. he might be." - "So remind me again what happened?" Abigal så hen på Tidus ånd. Alison gik hen til den livløse krop og sank en klump.
"It's not to late, I should be able to do something.. but the body is changed.. the skin.. It's like something else has taken over," hun berørte let den bare skulder og rynkede på brynene. "Tidus what ever you are getting back to.. its not gonna be the same as before.. " mumlede hun stille og så hen på Abigal. "I need him to be aware of that. I can force his soul back.. but I wont if he doesn't want me to." Abigal så hen på Tidus som hun lyttede til Alisons ord.

@Cassandra
Tidus var i det mest underligste punkt i hans liv. Ingen kunne se ham. Ingen kunne høre ham. Han vandrede hvileløst rundt og først her var han sikker på, at han var død… han var død og var kommet tilbage som et spøgelse. Hverken himmel eller helvede. Nej. Han var fanget som en hvileløs sjæl på denne jord! Han knurrede irriteret. Det kunne ikke være sandt! Han kunne ikke være her! Ikke nu!
Også alligevel, virkede alt dette så lusket. Han havde haft den underligste kamp med det latterlige monster inde i ham. Og han var ret sikker på at han havde vundet. Det eller så tog monsteret bare et langt hvil. I hvert fald… Tidus havde ikke i sinde om at give op. Derfor havde han taget en chance og en del energi i at opsøge Abigal. Den specielle Banshee og en god ven. Og det havde lykkedes! Hun kunne rent faktisk høre ham! Så ja, han blev ved med at genere hende, indtil hun var på vej ud ad døren og hentede red head. Han var så glad for at se dem begge. Desværre kunne han ikke kramme nogle af dem. Alison kunne ikke engang se ham eller høre ham. Hvilket hun garanteret satte pris på lige nu. Den tanke fik ham til at grine. En latter der føltes så tom og usynlig som ham selv.
Han sad bare der i bilen, kiggede op i bakspejlet og smilte en smule undskyldende til hende. Trods alt var det meget at drage hende ud i. specielt nu når hun var gravid. Det var de begge to egentlig. Her så han fra den ene til den anden. Forhåbentligt bragte de ikke sig selv i fare ved dette! For så ønskede Tidus heller at han gik hvileløst rundt, end det gik udover dem og deres fremtidige babyer. Hans fremtidige niece som en af dem!
Alisons ord fik ham dog til at se på hende. Et blik der skreg: really red head? Et blik kun Abigal ville kunne se. ”I wish you could hear me right now red!” han grinte dog og viste dem vej til sygehuset.

Siden Abigal var en prinsesse, havde hun så let som ingenting kommet forbi Constantines vagter.
Oppe i rummet kom Alison med en bekendelse om at tingene langt fra ville være ved det normale. Når han vågnede, eller HVIS han vågnede, ville intet være ved det samme. Så fanget af disse ord, glemte han helt at svare Abigal på hvad der var sket. ”Uhm… oh…” han gned sine tindinger. ”I´m aware of what she is saying and I´m ready to face it.” han så hen på Abi med et smil. ”And uh… what happened is uhm… My dad decide to show me tough love and stick a knife through my heart.” Han gjorde et underligt løft med skulderen. ”And something else has taken over?? Can you ask her what she means by that?”

Abigals evne hjalp en til til ikke at have nogle vagter til at se efter dem. Og Alison der lignede Rebekah, gjorde det hele endnu lettere. Abigal så på Tidus med et bekymret blik. Alison kendte mere til overnaturlige fænomener end Abigal gjorde, også selvom Abigal vidste en del. Abigal løftede på et bryn ved Tidus forklaring på hvad der var sket, og egentlig glad nok for at Alison ikke hørte det lige nu. "i'm sorry," sagde hun så og så hen på Alison.
"He would like to know what you mean by something else has taken over.. but he is willing to get back," reporteret Abigal og så hen på Alison som gav hende et nik.

Alison kneb øjnene lidt og mumlede et par latinske ord som de ikke kunne høre. Hun prøvede at fange essensen af hvad der var sket. Hun bevægede hånden henover hans brystkasse og lukkede øjnene kort. I et kort sekund var hun stille før hun gispede, som om hun næsten fik et chok.
"I'm not sure, its a strange energy. I don't think I've seen anything like it before," - "so that means what exactly?" Abigal lagde armene overkors og så på Alison. "It means, there is a dark energy of some sort that has taken over. Previous abilities, maybe weaponized to defend the body in case of it getting harmed. You know.. like a shield. So right now.." - "It's shutting down till its strong enough to actually live," de gav hinanden et nik.
"Looks like you can write a book about survival stories, once we get your body healed up," kom det optimistisk fra Alison. "Just don't do anything that will cause you harm.. I don't want Levi hunting me down, for letting you do something that might be dangerous," pointerede Abigal og løftede på et øjenbryn. "Don't worry. I know my limits," svarede Alison  og mumlede et par ord for at få givet kroppen sin optimale energi tilbage.
"Ready Blondie? The soul reconnecting might sting a little.. but once I get it back, you should be fine," pointerede Alison i et suk som hun satte sig på kanten af briksen han lå på. Abigal så hen på Tidus. "Ready?"

Alt hvad Alison sagde fik det til at løbe ham ned af ryggen. Kampen med monsteret havde sat sit præg. Når Tidus vågnede, ville intet være ved det samme. Uden at afbryde dem mere, lyttede han med og kunne ikke have været mere enig med Abigal. Alison havde bare at sørge for intet ville ske hende. Eller den kommende guldklump.
Han havde også kommet med en lille klukken over Reds kommentar om at han kunne skrive en bog. Måske det skulle være et erhverv han kunne bruge. I hvert fald... da Abi spurgte om han var klar, gjorde han et nik og smilte stort til hende.
“I’m ready... be careful, both of you,” lød det roligt fra Tidus. Han så fra Abi til Ali. Nok vidste han at Ali ikke kunne høre eller se ham. Men han håbede virkelig de begge ville passe på sig selv...
spændt ventede han nu og se hvad de ville gøre.

Abigal rullede kækt med øjnene da Tidus bad hende og Alison om at være forsigtige. De var vel så forsigtige som de kunne være i et univers som dette. Man vidste aldrig hvad der kunne være rundt om hjørnet. "He is ready," fortalte hun så til Alison. Alison tog en dyb indånding.
"Here goes nothing, hold on Blondie," mumlede hun lidt før hun lagde begge sine hænder henover hans brystkasse. Alison lukkede øjnene og samlede sine evner. Et skarpt lys slog kort ud i rummet efterfulgt af en form for energi bølge der sikkert kunne mærkes over hele hospitalet.  Abigal gispede overraskende som bølgen ramte, men det var ikke noget nogen tog nogen skade af. Hun så sig omkring, Tidus sjæl var ikke længere i rummet  - hvilket betød at Alison måtte have haft success. Alison åbnede øjnene og rejste sig op. En smule svimmel, men hun fandt selv hen og satte sig ned i en stol ikke så langt derfra. Abigal var hurtigt henne ved hende og gav hende et alvorligt blik.
"Are you alright?" Alison nikkede stille og så hen imod Tidus. "Yeah, give me a few minutes and a sandwich - then I'm good," svarede Alison med et skævt smil. Hun så mod Tidus og sukkede let. Hun håbede for alt i verden at han ville vågne, bare tanken om at skulle fortælle Levi at hun ikke havde kunne hjælpe en af hans gode venner stak hende i hjertet.

Der var ikke gået mere end et par timer siden Cassandra havde valgt at tage hjem for at få et par timers søvn. Normalvis ville hun ikke have forladt hans side, men Tivo havde gentagende gange bedt hende komme hjem, få et bad, noget at spise og en smule søvn. Kun ét af de tre punkter var blevet en realitet, før hun havde bevæget sig tilbage mod hospitalet.
Hun havde ikke haft det let med Constantine. På trods af at hun havde arbejdet loyalt og lydigt for dem i knap et år, så havde hendes sidste ærinde hos hendes tidligere chef resulteret i at ingen stolede på hende længere; hun var blevet udstødt. Tivo havde sagt god for hende - hvilket i sig selv irriterede hende mere end ualmindeligt meget. Tivos ord, og hendes direkte trussel af Constantines ædlere dele, var det eneste der gjorde at hun var blevet tilladt tilbage på hospitalet.
Hendes hår var uglet, og trængte til at blive redt igennem - og hendes tøj var knap så moderigtigt sat sammen; sorte vans, Tivos sweatpants som var alt for store til hende, en sports-bh og en tynd kardigan udover. Hun emmede langt væk af mangel på søvn og mangel på ordentlig ernæring. Hun havde ikke rigtig spist i den tid hun havde været ved hans side - og de få gange hun havde sovet havde været så sporadisk og i så korte sekvenser at det nok havde gjort hende mere træt i længden.

Hun stod og prøvede at forhøre sig med en sygeplejerske omkring hvad status var på Tidus, da hun mærkede hvad føltes som en bølge af energi ramme hende. Hårene på hendes arme rejste sig, mens hun stirrede direkte på døren ind til Tidus' hospitalsstue. Hun gik derhen med hastige skridt, kun for at stoppe i døren og stirre på to unge kvinder hun ikke genkendte. Hun burde egentlig bare lade dem få fred, men det var Tidus der bekymrede hende. Hvad gjorde de her, med Tidus? Hvem havde lukket dem ind? Hun kunne ikke få sig selv til at sige noget, hun så bare fra den ene til den anden unge kvinde. Hun måtte ligne en idiot; uglet hår og sjusket tøj, sammenlignet med de to smukke kvinder der befandt sig på stuen.
''I.. Um, hi? Should I come back later?'' spurgte hun, allerede delvist på vej ud af stuen igen. Akavet kunne ikke beskrive hvordan hun opfattede den nuværende situation.

//Soooo…. Tidus bad mig hoppe ind Throw me out if need be!

Han havde absolut ingen anelse om hvad der ville komme til at ske… det skræmte ham. Men han bad også til, noget så inderligt, at det ville lykkedes. Hvis det gjorde, havde han ikke i sinde om at spilde livet på noget. Ting han altid havde haft lyst til skulle gøres og ord der aldrig blev sagt skulle siges!
Måske han kom ind i de lidt for dybe tanker. Før han kunne nå at blinke, forsvandt han igen ind i mørket og hørte her en sidste lille hvislen fra dæmonen. Dets ånde kildede ham ned ad halsen. I hvad der føltes som flere timer, var garanteret ikke mere end få minutter, før han åbnede øjnene og komme med et højt gisp. Her satte han sig op i hospitalssengen og havde nær rykket alle ledningerne fra. Med dybe vejrtrækninger, tog han sig til brystet, der hvor kniven før havde været. Han så ned af sig selv og drejede herpå hovedet for at blive mødt af tre forskellige blikke. Blikke fra tre vidt forskellige og stærke kvinder.
Hans hjerte bankede af lykke som han sendte dem et stort smil.
”Th…an…k” hans stemme var hæs som bare fanden. Her rømmede han ned i sin hånd og forsøgte at finde stemmen igen. Det glædede ham at se dem alle sammen. Han havde langt fra regnet med at Cassandra ville dukke op efter det han havde gjort… men der stod hun.
Som han igen forsøgte at sige noget, kom en sygeplejerske ind og da hun opdagede Tidus var vågen, gispede hun og løb ud igen. ned af gangen kunne man høre hende kalde på andre læger.
Uden at tænke sig rigtig om, forsøgte Tidus at svinge benene ud over sengekanten, kun for at mærke et lille jag igennem kroppen. Han bed sig i læben og havde knap nok sat det ene ben ned, før det væltede ind med tre sygeplejersker, der ivrigt bad ham om at blive siddende.
Nogle af dem forsøgte endda at jage Alison, Abigal og Cassandra ud, hvilket resulterede i at Tidus irriteret vrissede af sygeplejerskerne. Hvad fuck skete der!?

Abigal så til siden som en anden kvinde trådte ind i rummet, og kneb øjnene lidt. Hun genkendte hende ikke. Så en smule skeptisk så hun måske på hende.
"Depends, what are-" mere nåede Abigal ikke at sige før Tidus rørte på sig. Han fløj op i et gisp, hvilket gjorde Abigal hurtigt var henne ved siden af ham. Alison lænede sig lidt frem men blev siddende for nu. Alison gav ham et kort nik som han takkede. Den rødhårede fe så til siden som en sygeplejeske opdagede Tidus var ved bevidstheden, og hun så hurtigt tilbage på Abigal. Abigal gav Alison et hurtigt indforstået nik.
"Idiot, what are you doing," vrissede Alison bekymret som han faldt på jorden. "You should stay in bed," tilføjede hun og sukkede som nogle sygeplejesker kom ind. Abigal løftede et bryn som nogle forsøgte at jage dem ud.
"I heard a rumor that you were going to let us stay for as long as we want to," kom det fra Abigals evne til en af sygeplejerskerne som greb hendes arm. Det tog ingen tid for sygplejskeen at give slip igen. Alison så på den mørkhårede kvinde, hun kunne mærke hendes magiske energi - en heks. Dog var det ikke lige nu man skulle ind og snakke om magi. Eller var det?
"Okay enough of this," mumlede Alison så og kom på benene. "Tidus sit the fuck down before you hurt yourself," hævede hun stemmen bare en anelse. "I'm not gonna be the one to call Levi and tell about you almost dying - again." Abigal lagde armene overkors og sukkede.
"He is gonna be fine Alison -" påpegede Abigal så og greb stille feens hånd. Alison tog en dyb indånding. Bansheen så hen på heksen og rakte en hånd ud. "I'm Abigal.. this is my friend Alison - we are friends of Tidus."

Cassandra blev mødt af et skeptisk blik og et halvt svar på hendes spørgsmål, inden Tidus havde sat sig op med et gisp. Cassandras blik faldt på ham med det samme, men hun holdt sig uden for rækkevidde da hun ikke ville gå i vejen for nogen; hverken sygeplejerske som nu kom strømmende for at tilse ham, eller de to unge kvinder der var på stuen sammen med ham. Hun nikkede for sig selv, inden hun hørte hvordan den ene kvinde talte til sygeplejerskerne på en vis der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Hun så skiftevis fra den ene til den anden, inden hendes blik atter landede på Tidus. Hun havde begået en fejl ved at tage tilbage til hospitalet, var hun ret overbevist om. Hun burde ikke være der, ikke nu. Der var rigeligt med mennesker - eller rettere sagt; væsner - til at tage sig af ham. Hendes vagt var nu blevet afløst, og hun vendte sig for at forlade stuen, indtil hun hørte hvordan den ene - Abigal - introducerede sig for hende.

Hun stoppede op, og vendte sig om igen. Hun smilede - men udelukkende af høflighed. Hun tog bansheens hånd, og trykkede den blidt. ''It's a pleasure to meet both of you,'' sagde hun, en smule fraværende som hun hurtigt rettede blikket mod Tidus. Hun så tilbage på bansheen, inden hun med et lille skævt smil nikkede svagt; ''I'm Cass,'' sagde hun så, og slap Abigals hånd, inden hun bakkede et skridt tilbage mod døren. ''I take it that you guys have it under control here, so I'll just be on my way.'' sagde hun så, i et ret så monotont stemmeleje. Jo, hun burde nok sige noget til Tidus; et eller andet. Men hun kunne ikke få sig selv til det. Han havde overlevet, og hendes hjerte var ved at briste af lettelse... Og så alligevel, så kunne hun ikke slippe følelsen af at hun bare skulle smutte så de kunne få deres privatliv. Hun kiggede kort hen på ham igen, med et blik der ikke kunne beskrives som hverken det ene eller det andet; tomt for følelser der kunne tolkes på.

Med hastige skridt forlod hun stuen, og ingen hun kunne nå ud på en af de store gange der ville lede hende til udgangen hamrede hun direkte ind i en af Constantines mænd. Hun vrissede et eller andet, dybt nede i struben, inden hun atter forsvandt ud i den friske luft. Hun stak hænderne i lommerne på sin kardigan, inden hun begyndte at gå, uden at se sig tilbage...

//Out, efter aftale med Blondie

Alting skete så hurtigt. Sygeplejerskerne fløj rundt om ham, som en flue omkring lort og ærligtalt følte han for at kaste dem ud af vinduet, bare for at komme af med dem. Selvfølgelig var de der kun for at hjælpe ham. Men han havde allerede tre kraftfulde kvinder omkring ham til at hjælpe ham.
Hvilket Abigal tydeligvis også vidste. Hun var hurtig til at bruge sin evne på en af sygeplejersken, så hun ville falde til ro og automatisk få de andre til at falde til ro også. I det han hørte Ali vrisse og bande af ham, kunne han ikke lade være med at klukke en smule, hvorpå han ellers satte sig ned som hun bad ham om.
”Fine fine… I sit still…” lykkedes det ham at få sagt med sin hæse stemme. Her sad han ellers bare og forsøgte at finde rundt i sig selv. Kort løftede han ud i hospitalstøjet for at se ned af sig selv. Forbinding var viklet støttende om ham.
Da han hørte pigerne præsentere sig for hinanden, så han op på dem igen og smilte varmt, det vil sige ind til han så at Cass var på vej væk. Nok ville han aldrig indrømme det. Men han hjerte gik på ny en smule i stykker. Dog blev han siddende. Han så en smule fortabt efter hende, sank en klump og så derefter ned på sine hænder. Der var ingen kræfter til at gå efter hende lige nu… for ikke at sige at han ikke bare kunne gå fra Abigal og Alison… noget inde i ham håbede egoistisk på at Cass ville vende om.
Hurtigt skyndte han sig at fjerne sin triste mine og så fra Abigal til Alison. ”Thank you… so much… I have no idea how to repay you…”

Abigal rynkede kort på brynene som Cassandra valgte at forlade dem igen forholdsvis hurtigt. Hun kendte ikke Tidus nok til at kende hans relationer til folk omkring ham, hun havde ikke engang vidst som sådan at han kendte Alison før Vanya havde sagt det til hende. Hun holdt armene over kors og lod sygeplejeskerne gøre deres arbejde. Dog var Alison langt mere rundt på gulvet over det, ellers så var Abigal bare bedre til at holde hovedet koldt i situationer som denne. Alison rømmede sig som Tidus takkede.
"Oh I know.  You are gonna be in food debt the rest of your life," pointerede hun og pegede over imod ham. Hendes blik var seriøst men blødte op til sidst, og gav Tidus et smil. "Don't forget he is now official the babysitter when we need it," tilføjede Abigal i et drillende toneleje.
"True. That is very true," indrømmede Alison og så på Abigal før hun så på Tidus igen. "How are you feeling? And don't bullshit me, I need to know every detail," pointerede hun og løftede let på et bryn. Hvis der var noget som ikke var som det skulle være, måtte hun finde en måde at rode trådende ud på.

Resten af livet var han i en gæld til Alison med mad. Det kunne han godt leve med. Til at starte med havde hun et hårdt blik over sig. Til hun hørte blødte op og sendte ham et smil. Han sendte et stort smil og da Abi nævnte noget med en babysitter, forsvandt det smil hurtigt, til en urolig lille mime. ”Okay, fine… but, don´t expect your children to grow up normal then.” Han blinkede her drilsk til dem.
Lige nu ville han bare gerne væk fra hospitalet. Hvilket var tydelig I den måde han rastløs så rundt imens sygeplejerskerne gjorde deres arbejde. Han ville gerne have alt på plads… for ikke at sige ikke at drage flere personer ud I problemer.
I det Alison spurgte hvordan han havde det, tog han sig lidt tid til at tage nogle dybe indåndinger og forsøge at finde nogle ændringer. “I think I´m fine… I can´t feel anything different… Am I supposed to feel anything different?” Mumlede han en smule spørgende.
Dog føltes det som om at en anden energi kørte igennem ham. Han så ned på sine hænder. “What… what kind of ability was that Red?” Her så han op på Ali. Så vidt han husked, havde Ali en magisk dolk som evne… ikke sandt?

"Have you met us? Normal is far out of the picture from the start," pointerede Abigal og trak let på den ene skulder. Hun vidste dog allerede mere eller mindre hvordan hendes datter kom til at være. Hun havde haft Amaryllis og Vanya med sig i en uge til Italien. På trods af de ting der blev kastet over de unge hoveder, så var de nogle fantastiske børn. Alison kneb let øjnene af Tidus. Hendes evner var ikke til at spøge med og hun brugte dem sjældent. Yderst sjældent.
"Not at first. It might suddenly flip, I'm not sure. You forsure ain't a banshee anymore however," hun kneb øjnene lidt og prøvede at finde ud af det hele. Alison var forholdsvis kvik indenfor overnaturlige fænomener. "Its like if a demon pushed out your soul and had a feast on your banshee skin. Like when a caterpillar becomes a butterfly. I don't think you will feel different till it kicks in," forklarede hun analyserende.
"What? Surprised?" løftede hun drillende på et bryn da han spurgte om, hvilken evne det var. "It was a little mix of Alis best brew, don't worry about it." Tilføjede hun med et skævt smil.  
Abigal tog en dyb indånding. "What is it with all the guards outside anyways? Not that the nurses seem to care, they are more freaked out by Ali being here," fnøs hun lidt, "perks of looking like Rebekah Sinclair in Moonlight Falls I guess," rullede Alison med øjnene og så ud. Abigal lagde hovedet let på skrå.
"I can go out and get you checked out if you want?" Tilbød Abigal. "After all you are in the hands of Alison and I? Not sure you could be under better supervistion."

Ordet normal lå ikke til at eksistere i deres ordbog. Ikke at det overraskede Tidus. Disse to tøser havde garanteret ligeså sindssyge og ondsvage hverdage ligesom ham selv. Specielt nu hvor de begge var gravide. Dette fik Tidus til at se undersøgende på dem. Umiddelbart lignede det ikke at de var gravide. Måske fordi han ikke kunne se om de havde fået en mave eller ej.
”True,” lød det fra Tidus som han strakte sig.
Som Alison forklarede at han bestemt ikke var en banshee mere, spærrede han øjnene op og så ned af sig selv. Af en eller anden grund søgte han efter noget han bestemt ikke kunne se. Hvad hun sagde var at han var blevet en dæmon. Han var gået fra en sommerfuglelarve til en dæmon. ”That is for sure some hell of a caterpillar.” Det gav ham en underlig uro i maven ved tanken om at han var dæmon. Men det betød jo også at han skulle til at spise sjæle… en vegetar som ham skulle til at dræbe for mad. Han tog sig til hovedet.
Alison forklarede sin evne så godt hun kunne. En bryg af Alis bedste. Han grinte en smule af det. Måske det ikke var meningen han skulle spørge mere ind til det.
”Guards Is there guards here?” forvirret så Tidus nu rundt. Han havde ingen anelse om at Constantine havde sat vagter op omkring. For at være ærlig… havde han ingen anelse om hvad der foregik omkring ham. Hvor var hans far i alt det her? Havde han fortalt mafiaen han var død?
I det Abi spurgte om hun skulle tjekke ham ud, smilte han stort til hende og gjorde et nik. ”That would be lovely thank you.”

"Well you are one of the kind right?" kommenterede hun kækt og løftede et bryn af Tidus. "Our would you like me to have the goat talk with you again?" - "Goat talk?"" - "Don't ask," Alison rystede let på hovedet og så hen på Abigal kort. Abigal nikkede til Tidus spørgsmål.
"Yeah, I'm not sure while. Honestly its a bit to much for my taste, but what ever keeps you happy sweet cheeks," pointerede Abigal. Abigal hadede vagter, den eneste hun havde været ret så sikker på af hende bodyguards var Kyle. Men nu var han ikke bare hendes bodyguard mere trods alt. Abigal nikkede kort som Tidus svarede på hendes spørgsmål.
"No problem," svarede hun blot før hun gik udenfor for at få ordnet tingene. Alison blev siddende ved Tidus og kneb øjnene lidt. "So tell me what happened?" Hun foldede let hænderne foran sig og lænede sig lidt frem.
"If Abigal saw you with her spirit ghosty ability.. and I brought your soul back into your body.. how did you end up almost dying?" Hun kneb øjnene let og vidste ærligtalt ikke om Tidus ville fortælle hende det. Men det var noget af en historie hun skulle tilbage til Levi med. Så kunne de snakke efterfølgende om brugen af hendes evner havde været ansvarlig eller ej.

Abigal kom tilbage og lagde armene over kors. "You are ready to go sleeping beauty," smilede hun lidt. Abigals evne virkede ret godt i situationer som denne, og hvis det ikke hjalp - så gjorde hende titel engang imellem.

Minderne om tiderne med geden, fik Tidus til at grine, hvilket gjorde at han tog sig til maven og kom med et lille: auuuv. Dog stadig i en blid latter. Han savnede det. Han savnede Levi. De havde ikke set hinanden i evigheder. Tanken gjorde ham en smule trist, hvilket var derfor han hurtigt valgte at fokusere på hvad Abi havde at sige. Det med vagterne var en smule for meget… han havde stadig ikke den fjerneste anelse om hvilke vagter hun snakkede om. Skiftevis så han fra den ene smukke kvinde til den anden. Han fik ikke rigtig et ord indført, før prinsessen var ude af døren og han var alene med Alison.
Hvilket nu betød han skulle forklare tingene. Han så ned på sine hænder. ”Uhm… my father stabbed me.” han klukkede her akavet. ”Not much more to it.”
Betød dette at Levi slet ikke vidste at han lå her? Havde han overhovedet set opkaldene? Han rystede hurtigt de tanker fra sig. Levi havde travlt. ”I think he hoped to get rid of me, obviously.”
Mere nåede han ikke at sige, før Abigal kom tilbage og sagde han kunne gå. Dette fik ham til at lyse op og ellers rejse sig. Dog var hans ben stadig en smule ubrugelige efter at have været væk over en uge. Hvilket gjorde at han gjorde et akavet lille fald. Her så han op på dem og grinte lavt. ”Sleeping beauty you said.” her rejste han sig op igen. Denne gang kunne han endelig finde kontrol i sine ben. ”Again… thank you you two.”

//Jeg skriver lige out til det her xD <3 //

// Really?? xD God dang it girl xD