Oh, you made an impression. Like a stone caught in my boot.

Tegan havde på det sidste modtaget bekymrende anonyme anmeldelser om at enlig kvinde med to små tvillinger. Efter udsagnene i anmeldelserne handlede det om en kvinde der levede i det kriminelle miljø, samt at hun ikke virkede til at være en velfungerne mor for hendes to små tvillinger. Normalt ville Tegan være taget ud allerede som hun havde modtaget de første anmeldelser, men fordi der havde været andre sager hun havde været nødt til at prioritere højre, var der derfor ikke blevet reageret på anmeldelserne.

Normalt ville Tegan være på vagt på institutionen hvor hun havde sit primære arbejde, men hun var blevet kaldt ind for at kunne reagere på denne sag og disse anmeldelser. Hun var mødt tidligt ind på kontoret for at få styr på papirerne og samle de papirere og kamera hun skulle bruge til at kunne dokumentere det hun oplever under de uanmeldte besøg.

Tros for at hun vidste at kvinden ud fra anmeldelserne altså levede i det kriminelle miljø, havde hun hurtigt brugt tid på at undersøge hende i systemet, hun kunne umiddelbart ikke se at der skulle ligge andre sager på hende, men fordi der ikke havde været politianmeldelser mod hende, kunne Tegan ikke se om hun var i politiet register. Det kunne de kun hvis der lå politianmeldelse på personerne.
En kollega havde tilbudt at køre med hende for at kunne dække hende op, hvis der skulle opstå problemer. Dog havde Tegan afvist mest fordi hun gerne vil se om der var hold i anmeldelserne først. Det ville heller ikke være særlig rart hvis man troppede to medarbejder fra de social myndigheder for at opdage det egentligt blot var folk der havde set sig sure på hende.

Hun vidste dog hvad hun skulle kigge efter, undersøge og spørge ind til, hun kunne nemlig godt kræve at hun skulle udføre opgaver mens hun kiggede på, men nu måtte hun jo se hvad der var når hun ankom. Hun kørte aldrig i sin egen bil, mest fordi hun ikke ønskede at kunne opsøges igennem nummerpladen på hendes bil og så var det bare en anelse mere rart at køre i bilerne fra myndighederne, der var nemlig børnesæder og andet hvis Tegan ville fjerne barnet med det samme, dette ville dog kræve et opkald til politiet.

Derfor var det også en sølvfarvet bil som parkede på adressen, hvor den angivende kvinde skulle bo. Det tog hende da heller ikke lang tid at spotte at der var en bar og tydelige typer som ikke virkede til at være Hr og Fru England der opholde sig her. Hun til sin alarm for en sikkerhedsskyld og satte den fast i bæltet på hendes bukser, navneskiltet blev fastgjort på hendes trøje, med hendes navn dog uden efternavn og stilling.

Det var en anelse nervepirrende at stå og banke på døren, med disse typer omkring hende. Hun var engel og ikke særlig stor, godt nok høj men ikke lige frem den stærkeste og bedste til at slås, hun kunne lave magtanvendelser hvilket hun var vant til. Men det var på unge under 18 og ikke fuldvoksne mænd og kvinder. Efter et par bank på døren og at den endelig blev åbnet, smilte Tegan stort og venligt. ” Good afternoon, I’m Tegan and i’m coming from the social child authorities” Sagde hun blidt og helt roligt. “We have received some anonymous reviews about their children, can I please come in and look at you children?” spurgte hun meget blidt og roligt. Hun virkede hverken anklagende eller på anden måde bestemt.

Tegan var trådt en skridt tættere på døren efter at have fortalt hvem hun var, men hun stoppede som Veronica satte en hånd mod dørkammen, det var tydeligt at hun bestemt ikke var interreseret i at hun skulle ind og kigge i hendes hjem og til hendes børn. Dog forholde Tegan sig helt rolig, ja hun måtte da give sig selv at Veronica ikke ligefrem var typen hun ønskede at skulle op og slås med, hun virkede noget kraftigere bygget muskel mæssigt end hende. Altså nu var det ikke fordi hun havde tænkt sig at starte en slåskamp med hende. ” I’m not just a stranger, ” sagde hun roligt og forholdt sig helt roligt, nærmest alt for roligt i forhold til Veronicas kropssprog og tonen i hendes stemme. ” Please listen” sagde hun stille og kiggede ned på mappen hun havde i sin favn. ” I really have to look at your children” sagde hun stille og stadigvæk med et blidt smil på læberne.

Det var ikke altid et nemt job, men hun elskede det, altså hun elskede ikke at være nødt til at tvangs fjerne børn eller på anden måde fjerne børn fra deres forældre, ja faktisk ville hun ikke kunne fortælle hvad det præcise var hun elskede i dette job, udover at hun elskede at hjælpe andre. ” I don’t want to talk with your friend, I wanna talk with you” sagde hun og kiggede omkring sig, hvorfor hun havde følelsen af at flere stod og kiggede på hende, vidste hun ikke. Det var alligevel en smule utrygt dette, men det var ikke til at se på hende. Hun overvejede om hun skulle tilkalde nogle kollegaer, men det burde ikke være nødvendigt lige nu. ” If you want me to leave, then you have to let me in and look at your children, I can’t leave before sorry” sagde hun, der var mange der ikke forstod hvordan hun kunne forhold sig så blid og rolig tros at der kom indirekte trusler mod hende, hvis man tolkede hendes udtalelser sådan. ” You have to understand, that when we get such reports, then we have to respond to them” Sagde hun roligt og prøvede virkelig at bevare roen, det irriterede hende virkelig at det for det meste altid skulle være sådan her, men hun måtte ikke vise det for det ville være en tegn på svaghed og det kunne udnyttes.

//ønsker du at forsætte dette emne???