You think you have felt real pain? I shall show you what nightmares are made from

Tid Det er omkring 17:30
Sted Et tortur lokale, som er lokaliseret i rummene under jorden, de er en del af Umbrella Corporations lokaler
Omgivelser Væggende er belagt med våben af alle slags, der er også borde med hjul, som har våben på sig. Der er stole, hvor der er stærke lænker på, belagt med magi, og et bord som har lænker, til for at holde fangerne fængslet
Vejr Udenfor regner det en smule, indenfor er det køligt på grund af det store rum, men også de metaliske vægge
Påklædning
- Form Hun er en spinkel kvinde, omkring 168 høj og hun vejer omkring de 56 kg. Hun har langt brunt hår med pandehår Link
- Alias Italiensk kvinde ved navn Monica Rossallina
- Tøj + Sko Hun har en sort trøje på og et par sorte bukser Link. Hun har simple sorte sko på, de er flade
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår er sat op i en hestehale. Hun har intet make-up på. Hun bær ingen smykker
- Andet Hun taler med en accent Link

Emnet er tilegnet @John <3

Hendes kontor var stort, men hun var trods alt også chieffen, så man kunne ikke forvente andet end dette. Rayna havde et drillende udtrykke i sine gyldne øjne, som hun betragtede kvinden foran sig "Our guest John has been complaining, apparently we aren't giving him the amount of pain that he believed he would be given, so I need you to show him what nightmares a made of" hun klukkede som morede det hende, at en person hun holde fanget, faktisk havde modet til at brokke sig, om ikke at blive givet den rette mængde smerte "After all that is your specialty. I will have him sedated and send to your special room" Ekaterina nikkede kort, men forblev ellers ret stille, hun havde intet at sige, det var trods alt hendes job, at gøre hvad end Rayna ønskede af hende, om det så var at torturere en anden person, eller forfører et unikt væsen, blot for at føre dem til denne forfærdelige kvinde.
Nede ved Johns rum, ville alle veje derind forsegles, luftveje og andre vinduer blev lukket til, og en gas blev lukket ind, via den eneste mulige luftkanal. I første omgang ville han hoste, da gassen ikke just var god for lungerne, dernæst ville han føle sig svimmel, og i sidste ende ville han besvimme. Vagterne holde øje med ham, via de kamara som var installeret i alle rummene, når først John var helt væk, ville der gå omkring en fin time, før han ville være fuldkommen vågen igen. Det var en ganske brugbar gas, specielt når det kom til at slå folk bevidstløse, når det kom til overnaturlige væsner. Som han forsvandt til bevidstløsheden, ville vagterne komme ind, og her føre ham til det rum, der forhåbentlig ville vise ham, at mareridt i den grad blev skabt her, og at han nok havde været i sit dummeste øjeblik, da han enten jokede om at brokke sig, eller faktisk brokkede sig, for når den slags skete, kom Rayna's sadistiske side i den grad frem.
Ekaterina havde skiftet sit udseende, hun elskede at lege med sine ofre, for de ville jo aldrig kunne vide, præcis hvordan hun så ud eller hvem hun for den sags skyld var. Gennem mange hundrede år, havde hun lært det at skabe ny identiteter, øvet sig på mange accenter og det at kunne blive et med omgivelserne. Det var trods alt en del af hendes job, det at kunne være hvad end situationen kaldte for. En vagt kom hen til hende "He is waking up" lød det fra en vagt, og hun gav et nik fra sig, før hun så sig i spejlet en sidste gang, og herpå begav hun sig ind i rummet. John var lænket til bordet, hvis lænker ligesom så mange andre lænker i rummet, var pålagt med magi, så de skulle enten fjernes med stærk magi eller de nøgler der låste dem. Som hun bevægede sig indenfor, blev døren låst udenfra, hun gik med en rank ryg og armene bag ryggen "My name is Monica Rossallina, you can call me ms. Rossallina" hun gik hen imod et bord, hvor hun greb fat i nogle handsker "This is not going to be pleasant, and you will feel pain" hun snakkede med en stærk accent, dog hvor den modsat hendes normale russiek accent, denne gang langt mere italiensk end noget andet. Hun tog en nål med et gennemsigtigti indhold "this will make sure you won't pass out from the pain, so you will feel everything" hun trak på skulderne, hvorpå hun let klappede sine to fingre imod hans årer, som befandt sig ved hans albue, og som de trådte frem, sprøjtede hun indeholdet ind.

Han sad bare roligt i sin celle og var lænet op af skakten hvor hans nye ven plejede at sidde på den anden side. Han var ikke sikker på om Christian var der i øjeblikket, men noget i ham havde håbet på at han ville høre hans stemme. I denne lille celle var det kun John og hans tanker, så at have Christian som en måde at klinge sig til virkeligheden var rart. Lyset var altid tændt i cellen, John kunne ikke ane om det var dag eller nat det meste af tiden. På trods af at han egentlig ikke havde været her længe, følte han at han allerede var ved at blive drevet fra sine sanser. Men så snart han blev mødt af en som arbejdede her og skulle tjekke op på ham, lod han som om at det var ingenting. At uvisheden om tidspunktet af dagen eller at være overladt til sig selv gjorde intet.
Men pludseligt stoppede luftskakten over hans hoved med at dreje rundt, cellen blev helt stille hvorefter en lyd af en ødelagt gasledning lød. John kiggede op mod skakten og kunne kort efter dufte gassen. Han trak let på skuldrene og blev blot siddende som gassen fyldte rummet og sendte ham i en slags søvn. Han var ikke sikker på hvor længe han var væk, men en kvindestemme der talte til ham, fik ham til at indse at han var ved at vågne op. Han åbnede øjnene og bemærkede hurtigt at han var blevet rykket ind i et rum og lænket til et bord. Han trak i sin arm for at mærke på lænkens kraft og vendte så blikket mod stemmen som snakkede til ham. Han kiggede på sprøjten og kom så med et roligt smil, som var han fuldstændig upåvirket af hendes ord. "You're saying that like I'm made of glass. You wouldnt even have needed that bullshit," sagde han så en anelse kækt og lagde hovedet tilbage som han kiggede op i loftet.
Han åndede tungt ud og trommede sine fingre mod bordets underside, som han kort kiggede rundt. Han fløjtede en anelse over alle de mange våben som hang hist og her "Nice racks. And by that I dont mean your breasts. But I think you know that already". Så vendte han blikket mod kvinden. "Dont you think it's unfair not to fight me? You look strong. I sense your strength. A fight would be interesting," sagde han så og vendte blikket tilbage mod våbene der hang. På trods af at han ikke vidste hvad hun havde i tankerne med ham, forholdte han sig nu ganske roligt, i hvert fald lidt for roligt af en der skulle tortureres omlidt. Sandheden var at han faktisk glædede sig til at føle bare et eller andet istedet for at være overladt til sine tanker. Han hadede at tænke, hadede sine egne mørke tanker.