what a beautiful evening - Mary louise

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har en sort kjole på, som går hende til knæende Toppen af kjolen + Hele kjolen. Hun højhælede sko på Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst Link. Hun har ikke make-up på. Hun har en halskæde på Link

Det var en smuk dag, faktisk en af de få virkelig smukke dage, hvor man helt glemte alt om kaoset, og de angreb akademiet var truet med. Der var endda adskillige ude, som alle nød det fantastiske vejr og den minimale mulighed, for at have det bare en smule sjovt. Når der hang en trussel om angreb, og mere specifikt angreb fra et hidtil ukendt væsen, så havde folk ikke just lysten, til rent faktisk at slappe af. Hun havde hørt fra nogle dæmoner, at hvis disse skyggevæsner viste sig, så ville de banke dem tilbage til stenalderen, hvilket nok næppe ville ske. For lige netop dette væsen, havde så få hørt om, og den viden der var om dem, var ikke nok til, rent faktisk at ville kunne gøre noget. Derfor kunne man ikke andet, end håbe på det bedste og gemme sig, når først kaoset virkelig ramte. For nok med trusler, når først angrebene ville komme, ville de fleste nok gemme sig væk, og ingen ville nok træde frem eller for den sags skyld gøre noget, ved det hele.
Et suk forlod hendes læber, og hun forsøgte at få et smil frem, som hun holde hænderne omkring det lille spirre. Hun begyndte næsten lydløst, at komme med en besværgelse, og som planten langsomt voksede større og større, blev det ellers så tvungede smil, langt mere ægte og man kunne se glæde i hendes nøddebrune øjne. Nok var hun ikke direkte en heks, men ved at stjæle magien fra andre, kunne hun rent faktisk lave magi, og derved fungere som en heks. Selvfølgelig ville det forsvinde, hvis hun brugte for meget af det, også blev hun nød til at stjæle mere. Dog var det en måde, hvorpå hun kunne føle sig normal på, for som en Siphoner var hun hvad andre omtalte som en "freak" og noget som ikke burde eksisterer. Selvfølgelig ville folk ikke kunne se det, medmindre hun rent faktisk stjal fra andres magi, for her lyste hendes hænder rødt.
Hun blev taget tilbage til virkeligheden, da hun hørte en masse lyde, fra et sted som var ikke så langt fra hende. Hun rynkede brynet, og let rejste hun sig op, fra sin før siddende stilling. Hun så hvordan et par drenge, som syntes at mobbe en anden. Hun sukkede, og et kort øjeblik overvejede hun, hvorvidt hun rent faktisk skulle gøre noget, eller gå tilbage til at betragte naturen gro. I sidste ende bevægede hun sig dog imod dem "Lad ham være i fred" lød det irriteret fra hende, og dette gav hende opmærksomheden fra de to mænd "hvad med du lu-" mere nåede han ikke at sige, før hun ved hjælpen fra sin magi, fik ham til at besvime. Det eneste hun faktisk gjorde, var at ligge en hånd imod hans pande, og derpå faldt han om "Skrid ellers gør jeg det samme med dig" hendes hånd skinnede rådt truende "freak" sagde han, og derpå forlod han dem. Hun så imod ham, og let lagde hun hovedet på skrå "er du okay" hendes hånd var holdt op med at skinne, og hun så igen "normal" ud.

At være en svans, og en taber og hvad der ellers blev brugt til at fornærme og nedgøre Junas, havde han ikke styr på, men han var efter hånden ved at være ret træt af at folk ikke kunne komme på nogen nye ting, for det var altid det samme. Han så på drengene og var virkelig nervøs, hans hånd gjorde virkelig ondt! ” hvorfor kan I ikke bare lade mig være I fred” sagde Junas sagt inden der var kommet en pige over til dem. Hvilket han var ret glad for! For det lignede at disse to fyre var klar til at banke ham til plukfisk. Ikke at det ville være svært for dem, for ja han måtte vel mere eller mindre indrømme at han var en svans. Og selvom han gik til Kampsport her på skolen, skete der bare aldrig nogen forbedring, han var passefist! Og hvorfor han lige havde valgt kampsporten viste han ikke, han fik konstant tæv, og når han skulle forsøge at slå på de andre, var det virkelig svært for ham, han prikkede nærmest til dem. Han havde godt overvejet at skifte dette fag ud med et andet, som ikke krævede at han skulle slå på andre.

Han så hvad pigen gjorde, han var ret overrasket over at hun kunne få en af fyrern til at besvimme. Han turde ikke smile mens den anden fyr sotd der, han fik dog hurtigt benene på nakken. ” Tak” sagde junas stille, og kiggede nervøst på hende. ” det var pænt af dig” sagde han stille, det var tydeligt at se at han ikke havde det godt med ikke at kunne forsvare sig selv. ” Ja jeg er okay, men min hånd gør virkelig ondt” sagde han og så på hende, han havde ingen evner selv, og kunne derfor ikke gøre noget. Det var vildt så meget som det varme te kunen brænde på hans hånd. ” Junas” sagde han stille og så på hende og rakte hende den anden hånd der ike var brandt.

Hun smilede blidt til ham "Det var så lidt" hun kendte til vold, hun havde trods alt, følt den slags fra sin far, så hun vidste hvordan det føltes, at blive hadet, udelukkende på grund af den man var. Dette var i sidste ende, nok også derfor at hun var så hurtig, til at hjælpe denne unge mand. Hun trak på skulderne "Ingen burde blive hadet, blot for at være sig selv, og du behøver ikke være nervøs, jeg vil ikke gøre dig noget" hun lagde hovedet på skrå, og der var en venlighed i hendes øjne, som hun betragtede ham. Han var anderledes, hvilket i sig selv, var nemt at se på ham. Han var nok homoseksuel, hvilket var derfor, at de drillede ham. Hun havde aldirg forstået, at nogen ville hade en anden person, blot fordi de elskede en person, som var af samme køn, som hvad de nu engang selv var. Selv havde hendes egen far, slået hendes første store kærlighed ihjel, som havde vist sig at være en kvinde. Da han kommenterede på, hvordan hans hånd gjorde ondt, gled et bekymret blik ned imod hånden. Hvis hun kune ville hun hjælpe ham, i formen af at fjerne smerten, dog havde hun brugt meget af magien i sig, så hun havde næsten intet tilbage, så det ville næppe lave andet end en blid kølling. Som han rakte hånden frem imod hende, og præsenterede sig, gjorde hun lig og blidt holde hun hans hånd "Mig en fornøjelse, selvom omstændighederne næppe var de bedste" hun skar en grimasse, som hun kiggede ned på dem "men jeg hedder Mary-Louise" hun trak sin hånd væk efter lidt tid, hvorpå hun kiggede rundt "Måske vi skulle finde et andet sted, man ved jo aldrig, hvornår de idioter vågner op" hun trak på skulderne og med sin sko, puffede hun let til den ene.

//Sorry for det sene svar