First schoolday ever, this is so wierd ..

Tid: Onsdag sidst på aftenen omkring kl 22
Vejr : Voldsomt regnvejr & optræk til lovet storm
Sted : Drama lokalet
Omgivelser : Ingen udover Dina og en mandlig elev
Tag: @Nickie
Tøj : Et par løse jogging bukser, og en lidt stor hættetrøje
___

Dina havde sin aller første skole dag, hun havde fået et brev, hvem det var fra kunne hun ikke svare på. Hun havde endda fået en pakke med de ting hun skulle have med på skolen udover hendes eget tøj og andre ting. Hun hadede ideen om det et sted, hun var ved at falde godt af på den, særligt fordi hendes Herre havde været væk i så mange år efter hånden. Hun var begyndt at blive mere selvstændig og glemme reglerne og de ting hun normalt havde helt styr på.

Efter at være ankommet til skolen, fået sit værelse og alle de andre ting, havde hun fået at vide at hun først skulle have timer sendt på aftenen, da dramatimerne var rykket, hvorfor forstod hun ikke helt men gjorde ikke så meget ud af det. Hun anede ikke hvor hun skulle finde lokalerne hun havde fået diverse papir og beskrivelser og kort, men da hun ikke kunne læse hjælp det hende ikke på nogen måde overhovedet. Hun vidste ikke om hun turde spørge nogen om vej, hun var bange og var et sted hun intet kendte til! Det var uhyggeligt og megaaaaaa skræmmende for hende.

Dog lykkes det hende efter en længere omgang rundt på skolen, hun kom endda en halv time for sent af det. Da hun trådte ind i lokalet, var hendes lære smilende og glad ” Det var godt du kom, og kunne finde lokalet, kom du bare ind, du kan sætte dig over ved siden af Nickie der er en ledig plads til dig” sagde læreren og smilte varmt til hende, inden hun fortalte at de havde fået en ny elev. Dina satte sig på pladsen ved siden af fyren, hun kiggede ikke på ham. Hun vidste ikke om hun måtte, hun var så meget på udebane her, det var tydeligt at se at hun ikke var helt så glad og meget utryg.

De fik fortalt at de skulle starte på et lille skuespil som der blev delt rollehæfter ud til dem. Dina havde aldrig set et rollehæfte før og vidste ikke engang hvad ordet betyd. Hun kiggede kort over på fyren ved siden af sig og hurtigt ned i bordet igen. Hun åbnede hæftet som mange af de andre elever også gjorde og flere var ivrige efter at få nogen af rollerne. Mens Dina bare sad og kiggede på ordene i hæftet, føltes det lidt som om de havde rulleskøjter.

//Time spring \\

Dina havde ikke rigtigt sagt noget i de to timer de var der eller hvor længe det nu havde været, matematik? Ja det kunne hun heller ikke ret meget af. Hun blev dog siddende ved sin plads som de andre pakkede sammen og begyndte at forlade lokale, før det gik op for hende at de gerne måtte gå. Deres lære havde allerede forladt lokalet, ikke engang det havde hun registerede.
Hun rejste sig stille og begyndte langsomt at pakke hæftet og hendes skriveredskaber ned, hun havde fået et penalhus leveret i kassen med tingene hun skulle have med til skolen.

Nickie så ud af vinduet oppe fra hans værelse af, mens han blot sad i sine egne tanker og betragtede stormen udenfor der så småt var ved at bryde ud. Han sukkede svagt som han kiggede på det beduggede vindue, før han lod en finger glide hen af det, så det skabte en kat, næsten en der lignede hans ved navn Night, eller det kunne ha lignet enhver kat, siden der ikke var så meget at kunne gør med et dugget vindue og en finger, men stadig, det fik ham til at smile at se billedet. Han lukkede blidt sin bog sammen som han havde i skøddet, før han rejste sig op og gik hen til døren og blidt tog fat i den, inden han begyndte at gå. Heldigvis havde han intet han skulle lige for tiden, andet end at komme til en lille ekstra time, eftersom der havde været en drama time aflyst tidligere på dagen.

Han gik ned af trapperne og gik ind i lokalet, før han satte sig blandt de andre og smilede til dem. Han hilste altid som det første hver gang han gik ind i et lokale, før han fandt noget frem han kunne skrive på, noget som han kunne tag med sig op på værelset bagefter, et stykke papir og en blyant. Han så kort mod døren da det var den gik op og den nye elev kom gående ind. De forårs grønne øjne fulgte hende nøje, før han smilede blidt og sagde " Mit navn er Nickie, rart at møde dig og velkommen til ". Han betragtede hendes krops sprog for en stund, før han satte sig en smule til rette. Han kunne nærmest mærke hvor utryk hun var, det var så tydelig i hendes ansigt, han fik helt ondt ind i sjælen, så han satte sig også til at skrive en seddel med de vigtigste ting at huske, siden han kunne huske hvordan det var selv at være ny og ikke rigtig kunne følge med i første omgang, hvilket også var derfor han havde fået for vane nu at skrive i hans timer, omkring de vigtige emner.

Da det var timen var slut, rejste han sig op, før han rev sin seddel over og kiggede på den nye pige. På sedlen stod der de vigtigste ting, kort og med tydelig skrift, før han gik hen mod hende og blidt prikkede til hendes skulder. " Hej. Mit navn er Nickie, eller.. det har du allerede vist hørt rigeligt, men... jeg husker selv hvordan det var som ny og.. jeg tog mig den frihed at skrive en lille liste med de vigtigste ting der blev sagt. Her ". Han holde sedlen frem mod hende med et blidt og kærligt smil over hans læber, før han spurgte " Er du okay.. du ser noget rystet ud.. ". Han stod afventende og betragtede hende en lille smule, ikke på nogen seksuel måde, men blot den måde hun virkede så.. skræmt på.. det gjorde helt ondt ind i sjælen på ham. " Hey, så jeg ved du kun lige har mødt mig, men sig endelig til vis du får brug for hjælp, om det er med at finde rundt, eller spørgsmål.. eller blot hjælp her i klassen ".

At fyren fra hendes side kiggede på hende og fortalte sit navn og snakkede om at det var rart at møde hende og velkommen til? Hun så spørgende på ham, hun havde ikke prøvet den form for høflighed for alt det her var så forbandet nyt for hende, hun havde aldrig rigtigt oplevet nogen være så høflig overfor hende. Hendes Harre var høflig men det her var underligt og skræmmende. ”Hej” sagde hun stille og kiggede skræmt og nervøst på ham inden hun slog blikket ned i bordet igen. Han måtte vide hendes navn, for deres lærere havde brugt det flere gange og det var lidt irriterende, for hun plejede aldrig at bruge sit rigtige navn overfor nogen som helst.

Hun havde godt set hvordan han havde skrevet en masse ned på papiret det sad tros alt ved siden af hinanden, men det gik så stærkt, hvordan kunne han skrive så stærkt? Hvis hun skulle sende en sms kunne det tage flere minutter, hvis ikke de ord hun skulle bruge kom op som de første foreslag på hendes tastertur. Hans prikken på hendes skulder havde revet hende ud af hendes tanker, tanker om hvor hendes Herre var! Hun havde ikke set ham i 30 år og hun var ved virkelig at gå i spåner, hun var snart ikke hans længere, hun blev mere og mere selvstændig, hun vidste at det ville koste hende når han opdagede det, men hvornår kom han tilbage? Hun savnede ham.

Blikket blev flyttet fra hendes taske som hun havde på bordet, op til ham. Hun lyttede roligt til ham men var stadigvæk lige så skræmt og bange som før han havde prikket til hende. ” jeg….” hun tøvede, hun måtte ikke bruge jeg! Det havde hun aldrig måtte, når hun var sammen med sin Herre men han var der ikke! Han ville have vist hvordan hun skulle gøre i denne situation. ” Hey, Nickie. Jeg hedder Dina” sagde hun stille og forsigtigt. Hun så på sedlen og tog imod den, med blikket rettet mod bogstaverne var det vist tydeligt at se på hende at hun ikke kunne læse hvad der stod på papiret. ” frihed? Tog du din frihed?” spurgte hun underligt, hun forstod det ikke? Hun kløede sig usikkert i nakken. ” jeg er okay” sagde hun stille og synes det lyd underligt at spørge om man var okay.. Hun havde godt hørt det før, men var ikke selv et udtryk hun brugt. ” Det er meget nyt” sagde hun og kiggede ud af vinduet, men kunne dog intet se fordi regnen var så voldsom. ” jeg kan ikke læse og skrive” sagde hun og rødmede kraftigt som hun vendte blikket tilbage til ham. Det var helt underligt at stå overfor en som faktisk var sådan rigtig venlig overfor hende, ikke lige som hendes Herre men det var noget andet det var oprigtig venlighed. ” Det må du gerne” sagde hun stille og førte en tot hår bag øret. ” jeg har aldrig gået i skole” sagde hun svagt og kiggede ned i bordet. Hun var ikke flov men det var sandheden det havde hun aldrig fået lov til, det var ikke nødvendigt.

Han lagde hovedet en smule på skrå mens han betragtede hende som hun rettede sig selv og tøvede ved næsten hvert et ord, samt den måde hun havde spurgt ham, da det var han havde nævnt frihed. " Øhm?.. jah?.. ". Han begyndte pludselig at føle, at han ikke vidste om det han havde gjort var rigtigt eller forkert?. Han håbede inderligt ikke, at han gjorde mere skade end gavn, dog undrede det ham dog også som han så hendes øjne glide hen over papiret, som om hun sprang en smule i et. Da det var hun nævnte at det var meget nyt, nikkede han en smule og puttede sine hænder ned i sine bukselommer, mens han nikkede. " Forståeligt. Vis du lige er startet og så nogle måneder efter den oprindelig starts periode.. det må være et stort pres der er på dine skuldre, men jeg syntes du klare det godt. Du fandt endda lokalet ". Han smilede og hans ord lød opløftende, som gav han hende komplimanger, hvilket han jo egentlig også gjorde.

Da det var at hun nævnte at hun ikke kunne læse eller skrive, så han blot undrende på hende, før han lagde mærke til rødmen hun havde i sine kinder. " Hva?.. ". Han forstod ikke helt. * Kan hun IKKE SKRIVE!?! eller LÆSE!? *. Han slog sine øjne en smule op, som han stod der og betragtede hende, før han spurgte " Må jeg spørge hvorfor du ikke kan?.. er du ikke over 18? ". Hanlagde hovedet en smule på skrå. Han smilede blidt til hende, da det var at hun sagde han gerne måtte hjælpe hende, før han nikkede bekræftende til hende. " Så du har aldrig gået i nogen former for skole før? ". Han betragtede hendes ansigt en lille smule, før han svarede " Men jeg vil med glæde gerne hjælpe dig. Hvad siger du til allerede at begynde idag?, måske biblioteket, dog skal vi lige først forbi en lærer og spørge om det er okay ". Han så ned på sin mobil, efter som klokken allerede var over den tid eleverne normalt skulle være i seng. Timerne lå normalt i dags tiden og så hver dag ved en 22 tiden, så skulle folk være på deres værelser og sove ved en 23 tiden. Han begyndte så småt at gå hen mod døren, før han gik hen af mod læreværelset, for at se om han kunne få fat i en lære. Han var ikke en der normalt brød reglerne, især ikke en onsdag. " Så Dina?. Det et sødt navn, tror faktisk aldrig jeg har mødt en der hed Dina før nu ". Han smilte svagt, før han bankede på ved lærens kontor.

Da døren blev åbnet, blev han mødt af en ældre mand, før han spurgte om lov til om de måtte sidde oppe indtil 23 inde på biblioteket og studerer en lille smule. Manden så tøvende på dem, eftersom tiden allerede var over, dog kendte han til Nickie og vidste at han var en fornuftig fyr. " Okay, men ingen adgang ved pigernes soveværelse og 23 skal i altså gå op i seng ". Nickie nikkede, før han vendte sig mod Dina og smilede, inden han gik hen af mod biblioteket. Som de gik fortalte han hvilke veje der førte til hvad. Han fortalte kun det mest basale, så det var nemmere for hende at huske lige nu. " Så hvor meget kan du egentlig, altså.. for bedre at kunne hjælpe dig?. Kan du alfabetet? ".

Det havde måske lydt forkert af hende at spørge ind med det hans sagde om frihed ” undskyld, jeg ville ikke gøre dig sur” sagde hun stille og sendte ham et undskyldende blik, hun måtte ikke stille spørgsmål, med mindre hun havde fået lov men det var svært for hende at leve uden at stille spørgsmål når nu hendes Herre ikke var der ved hende, var det svært for hende ikke at stille spørgsmål. ”Jeg kunne ikke finde rundt her, det tog mig en time næsten tror jeg.. Jeg har ikke så meget styr på sådan noget med tal og det” sagde hun blev endnu mere rød i hovedet. Hun var virkelig ikke god til at tage i mod rosende ord fra andre det var virkelig underligt og noget hun måske skulle til at vende sig til. Hvem havde også bestemt at hun skulle være her? Hvorfor havde hun ikke selv fået lov at vælge! Hun hadede det! Mere end noget andet!
Hun gik helt i panik over hans reaktion, havde hun gjort noget forkert? Hurtigt skuttede hun sig og af ren vane dækkede hun sit hoved for de kommende slag der ville ramme hende, men der kom ingen ting. Der kom kun ord fra ham, han var rolig i sin stemme og hurtigt fik hun da også armene ned igen. ”Jeg har aldrig lært det” sagde hun og så usikkert på ham ”Jeg ….” hun var lige ved at sige fordi at hun aldrig havde fået lov til at lære det, da det ikke havde været en nødvendighed for hende. Hun havde aldrig set bogstaver og sådanne ting, før efter hun var blevet forvandlet og efter at hun havde kæmpet for sin status og sin plads hvor hun var kommet til nu. ” Jo jeg er 116 tror jeg” sagde hun og kiggede vækkede fra ham. At hun lige havde bedt om hans hjælp til at lære hende tingene, var nok første gang hun havde bedt nogen andre end sin Herre om hjælp til noget. ” Nej aldrig, det var ikke nødven….” hun stoppede sig selv igen, hun var lige ved at tale over sig. Hun skulle virkelig til at passe på nu kunne hun mærke, hun måtte ikke sige for meget men han var jo sød ved hende? Hun var ved at falde af på den! Det var tydeligt, hun måtte stramme sig an! Virkelig!
Den måde han var så åben og venlig mod hende var mega underligt, han kendte hende ikke? Hun kunne gøre alt ved ham, hun kunne få ham til at gøre alt, men alligevel var han sød? Det var forvirrende og underligt for hende. Normalt var det jo hende, normalt var det skuespil for at få folk til at gøre noget for hende eller få dem til at gøre det hun ville have dem til. ” i dag?” spurgte hun som var det unormalt at tilbyde hjælpen samme dag? Skulle hun ikke gøre noget for at få hans hjælp? ” øhm okay, men hvad er et bibliotek?” spurgte hun og så efter ham. Hun skyndte sig at følge efter ham, hun havde aldeles ikke lyst til at være alene i det her rum ret længe ad gangen. Hun sagde ikke noget på turen før han talte til hende igen. ” Ja det mit navn, jeg fik det som barn” sagde hun og kunne godt fornemme at det, lyd en anelse mere dumt en godt var ” haha ups, jeg mente jeg har altid heddet Dina? Lige som du nok altid har hedder Nickie, det et pænt navn til en pæn fyr” sagde hun og slappede lidt mere og af kom der også med et lille grin. Hun var virkelig ikke vant til at blive kaldt hendes rigtige navn og hun skulle vitterligt til at vendt sig til det og ikke blive overrasket var eneste gang nogen nævnte det!

Hun fulgte nøje alle hans bevægelser som de stoppede ved en dør, hun studerede nøje hvordan han bankede på døren, hvorfor? Ja det kunne hun sku ikke lige svare på hvis nogen spurgte hende. Hun gemte sig lidt bag Nickie som døren blev åbnet, mest for ikke at få for meget opmærksomhed fra andre. Hun nikkede som takt som de havde fået lov at gå til biblioteket for at komme i gang. Hun havde vitterligt svært ved at huske alt det han fortalte hende om skolen og gangene og sådanne ting, der var meget at huske men hun prøvede da så godt hun kunne. ” alfabetet? Hvad det? Altså jeg nogen bogstaver som du ved nemme ting” sagde hun uden at komme til at afsløre for meget, hvad skulle hun afsløre? Hun havde aldrig hørt ordet ” alfabetet” før. Men det, lyd sjovt, ” det et sjovt ord” sagde hun med et lille grin.

Da de kom ind på biblioteket blev hun noget overrasket over at se alle de forskellige bøger der stod på hylderne, hun havde set bøger før de havde hendes Herre der hjemme og hun havde været hos andre medlemmer af mafiaen som havde det. Bøger! Men hun havde aldrig i sit liv set så mange bøger før. ” woow der er mange bøger” sagde hun nærmest helt fortryllet af at se så mange bøger. Hun havde helt glemt at hun stod sammen med en anden elev inde på biblioteket.

Han så lidt på hende, før han nævnte det hun havde sagt tidligere til ham. " Du gjorde mig skam ikke sur da du spurgte ind før til det med frihed. Du skal ikke være bare for at gør mig sur, efter som det ikke lægger til min natur at blive det, jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst var sur ". Han grinte svagt, mens han gik side om side med hende, prøvede hele tiden at matche hendes tempo.. men det føltes bare som om hun altid gik bag ham, men måske var det blot noget han forstillede sig?.

Den måde hun reagerede over for ham, fik ham til at tænke på om hun havde fået tæsk hjemme fra, hvilket måske kunne være et ret langt spring at tage, men han kunne alligevel ikke lade vær med at tænke på, om hun var blevet skadet på nogen måde i sit hjem eller hvor end hun boede.. måske var det også bare et traume hun havde og det skulle selvfølgelig respekteres, men han kunne dog ikke lade vær med at få helt ondt indeni, ved at se hende reager på den måde. " heeeey... det okay ". Hans stemme var blød og venlig som altid, med et ægte smil over hans læber, varmt og imødekommende.. trygheden selv næsten.

Han nikkede før han svarede " Ja idag. Jeg tænkte at vi godt kunne bruge lidt tid til at se det igennem, så kan jeg muligvis forberede noget til imorgen til dig, samt så kan vi også gå til en lære og måske få fat i nogle håndbøger for de lidt yngre klasser, men bare rolig, jeg ser ikke ned på dig af den grund. Alle skal starte et sted ". Han så undrende på hende kort, da hun sagde hun ikke anede hvad det var. " Virkelig?. Et bibliotek er et sted fyldt med viden, historier, eventyr, romantik, næsten alt hvad ens hjerte kan begære ". Han smilede blidt til hende.

Han smilede svagt, da hun komplimenterede ham, før han svarede. " Tusind tak og se, du er allerede ved at bløde op. Du gav dit allerførste kompliment, så bare fortsæt sådan, stol på dig selv og din egen selvtillid, så skal du nok falde godt til her og ellers så skal jeg nok hjælpe dig, som din nye ven ". Han havde ikke bare tænkt sig at hjælpe hende og så smide hende for porten, eller til løverne så at sige. Han havde intet imod at skabe venskaber og lade folk vide, at han gerne ville dem på netop den måde. Da de trådte ind på biblioteket smilede han over hendes reaktion, før han svarede " Dette er et bibliotek ". Han gik derefter hen og tog nogle bøger ud, blide og lette at starte ud med. Tegneserier. " Disse er faktisk virkelig gode til vis man skal lære at læse, fordi de er korte, har korte og lette ord, samt billeder man kan se, så man husker ordene bedre ".

Han lagde fantasi bøgerne ved sin side, før han satte sig ned på stolen og trak den anden ud for hende, ved sin side, inden han fandt et stykke papir og begyndte at skrive alfabetet ned til hende, så hun kunne have det med sig, samt bagpå stod der hvordan de blev udtalt. " Her, så kan vi gennemgå dem sammen ". Han begyndte ligeså stille fra en ende og forklarede hende hvordan de blev udtalt, hvad de hed og han lærte hende ligeså også en lille sang med dem, så det var nemmere at lære udtalelsen af dem, men ligeså også at huske dem. " Hvad syntes du?. Vis du øver dig på sangen, så vil du begynde at huske dem og til sidst så vil det komme mere naturligt til dig, at begynde at læse ordene ". Han havde skrevet ordene langt fra hinanden, blot for en sikkerheds skyld, vis hun nu skulle have noget ord blindhed.. hvilket han næsten havde en fornemmelse omkring at hun godt kunne ha, med den alder og så ikke at ha lært noget.. eller måske ikke?.. måske var der bare aldrig nogen der havde givet lære hende det. " Har dine forældre aldrig prøvet at lære dig det.. ".

Hun så på ham og vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det han sagde. Men hun sendte ham et oprigtigt stort smil til ham. ” Det er jeg rigtig glad for at jeg ikke gjort” Sagde hun og havde lidt svært ved helt finde ud af hvor hun skulle kig hen. Det var med øjenkontakt det var ikke noget hun bare gjorde, medmindre det var en ordre eller en del af en opgave og lige nu måtte hun bare prøve at slappe af og falde til og finde ud af hvordan alt sådan noget som dette hang sammen og fungerede.

Som de gik afsted, gik hun hele tiden to skridt bag ham, det var reglen hun havde ikke tilladelse til at gå foran nogen medmindre det var omkring en opgave for mafiaen så kunne hun gøre det men ellers ikke. At hun dækkede sit hoved var af ren refleks, hun havde fået tæsk men det var ikke tæsk! Det var for at rette hende op, når hun gjorde noget forkert. Hun vidste at reglbrydning blev straffet og så blev hun rettet op igen, sådan at hun ikke ville glemme det lige meget det sammen igen. Hvad han tænkte om hendes reaktion var svær at svare på, da hun jo ike lige frem kunne læse hans tanker. Hun valgte ikke at svare ham på hendes lille udbrud. Dog var der noget underligt noget ved fyren, hun følte sig sådan tryg agtig, hun vidste ikke helt præcist hvordan hun skulle beskrive det. Tros hun var skide bange, var hun alligevel ikke helt så bange som hun måske troede

Hun forstod det altså ikke, hvorfor ville hun så gerne hjælpe ham så meget og så hurtigt? Han kendte hende jo ikke, hun burde jo ikke tage i mod hans hjælp eller burde hun ? Han virkede så sød og rolig? Det var altså lidt underligt, men hun ville nu ikke sige nej til at få hans hjælp. ” Tak, fordi du vil hjælpe” Sagde hun og sendte ham et kæmpe smil og havde lidt røde kinder. ” håndbøger?” spurgte hun med et lille smil. ” Det er en god ide, jeg synes du er sød” sagde hun og sendte ham et stort smil. Det var virkelig underligt men også rart, hun kunne virkelig ikke beskrive hvad der foregik inde i hendes hoved. Hun var så forvirret og havde virkelig svært ved at gennemskue om han lavede skuespil eller mente det, normalt ville hun hurtigt gennemskue hvis nogen lavede skuespil overfor hende, men det kunne hun ikke her? Måske han rent faktisk var ægte? Det lyder fantastisk et helt rum fyldt med sådan noget” Sagde hun drømmende og kiggede sig omkring inden hun kiggede tilbage på ham. Hun havde lysten til at tjekke det hele ud, tage hver og en bog og kig i dem. Selvom hun ikke kunne læse, var der vel billeder i bøgerne man kunne kigge det på måske?.

Dina havde kigget på ham og set hans svage smil men hørte hans ord, hun blev knald rød i hovedet over hans rød og kiggede ned i gulvet for at skjule at hun var en knaldrød tomat i hovedet. ” Tak” Sagde hun nærmest lydløst. Som din nye ven? Øhmmm hun havde jo aldrig haft en ven? Sådan aldrig nogensinde, hun vidste ikke engang hvordan man var når man var venner? ” Jeg vil gerne være din ven” Sagde hun som vidste hun alt om det der med venner, tros hun intet anede! Men det behøvede han ikke vide endnu, det kunne altid komme hvis det blev nødvendigt.

Det var megaa fedt at være på et bibliotek, hun var nu alligevel også pænt overrasket over at der kunne være så mange bøger samlet på et sted. Hun havde blev fulgt ham, holdt øje med hver en bevægelse han lavede, for hun ville være klar hvis han nu lige pludselig ændrede sig og prøvede på noget overfor hende. Hun så godt hvad hun kom med, hun havde aldrig set sådanne nogen før. Men de så sjove ud. ” vi kan jo prøve” sagde hun og smilte stort til ham, det var helt underligt alt dette her. Hun ventede til han havde sat sig før hun satte sig ved siden ham. Normalt ville hun have sat sig på gulvet, det var jo der hendes plads var, særligt når hun var sammen med sin Herre. Men hun ville ikke gøre det her og var lidt ligeglad med nogen af reglerne lige nu! Han var der alligevel ikke, så kunne hun jo alligevel bare lære at blive et ”rigtigt” menneske tros hun var vampyr. Hun havde taget den ene af de tegneserier han havde taget med hen til bordet til hende. Hun kiggede den igennem og grinte lidt over de forskellige billeder, hun prøvede også at læse ordene lidt højt men hun kunne virkelig ikke. Hun kom frem til nogle heeelt andre ord end dem som stod der, måske hun faktisk et sted dannede sin egen historie ud fra billederne?

Hun kiggede nøje som han skrev nogen bogstaver ned på papiret, hun holde godt øje med hans håndbevægelser og var ret fascinerede af det. Hun kiggede på bogstaverne, hun havde godt set bogstaver før men aldrig andet. Hun nikkede og viste tydelige tegn på at hun virkelig gerne ville lære det og hun var opmærksom og lyttende. Som han forklarede hende hvordan de blev udtalt og alle disse ting, gentog hun ham for at prøve at gøre det samme også. Det var okay nemt for hende at udtale bogstaverne enkelt vis men når de blev sat sammen som ord, var det svært for hende. Den lille sang han kom med, fik hende til at smile stort. Hun prøvede alt det hun kunne, man var ikke tvivl om det. ” Det svært, men jeg synes det sjovt.” Sagde hun med et smil et stort og oprigtigt smil. ” Jeg er glad for at du vil hjælpe mig” Sagde hun og sendte ham et kærligt og oprigtigt smil.

Da han spurgte ind til hende forældre? Gik hun i panik inden i! Hun havde ikke i sinde at fortælle om sin Herre! Det ved kom ikke nogen andre end hende selv! Alligevel blev hendes blik nærmest trist og vendt ned i bordet. ” Jeg har ikke nogen, jeg har aldrig haft” Sagde hun stille og kiggede ikke på ham. Hun vidste ikke hvordan hun skulle svare ham ellers. Hun vidste kun at hun var blevet afleveret på dørtrinet hos sin Herre i en kurv som helst lille, at det ikke var sandheden anede hun intet om. ” Tror du nogen sinde jeg bliver god til at læse? Jeg kan ikke engang skrive mit navn tror jeg” Sagde hun og så på ham, hun ville gerne have samtalen over på noget andet, hun bryd sig virkelig ikke om at skulle snakke om hendes familie og den del af hendes liv! Hun var bange for at komme til at sige for meget.