Welcome to England. - Kyung-Wan -

Tid ~ Lidt over 4 om eftermiddagen.
Sted ~ Lufthavnen ved modtagelsen efter bagagen.
Vejr ~ Køligt og med let vind.
Påklædning ~ https://media.gq-magazine.co.uk/photos/5d139b47b6fee9b087c9ed71/master/w_1280,c_limit/Luke-Evans-02-GQ-10-Nov16_getty_b.jpg

@Kyung-Wan

Lyden af højtalere der fremsagde afgange såvel som ankomster var tydelige. Det var noget tid siden det fly han ventede på var landet. Og han begyndte at føle sig utålmodig. Han kiggede på sit ur og efter et let suk løftede han blikket igen. Han så imod sin mobil fra lommen og der var heller ikke noget han ikke vidste. Han så sig kort rundt. Folk der stod med skilte og signalerede hvor de skulle hen. Havde han brug for sådan et? Nej det ville være åndssvagt. Kyung vidste hvem Marcelus var. Hvorfor skulle han holde et skilt med hans navn?

Et blik faldt på en som der holdte et skilt med et navn efterfulgt af teksten ’min lille pige’. Han så imod sine hænder. Skulle han ha holdt et skilt hvor der stod Kyung vores alle sammen’s homoseksuelle’? Et kort sekund tog det ham før han rystede på hovedet. Det ville sikkert bare støde nogen. Dog tiden gik og der var stadig intet nyt.

Efter at ha stået et par minutter mere tog han sin telefon frem og skrev en sms på koreansk. ’rygeområdet. Første udgang. jeg venter.’ Derefter bevægede han sig ud af den nærmeste udgang og gik hen til rygeområdet. Hvor han fandt en pakke smøger frem. Efter at ha indført en af smøgerne imellem læberne og antændt den med sin lighter han også fandt frem opdagede han at hans jakke sad lidt forkert. En mørkeblå jakke med matchende bukser en lyseblå skjorte og et slips i en lidt mørkere blå såvel som en brun stribe.
Efter at ha rettet på hans tøj tog han et sug af smøgen. Lod sine lunger fylde sig med røgen. Ikke fordi det gjorde nogen forskel på hans døde krop. Men det var noget advokater åbenbart gjorde. For at håndtere stressen. Ikke fordi han selv var særlig stresset. Men det var nu sjovt at lades som om man var menneske. Bare engang imellem.

Telefonen sagde en lyd og han kiggede på den. Stadig ikke Kyung. En besked på hans mail. En sag der var brug for hans speciale. Han åbnede sin kontaktbogsliste og ringede den advokat op der var på sagen. ”Hey. What’s up?” Et sekunds stilhed efterfulgt af ordene. ”No no. I’m waiting for the kid from the Korean klients.” Stilhed igen. ”Allright i’ll swing by the office in an hour. I just need to wait for the kid.” Igen stilhed. ”Great. Bye.” Han lagde på kort efter og tog et sug mere af sin smøg efterfulgt af han vendte blikket imod udgangen han stod ved siden af for at se om Kyung var kommet ud.

Kyung havde siddet i flyet i flere timer, han havde måtte skifte undervejs. Han hadede det! Selvom han havde fløjet flere gange end man kunne tælle på to hænder, var han overbevist om at han aldrig ville vænne sig til det på en god måde, for hver gang han havde været ude og flyve, var det med formålet at få ham væk fra Korea! Han havde haft en hård tur, følelserne var fløjet rundt i ham, han havde måtte holde sammen på sig selv flere gange for ikke at begynde at tude. Han kunne sagens tude også foran andre mænd og folk men det var ikke lige behovet at skulle gøre det i flyveren.

Først da han landede i den lufthavn hvor han skulle stå af og ikke vende tilbage til foreløbig gjorde det alt for ondt på ham. Der kom de første tåre som han i mange timer havde kæmpet for at skjule for alle på flyet! Det var bare ikke det rette tidspunkt, for da han var nået til at få sin bagage. Havde en tolder fået øje på ham og set at han gik og grad. De stoppede ham med det samme og begyndte at ville have ham med sig ind i et afhøringsrum og tjekke hans ting. De talte konstant engelsk til ham men han forsøgte at forklare dem at han blot savnede sine venner og familie som boede i Korea. En af tolderne blev ved med at spørge om han var taget her til frivilligt? Han havde flere gange måtte tage sig selv i at sige nej. Men han valgte at sige at det var han og at han skulle starte på en skole i Gaia. Men de troede ikke på ham, først da han fik lov at sige at hans advokat stod uden for at og ventede på ham. ” Then call him, so we can talk with him” før han fik sin mobil og tændt den. Han tasted hurtigt hans advokats navn på kontaktlisten og ringede op. Men den gik på telefonsvareren da den sagde der var optaget, han begyndte at panikke mere og mere indenvendig, hvad nu hvis han ikke var kommet og han nu stod til at blive anholdt? Han forsøgte igen mens tolderne kiggede bestemt og afventende på ham. Den gik igennem ” Hey Marcelus, i’m sitting here with customs officer. They had seen me cry, so know they think I’m out on something, can you please come in here?” spurgte han og talte kun koreansk, han var stadigvæk ikke konfrontabel med at skulle tale Engelsk.

Da en tolder kom tilbage efter at have hentet Kyung-Wan’s advokat for at få styr på hvad dette handlede om, forsøgte Kyung flere gange at forklare dem at han kun er kommet for at få et godt liv og starte på skolen, men det virkede bare ikke til at nogen af tolderne troede på ham. ” i’m giving up, is it because that i’m gay? And i’m feminine that no one of you believe me?” sagde han inden han blot lænede sig tilbage I stolen.

Han sukkede. Stadig ingen Kyung. Han var ved at placere telefonen i lommen før han hørte den ringe. Han så på telefonen og tog den for at føre den op til sit øre. ”Hello?” Spurgte han kort. Før han hørte Kyungs stemme køre hurtigt på koreansk i telefonen. ”Relax Kyung. I’m gonna fix it.” Sagde han før han lagde på og lagde den i lommen. Før han knipsede. Et farvel. Det glemte han. Han rystede på hovedet som at ryste det af sig. Før han tog telefonen op igen. Et par opkald senere fik han nogle af hans jura studerende til at sende skolepapirerne såvel som tidligere arrestordre med falsk klage på grund af homoseksualitet. Og til sidst godkendelse fra forældre til at overføre ham til skolen. Det var alt forberedt men skulle sendes til ham. Han modtog det hele på mailen før han nåede at lægge telefonen i lommen. Så hurtige var hans jura studerende. Og det skulle de være hvis de ville fortsætte der. Før han bevægede sig imod toldkontoret. Da han nåede det nikkede han kort til tolderen. ”I’m Kyung-Wan Kim’s lawyer. Lead me to him.” Tolderen gloede mærkeligt fordi at Marcelus lignede en dyr advokat hvilket han også var. ”Or do i need to talk to your supervisor. Or maybe the Director of the airport? I got his number in my phone.” Tolderen så overrasket ud og førte ham med det samme ind. Han stoppede dog ved en af toldernes computer for at printe papirerne ud. Og tog dem så.

Han bevægede sig ind i afhøringslokalet. Før han vendte sig imod tolderen i lokalet. De næste ord der kom fra Kyung var lige det han havde brug for. ”And it’s not the first time. This is three cases where my klient Mr. Kim has been fals accused for crimes because of his sexual interest.” Han smed tre referater for sagerne. ”If you want the files i can have them here within the hour. But before that. Here’s transfer paper’s for the school.” En lille stak papirer blev lagt på bordet hvor der stod eksempelvis forældrenes underskrift for skole overførelsen såvel som skolens navn og nummer. Og forklaring om at han var blevet godkendt til skolen. ”And last but not least. A full document with bulletproof explanation that there’s no force into this decision.” Et sidste papir blev lagt på bordet hvor der igen også var underskrifter fra Kyung’s forældre. Tolderen kiggede på papirerne. ”He’s 20 years old? Why is all of this writen by parents.” Marcelus tog et papir fra inderlommen. Som han foldede ud. ”Because Mr. Kim is seen as unavailable to take care of himself and by the law is still connected to a legal guardian. Which here in England is me.” Han lagde det sidste papir på bunken. ”And if you don’t wanna have a lawsuit first thing in the morning i think we’re leaving.” Han vendte sig imod Kyung og blinkede kort. ”Oh and one more thing. Unless you found something in his bags and as an excuse for this discriminating accusation i think it’s for the best that his bags are packed and carried out to the car within the next five minuts.” Han vendte sig imod tolderen. Han var tydeligt forvirret over hvad der var sket foran ham. Og gjorde ikke noget andet end at nikke. ”Let’s go Mr. Kim. I need to get to the office to run a quick errand and then i will drive you to the school.” Han smilede lettere falsk i et forsøg på at gøre noget han troede var komfortende i denne situation. Højst sandsynligt mislykket.

Da de endelig slap ud af lufthavnen førte Marcelus dem begge hen til en sort Cadillac hvor en chauffør stod og holdte døren. Marcelus trådte til siden så Kyung kunne sætte sig ind først på bagsædet. Hvorefter han selv ville sætte sig ind efterfølgende hvis han satte sig ind.

//Bilen: https://st.automobilemag.com/uploads/sites/11/2016/08/Cadillac-Escala-Concept-Front-Three-Quarter-2.jpg?interpolation=lanczos-none&fit=around|660:440

Kyung vidste at når først hans advokat ville komme ind til ham, ville der komme styr på det, for han vidste dette ville ske og han vidste også godt at hans far ville forberede advokaten på det og ikke mindst have alle papirerne i iorden. Han var ikke stolt over dette og han vidste godt samtlige grunde til at han var her! Han hadede det, men måtte bare sande at dette var virkeligheden.

Han havde følelsen af bare at sige fuck det hele og gøre hvad der passede ham, han vidste hans advokat havde undgået at han røg i fængsel. Og på et eller andet tidspunkt ville han nok ikke kunne forhindre det mere. Følelsen af bare at kunne fucke alting helt op og ryge ind var faktisk bedre end at han skulle havne på den skole! Skole havde aldrig sagt ham ret meget, han kunne ikke engang få lov til at lave den han brændte allermest for at gøre. Sin musik og sit band! At leve livet som han ville.

Han fulgte ikke ret meget med i samtalen mellem Marcelus og tolderne, han vidste at han nok skulle komme videre her fra om lidt og alle de papir som Marcelus smed en efter en af på bordet, ville han faktisk gerne læse tros han var myndig mente hans far ikke det var nødvendigt, så havde tolderne tænkt sig at spørge ham hvad der stod i papirerne ville han ikke kunne svare på de, Han så flere gange på hans advokat. Indtil han sagde at de nu skulle gå var Kyung ikke langsom om at rejse sig. ” jeg håber fandme nogen brækker sig over jeres aftensmad i aften” sagde Kyung rettet imod dem på koreansk om de fattede det? Det ragede ham. Regler og tiltale måder? Det var ikke noget der eksisterede hos Kyung og han vidste at Marcelus vidste det. Han havde aldrig kunne indordne sig efter ret mange regler og have respekt så andre? Så længe de ikke havde respekt for ham, hvorfor skulle han så have det overfor dem? Trangen til at træde ved siden af og leve sit liv på kant mod loven, havde bragt ham så mange gange i fedte fadet og bl.a. her til England. Med viden om en Advokat skulle rende ham i røven konstant, det var måske ikke helt sådan det var men det var sådan han så det. ” tak” sagde han til Marcelus da de var kommet ud og på vej over til bilen.

” jeg kommer til at rådne op her” mumlede han svagt og ledte efter en pakke smøger i sine lommer… Nope han havde måtte aflevere dem til sin far inden han blev sat på flyet. Normalt røg Kyung heller ikke, i hvert fald ikke til dagligt ” gir du en smøg?” spurgte han, velvidende at Marcelus røg. ” en øl ville heller ikke gøre noget” mumlede han blot for sig selv. Alkohol? Var roden til alt ondt hos Kyung. ” Hvorfor er det lige netop den skole? Jeg hader at gå i skole ” sagde han irriteret som de kom hen til bilen. Han var vant til at se luksus biler, hans far havde 4? hvorfor lige 4? han kunne jo ikke køre i alle 4 på samme tid, tros Kyung havde kørekort have han aldrig fået lov at køre i en af dem efter han havde lavet en lille ridse sin mors bil.

Marcelus vendte blikket imod Kyung mens de gik imod bilen. ”Det ville være nødsaget at du var død for at rådne op. Du er vel ikke på grænsen til selvmordstanker er du? Så bliver vi nød til at køre dig på Psykiatrisk.” Han løftede blikket imod bilen igen og lyttede til hvad han sagde. Han sukkede kort. Før han fandt sin pakke frem. Og fandt en op af pakken som han rakte til Kyung sammen med en lighter. ”Der er whisky i bilen. Men kun et glas. Jeg kan ikke fokusere på mit arbejde hvis du drikker dig fuld. Det kan du gøre på skolen.” Sagde han og vendte blikket imod Kyung. ”Jeg ved godt denne situation ikke er ideel. Men det var dette her eller militærskole. Og der kunne du lige så godt sige farvel til alkohol. Musik. Ja selv sene aftener. Her har du lidt frihed. Og se på den lyse side.” Han løftede blikket igen og smilede svagt. ”Du slipper for dine forældre i noget tid.” Han nikkede til chaufføren mens han rykkede sig til siden for at få Kyung ind i bilen. Og satte sig ind efter. Før døren blev lukket og chaufføren satte sig ind på forsædet. Marcelus rullede vinduet ned så Kyung kunne ryge ud af vinduet. Før han rullede sit eget ned og fandt en smøg frem selv. Samt endnu en lighter. Som han så tændte smøgen med. ”Bare prøv det og se hvad du synes om det. Det er kun 5 år i dit evige liv. Tag det med ro.” Han vendte blikket imod Kyung igen. ”Tålmodighed er en ting du er nød til at lære i vores liv. Hvordan tror du folk ville kigge hvis en musiker er på scenen og bliver verdensberømt i 50 år uden at blive et år ældre? Det skal gøres taktisk og rigtigt. Så fokuser på de planer frem foran dig i stedet for at være irriteret over din situation nu.” Han fandt 2 glas frem og en karaffel med whisky i. Som han hældte et par centiliter i hver før han lagde den på plads. Og rakte det ene glas til Kyung. Chaufføren begyndte at rulle for at få dem af sted mod hans kontor.

Kyung så på ham og kunne ikke lade være med at rulle med øjnene ” hvad tror du selv?” svarede han bare til hans spørgsmål om selvmordstanker, nej selvfølgelig havde han ikke det! Hvordan tog han lige netop den sætning så seriøst?... ” drop det der Marcelus, jeg ikke selvmordstruet, jeg vil bare gerne have det liv jeg vil have og ikke det min far og myndigheder mener” sagde han blot lettere irriteret inden han tog i mod smøgen ” det skulle ikke undre mig at min far har sat dig til at styre min økonomi også? Jeg har ikke noget arbejde, og pengene skal jeg vel have?” sagde han og så på ham med et lettere provokerende smil. Han skulle nok selv bestemme om han ville have et arbejde, og hvilket slags.. Hvis ikke hans far sørgede for at give ham pengene, men hvis han selv skulle tjene dem, var der ingen der skulle bestemme over dem.  ” Fedt! Whiskey jeg trænger!” sagde han begejstrede men sukkede lettere irriteret over at han ikke måtte drikke sig fuld.. Heldigvis kunne han ikke overvåge Kyung konstant og der ville blive masser af tid til at drikke sig fuld. ” Jeg ved det godt, hellere dette en militærskole… Jeg kan ikke leve uden alkohol og mit musik” mumlede han blot stille, han vidste jo at Marcelus havde ret og han vidste godt at han kunne risikere at ende der hvis han ikke snart blev ”voksen” som han far mente.  ” ja det vel også det ene lyse på denne side” sagde han med et lille grin. ” 5 år føles måske som en evighed lige nu men i det mindste har jeg min egen mobil og mit gamle nummer, så kan jeg snakker og skrive med mine venner” sagde han og hoppede ind i bilen og satte sig til rette. ” jeg prøver, min taktik er finde en masse lækre fyre og drikke en masse alkohol og dyrke en masse sex” sagde han og grinte til Marcelus, det var en joke i det men også en anelse alvor som dog ikke var til at spotte. ” jeg driller” sagde han og rystede på hovedet ” jeg skal passe min skole, jeg har selv valgt mine fag og jeg skal opføre mig ordentligt” sagde han kort efter og så længselsfuld på glasene som der blev hældt op, han var lige ved at tage flasken selv for at hælde mere i sit men lod være. Dog blev det tømt hurtigt, inden han nåede at smage på det, det skulle bare ned.  ” hvad er så planen nu?” spurgte han og så på ham. Han vidste han skulle hen til skolen før eller siden men han havde i sinde at trække tiden så meget ud som muligt. han formaning om at han skulle slappe af og tage det roligt for han ville ikke ældres som almindelige mennesker. " Seriøst Marcelus, jeg har hørt på den der i hele mit liv okay... " svarede han lettere irriteret, han var ligeglad med hvordan folk ville tænke, så længe han var verdens kendt rørte det ham ikke.

Han trak på skuldrene. ”Jeg betaler dine regninger fra din fars penge og så får du de resterende. Din far bedte mig om at være mere opmærksom. Men jeg er ikke din babysitter. Jeg har ikke tid til det. Så hvis du lover mig at holde dig hydreret og mæt så kan du gøre med resten som du vil.” Han vendte blikket imod Kyung og gav ham en chance for at vise sig som en voksen ved at love ham noget og holde det. ”Hvis ikke så tager jeg pengene tilbage igen. Jeg gør noget jeg ikke burde. Men du skal ha chancen for at sørge for dig selv. Få mig ikke til at fortryde det Kyung.” Hans koreansk var lettere flat der var ikke så meget accent eller udtalelse over det. Han kunne koreansk flydende men ikke med dialekt. Så Kyung ville kunne forstå ham fint men han udtalte muligvis nogle af ordene lidt forkert i forhold til indfødte i Korea. Han grinte svagt over hans kommentar om det var bedre. Og greb fat i hans skulder med den hånd ind til ham. ”Kyung jeg er her ikke for at være din fangevogter. Hvis du holder dine løfter til mig vil jeg også holde mine løfter til dig. Det betyder at du vil primære ha frie tøjler. Og hvem ved med tiden kan jeg muligvis give dig muligheden for at flyve i mit privatfly hjem i en weekend engang imellem. Uden dine forældre ved det.” Han smilede kort til ham.

Hans kommentar om sin taktik fik ham til at smile og ryste på hovedet. ”Så længe du passer dine fag så er fritimerne dine til at bruge.” Han tog en tår af sit glas mens han slap Kyungs skuldre. Og så ud af vinduet ved ham. ”Jeg ved godt du har hørt det hele dit liv. Men jeg har mærket det mit. Og jeg er trods alt 2000 år ældre end dig. Så lyt til mig. Du kan sagtens blive berømt alligevel. Flere gange igennem generationerne. Du bliver berømt og slår igennem i små 5 år. Efterlader en stor bule i musikens verden. Kommer tragisk ud for en bil ulykke. Og om 100 år så starter du forfra.” Han vendte blikket imod Kyung igen. ”Eller håbe på din evne har noget at gøre med alders ændring.” Sagde han og grinte svagt. Før han tog en tår mere af glasset. Nød hver tårs smag. De enkle glæder. Han havde selv været en ung person. Dumdristighed. Det skulle nok komme. Men han håbede bare det var før han blev spændt fast og testet på...

Kyung så på ham som han begyndte at tale om pengene fra hans far og regninger og alt muligt andet.. Han skulle til at ryste på hovedet og rulle øjnene, for han havde forventet at Marcelus skulle være hans babysitter men det der kom ud af ham, fik ham bare til at smile stort og føle sig noget værd. ” Tak Marcelus, det lover jeg dig” sagde han og så på ham, han havde aldrig været god til at håndtere penge, de røg altid for hurtigt på alt muligt lort. Men når han alligevel skulle bo på skolen og fik mad og andre ting derfra var det jo ikke det vigtigste han skulle bruge sin penge på. ” Jeg vil gerne bevise at jeg faktisk er voksen, har bare aldrig fået muligheden af mine forældre” sagde han og så på ham. Han foretrak koreansk og var derfor også glad for at Marcelus talte koreansk til ham. Selv at det ikke var lige så godt som Kyungs så forstod han hvad der blev sagt også de små fejl han lavede men gjorde ikke noget ud af det. Selv Kyung havde problemer og udfordringer med det Engelsk tros han kunne tale det.

Han så å ham og nikkede ” det sætter jeg pris på, jeg har ikke sinde at skuffe dig” sagde han og så på ham med et nik og smil. Han var oprigtig, at han nok ikke ville være den bedste til at holde det, betyd ikke noget for ham! For han skulle holde det! Han vidste at dette efter hånden ville være sidste chance, han kunne ikke blive ved med at have en advokat der hoppede og sprang for ham. ” jeg passer fagene, det er heldigvis fag jeg gerne vil have” sagde han og sendte ham et smil og et nik. Han havde noget at leve op til, ikke bare at han skulle holde sig inden for loven og passe sin skole men også overfor sine forældre. ” Du ved mest om livet, og jeg har nærmest ingen erfaring i forhold til dig, jeg skal nok tage det stille og roligt og gøre mit bedste” sagde han og rakte ud efter Whiskey flasken, den der flyve tur trængte til at blive skyllet ned med mere Whiskey. ” jeg har ikke opdaget min evne endnu” sagde han og så ud af vinduet, det var pinligt og flovt! For samtlige af hans venner som var andet end et almindeligt menneske havde fundet deres for længst. ”Hvad nu hvis jeg aldrig får en evne? Så vil jeg skuffe mine forældre endnu mere, de har deres men jeg har ikke nogen” sagde han og kiggede ud af vinduet, det var flovt og havde altid været det for ham siden han opdagede sine venner havde fundet deres evner.

Marcelus så mod Kyung kort. ”Jeg ved det. Og du er nød til at lære af dine fejl. Så der ikke noget der hedder anden omgang. Hvis du bruger alle pengene op så er det ærgerligt. Så prøv at få dem til og holde.” Han smilede kort til ham. Han følte sig lidt som en onkel. Måske ikke den bedste onkel. Men han kendte til hvordan det var at have en far der ikke ville være der for ham. Og holdte ham nede. Marcelus far brugte dog bare næverne i stedet for ord. Men det ændrede ikke på at han følte sig kvalt og påtvunget et liv han ikke ville have. Hvilket var derfor han har været så engageret i Kyungs liv. Selvom han burde holde forholdet professionelt.

Han grinte let over hans svar med det var hans egne fag. ”Ja din far var ikke nem at overtale. Han ville hellere ha du fik jura eller noget i den stil. Og selvom jeg selv godt kan li jura. Så tror jeg ikke det ville være noget for dig.” Han tog flasken og rakte den til Kyung med et roligt nik der fortalte ham at han troede på ham.

Evnerne. Han huskede også den del. ”Evner er sjove. De kommer først frem når du faktisk har brug for dem. Jeg var 30 år da min første evne kom. Og over 1800 da min anden kom. Så vær ikke bekymret de skal nok komme. Og jeg tror det bliver lige præcis det du har brug for.” Sagde han med et sikkert blik og et fast smil. Der var ingen tvivl i hans sind om at det ville ske. Når han havde brug for det.

Kyung så på ham og orkede ikke lige at høre de ord der kom fra om, at der ikke var en anden omgang.. Det vidste han godt og der lå et ret stort ansvar på hans skuldre nu, han skulle virkelig bevise at han var ved at blive voksen, hvis han nogensinde skulle se sin familie igen. Det var sådan han havde opfattet hentydningen fra sin far.. Tros hans mor ikke var enig om denne måde at gøre tingene på, men hun havde ikke et ord og skulle have sagt da hans far tog dette valg. ” Jeg skal prøve, har sku aldrig været god til det med at holde styr på pengene, de har jo altid bare været der” sagde han med et lille grin.

Det var noget underligt for Kyung faktisk at kunne snakke som han gjorde med Marcelus, havde han gjort det mens hans far havde været tilstede, ville Kyung være helt sikker på at Marcelus blev skiftet ud eller at hans far ændrede tone til Marcelus, det var Kyung på ingen måde interesseret i skulle ske. Marcelus og ham talte godt sammen, tros han burde forholde sig professionelt. Var det bare som om alting var så meget nemmere at snakke om når det var Marcelus han snakkede med frem for alle mulige andre. Det kunne godt være at han var advokat men Kyung så ham også lidt som en ven eller nok nærmere en onkel som faktisk forstod ham. ”Min far har den holdning at jeg som hans eneste barn ikke skal ødelægge hans og min mors omdømme, de jo ikke ligefrem helt almindelige kirurger som du ved, de vidst nogen af landets førende inden for hvad end det nu er de laver” sagde han ligegyldigt. ” han mener jeg skaber skam over familien og slægten ved at vil være musiker” mumlede han blot og kiggede på flasken som Marcelus rakte ham, han var noget fristet til bare at hive proppen af og sætte den for munden, men det var måske ikke lige frem den bedste måde at gøre tingene på, på sin første dag i et nyt land og over for sin advokat han lige havde lovet guld og grønne skove…

Kyung hældte op i glasset noget mere end Marcelus havde gjort til at starte med. Næsten hele glasset fyldt inden han rakte flasken tilbage til Marcelus og tog en stor tår af glasset. ” det var veltrængt” mumlede han og smilte for sig selv. ” hvad nu hvis jeg aldrig opdager min? Hvad nu hvis jeg slet ikke har en evne?” sagde han og så ned på glasset inden han tog en tår mere og så på ham. ” Det ville gøre min far endnu mere flov over mig og skubbe mig endnu længere væk, mon han sendte mig her til for at så var han af med mig? Og ikke længere skulle tage stilling til ting omkring mig? Og så betaler alt i håbet om jeg bliver væk?” sagde han og kunne mærke at han blev mere og mere vred over tankerne om netop dette.

Han nikkede forstående. Selvfølgelig havde pengene bare været der. Marcelus kostede 300 euro i timen for arbejde og var næsten betalt døgnet rundt efterhånden. Så selvfølgelig gav det mening at pengene bare var der. Han smilede til Kyung. For at forsikre ham om han havde tillid til ham. Han manglede bare muligheden for at vise han kunne. Hvilket var det han fik nu. Briste eller bære.

Han fandt et papir frem fra sin venstre inderlomme som han foldede ud. Der var en masse tal på såvel som engelske ord. Han så på Kyung kort før han valgte at oversætte. ”Efter længere tid undersøgelse er det blevet fremvist at muligheden for at blive en førende kirurg er højere end at være førende musiker. Men at musiker er meget bedre betalt og i sidste ende har et større ansvar.” Han foldede papiret sammen igen og lagde den i lommen igen. ”Musikere er inspiration. Styrke. Fremvisning. Fremtoning. Hvis du siger det forkerte til en meget inspireret fan kan det have store konsekvenser. Det undgår kirurger. For de er navneløse indtil der er brug for dem.” Han vendte blikket imod ruden hvor bygninger gled forbi dem en efter en. Mens de nærmede sig centrum. ”Jeg har set forrest hvordan en besættelse af en frontfigur kan koste en person livet.” Han talte om de krige han havde overværet. Dem alle sammen. Tusindvis af hengivne soldater slagtet for øjnene for ham fordi de fulgte en som de mente var deres leder. Han vendte blikket imod Kyung igen. ”Vis dine forældre de er forkert. Og husk at sende mig backstage pass’es til alle koncerterne.” Sagde han lettere grinene.

Han tog imod flasken og satte den på plads. Han trak på skulderen over hans evne. ”Hvad hvis du ikke gør? Ændre det på hvem du er nu? Hvis jeg har ret og folks evner kommer frem når der er brug for dem vil det så betyde at du er så perfekt der ikke er brug for evner? Eller at du er stærk nok alene til at kunne klare det uden? Og hvis han sendte dig væk hvordan kan det lade sig gøre at jeg bliver betalt? Ville det ikke være billigere at betale halvdelen af min pris for at holde folk omkring dig til at få dig til at blive? Eller sende dig på militærskole?” Han så ud af ruden på bilen igen. ”Kunne det lade sig gøre han satte mig på positionen fordi han har indset du lytter til mig. Og jeg forstår dig?” Han løftede glasset og tog en tår. ”Men gør det nogen forskel? Vis dig som ansvarlig nok til selvøkonomisk styrelse. Klar din uddannelse. Nå en form for selvstændighed. Så har jeg ikke mulighed for at juridisk at holde på dig selvom din far betaler mig for det. Eller endnu bedre. Tjen pengene til og ansætte mig. Så er jeg tvunget til at blande mig udenom på grund af juridisk sammenstød i interesser.” Han vendte blikket imod ham igen og fortsatte med at smile. ”Eller tag en dag af gangen. Glæd dig til i morgen. Gør dit for at gøre i dag til den bedste. Og lær af i går. Selv med vores evner og kræfter er vi i sidste ende kun levende væsner. Ikke guder.” Han vendte blikket imod ruden igen og smilede svagt.

De stoppede op ude foran en meget høj bygning. Chaufføren kom og åbnede Marcelus dør. Han trådte roligt ud af den. Før han vendte blikket imod Kyung. ”Du bestemmer selv om du vil med op eller blive i bilen.” Han vendte sig imod bygningen igen og knappede hans jakkeknap før han bevægede sig imod døren med hurtige og faste skridt.

Et sted var det jo mega fedt at komme væk fra forældre og danne sit eget nye liv og identitet. Men bare ikke for Kyung på samme måde, han huskede godt hvor fedt hans venner havde det når de fik egen lejlighed og skulle stå på egne ben. Kyung havde bare ikke haft den samme mulighed og nu var den der? Og han var skuffet og vred over det? Det gav måske ikke mening for mange hvorfor han var vred og skuffet over det. Det bundede nok mest ud i at han ikke selv kunne vælge, eller det havde han kunne enten var det skolen her eller militær skole og Kyung nægtede at gå på militær skole i Korea.. Han havde godt set hvordan det var endt for de af hans venner som tog den forkerte løbebane konstant. Deres forældre sendte dem afsted uden nogen mulighed for at vælge andet, så måske skulle Kyung bare være glad for det valg han fik selvom det var svært?

Den måde som Marcelus kunne forklare tingene på, gjorde det altid nemmere at forstå end når hans far gjorde det. Måske fordi hans far var af en gammel skole? Tros Marcelus var en deeeel ældre? Det handlede vel nok mere eller mindre om at Marcelus fulgte med tiden og ikke hang sig i de gamle det? Hans far var meget præcis med hvordan det var da han var barn og hvordan han var blevet opdraget, men hvad fanden kunne Kyung bruge det til? De levede jo forfanden ikke i det 1800 århundrede eller hvornår hans far nu var fra. ” Den måde du siger tingene og den måde du forklare dem på er til at fatte og forstå, havde det nu været min far… Ja jeg spare dig for det, for ved du har hørt ham flere gange, og han er bare slet ikke som du! Han hænger fast i alt det gamle dags tros du langt ældre end ham følger du med i udviklingen og hvordan tingene er i dag” sagde han stille og så på Marcelus med et stolt smil, havde han haft muligheden havde han da ikke sagt nej til at Marcelus kunne blive hans far… Men den gik nok ikke, selvom det måske havde været bedre? Eller ville det? Ville Marcelus blive som hans far hvis det nu skete? Og kunne det overhovedet lade sig gøre nu han var mydig? ” Du har ret, det jo ikke alle der har talentet eller mulighederne for at blive musiker, men nærmest alle kan blive kirurger” sagde han stille og så tænkende på Marcelus. Til tros for han var advokat og ansat af sin far, måtte han indrømme Marcelus vidste hvad han snakkede om! Der var ingen tvivl! ” Det ikke altid den der bliver tildelt en lederrolle som, er den perfekte leder” mumlede han stille til Marcelus. Den måde han forklarede om krigen og de ting han havde oplevet, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, det gav et gys i hans krop og han rystede kort ” Seriøst har du oplevet alt det? Påvirker det dig ikke?” spurgte han stille og helt stille, det gjorde nærmest helt ondt i hjerte at høre hvad han havde oplevet. ” De kommer til at indse og indrømme at de har taget fejl og gjort alt forkert, bare vent og se” sagde han og rettede sig lidt op i sædet og skyd brystet lidt frem, nok ikke særlig maskulint men det rørte ham ikke.

Hans svar på det med hans evne, fik ham til at tænke det var tydeligt at der blev tænkt godt og grundigt, han vendte kort blikket ud på vejen uden at sige noget, tankerne kørte rundt i hovedet på ham. Det var jo ikke evnerne som gjorde ham til den han var som Marcelus sagde. Måske var han stærk nok uden en evne? Måske var det derfor han ikke havde en? ” jeg ville gerne have en evne, men som du selv siger måske er jeg stærk nok uden? Måske jeg slet ikke behøver en?” sagde han tænkende ikke rigtigt som et spørgsmål Marcelus skulle svare på men mere bare tanker. Den måde Marcelus forklarede tingene om hans far, gav jo ret god mening, når alt kom til alt, for hvorfor havde han ikke bare selv Kyung på militær skole? Hvorfor havde han sendt ham til England for deres advokat kom fra og boede? Der var måske en mening med det? ” jeg ved det ikke, men du har ret hvorfor skulle han gøre alt det her hvis han bare ville sende mig væk? Han kunne jo lige så godt have sendt mig på militærskole” sagde han og så på ham. Det var rart at snakke med Marcelus uden sin far i nærheden for så skulle han ikke tvinges til at tiltale Marcelus med Sir og sådanne ting hans far nu mente man til talte en som Marcelus.
Det lyd så perfekt det med at skulle tage ansvar for sin egen økonomi, tage sin uddannelse og blive så selvstændig at han kunne klare alting selv og få penge nok til at kunne ansætte Marcelus som sin advokat.. Det hele lyd så perfekt og så nemt og lige til at gå til.. Men det var det bare ikke, måske for ham og for hans far men ikke for Kyung selv. Han havde jo aldrig prøvet det? Hans far havde jo aldrig givet ham muligheden for at bevise at han var myndig? Hans far mente jo det ikke var noget han kunne finde ud af. Men nu havde han muligheden? Han ville gerne tage den, men vidste også bare godt at der var så mange fristelser til at gøre de forkerte ting, alkoholen, fester, sex med fremmede mænd og stoffer? Ja han havde prøvet stoffer før ikke noget han gjorde sig i at ret meget og så sine smøger selvfølgelig. Det med stofferne vidste han at han aldrig ville blive afhængig af? For hvorfor? Det ville ødelægge alt for ham. At han havde trangen til at ville være fuld mere eller mindre hverdag var nok bare en flugt fra virkeligheden for ham… Dog en ting Marcelus ikke behøvede at vide. ” jeg har ikke tænkt mig at skuffe dig” sagde han stille og så på ham, han vidste at trådte han bare lidt ved siden af, ville Marcelus måske ikke være så god hjertet som han var og havde været indtil videre. Han havde tros alt holdt ham ude fra spjældet flere gange..

Kyung overvejede kort om han gad blive siddende i bilen og vente på Marcelus skulle komme tilbage til ham? Men nej han magtede det ikke og slet ikke fordi han ikke havde nogen smøger og vidste Marcelus havde smøger.. Han havde endnu ikke fået nogen penge, han havde lidt koreanske mønter, men dem ville han nok ikke kunne få meget for her… Han greb flasken med Whiskey og sit glas som dog hurtigt blev tømt i en mundfuld før han kravlede ud af bilen, for at haste lige efter Marcelus

Han grinte svagt over Kyungs kommentar om hvordan han fulgte med tiden. ”Ja og det var endnu en lærestreg jeg måtte lære på den hårde måde. Din far… Er en speciel sag på det punkt. Han lære det nok med tiden. Han er stadig ung i forhold til mig. Lige såvel som du er. Men det kommer. Bare vis ham det forkerte af hans veje på den rigtige måde. Og han vil forstå det med tiden.” Det var Marcelus sikker på. Ellers ville det også ha konsekvenser i sidste ende.

Han lyttede til Kyungs kommentar om det påvirkede ham. Han så på sit glas og drejede den gyldne farve rundt i glasset. Han havde lyst til at sige hver eneste dag. Men det ville være en løgn. Han havde været tæt på at bryde sin umenneskelige tilstand med en mand der lærte ham glæden ved livet. Der var intet seksuelt over det. Men det var en del af det. Tiden med ham var rar. Hvordan han passede sin kone og børn når han var hjemme. Og hvordan han ingen længder stoppede for at undgå at hans mænd skulle dø. Det var inspirerende. En rigtig leder. Men de rigtige ledere er altid de første der bliver ofret. Kongen dengang var ikke enig i at Marcelus ven skulle ha så meget indflydelse. Så han blev sendt på en selvmords mission. Marcelus og Marcelus’es ven var de eneste overlevende. Men kun fordi han forvandlede ham.
Han begik selvmord dagen efter i sollyset. Men ikke før han råbte en masse grimme ting om Marcelus over hvad han var.
Han lukkede øjnene kort. Før han sukkede og åbnede dem igen. ”Nej det gør det kun når jeg tænker på det.” Sagde han til svar for om det rørte ham. Han smilede svagt til Kyung. ”Godt. Sørg for det.” Han løftede næven for at slå knoer med Kyung for at vise han regnede med det.

Han smilede kort da han så på Kyung. ”Du har 5 år til at gøre hvad du vil. Brug det. Tænk på resten når du er færdig. Slip dine horn af. Jeg tør vædde på der er nogle flotte fyre du kunne være interesseret i.” Sagde han kort til Kyung som svar til han ikke ville skuffe ham. ”Tag en ting af gangen. Start med økonomisk ansvar og så tag resten som det kommer. Og hvis du fejler. Jamen så prøv igen.”

Han stoppede kort op og vendte sig imod Kyung. Så på ham med et halvalvorligt blik. ”Flasken.” Sagde han kort og så afventende på ham. Ventede på han gik tilbage og lagde flasken ind i bilen igen. Før han bevægede sig imod kontoret igen.

- En time efter -

Han bevægede sig ud af bygningen igen for at gå i retning af bilen. ”Så må vi hellere få dig til skolen.” Sagde han både imod bilen såvel hvis Kyung havde fulgt ham ind.

Marcelus var klog, måske nogen gange for klog? Han vidste jo alt, han kunne jo spørge ham om alt og så ville han kunne svare ham. Det var svært at finde ordene frem til hvad han skulle svare Marcelus, det var ikke rart at høre ham sige at når han snakkede om det påvirkede det ham.

Han valgte at lade tingene ligge for nu, han vidste ikke rigtigt hvor meget der var mere at snakke om det? Dog løftede han sin nævne lige som MArcelus og lod den mødes med hans med et stort smil ” jeg kommer ikke til at skuffe dig” sagde han stolt og rettede sig op, ” 5 år til at bevise min far at han kan mere end han tror bare fordi jeg er homoseksuel, mon jeg skulle gå hen og blive porno model, eller ej måske det bare ender med at tage livet af ham” grinte han for at få stemningen lidt op igen, han ville ikke have at MArcelus skulle være ked af det. ” en ting af gangen, økonomisk ansvar! Det starter jeg med, tænker det nok også er det bedste” sagde han og grinte lidt inden han kløede sig nakken.

” argh main” sagde han og så Marcelus blik og hørte godt hans ord, han overvejede at sætte den ind og blive i bilen mens han ville drikke den hele inden Marcelus kom tilbage ” jeg drikker ikke det hele” sagde han og prøvede lige en sidste gang inden han, så hans blik endnu engang og valgte at sætte den ind, inden han forsatte efter ham. ” Den er bare god og smager mega godt” sagde han og grinte lidt. Han var allerede kommet i bedre humør, men en blanding af deres snak og at han havde drukket noget af den gode whiskey der ikke smagte som de billige han var vant til at købe.

--- En time efter ---

Kyung så på ham ” virkelig? Kan jeg ikke få min egen lejlighed?” sagde han og så bedende på ham, han ville meget hellere have sin egen lejlighed end at skulle bo på et værelse på en skole med andre ” jeg gider ikke bo på et lorte værelse med en eller andet spade der ikke kan holde orden og styr på sine ting … come on Marcelus” sagde han og prøvede virkelig at lave sine bedste hundeøjne han overhovedet havde kunne lave. Han havde håbet på en lejlighed men vidste godt det var værelset på skolen der var han mulighed men kunne han få sit eget? Så foretrak han det ” bare sådan en 3 værelset eller sådan noget” sagde han og så på Marcelus. Inden han satte sig ind i bilen og så på ham, ” BE OM BE OM BE OM BE OM BE OM” forsøgte han uden at grine, det var dog ikke helt nemt, for han kunne ikke selv tage sig alt for seriøs.

Han vendte blikket imod Kyung da han snakkede om pornomodel. ”9 milliarder euro i indtjening sidste år. Det er ikke en dårlig forretning at starte i.” Sagde han uvidende om det var en joke. Marcelus havde ikke sine menneskelige følelser så han forstod ikke sarkasme som sådan da han ikke helt forstod joken i det.

Han syntes det lød fornuftigt med økonomisk ansvar først. Såvel som det gjorde at Kyung kunne få lov til at have lidt frihed i sin dagligdag. Han smilede kort over hvordan han lød begejstret for at vise sin far forkert. Det var Marcelus sikker på han ville. Det ville ikke engang tage ham de 5 år det tænkte han. Og desuden han havde mange år foran sig så han kunne lige såvel tage den lidt med ro og hygge sig når han stadig havde muligheden. For at skabe sig en karriere i en branche så hård som musik ville kræve års dedikation. Det ville han ikke kunne hvis han ikke fik noget frihed. Og Marcelus ville mere end noget andet gerne se ham få success.

Han smilede kort da Kyung endelig satte den ind på plads. Og førte dem ind i bygningen for at udføre det arbejde han var nødsaget til.

– En time senere. –

Da de endelig kom ud igen bagefter og han begyndte at snakke om en lejlighed sukkede Marcelus kort. Og førte dem begge hen til bilen. Efter de sad der inde og han begyndte at bede grinte han svagt. ”Fint. En måned på skolen. Hvis det ikke er noget for dig så finder vi en 2 værelses lejlighed til dig.” Han vendte blikket imod Kyung. ”Og hvis jeg høre et enkelt problem med det forslag så bliver det en etværelses studielejlighed på størrelse med et kosteskab.” Sagde han tydeligt alvorligt. Da han ikke gad og høre på tiggeriet.

Kyung overvejede inderligt som de satte sig ind i bilen igen at invitere Marcelus på en drink på en bar, der måtte forfanden vel være sådan noget her i området ellers kunne han godt sige Marcelus at han dagligt ville få besøg i hans barskab! Han var slet ikke i tvivl om han havde et barskab! Han havde Whiskey i sin bil og så måtte han for fanden da have et barskab! Det skulle han nok finde ud af før eller siden det krævede bare tid og planlægning!

Om Kyung var ved at blive alkoholiker? Det mente han ikke selv, det smagte godt og var en god ting at drikke for at komme væk fra alle ens tanker og det skadede jo heller ikke! En af hans venner havde fortalt ham at det var sundt og kun gjorde tingene meget bedre… Eller var det, det han havde sagt? Kyung havde været så fuld og påvirket af mere end bare alkohol da han havde fået det fortalt… Men det var sundt og det var det holde fast i. ” Skal vi ikke starte min første dag med vi skipper skolen? Og tager direkte på bar?” sagde han først ment som en joke og alligevel ikke helt.

At Marcelus ikke lige mente at han orkede at høre mere om han tiggeri og brokkeri om skolen, og med det toneleje og alvor der var i hans stemme kryb han nærmest sammen som en lille mus! Han havde respekt for Marcelus det vidste han og Marcelus godt. Han var ikke bange for ham, som sådan men han havde respekt for ham. ” okay” sagde han stille og kiggede på ham, velvidende at Marcelus havde lukket den der og der ikke var noget mere at sige til det.

Han vidste ikke hvor langt de skulle køre endnu, men hvor var det fristende når han kiggede ud ad vinduet at holde øje med de forskellige bare og diskoteker de kørte forbi, ulempen var bare at der INGEN VAR!!! Han kunne vitterligt ikke få øje på et eneste sted, hvor der var mulighed for at tage en drink eller to og finde en fyr eller to. Han valgte at rykke sig lidt frem og tog flasken for at ville fylde hans og Marcelus’s glas op igen ” jeg har hørt fra en klog en at alkohol er sundt og godt for nerverne og du ligner en der trænger til det. Har du flere smøger?” sagde han og smilte for at prøve at vende tingene væk fra at han lige havde følt sig så lille som en mus der bare ville krybe ind i sit musehul.

Han satte sig ind i bilen kort efter at Kyung havde sat sig ind inderst. Han tog det gamle glas fra før og stillede ned på en hylde nede ved gulvet. Før han tog et nyt. Kort efter så han ud af ruden. Burde han drikke mere? Kyung havde allerede fået rigeligt syntes han selv. Men på den anden side han var engel? Var det anderledes for dem? Han syntes ærlig talt at Kyung drak meget på kort tid. Hvilket burde ha bekymret ham men det gjorde det ikke. Kyung var trods alt ikke hans barn. De var venner ifølge Kyungs egne ord. Men var det virkelig det de var? Burde han blive mere professionel? Tankerne kørte rundt i hans hoved i takst med han tænkte over hvordan det ville være at tænde hans følelser igen. Men det var næsten 2 årtusinder siden. Hvad hvis alt han havde gjort røg direkte tilbage på ham? Han vendte blikket imod Kyung kort da han snakkede til ham.

Han så undersøgende på Kyung. Og løftede kort brynene da han snakkede om at skippe skolen. ”Synes du selv det ville være fornuftigt? Du har selv valgt klasserne. Men vil alligevel skippe skolen?” Han så undrende på ham som om han prøvede at regne ud om der var en grund til han ville skippe dagen. Før han roligt begyndte at smile. ”Kyung? Er du bange for at starte noget nyt?” Spurgte han kort og så afventende på Kyung.

Chaufføren kørte og han hørte hvordan Kyung svarede ham stille. Han sukkede kort. ”Jeg beklager Kyung at jeg er nød til at være sådan. Jeg vil gerne høre på dine ønsker og følge dem til bedste mulighed. Men jeg kan ikke bare tillade mig at bruge mine kontakter til at finde dig en lejlighed. Jeg starter en søgning for dig. Så når der er en der bliver ledig kan du flytte ind. Men du er nød til at vende dig til at bo på skolen lidt først. Hvem ved? Måske får du en pæn værelseskammerat.” Han smilede kort for at fremvise Marcelus ikke ville gøre Kyung sur eller ked af det. Han var bare nød til at lære ham visse glæder var ventetiden værd.

Han lod Kyung hælde op i hans glas og tog en rolig tår af den for ikke at virke respektløs over for en opfyldning. Før han lyttede til hans ord og så lidt skeptisk ud. ”Siden hvornår har alkohol været sundt?” Spurgte han undrende. Dog fandt han sine smøger frem fra sin inderlomme sammen med hans lighter. Han tog selv en først og tændte den. Derefter rullede han vinduet op. Og så ud af ruden igen.

Kyung så mere Marcelus som en ven og ikke som en advokat og alligevel, men der var vel fordele ved at være venner med sin advokat? Så kunne man jo få tingene lige som man ville have dem? Man kunne bare få ham til at presse på med en retsag eller sådanne ting. Det var jo nemt nok, når han nu var advokat de kunne jo få lov til mere eller mindre alt, de vidste jo lige præcis hvordan man skulle gøre det. Kyung vidste godt at det der med følelser hos MArcelus var nogo, han havde dem ikke som så mange andre havde og faktisk havde Kyung ikke noget problem med det, eller jo engang i mellem kunne han godt, men det var nok mere fordi han ikke altid mente at Marcelus forstod ham som hvis han havde haft sådan nogen følelser! Han kunne ikke huske hvad ordet for de følelser hed, faktisk havde han ikke så meget styr på alle de der ”professionelle” ord som Marcelus kunne komme med.

Et sted var det frygten for noget nyt som gjorde dette, det var frygten for ikke at passe ind og være lige som de andre frygten for at blive gjort til grin fordi man var født som falden engel. Frygten for at blive gjort til grin fordi han var über gay og ret feminin på mange områder. Måske også derfor han drak mere og mere af den whiskey, han vidste at drak han nok af det og blev nok fuld ville han ikke få lov til at komme til timerne og så kunne han skippe skolen og måske gøre det sammen igen dagen efter? Han hadede nye ting, han frygtede det mere end noget andet! Der fandtes ikke noget mere modbydeligt. Han huskede godt dengang hans far sendte ham på en musik skole i USA, det var det værste i hele hans liv, måske der frygten kom fra? Han hørte godt Marcelus spørgsmål men i stedet for at kigge på ham valgte han at kigge ud af vinduet. Han vidste ikke hvad han skulle svare eller hvad han skulle gøre lige nu! Han ville være svag hvis han bekræftede det, ville Marcelus grine af ham? De fleste unge på Kyung aldre af dem han kendte, elskede nye ting og elskede at starte noget nyt, men de gjorde det også altid sammen med vennerne, hver gang Kyung skulle starte noget nyt var det altid alene uden nogen som helst. ” ja” mumlede han meget lavt med et lille håb om at Marcelus ikke hørte ham, han blev helt rød i hovedet af flovhed og skyndte sig at tage hætten på hans trøje over hovedet for at skjule det mens han holde blikket ud af ruden.

Snakken om lejligheden og skolen, var det værste! Men Marcelus svar gjorde det ikke meget bedre overhovedet! Han hadede det svar! Han kunne ikke bruge det til noget. ” det lige meget, du forstår det alligevel ikke” sagde han stille uden at kigge på Marcelus, han kunne mærke han blev ked af det. Det her var ikke så nemt som det måske så ud til! Han var nærmest på den modsatte side af jorden, uden sin familie uden sine venner uden noget som helst! Kun de ting han havde med i flyet plus nogen få møbler. Han mærkede allerede den første tåre trille ned af kinden som han sad og så ud af vinduet. Han håbede ikke Marcelus kunne se det, tros han havde hætten på. Det var pinligt at tude når man var en mand! Men så meget mand var Kyung nok heller ikke når det kom til stykket. Han sagde forsat ikke noget, han skyndte sig at gemme sig væk igen som han havde hældt op til dem begge. ” siden altid” mumlede han bare og prøvede virkelig ikke at begynde at snøfte, for så ville Marcelus gennemskue at han sad og var ked af det lige med det samme. ” Alkohol virker på alt” sagde han bare og trak på skulderne og tømte sit glas.

Marcelus hørte udmærket Kyungs svar. Hans høring gjorde det var nærmest umuligt for ham at undgå det. Han smilede kort. ”Det burde jeg nok også være. Frygt er en fornuftig følelse at have hvis man bruger det rigtigt. Og hver gang du overvinder det så bliver du stærkere.” Sagde han og så på Kyung kort. ”Har jeg hørt hvertfald.” Sagde han med et svagt grin før han vendte blikket imod ruden igen. Bygning efter bygning førte dem igennem i takt med de nærmede sig skolen. Chaufføren vendte halvt ansigtet imod dem mens han stadig holdt øje med vejen. ”Ti minutter Hr. Blackwood. Så er vi der.” Marcelus nikkede kort og smilede svagt. ”Tak Jacob.” Den korte samtale mellem chaufføren og Marcelus var første gang i noget tid han havde snakket Engelsk. Men det var nødvendigt da Chaufføren ikke kunne tale andet sprog.

Han løftede øjenbrynene men besluttede sig for at lade den ligge før han vendte blikket imod ruden igen. ”Jeg forstår ikke så meget Kyung. Det beklager jeg meget.” Sagde han kort. Marcelus var ikke så klog på følelser. Han havde ingen. Og den viden han forstod om dem rækkede desværre kun så langt. Så når Kyung sagde han ikke forstod det gjorde det ham utilpas. For han ønskede ikke Kyung skulle tro han ikke prøvede at forstå. Han gjorde sit bedste.

Marcelus så kort på glasset som var hældt op. Tog den tår han følte var nødvendigt. Og så så ud af ruden igen. Han følte sig utilpas. Som om han var endt i en situation han ikke ønskede. Før han sukkede kort og så fremad igen. Toppen af skolens bygninger begyndtes langsomt at kunne ses. Derfra kunne de skilles og Kyung kunne få lov til at være i fred. Marcelus ville gerne undgå at kommentere på den fakta at han kunne lugte lugten af salte tåre. Og den måde han ændrede holdning på. Kyung var ked af det. Og Marcelus ville gerne undgå at blande sig eftersom det ikke virkede til Kyung ville ha han blandede sig.