A meeting in the dark - Caine Rothwell

At sige det her var en helt almindelig aften for Jun-ho ville være noget af en løgn. Eller, okay, for hans nye tilværelse, var det vel egentligt en helt normal aften. Men det var ikke noget han selv havde helt vænnet sig til endnu - de nye instinkter overtog bare før han vidste af det. Det var... Mærkeligt. Skræmmende, på sin vis, hvordan han helt kunne miste kontrollen sådan her. Han havde aldrig oplevet noget lignende førhen. Hverken som menneske, eller som engel.

Men her var han, og så ned på staklen der havde været ofret for at hans instinkter slog sig løs i denne omgang. Et menneske, en kvinde, i slut teenage årene, der nu lå på jorden og stirrede livløst op, ud i intetheden. Bidmærket på hendes hals hvorfra det sidste blod stille og roligt gled ned a fhendes hals fra, bar vidne til præcis hvad der var sket her. Jun-ho havde været ude at gå en tur for sig selv,en af de første ture han havde haft helt alene uden at Gabriel var der sammen med ham. Han havde været sulten - de havde ikke spist i flere dage - og sulten havde overkommet ham, det øjeblik han lugtede menneskeblod.

Tøsen havde gået rundt på bare tær, og været så uheldig at træde i et stykke glas, højst sandsynligt fra en knust flaske, og lugten af det friske blod havde fået de nye instinkter i Jun-ho til at tage over. Næste ting han vidste, så han ned på hendes livløse krop, mens smagen af blodet, og følelsen af at det stille og roligt gled fra hans mundviger ned af hans hage, og det faktum at han kunne mærke hans hugtænder var fremme, ved at køre tungen ind over dem, ja, det fortalte hamnoget såklart, lige præcis hvad de rvar gået for sig her. Fuck... han troede han ville have bedre kontrol end det! Godt nok var han meget ny til alt det her, ja, men sådan nærmest at få blackout mens instinkterne talte? Det var alligevel lidt skræmmende... Han bed sig let i læben og kørte en hånd gennemsit hår,frustreret over at han ikke kunne styre sig selv bare en lille smule bedre. Hvordan skulle han nogensinde klare at være på skolen igen, så?!

Ahhh hvilken fantastisk aften det havde været.... Han foretrak altid at hans handler blev opfyldt men når der nu var langt imellem fjolser der ville give deres sjæl, så var et kontraktbrud en buffet!
Caine tog et par dybe indåndinger og fandt lige sig selv så hans øjne ikke var sorte længere og gik ud af lejlighedsbygningen. Tilbage i lejligheden lå det ligblege og nærmest tørre lig fra den unge mand der havde troet han kunne snyde sig udenom en sådan handel.

Outfit

Som han stod ude på gaden, tændte han sig en smøg og tog et hvæs imens han lige kiggede rundt efter vor han ville hen.
Egentlig røg han ikke men det var nu meget hyggeligt en gang imellem. Til sidst besluttede han sig bare for at finde sin bil igen men han nåede ikke ret langt inden han hørte et eller andet inde i parken. Det var for langt væk til at han kunne sige hvad det var men stadig nok til at vække hans nysgerrighed.
Han sørgede for at gå i et roligt tempo indtil han så en scene der mest af alt mindede om en vampyrfilm. Kort smilede han og sagde: "Hmm... Some mess eh?"

Jun-ho havde været rimelig fokuseret på hans egne rimelig blandede følelser over det derlige var sket. Normalt ville han nok have følt en hel del mere skyldfølelse end han gjorde nu, men man skulle ikke være særlig længe sammen med Gabriel førend at end moralske værdier nok gled en anelse. Jun-ho's inkluderet.

Men siden hans fokus havde været der, så opdagede han først at der var kommet en anden hen til dem, da han hørte en mandestemme tale. Det gav et lille sæt i ham, og han så brat over på ham. Han sank en lille klump, og trådte et skridt væk fra liget, som om det ikke lige var ham selv der havde slået hende ihjel. "... I guess... What's it to you, huh?" sagde han så, dog uden at se på manden, han så væk, til siden, istedet - netop grundet han ikke helt vidste hvordan han følte omkring alt det her, og han kunne også lugte på manden, at han i alt fald ikke var menneske. Han lugtede... Mørkere? Hvis man rigtigt kunne sige det om en lugt.

Caine gik roligt hen til ham og holdte hænderne så den unge vampyr kunne se dem. "Don't worry i won't tell.... Just a surprise on such a night..... Here...." Så rakte han den unge vampyr et silketørklæde fra lommen inden han pegede på sin mundvig. "Try and clean yourself a little... It helps your mind to calm down a little....."
Derefter knælede Caine ved siden af liget og mærkede ved hendes hals. Ikke for at se om hun var død, det var hun tydeligvis men lige så meget for at få et indtryk af hvor voldsom hændelsen havde været.
"Well too late to bring her back.... "
Så rejste Caine sig igen og sagde: "I am Caine by the way.... Whatever was your mind before, still haunts the vampiric nature now doesnt it?....."

Som manden trådte tættere på, så Jun-ho dog hen på ham igen, og de brune øjne fandt kort mandens øjne, før han kiggede ned på silketørklædet han blev tilbudt. Han sukkede, men nikkede så til tak som han tog imod det, og fik tørret sig godt og grundigt om munden - og fik også endelig trukket hugtænderne lidt mere ind, så de ikke var så fandens tydelige som de havde været lige før.

"... If you're asking whether I'm still myself and not completely lost, then the answer is yes." svarede han derefter Caine, og strøg en hånd gennem sit egen afblegede hår. "I'm Jun-ho." sagde han så, efter han nu også lige havde fået mandens navn at vide, så fortjente han vel egentligt også at kende til Jun-ho's... I alt fald ifølge helt normal høflighed.

Den unge vampyrs opførsel indikerede fortrydelse og skam over hvad der var sket, hvilket også var grunden til at Caine havde tilbudt tørklædet. Han lod jo til at have styr på manerer og god skik så derfor gættede Caine ligeledes på at han gerne ville have tørret ansigtet.

Så bukkede Caine på allerfineste maner som om han selv boede i Asien inden han sagde: "Good to hear... Nice to meet you Jun-Ho..... "
Caine kiggede sig lidt omkring inden han sagde: "Now... What do you say we go somewhere else and let things quiet down... I will take care of the mess for you...."

Efter han havde fået tørret sig om munden, og generelt fået de flestebeviser på hvad der var sket, væk - bortset fra liget, altså - stod han der og vippede en kende nervøst fra det ene ben til det andet, som lidt mere af den skyldfølelse han havde undret sig over ikke var der, begyndte at indtræffe, jo mere han så ne dpå ligethan havde forårsaget. Et øjeblik senere bed han sig le ti læben og rystede en smule på hovedet, før han så over på Caine.

et svagt smil dukkede op på hans læber som han så måden hvorpå manden bukkede for ham på. Det havde han ikke set siden han boede i Sydkorea... Så det var nu rart at se, men virkede også nærmest lidt malplaceret, her i England. "You will? You have my deepest, sincerest thanks," sagde han derpå, til Caine's tilbud om at tage sig af tingene her, og her gav han selv et dybt, respektfuldt buktil den anden mand. "And yes - I'd love to get away from here."

Han kunne egentlig godt se at den undren der var at spore i Jun-Ho måske ikke handlede om hvad der var sket men mere som han ventede på noget skulle ske. Men om ikke andet så lod han til at være faldet mere til ro nu hvilket egentlig var det vigtigste.
En ung vampyr der ikke kunne styre sin blodrus var aldrig nogen god idé

Så nikkede Caine til ham og sagde: "Good.... Let me just fix this....." Så tog han sin mobil frem og ringede. "Hello Police? I am in a bit of a hurry but i found something you want to take a look at. My name is Dr. Rothwell... Yes me.... I just found a body.... It seems like kids were trying to play vampires..... And fled the scene... Yes it is in the centre of the park..... Have a good night officer...."
Så lagde Caine på og lagde frakken over liget inden han kiggede på Jun-Ho og sagde overraskende roligt: "Coffee?"

Han gned sig en smule nervøst på den ene arm som Caine ringede tilpolitiet. Et kort sekund troed ehan at han havde snørret ham - hvorfor han nok også havde stirret lidt intenst på ham, klar til at løbe på stedet hvis der blevbrug for det. Men sem det var, ja, så lod det jo til at manden havde talt sandt og sørgede for at det blev fikset, så han slappede af igen, og tog en dyb indånding - noget han reelt set ikke havde brug for, men det var stadig noget der virkede til at berolige ham selv.

"Yeah... Or something else. Just... As long as we get away from here, it's fine by me." grunden til at andre drak kaffe var trods alt ikke en der gjorde at han selv gad - da koffeinen så absolut ingen virkning havde på ham, vampyr eller ej.

Han kom telefonen i lommen igen inden han sagde: "Coffee it is... Or maybe something stronger....I think i know the place...."
Så begyndte han roligt at gå såfremt Jun-ho fulgte med, hans gang var overraskende elegant men alligevel meget afslappet. Som om han ikke havde en eneste bekymring i verden.

"So... Jun-ho.... How long have you had this... Challenge of controlling the Hunger?...."

Jun-ho nikkede blot let og fulgte roligt efter Caine, hansegne skridt utroligt lette og lydløse - som en bivirkning af at have danset professionelt førhen, så var hans skridt altid utroligt lette og også en del elegante i det, med de mange års træning der lå bag. Dans og musik... Det havde altid været hans store interesser, og var det stadig. Han havde skam planer om fortsat at spille i symfonier når der var brug for en violin spiller og han fik muligheden for at udfylde den rolle.

"... Just about two months, I think," sagde han så efter en kort betænkningspause, som Caine stillede sit næste spørgsmål. Det var hvor ny en vampyr Jun-ho var, trods alt - det var kun lidt over to måneder siden at Gabriel havde dræbt og turned ham på en og samme nat. "And if you don't mind me asking... Just what, exactly, are you? I know I've smelled your kind before, but I can't really place it..."

Caine havde godt gættet at Jun-ho i hvertfald var professionel danser eller tidligere danser i hvertfald. Det ville være hans gæt ud fra den overraskende elegante gang han havde. Men alt sammen gætværk.
Da Jun-ho så nævnte hvor lang tid han havde døjet med sulten, nikkede Caine en gang og sagde: "That explains alot..... "

Da han så blev spurgt om hvad han var, fik han først et overrasket blik inden han så valgte at svare: "Somebody doesn't beat around the bush do they?..... Can't you tell? I'm a demon..... Although i seem to be far from my own kind at times....."

"If I could, I wouldn't have asked," sagde han med et lille, skævt smil. "I don't really know any demons. Well, now I do, I guess." sagde han så, og trak let på skuldrene. "Then again, since I probably would've been running away from you two months ago, I guess that explains it." sagde han så med et tungt suk, før han så op på den stjerneklare himmel.

"I used to be an angel, you see," forklarede han så, som han lagde hovedet en smule på skrå, og hans blik fandt vej tilbage til dæmonen. Som engelhavd ehan flygtet ved første tegn på både dæmoner og vampyrer - han havde nægtet at så meget som prøve på at lægge sig ud med dem, men nu, som selv værende vampyr, ja... Så var der ikke samme frygt i ham, længere.

"Indeed you do.... I am the wish granting kind of demon....." Evnerne for hans art kunne jo forme sig i et hav af afskygninger men det var nu en gang der hvor hans egne evner lå.
Da Jun-ho så nævnte hvordan han ville være løbet fra ham for to måneder siden, kiggede Caine undrende på ham. "How come?"

Så fik Caine lidt store øjne og sagde: "Well that explains why i could not determine your origin.... Well you have nothing to fear from me..."
Ikke længe efter fik han øje på en bar og pegede. "That's the place...."

Han lagde selvfølgelig godt mærke til reaktionen fra dæmonen, og han bebrejdede ham så heller ikke for den. Det var trods alt noget af et spring fra engel til dæmon, og han havde så absolut ikke selv vænnet sig det mindste til det endnu... Andet end at hans moralske kompas nok havde rykket sig lidt. Men hjælpsom det va rhan nu stadig...

"It's not like I fear much right now, to be honest... Except the sun, but that's quite the rational fear, after all." sagde han så med en let latter, og trak en smulepå skuldrene, lige før de kom frem til baren. "Looks good," sagde han så, stadig let smilende - som de gik ind på baren.

Det undrede ham heller ikke på nogen måde hvis Jun-ho's moralske kompas ikke ligefrem ledte mod nord længere. En del af det med at blive vampyr var trods alt at følelserne langsomt visnede. Eller sådan blev det i hvertfald for mange af vampyrerne.

Så gik han ind på baren med den unge vampyr og gik op til selve baren og kiggede lidt. "I'll just have a Scotch on the Rocks and he will have....."Han vendte blikket mod Jun-ho med et spørgende udtryk og afventende

Det med at følelserne blev svagere efter man blev vampyr var i alt fald noget han godt selv havde lagt mærke til - generelt at han slet ikke mærkede ting lige så kraftigt som han gjorde før i tiden, som om der bare var et eller andet der blokerede for at han kunne føle dem lige så voldsomt som han havde kunnet førhen i tiden.

"... A bloody Mary. No need for the alcohol though, no use wasting it on me. So just the mocktail, please." sagde han så, som der blev spurgt efter hvad han ville have. For ja, når han nu ikke kunne blive fuld, modsat andre vampyrer, så gav det absolut ikke mening at skænke alkohol op til ham.

Caine rystede lidt på hovedet og sagde: "You know what.... Give him a real Bloody Mary... And give it a little edge...."
Bartenderen nikkede lidt inden han gik i gang med at lave den hvorefter Caine forklarede:
"It might not get you drunk..... But there is a reason why i chose this place.... You can feel the effect but it won't get you hammered....."

Jun-ho sukkede let som dæmonen nu insisterede på at han alligevel skulle have en rigtig en, og trak let på skuldrene. Tja, det var jo ikke fordi han ikke advarede om at alkoholen ikke rigtig ville virke på ham, jo.

"Well, nothing can ever get me hammered, so you're right about that..." sagde han blot,som han satte sig ned, og da drinken ankom, tog han stille en tår af den. Det var bare mærkeligt... De fleste ting smagte ikke af lige så meget som de havde gjort førhen, smagte overhovedet ikke lige så kraftigt som blod nu gjorde for ham. Og ja, altså, han kunne da godt mærke at alkoholen prikkede og varmede svagt, men det var så svagt at det nærmest var til at overse, sådan som hans evne trods alt nægtede at lade alkoholen tage den effekt den normalt ville.

Caine smilede og sagde: "Maybe not.... But you can take action in such a way that things taste like they should again..... With your past and present, I can imagine things are.... Fairly tasteless these days...."
Så tog Caine en god tur af sit eget glas og sukkede tilfreds.
"Ahhhh You never go wrong with a good year like this one.....

Jun-ho sukkede, og nikkede, før han tog endnu en tår af drinken. "Most things seem rather bland and tasteless at this point in time, yes," gav han dæmonen ret. Men igen, der var jo heller ikke andet der stillede hans tørst og sult, end blod gjorde, nu... Så det var vel også logisk nok at det han ikke kunne blive mæt eller slukke tørst med, heller ikke smagte af noget som helst for ham.

Han observerede dæmonen et øjeblik som han tog en tår af sin drink, og så sig derefter lidt om i lokalet, før øjnene gled tilbage på Caine. "By the way... Is this just everyday for you? Helping strangers such as myself?"

Caine nikkede til ham, som den unge vampyr bekræftede at ting var så smagsløse nu.
Så skålede Caine til ham og tænkte sig om en gang. Måske....
"You know what?..... I can fix the no taste thing for you... I can't make you feel hammered but I can give you a future where things taste as what they are...."

Da den unge vampyr så spurgte ham om det var en vane han havde, smilede Caine og rystede på hovedet. "Not in particular no.... But if I find reasonable outcomes then yes..."

Han havde blot haft koncentreret sig om sin drink, omend den var rimelig smagsløs, som han så fik hørt dæmonens forslag. Han løftede det ene øjenbryn i undren, som han så over på Caine igen. "Fix it? What do you mean?" spurgte han så, og rynkede let på brynene. "And - what would I have to pay for it?" hvilket nok egentligt var det vigtigste spørgsmål i denne sammenhæng.

//Det blev lidt kort, sorry

Som den unge vampyr spurgte hvad der kunne gøres, drejede Caine sig lidt mere over mod ham. Caine var ikke nervøs for om bartenderen hørte ham, bartenderen havde nemlig handlet med ham.
"The short way to describe it is.... A Deal With the Devil.... Or in this case me... I can to a certain extent grant wishes... It works this way.... You present your wish... I find a fitting price.. And if you agree, i seal the deal and it takes effect...."

Jun-ho tog endnu en tår af drinken, færddiggjorde den næsten, som han tænkte over det Caine lige havde sagt. Havde nogen nogensinde foralt ham, helt tilbage dengang at han var et normalt menneske, at hele den her magiske verden eksisterede, at han ville oplvede både at være engel og derpå vampyr, for at en vaskeægte dæmon ville tilbyde ham en handel... Så havde han grint lige op i personens ansigt. Men her var han, med en mulig handel han rent faktisk godt kunne finde på at takke ja til. Alt efter prisen, selvfølgelig...

"And so... If my wish would be for my sense of taste to be as it always was, and not as it is right now... So I can actually keep on enjoying food, even if it won't give me nourishment... What would your price for that wish be?"