In the dark - Thalia

Ronnan havde været i Gaia i noget tid efterhånden og havde ikke planer om at tage tilbage til Wonderland. Han havde aldrig været prissat der, så hvorfor skulle han? Hans tøjstil havde ændret sig en del siden Wonderland. Den var stadig forholdsvis formel og classy. Den hvide skjorte var blevet farvet rød af hans blod, hvilket betød han måtte smide den ud. Han kunne ikke ligefrem tage den til dry cleaning uden en god forklaring. Han var ikke stor fan af de andre racer dog. Han så mange af dem som unødvendige og urene. Han havde fået en forkærlighed for enkle racer udover feer. Han var specielt ikke glad for bloddæmonerne der lige nu var skyld i han gik på usikre fødder gennem skoven. De havde ment han ville blive en fin snack. Selvfølgelig kæmpede han igennem og formåede at slippe væk fra dem, men ikke før de havde drukket en god portion af hans blod. Han lænede sig op ad et træ og lagde en hånd mod hans hals hvor han havde flere huller der stadig skød blod fra sig. Han havde et lignende bid på hans venstre håndled. De var faretruende tæt på at få fat i hans pulsåre. Han forsatte fremad, men kunne mærke hvordan han blev mere og mere svækket. Hans syn begyndte at sløre for ham og han kunne ikke holde balancen særlig godt. Han blev nød til at finde et sikkert sted hurtigt, før han blev værre. Det var ærgerligt han ikke havde særlig mange bekendte i området. Det var hvad der skete når man havde siddet fanget størstedelen af sit lange, lange liv. Han havde ikke udviklet de bedste sociale færdigheder. Ronnan spottede en hytte længere frem og satte farten op for at nå derhen. Han greb fat i dørhåndtaget og hev i det for at åbne døren, men intet skete. Han gav op og drejede sig rundt. Det gik lidt for hurtigt og han følte hvordan hans syn svigtede ham og alt blev mørkt, før han tumblede omkuld foran døren.

Ronnan følte det som om han var tilbage i kælderen han var vokset op i. Hans far og søster havde aldrig været fan af ham for grunde han ikke forstod. De havde sendt ham ned i fangekælderen hvor han brugte godt og vel 200.000 år. Det var først for et par år siden hvor han endelig var fri. Han havde skabt et liv her, han havde fået børn. Dog vidste han ikke hvordan man tog sig af børn, så han havde sat pris på at Mercy gjorde dem ældre for at undgå de besværgelige år. Han kunne bedre håndtere to teenagere end to babyer. Hvad Mercy havde gang i nu vidste han ikke. Deres forhold var mere af belejlighed end egentlig kærlighed. Han var ikke sikker på han kunne elske nogen.
Ronnan opfangede ikke at han blev flyttet eller den omsorgsfulde person der tog sig af hans sår. Hvis man flyttede det mørke hår, ville man kunne spotte ørerne med en spids. Han havde bevidst holdt sit hår langt så han kunne skjule dem. Hans var mere heldig i forhold til hans øjne. De var meget blå, men ikke til et punkt hvor man nødvendigvis tænkte de var unaturlige. I det rigtige lys kunne de få et turkist skær. Han rykkede en anelse på sig da sårene begyndte at lukke sig lige så langsomt. Han kunne nu mærke den bløde seng under ham. Hvor var han? Det tog ikke længe før han følte nok kræfter til at åbne øjnene. Han var stadig afkræftet, men ikke til det punkt hvor han mistede bevidstløsheden. Han så på den meget blonde kvinde ved hans side. ”Who are you?” Hans stemme var svækket og afslørede både for hende og ham selv, hvor meget blod han faktisk havde mistet. Han forsøgte at sætte sig op men måtte give efter da hans arme ikke ville samarbejde. Han lagde sig ned igen med et utilfreds grynt. Han var ikke god til at tage imod hjælp – slet ikke fra fremmede.