Zhey jalan atthirari anni... - Thalia

Endnu en hvileløs nat hvor han havde taget sig selv i at vandre ud i skoven. Han havde vendt og drejet sig i sengen, i det mest desperate forsøg på at få noget søvn - Kun for at gove op og komme i tøjet. Han var gået en lille nat-tur for at klare hovedet bare en anelse. Den kolde luft rørte ham ikke, men han mindedes en kulde fra et liv før dette, hvor han ville have skælvet og fundet et varmt ly. Men nu var der intet ved kulden, helt følsesløs og på et eller andet punkt beroligende. Hans øjne spejdede rundt og han kørte en hånd gennem håret, kun for at opdage at det ikke var nakke-langt, som han ellers troede. Han mindedes også at der engang kunne have været små krøller eller bølger, men dette hår bare kort og glat - Yderst fremmed.
Han satte sig på en træstub og sukkede kort som naturens beroligende effekt trængte ind under huden på ham. "Zhey jalan atthirari anni" (Moon of my life) mumlede han i hvad der virkede som hans modersmål. Dette sprog, så fremmed men alligevel som havde det altid været en del af ham.
Der var så mange ting der ikke gav mening. Han gnubbede sine øjne som hans hjerne virkede til at dreje i knuder om sig selv. Frustrationen og vreden hobede sig op i hans hjerte, som var tågen over hans minder lavet om til en armbolt der kvaste hans arme sjæl. Han rejste sig med knugede hænder og vendte blikket i skoven, mærkede vreden trænge sig på, trænge ind i hans sjæl og æde ham op, til alt og intet gav mening mere. Han tog en dyb indåndig før han i sin frustration og vrede råbte, "Hash anha atihak yera save, Zhey jalan atthirari anni?" (Will i ever see you again, moon of my life?). Hvem var hun, hvorfor mindedes hans det blødeste hår i den pureste hvide farve, det smukkeste ansigt som hans øjne kunne beskue, men alligevel så sløret og utydeligt?
Hans knugede næve mødte hurtigt overfladen af et træ, han mærkede barken og hans knoer give under for smældet. Smerten bredte sig hurtigt i hele hans hånd og han trådte et par skridt tilbage som hans raske hånd knugede sig om den anden.
Han sukkede atter en gang og lænede sig op af et andet træ. Hvem var hun, hende der holdte ham oppe om natten? Han ville ikke møde hende i hans drømme, for savnet og længslen strammede sit klamme greb om hans hjerte. Han ville vide mere, finde hende. Men var hun overhovedet i denne verden? Ville han møde hende igen?

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har en blå kjole på Link. Hun har sorte ballerinaer på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst. Hun har ingen make-up på. Hun har en halskæde på Link & en ring på fingeren Link

På trods af at havde været dette sted, i et godt stykke tid efterhånden, så var det endnu ikke et miljpø hun var vant til, måske ville hun aldrig blive vant til det, det var trods alt ikke hendes hjem. Remmo forsøgte sit bedste, med at opmuntre hende og dog syntes det ikke altid at virke. Hun savnede sin egen dimension, den familie hun ikke havde set, den ægtemand hun for så længe siden havde tabt og de børn hun aldrig havde fået chancen, for at opdrage eller give kærlighed. Der var så mange ting, som hun havde mistet eller tabt, hendes venner og nærmeste, de var alle væk og hun var efterladt helt alene. Hver nat var fulde af drømme, drømme om genforenelse med Yro, hvordan han ville tage hende i sine arme og vise hende deres familie, andre nætter så hun sin søster, og det var som var de små igen. Hun havde endda fundet sig selv, sidde ved vandet og blot stirre på sit eget spejlbillede, gemme sit lange lyse hår væk, blot for at få et skund se Lavender. Somme tider fortrød hun at havde været taget af sted, det havde givet hende den episke kærlighed, den som kun kunne være sand kærlighed, og dog havde hun mistet sin søster, og chancerne for de ville ses igen var små.
Som altid vandrede hun rundt i skoven, der var en frygt for at forlade den, og endnu engang se denne mærkelige by. Første gang hun havde besøgt den, havde den ikke gjort andet, end at skræmme hende. Skoven syntes bekendt, fordi den mindede om den slags skove, som var ved hendes barndomshjem, derudover kunne hun også gemme Remmo, således han ikke ville blive set eller hørt. Det var nemlig ikke just nemt, det at have en voksen drage, inde i gader der var så små, også ikke blive set samtidig. I takt med hun vandrede rundt, syntes hun at kunne høre en råben, og det var ikke blot hvilket som helst sprog som blev råbt, men netop det sprog af Yurok stammen. Hun bevægede sig imod stemmen, i håbet om at se et velkendt ansigt, også selv hvis det ikke skulle være det af Yro. Selv på trods af den viden, om at Yro for længst var død, så var håbet om at se ham igen, så stor at hun altid håbede han var ved hvert hjørne. Hvad hun dog fandt, var langt fra hvad hun havde håbet eller forventet "fin tat yer zigereo tat ezat" (who do you need to find). Hun vidste hvad de ord han havde råbt betød, og dog ville hun ikke lade sit hjerte tro, at de ord var møntet imod hende. Derimod forsøgte hun hjælpe manden, i takt med hun stille bevægede sig imod ham.

Han vendte sig som en stemme snakkede til ham. Mørket var over dem men han kunne skimme det lange lyse hår men ikke se ansigtet. Han åndede tungt ud pg rystede let på hovedet af sig selv som han kiggede ned på sin skadede hånd. Han indså hvor fjollet det havde været at slå træet som et middel til at udligne vreden gennem smerte. Han så op på hendes ansigt, noget ved hende virkede familiært, men han havde ingen idé om hvad det var. "Anha zala tat ezat jin chiori arrekoon anna atthirarido" (I am seeking the woman from my dreams) svarede han, da det gik op for ham at de talte samme sprog. Hun måtte være en af de få, ham inkluderet, som kunne dette fremmede sprog.
"Anha atthirarido ki eshna atthirar" (I dream of another life) forklarede han så som han satte sig ned på træstubben. Han kunne ikke finde de rigtige ord på hans sprog, så han skiftede til et sprog som han gik ud fra at hun også kunne. "In this dream, I have a family. Two children, a wife. The first child died in birth, which saddened my wife beyond belief - It pains my heart thinking about it. Our second child, a girl fierce and strong, but being a girl, she is not accepted by everyone," forklarede han og stirrede frem, som minderne vagt gav efter hans desperate roden.
"My wife was sent away. I do not remember why. But I remember her hair, so beautiful and soft. White as snow, glowing like thin strings of the purest silver..." sagde han, næsten drømmende. "I walk these woods, in the hope of meeting her again. But for all I know, this could just be the dreams of a madman. The world here don't suit the one from my dreams. Here? All this technology, that I don't know but I also do, like I lived her but I actually never lived here," sagde han så lettere forvirret. Det var kompliceret og irriterende.
Han vendte blikket mod kvinden og kneb så øjnene sammen. Hendes lyse hår fik ham til at undre sig meget, endnu mere at han fik en underlig trang til at beskytte hende og holde hende tæt. Det var hendes aura og stemme der dragede ham mod hende. Som var hun hende fra hans drømme. Men han kunne ikke vide sig sikker - Overhovedet ikke. Og han havde ikke lyst til at skræmme hende unødigt. "What about you? Why do you wander these woods at night?" spurgte han så.

Hun havde forblevet i skyggerne, som hjalp det med at holde lidt af hende gemt. Selvfølgelig ville han nok kunne ane mere af hende, men alligevel ikke nok, til at hendes identitet var afsløret. Hun regnede dog ikke med, at nogen i denne mærkelige dimension, rent faktisk vidste hvem hun var. Hun var nysgerrig omkring ham, specielt fordi han talte et sprog, som hun indtil nu ikke havde hørt fra andre, det gav hende en følelse af hjem, som hun hørte ham tale det, og lysten til at forsvinde, blev mindre og mindre. Let lagde hun hovedet på skrå, da han slog over i det engelske, og her forklarede hvordan han havde drømme, drømme omkring et liv han måske havde haft. Normalt ville hun ikke havde lagt mange tanker i det, men dette liv var meget lig, det hun havde haft med sin elskede Yro. Det var ikke kun små detaljer, men faktisk det hele, alt fra tabet af det første barn, til konen der blev taget væk.
Hun trådte let imod ham, hvilket afslørede resten af hendes krop, som før havde været gemt væk "Your dream, it sounds almost like my life. I was once married, and I was to have child, but the gods had different plans, and they took away my son. And when I was to get child again, then I was taken away and put in exile" forklarede hun, og det tog alt i hende, ikke at begynde græde. Selvom det var mange år siden nu, så savnede hun stadigvæk det liv. Der gik ikke en dag, hvor hun enten savnede sin søster, eller sin elskede ægtemand eller børn. Hun vidste dog at Yro var død, og han nok aldrig ville komme tilbage til hende. Forvirringen imod, hvorfor denne mand kendte til hendes liv, var dog underlig, for han lignede ikke Yro, så det var ikke just en genfødsel, medmindre han blev genfødt i en anden krop selvfølgelig. Hun smilede blidt til ham "I miss my husband, not a day goes by in which I don't wish to be in his arms again" hun lod sin hånd glide omkring halskæden, som beklædte hendes hals, en bryllupsgave fra hendes elskede.
Hun lod sit blik falde væk, før hun endnu engang mødte hans "I don't know, I am not yet familiar with this world, everything is so strange. And I guess I cannot sleep either, my dreams lead me to a life I have long lost" Hun lagde armene om sig selv, som forsøgte hun at give sig selv tryghed, en tryghed kun få havde kunne give hende, men begge var ude af hendes liv. Hun vidste ikke hvem han var, og der var intet bekendt ved ham, dog var der alligevel noget ved ham, som fortalte at han måske ikke befandt sig i sin egen krop. Han kunne fortælle i detaljer, om et liv hun selv havde levet, og dog fortalte han det ikke fra hendes perspektiv, men mere fra perspektivet af hendes sande kærlighed. Han havde information, som han ikke burde have, selv en spion vil ikke have den slags viden "does the names Yro, Yra, Yrsa, Remmo, Ysalla and Thalia feel familiar to you" hun gik endnu engang imod ham, med håb skinnende i sine øjne, mens den naive side af hende, håbede på noget, som den rationelle side af hende, skreg aldrig ville ske

Hendes historie lød som hans. Og alligevel vidste han sig ikke sikker på hvem hun var. Men det bragte en ukendt smerte til hans hjerte at høre hendes ord, hendes historie. Hans trang til at holde hende beskyttet steg, jo længere hun var her. Var det en god idé at blive her?
Han rettede sig op og gned sine tindinger som hun nævnte navnene. De virkede så bekendte, men han kunne ikke sætte en relation på dem. Udover to. Han rettede sit blik mod kvinden, som havde trådt frem, nok til at han kunne ane lidt mere af hende. Noget dragede ham mod hende og han vidste ikke hvad. Han rejste sig fra træstubben og lagde en hånd mod sit hjerte. Yro..." mumlede han stille, før han førte sin hånd op til sit ansigt, "But this face, this body, this belongs to a man called Dean Jameson," hånden ned til hjertet igen, "But in here, I am someone else. A mighty khal of the Yurok-tribe. Anha nesak hakees anni. Anha zin Yro ki Bhardosi," (I know my name. I am Yro, son of Bhardo) sagde han uden den mindste tvivl i sin stemme.
Han vendte sig mod træet og kiggede på hvor hans hånd havde haft nærkontakt. Barken var flækket og slaget havde faktisk været hårdt nok til at der var et tydeligt aftryk. Det gik også op for ham at hans hånd blødte, da det kravlede ned langs hans fingre - Ikke at det betød noget for ham. Han vendte blikket tilbage mod kvinden, med et bestemt og dog nysgerrigt blik i øjnene. "Kifindirgi yer kijinosi zanisshi? Anha zala tat tihat yer." (So why are you in the shadow? I want to see you.) sagde han så som han trådte langsomt mod hende. Hvem var hun? Hvorfor følte han sig draget af hende? Det lyse hår, stemmen. Hun virkede så bekendt.
Han rakte forsigtigt men bestemt ud efter hendes hånd, som han kom tættere på, kunne han dufte hende ved hjælp af Deans bloddæmon-gener. Han rynkede brynene en anelse som han greb om hendes hånd og så på hendes ansigt, der stadig var skjult i mørket. "Fin hash yer?" (Who are you?) hviskede han næsten spørgende som han trådte ud i månelyset, med hendes hånd så hun kunne følge med. Ikke at han ville tvinge hende, det kunne han ikke finde på. Men han ville vide hvem hun var.
I månelyset, hvis hun da fulgte med, så han hele hendes ansigt.
Til hans egen overraskelse, føltes det som at finde den manglende brik til det evigt lange puslespil. Hans anden hånd, nærmest instinktivt fandt vej op til hendes kind, hvor hans tommel aede det bløde skind. Hans bryn var rynket helt sammen i forvirring, men så meget som alt virkede til ikke at give mening, gav det mening.
"Anha shilak yera," (I know you) mumlede han. Så lænede han sig ned for at møde hendes læber med hans.

Hun så forvirret på ham, der var så mange ting som mindede hende om hendes elskede Yro, og det så ud til at han mindede om sig selv under dette navn, dog var han fanget i kroppen af en anden "When you died you spirit must have wondered" forslog hun med et hævet øjenbryn, hun havde set det ske før, når folk døde eller var revet ud af deres krop, at deres sjæl så havde vandret rundt, indtil de fandt en krop, som de kunne besætte, for endnu engang at være en del af de levendes verden. Måske var det dette, der var hændt hendes elskede Yro, ved hans død vandrede hans sjæl endeløst rundt, og til sidst fandt den en krop i denne mand. Hun mindes dagen hun havde set hans lig, hvordan hele hendes verden havde brast sammen, og hvordan hun havde stoppet med at tro på muligheden for lykke, dog var den måske endnu ved hende. Måske kunne hun endnu være sammen med sin elskede. Det faktum at han så kunne snakke Dothraki, talte for at hun stod foran sin elskede, for det var et sprog kun ganske få faktisk kunne snakke, og hendes elskede havde været blandt dem. Det faktum at han endda tiltalte sig selv som Yro, og kendte navnet på hendes elskede.
Da han rakte ud efter hendes hånd, lod hun sin ligges i han, uden den mindste smule tøven "anha zin thalia, anha chiorikemoon ha khal yro" (I am Thalia, I was wife to Khal Yro) svarede hun på perfekt Dorthraki, sproget hun havde lært af Yro. Da han trådte imod lysningen, ud imod strålerne fra den stille måne, fulgte hun med og dette afslørede hende helt. Hun lod sin kind hvile imod hans hånd, da han lagde den imod hendes kind, nok var det ikke en hånd hun genkendte, men hun så manden bag øjnene, manden der var gemt væk i denne krop, manden hun havde viet sit liv til og endnu elskede. Hendes øjne mødte hans, og man kunne se i dem, og at hun kunne genkendte ham. Hun lod ham kysse sig, og da hans læber ramte imod hendes, gengældte hun kysset "shekh ma shieraki anni, hash anha zhorre neak ha yer" (my sun and stars, how I have long for you) sukkede hun imod hans læber, hendes egen hånd lagde sig imod hans kind, og enkelte tårer begyndte at træde frem i hendes øjne, blot for at trille svagt ned af hendes kinder "I have missed you so much, my nights filled with dreams of you, only to wake up with you not by my side" der var en sorg i hendes øjne, som hun betragtede ham

Hendes forslag svarede han ikke på med det samme da han var for opslugt af savnet og længslen, der blev udtrykt i hans kys. Som deres læber skilledes og han mærkede hendes hånd mod hans kind, løftede han den ene arm blot for at lægge den om hende og trykke hende helt indtil sig. Hans ene hånd lagde han mod hendes læn og den anden blandede sig med hendes hår. Han lagde hovedet ned for at dufte til hendes hår, hvor et smil dannede sig på hans læber. "Just how I remember it," sagde han på deres sprog som han løftede hovedet og kiggede ned på Thalia. Han kom med et blidt smil som han nussede hendes hovedbund og atter trykkede hende indtil sig som følelser og minder virkede til at vække sig inden i ham.
Han rykkede sig lidt væk fra hende og så hende an, som man nu ville når man ikke havde set sin elskede i mange mange år. "I had no doubt that the gods would make our paths cross again," sagde han med en bestemt tone til at understrege hans manglende tvivl. Godt nok var Yro en brutal vildmand, men noget han aldrig kunne var at skjule de bløde sider som han havde for Thalia. Hun var og blev den eneste kvinde som han havde åbnet helt op for. Det var også derfor at hun betød alt for ham. Han lod en hånd glide ud af hendes hår og om til hendes kind. "I promise you this time that nothing will seperate us. Nothing, moon of my life."
"My spirit fled to this world as the other wanted to harvest me, it seemed. It felt like eternity, being caught between two worlds. I met our daughter there too." sagde han hvorefter han bed sammen ved mindet om deres datter. Hans øjne kiggede sørgmodigt ind i hendes som han indså at hun intet anede om deres børn. "Our daughter died, moon of my life." sagde han så og trykkede Thalia mere indtil sig. "She was killed by our own son. She told me at the crossroads between these worlds," fortalte han videre. På tonen og udtrykket i hans ansigt ville man ikke kunne tro at noget var galt, men Thalia kendte ham. Det smertede ham inderligt, at genfortælle. Han kiggede ned på hende for at lade hende tage informationerne ind i et øjebliks stilhed.