Back to the future.

A topic to @Cassandra

Forgår i fremtiden... har ingen anelse om hvornår!

S: Gais butiktorv... I et baglokale i en butik der sælger krydderier.
O: https://www.thesecretchambers.com/wp-content/uploads/2018/06/cardtables-pooltables-1900x700.jpg
T: 20.00
V: Lunt. Der ligger op til torden.
Påklædning + udseende
Jasper

Tidus var alt andet end i humør til dette.
Hele hans hoved gjorde ondt ved tanken om Joe der lå i koma, Cass der var forsvundet og Elijah...manden der druknede sig i sit arbejde. Og som om det ikke var nok, nu havde hans far sendt bud efter ham, bedt ham om at komme øjeblikkeligt. Langt fra havde Tidus i sinde om at behage sin far. Han var ved at være træt af den gamle. Derfor iførte han sig ikke noget passende tøj. Det blev blot til et par slaggende bukser samt en alt for stor trøje. Med trætte bevægelser, gik Tidus igennem den stille gade og forsvandt i den såkaldte kryddeributik, der skjulte en af The Technique mafias møde rum. Mest de rum hvor de mødtes for at diskutere, drikke og spille pool.
Yeah... klassisk.
Han vinkede til manden bag kassen og gik ellers videre ind. I hvert fald var han ikke i humør til at snakke med nogle. Specielt ikke nu når han skulle ind og snakke med det gamle narhovedet.
Tidus var ikke lige mere trådt ind i rummet, før han hørte sin far fnyse og ellers få en bold i hullet. Manden var i gang med at spille pool med sig selv.
"You look like a bag of trash," lød det koldt men samtidig underholdt fra Jasper.
Tidus himlede med øjnene. "At least that what was I was going for... what´s your excuse?" vrissede Tidus irriteret og tog fat i en af kølerne. Nærmest koldt bevægede den unge banshee sig hen til poolbordet og lænede sig over det, lagde an til at spille.
"salty as always," lød det opgivende fra Jasper. Selv var manden iført et flot mørkt jakkesæt. Han lignede en karakterer taget ud af Godfellas. "I´ve called you here so you can meet our newest member... you been a bit lazy lately... therefore... I will put another set of eyes on you."
Tidus kunne have kastet køllen efter den gamle nar. Hvilket raseriet i hans store blå øjne tydeligt viste som han så op fra poolbordet og over på sin far. "Come again?" Vreden kom ud som et hvæs imellem Tidus læber.
En kold lille klukken undslap Jaspers læber. "You heard me Tid... I asked for her to meet us here... all we can do is wait..."
I det døren gik op, kom der et stort smil på Jaspers læber, som han spredte armene ud og udbrød et lykkeligt. "Cassandra!"
Navnet fik det til at løbe Tidus koldt ned af ryggen. Af alle de navne det nye medlem kunne have, skulle hun absolut hedde... han slugte sin tanke i det han vendte sig om og så den ny ankommende. Der stod hun... Ikke så langt fra ham...
"Cass..." lød det lavt og forbavset fra Tidus.

Hvornår havde hun sidst set den blonde banshee? Hun havde undgået både Oakley-tvillingerne og Tidus siden hun havde sendt Josiah i en koma. Hun kunne mærke hvordan en klump i halsen voksede hver gang hun skænkede sit magemærke og sin tid med tvillingerne en tanke. Sikke et lykkeligt liv hun havde ødelagt...

Jasper havde sendt bud efter hende - hvorfor havde han dog bedt hende mødes i deres lokale møderum? Typisk den ældre tosse, men det ville hun aldrig sige højt. Hun stod lidt i baggrunden, mens hun lyttede til sin chef der talte med en eller anden - en vis stemme hun på en måde kunne genkende, men ikke helt kunne placere. Hun lod døren gå op for at meddele sin entré, inden hun trådte frem og blev mødt af et lykkeligt udbrud fra sin chef. Det virkede malplaceret, men ikke ukendt - Jasper havde i den seneste tid sikkert nydt lidt for godt af, de sidste mange uger.
Hun var iført et par sorte jeans, et par støvler, en grå tank top og en læderjakke udover. Hendes hår var samlet i en hestehale, og for Tidus ville hun nok virke en del slankere og markeret. Hun vidste i det sekund hun opdagede at det var Tidus, at hun havde begået en enorm fejl. Men der var ingen vej ud nu.

Hun stod ikke langt fra Tidus - måske en armslængde eller to - og stirrede på ham i et par sekunder, inden hun så hen på Jasper. Hun så tilbage på Tidus, med et blik der understregede at han ikke skulle sige mere. Allerede nu kunne hun mærke hvordan hendes øjne blev blanke og en klump i hendes hals startede sin optræden igen.
Hun anede ikke hvad hun skulle sige - hun havde mest af alt lyst til bare at stikke af igen, men der var ingen steder at gå hen.
''I do hope that I didn't disturb?'' spurgte hun, henvendt til Jasper. Hun ville ikke udvise den svaghed Tidus desværre udgjorde hos hende, for Jasper kunne være en grusom herre at ligge sig ud med.

Hun anede ikke hvor hun stod - ville Tidus overhovedet tale med hende nogensinde, efter hvad der var sket dengang? Sidst de havde set hinanden havde hun advaret ham om at hun ville forsvinde. Havde han troet på hende, inden hun stak af?

Tidus kunne ikke tro det. Han måtte have en underlig drøm igen. Cassandra kunne ikke være en del af denne mafia… det var fuldstændig skørt. Ordene kunne ikke findes. Hvad skulle han sige… skulle han tro på det fatamorgana foran ham. Hans hjerte var blevet omringet af piktråd. Det gjorde ondt at se hende og på samme tid var det rart. Han havde savnet hende. Han havde haft brug for at snakke med hende. Specielt igennem tiden med Joe. Men, hvis det tog hårdt på Tidus, havde det garanteret taget hårdere på Cassandra. Hendes blik understregede at han ikke skulle sige mere. Men… hvordan skulle han undgå at sige noget!? Han havde lyst til at råbe, rive sit hår af og måske bagefter slå sin far ned med køllen. Af en eller anden grund følte han for at tæske sin far. Tæske ham for at have hyret Cass, så hun nu også var inddraget i denne mørke verden. Tæsket ham for at have løjet for Tidus hele hans liv… bare… Tæsk ham… til han måske ikke længere bevægede sig.
De mørke tanker omringede langsomt Tidus. Han hørte nu kort overhovedet ikke efter hvad Jasper sagde til Cass. I stedet stod han bare og betragtede heksen ikke så langt fra sig. Så det var her hun havde været? Hos mafiaen… hele tiden? Og han havde ikke andet end skid! Hvordan kunne han være så blind!
Jasper bemærkede godt sin søn stivne. Sjovt nok gjorde det ham meget tilfreds. Han rettede dog meget hurtig sin opmærksomhed på Cassandra. ”You didn´t disturb anything my dear… I see you two already know each other?? That is good. I have a job for you two.” Som en tilfreds slange, gik han over på den anden side af poolbordet og spillede videre. ”You see… there is this guy…. He owns us money… go get the money and if not, a finger for each thousand he can´t pay.”
Her så han hen på Tidus der stadig stod koldt og stille, som var han lavet af is. ”You hear me kiddo?”
Ordet kiddo fik Tidus til at fnyse og se hen på sin far. ”Loud and clear old man.”
Jasper så her hen på Cassandra. ”And you? Is there anything you feel like saying??” det var tydeligt på Jasper at han ikke ønskede nogle indvendinger.

Som Tidus stivnede lod Jasper bare til at suge al hans ubehag til ham, grådigt og lystigt. Hvorfor kom det ikke bag på hende? Hun havde trods alt arbejdet for ham i flere uger.
Jaspers ord var kælne, lokkende - og på en måde gjorde det hende mere utilpas ved situationen. Som om hun var erstatningsdatteren eftersom sønnen havde skuffet.
My dear... Kunne han have overspillet deres kendskab til hinanden bare en smule mere, så Tidus kunne tro at hun var hans nye bonusmor?!

''Yes... Tidus and I, we... Have... Had... Mutual friends.'' svarede hun Jasper, med en stemme der understregede at deres kendskab til hinanden ikke skulle diskuteres foran hans far.
Hun så på Jasper, som han ganske roligt gik igang med at spille videre, mens han gav dem deres ordre. Et par fingre? Ikke andet? Herregud da, så var det da sjovere når de havde kontrakterne liggende. Ikke at Tidus nogensinde ville få det af vide... Håbede hun.

''No, Sir. Whatever I have to say, will be to your son, and in private - thank you.'' svarede hun Jasper. Hun havde mere end én gang gjort det klart for samtlige medlemmer hun havde arbejdet med, at hun ikke var interesseret i personfnidder. Derfor ville at arbejde sammen med Tidus være utrolig hårdt, udelukkende fordi hun sikkert stod til den største omgang lort i hele verdenen fra ham så snart de var alene.

Ganske roligt gik hun nu helt hen til Tidus, og uden at røre ved ham nikkede hun mod den dør de begge selv var kommet ind af for lidt siden; ''Let's talk outside, okay?'' bad hun stille, velvidende at helvede ville bryde løs når Tidus atter fandt sin tunge.

Jasper nikkede til hvad Cass havde at sige. Ja, han så potentiale i denne heks. Men hvem ville ikke det? Hun var talentfuld og havde ugler i mosen, præcis ligesom resten af hans gruppe, så derfor hørte hun til her. Måske endda mere end hans egen søn gjorde. Derfor lod han dem gå fra ham, så de kunne snakke alene. Specielt lå der til at der var noget de to unge hoveder skulle snakke ud. "Talk out as much as you want with him my dear... maybe you can put some sense into his head."
Det løb Tidus koldt ned af ryggen, som Jasper kaldte Cassandra dear. DEAR. Den klamme gamle nar skulle altid lægge an på kvinder. Lige nu kunne Tidus dog ikke fokusere på det. For nu var han på vej ud for at snakke med Cass. Noget han havde haft lyst til i flere måneder! Også alligevel... han havde ingen anelse om hvad han skulle sige til hende.
Så snart de var ude af rummet, langt væk fra Jaspers irriterende blikke, vendte Tidus fronten imod Cassandra. Her pegede han på hende, kun for at fjerne fingeren igen. Det klassiske når man kunne se at nogle forsøgte at sige noget. Lidt forhvilede gik han rundt om sig selv, kørte en hånd igennem sit hår og pustede ud. Hvordan skulle han starte?? Skulle han råbe? nej... det ville intet hjælpe.
Da han endelig åbnede sin mund og der kom ord ud... var det langtfra hvad han havde troet. "So how are you enjoying the mafia?"
Her løftede han en finger op og vendte ansigtet imod den nærmeste mur for at hamre panden ind i den. Dette gjorde han to gange, før han vendte sig om imod Cass igen og sænkede sin finger. "What I was trying to say is... WHAT THE HELL ARE YOU DOING!?"
De blå øjne skreg nu tydeligvis efter et svar fra heksen foran ham.

Cassandra sukkede lydløst af sin chefs kommentar - Tidus var langt mere fornuftig end hans far lige gik rundt og troede, men naturligvis kunne en narcissistisk narrøv ikke se det for sig. Verden udsprang af Jaspers navle, og stoppede ved hans næsetip.
Hun forholdte sig tavs, indtil hun stod med Tidus udenfor igen. Tidus, som hun havde betroet sig til på så mange punkter, stod nu over for hende med en finger pegende direkte på hende. Han lignede en hund der forsøgte ethvert trick i bogen for at få bare en eller anden anerkendelse - og som en fortvivlet husalf straffede han sig selv for hans første sætning sagt til hende i måneder. Hun havde lyst til at bede ham tage sig sammen - men det ville intet hjælpe, for det var tydeligvis mere en såret ung mand end en vred banshee der stod foran hende.

Hun lagde armene over kors, som han nu nærmest krævede et svar fra hende - og svaret ville ikke være rart.
''First of all - it's nice to see you again too, Tidus.'' sukkede hun, en smule opgivende. Hun skiftede vægten over på sit andet ben, inden hun talte videre.
''And I'm enjoying the mafia-life just fine, thank you.'' sagde hun så, en smule skarpt. Han ville slet ikke forstå lige præcis hvad der havde drevet hende til at søge tilflugt hos hans far, specielt ikke når han selve følte sådan en afsky over for Jasper.

På trods af mange måneder med de andre i hendes gruppe, så havde hun ikke ytret mange ord med dem. Hun delte ikke sin fortid, sit liv, følelser eller tanker, men nogen. Ikke længere.
''I'm surviving, Tidus. That's what I'm doing.'' sukkede hun så, en smule opgivende - tilmed undskyldende. Hun kunne ikke opretholde en hård facade over for den mand der engang havde været millimeter fra at være hendes familie.
''I don't have anything else anymore, do I? I told you that I needed to disappear...'' sagde hun så, med en stemme der tydeligvis understregede at hun hadede tanken om at fortælle ham det.
Hun huskede alt for tydeligt det hjerteskærende øjeblik hvor det gik op for dem begge at tingene meget snart ville gå galt, og deres veje måtte skilles. Hvor mange gange havde hun ikke prøvet at genspille minderne, for at undersøge om hun overhovedet havde givet ham nogen grund til at tilgive hende. Resultatet havde altid været det samme; hun havde svigtet alle ved ikke at kunne styre sig selv, præcis som hendes far. Hun var en skuffelse over for alle hun holdte af - og det eneste sted hun egentlig fungerede optimalt var i en mafia hvor det var do or die-mentalitet der regerede. Sørgeligt, men sandt.

''I can tell that you want to yell at me. Go ahead. Oh, or maybe, you want to try and kill me again? - if so, please finish the job this time. I sick and tired of being reminded what a failure I am to you and your boyfriend.'' knurrede hun så, en smule frustreret. Hun gad faktisk ikke rigtig diskutere med ham. Hun havde gjort alt for at undgå at såre eller skade ham og tvillingerne - og hun havde fejlet. Der var i bund og grund inden årsag til at han skulle tilgive hende.
Måske virkede hun hård og bitter udenpå, men hendes øjne talte helt klart et andet sprog. Hun var rædselsslagen for hvad Tidus havde at sige, for hans mening betød langt mere end de flestes..

Tidus vidste ikke hvad ben han skulle stå på. Den ene side følte for at kramme, fortælle hende hvor meget han havde savnet hende og den anden side ville som sagt råbe op. Fortælle hende at mafiaen var en kæmpe fejl. Det Samme var det at hun var stukket af. Joe var på renden til døden... det var alt knusende. Så bare tanken om hvor hårdt det måtte være på Cass... men vidste hun det overhovedet?? Vidste hun hvad situation Joe var i??
Hvor stod hun henne i dette? Men igen... hvor stod nogle af dem henne i dette? Tidus havde aldrig frygtet fremtiden mere end hvad han gjorde lige nu. Hjertet gik i stå hver gang han tænkte på Joe... og Eli... for den sags skyld.
Han sank en klump og forsøgte roligt at lytte til hvad Cass havde at sige. Mafia livet... hun nød det. Eller, måske det var en facade hun holdt oppe. Hun snakkede nu om at hun overlevede... der var intet andet tilbage... var der? De ord fik en klump til at sætte sig i Tidus allerede tørre hals. Var hun alene nu? Var der så lidt tilbage at hun mente en mafia var den eneste udvej?? Hvorfor gjorde den tanke så ondt??
Og hvor mange spørgsmål havde han ikke lige stillet sig selv nu?? Hvor kunne han en bruge en øl lige nu eller noget stærkere! Dog var hans hoved stadig tungt for i hård aftens druk. Hans eneste måde at komme væk fra hans eget hoved...
som det lå til at Cass havde snakket ud, tog Tidus en dyb indånding og pustede derefter ud. Det var måske på tide han sagde noget. I stedet for bare at lade hans tanker snakke som altid!
Hendes sidste kommentar havde gjort ondt. Men... han vidste hvor frustreret hun måtte være. Derfor råbte han ikke. I stedet så de blå øjne søgende på hende. Dog kunne han ikke sige hvad han søgte efter. Måske hendes indre tanker og følelser... ikke den hårde og kolde facade. Og han fandt det skam... i hendes øjne.
“I would never kill you...” Kom det lavt fra ham. Her rømmede han sig dog. Lige for at gøre sin tone højere. “And I really don’t know what to say to you... I know you had to run away... but... why... I... why to the mafia? Why away from me... you say you have nothing left and I...” han så hende her i øjnene. “I don’t get it... I’m sorry... but I wish I did... the mafia would never make you feel less of a failure... take one step to the right, when they’re yelling left and they will punish you...”
igen sukkede han dybt. “Joe... he’s... he’s in a really bad condition and Eli...” hans hjerte gjorde virkelig ondt lige nu... “I don’t even know anymore...” hans øjne skreg af så mange forskellige følelser. “You must be in so much pain and I’m sorry I couldn’t help you out of it.”

Som hun stod der med armene over kors, og afventede den blonde mands respons på hendes frustrationer, kunne hun mærke hvordan kvalmen steg i hendes svælg. En frygt for hans skuffelse var langt mere reel end frygten for at gøre noget forkert i mafiaens øjne.
Hun rystede på hovedet af ham, som han sagde at han aldrig ville dræbe hende. Det var ikke sandt, og de begge vidste det. Hun havde ar der beviste det, tydeligt. Men hun lod det ligge, for hendes kommentar havde været grov og urimelig.

''Why away from you?'' gentog hun, en smule målløs over hans måde at sige det på. Hun kunne næsten ikke tro sine egne øre - forstod han virkelig ikke at hun ikke kunne være nær ham så længe han havde en forbindelse til Josiah eller Elijah? Måske ikke. Måske var det kun i hendes hoved at det var logisk.
Hun sukkede lavt, og hendes defensive positur med armene over kors var nu desværre faldet fra hinanden, som hendes arme gled ned langs hendes sider.
Hvordan forklarede hun ham hvad der skete? Hvad der gjorde at hun ikke længere var den blive Mama Cass hun var dengang i hans værelse, inden hun forsvandt? Det kunne hun ikke.
''I... I don't want to talk about the Oakley's. I can't, and I won't.'' sagde hun en smule skarpt, men skarpheden bare tydelige spor af beherskelsen der ellers holdte hendes stemme i tøjler, så hun ikke knækkede sammen i gråd.

''The mafia welcomed me, when I was out of control and scared. I know you would have done the same and more, but I couldn't take your support on my back, when Elijah might have needed it more.'' sagde hun, inden hun atter rystede på hovedet.
Hun vidste at han ikke ville godtage den undskyldning - men hun havde det godt hos mafiaen. Hun elskede faktisk at være en smule farlig, og ikke være bange for sig selv. Det var befriende. Hun elskede det virkelig.

Han nævnte hendes smerte, og hun rystede på hovedet. Hun skammede sig over tanken om at hun ikke følte mere omkring Josiah og hans situation.
''I wanted to see you, I truly did. Every single day...'' sukkede hun stille, inden hun rystede på hovedet af sig selv. Hun nikkede op mod gaden, inden hun drejede sig lidt så hun stod lidt tættere på ham, uden at røre ved ham.
''Your dad gave us a job to do. Let's do it before he gets impatient. We both know that now that he knows that we know each other, he won't hesitate to punish one of us to get to the other.'' sagde hun, lavt og kontant. Hun vidste ikke om han forstod hendes mening; Jasper var en farlig mand, og så han sig vred på enten Tidus eller Cassandra så ville han uden tvivl ramme en af dem gennem den anden. Og det ville Cassandra ikke kunne holde ud.

''I'll buy you a drink when we're done...'' sagde hun stille, inden hun ellers stak hænderne i lommerne på hendes læderjakke, og ellers begyndte at gå.
Havde tingene været anderledes, så havde hun krammet ham indtil en af dem ikke kunne stå længere - men ærefrygten for Jasper havde helt klart sat sine spor i hende.

Alting var så anspændt imellem dem. Denne anspændthed fik ham til at tænke tilbage på hans ord. Hvis dog bare nogle af tingene var blevet som det var… men så igen… så ville de have været fanget i en spiral af hverdage hvor alting ville være uhyggeligt perfekt.
Lige nu kunne han ikke tygge på noget af det. Cassandra ønskede tydeligvis ikke at snakke om hvad der var sket. Han ville gerne godtage hendes undskyldning… men han kunne bare ikke. Ikke lige nu. Alting var et stort rod. Hende… Joe… Eli… ham selv… han sukkede og ligesom hende, rystede han på hovedet og kørte en hånd igennem de rodede blonde lokker. Hun skiftede hurtigt emne ved at nævne det job hans far havde smidt på dem. Med armene nu lagt på kors, som for at beskytte sig selv, nikkede han og pustede ud.
Som hun begyndte at gå, fulgte han med hende med stive bevægelser og et blik rettet imod den kolde jord. I baggrunden kunne man høre lyden af torden der nærmede sig.
Tidus begav sig hen til deres sædvanlige bil, den hvor Henry altid sad og ventede på at skulle køre. Denne gang, åbnede Tidus dog føre døren og gjorde et nik med hovedet til at Henry skulle flytte sig. ”Skootch… I’ll drive this time.”
Henry gjorde en sjov grimasse før han trådte eftersom Cass nok havde sat sig på shotgun pladsen. Som var det, det mest normale tog han sin smartphone frem og forsvandt væk i den imens Tidus kørte igennem gaden. Bilen slingrede fra side til side, som den blonde speedede op og opførte sig som Vin Dielsel fra Fast and the furious. ”Move peasants!”
Som om det ikke var nok han var under sin fars kontrol… nu var Cass også en del af det! CASS! HVORFOR!?
Henry sad og slingrede fra side til side, stadig med blikket plantet ned i mobilen. Da de kom til den udvalgte adresse, stoppede Tidus op og bekymrede sig ikke om parkeringen. Den valgte adresse var et faldefærdigt hus i et ret så lusket kvarter. I det han stoppede op, blev de da mødt af et par blikke fra et par skumle fyre, med smøger hængende ud af munden. Tidus ignorerede dem dog som han trådte ud af bilen og gik hen til dem. ”What up… is there aaaaaa…” han tog sin fars seddel op af lommen. ”Barney Kingster here?”
Mændene så spørgende på ham før de gjorde et nik ind mod huset, hvor døren stod fuldstændig åben og man kunne høre hunde gø højt. Tydeligvis tog mændene ikke en sjukset lignende dreng som ham alvorligt. Tidus nikkede som tak før han så hen på Cassandra. ”Are you ready to see if he has our money??”

Cassandra vidste godt at han ikke kunne lide situationen. Han kunne i forvejen ikke lide hans far, og at hun arbejdede for ham ville sikkert ikke gøre tingene bedre mellem dem. Det kom dog bag på hende at han intet sagde til hendes forsvar, og som han fulgte med hen til bilen skar hun en lille grimasse. Tidus ville køre... Henry vidste uden tvivl hvad det betød - men Cassandra havde været lykkeligt uvidende. Hun satte sig roligt ind på forædets passagersæde og spændte sin sikkerhedssele, inden Tidus gassede op og drønede gennem gaderne som natbussen i Harry Potter. Cassandra virkede dog ikke umiddelbart til at være negativt påvirket af den turbulente køretur - tværtimod. Hun elskede farten og den adrenalin som det bød sig. Hun vidste godt at Tidus var vred over hele situationen - og hun ville tale med ham om det når han var klar. Indtil dag, så havde hans far - Cassandras chef - givet hende besked på at holde øje med ham.

Hun stod ud af bilen samtidig med Tidus, og smilede for sig selv som Tidus var noget nær det mest afslappede og uintimiderende individ hun havde set, da han stod og ledte efter papiret fra Jasper. Hun stod et par skridt bag ham, og så på de to mænd som de gav ham adgang. Cassandra fulgte med Tidus, ganske roligt, og som hun passerede de to mænd med deres cigaretter i mundvigerne, kunneman høre en svagt brusende lyd - såfremt man havde hørelsen til det - efterfulgt af begge mænd der hostede og harkede mens de smed deres cigaretter fra sig. Røgen osede fra dem, og små røde mærker på de to mænds mundviger vidnede om at hun havde været i drillehumør.

Hun kunne høre hundene gø - og en del af hende havde lyst til bare at sætte sig på hug for at kæle for dem så snart hendes øjne ville lande på dem. Men hun vidste at det ville være knap så klogt, deres ærinde taget i betragtning. Som de trådte ind i det faldefærdige hus tog det hende ikke mange sekunder at finde frem til lige præcis ham de ledte efter; en yngre lurvet mand med mørkebrunt hår og grønlige øjne som stod i det fjerneste hjørne af hvad der egentlig kunne minde mest om en dagligstue. Der var trods alt en ødelagt sofa, og en bærbar på en papkasse. Måske var det sofaen der talte mest for en stue....
I hans hånd havde han en lommekniv - det bette pus - som han stod og skælvende truede dem begge til at holde sig på afstand.

''Mr. Kingston, we're here to collect your debt towards our employer. Our job is very simple, and only painful for your wallet, I assure you. If you can pay, that is.'' hendes stemme var rolig, men lige så kold og uden medfølelse som dengang hun havde talt til Tandstikken første gang hun havde mødt Tidus. Barney så på Tidus, og derefter på Cassandra. Han piftede højlydt, inden en stor hund rejste sig fra sofaen i rummet og gik hen foran Cassandra. Hun blottede tænder, og rejste børster, mens den gjorde det meget klart at hun ikke ville komme tættere på hundens herre.
I en hurtig bevægelse havde hunden sprunget frem for at bide ud efter Cassandra, men i stedet landede den livløst ved siden af hende. En lang og dyb rift hen over hundens strube afslørede at hun havde flået dens hals op. Blod flød frit fra hundens hals. Hun så frustreret på Barney, inden hun rystede på hovedet. Hendes negle var længere, sorte og krumme som klør - drageklør.

''There's two things I can't stand, Mr. Kingston. The first thing is fools that doesn't understand when they've lost,'' sagde hun som hun trådte tættere på ham mens hendes øjne begyndte at gløde svagt.
''And I can't stand when humen forces other beings to do their dirty work.'' man kunne høre afskyen og vreden i hendes stemme, og havde det ikke været fordi Jasper havde givet dem en ordre på at tage en finger pr. tusind manden ikke kunne betale, så havde hun bare skaffet manden af vejen i stedet.

''Either you pay us right here, right now - or I'll start by tearing your hand apart, section by section.'' sagde hun, og man kunne tydeligt se hvordan Barney nu stirrede på hende med frygt i øjnene, inden han så panisk hen på Tidus i en bøn om at stoppe Cassandra.

Han gabte en smule som de begav sig ind i huset. Ud af sin øjenkrog bemærkede han godt at Cass havde valgt en smule at brænde mændenes læber. Hvad man ikke gjorde når man havde sjove evner at lege med. Så snart de kom indenfor var huset præcis som Tidus havde forventet. Tydeligvis havde manden ikke råd til at betale dem tilbage. Han kan knap nok betale for møbler… så snart Tidus fik øje på hundene vendte det sig i maven på ham. Havde han overhovedet råd til at fodre dem?
Ja, han havde sine prioriteter.
Den såkaldte Barney trak en lille lommekniv frem, forsøgte at true Cassandra som han stod og rystede en smule i bukserne. Til Tidus frygt brugte han en af sine hunde som våben og det stakkels kreatur, med ordre fra sin ejer, sprang imod Cass. Kun for at gå sin død i møde. Tidus spærrede øjnene op. Han så tomt ned på hunden og derefter hen på Cassandra, der nu igen lignede den kvinde han havde mødt tilbage i baren. Skræmmende og stærk. I baggrunden stod den anden hund og peb over tabet af dets ven.
Som Barney så bedende hen på Tidus, rystede den unge Banshee på hovedet og gik selv imod ham. ”How much can you pay? If you can pay enough… You could keep the most of your fingers.” Han trak her selv sin såkaldte kniv ud af sit ærme.
Barney spyttede efter Tidus fødder. ”I´ll pay you nothing doll face!” Hundens peben blev højere og højere, hvilket fik Barney til at se om på den og sparke den i siden. ”shut up you useless bag of…”Han blev afbrudt af Tidus der tog fat i hans hoved, for at bruge alt sin styrke og hamre ned i sit løftet knæ. Derefter kastede den blonde den slappe mand til side. ”He owes us 6.000… so, that´s six fingers.” her så han spørgende hen på Cass. ”You want the honor or should I??”

Cassandra så til, mens Tidus ganske tydeligt gjorde det klart for Barney at der ikke var tale om en mild dom. Nok havde Cassandra aflivet en af hundene - en syg hund, som knap nok havde været andet end skind og ben... Men han havde gjort noget endnu værre - han havde pisset Tidus gevaldigt af. Egentlig havde hun lyst til bare at smile, som Tidus noncelant bare hamrede den tåbelige mands fjæs ned i hans knæ og derefter havde kastet ham fra sig. Barneys kniv samlede hun let op , og med et lille smil sagde hun roligt ''I'll take three. You can do what you want - I won't rat you out.'' sagde hun roligt - måske en anelse for roligt - mens hun rettede Barneys venstre arm ud; han måtte have været venstrehåndet, for det havde været den hånd han havde haft kniven i for få sekunder siden.

Barney lå på maven, og Cassandra sad med et knæ borende ind i skulderleddet på ham i venstre side, mens hun ganske roligt rettede hans arm ud og placerede hans hånd frit. Kniven tog hun i sin ene hånd, mens hun ganske roligt placerede den i mellemrummet mellem Barneys tommel- og pegefinger. Her begyndte hun at flytte på kniven fra mellemrum til mellemrum, mens hun fornøjet nynnede en lille melodi. Enhver der kendte legen, forstod hvad den handlede om. Alle havde på et punkt leget den i skolen. Havde de ikke? Man kunne høre Barney prøve at bede for sit liv, men Cassandra nynnede bare højere. Pludselig ramte kniven hårdt ned i Barneys tommelfinger, hvorefter Cassandra ganske fornøjet erklærede følgende; ''The game decided that this should be the first one to go!'', hvorefter hun med et rent og hårdt snit skar igennem både hud, sener, kød og leddet. Tommelfingeren lå nu foran dem, og hunden der før var blevet sparket til så ud til at sende lange øjne efter den. Cassandra sagde intet, og hunden blev hvor den var.

Cassandra begyndte nu at synge ganske roligt, mens kniven atter dansede mellem Barneys resterende fingre på venstre hånd; ''Oh, I have all my fingers
The knife goes chop chop chop
If I miss the spaces in-between a finger will come off,'' - og rigtigt nok, så snart sidste ord i rimet var sagt, hamrede hun kniven ned i hans langefinger. I samme proces som den forrige fjernede hun hans finger, og blodet sprøjtede mens Barney skreg af smerte. Men fri, det kom han ikke - og hun forsatte:
''And if I hit any fingers
The blood will soon come out
But all the same I play this game cause that's what it's all about,'' - endnu engang, som verset sluttede, røg endnu en finger. Denne gang, hans ringefinger. Tre fingre var nu taget - og hånden som Barney var efterladt med havde nu kun en pegefinger og en lillefinger tilbage. De to mest ubrugelige fingre når de stod alene. Nu rejste Cassandra sig fra Barney, og Barney trak sin hånd til sig i chok. Cassandra - som nu ikke længere så Barney som en trussel i nogen som helst forstand, hamrede kniven ind i dørkarmen, inden hun gik hen til den hund hun for få minutter siden havde aflivet.

Hun satte sig på knæ ved hunden - og trods hendes race, foldede hun sine hænder, og placerede dem mod hendes læber mens hun gentagende gange mumlede den samme sætning igen og igen: ''Malo mori quam foedari, marcet sine adversario virtus, mea culpa, Memoriae Sacrum...''. For hver gang hun gentog sætningen bukkede hun hovedet inden hun kyssede sin hånd blidt, for derefter at starte igen med hendes mumlen. Hun forsatte sådan, indtil hendes ord ikke blev andet end en sammenblandet vælde af ord. Hun stoppede, velvidende at hun ikke kunne gøre andet, og rejste sig langsomt. Hvad end Tidus havde valgt at gøre, havde hun ikke bemærket, som hun havde siddet ved hundens lig.

Tidus nikkede til antallet af fingre som Cassandra nu ønskede at skære af Barney. Medfølelsen var svundet ud af Tidus i det sekund han så hvordan Barney havde behandlet sine hunde. For ikke at sige han brugte dem som et våben. Hvilket resulterede i at en af dem nu lå og blødte ud på gulvet. Så da Cass begyndte at lege sin sadistiske lille leg med manden, foretrak han ikke en mine og så blot på det hele med tankerne tomme. For engangsskyld tænkte han ikke. Han var som en tom lille skal der bare stod.
Cass tog tydeligvis de vigtigste fingre. Der var ikke meget man kunne gøre uden tommelfingeren… for ikke at sige hans langefinger og ringefinger. Tidus satte hovedet på skrå og så ellers efter den finger hun valgte at smide væk. Måske de skulle tage dem med sig som beviser. Herpå gik han ud i mandens køkken, ledte efter både pose og papir til at kunne samle i det mindste bare en af fingrene op. Så kunne han altid smide det i hovedet på sin far. Der garanteret blot spurgte ind til hvor de andre fingre var… fuck it.
Han så hen på Cass der tydeligvis havde dårlig samvittighed over det med hunden. Nok kunne hun være kold… men hjerteløs var hun langt fra. Han smilte skævt over synet, hvorpå han gik hen til Barney, der stadig lå og hulkede på gulvet.
”No more… no more…” hulkede han og fik et blik af rædsel i øjnene som han så de manglende fingre på sin hånd.
”No more.” mumlede Tidus. Herpå trådte han blot over Barney. Manden ligefrem rystede i det Tidus trådte en smule tættere på ham. Men så snart han opdagede han ikke var interesseret i ham, løftede han hovedet og så imod den blonde banshee.
Tidus havde blot sat sig på hug overfor hunden der nu var tilbage. ”Hey…” sagde han en i en rolig stemme og rakte en hånd ud. I stedet for at knurre og bide ud efter ham, begyndte hunden at pibe og ellers forsøge at komme tættere på Tidus. ”I know… I know…” forsigtigt aede Tidus det stakkels dyr over ryggen. Uden så meget som at blinke, løftede han den store rotweiler op i sine arme og begyndte at gå. ”Keep the rest of your 3 fingers… I´m taking your dog… That´s a fair trade.”
Barney skulle til at sige noget, i det han bemærkede det kolde og dræbende blik fra Tidus, hvilket fik ham til at lukke munden helt i igen. I frygt for hvad der ville ske, blev han liggende og turde ikke engang se efter Tidus, der gik ud af døren stadig med den store hund i sine arme.
Mændene udenfor, kiggede efter ham, men rørte på sig gjorde de ikke. De havde skrigene fra Barney og skulle bestemt ikke rode sig ud i noget af det.
Henry åbnede bagdøren for Tidus, der forsigtigt satte hunden fra sig, så den kunne nu ligge der på bagsædet i fred. Her vendte han sig om imod Cass. ”You take shotgun. Henry… Backseat.”
En smule misfornøjet, kiggede Henry om på bagsædet, hvor rotweileren sad med åben mund og forsigtigt logrede med halen. Opgivende sukkede den stakkels chauffør men satte sig ellers ind til hunden.
Tidus snuppede førersædet igen og startede bilen op. Han var klar til bare at aflevere fingeren til sin far, for så ellers at finde et godt hjem til den stakkels mishandlede hund. Kort så han hen på Cass. ”You know a place where they keep animals without hurting them?”

Hun havde hørt den latterlige mands hulken, og hun havde hørt Tidus som hav havde forladt rummet, men hun havde ikke opdaget at han havde taget den anden hund med. Det var først da hun så Tidus sætte hunden ind i bilen at hun faktisk registrerede at de var færdige med opgaven, og at Tidus nu talte til hende - nej... Han talte ikke, han gav en ordre. Det lå måske til familien...
Hun satte sig ind, som han sagde hun skulle, og en smule fraværende fik hun spændt sin sele. Bilen startede med sin fornøjede brummen, og Tidus stemme blev druknet lidt ud i hendes tanker. Hun sad og stirrede ud af vinduet, mens hun sad og pillede fraværende ved sine fingre - flere af dem havde hun pillet hul på under hendes messe før..

Hun lukkede øjnene kort, mens hun så for sig hvad der ventede når de vente tilbage til Jasper med besked om at opgaven var færdiggjort. Eller, nej, det var den ikke. De havde ikke fulgt ordre, og det var Cassandra der ville stå til ansvar for det, eftersom hun også havde ansvaret for Tidus i den givne situation.
''No... I don't. Not unless you and I counts, and Archimedes doesn't do well with others.'' sagde hun bare, inden hun så hen på Tidus med et lidt frustreret blik.

''You are aware that three fingers only pays half of the debt, right? - You'd just put me in a shitty situation, Tid..'' sukkede hun så, og rystede på hovedet af sig selv.
Hun vidste godt at det var urimeligt at tale om hvem der satte hvem i en dum situation, når nu hun selv havde været forsvundet i alt for lang tid. Men der var så meget Tidus ikke vidste - så meget der ikke skulle siges.
bsukkede hun så, inden hun drejede hovedet og atter bare stirrede ud af vinduet. Hvad ville Jasper gøre, når hun ikke havde overholdt reglerne han havde fastsat? Havde det ikke været Tidus der lige havde givet hende talen om at hvis man trådte ved siden af hos dem, så ville de slå hårdt ned på det!?

''I... I am sorry, Tidus..'' sagde hun så, inden hun lagde en hånd på hans lår - ikke intimt, men... Det var den første gang hun havde rørt ham siden den formiddag hjemme ved ham for alt for længe siden. Dengang hun havde ligget i hans arme og bare ønsket at intet ændrede sig. ''I...'' hun tav igen, og trak sin hånd til sig igen relativt hurtigt. Hun havde ingen undskyldning, og hun hadede tanken om at hun havde såret Tidus.. Hun følte sig så ussel..

Tidus sukkede svagt over hendes svar. Uglen hun havde derhjemme ville nok ikke syndes om en hund. Det gav han hende fuldstændig ret i. Han holdt øjnene på vejen, men selvom han ikke så på Cass, kunne han sagtens regne ud at hun havde en opgivende mine på. Eller, måske snarer frustreret. Specielt nu når hun nævnte at han ville sætte hende i en vanskelig situation, nu når de kom tilbage til Jasper med en finger. Indeni var han ved at eksplodere. Han havde været en del af den mafia ligeså langtid tilbage som han kunne huske! Selvfølgelig vidste han hvad situation det ville sætte dem i. eller, nok nærmere ham. For han tog skylden på sig og Cass… Cass var en smuk kvinde og Jasper skulle derfor nok vise hende… mercy.
Men inden han overhovedet nåede at svare hende, kom hun ham i forkøbet med at undskylde overfor ham. Noget inde i ham sagde at hun ikke kun undskyldte for hendes ord. Hun undskyldte garanteret for hele situationen. Han gjorde en lille svagt smil og så ellers kort på hende ud af sin øjenkrog. Følelsen af hendes hånd på hans lår var egentlig ret så rar. Den var beroligende.
”I´m aware what my father will do… and It will not put you into a shitty situation,” forklarede han roligt. Kort fjernede han blikket fra vejen for at sende hende et beroligende smil. ”Do not worry.”

Da de kom tilbage til kryddeributikken, bad Tidus Henry om at vendte i bilen og gøre klar til at køre. Hunden blev også derude eftersom hans far bestemt ikke ville tage godt imod nyhederne. Hvilket kunne bringe hunden i fare.
Nu tilbage i pool rummet, var en af Jaspers andre mænd dukkede op, i gang med at spille en omgang pool med det ældre menneske. Jasper løftede hovedet og så hen på Cass og Tidus med et lille smil.
”Did everything go as planned?” Lød det fra ham.
Tidus gjorde et enkelt nik med hovedet, hvorpå han smed posen med fingeren efter ham, så han fik den i ansigtet. Jasper gjorde en lille utilfreds grimasse men greb alligevel posen. Her betragtede han fingeren og nikkede en enkelt gang med hovedet. ”Is there a reason you´re only brininging me one finger?”
”Normally I don´t scatter around and pick up fingers. So yes, I only picked up one,” svarede Tidus koldt. Han havde lagt armene på kors.
Jasper sukkede og så hen på Cass, som han skulle til at sige noget til hende, trådte Tidus ind foran hende og afbrød de ord der nu ville være kommet. ”She did her part. 3 fingers cut right of his hand, left him to bleed in his house.”
”3?”
”I stole his dog instead… It could be worth money. It´s a fullblood.”
”I asked you to cut of as many fingers as 1000 he owned us… and you only cut of 3 fingers?” lød det nu spørgende og koldt fra Jasper.
Tidus foretrak dog ikke mine som han så hen på sin far. ”You got 3 fingers and soon money from an expensive dog. I gave you something better than 6 cut of fingers.”
Jasper sukkede og satte sig på en af stolene. Han gned sine tindinger og så igen op på Cass. ”Can I… speak with my son in privacy dear… and afterwards… I wanna speak with you in privacy.”
Dette fik det til at løbe Tidus koldt ned ad ryggen. Hvad ville han med Cass i privaten?

En del af hende forstod udemærket Tidus og hans modvillighed over for sin far. Trods alt havde hun levet det samme lidt når det kom til hendes mor - men før eller siden måtte man erkende at man ikke valgte sine forældre. Tidus ville måske ikke indse det før langt senere i hans liv, men... Hendes tankestrøm blev afbrudt af Tidus, der sagde at han udemærket godt vidste hvad hans far ville gør - og at det ikke ville sætte hende i en dum situation. Hvor var han uvidende, den stakkels blande banshee.
Hans beroligende smil havde hun savnet mere end noget andet - et smil der i denne situation næppe ville gøre nogen gavn udover at bringe tårer til hendes øjne som hun atter stirrede ud af vinduet for at skjule hvor meget hun fortrød ikke at have søgt hans beskyttelse og tryghed dengang, fremfor mafiaens.

Inde i kryddeributikken havde Tidus påtaget sig beskytterrollen over for Cassandra, tydeligvis, som han forklarede hvordan hun havde gjort sin del af opgaven, mens Tidus havde valgt en mere barmhjertig tilgang. Medmindre man var manden der havde udstedt ordren; så var det tilnærmelsesvis majestætsfornærmelse.
Det var tydeligt at Jasper ikke var tilfreds, som han satte sig i stolen og gned sine tindinger. Alligevel, så var der noget i Cassandra der skreg efter at blive hos Tidus. Gik hun fra ham nu, hvad ville der så ske? Om så det bare var den anden side af en dør - hun kunne ikke udstå tanken. Hun kendte uden tvivl til Jaspers vrede - en vrede der nu ville gå ud over dem begge uafhængigt af hinanden.

''Sir, I hate to interupt this little attempt on parenting, but I have a rather urgent matter to discuss with you. I'm afraid that whatever you have to discuss with your son will have to wait for a moment.. In privacy, please.'' sagde hun, som hun ganske roligt trådte frem fra bagved Tidus. Hendes blik kunne man ikke tage fejl af - ville Jasper så meget som røre ét enkelt hår på Tidus hoved, så skulle han igennem hende først; noget som de færreste havde præsteret. Hun så afventende på Tidus, og om han forlod dem eller lod være, trådte hun et skridt tættere på Jasper - dog uden for arms rækkevidde.

''I should have been more aware about your sons way of doing things. Had I known him to be the one to take the easy option, I would have severed all 6 fingers myself. You had warned me about his tendency to defy orders, and I apologize for my lack of action when it comes to do as you ordered.'' sagde hun, velvidende at hvis Tidus havde hørt hende, alt efter om han var gået eller ej, så ville det sikkert være sårende - men bedre end en omgang tæsk.

''The dog your son took as a substitute for the 3 fingers will without a doubt be enough to get the 3000 that's missing. But, on top of that, he lost another very fine dog when it tried to attack us. I'm aware that there was no instructions to get rid of the dogs, but if it is to consider, Tidus taking the prime specimen - which is worth a good deal more that 3000 - and us killing off the other one, mr. Kingster not only lost the ability to use his primary hand - he also lost around 8000 pounds worth of hounds.'' sagde hun, med en stemme der gjorde det meget klart at hun ikke havde tænkt sig at give sig på området. Hun huskede alt for godt hvordan Tidus havde ytret at han ville gå igennem helvede for at hente hende hjem igen - at gå imod Jasper direkte op i hans åbne ansigt måtte vel tælle som noget nær det samme. Og det var jo ikke fordi hun ikke havde fået en god del tæsk af Jasper de sidste måneder; hvis Tidus havde set hendes torso, som meget belejligt var gemt under hendes tanktop og læderjakke, så ville han se hvor gul og blå hun egentlig var.

''You made your son my responsibility, sir. Therefor, I'm the one to blame for his lack of delliverance.'' sagde hun, inden hun rettede ryggen lidt. Hendes normalvis brune øjne var skiftet til deres gyldne farve med de aflange pupiller. Eftersom de var i en kryddeributik skulle der ikke mere end et par gnister til før hele skidtet ville brande ned. Havde Jasper nogensinde set en hekse-dragonianer-blanding lege med ild? Det var yderst underholdende, så længe man ikke sad midt i flammerne.

Hverken Jasper eller Tidus kunne tro hvad de stod og hørte. For Jaspers vedkommende, var det ydmygende at Cass gik imod hans ordre. Også lige foran en af hans mænd. Glimtet i Cass øjne var ikke til at tage fejl af. Hun ønskede ikke at noget skulle ske med Tidus. Der var et udbrydeligt bånd imellem de to. Det kunne selv et koldt menneske som ham se. Derfor rømmede det skræmmende menneske ned i sin hånd og rejste sig nu op fra en af stolene. Før han kunne sige noget dog, trådte Tidus frem og så her fra sin far til Cass. “First of all... don’t speak like I’m not here.” Denne var tydeligvis rettet imod Cass. Herefter så han hen på sin far. “Second of all... cass is not responsible for me... have you forgotten through out the years, that whoever had that job... ended up dissapointing you?? Because they can’t control my actions... so for freaky deaky fucking sake, stop putting babysitters on me!”
Jaspers håndlanger kom med et lille suk i baggrunden. Dette var typisk Tidus... derimod, var Jasper ved at eksplodere. Han var ikke i humør til nogle af disse unge menneskers udbrud. Og da slet ikke en kvindes hvis øjne kunne ligne en drages lige nu.
“Both of you... get out!” Lød det nu vrissende og koldt fra ham. Han pegede hen imod døren. “I will talk to each of you... later...” det lille latter kom som flammer ud imellem hans læber. Det løb en koldt ned af ryggen. Mere havde han ikke at sige. Han var ikke i humør til at gå imod dem sammen. Når han skilte dem ad ville det hele blive nemmere. Han gik tilbage til poolbordet og forventede nu snart at høre døren åbne og lukke bag ham.
Tidus var hurtig til at forsvinde, selv var hans eget blod ved at koge over ved synet af sin far. Her stillede han sig ude på gaden, kørte hænder igennem sit uglede hår og så snart Cass ville komme ud, ville han se en smule hårdt hen på hende. “Don’t you ever say something crappy like that again. You’re not responsible for my actions. NEVER.” Han så advarende hen på hende. De altid fredelig blå øjne var i et svagt mørkt skær.

Det tog ikke de to mænd lang tid at skyde tingene op i en spids. Jasper, som tydeligvis var utilfreds med en ansats trodsighed, havde rejst sig - men Tidus, som tydeligvis var utilfreds over hele situationen (og specielt Cassandra..), havde valgt at præstere et helt lille anfald, som et barn der endnu engang ikke fik sin vilje. Hun havde sagt som hun gjorde for ikke at sætte ham på en planke, og alligevel så havde hun trådt ham over tæerne. Det var da umuligt at gøre den mand tilfreds. Jasper derimod lod til at have forstået lige præcis hvad hendes holdning var; hvis han rørte ved Tidus, ville hun flå hans nosser af og fodre ham med dem.
Jasper vrissede at de skulle skruppe af, og det var ensbetydende med en straf senere hen; det vidste hun godt. Hun måtte vel bare finde sig i det, endnu en gang.
Som Tidus var forsvundet ud af baglokalet stod hun nu alene med Jasper og hans mænd. Jepsen, ikke lige den fedeste situation. Alligevel tog det ikke lang tid før hun bevægede sig mod døren, for blot at blive stoppet af en af Jaspers gorillaer.
''There, there, dollface. Maybe I could cheer you up, since you've made the boss mad..'' sagde han kælent - og alligevel så vammelt at hun blev kvalm. Han lagde en hånd mod hendes kinden, inden han søgte hendes øjne. De øjne, som lignede det pureste flydende guld, og som trængte dybt ind i hans sjæl.
Cassandra prøvede bare at gå forbi ham, for hun havde mere travlt med at komme ud og få luft - men han greb fat i hende og lod hans håndflade kysse hendes kind i en syngende lussing.
''You little...!'' snerrede gorillaen inden Cassandra bed hårdt fat i hans hånd, mellem tommelfingeren og pegefingeren. Han skreg, og blodet sprøjtede, som hun forlod baglokalet. Hun kunne have svoret på at hun havde hørt Jaspers latter bag sig som døren gik i.

Udenfor blev hun mødt af endnu et overfald, denne gang af en ret så vred Tidus. Hun havde blod løbende ned fra mundvigen og en kind der brændte af lussingen, men hun sagde intet. Hun så bare på ham, tom for ord. Hendes øjne sagde muligvis langt mere end hvad ord havde kunne gøre for hende. Hun havde prøvet at sikre at hans far ikke gjorde ham ondt; hun havde prøvet at beskytte ham og tage skylden for hans gode hjerte fremfor at han skulle straffes for medmenneskelighed... Og nu stod han og nærmest råbte af hende over at hun havde lagt sit eget hoved på blokken for ham... Tårer samlede sig i hendes øjne - men måneders træning havde lært hende at bremse dem, så de ikke trillede ned af hendes kinder. Hun græd ikke mere, men det var tydeligt at se på hende når hun var såret. Hun blev altid så tom og tavs.
''To your farther, I am responsible for you and your actions Tidus. That's not your decision, it's his. He is the one paying me, not you,'' sagde hun og spyttede hurtigt en blanding af spyt og blod - muligvis også lidt hud - ud foran sig. Hendes tænder var sølet ind i blodet fra mandens hånd, men hun valgte ikke at tænke for meget over det.

''Do you want a drink? I swear, those guys doesn't wash their hands at all. All I can taste is weeks worth of wanking and eating burgers..'' sukkede hun og gned sig lidt over munden med håndryggen. Blodet fra hendes mundvige blev tværet ud over hendes håndryg og læber, inden hun så direkte på ham igen.
''And I'm sorry. Next time, I'll let you do the talking..'' sagde hun så bare, inden hun stak hænderne i sine lommer på læderjakken og begyndte at gå - direkte hen mod den nærmeste bar.

Vreden forsvandt som ud af Tidus i det han så blodet fra Cass mundvige. For ikke at sige kinden rød efter et slag. Med det samme følte Tidus bare for at kværke hvem end der havde gjort dette.
Tårerne der var ved at presse sig på i hendes øjne fik det til at vende sig i ham. Han ønskede ikke at såre flere... derfor som han skulle til at undskylde, kom hun nu selv med en forklaring om hvorfor hun havde gjort som hun havde. Han forstod hende godt... hun havde forsøgt at beskytte ham. Forsøgt at tage skraldet for ham. Men... for Tidus var det noget af det værste hun kunne gøre. Kun fordi hun ville komme til skade og ikke ham. Det var en ond cyklus af venskab og kærlighed.
Før hun kunne nå at sige ham imod, gik han bestemt hen imod hende og trak hende ind i et kram. Den første kontakt efter så langtid. Han begravede sit ansigt i hendes skulder. “Don’t... okay... I’m just worried about you...” han trådte her et skridt tilbage og så på hende. Bag ved Tidus facade ville man også sagtens kunne se en ung mand der var ved at knække. Han havde været fristet til så mange gange, at bede TiVo om at slette minderne, så det ikke længere gjorde ondt... men han kunne ikke få sig selv til det.
“Yes... I would love a drink,” svarede han roligt.
Før de begav sig hen til baren, fik han Henry til at love at tage sig af hunden, indtil Tidus kom tilbage for at hente den. Nu når det var på plads... var han klar til at drikke sin hjerne ud. Igen.
Så snart de kom ind på baren, bestilte han hurtigt både øl og shots til dem. Hans hjerte bankede og gjorde så ondt, som han adskilte sine læber for at sige det næste. “Eli and I... we are... not an item anymore,” kom det hæst ud fra ham. Pigtrådene snog sig om hjertet og strammede sit greb. “He was... really... devastated by the fact that Joe might die... so... he left...” han bed sig i læben for at holde tårerne tilbage. Ivrigt forsøgt han at virke stærk og klø sin nakke. “It all feels like a dream now... huh? The twins... the happiness...”
Hawaii... han lukkede sine øjne i og tog nogle dybe indåndinger. Tidus havde været så magtesløs... intet han gjorde kunne hjælpe Eli... og før han kunne nå at blinke... var hans menneske forsvundet... hans Eli...
en enkelt tåre fandt sig vej ned af hans kind. En tåre han hurtig valgte at fjerne i håbet om hun ikke havde set den. Og imens alt dette var sket, havde Cass også været forsvundet... Adannaya så han heller ikke rigtig mere og det samme galt Levi... han savnede dem alle... så meget... og nu hvor Cass sad foran ham, kunne han ikke tro hvor den stakkels kvinde var endt henne... i hans mafia...

Det kom ikke bag på Cassandra at Tidus var vred på hende - hun havde trods alt stukket af fra det hele, og efterladt ham med lorten. Alligevel, så blev hun mildest talt overrasket over det faktum at han som respons på hendes forklaring valgte at kramme hende. Måske var hun blevet lidt for kynisk i tiden de ikke havde set hinanden, men krammet var kærkomment.
''You're the one who's worried? - You went directly against orders and got the nerve to get angry when I do my goddamn job!'' sukkede hun opgivende, dog med en svag latter og en varm undertone i stemmen. Hun kunne ikke være vred på ham når han var så skrøbelig. Han var sikkert klar til at knuse i tusindvis af stykker, hvis hun bare pressede hårdt nok...

''Come on then.'' sagde hun, som de gik hen mod baren. Hun havde ikke skænket hunden en tanke, og hvor grusomt det egentlig var, så var hun ligeglad med hunden i stunden. Hun ville bare have en øl og slappe lidt af. Måske endda fjerne smagen af blod fra munden.
Inde på baren havde Tidus været hurtig og hentet både øl og shots til dem, mens Cassandra havde fundet et bord de kunne sidde ved. Ganske roligt tog hun sin øl og tømte halvdelen af den i ét drag. Hun så derefter på Tidus, som han begyndte at fortælle hvad der var sket med ham og Eli. Hun så lidt ned i bordet. Hun havde også kostet Tidus sin lykke... Forbandet!
Hun stirrede på sin øl mens han snakkede, velvidende at hvis hun så på ham ville de begge sikkert bryde totalt sammen i gråd - en reaktion hun ikke ønskede for nogen af dem når de sad offentligt.

''I... I never thought that a small fight would end up like this...'' sukkede hun så, og gned en stædig tåre væk fra hendes kind inden hun så på ham.
''I am truly sorry that I fucked everything up for you...'' sagde hun så, inden hun tog endnu en tår af sin øl. Af alle, så havde Tidus nok lidt mindst lige så meget som brødrene. Og hvorfor? - fordi hun havde været totalt ude af kontrol...
Hun rystede på hånden, som hun tog endnu en tår af sin øl, inden hun bed sig lidt i læben. Hun stirrede på flasken, tøvende - overvejende.
''It started at Brighton...'' sagde hun stille, men man kunne høre hvordan klumpen i hendes hals voksede og gjorde hendes stemme tvungen og usikker.
''I don't remember how, or why... It's a blur.'' sukkede hun stille, indne hun bed sig i læben. Ville han accepterer at hun ikke kunne tale om hvad de havde skændtes om?
''When we came home, we had another fight. A big one. Josiah was always the strong one, but... Even dragons don't like being put in the corner...'' sagde hun stille. ''It wasn't even my intend - I didn't know that I could... But all of sudden, he was lying there ith blood pouring from several wounds... I... I ran. I fucking left him there, to die, and I ran directly back to what I knew!'' tårer trillede frit ned af hendes kinder, som hun stirrede på sin ølflaske. Hun kunne ikke se på Tidus, mens hun snakkede.

''The ambulance came, I heard Elijah... I... He cursed me - me! He wasn't even there when it happened, but I took his brother from him and... I would take it back if I could... I heard him call you... I couldn't call you and ask for your help, he needed you...'' hendes øjne glødede svagt, som hun så undskyldende på ham. Havde han nogensinde set hende græde? Havde nogen af dem?

''I stole everyones happiness, because I was angry and scared... It should have been me, bleeding out on that floor. Instead, I almost killed him, and ran..'' hun rystede på hovedet.
''I am so sorry, I should just shut up... I have no right to feel like I'm the one in pain...'' mumlede hun, mens hun med sine skælvende hænder gned hendes tårer væk.

''I needed to be somewhere people wouldn't be scared of me. Some place where my instincts could be usefull. Your farther was more than willing to pay me for being who I am. Of course, with Jasper, nothing is that simple. A beating here and there was to expect.'' sukkede hun stille, mens hun løftede sin øl for nu at tømme den helt. Hun prøvede at kontrollere hendes stemme bare en smule mere, mens hun fugtede sine læber med sin tunge - afventende mens hendes forklaring ville synke ind hos Tidus

VIngen af dem havde det for godt lige nu. Faktisk var det tydeligt at se hvor meget smerte Cass var i. hele fortællingen fik det til at løbe Tidus koldt ned ad ryggen. For han huskede tydeligt scenen… han huskede at se den sårede Josiah og fortællingen om Cass var skyld i det. Tidus havde ikke troet sine egne øre, men alligevel kunne han ikke gøre andet, som han stod med en knækket Elijah i sine arme. Og lige nu… kunne Tidus ikke tage at lytte til. Han følte for at skrige… bare skrige og håbe at alle problemerne forsvandt. Når skriget var ovre, ville han sidde Hos Elijah i toget, på vej ud til tvillingernes forældre og med Cass og Joe lige foran ham. Han bed sig i læben og forsøgte virkelig at lytte til Cass ord. Hun bebrejdede sig selv. Ønskede sig selv i Joes sted. Han bemærkede godt de tårer der nu var ved at trille ned i hendes øl. Ligesom hende burde han bare at have stirret ned i sin øl. Men han gjorde fejlen i at betragte hende som hun snakkede.
I det hun forklarede at Jasper tæskede hende, spærrede han øjnene op og kunne nu mærke hvordan ordene satte sig fast, så skrøbeligt i halsen på ham. ”Cass…” han kunne ikke få ord ud. Ingen ord. De sad bare der. Holdt nede af sorg, vrede og forvirring. Alting var sket så hurtigt… de havde smagt lykken, kun for at få den revet fra sig igen. Selv kunne han ikke få en eneste tår ned af sin øl.
”I… I have to go…” mumlede han pludseligt så tomt. ”I… I´m sorry…” han så ikke på hende. Tvært imod så han blot frem for sig. Han lod øl og shots stå. ”Please don´t follow me.” det kom ud som en lille mumlen. Han ønskede at være alene. Lige nu… kunne han ikke se på nogle.
Hans hjerte stod som stille i det sekund han valgte at vende ryggen til Cass og træde ud af baren.

//Out <3

Cassandra havde ikke set hans reaktion - og hans manglende ord da det endelig kom til at hun var færdig med at tale om den aften fik hende til at indse at selvom hun prøvede, så ville hun altid være hende der ødelagde altid. Der var ingen frelse, ikke for hende. Havde hun også mistet Tidus?..
Hun nævnte det med Jasper, og så nu hvordan den blonde banshee spærrede sine øjne op, som om hun fortalte ham at hun havde myrdet nogen. Hendes navn, som det gled over hans læber, fik hende til at se ned i bordet fremfor at se ham i øjnene. Hun kunne mærke den skideballe der var på vej fik hende til at krybe lidt sammen, som en forslået hund. Det var vel en reaktion efter tiden med hans far.

I stedet for den forventede skideballe hørte hun en tom mumlen. Hun slog blikket op, og stirrede på Tidus som han rejste sig, undskyldte og derefter gav hende ordre på ikke at følge efter ham. Hun havde allerede rejst sig for at følge efter ham, men hans ord rungede i hendes hoved, som en stortromme.

Hun stirrede på hans ryg, som han valgte at forlade baren og gå ud på gaden. En del af hende ville løbe efter ham og knuge ham tæt ind til sig, indtil en af dem endelig holdt op med at have ondt.
Hun stirrede tomt på døren, med tårer i øjnene, som hun langsomt erkendte over for sig selv at han ikke ville komme tilbage. I en hård bevægelse sparkede hun til den stol hun for få sekunder siden havde siddet på, så benet flækkede af og blev sendt igennem rummet inden det langede rungende på gulvet tæt ved døren.

Hun stod der, alene og forladt, endnu engang. Hun stak hænderne i lommerne på sin læderjakke, inden hun atter bevægede sig ud i natten. Den torden der havde rumlet i det fjerne valgte nu at præsentere sig selv i et skybrud, mens hun bevægede sig igennem gaderne, med skuldrene trukket godt op om ørene for at få blot en smule læ for den iskolde vind og regn.

//Out