Oh what a lovly night this is.. Oh look?! Blood!? Waste not?! Want not?? - Scarlett

Sted:
Parken – Gaia

Tid:
22:52

Vejre:
Koldt - midt i januars ofte kolde måneder.

Omgivelser:
Sne, som daler ned i parken for at farve den i en sne dækkende landskab. Stilheden og en lettere 'tåge' af tykke snefnug, dækker for det blåtte øjes 'syns nerve'.

Stemnings Musik:

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~

Joan var i gang med nattens 'jagt' i den kolde januar måned. Hvis det blot var lidt varmere ville det være mere 'pletfri' at jage. Tankerne gled kort på om hvad han skulle bruge sin tid på efter sin jagt. Hans blik gled kort ned på den mindre røde farve. Legme efter legme blev der flytted, så han bedre kunne få fat. Smagen af 'det' og følelsen af den varme væske, som gled ned langs halsen på Joan. Hans vinger folede sig omkring træet og 'noget' der lå ved det. Hans hænder greb fat omkring det, som det svagt pev af smerte. Joan var lidt overrasket over at det stadig kunne bevæge sig. Specielt med sådan en åbning. Hans hånd greb omkring dens mund for at den ikke larmede og han lod sine egne læber imod dens i et næsten vulgært 'kys', som Joan trak sjælen ud af det stakkels væsen, som lå forsvarsløs op af træet.

Han stod lidt og vuderede sin 'kunst'. Væsnet havde trods alt formåede at slippe lagt fra ham. Hans øjne gled kort fra de fodspor, som den havde efterladt. Samt også en større rød farve dannede sig omkring dem, langs træet. Duften af den røde farve, som næsten 'bevægede' sig i sneen, der desperat prøvede at skjule den, med flere små fnug. Joan smilede veltilfreds, mens den røde farve gled ned langs hans læber og ned af halsen. Han orkede ikke at gøre det rent. Han regnede jo ikke lige frem for at folk omkring ham ville forstyrre ham i sin 'aftensmad' og hvis de gjorde. Kunne det jo altid blive deserten. Joan tænkte kort tilbage til da han mødte væsnet første gang. Ganske ung af dens alder. Vel formede krop og ganske kønt ansigt. Hvad var det mon nu det hed? Hans øjne gled kort over væsnets krop. Mon den havde familie? Børn, som desperat ville kalde dens navn? Eller noget andet? Måske en partner der hjemme, som ville kramme væsnet og vise den kærlighed?

Joan så kort ned på sin taske og fandt nogle reagens glas frem, for at trække noget ekstra blod ud af det døde væsen. Den røde farve, som roligt fyldte glasset med dens væske, fik det næsten til at ligne små krystaler, ude på selve reagensglasset, på grund af den kolde luft. Hans øjne gled på væsnet, som lå der. Livløs og kold. Uden nogle nær sig for at hjælpe den. Mon den desperat ønskede at de to aldrig havde mødtes? Eller om det blot var Joan der var for 'aggressiv' i sin kærlige 'omsorg' og ønskede for 'tæt' berøring på dette væsen? Joan smilede lidt over sine halv umoralske tanker, mens han fik fyldt godt og vel 5 stk. reagensglas op med den røde farve og placeret i sin mørke læder jakke han havde på sig. Han fandt en klud og stille strakte sig, mens nogle små fnugs dannede sig på kluden. Han tørrede noget af blodet af sig, mens blikket på væsnet lå lidt endnu. Hans vinger var stadig udfoldet, igennem jakken. Hvordan? Trænning. Ren og skær trænning havde Joan formåede at presse sine vinger igennem og få sig en smugle 'varme'. For ikke nævne at han brugte nogle små knapper indsyet i jakken, for at lukke den efter sine vinger var ude. Han syntes dog at høre noget omkring sig, så han valgte at gribe fat omkring sin skuldre taske, der lå få meter fra ham op af samme træ, hvor væsnet selv lå op af.

Kæft hvor var hun ved at være sulten. Hun havde brug for noget meget snart, ellers vil det her nok ende galt for en eller anden. Hvorfor havde hun ikke fundet noget tidligere? Hun var virkelig dum, at hun havde ventet så længe med at få mad. Hun sukkede over sig selv, og gik uden for. Satte kurs mod parken. Hvis hun var heldig kunne hun få fat på en der, ellers måtte hun finde en et andet sted, hvilket så ville tage en evighed.

Hun kunne høre sig selv gå, da sneen fik det til at knage under hendes føder. Hun blev nødt til at gøre sig mere lydløs, men sneen gjorde det en smule svært. Dog lykkedes det hende, at blive næsten helt lydløs, og man skulle have en super hørelse for at høre hende.

Da hun nåde parken fik hun med det samme færden af det hun var ude efter. Hendes ansigt forvandlede sig, og man kunne tydeligt se å hende, hvor sulten hun var. Dog kæmpede hun imod, og tog nogle dybe indåndinger, så hun igen var normal at se på. Hun fulgte dog duften af blod, og så en mand stå ved en anden person som lå på jorden. Manden som stod op havde vinger, og Scarletts første tanke var, at han var en engel, men noget i hende var faktisk i tvivl. Og hun blev mere i tvivl da hun så, han drak blod? Det gjorde engle da ikke, så vidt hun vidste?
Det så dog ud som om han var på vej videre, eller havde han hørt hende? Han tog i hvert fald sin taske op. Hun så på liget. Hun gad ikke drikke af en som allerede var død, så hun vil have en ny, og den eneste som der var, var fyren foran hende. Dog var hun i tvivl hvordan hun skulle gribe det ad. Han kunne være farlig? Hun var dog en smule ligeglad og begyndte roligt at gå mod ham, og hvis han så på hende vil hun smile flirtende til ham. Helt urørt af liget ved siden af ham.

Joan stod med sine egne ting i et par sekunder og sikret hans reagensglas var spændt ordenligt fast, som han skulle til at fortsætte videre, men syntes at spotte noget i øjenkrogen. En ung kvinde? Måske en af de lokale kvinder, men der var noget anderledes ved hende. Joan's øjne gled på kvinden, som så ud til at være på vej til ham. Hans blik gled kort undrende på hende. Han var jo iført blod og en kvinde, som smilede? Sikkert nok en lokalt ghoul eller lokal vampyr, som ønskede hans blod. Han smilede lidt og trak en pistol frem fra sin taske og sigtede på hende. ''Bliv hvor du er. Ghoul eller vampyr, uanset får du aldrig mit blod. En hver kvinde smiler aldrig ved synet af blod, så jeg forslår du vælger et andet offer, medmindre du vil lege med et væsen, som dræber engle og dæmoner for sjov og selv ja selv vampyrere.'' Hans øjne og stemme var ændret. Den dæmoniske side havde taget hans sind og hans blik var fokuserende på hende. Klar til at ligge den første kugle imod hende, samt også havde sine vinger klar til at lette i en blod-dæmonisk fart op i luften.

Hvis hun valgte at forblive stående, ville han observere hende kort og ligge den første sætning ud i luften. ''Du fornuftig. Interessant. Deres navn? Alder og race? Blot for at sikre at de ikke arbejder under mine interesser. Da jeg hader at dræbe nogle af mine kontakter inde for den vampyriske eller til den sags syld andre væsners verdener. Nævn det kort, da jeg ikke har interesse i at lege med børn, som er under de 1.300 år.'' Hans stemme var koldblodig og klar til at trykke på aftrækkeren til at ligge det første skud. Hans øjne gled observerende på hende. Sikret at hvis hun valgte at acceptere en civil samtale, ville han roligt sænke sin pistol, men valgte hun at gå til angreb ville han affyre det første skud, for at dække over hans 'flugt' på afstand fra hende, da han vidste at når først han var i luften, havde han fordelen.

Hvis hun der imod valgte at fortsætte, ville han ligge det første advarelses skud, med vingerne strukket fuldt ud og klar til at lette ham op i luften, forbi træets krone, dog hvis hun stoppede ville hans øjne forblive på hende og selv samme sætning, som nævnt lidt oppe af, ville blive lagt til udtryk. Samme sikkerheds procedyre og hvis hun valgte at fortsætte sin 'gang' til at storme imod ham, ville han lette fra jorden, medfulgt at det næste affyrende skud mod hendes ben, for at forsinke hendes tempo imod ham.

Scarlett så godt fyren så undrende på hende. Måske skulle hun ikke have gjort det på denne måde her, at bare gå direkte over til ham på denne måde? Hun standsede da hun så han trak en pistol frem. Ville han mon skyde hende eller hvad? Hun vil ikke tage chancen lige nu i hvert falde. Hun så bare på ham mens han snakkede, og smilede over ham. "Hvem siger jeg smiler på grund af blodet? Jeg kunne da lige så godt smile til dig fordi jeg syntes du ser godt ud selv med blod på dig? Og jeg behøver da ikke være en vampyr eller ghoul fordi jeg smiler? Kunne da også være jeg bare ikke var bange for synet af blod?" sagde hun med en rolig stemme til ham.

Da han talte lyttede hun til ham meget roligt. "Når, så du lege ikke med nogle under 1.300 år? Så det er først der man går fra barn til voksen i følge dig?" spurgte hun med en rolig stemme. "Men mit navn er Scarlett. Jeg er en vampyr fra 1440" sagde hun, og så måtte han selv regne ud hvor gammel hun egentlig var. "Hvem er du selv? Og hvad er du? Du ligner lidt en engel, men noget siger mig, at det ikke kun er det du er, for du drikker blod?" sagde hun roligt, og så på ham. Var temmelig nysgerrig på det her lige nu, og vil gerne vide mere.