... Is this real? - Rhaegal

Lyle sad på hjørnet af en af gaderne der grænsede op til gågaden. For her var hans yndlings, lille café, som der ikke var forfærdeligt mange der besøgte - og det var også den, der kunne lave den stærkeste espresso. Endnu engod grund til at besøge den. Derudover havde det lille bord udenfor været lige midt i en god, skarp, direkte solstråle, som han virkelig nød at sidde i midten af, mærke hvordan varmen så fint trængte ind og gav ham lidt mere energi end han ellers ville have. Varme havde altid været hans ven - om det var i denne eller hans hjem dimension, det var ligegyldigt. varme var godt, og kulde var noget skidt - hvorfor han også nærmest havde pakket sig ind som en eskimo i løbet af den engelske vinter, der virkelig ikke var slem på noget som helst punkt i forhold til mange andre steder på jorden - men stadig mile vidt fra varmen i ragnskovene og ørkenerne han havde besøgt for adskillige år siden. han savnede dem lidt indimellem... Men nu havde han et job her, for ikke at tale om hans datter, så han blev i alt fald hængende et stykke tid endnu.

Ved hans side var der hans taske, og et par poser, med nyindkøbt tøj, og også et par nye fleshtunnels han kunne skifte dem han havde i forvejen, ud med. Godt nok var de nye også sorte, men de havde kirurgisk stål på indersiden, så det gav et lidt andet look end dem han havde i nu, der var sorte hele vejen igennem. Lige på dét punkt var det så også meget godt at langt de fleste smykke rhan havde var noget der alligevel kun blev lavet i rustfrit eller kirurgisk stål - nu der var så mange andre ting han skulle undgå. mange havde foreslået ham at købe noget i platin før... Men nej, han vidste langt bedre end overhovedet at overveje tanken om at prøve det. Efter første gang han havde rørt den type metal, så rørte han det fandme aldrig igen. Det sår havde været en måned om at være helet til det punkt at man ikke kunne se noget som helst længere...

Men som han sad her og nød solen, tog han en tår af sin stærke espresso, og lænede sig derpå tilbage i stolen. Kørte stille og roligt noget hår om bag sit ene øre, og lukkede kort øjnene for at nyde hvordan solen varmede hans ellers ekstremt blege hud op. Mange troede ham aldrig når han fortalte præcis hvor meget tid han brugte i solen - men han bebrejdede dem så heller ikke. Han så jo ikke ud som en der brugte tid i solen, men sådan var det jo nu engang... Han kunne ikke rigtig blive solbrun, men han blev til gengæld heller aldrig solskoldet, med den modstandsdygtighed han havde i forhold til varme og ild - den gjaldt skam også mod solens stråler, så han kun fik de positive virkninger af al det sollys han sørgede for at være ude i så tit som muligt. Efter lidt tid åbnede han igen øjnene, og så sig lidt omkring - som han fik en svag dunst af noget, han ikke havde lugtet i mere end et årtusinde - men nej, det måtte være hans næse der narrede ham... Ikke sandt? Han ville vel have opdaget det før, hvis det var rigtigt... Så meget som han havde set af verden... Så meget han havde ledt... Ville han ikke?