I hope I didn't disturb you? - Rhaegal [fortidsemne]

T: omkring 15 om eftermiddagen
S: Skoven
V: Køligt, overskyet
O: læs nedenfor

Solen havde ikke vist sig de seneste par dage. Det kom ikke bag på hende, sådan som vejret ellers havde teet sig, med skybrud og kølige nætter. Sommeren de var blevet lovet var de atter blevet franarret, som var de små ivrige børn der bare ventede på bare maver, strand og kølige is. Forventningens glæde var vel den største, og så alligevel… der var ikke meget glæde over at vente på noget man egentlig bare ville ønske snart ville vise sig.

På trods af den manglende sol, og det lidt kølige vejr, så havde hun endnu engang besluttet sig for at få sig en tur – alene. På trods af at alt var gået fint hos familie Oakley hen over påsken, så havde der været små gnidninger mellem Cassandra og hendes forlovede siden de var kommet hjem. Vagter på arbejdet var blevet byttet for at de ikke skulle skændes hver gang de så hinanden, og når de en sjælden gang var hjemme samtidig, så gik der ikke længe inden en af dem forsvandt ind i soveværelset eller ud og gå en tur. Siden hvornår var det blevet så frustrerende ikke at kunne være sig selv? Hun havde været vant til det inden påskevisitten, men… Ikke på denne måde.

Selvom det var køligt, gik Cassandra uden overtøj på. Et par lyse tætsiddende jeans og en oversized sweater var alt hun havde på, og håret var samlet i en lang fletning ned over hendes højre skulder. Hendes venstre skulder var nøgen, da sweateren konstant gled lidt ned, og afslørede både hendes magemærke og de tre store ar der prydede hendes kraveben. Ar der mindede hende om at selv hendes bedste ven kunne miste besindelsen, uden varsel. Om sin hals bar hun to kæder; den ene med sin mors smykke i en tynd spinkel kæde, og i den anden var der to militær dog-tags med hendes forlovedes navn på – erstatningen for den forlovelsesring hun aldrig ville gå med til at bære. På trods af græssets fugtige natur havde hun besluttet sig for ikke at tage støvler på, men derimod et par Converse. Hun havde ikke brug for varmen, naturligvis. Ikke når hun ikke regnede med at hun skulle bruge magi.

Hun fulgte en sti hun havde gået et utal af gange, når hun havde haft brug for noget sindsro. Oftest startede hendes gåtur ved stranden, og senere hen ville den lede hende op mod skoven. Stierne var kendt for at lade uopmærksomme færdende fare vild – noget hun ikke havde noget imod, når det kom til blot at vandre for at lade tankerne danse frit. Derfor havde hun ikke selv opdaget at hun havde befærdet sig ned af en sti hun ikke havde anvendt før, og nu stod hun ganske få meter fra en lysning i skoven, som hun ikke havde set før. Hun stoppede op, og så sig lidt omkring, med et lille skuldertræk, inden hun atter drog videre – ind i skoven. Stierne forsatte i skoven, men på trods af hendes naturlige forbindelse til skoven som magisk tiltrækning, så virkede denne del af skoven mere mørk og fjern. Måske havde det noget at gøre med den manglende sol? Alt var lidt vådt, kølig tog mørkt. Måske genspejlede det bare hendes egne handlinger, når det kom til hendes opførsel over for hendes forlovede?

Cassandra var egentlig ikke i humøret til at snakke med nogen, og som hun passerede skovens flora og fauna, var det som om den advarede hende. Den udsendte dufte, vibrationer. Efter få sekunder forstod hun hvorfor, da der stod en fremmed mand med et mere eller mindre vildt udtryk over sig, og hilste på hende. Med et smil på hans læber, havde han hilst hende på engelsk - dog med en accent så krydret og fjern at den ikke gav mening. Hun var flydende i mange sprog, anvendte og fortabte, men ikke dette. Denne accent var… bekendt, men ikke som en hun talte. Hun genkendte den kun fra hendes far, fra da han havde sagt farvel til sin mage; hendes mor, da hun afgik ved døden for måneder siden.
Hun stoppede på stedet, og prøvede at se en smule høflig ud, på trods af at hun var mere eller mindre utilpas over situationen. ’’Hello,’’ svarede hun og lagde hovedet på skrå. Ganske kort skiftede hendes øjne fra værende deres naturlige varme og dybe brune farve, til at ligne dem hun havde arvet fra hendes far; gyldne, med den aflange pupil der vidnede om hendes delvise ophav som drakonianer. Hendes øjne skøjtede over ham, mens hun prøvede at placere ham. Var han en ven, en fjende eller noget tredje? Hvad ville han hende? Havde hun forstyrret ham? - det hele mindede alt for meget om dengang hun havde mødt sin far for første gang. ’’I’m Cassandra,’’ sagde hun så, inden hun rakte hånden frem for at hilse ordentlig på ham.