Drystan - Truth or dare?

Sted: Atletikbanen; Stedet hvor de øver kampsport.
Tid: Lidt over middag.
Omgivelser: Folk er blevet sat i små hold, ellers stille og roligt.
Tøj: Klik
Emne til: @Drystan

---

Så var det tid! Lydia havde besluttet sig! Men des tættere hun nærmede sig flokken så blev hun mere og mere usikker på sit valg. Håret var sat, og nu galt det blot om at få de bedste timer ud af dette. Hun måtte lære at slå igen, og hvis dette fag kunne hjælpe hende... så måtte hun tage det sure med det søde og gå lært at sparke noget røv!
Dagens lærer Carmen satte eleverne sammen to og to. En af de mere 'hårde' typer som hun ville kalde dem, blev uddelt til hende... Skønt.. Let sank hun en klump og gik over til Drystan.
Hun placerede sine hænder på hver deres hofte og hævede let et øjenbryn af ham.
"Skal vi komme igang?" Spurgte hun med lille suk. Hun anede ikke, hvordan hun skulle starte, og følte sig faktisk ekstremt akavet. Specielt nu når hun var nybegynder, og præcis derfor vidste hun, at hun ikke skulle forvente meget af et minuts time.
Nogle af dem der var her, havde været der i flere år. Det tog tid at blive så god, eller bare en stærk race. En banshee, var ikke just den stærkste race fysisk, men hun ville træne hendes fysik bare lidt op.

Let kløede hun sig i nakken og kiggede på Drystan. Han måtte synes, at hun var så beslastende. Ja hun var bogklog, styr på de sociale og kunst - men sport... der hang hun ikke fast, og det var ikke just noget folk ikke allerede vidste.
"Gider du forklare, hvad vi skal... fordi, jeg må indrømme.. at jeg er blank." Hun lavede en lille akavet grimasse, som på sin vis var ganske kær - hvis man da bemærkede det.

//Lidt kort im so sorry :3

Påklædning https:

Kampsport! Faktisk den eneste lektion han gad møde op til frivilligt. Han stod og var ved at strække ud da lære nævnte at de skulle være 2 og 2 i dag. Fedt! Så kunne han få lov at slås.
Det var dog ikke lige det han havde regnet med da han fik af vide at han skulle danne par med ”den nye pige” Hun lignede jo ikke en der kunne slå en flue ihjel uden at være bange for at bække en negl.

Dog så hun VILDT godt ud. Han kom over til hende, og så ikke videre tilfreds ud med valget, han sukkede lidt opgivende. Åh gud det ville blive en lang time det her! Hun kunne sikkert ikke engang holde til at man daskede til hende.
Han løftede et øjenbryn da hun spurgte om de skulle komme i gang. Han sukkede lidt, og stilede sig mere så han så ud til at være klar til at parere hvis hun skulle slå eller sparke ud efter ham.

Han kom dog med et opgivende udtryk da hun bad ham forklare hvad de skulle. Han tog sig lidt til hovedet, og lod lidt opgivende sin hånd glide ned over hans ansigt. ”Okay… lad os sige sådan her så…” Han pegede på et bestemt punk lige mellem mave og bryst. ”lad os sige at du skal ramme mig her.. om det er med hånden eller foden er underordet..” sagde han blot og så på hende med et blik der lidt hentydet til om  hun havde forstået det.

Han stod stille og så på hende. Hvis hun begynde at slå eller sparke ud efter ham, ville han parere og flytte sig. Han var temmelig hurtig, og så var han bare vanvittig god til kampsport.
Han havde nemt ved at læse folks næste træk.
Det irriterede ved ham, var nok at han så yderst uintraserret ud.

På et tidspunkt blev det lidt for meget for ham. Han grab fra i hendes arme, og sparkede hendes ben væk under hende, og lagede hende ned mod jorden. Han så ned på hende, og kørte en finger over hendes smukke hals ”og du er dø…” vrissede han bare lidt.


//det gør set ikke noget! Det er helt fint ^^

Han forklarede hurtigt, og pegede. Måske var hun distraheret af ham? Nej det var ikke det. Men hun fik det rystet af sig og prøvede at slå ud efter ham. Til hendes ulykke var hun alt andet end god til det. Eller måske var hun... af en nybegynder. Lydia nåede ikke at tænke længe over sit nederlag før hun ramte jorden, og hele hendes ansigt gav tegn på ømhed ganske kort. Så slog hun sine mørke øjne op igen og kiggede direkte på ham. Så sukkede hun og rejste sig op. Lydia tog en kort indånding og bed sig i læben ganske hurtigt inden hun så sparkede ud efter ham. Når hun kunne, eller når hun var irriteret nok - så var hun ganske god. Man skulle tro, at hun faktisk snød alle omkring sig til at tro, at hun ikke kunne forsvare sig selv. Problemet med Lydia var bare, at det eneste hun kendte ved sig selv var den populære pige på akademiet. Ikke mange vidste hvem hun i virkeligheden var - ikke engang hende selv.

Lydia placerede lagde an til at ville slå ud efter ham, hvor efter hun hurtigt stoppede op. Faktisk lignede hun en som havde det ufattelig dårligt. Så kiggede hun rundt omkring sig. Nogle hviskede til hende. Det var nok det værste ved at være banshee. Når varslerne om død var tæt på. Så grb hun sig kort til hovedet. Og åndede let ud. Ikke langt fra dem skreg en anden banshee så højt hun kunne. Lydia greb sig hurtigt Drystan for ørerne ved at stille sig på tåspidserne. Hun kiggede ham ind i øjnene imens det fandt sted, men til sidst måtte hun klemme sine egne øjne sammen for smerten i sine øre. Alle på banen holdt sig for ørerne. Heldigvis var det en forholdsvis ny banshee. Lydias eget skrig kunne smadre et kranie hvis man var for tæt på, og skrigets kræft var rettet rigtigt. Da skriget falmede fjernede hun sine hænder fra Drystan og kiggede til siden efter pigen som var løbet af egen forskrækkelse. Hendes øre blødte og det gjorde da også ondt - men det var som om at hun havde prøvet værre.

Selvfølgelig var træneren ivrig for at de skulle igang igen. Så der blev fløjtet til at de bare skulle gå igang igen, som om intet var sket. De mest skadede blev sendt til akademiets sygehus. Lydia mente nu, at hun godt kunne klare sig på trods af lidt blod fra en sprunget trommehinde.
"Skal vi komme igang igen?" Spurgte hun og åndede kort tungt ud.

Hun kunne faktisk dog slå, og næsten ramme hvor hun skulle, altså når hun blev irriteret nok. Dog kunne han tydeligt mærke at hun skulle arbejde med den vrede og irritation.

Han så hvordan hun lagde an til at skulle slå ud efter ham, men stoppede op. Han så lidt undrende på hende, hun så bestemt ikke ud til at havde så godt og han skulle til at spørge hvad der var galt da han hørte lidt af en der skreg. Han nåede dog ikke at høre ret meget før han mærkede hendes små hænder mod hans øre. Han skar lidt ansigt da det virkelig gjorde ondt i ørene. De Banshee’s vidste virkelig hvordan de skulle ødelægge folks hørelse.
Han så lidt på hende, det så ikke ud til at påvirke hende på samme måde. Dog var det tydeligt at det gjorde ondt på hende. Men andre havde ligget sig ned og vredet sig over den lys.

Da hun slap, så hen lidt rundt. De andre stod og holde sig for ørene stadig og så ud til virkelig at have ondt.
Han havde det som om han havde propper i ørene og trænerens fløjten hjalp ikke på det. Han knurrede lidt over det, og vende blikket mod hende igen.

Da hun spurgte om de skulle komme i gang igen, lagde han mærke til hende øre. Han trak sin trøje ud over hans hånd, og gik over til hende ”du bløder” konstaterede han bare. Han havde ikke bare kunne se det, han havde også kunne lugte det. Og det var nok den værste del af det.
Han og hånden op, og tørrede blodet væk med hans ærme. ”hvis du ikke passer på, så ender det med at vampyrerne for færten af dig….. eller det der er værre” sagde han blot med en kølig stemme.

Med det de var værre mente han nu faktisk en som sig selv!. Han var temmelig gammel, og havde lært at styre sig, men unge og mere u erfarende bloddæmoner var langt mere brutale og voldlige.