I just feel very lonely right now (XXX)

Tid Det er mod aftentid (omkring 18)
Sted Hjemme hos Damian
Omgivelser Det er en mindre lejlighed, med en masse bøger rundt omkring. Emnet foregår centralt i stuen, hvor der er en sofa, et tv og reoler med bøger
Vejr Der er en mindre regn udenfor, og det blæser en smule
Påklædning
- Tøj + Sko Han er iført en sort skjorte og et par mørkeblå bukser. Han har røde convers på
- Hår + Skæg Han har kort mørkebrunt hår. Han har intet skæg
- Accent Britisk Stemme
- Andet Han er 1,78 meter høj. Han går med briller Link

Emnet er tilegnet @Haniel

At sige Damien havde haft en tumult dag, ville i den grad være en underdrivelse, og den havde ellers startet ud så godt. Han havde ret fobi boghandleren, som havde fået nogle nye og interessante bøger, og han havde for én gangs skyld også sovet rigtig godt. Dog viste det sig, at den ellers så afslappende dag, ikke ville forblive afslappende, da han var blevet overfaldet, og kaldt en masse grimme ting, et overfald der havde efterladt ham med et blåt mærke ved kindbenet, såvel som en flækket læbe. Han var skyndet sig hjem med det samme, og havde tårerne glidende ned af sine kinder og efter at havde været faldet tre en smule til ro igen, ringede han til den eneste person, som han kunne komme i tanke om, ville være i stand til at hjælpe ham.
Nok havde han kun kendt Haniel i et par måneder, eller nu hvor han tænkte over det, var det faktisk en del måneder, han havde kendt denne fantastiske mand. Selvom han forsøgte kaste det væk, fordi han var overbevist om, at en som Haniel aldrig ville synes om en som ham, kunne han ikke undgå at være tiltrukket af ham. Han havde endda i sin søgen for at forstå disse følelser, søgt på noget gay porn, for at se hvordan det hele skulle fungere, og han kom tættere imod at finde sig selv. Ikke desto mindre, mens han sad i sin sofa, trak han sin mobil frem, og ringede til Haniel "Why does everyone hate me? I'm really just a horrible and disgusting person" græd han gennem mobilen, da Haniel tog telefonen.

Påklædning og udseende (dog ingen briller)


Haniel var dybt begravet i at rette opgaver fra akademiet som han hørte sin mobil vibrere fra den anden ende af lokalet. Normalt ville han lade den ringe ud til han var færdig med sit arbejde, for han havde vel en forpligtelse overfor hans elever. Dog efter alt det der var sket inden for de seneste måneder var han ekstra opmærksom, og rejste sig endelig fra sit skrivebord og gik over til mobilen. Navnen som vistes på skærmen fik Haniel til at undre sig en smule, for Damian plejede ikke at ringe. Manden foretrak oftere at skrive eller at mødes i person. Han tog imod opkaldet og lagde mobilen op til øret. ”Damian?” var alt han nåede at sige før manden i den anden ende begyndte at snakke. Haniel følte sit hjerte falde fra hans bryst og ned i maven som han hørte gråden. ”Calm down – where are you now? Can I come over?” spurgte Haniel og forsøgte at lyde rolig og forstående, dog følte han sig allerede trist på mandens vegne. Som Damian ville fortælle hvor han var lovede Haniel at han ville være der om lidt, for derpå at ligge på.

Turen over til Damian var ikke lang, specielt ikke som Haniel havde valgt at flyve. Det var sjældent han tog sine vinger i brug i denne tidsalder, men han vidste at det var hvad der ville være den hurtigste transport på nuværende tidspunkt. Han nåede Damians opgang og ringede på buzzeren, og da låsen brummede gik Haniel ind. Han sprang op af trapperne to skridt af gangen før han nåede Damians dør som han bankede på. Haniel lænede sig mod dørkarmen og forsøgte at stabilisere sit åndedræt.

Han vidste han nok ville overraske Haniel, specielt fordi han nok hellere var typen, som bare skrev en sms, fremfor det at ringe, egentlig brød han sig sket ikke om det, men i øjeblikket som dette, havde an bare brug for at høre den anden mands stemme. Han havde brug for at høre alt var okay, hvilket også forklarede hvorfor han tog tiden til at ringe til denne person, som gennem de sidste mange måneder, havde bragt en glæde og ro til hans liv. Så da Haniel faktisk tog telefonen, og lyttede til som han nærmest græd gennem røret "I'm at home" Haniel havde været hjemme hos ham et par gange, hvilket nok var en første gang på mange måder, da han så sjældent havde andre med hjemme, i det han kaldte sin beskyttende bobbel. Men det vidste vel i sig selv, også hvor meget han faktisk følte sig tryg ved denne mand.
Han ventede i stilhed, fra han havde lagt på, efter at havde fået af vide, at han var på vej og at der ikke ville gå lang tid før han ville komme, og ganske rigtigt hørte han den velkendte busser lyd, hvor han gik hen til døren og lod ham komme ind i opgangen. Han havde dog ikke forventet, at banken på hans dør, ville komme så hurtigt som den kom, og som han åbnede døren ville Haniel kunne se de røde øjne, den flækkede læbe, såvel som de blå mærker i hans ansigt, efter det mindre overfald. Han lignede mest af alt, en hundehvalp som havde fået en del tæv, og nu ikke vidste hvad den skulle gøre af sig selv.

Som døren blev åbnet var det rent instinktivt at Haniel rakte ud og tog Damians ansigt i sine hænder som han trådte ind i lejligheden. Døren lukkede han let med foden og hev Damian over til lyset så han bedre kunne undersøge mandens ansigt. ”Dami, why didn’t you call right away after it happened?” var alt Haniel kunne få sig selv til at sige som han forsigtigt slap mandens ansigt og gik ud i det lille køkken for at finde en klud, som han kørte under den kolde hane. Derpå gik han ind til Damian igen og begyndte forsigtigt at duppe det størknede blod væk fra mandens læbe. ”I hate seeing you like this – It just makes me feel like I should be by your side at all times,” sagde Haniel med et bekymret udtryk i sine brune øjne. Som han havde fået det værste blod væk undersøgte han igen. Haniel var blid i sin berøring, og han kunne vurdere at Damian ikke ville få behov for at blive syet.

”You’ll heal fine,” sagde Haniel med et varmt smil. Hans ene hånd holdt han stadig mod Damians kind. En blid og kærlig berøring, som han kørte sin tommeltot beroligende over mandens kindben. Englen vidste at han ikke burde tænke i de baner, men han havde fundet sig selv så godt tilpas i Damians selvskab, og det medfulgte ofte følelser for ham. ”Please say something?” bad Haniel stille, for han havde lyst til at høre mandens stemme. Høre den latter han havde fundet så tiltrækkende og se det smil der havde fyldt et tomrum i hans hjerte.

Han havde normalt ikke været den type, som var glad for når folk rørte ved ham, for skulle sandheden frem så havde han nok berøringsangst, og dog kunne han ikke lade hver med at nyde hvert sekund, at han følte Haniel's hænde imod sin hud. Derudover var der også en lyst eller med et behov for, at denne mand aldrig nogensinde gav slip igen. Så da Haniel lagde sine hænder om hans ansigt, såvel som tog ham hen til lyset, fulgte han lydløst med "I didn't want to bother you" svarede han tilbage i en lav tone, og hans blik fulgte den anden mand, som han gik ud i køkkenet efter en klud. En grimasse af af smerte kom fra, i takt med at Haniel forsøgte fjerne det størknede blod, der havde lagt sig så fint på hans læber, hvor den var blevet flækket efter slaget.
Det varmede ham et sted, at en så fantastisk som Haniel faktisk bekymrede sig nok om ham, til at ville sige den slags ting, og et mindre smil var at ane på hans læber. Han ville jo heller ikke have noget imod, at have Haniel ved sin side mere end hvad han havde i forvejen, selvfølgelig ville det gør nogle ting lidt sværere, som hans lyst til at være fysisk tættere på manden, og han følte måske samtidig også, at han ikke var Haniel værd. Med den varme hånd imod hans kind, fandt han sig selv læne sit ansigt ind imod den, blot for at føle mere af varmen, men også overfladen fra den store hånd, såvel som tommelfingeren der strøg ham hen over huden, noget der sendte ro gennem ham "I don't know what's wrong with me" var det eneste han sagde, da Haniel bad ham sige noget, samtidig fandt han også sig selv, hvile sin pande imod den anden mands bryst, og prøvende lagde han armene om ham.

Haniel rystede på hovedet over Damians ord. Forstyrre ham? Venner forstyrrede ikke, og specielt ikke hvis de havde brug for hjælp. Nok var engle set på som naive til tider, men det var vel en af de ting der gjorde dem så empatiske. Haniel så på Damian kort før manden nu gemte sit ansigt væk i hans bryst og slog armene tøvende om ham. Selvom den anden mand var tøvende, så tvivlede Haniel ikke på sine bevægelser og placerede en hånd mod Damians hoved og den anden om ryggen på manden. Hans ord fik det til nærmest at skære i hans hjerte, for der var intet galt med den mand der gemte sit ansigt væk i hans bryst. ”There’s nothing wrong with you,” hviskede han kærligt mod mandens hovedbund og sukkede stille. Den måde som manden tvivlede på sig selv gjorde ondt, og alt Haniel havde lyst til at gøre var at tage den smerte væk.

”You are just the way you are supposed to be, and that’s why I like you so much,” sagde han med en lavmælt tone, dog højt nok til at Damian kunne høre det. Haniel fandt sig selv begynde at nusse Damians ryg som han holdt om ham. Hånden der før var på mandens baghoved kørte han om til kinden og hev hans ansigt lidt ud fra hans bryst så han kunne se de blå grønne øjne. Et par gange skævede han ned til mandens læber, men mere diskret end som så. ”Could you promise me something; That you never hesitate to call me, show up at my house or contact me?” spurgte han kærligt.

Normalt når folk gav ham et kram, følte han sig som et fanget dyr, der ikke ville kunne komme fri, og dog i dette sekund, som han følte den blide hånd ligge sig imod hans hår, og den anden am ligge sig omkring ham, følte han sig alt andet end fanget. Han var faktisk sikker på, at i dette sekund, havde han aldrig følt sig mere rolig, end her i armene på Haniel. Han havde faktisk haft et par drømme, hvor han krammede Haniel, og dette var præcis som i de drømme, og dog var virkeligheden blevet så meget bedre, specielt fordi alle hans sanser var overtaget med følelsen af Haniel tæt på. Han kunne føle varmen fra hans krop, brystet der hævede og sænkede sig i takt med den anden mand trak vejret, han kunne hører lungerne der fyldte sig med luft, og hjertet der melodisk bankede afsted.
Han havde lukket sine øjne, blot fo at kunne slappe af, og dog hørte han som Haniel kærligt sagde, at der intet var galt med ham, blot for at følge op med ordene om, at han var præcis som han skulle være. En del af ham ville så gerne tro på Haniel's ord, og dog var der den onde stemme, som altid modsagde alle de søde ord, som den anden mand kom med, fortalte ham hvordan han var intet værd, og hvordan han bare måtte leve med denne sandhed. Endnu med øjnene lukket, nød han den kærlige berøring, som han kunne føle imod sin ryg, som dog blev til en nussen, noget han ikke just var vant til, og som dog føltes virkelig behageligt, og gav en behag i hans mave.
Han kiggede dog op på den anden mand, som hans hovedet blidt blev ført op igen, og nu kunne han se direkte ind i de smukke brune øjne. Han opfangede Haniel's blik som sænkede sig, og dog og han intet ved det, og han nikkede i stedet, som han blev sat til at love, ikke at tøve med at ringe, eller komme hjem til ham. Dog som de stod der, og han var så tæt på, kunne han ikke andet end betragte den anden mand, hans smukke mørke øjne, som han nærmest fandt sig selv blive fanget af, og før han kunne nu at stoppe sig selv, havde han pludselig kysset Haniel. Forbavset over hvad han selv havde gjort, trak han sig hurtigt væk "I'm sorry, I don't know why I did that" helt overbevist om, at en som Haniel aldrig ville kunne føle noget for ham, trak han sig længere væk, og vendte ryggen til den anden mand, som han lagde sine arme om sig selv, næsten som en form for beskyttelse.

Haniel tog det lille nik som et svar med et smil, men som han mærkede de varme læber mod sine kunne han mærke sin puls stige. Læberne var dog væk lige så hurtige som de var blevet placeret mod sig. Han havde knap nok haft tid til at reagere før Damian trak sig væk og ordene var undskyldende. Englen kunne dog ikke se nogen grund til at undskylde, for havde han nået at reagere ville han have hevet den anden mand tættere og gengældt hans kys. Han sagde ikke noget som manden trak sig væk, men det gjorde en smule ondt, dog kunne han ikke lade være med at grine pludselig. Det var en lav og rolig lyd der flød fra hans læber. ”Don’t be sorry,” sagde Haniel og gik over og placerede en hånd på Damians skulder. Hvordan skulle han bedst beskrive den følelse der var strømmet gennem hans krop ved det lille kys? Elektricitet? Varme? Nydelse? Lyst? Der var så mange følelser at tage i betragtning, men i sidste ende var Haniel ikke sur over hvad der var sket. Langt fra. Havde han vidst at Damian havde haft den tanke havde han sprunget på den anden mand for længst.

”I liked it,” hviskede han kærligt, men også med en hvis forsigtighed. Hvis Damian ikke ville have sådan et forhold var det jo i bund og grund op til ham. ”And you can do it all you want, if you want,” tilføjede han med et skævt smil. Haniel havde ikke ofte kastet sig ud i forhold på den her måde, for det meste på grund af frygten for at miste endnu et stykke af sit hjerte.

Hans tanker gik allerede imod kaos tanker, eller katastrofe scenarier. Han så for sig hvordan, Haniel ville grine ondt af ham, eller hvordan han med foragt ville forlade lejligheden, det var det eneste han kunne se for sig, som han så rundt, mens han ventede på at noget ville ske. Hvorfor havde han dog gjort det? hvorfor kunne han ikke bade lade vær, i stedet for at lade sig selv, blive slugt op af de smukke mørke øjne? Dog nåede Haniel's ord til ham, og han føle hånden imod sine skuldre, og for et øjeblik troede han blot, at den anden mand gjorde det for at være venlig, og ikke fordi han faktisk havde lyst.
Han vendte sig dog om, da han hørte Haniel indrømme at han kunne lide det, såvel som den kærlige tone i stemmen, og det var med et forsigtigt blik, at han betragtede den anden mand "I have never tried this before, I mean kissing and all that stuff" indrømmede han, og hans blik blev kastet ned, såvel som hans ansigt. Dog ville han da lyver, hvis han sagde at han ikke havde nydt følelsen af Haniel's læber imod sine egne, de øjeblikke som han havde nået at føle dem "I don't know how to do all these things" de blå grønne øjne hævede sig igen, og det var endnu med det forsigtige udtrykke, at han betragtede manden foran sig.

Da Damian vendte sig om og han igen kunne kigge ind i de blå grønne øjne kunne han ikke lade være med at smile. Den anden mand gav ham en underlig ro. En ro han ikke havde meget af for tiden. Mandens ord og den måde hovedet skød ned af på fik ham til at ryste på hovedet og igen tage Damians hoved i sine hænder. Han tvang hans hoved til at være rettet mod ham, men han kunne aldrig tvinge et blik. Den lille indrømmelse om at manden ikke helt vidste hvad og hvordan han gjorde fik Haniel til at smile skævt. Han kørte sin tommeltot over Damians underlæbe og var forsigtig med hensyn til flækken. ”It’s honestly not so hard to learn, but the best advice is to lean in,” sagde Haniel med en varme i stemmen som han lænede sig ned til Damians ansigt. ”And then you go for it,” hviskede han. Hans varme ånde ramte Damians læber kort før han nu pressede sine læber mod den anden mands. Kysset var stadig forsigtigt, men han holdt også sig selv tilbage. Haniel lod roligt sine læber danse med Damians før han brød kysset stille.

”You should feel your heart race at what seems like a million miles an hour, and your head should be spinning a little,” sagde han kærligt. Haniels eget hjerte gallopperede afsted som tusinde vilde heste, men han forsøgte at holde sin krop rolig.

Han kunne allerede mærke hvordan hans hjerte, begyndte at banke afsted, næsten som forsøgte det at komme ud af hans bryst, da Haniel lagde sine hænder om hans ansigt, og ikke mindst følelsen af tommelfingeren imod hans underlæbe. Det var som om, at alle den slags berøringer, som før ville havde gjort ham utilpas eller givet ham en panisk følelse, nu pludselig fik hvert enkel nerve i overarbejde, og han kunne føle sine kinder pluse op, og en rosa farve dannede sig på hans hud. Det blev specielt tydeligt, da Haniel bevægede sig imod ham, og dog lukkede han øjnene, som han følte læberne blidt trykke sig imod hans, og fra hvad han vidste af, gengældte han kysset med bedste evner. Han bevægede sig endda ubevidst tættere imod Haniel, og lagde sine hænder imod den anden mands bryst, og som kysset blev brudt, lænede han sig per automatik ind for mere, og dog som Haniel snakkede, åbnede han igen øjne, og rettede sig en smule op.
"Yeah that's how it feels, it's like I can't breath right" og det var præcis sådan han følte, han følte sig som om han kunne dratte om hvert sekund, og dog skete det aldrig, og hans hjerte bankede endnu afsted "Do you want to watch a movie?" spurgte han ganske pludseligt, selvfølgelig var han ikke dum nok til at tro, at Haniel ville nære noget som helst for ham, og den anden mand var sikkert bare sød, som han fortalte ham om det at kysse. Man kunne måske også lidt se de tøvende tanker i hans øjne, måden han endnu engang slog sig selv ned, men det var vel noget han i sig selv altid gjorde. Han trådte et skridt væk, og hen imod sofaen, mens de blågrønne øjne betragtede den smukke mand foran sig.

Haniel vidste knap nok hvad han skulle stille op med sin krop. Det havde været så lang tid siden han havde kysset en anden på den her måde, og han kunne mærke hvordan kroppen skreg efter mere. Et lille suk kom fra hans læber som han kyssede Damian, let og nydende, og hans følelser blev kun forstærket som han mærkede den anden mand kysse ham igen. Hænderne der blev lagt mod hans bryst var varme, og Haniel var sikker på at Damian ville kunne mærke hans hjerte banke hvis han da havde fokus. Som kysset blev brudt kunne han ikke lade være med at smile lidt over den måde som Damian lænede sig ind mod ham. ”Yeah, you can’t breathe or think,” hviskede Haniel som han mærkede sine skuldre bevæge sig op og ned i takt med hans vejrtrækning. Forslaget om en film fik ham bare til at nikke. Det sidste han ville gøre var at gøre den anden mand utilpas med nærheden, men han kunne genkende det blik.

”Damian, you think I’m lying when I say I like you?” spurgte Haniel roligt og lagde hovedet let på skrå. Hans brune øjne fokuseret på Damians ansigt som han ville svare.

Hans blik mødtes med Haniel's blik, og han vidste for et øjeblik ikke hvad han skulle sige "I don't know, I want to believe it, but I couldn't imagine someone like you liking someone like me. I mean.." han stoppede for et øjeblik, som han skulle samle sine tanker "I mean you're attractive and kind and handsome, and even though I just want you to never let go of me, I feel useless or weird next to you" forklarede han, og begyndte at pille ved sine egne fingre "I'm not really anything interesting, and I constantly have this voice in my head telling me that I'm not worth anything" han bed sig I læben, og ignorerede den mindste skud af smerte, der brød gennem ham, som tanden ramte imod huden "But when you kissed me, it was intoxicating, having you close and your hands touching me, it made everything go away, every bad though I have in my head, and I just wish it would never stop"

Englen lod den anden mand tale fuldt ud før han talte. ”Have I ever lied to you? Ever done something that would deam me not trustworthy?” spurgte Haniel og tog et forsigtigt skridt tættere på manden. Afstanden mellem dem gav ham uro, og at få lov til at være tættere på den anden mand løftede hans tanker en smule. Haniel var altid en bold af lykke og glæde, men der var en hvis ømhed og omtanke som han så på Damian. ”I can’t see that I’m all of those things that you list, because I’m just me – and I guess that’s why you can’t see what I can see; The way your eyes light up when you talk about a new book you’ve read or when you bake something just for me to taste it,” sagde Haniel med en kærlig stemme. Han vidste at han ikke kunne banke sådanne ting ind i hovedet på den unge fyr foran ham, men det skulle nok gå alt sammen.

Han rakte hånden ud og hvis Damian lod ham ville han køre en varm hånd over mandens kind. ”I know I could never take away what ever goes on in your head, but I would never mind if I could be close to you always,” sagde han og lo lidt. Det var vel i og for sig en lidt underlig situation at stå i, men Haniel havde stået i det der var langt værre. Haniel lod sin hånd vandre fra mandens kind, ned over skulderen og ned til de fingre som Damian havde været så fokuseret på. Haniel tog kærligt hans hånd i sin og sendte ham et smil. ”But I can’t do that if you won’t let me,” sagde han med en smule tristhed bag øjnene.

Han følte sig allerede dum, da Haniel begyndte at spørge, hvorvidt han nogensinde havde løjet for ham, eller gjort noget som ville gøre han utroværdig, hvilket blot fik ham til ryste på hovedet, for selvfølgelig havde han aldrig det. Haniel var på mange måder perfekt, så selvfølgelig ville han aldrig gøre noget, som ville gøre ham nogle af de ting. Som Haniel trådte tættere imod ham, kløede det i hans hænder, for at række frem, elle gå hen til ham, og aldrig nogensinde igen give slip. Hans hjerte begyndte dog at banke hurtigere, som Haniel begyndte at beskrive ham, og specielt da han følte hånden imod sin kind, hvor han endnu engang lænede sig ind imod den.
Han sank en klump, og lyttede blot til alle disse smukke ord, som Haniel fortalte ham, så selvom der var en stemme der fortalte at den anden mand, til sidst ville blive træt af ham, kastede han det væk, og et smil brød frem på hans læber, og han fandt sig selv nikke "I would like that very much" han trådte tættere imod ham, og tog sine hænder til sig selv, hvor han lagde dem imod Haniel's bryst, og dog forsøgende lod ham dem langsomt glide op til englen's hals, og til sidst hans kind, og i et nærmest blidt og kærligt kys, trykkede han kort sine læber imod Haniel's, før han trak sig væk "the movie" lød det fra ham, og han skyndte han sig hen til sofaen, hvor han tog sine sko af, som han satte sig op, og med et smil betragtede den anden mand.

Haniel så på Damian som han trådte tættere på, og kort var han bange for hvad den anden mand kunne finde på at sige. Dog som han mærkede hænderne mod sit bryst sukkede han glad, og han mærkede derpå de let forslåede læber mod sine egne. Havde Haniel ikke haft en smule selvkontrol var han givet efter for de læber, men den anden mand kunne tydeligvis ikke forstå hvilken effekt han havde på ham. Med blikket så han på Damian som manden skyndte sig over mod sofaen, og det smil der blev sendt fyldte Haniel op med varme. Han bukkede sig let frem og fik taget sine egne sko af før han gik over og satte sig i sofaen.

”What do you want to watch?” spurgte Haniel roligt og lænede sig tilbage i sofaen. Han havde haft en lang dag som det var med undervisning, retning af stile og nu Damian ovenpå. Ikke at det var noget han bebrejdede ham for, for han havde jo selv valgt at skynde sig over til ham.

Han fulgte Haniel med øjnene, som han kom tættere på, og til sidst satte sig i sofaen, og næsten som var der noget helt nyt, som var kommet over ham, mente han at Haniel sad alt for langt væk, og han kravlede hen, og satte sig ved siden af den anden mand, hvor han fik fik lagt Haniel's arm omkring sig, mens han puttede sig ind imod hans side "I don't know, I though we could check the telly. I just got this thing, I believe it's called The Netflix" han havde virkelig ingen ide, om hvad det i virkeligheden var, men en fyr fra hans uddannelse, forslog at han fik købt et abonnement, således han vist nok kunne se film og serier. Han så dog op imod Haniel med et mindre smil "I mean we don't have to if you don't want to, you do look a bit tired" han hungrede et sted efter Haniel's nærvær, også selvom han endnu ikke helt var opmærksom om det endnu "I like you too by the way" skyndte han sig at sige, nu havde Haniel trods alt selv sagt det til ham. Han fandt med et sig selv gabe, og en pludselig træthed skyldede over ham, men efter alt hvad der var sket denne dag, så var det heller ikke en overraskelse "I think I may be a bit tired too"

Den måde som Damian kravlede over til ham på fik Haniel til at le kærligt og hans hånd begyndte automatisk at nusse manden ned langs siden. Det var rart bare at sidde her med manden der puttede sig ind mod ham. Hans forslag fik englen til at smile, for han havde aldrig hørt et mere nuttet udtryk. Haniel kunne mærke sin krop synke sammen i sofaen, men han holdt sig vågen trods at sidde i det bløde. ”I am tired, but I don’t want to go home,” indrømmede han og lænede hovedet tilbage mod sofaen ryg. Han lukkede øjnene og hørte hvordan Damian gabte og han smilte lidt for sig selv.

”You are the one yawning, so maybe you should get some rest,” sagde Haniel kærligt og så nu ned på Damian der lå krøllet sammen op af ham. Det var sjovt hvordan manden havde skiftet fra det nervøse vrag før, til en ret så nærhedssøgende person. Ikke at Haniel havde det mindste imod dette. ”You want me to leave so you can go sleep?” spurgte han kærligt.

"Then don't leave" egentlig ville han Heller ikke have, at Haniel skulle gå, blot fordi de begge to var trætte, faktisk ville han slet ikke være alene, nu hvor han vidste han havde et bedre alternativ. Men hvem ville i virkeligheden også være alene, når de havde muligheden for at være med den person, som fik virkeligheden til at være bedre end drømmende? "I probably need some, but I don't want you to go" indrømmede han, dog med sine øjne lukket, han ville for alt i verden ikke have, at Haniel skulle gå, specielt ikke nu hvor han vidste den smukke mand havde følelser for ham "No, I don't want you to leave" han åbnede igen øjnene, og med en arm der lå hen over Haniel's mave, puttede han sig imod ham "You could sleep at my place tonight? I mean if you want to? We could share the bed" forslog han med et smil på sine læber, tanken om at skulle sove tæt op af denne mand, fik hans hjerte til at banke hurtigere, mon det ville være ligesom han havde forestillet sig det? Eller ville det være endnu bedre, som tingene indtil videre havde vist sig som?

”Okay, okay, I won’t leave,” hviskede han og lo stille over hvor mange gange Damian havde sagt at han ville have at Haniel skulle blive. For at være ærlig havde han heller ikke lyst til at gå, specielt ikke på den måde som den anden mand pressede sig ind mod ham. ”I’d love sleeping over and it would just be a bonus to share a bed with you,” sagde han stille og med en smule drilsk i stemmen. Han fjernede sin arm fra Damian og strakte sin trætte krop, og gabte nu selv som han faldt tilbage i sofaen igen. Tanken om at være tættere på den anden mand gjorde ham glad, for der var vel ikke noget man hellere ville end at være tæt på en man holdt af. Nok var det for tidligt at vurdere om det var kærlighed, men Haniel kunne også mærke at han havde lyst til at være sammen med Damian mere og mere. Som månederne var gået havde de jo tilbragt i hvert fald en dag i hver uge sammen. Haniels arbejde tog en del af hans tid, for ikke at nævne Damians studier og fritidsarbejde.

”We better move quickly before I fall asleep on the couch then,” sagde han og fik rejst sig op, og fik forsigtigt viklet sig ud af mandens arme. Ikke fordi han havde lyst til at det skulle stoppe, men han kendte sig selv. Efter knap trehundredetusinde år var der vel bare ting man vidste om sig selv. Haniel kendte vejen til soveværelset, for han havde trods alt været i den lejlighed et par gange efterhånden. Endnu engang strakte han som han begyndte at knappe sin skjorte op, hvilket afslørede hans ret så veltrænede bryst og mave. ”I swear to my father there’s never been a time where I’ve been so tired,” sagde han og lo lidt som han fik trukket sin skjorte af.

Han rødmede, som Haniel gik så langt som at sige, at det ville være en bonus, at kunne dele sengen med ham, men efter alt hvad der var sket, og de opdagelser der var lavet, så ville han ikke rigtig ende op med, at skulle sove alene i sin seng. Specielt ikke nu hvo han faktisk kunne få et andet alternativ, end det af ensomeden. Det var derfor med et smil på læberne, at han betragtede Haniel rejse sig fra sofaen, hvilket han også kort tid efter selv gjorde "I'll probably fall asleep here too" indrømmede ham med et mindre grin. Han fulgte med Haniel ind på sit soveværelse, hvor han dog stoppede alt hvad han lavede, som han betragtede den anden mand tage sin skjorte af, hvilket afslørede et bryst, han af en eller anden grund, enten havde lyst til at røre ved, putte sig op af elle kysse hvert enkel overflade af.
Han kom dog hurtigt til sig selv igen, og han åbnede sin egen skjorte op, selv var han ikke nødvendigvis muskuløs, og dog havde han nogle ar, som gled hen over hans bryst, efter en ulykke han oplevede som barn, dog ikke en som han kunne huske. Han åbnede sine bukser, og ak dem af, hvilket efterlod ham i et par mørke bokseshots, før han gled ned under dynen, hvor han her lå og ventede på at Haniel ville komme under dynen med ham, således han kunne putte sig imod ham.

Haniel smilede skævt over Damians ord og kunne høre hvordan manden fulgte med ham. Som den anden mand tog tøjet af skævede han let over til ham, men han sagde ikke noget. Derpå tog han sine bukser af, og et par boxer-briefs sad tæt til hans krop under de ellers i forvejen stramme bukser. Hans brune øjne fulgte Damian som han klatrede under dynen og englen fulgte trop. Under dynen lagde han sin arm ind under mandens hoved, mens den anden arm snoede sig om den slanke krop. Han pressede derpå sig selv tættere på Damian og placerede et kys mod mandens pande som han lukkede øjnene. Søvnen hang over ham som et varmt tæppe, men hans krop syntes ikke at være lige så klar til at sove, så snart han mærkede den anden mands krop nær. ”Sweet dreams,” fik han mumlet som hans hånd bevægede sig op og ned af den bare ryg.

Den næste morgen lå Haniel med let åben mund og sov roligt, dog stadig med armen inde under Damians hoved. Englen havde været udkørt, men denne søvn havde givet hans krop mere energi. Han missede svagt med øjnene som et par solstråler kiggede ind gennem gardinerne, og han vendte sig om mod manden ved sin side. Hans arme lagde sig om den slanke krop og han gemte sit ansigt væk i Damians hår. ”Five more minutes,” mumlede han træt og pressede sig tættere til manden.

Som Haniel lagde sig under dynen, var der et par sekunder hvor han ikke vidste hvad han skulle gøre, og dog fulgte han sine inde lyste, og puttede sig ind imod ham, med sit hoved imod Haniel's bryst, og hans hånd og arm, der lå hen over den anden mands mave "You too" lød det fra ham i en træt tilstand og ganske hurtigt blev han lullet i søvnen, hurtigere end hvad han normalt ville gøre, for hvor det normalt tog ham et par timer at falde i søvn, tog det ham her kun minutter. Hans drømme var for engangs skyld også af den gode slags, og alt han kunne ønske var, at de fortsatte i den stil.
Da den næste morgen kom, var han endnu langt væk, og han havde halvt lagt sig over den anden mand, dog som Haniel begyndte at bevæge på sig, lagde han sig helt ned i sengen, dog med fronten imod ham. En brummen forlod hans læber, da andel begyndte at snakke, og han mumlede nogle ord, der på ingen måde gav mening sammen, og da slet ikke hver for sig. Samtidig puttede han sig ind imod Haniel's bryst "I'm tired" brummede han dog, efter langsomt at være ved at vågne op.

Haniel var langsomt ved at vågne og kunne mærke Damian presset ind mod sig. Han blinkede et par gange for at vænne sig til lyset i lokalet og åndede let ud. Ordene der forlod den anden mands læber fik ham til at smile stille, og han følte sig stadig som i en drøm. Han trak sit hoved væk og mødte Damians læber blidt. ”What time is it?” mumlede han stille, men han havde ærlig talt ikke lyst til at finde ud af det. Han havde lyst til at glemme omverdenen og bare blive i sengen med Damian. Det var lørdag, så Haniel havde ikke noget undervisning, dog havde han efterladt en håndfuld stile han skulle have rettet inden mandag. Han skød arbejdet til side og kyssede i stedet Damians kind. Hans duft var lokkende og det gjorde at han kyssede blidt ned over den anden mands kind og ned til hans hals.

Haniels læber var blide mod den varme hud, og han kunne mærke hvordan han havde haft lyst til dette alt for længe. Han håbede bare ikke at Damian stoppede ham.

Han vågnede mere og mere op, i takt med at Haniel ikke kun bevægede på sig, men også da han følte hans læber imod sine egne, såvel som hørte lyden af hans spørgsmål "I have no idea" brummede han med den hæse stemme, takket være en nat, hvor han jo ikke havde brugt den. Dog alt form for forbindelse til hans søvn, forsvandt i takt med at han kunne føle kys, fra hans kind og ned imod hans hals. Han lagde sig om på ryggen, så Haniel nærmere ville kunne få adgang, mens der samtidig begyndte at komme suk af nydelse fra ham. Hans hænde fandt sin vej til Haniel's hår, og han blottede sin hals mere for ham.
Hvis dette ikke var den perfekte måde at vågne op på, så vidste han det ærlig talt ikke, for hvor han normalt ville vågne op til at læse en bog, var disse blide kys dog så meget bede. Dog kunne denne pludselige nydelse, og hans fuldkommen mangel på kontrol, når det kom til det seksuelle, også medfører at en vis del af ham, nok godt kunne finde på at rejse sig, hvis Haniel fortsatte med hvad han i øjeblikket gjorde. Hans vejtrækning var også blevet hurtigere, såvel som hans hjerte banken.