The Heart Is a Lonely Hunter - Aidan

S: Natklubben Philotes
T: Omkring midnat
V: Ligegyldigt
O: Folk der danser
P: Tøjet + hendes tatto (som han kan genkende hende på )
Emne til: @Aidan NALIA FOREVER!!!! <3

---

De havde deres egne liv nu, og Malia kunne ikke rigtig blande sig i dem mere. Nu var hun begyndt at fokusere på de ting, som var begyndt at hjemsøge hende. Alle de ting hun kunne kunne huske men alligevel syntes at kunne genkende. Derfor havde hun hentet Aaron.. som åbenbart var hendes bror - det gav ingen mening og alt mening. Så var der Luna, som hun underviste med  - som også virkede så umådelig bekendt og som opførte sig som om de var gode venner. Malia havde derfor sat sig ved et bord og bestilt en øl - så kunne hun tænke lidt på den imens hun prøvede at slappe af. At finde sig selv når en masse følelser pludselig kom frem omkring nogle situationer. Hun følte der manglede noget stort, og det havde hun altid følt. Det var som om , at hendes hjerte egentlig slet ikke befandt sig hos hende - Malia var godt nok vampyr nu, men det betød ikke at hun ikke vidste når følelserne talte for hende. Hun var trods alt ret stor ekspert på det område. Det var der kun følte noget helt vildt underligt. Noget der fik hende til at slå de grønne øjne op og hen imod døren. Man kunne kalde det en dragende følelse, en følelse hun aldrig før havde følt. Alt hun kunne gøre var at stirre på varulven som han kom ind. Malia sank en klump, hun havde aldrig set ham før - og alligevel var det som om at noget  skreg om hendes opmærksomhed.
"A beer more here, and one for that handsome wolfman," sagde hun så lidt hævet for at fange hans opmærksomhed. Hun ville vide hvad der gjorde ham så speciel, om hun så ksulle invitere ham hen. Det kunne jo selvfølgelig også være at han bare valgte at tage den gratis øl, men det ville være det.

Påklædning
Noah var ved at lære denne nye verden at kende. Han var vant til pubber og kroer, men natklubber var helt nyt for ham. Derfor følte han sig også en anelse overvældet, da han trådte ind på Philotes tæt på midnat. Folk dansende. Han havde aldrig været meget af en danser. Han havde tænk lidt på, han skulle lære at danse, hvis han og Malia engang skulle giftes. Men da hun forsvandt, gjorde de tanker også. Han gik mod det han kendte bedst derinde; Baren. Han stoppede, da han så det mørke baghoved. Han ville kunne genkende det alle steder. Selv i det mørklagte rum, var han ikke et øjeblik i tvivl om, det var Malia. Han måtte kæmpe for ikke at rende hen og omfavne hende. Zabrina havde fortalt, Malia intet huskede fra før. Han turde ikke risikere hun blev mindet om det, hvis det kunne betyde hun blev skadet på en eller anden måde. Han kendte ikke til magien i denne verden. Han satte sig ned et stykke fra hende.

Han drejede hovedet væk fra hende. ”Please leave me be for a while. I’m going through something,” sagde han lavmælt rettet mod Aidan. Der var kun stilhed i hans hoved, så Noah gik ud fra, Aidan respekterede det. Han så mod Malia igen, da hun tilbød ham en øl. ”Thank you,” sagde han og smilede til hende. Det gjorde ondt at se hende i øjnene, og ikke se hendes følelser for ham som han havde gjort for. Men hvis han skulle få hende til at falde for ham igen, ville han gøre det. Noah rykkede tættere på. Han så på hende, og gjorde sit bedste for at ignorere hvor knust det gjorde ham at sidde der med hende som fremmede. Tatoveringen der løb op af hendes arm, gjorde ham bare endnu mere sikker på, det var den person han elskede højst, der sad ved hans side. Han tvang blikket væk fra hende, da øllen blev placeret foran ham. Han var ikke vant til en flaskeform. Faktisk var al den alkohol der stod bag bartenderne uvant for ham. ”What’s your name? I need to know who to thank,” sagde han og tog en tår af øllen. Dette kunne være en genstart på deres historie. Det skulle det være. Han havde ikke lyst til at leve uden hende.

There was something about him. No one could hide that from her. Even Malias powers couldn´t hold back the fact, that her heart reacted to something her brain tried to find. Why? Why did he seem so heartbroken and not. It wasn´t a feeling that hit her till he looked at her. It made her a little nervous, maybe it was like with Aaron - something she couldn´t explain. His smile made her smile, why did it do that? She had never seen his face before? It was his eyes, those blue eyes that reminded her of the ocean. The ocean.. water.. it seemed like her mind was getting hit by something - but she made a choice to take a sip of her beer so she couldn´t let it go. His emotions spoke to her, where was something that didn´t make sense - and for a second she wished she haven´t ordered him that beer. Only because it messed with her head. Then he asked for her name, which she could tell him. Maybe the weird feeling would go away soon anyway.
"I´m Malia.. Swan.. Morgan.. Crawford.. your pick.. I have a few to choose from," she laughed a little by herself. "What about yours? What is your name?" asked she as she looked him in the eyes.
Malia was sure she wouldn´t shake the feeling off. It was like his name depended on something her brain waited for. In someway it made her feel very desperat for something. What that something was were a even bigger mystery.


//My feels!!

Noah havde svært ved at se væk fra hende. Han havde savnet hende så længe, og nu sad de her som fremmede. Bortset fra de ikke var det. Kun for hende. Han huskede alting, lige fra deres første møde, til han opdagede hun var væk. Han havde alle følelserne hun havde bragt i ham. Tanken om hun ikke huskede det, tog modet fra ham. Han følte sig tom indvendig. Meget mere end han gjorde derhjemme. Nu var han et nyt sted, og den ene af personerne han kom der for, huskede ham ikke. Heldigvis var det ikke både Luna og Malia. Han var ikke sikker på, han kunne have håndteret det. Nu kunne han i det mindste diskutere det med hans søster. ”I’ll stick with Malia then,” han tog en tår af øllen og forsøgte at skubbe sine følelser til siden. Han ville ikke skræmme hende væk. Hvis det var på den her måde han kunne være i hans liv, ville han gøre det. Han så fremfor sig og lod ikke ølflaskens mund forlade hans i mere end et par sekunder af gangen. Det gjorde tingene lettere for ham, hvis han ikke havde mulighed for at tale. Han så på hende da hun spurgte om hans navn. Var det klogt at afsløre. Hvad hvis det påvirkede hende på en eller anden måde, gjorde hende ondt? Men han havde sådan brug for at høre hende sige hans navn igen. ”Noah, svarede han kort og så på hende. Han håbede sådan på, hun ville lade hans navne flyde over hendes skønne læber. Det ville give ham så meget mere end hun overhovedet kunne forstille sig.

Hun smilede til ham da han sagde han holdt sig til Malia, og hun tog endnu en tår af sin øl. Det var forvirrende for hende, alle de følelser i ham var ekstreme for hende. Måske var det på grund af den tingest til Aaron - han havde gjort et eller andet da hun havde hentet ham for at få svar - og siden da havde hun ikke rigtig kunne forstå nogle ting ved sig selv. Hun ventede på at han ville give hende sit navn, og hun lyttede til det. Hendes hoved kunne placere det inde i et tomrum som havde prøvet at blive låst op for alt for længe. Der var en masse følelser knyttet til det navn, og hun slog kort blikket væk. Der var mange følelser stærke følelser, som ramte hende. Både gode og dårlige. Let sank hun en klump.
"Noah.." hviskede hun lidt tænkende, prøvede at få sit hoved til at sammenarbejde. Malia var et væsen der huskede ting knyttet til en måde en situation eller person fik hende til at føle. Og Noahs navn bragte nogle følelser frem i hende som hun ikke havde følt længe eller kunne huske hun havde følt. "Noah Takumara," sagde hun så inden hun egentlig fandt frem til hvad hun havde sagt. De grønne øjne så hen på Noah og hun rystede derefter på hovedet som om hun var helt forkert på den. Men der var en gnist i hans øjne, som hun fandt bundet til et fjernt minde.  "Before I met you, I was restless. I was not fit to be what I needed to be. I can’t do this without Malia.” - ”Can you let me in again?” Stemmen i hendes hoved bragte en situation op men ansigtet var slørret og hun kunne ikke placere sig selv i situationen, men følelsen virkede genkendelig.
"My safeplace.." hviskede hun let og så ud i luften.  

En anden scene ramte hende, og fik hende til at klemme øjnene sammen; "Don’t push me away, please" Sagde han. Let sank hun en klump, og trak på skulderen.
"Its not because I want to.. can't you see. All this is a fairy tale? But we live in the real world, war is around the corner.. people who wants my brother dead and you dead - because of this.. Noah I'm not doing this because I hate you.. I'm going this because I love you." Sagde hun og samlede sine læber sammen i en smal streg. "Please don't make this harder for me then it already is.." Tiggede hun en anelse. "Can't you please just be angry at me? Hate me? Something?" Malia knyttede sin ene hånd hårdt sammen.
"I'm sorry.. my head is a mess.." undskyldte hun og kunne mærke hvordan hun syntes det var alt for overvældende. Alt det hun følte hun burde huske men ikke kunne huske. En ting var dog sikkert ansigterne matchede ikke. Men hvorfor bragte han så disse ting op i hendes hoved? I am so sorry Malia. I can't loose you. I need you here with me. Just come back, and I will never leave your side. I promise.
"I.. I think I once knew someone.. " Hviskede hun for sig selv og var snart ved at give op på sig selv. Den næste sætning der forlod hendes læber, vidste hun ikke engang hun sagde, før hunbare hviskede den;  "I'm not sure I can work without you. I tried that.. I'm sorry I broke your trust in me.. and I understand if you never want to see me again. I understand that it is to hard to love someone like me.. someone so broken. Just know that I will never stop loving you." Hendes øjne kæmpede for ikke at rende i vand. Hun vidste ikke hvad sætningerne betød. Det var frustrerende.

Noah smilede for sig selv, da hun hviskede hans navn. Han regnede med det var alt han fik ud af hende nu. Han så derfor på hende med rynkede bryn, da hun sagde hans fulde navn. Havde Zabrina ikke sagt, hun intet huskede? Han så på hende som hun zonede ud. Huskede hun ham? Han sank en klump, da hun kaldte ham hendes safeplace. Han holdt sig stadig tilbage. Alt i hans krop skreg på han skulle ligge armene om hende, men han blev siddende. Hvorfor? Han var bange. Han var bange for at overvælde hende. ”I don’t understand. Do you remember?” Sagde han alligevel.

Hendes blik blev fjernt igen. ”Don’t apologize. Sagde han kort og så på hende. Han så på hende, da hun pludselig lød som hans Malia igen. Han tog en dyb indånding. Hvordan skulle han lige håndtere det her? Han rejste sig. ”Perhaps I should go.” Noah syntes det var værre at sende hende så forvirret og frustreret, end da det kun var ham der var berørt af situationen. Han så på hende. ”We don’t know each other. I just have one of those faces,” sagde han og gik mod badeværelset. Han så på skiltene. Det ene fremviste, hvad Noah gik ud fra skulle være en mand. Han så undrende på procelænskummerne der hang på væggen. Han havde lige lært at bruge et moderne toilet, hvad var nu det her? Han så sig i spejlet. Han var stadig ved at vende sig til, han så en anden når han kiggede i spejlet. Pludselig begyndte spejlbilledet at tale uden ham, og det blev hurtig klart for Noah, det var Aidan.

”Okay dude. Enough is enough. What the hell are you doing?” Noah rynkede sine bryn. ”That’s your girl, right, so why are standing out here? She was beginning to remember. Make her remember. Like the great Sebastian once said, ‘go on and kiss the girl’.” Noah var forvirret, han stod et øjeblik og tyggede på Aidans ord. ”Is Sebastian an author or philosopher I need to know of?” Spurgte han Aidan. ”Well, he’s a Disney character. But I guess you can say that. No go get her.” Noah tog en dyb indånding og gik ud i klubben igen. Han satte sig ned foran Malia igen.

”Okay. Let me just say one thing. I do know you. I don’t know why I said I didn’t. But I get that you have trouble remembering, and that’s fine. I don’t want to push you. But can I please stay in your life? In some way. Please?” Han så afventende på hende. Forhåbentligt var hun ikke helt uinteresseret i idéen.

Did she remember, she looked at him very confused.
"Remember what?" she asked quickly as if she was hiding her troubles, "I have 23 years of my life that wont seem to stick. Its my battle not yours," she added fast. Malia was very uncomfrontable about it, and Noah could see that. If anyone could see behind her mask, it would be him. Malia almost got a shok when he stood up, she looked at him. A part of her wanted to see this man just go, another part wanted to know why he brought some of the unknown back to her. Then he said the words; We don´t know each other.. and she fell back in the chair and just looked in the air.

Malia drank the last of her beer and put on her jacket. She was ready to leave, when her head played one of these tricks on her. She turned arond as if someone just called her name, but it was only a cloud of shadows around her. And then she felt it, like someone stabbet her with a sword and she took a step back - her hand was on the stomach where she pain seemed to be. She almost forgot everything in that second. The tears were in her eyes and the was quick to remove them. I have to get to him.. whispered the voice in her head, and once again Malia closed her eyes, to remember something. It was her fighting to get back up after a fight. She was in a lake, all she could think about was him.. Noah. Malia opened her eyes and sank. It wasn´t because she remembered everything, but she knew that she knew something about this Noah.

Once again she had to remove her tears quickly, and thank god she did. Because he came back.
"To protect me.. Aaron does the same, not telling me everything. He is here.. but not here.. it is not easy to explain.. but I know if you really knew me back then, you know my powers can get out of control.. I remember when emotions hit.. but even if I want to remember, and you want to be a part of this life.. you need to know, I might not be the girl you think I am," warned she. Malia didnt even remember that girl, then it was hard to be her. Maybe she was her, she had no idea.
"But I want to remember.. and I might need your help. I have a new ability.. to see into peoples minds.. and if you can show me.. if you trust me?" She asked and asked for his hand. "Just think about what you want me to see.. Okay?"