Why did this happen to me?

Det var en mild forårsdag, og Dean befandt sig som sædvanligt på biblioteket for at studere. Denne gang læste han kemi, hvoraf han også havde en notesbog som lå på bordet foran ham med de vigtigste notater og formler. For et øjeblik så han op og opdagede at de fleste elever var forsvundet og formentligt var i færd med at være udenfor i det solrige vejr. Deans blik strejfede vinduet og blev ligeledes enig med sig selv om at tage derud efter endt kapitel.

Han lukkede bogen i og gik tilbage til en af de høje bogreoler nær indgangen for at sætte kemibogen på plads blandt rækkerne. Der var ikke noget plads på de nederste hylder, hvilket fik ham til at tage fat i en af midterhylderne og forsøge at nå en plads højere oppe ved de andre kemibøger, men inden han nåede at sætte bogen på den højere hylde, blev den hylde han holdt fat i revet ud af position og kolliderede ovenpå rækken nedenunder – alt imens de fleste af bøgerne gled ned på gulvet. Han forsøgte uden held at redde nogle af bøgerne, men de fleste faldt hurtigt til jorden. En af de tykke bøger ramte også hans fod. *For Gods sake* tænkte han og bed smerten i sig. Han havde aldrig prøvet noget lignende og havde ikke tænkt hans styrke nogensinde ville ende ud i at rykke en hylde ud på biblioteket. Han tænkte ikke videre over hvor sjovt det måtte have set ud fra en andens synspunkt.

Han vendte sig hurtigt om, da bibliotekaren kom med en forskrækket bemærkning: ”Du milde, Alvarez!” Det måtte virkelig havde været et larmende chok på en ellers fredelig og stille dag. ”Det må De meget undskylde, miss Harpe” men før han nåede at sige mere, åbnede hun munden med en skrap mine. ”Se så at få dette ryddet op og husk at bøgerne skal være i alfabetisk rækkefølge. Jeg skal til et møde nu her, men vil være tilbage klokken 17” bibliotekaren kiggede ned på sit ur, inden hun gik ud af biblioteket for at nå sit møde.
Dean nikkede og så opgivende ned på gulvet og alle bøgerne der lå spredt ud. Han håbede inderligt at der ikke var nogen af bøgerne som havde taget skade af faldet, men det så ikke ud til at der var nogen gamle værdifulde bøger iblandt disse. Han startede med at sætte sig på hug, for at samle de nedfaldne bøger i et par stakke, så det var nemmere at komme til og få sat hylden på plads igen.

Det var ikke såofte at Damien tog hen på biblioteket, men det skete da trods alt. Og lige nu havde han en pri periode mellem hans første og anden lektion for i dag - siden han var rykket udelukkende til eftermiddags og aften timer, grundet hans arbejde. Når man arbejdede indtil klokken 3 eller 4 om natten gik det ikke rigtig at stå op til morgen og formiddags timer, trods alt.

Men der var lige en enkelt formel han gerne skulle få læst op på inden den anden lektion for idag, da han liige havde glemt at det var den de skulle gennemgå. Upsi... Men det var måske også forståeligt at han ikke lige havde fulgt helt 100% med i sidste lektion da han den dag havde fået at vide at han var blevet tilbudt en pladspå LA Valiant's hold til Overwatch Leaguen, og det var da absolut ikke noget man sagde nej til!

Derfor kom han først ind i biblioteket på denne tid af dagen, hvor mange andre var ved at gå derfra for at nyde deres frie eftermiddage. Han fik fundet den bog han havde brug for - en af dem til kemien på andet år her - og fik sat sig ned, med musik i det ene øre. Da han kun havde musikken i det ene øre,hørte han selvfølgelig det kæmpebrag fra hylden og bøgerne der faldt ned. Eller, det ville han nok også have hørt gennem selve musikken, i alt fald med præcis den type hørelse han havde arvet.

Efter bibliotekaren var gået, og Damien havde fået set lidt på formlerne, sukkede han og valgte at give op på de formler, til fordel for at hjælpe den stakkels fyr. Han lukkedebogen sammen, satte den på plads, og gik så stille og roligt hen til fyren. Et kort lille snif ud i luften, noget han gjorde automatisk når han mødte andre, fortalte ham hurtigt at fyren her var en varulv - nu når Damien's to halvsøskende begge var normale varulve og ikke hybrid som ham selv, så var det rimelig nemt at genkende den lugt. At han så også fik folks følelser at vide via lugt, ja, det var jo så bare den anden del af ham der slog igennem der. Han satte sig roligt ned på hug til fyren, og smilede venligt til ham. "Har du brug for lidt hjælp med det her?"

// Outfit

Varmen var virkelig steget ham til hovedet og hans ansigt havde da også fået en rødere farve på grund af den pinlige hændelse. Hvorfor skete sådan noget altid for ham? Han endte altid i problemer, om så han ville det eller ej. Hvis han bare havde tænkt sig om, kunne han have brugt trappestigen til at nå hylden og så havde han ikke siddet på hug midt i biblioteket på nuværende tidspunkt. *Gad vide om heksene har en besværgelse til at rydde op* tænkte han og så sig over skulderen efter en af de hekse som han vidste gik til hans timer, men uden held. Det var også langt fra sikkert de havde besværgelser til sådan noget, men det var da et forsøg værd. Ærlig talt havde Dean stadig utrolig meget at lære om de andre væsener omkring sig, hvilket egentlig også var noget af det han nød mest af at lære om. Det var utroligt fascinerende og han kunne især godt unde dem der ikke ældes, da det i hans 18 årige øjne virkede eftertragteligt at leve forevigt.

Efter han havde fået samlet de fleste bøger i stakke, så de ikke lå tilfældigt spredt ud, hørte han en ung mandestemme. I samme øjeblik vendte han de nøddebrune øjne ind i hans. ”Det må du meget gerne” hans mundviger blev trukket op i et smil. Det undrede ham ikke at nogen blev overrasket over det store spektakel og ville se hvad der var sket, men det var meget rart at denne fyr havde lyst til at hjælpe ham – på trods af at det var Dean's egen fejltagelse som var skyld i det. I et kort øjeblik studsede han over om han havde set fyren før, men kom ret hurtigt til den konklusion, at de aldrig havde haft en samtale sammen. ”Jeg hedder Dean. Jeg startede på Akademiet i sommers” smilede han venligt, og rakte ham sin højre hånd for at trykke hans. Umiddelbart virkede han til at være ældre end ham selv, hvilket gav ham en antydning af at han også gik på en ældre årgang end Dean. Han rejste sig op og kiggede lidt håbløst på hylden, mens han vippede hovedet på skrå. I stedet for at grine af ham, som de fleste af hans venner ville, havde han tilbudt hjælp, hvilket egentlig betød meget for Dean - selvom han også havde forståelse for at der blev gjort grin med det, for det måtte virkelig have set komisk ud. Han trådte nærmere for at fjerne de resterende bøger som lå tilfældigt på reolen og løftede dernæst hylden på plads i sin korrekte position. Han tjekkede også for om det sted hvor hylden skulle sidde var gået i stykker, men det virkede det det heldigvis ikke til. Nu skulle de bare have sorteret alle kemibøgerne i alfabetisk rækkefølge. ”Det vil være en stor hjælp, hvis du finder forfatterne som skal stå i den første ende på hylden” med det mente han at deres navne startede med det forbogstav som hylden oprindeligt skulle starte med i forlængelse af den reol der stod lige ved siden af. ”Så tager jeg den anden ende” det virkede mest efficient, i og med, at de så ikke ledte efter de samme bøger, før til sidst når de mødtes i midten.

Damien smilede blot til fyren, og så snart han fik et smil tilbage, og lov til at hjælpe, satte han sig ned på hug og begyndte at hjælpe med at organisere bøgerne. Der var mange der var for stædige til rigtigt at tage imod hjælp - så ofte som Damien tilbød sin hjælp til andre, havde han hurtigt fundet ud af det, men han kunne alligevel aldrig rigtig afholde sig fra at tilbyde sin hjælp, og denne gang var det da heldigvis noget der lod til at være værdsat. Nu ville det her nok også tage en rum tid hvis man skulle ordne det alene, og med den tidsfrist bibliotekaren havde givet ham, ville han nok kun lige have klaret det alene. Så var hjælp da en god ting... Og noget han heldigvis var enig i at det var.

"Jeg hedder Damien," sagde han med et smil efter Dean havde introduceret sig selv, og gav ham et godt, fast håndtryk. "Ah. Jeg startede selv sidste sommer. Og jeg har ikke været så meget rundt på skolens grund siden jeg fik mit arbejde... Så det gav mig vist mit svar med at jeg ganske rigtigt ikke havde set dig før," kluklo han, og kløede sig let i nakken. Eller, okay, ansigter var han egentligt ikke den bedste til at genkende, hvis han kun havde set personen et par gange. Det var mere hans lugt der ikke var genkendelig. Men igen, nu han trods alt til tider var lidt styret af sine instinkter, også uden for fuldmånen, så var det vel egentligt ikke det store under at lige præcis lugt var et sanseindtryk der fyldte så meget i hans hoved.

Han nikkede let til fyrens forslag, det lød jo logisk nok. "Så gør jeg det. Kan se du har haft gang i kemi bøgerne? Så gætter på du også har taget kemi, ligesom mig?" sagd ehan så roligt, som han begyndte at organisere bøgerne. Kort efter nåede han dog til en bog, der var landet direkte på ryggen, der derfor havde fået et godt knæk. Han lavede en lille grimasse, som han løftede bogen op og så lidt nærmere på knækket. "Hmm... Ah, okay, værre er det ikke... Det kan jeg godt fikse. Så du ikke får ballade for det," sagd ehan så med et smil og blinkede til Dean, før han lagde en hånd ind over bogens ryg og koncentrerede sig om sin magi - den smule magi han havde fra fe-siden af sin familie. Et svagt lysglimt senere, og han løftede hånden igen - og bogen så nu ud til at have det perfekt igen. han åbnede den et par gange, og studerede stedet den havde været knækket før, før han smilede. "Jep, så god som ny igen!"

Mens han lyttede på Damien, fandt han et par bøger som skulle placeres for enden af hylden. ”Hvad er dit arbejde?” spurgte han og sendte et blik til Damien. Han havde allerede gættet at det ikke havde noget med skolen at gøre, så mon det var et job i byen? Selv havde Dean ikke været så meget rundt i byen endnu og havde endda også foret vild i den en enkelt gang.

”Ja, jeg er ret fascineret af naturvidenskab og matematik” han tænkte ikke over hvor nørdet det end lød. Hans far ville gerne have han blev til noget som læge, advokat eller direktør. Alle jobs som krævede man arbejdede hårdt for det. Der var heller ingen tvivl om at Dean godt kunne blive succesfuld indenfor de nævnte karrierer – men han var ikke sikker på hvad han helst ville med sit liv endnu.  ”Udover kemi har jeg også biologi og idræt hvilket er meget fedt..” han placerede en mørkebrun bog på reolen, som han efterfulgte af en spinkel grøn. ”Jeg har også psykologi.. men det er mere på grund af min evne som empath” sagde han, uden at fjerne blikket fra de bøger han prøvede at finde forfatteren på. Det gik op for ham at han måske burde forklare den evne nærmere, da folk havde forskellige reaktioner på dette. ”Jeg kan kun sanse folks følelser ved berøring, så du skal ikke være bange for at jeg opdager noget” sagde han med et lille smil på læben og vendte atter blikket på Damien. Der var mange der godt kunne være utrygge ved at en anden person kendte til deres følelser, lidt ligesom med tankelæsning... men det var heldigvis ikke sådan at han kunne høre dem ud af det blå. Det var lidt ironisk fordi Dean godt kunne være en selvisk person når det kom til stykket. Men i det mindste prøvede han at forstå sindstilstande nærmere ved at tage et fag som psykologi. ”Hvilke fag har du ellers?” siden han tog kemi, var der også en god sandsynlighed for at han var interesseret i det samme som Dean. Damien virkede derudover som en type der ville være villig til at besvare spørgsmål såfremt man stødte ind i nogle problemer i et fag.

Uheldigvis havde et af bøgerne fået et knæk, men til Deans overraskelse påstod Damien at han kunne fikse bogen for ham. Han trak tvivlende op i det ene øjenbryn, indtil han så et lysglimt ved Damiens hånd som lå over knækket. Dette fik Deans ansigtsudtryk til at ændre mine. Selvom han havde set så meget nyt og uvirkeligt igennem skoleåret, var det stadig lige imponerende hver gang nogen udførte magi. ”Wauw..” sagde han og kunne ikke lade vær med at trække op i mundvigerne. Lysmagi? Så vidt han kunne huske hørte det til engle eller feer? Dean havde stadig ikke helt styr på det, og han vidste ærlig talt heller ikke hvilke og hvor mange af de forskellige væsener som gik på skolen på nuværende tidspunkt. ”Er det en form for lyselver magi?” spurgte han gættende og betragtede Damien tjekke for om bogen var hel igen. Han passede oftest på med at gætte for meget på hvad folk var, selvom han oftest havde en idé baseret på deres duft samt fysiske træk, og senere hen oftest også deres personlighed. De fleste gættede på at Dean var en varulv baseret på hans fysiske træk, hvilket nok delvist skyldtes at han var en fuldblods varulv.

"Ah. Tja... Jeg er professionel gamer. Spiller for LA Valiant. Overwatch. Vandt bronze med resten af Team Canada her til verdensmesterskaberne i November," svarede han med et lille smil. Han havde arbejdet, trænet ekstremt hårdt for det, og det havde jo så også givet pote... Men siden det var et spil i konstant udvikling gjorde de tjo så også at træningen aldrig ophørte, hvilket jo så også var grunden til at han sad og spillede til så sent ude på natten som han gjorde, for at kunne spille sammen med sit team selvom de sad helt ovre i USA. Normalt kunne man så heller ikke spille på de amerikanske servere herfra... Men teamets manager havde fået noget igennem hos Blizzard, der gjorde at lige præcis hans profil fik lov til at spille på hvad end server han valgte, ingen lokations begrænsning.

"Ah, du er skam ikke den eneste der er fascineret af det," sagd ehan så med et lille smil som de fik sat lidt flere bøgerpå plads. "Jeg har også selv biologi og idræt... Musik er så mit sidste fag, dog. Men det er vist mest min kærestes skyld," sagde han med et lille grin, som hans tanker kort røg hen på Ben - det var rimelig tydeligt at det var ham der var skyld i det.

"Virkelig?" et smil lyste lidt op på hans ansigt da han hørte om fyrens evne, og han grinede selv lidt bagefter. "Tja, jeg af alle folk skulle vist ikke være så bange for det... Jeg mener, øhm. Jeg kan lidt af det samme. Jeg behøver bare ikke røre folk for det." sagd ehan så, og trak let på skuldrene. "Det er måske lidt mærkeligt, men jeg kan sådan set... Ja... Lugte folks følelser." hvilket nok var grundet det netop var varulv de lyse fe gener var blevet mixet med.

Derefter stødte han så på bogen der skulle repareres, og det blev den jo så også i en hurtig vending. Hans blik røg tilbage på Dean, og han smilede, men rystedet samtidig let på hovedet. "Fe, ikke elver. Det er sådan set det min mor er. Hun er nok den sødeste lyse fe du nogensinde kunne støde på." forklarede han roligt, og satte bogen på plads, nu den var repareret. "En af de ting jeg har arvet fra hende. Det meste lader jeg til at have fået fra den anden side af." han drejede hovede tigen for at se på Dean, og smilede skævt, nu han jo godt kunne gætte sig til hvad han var... Ud fra en blanding af hans udseende og lugt. "Den anden side af familien er varulve, hvis det var du ville til at spørge."

Professionel gamer. Det var langt fra noget han kunne relatere sig til i og med at han først rigtig havde prøvet at spille konsol- og computerspil på akademiet. Han måtte dog erkende at der var ret sjovt og overraskende svært, da mange spil krævede øvelse, taktik og strategisk tænkning - derudover var han selv et stort konkurrencemenneske, hvilket også var derfor han gik meget op i sport. ”Hvor mange penge kan man vinde ved et sådant mesterskab?” spurgte han interesseret. Han troede umiddelbart ikke man kunne tjene kassen ved at spille computerspil, men så igen – Damien var sikkert virkelig dygtig til det, siden han deltog i verdensmesterskaberne.

”Fordi din kæreste spiller musik?” spurgte han nysgerrigt, uden rigtig af vide om det var det Damien mente. Det gav i hvert fald god mening at vælge et fag for at være mere sammen med sin kæreste og måske også lære mere noget som de holder af – eksempelvis musik. Han rakte ned mod gulvet for at nå et par bøger mere og placerede dem på hylden til de resterende.

Idet Damien forklarede hans evne, kunne han ikke helt lade vær med at le. ”Du kan bogstavelig talt lugte folks frygt” smilede Dean og sendte Damien et blik med et glimt i øjet. Det var nok det morsomste han havde hørt i dag, men dette betød formentligt at han altid ville kunne sanse alles følelser om han ville det eller ej, medmindre han som sådan kunne kontrollere evnen? ”Jamen, så ved du hvordan det er” I princippet bude det være en fordel i mange situationer, specielt med individer der lyver om hvad de føler eller prøver at skjule disse.
*Nå ja, det var også det jeg mente* han havde netop lige haft i tankerne at det var engel eller fe, så hvorfor sagde han lyselver? Måske var det alle fantasibøgerne omkring de forskellige væsener der gjorde ham forvirret et øjeblik. ”Hun lyder fantastisk” smilede han og lagde endnu en stor blå bog på plads. Det gjorde en smule ondt at høre andre tale om deres mor. Ikke fordi der var noget galt i det – han havde bare altid længdes efter at lære sin egen mor at kende siden hun døde. Hvis det ikke var for hans bedsteforældre, havde han nok vokset op til at være mere kynisk, siden hans far ikke havde meget tilovers for at vise sin kærlighed. Dean havde godt sanset en velkendt lugt ved Damien, men kunne ikke placere den konkret på grund af fesiden. Det overraskede ham egentlig ikke, fordi han havde mange af de træk man kunne forvente af en varulv. ”Cool. Jeg er selv fuldblods varulv, så jeg har faktisk aldrig mødt andre væsener før jeg ankom til akademiet”

Damien smilede skævt ved hans spørgsmål. Det var forholdsvist tit at folk spurgte om den slags, og alle som én blev de normalt overraskede når de hørte præcis hvor godt man kunne tjene på det. "Tja... Alene det vi fik fat i med bronze, hver især, er vel nok til at købe et lille hus," sagde han bare, uden at gå for meget i detalje om præcis hvor meget det var - mens han samtidig også fik antydet at ja, det var mange penge man kunne vinde på den slags. "En god turnering hvert halve år er i alt fald mere end rigeligt til at jeg klarer mig uden de mindste problemer, selv hvis jeg ikke boede på skolens kollegie." men igen, så var han jo også oppe i - i hvert fald - top 50 spillere i verden af lige præcis Overwatch, så det gav vel god mening.

"Og ja, det er netop fordi han spiller en del... Og han kunne godt lide min sangstemme så han mente jeg burde tage musk også. Så det har jeg gjort," sagd ehan så med et blidt smil. Modsat mange andre havde han absolut ingen problemer med at stå frem med athanskæreste var en mand, nej tværtimod - han så ikke hvorfor man skulle skjule det. Kærlighed var jo kærlighed, uanset køn, ikke? Det mente han i alt fald.

"... Det kan jeg, ja." sagde han så med et lille grin. "Og det er ikke ligefrem den følelse der lugter bedst, kan jeg så ærligt sige. Den skærer lidt i næsen, rent faktisk." Smilet vendte tilbage og han nikkede til kommentaren om hans mor - ja, hun var fantastisk. Hans far kunne man vist ikke lige sige det samme om. Ikke at han nogensinde havde mødt manden, og han ville heller ikke -hvis han da stadig var i live. Han måtte gerne holde sig pænt væk fra familien, tak. "Virkelig? Jamen så har du jo en hel masse du kan møde her. Selv voksede jeg op blandt feer... Lidt, øhm... Problematisk når jeg nåede til mine første fuldmåner som teenager. Ingen vidste rigtig hvad de skulle gøre..."

Dean nikkede ”Det er vildt. Du må have arbejdet hårdt for at nå dertil” der måtte være flere millioner som spillede Overwatch, så det krævede vel en masse træning at nå til tops og kunne spille i verdensmesterskaberne. Selv var han i gang med at lede efter et job, som kunne hjælpe ham med at betale for sin uddannelse, da han indtil videre kun havde råd til 2 år på akademiet. Dog havde han desværre ingen evner som kunne hjælpe ham til at tjene ligeså mange penge som Damien.
”Jamen, så er jeg nødt til at høre jer næste gang i optræder” smilede han og vidste at både dans og musik opførte for skolen en gang imellem – for det meste til diverse fester og arrangementer. Men mon ikke nogen af de seriøse musikere også fik et par gigs i byen? Han lod næsten ikke mærke til at han omtalte sin kæreste som han, da Dean absolut intet havde imod at to af samme køn var kærester. Elskede man en person, var det vel det vigtigste.
Dean kunne ikke holde et grin tilbage, da Damien beskrev hvordan frygt lugtede. ”Det lyder ikke rart” kommenterede han og havde stadig et bredt smil på læben. ”Ja. Jeg må indrømme jeg havde mange fordomme da jeg først ankom... men de fleste er ikke så slemme som de historier jeg voksede op med” forklarede han og lagde endnu en bog imellem de resterende. ”Det kunne jeg forestille mig” endnu et smil kom til syne som han forestillede sig hvordan feerne havde reagerede på hans første fuldmåne. Det var også utrolig svært at kontrollere noget som helst i sin varulveform, så det var selvfølgelig forståeligt. Det var meget normalt at angribe uskyldige personer, men især lysfeerne måtte kende til beskyttelsesbesværgelser eller andet der kunne forsvare dem mod en varulv. ”Har du oplevet nogen blive bortvist fra skolen endnu?” spurgte han og undrede sig selv over dette, da man nemt kunne forestille sig der var stridigheder imellem racerne eller at nogle brød reglen om ikke at bruge magi imod en anden.

"Det har jeg skam også... Jeg har vel nok spillet minimum 4 timer hver dag siden pre-release af spillet... Jeg faldt for det med det samme, og tja, jeg havde vist også talent for det, ellers ville jeg nok ikke være nået hertil." sagde han med et lille smil og let trækken på skuldrene. Han var glad for sit arbejde, ja, men han gad heller ikke gøre det helt storenummer ud af det - hvor andre måske ville blive en smule arrogante af den slags, så mente han skam ikke at det var så vigtigt, så længe han kunen leve af det og han også kunne gøre sine egne og holdets fans glade.

"Jeg ved dog ikke liige om jeg bliver sat til at synge eller sat på guitar næste gang... Han er også igang med at lære mig det, nemlig... Jeg nævnte en enkelt gang at det kunne være fedt at kunne spille, og så gik han med det samme igang med at undervise mig..." Damien kluklo en smule, og rystede smilende på hovedet ved tanken. Ben var virkelig for sød indimellem.

"Altså, godt nok har jeg aldrig nogen hukommelse om hvad jeg laver i den tid jeg er i den form, men altså... Min familie har da sagt at jeg absolut ikke er lige så voldsom som normale varulve... Jeg gætter på det må være noget med fe generne der gør dén side af mig flinkere," sagde han så bare med en let trækken på skuldrene. Han havde aldrig så meget som én gang kunnet huske hvad han lavede under fuldmåner, der var bare totale blackouts i de timer... Men ifølge hans familie havde han heldigvis aldrig gjort nogen fortræd medmindre de havde truet ham eller hans familie... Så ulven var vel om ikke andet meget loyal? Det passede også med hvad Ben havde sagt om den side af ham, efter den første fuldmåne han tilbragte sammen med ham.

"Jeg hører generelt ikke særlig mange rygter... Interesserer mig ikke for det, så jeg er nokikke den rigtige at spørge angående sådan noget... Jeg ved dog jeg selv var tæt på det på grund af at jeg sov meget i timerne... Men tja, en snak med rektorom mit arbejde og så blev jeg bare rykket til eftermiddags og aften hold, og så har der ingen problemer været." sagde han så med endnu en let trækken på skuldrene, stadig smilende som han satte flere af bøgerne på plads.

Det lød umiddelbart til at 4 timer var lidt – han troede som det mindste man skulle spille en halv eller hel arbejdsdag for at blive så god, men Damien havde trods alt også brugt udtrykket minimum 4 timer. ”Det ville være sjovt at arrangere en gamingaften en weekend, hvis du ikke har for travlt med din træning” sagde han og sendte et blik mod Damien. Det var eventuelt en begivenhed flere af drengene på gangen kunne deltage i, da der sikkert var stemning for det. Han havde i hvert fald fri de fleste weekender, indtil han fandt et arbejde. Damien var lige begyndt at spille, så det var selvfølgelig forståeligt, at de ikke ville optræde snarest – men så måtte han have det til gode længere ude i fremtiden.

”Vildt – men du forvandler stadig hver måned?” spurgte Dean uden at vide så meget om blandingsracer. Det var ikke uhørt at varulve fik blackouts, men han havde ikke hørt om nogen som fik det hver måned under fuldmåne. Det var meget svært at kontrollere sig selv og være sit menneskelige jeg som varulv, men ligefrem at glemme alt der foregik var interessant. Det var altid fascinerende at høre om andres oplevelser med racen, da han selv var født som det. Det var nok en god ting at han ikke var ligeså voldsom, for han havde selv nogle ret vilde forvandlinger og kunne især have svært ved at kontrollere aggressiviteten når adrenalinen pumpede rundt i kroppen. ”Det er vel altid noget. Jeg har utrolig svært ved at styre mine følelser og instinkter under fuldmåne” sagde han overvejende og det var udelukkende godt at der så var nogen som havde en bedre kontrol og ro omkring sig. Det var der bestemt behov for. At han så ikke kunne huske noget var lidt mere kompliceret, men selv i menneskeform var de fleste varulve voldsomme og aggressive til tider, så på den måde var der stadig behov for Damien i en flok.

Det var godt at vide. For at være ærlig havde Dean været en smule bekymret for dette, netop på grund af hans brud på reglerne, såsom at blive for sent ude. Men det måtte betyde de ikke havde magi som overvågede dem og selv hvis han blev opdaget, ville de forhåbentligt tage en snak med ham først eller give ham eftersidning. ”Det var heldigt” svarede han blot på Damiens svar. Det var heller ikke fordi han gik synderligt meget op i sladder, men lige det med at blive bortvist var værd at spørge omkring. Han satte den sidste bog på plads på hylden og lod sit blik glide henover de mange titler og navne, blot for at sikre sig, at de alle stod som de burde. Han havde ikke brug for at bibliotekaren kom tilbage for at skælde ham ud. ”Mange tak for hjælpen, Damien. Jeg sætter stor pris på det” sagde Dean oprigtigt. De fleste havde sandsynligvis bare ignoreret det og ladet ham rydde det op selv.

De fire timer han snakkede om havde selvfølgelig kun været i starten, inden han blev kontaktet angående at tage det op på et professionelt plan - derefter havde det været minimum 6 timer, og da han havde trænet til verdensmesterskabet havde den nok stået på 8-10 timer om dagen, så meget han kunne nå og stadig stå op til sine eftermiddags og aften timer. Mange ville nok være blevet trætte af spillet på dette tidspunkt, men det var han så absolut ikke - især grundet de mange in-game events, nye baner og nye helte der hele tiden udkom. Det holdt spillet mere levende end ellers... Gjorde at han tit stadig havde noget at udforske. "Tja, siden OWL sæsonen først begynder om halvanden måned, så kan jeg nok godt presse en enkelt dag ind til at spille uden at træne, ja..." sagde han med et blidt smil.

"Og ja... Jeg forvandler mig skam stadig hver evig eneste måned. Har jeg siden... Tja... Det var vel en måned før jeg fyldte 13? Så det nærmer sig efterhånden at være.. Puha, ja til næste år vil det være 30 år det har stået på i..." siden han næsten lige var fyldt 42... Ikke at det overhovedet kunne ses på ham. Hans aldring havde stoppet lige så tidligt som de fleste feers gjorde, omend han stadig ikke vidste, om hans levealder også var på lige fod med deres... Eller varulvenes kortere. Blot endnu en grund til at leve livet til det fuldeste. Men han nikkede let til det med at det om ikke andet var noget at ulven i ham var blidere end andre - for ja, det var det skam. Ikke at han selv havde så mange at sammenligne med, nu han ikke hørte til noget pack... Men derimod, på dét punkt, var en rogue... Noget han gerne holdt for sig selv så længe han kunne, omkring andre varulve end lige hans halvbror og halvsøster.

"Ja, de er rimelig gode til at hive fat i folk og spørge hvad der er gang i, før de kommer med nogen beslutning. Det er ikke bare straf fra første fejltagelse af. Medmindre det er ekstremt slemt, nok, men det har jeg ikke hørt noget tilfælde med, endnu." sagde han, og hjalp Dean med de allersidste bøger. Derefter trak han blot på skuldrene med et smil, som varulven takkede ham. "Det var så lidt. Nu var jeg jo alligevel herinde, og altså... Jeg kunne ikke bare lade dig sidde med det hele her." mange ville nok være gået videre, ja, men Damien var bare alt for hjælpsom af sig til overhovedet at kunne overveje sådan noget.

Dean smilede tilbage til Damien. Det kunne være meget sjovt at game med et par venner. Dean elskede i hvert fald konkurrenceaspektet i spil. ”Måske vi kunne arrangere en counter-strike aften,” Damien skulle ikke have fordelen af at spille Overwatch, ellers havde Dean ingen chance for at vinde et par runder.

Han nikkede, men trak overrasket op i brynene da han sagde han havde eksisteret i 30 år. ”Ja okay, så skal jeg nødig snakke” han havde oplevet en del flere forvandlinger end sig selv. ”Du må sige til hvis du får brug for en partner, som kan holde styr på du ikke laver noget dumt under fuldmåne,” han sendte et drilsk smil til Damien. Det ville være slemt, hvis han gik ud og angreb eller gjorde andet dumt, uden at kunne huske noget af det. Så det mindste Dean kunne tilbyde, var at være der til at stoppe ham, hvis det var. Sandheden var dog nok nærmere at det forholdt sig omvendt. ”Selvom det sikkert vil være omvendt. Jeg er langt mere dumdristig under fuldmåne,” han rystede kort på hovedet og lagde armene over kors. Han skævede til Damien, som han forklarede at de som regel gav eleverne en ekstra chance. ”Det er godt af vide… jeg har allerede brudt et par regler,” indrømmede han og rettede blikket mod bøgerne. Han var virkelig taknemlig for Damiens hjælp, så han var ikke i tvivl om at han skyldte Damien en tjeneste. ”Jeg skylder dig en tjeneste, men jeg må hellere komme tilbage til mine lektier. Jeg har en kemitest i morgen,” han trådte væk fra Damien for at nå sin rygsæk henne ved bordet, hvorefter han svang den over skulderen. ”Igen, tusind tak,” smilede han taknemligt som han passerede Damien og trådte ud af biblioteket. De fleste elever var trukket indenfor igen og han havde stadig langt igen med sine kemilektier.

//End of topic