I never wanted this to happen

Tid Klokken er omkring de 12:40
Sted En ødet plads i skoven, oftest brugt til skovturer
Omgivelser Det er en ødet plads, så der er ikke mange ting at se. Man kan dog ane en skov i baggrunden. Der er en masse folk, som holder dem (Christopher og Odette) fanget. Der er også en stub, som er lettere blodig, den bliver brugt til henrettelser
Vejr Det er nat, så det er lettere køligt og det blæser også
Påklædning
- Tøj + Sko Han har en ødelagt trøje på og et par hullede bukser. Han har ingen sko på
- Hår + Skæg Hans hår er uglet, og en smule længere end normalt. Han har længere skæg en normalt Link
- Andet Han er meget bleg, og ser meget syg ud, dette er grundet alt for mange transformationer. Han har også en masse blå mærker på sin krop
- Accent En blanding mellem en britisk og noget ukendt

Emnet er tilegnet @Odett

Han vidste efterhånden ikke, hvor længe han havde været fanget, men det havde føltes som en evighed. Hver dag var et helvede, selv de få øjeblikke hvor han så Odette, vidste han ikke om det var hallucinationer eller en virkelighed. Han var blevet tvunget gennem forvandling efter forvandling, og ud fra hvordan han så ud, burde der ikke gå lang tid, før han ville blive fanget i sin ulveform. Han frygtede han aldrig ville se hende igen, at når først han blev fanget, ville han være så langt væk i sin dyreform, at han aldrig ville se hende igen. Han havde aldrig været typen, til at holde sig til en person, men Odette havde fanget hans hjerte, og han måtte indrømme, at han elskede hende mere end noget andet. Hvilket så også gjorde alt dette, så forfærdeligt, netop fordi de valgte at ødelægge hans gode minder om hende, gøre ham usikker på hvad der var virkeligheden. Han sukkede og lagde hovedet tilbage imod muren, når de ikke skulle bruge ham, var han efterladt i en celle, og hver evig eneste gang, han forsøgte at få noget søvn, var hans drømme fuld af mareridt. Han havde regnet ud, at de nok havde et med telepatiske evner, eller en eller anden form for mareridt manipulation, siden hans søvn var fulde af dem, og de fleste var om Odette, og hver gang endte han op med at skade hende.
Uden søvn var hans krop udmattet, hvilket også gjorde hans konstante forvandlinger farlige. Hans kunne faktisk nærmest ikke gøre noget, udmattelsen, og alt den tortur de havde sat ham gennem, gjorde blot det hele værre "Get up freak" lød det fra en af vagterne, som var på vej imod hans celle, og han forsøgte med sine bedste evner, at komme op på sine ben "You have already had your fun for today" brummede han irriteret, dog gik der ikke lang tid, før en vagt blev til tre, og de fik fat om ham, og her begyndte de at trække ham udenfor, og mod et sted i skoven. Han blev tvunget ned på sine knæ, og lidt efter kom nogle mænd hen, som her havde fat om Odette. For et sekund, vidste han ikke om dette var en drøm, eller om det faktisk var en virkelighed, og selvom han hadet sine mareridt, var dette et af de øjeblikke, hvor han virkelig håbede han sov og ikke var vågen. Lederen af gruppen, kom frem imod dem "it is now time to finally let you go, and we're going to start with the death of the girl" der var en ondskab gemt i manden, og det var tydeligt han fandt en vis form for morskab i det hele.
En af de vagter, som havde fat om Odette, hviskede i hendes øre: "When you're dead, we are going to force him into transformation, and as you can see, he ain't going to come back from that one" alle menneskerne, som var til stede elskede i den grad hvad de gjorde, de troede de gav verden en gave, ved at slå alle formskifterne ihjel, præcis ligesom det fra den verden Christopher og Odette oprindeligt fra fra. Christopher forsøgte at fange Odette's blik, og det var tydeligt han elskede hende, mere end noget andet, såvel som at han hade hele situationen de var i. For alt i verden ville han så gerne, kramme hende imod sig og forsikre hende alt ville blive godt, og at de nok skulle slippe væk "It's going to be okay" lød det fra ham, og det var tydeligt at han forsøgte at bilde hende det ind, ligesom meget som han forsøgte, at få sig selv til at tro på det. Dog var der ikke megen tillid, til at de overhovedet ville komme fri. Én ting han dog ville forsøge på, var at lade hende leve, om han så selv skulle miste livet for det, ville han for alt i verden, ikke lade hende miste livet. Hvis han døde, så kunne hun overleve, men hvis hun døde, ville han miste alt.

"Just look a me, don't look at them, just keep your eyes on me" forsøgte han, som kunne det gøre det hele bedre, hvilket det nok i sig selv ikke gjorde. De var fucked ligegyldig hvad, han var nemlig ikke stærk nok i sin menneskeform, til at kunne gøre nogen skade, det havde manglen på søvn gjort, så selv hans forøget styrke kunne intet gøre. Panikken begyndte dog også at stige, og han kunne mærke hvordan, hele hans krop ønskede at forvandle sig, gøre alt hvad han kunne for at beskytte hende og ingen andre end hende. Han hadet at de ville gøre dette imod hende, at han så ville blive fanget i sin dyreform, gjorde ham egentlig ikke noget, da alle hans tanker var imod, at hun skulle være sikker og hun skulle leve, alt de ville gøre imod ham, var han ligeglad med. Som de tvang hende ned på knæene, forsøgte han med bedste evner, at kæmpe imod dem, med forsøget at komme hen til hende. Dog var det ikke nemt, men det var tydeligt hans indre ulv var tæt på kanten, ud fra hans meget gyldne øjne, der nærmest skinnede.
Hele hans krop rystede, og han kunne efterhånden ikke kontrollere sig selv mere, hans indre frygt for hendes velværd og synet af frygten forme sig i hende, såvel som øksen der kom tættere imod hende, og tårerne der gled ned af hendes kinder. Hendes undskyldning fik ham til at ryste på hovedet "Don't! You have nothing to apologise for" pointerede han, og for et sekund forsøgte han at smile til hende, vise hende at han elskede hende mere end noget andet. Han vidste det først stykke tid, ville han have kontrollen over sig selv, men i takt med at hans indre dyr tog over, ville han blive som et dyr. Så skulle han forvandle sig, havde han måske omkring 15-20 minutter, hvor han endnu var et menneske, og i det stykke tid, ville han gøre alt for at redde hende. Det var tydeligt på hans krop, men også hans øjne, at han var tæt på at transformere sig "Remember that I will always love you, you're the love of my life and you have brought so much joy to my life. I will never love anyone as I have loved you" var hans sidste ord, inden han lod dyret tage over. Han fik samlet styrke nok til, at komme fri fra dem, og som han løbede frem imod manden med øksen, forvandlede han sig til sin ulveform.
Han havde nået at springe, så da han landede på manden, fik han også taget øksen med sig, således den ikke fik skadet Odette. Han gik direkte efter halsen og rev den mere eller mindre ud, før han gik amok på de andre. De eneste tanker der løb gennem hans hovedet, var det at redde hende og sørge for at hun ville være okay. Derudover havde han også en hel del vrede samlet i sig, hvilket ikke kun gjorde ham brutal, men også nødesløs. Man kunne nærmest ikke se hvad der var menneske, efter han havde revet dem alle fra hinanden, og de havde forsøgt med deres bedste evner, at forsvarer sig selv, hvilket jo selvfølgelig havde gjort ham endnu mere vred. Men til sidst var de alle døde, og dette efterlod dem alene. Han havde endnu lidt menneskelighed i sig, hvilket han brugte på at være med hende. Han vidste han ikke kunne forvandle sig tilbage, i hvert fald ikke endnu, så han vandrede hen imod hende, hvor han blidt slikkede hende på kinden, en måde for ham at vise kærlighed, i den mængde tid han endnu var sig selv. Han pev også, fordi han vidste der ikke gik lang tid, før han ikke ville genkende hende, ulven i ham ville havde taget over, og hun ville være som en fremmede for ham. Heldigvis var der godt vel 7-10 minutter igen.

//Hans ulveform Link, med gyldne øjne

Hvis han kunne tale lige nu, ville han forklarer hende hvordan han elskede hende, hvordan han hadet at de skulle skilles på denne måde, og hvordan han vidste dette ikke ville være slutningen, på deres historie med hinanden. Han elskede hende mere end noget andet, og vidste hun ville kunne finde en vej ud, nok ville han gerne selv havde gjort noget, men om lidt ville han ikke vide hvem hun var, og som en ulv, ville han være fanget i det promitive stadie, og det ville være umuligt, for ham at vide hvad han skulle gøre. Hans liv ville gå fra at være med hende, og kæmpe for sit flok, til med et at være fokuseret på overlevelse, og at få sit næste måltid. Han ville altid elske hende, men hans kærlighed for hende, ville være gemt væk, gemt væk bag hans dyriske instinkt. Som hun strøg ham over kinden, måtte han indrømme, at det var længe siden, han havde følt så meget kærlighed, som han gjorde fra hende. Han lagde sin kind ind imod hendes hånd, og som hun begyndte at snakke, fortælle om hendes kærlighed for ham, var det tydeligt i hans øjne, at han elskede hende mere end noget andet. Nok var han fanget i sin dyreform, men hans øjne var mere menneskelige, end noget andet man ville finde, og hans følelser var derfor meget tydelige at ane.
Som tårerne begyndte at glide ned af hendes kinder, slikkede han dem blidt op, som forsøgte han at udtrykke, han ikke ønksede hun skulle være trist, selvom hele situationen generelt var forfærdeligt. Hvor han dog ville ønske, at han kunne snakke til hende, fortælle hende hvordan de ville være sammen igen, og at dette ikke var slutningen på det hele, mere end mindre pause, men at det ikke ville ændre på hans følelser for hende. Dog fandt han hurtigt ud af, at han ikke behøvede sige disse ting, da hun kom med de ord, han så meget ønskede, at være i stand til at sige. Han puttede sit ansigt ind imod hendes hals, og gemte sit hovedet væk under hendes hage, som han kunne mærke frygten stige i ham, nok vidste han at han ville finde sin vej ud igen, så ville han ikke miste hende, selv hvis det kun var for en lille mængde tid. Han flyttede på sig, og for et sekund begyndte han at pive, som han kunne fornemme det dyriske i ham, langsomt tage kontrollen. Han rystede på hovedet, som forsøgte han at kaste det hele væk, han ville ikke væk nu. Han vidste hans gerninger, havde konsekvenser og dette var konsekvensen for at redde hende, og selvom han frygtede ikke at se hende igen, ville han havde gjort det igen, hvis han havde valget.