I'm in so much trouble

Tid: 7. Marts 2019
Sted: Bread Ahead bageriet
Vejr: Nogenlunde køligt, men solen kigger frem
Påklædning: Påklædning og udseende

Dedikeret til @Alison


Der havde været et stort sus for ørene og hun var vågnet en smule omtåget op i en gyde til gågaden. Disorienteret vandrede den blonde pige gennem gaderne og så sig overrasket omkring. Det hele virkede forældet, men genkendeligt. Hun vidste hun stadig var i Gaia, men det var et stykke fra hendes forældres hus. Hun tog sig til hovedet og forsøgte at falde til ro, men frygten for hvor Vanya var endt hende pressede hårdt mod hendes kranie. Det her havde været Amaryllis’ skyld. Det var altid hendes skyld. Hun åndede ud som hun stadig en smule disorienteret kom over til en kiosk med blade og aviser udenfor. Datoen var vel ret normal – den syvende marts – men det var årstallet der fik hende til at gnide sine øjne svagt. Hun poppede sit hoved ind i kiosken og så lidt rundt på folk derinde og så mod ham der stod ved kassen.

”Is it really 2019?” spurgte hun og ekspedienten samt en håndfuld kunder begyndte at grine. De troede alle at det var en dårlig joke og Amaryllis skyndte sig væk for ikke at skabe mere opmærksomhed på sig selv. Hun forsøgte at fokusere på hvad der var sket; hendes mors ting, en amulet og nu var hun her uden Vanya. Lettere forvirret rystede hun på hovedet men det gik langsomt op for hende at alt hun så sig omkring hende var sandt. Hendes mor havde lært hende en god del om manipulationer, og denne verden var for omfattende til at det blot kunne være det. Egentlig vidste hun ikke hvordan hun var nået til bageren men hun åbnede døren og hendes kæbe faldt en smule til jorden. Det hele så så gammelt ud! Hun kunne mærke sine følelser tage over og hendes øjne skiftede hurtigt fra hendes normale grønne øjne til hendes lettere orange gule øjne hendes bæst havde. Et suk undslap hendes læber som hun tog sig til hovedet. Det ville ikke nytte noget at gå amok nu – hun var nød til at fokusere på hvordan hun kunne finde Vanya.

Ud af øjenkrogen spottede hun en velkendt figur og hun stivnede alt hun havde gang i. Hendes mor var netop kommet ud i butikken som hun sikkert havde hørt den lille klokke. Fuck. Undskyld far, tænkte hun i tankerne, for hun vidste hvordan hendes far hadede bandeord. Lidt forsigtigt sneg hun sig over og gemte sig en smule bag en udstilling af brød og kager. Hvis hun ikke gjorde noget, kunne det ske at hendes mor ikke så hende. Det var her datoen slog klik for hende. Hun eksisterede vel ikke endnu? Og det måtte vel betyde? Hun skævede svagt over mod hendes mor og man kunne kun ane en lille bule, ikke noget større end at hun måtte være to, maksimalt tre, måneder henne. Amaryllis sank en klump og håbede på at den rødhårede kvinde ikke ville komme op til hende. En hver anden! Gud en hver anden!

Påklædning: Påklædning

Amaryllis kunne mærke sin hånd dirre en smule, for følelserne var ved at løbe af med hende. Hendes øjne skiftede konstant fra de varme grønne til de brændende orangegule. Da hun hørte sin mors stemme var det som om hun blev hevet ud af alle sine bekymringer. Hun havde lyst til at løbe over og slynge armene om sin mor. Græde ind mod hende og fortælle alt hvad der var sket, for derefter at få den største skæld ud hun nogensinde kunne drømme om. Men det værste var at det kunne hun ikke. Hun poppede forsigtigt hovedet frem fra udstillingen og forsøgte ikke at se sin mor i øjnene. ”I’m sorry, I guess I’m just a bit lost,” mumlede hun svagt som hun så ned i jorden. Hvis ikke det var fordi hun vidste at hun havde arvet hendes fars grønne øjne havde hun set direkte på feen i lokalet med hende. Men det var for risikabelt. Hun sank en klump og overvejede sine muligheder. Hun kunne jo altid manipulere hendes mors sind til at glemme at have mødt hende, men det var stadig en ret så ny emne, og at direkte eksperimentere på sin egen mor – sin egen mor der desuden var gravid med hendes ufødte jeg – var ikke en chance hun havde lyst til at løbe. Lidt forsigtigt trådte hun frem, og hun kunne mærke feens øjne brænde mod hende.

”Just because you don’t bite, doesn’t mean I don’t,” sagde hun og trak lidt på smilebåndet. Det var underligt ikke at blive genkendt. I hendes normale tid ville hendes mor straks have grebet fat i hendes øre og slæbt hende hele vejen hjem for at få stuearrest. Hun sank en klump og hendes ene hånd rystede en smule som hun forsøgte at holde sine følelser under kontrol. Hvis hun bare kunne slippe følelserne ville hun slippe for at risikere en forvandling. Hun bed sig hårdt i læben for at distrahere sig selv fra hendes tanker. Hun stod stadig et stykke fra hendes mor, men hun vidste også at det var svært at løbe om hjørner med den kvinde. Amaryllis vidste at hendes mor ville kunne fornemme feen i hende, mon hun også kunne fornemme englen og dæmonen? Den tanke turde hun ikke tænke på som hun langsomt så op, dog uden af møde hendes mors mørkebrune øjne. I stedet fokuserede hun på det ildrøde hår der faldt over hendes ene skulder, det var vel mere sikkert. ”I guess I could always eat something, I feel like I haven’t eaten in years,” mumlede hun og tog sig til maven som svarede tilbage med en knurren. Hun sukkede opgivende og tog sig til hovedet. Nok ville hun ikke sulte, men Amaryllis elskede mad, og hvis kagerne her var lige så gode som i hendes tid kunne hun snildt nedlægge et dusin selv. Der var vel ikke behov for at bekymre sig om at tage på når hendes krop selv regulerede det med hendes evne.

”Mom-Money! I don’t have any money, so … Uhm,” mumlede Amaryllis og slog sin hånd mod sit lår. Hun var en idiot, og det vidste hun. Hun havde vel bare svært ved at holde masken for et ansigt der var så bekendt, dog håbede hun ikke at feen overfor hende bed mærke i hendes lille fortalelse. Hun så lidt rundt, bare alle andre steder end hendes mors øjne, for så ville hendes tårer bare begynde og trille. Og hvem vidste hvor lang tid der ville gå før bæstet tog over. Frustreret tog hun sig til hovedet og mærkede sine tænder blive skarpere og lukkede derfor munden. Ikke nu. Hun kunne ikke transformere nu, for hvad hvis hun kom til at skade hendes mor? Hvilken konsekvens ville det have for hendes fremtidige jeg? Tidsrejser var forvirrende, det var vel derfor man altid blev advaret om det. Men det havde ikke været hendes intention om at rejse gennem tiden!

Amaryllis var tæt på sin mor i hendes tid, men i denne tid virkede kvinden foran hende nærmest som den samme. Selvfølgelig var hendes mors ansigt ikke blevet gammel, for kvinden havde vel set sådan ud så længe hun kunne huske. Hendes ord fik små dråber af tårer til at samle sig i hendes øjne, men hun fosøgte alt hun kunne for ikke at lade dem falde ned af kinderne. I stedet tog hun en lettere rystende hånd op til hendes hår og kradsede sin hovedbund let. En vane hun havde samlet op fra hendes onkel Tidus. ”You sound like my mum,” hviskede hun kort, men et lille smil kom alligevel på hendes læber. Hendes krop var altid så rolig omkring hendes mor – om det var den naturlige aura feerne gav fra sig, eller om det var det faktum at det var hendes mor vidste hun ikke nu her. Hun nikkede svagt som Alison sagde at hun vidste at Amaryllis ikke ville bide hende. Det var vel sandt. Amaryllis havde vel aldrig skadet sine forældre, i hvert fald ikke med hensigten på at gøre det. Hvad hendes bæst angik var hun usikker, men hendes far havde altid fundet en måde at få hende tilbage til hendes normale jeg. I stedet for at svare på kommentaren bed hun sig lidt i læben som hendes mor tog forskellige kager frem. Bare duften fik hende til at sukke, for hun kendte den duft for godt. På morgener hvor hun sneg sig nedenunder i sit nattøj, og så hendes mor stå og bage, og hendes far var i færd med at hjælpe til så godt han kunne. Uden at stå i vejen selvfølgelig.

”I like the pineapples too, but I guess messing with your fiancée can only mean more trouble for me,” lo hun stille og forsøgte stadig at skjule sine øjne. Det gik dog ikke for godt, for Amaryllis var langt fra hvad man kunne beskrive som diskret. Hendes øjne så kort direkte ind i hendes mors velkendte mørkebrune øjne, og hun kunne se den varme som hun altid så. Dog var der vel også en del forvirring bag det brune, men mere nåede hun ikke at se som hun så væk og nu så på udvalget af kager. For at være ærlig kunne hun nok tømme hele pladen, men hun søgte en bestemt. Den kage hun altid valgte de søndage hvor de havde brunch med Vanya og hendes familie. Hun rynkede brynene og så lidt forvirret rundt. ”No lemon cupcake with lavender frosting?” mumlede hun nærmest for sig selv men rystede på hovedet. Måske de allerede var solgt. Eller var det ikke en opskrift de brugte endnu? Amaryllis havde altid valgt den kage, når hun kunne, og det var vel i og for sig en sjov blanding. I stedet tog hun en af de donuts med vanilje fyld, og tog en forsigtig bid mens hun så væk. Bagværket gav hende en følelse af at være hjemme og hun sukkede let. Da hun skulle til at synke nævnte hendes mor noget der fik bagværket til at gå i den gale hals og hun hostede febrilsk for at få kagen ud af luftrøret. Efter lidt tid lykkedes det hende og hun tog sig til halsen en smule forskrækket.

”T… Timetravel? Oh no, I mean… That’s impossible, right?” mumlede hun med en hæs stemme som hun tog en bid mere. Den måde hendes mor talte til hende var som om hun allerede vidste hvem Amaryllis var. Det var skræmmende, men på en måde betryggende. Hun slikkede forsigtigt glasur fra sin overlæbe og sukkede derefter stille. ”I don’t know what you mean, sorry,” sagde hun og forsøgte at snige sig udenom. Det ville ikke virke med hendes mor i hendes egen tid, men hvad med hende nu?