Mio fratello?

”Not gonna let this one what?” spurgte Lucille og bed sig i læben for ikke at grine. Som han begyndte at snakke om Lonán vendte hun hovedet på skrå. Som hun satte sig op af ham flød hendes hår blødt mod hans tøj og hun sukkede lidt. Det var her han fortalte hele historien. Hun havde lyst til at skyde ind, men hun lod ham tale færdigt. ”Don’t be sorry – but I think the two of us have a lot in common after all,” hviskede hun blidt og fjernede sit hoved fra hans skulder som hendes blå øjne søgte hans. Hun sendte ham et trist smil for de havde vel begge været igennem en eller anden form for smerte omkring kærlighed og dens effekt. Selvom deres historier var forskellige kunne hun genkende de følelser og tog sig lidt til hovedet. Hun ville få tømmermænd, det kunne hun allerede sige nu. Derpå lagde hun sit hoved i hans skød og hun nød den måde han strøg hende på håret. Kort lukkede hun øjnene og nød det svagt, for der var få ting bedre end når folk rørte ved hendes hår på den måde.

”I hope you fall in love. It’s such a lovely feeling,” hviskede hun træt. Hun var for fuld til at åbne sine øjne igen, men hun lyttede stadig til alt han sagde. Hun trak vejret roligt og nød bare denne korte stund hvor hun ikke var vred eller ked af det. ”Besides, you can’t help who you fall in love with, right? The heart wants what the heart wants – that’s what mother usually tell me,” mumlede hun og mærkede sin krop døse hen i søvnen. Som hun vågnede mærkede hun et tæppe om dem begge og hun missede med øjnene af solens stråler. Var det allerede morgen? Hun så rundt og mærkede klare stik i hendes hoved – tømmermænd og de ramte hende som en skovl i ansigtet. Med lidt svagt rystende ben fik hun rejst sig og tæppet faldt ned til hendes fødder. Lucrezia sad i sofaen og læste i et blad.

”You two had fun?” spurgte deres mor uden at se op fra sit blad hun læste. Lucille sukkede og gik ud i køkkenet for at hælde et glas vand op til sig selv. Hun stod og drak lidt af det mens hun fra tid til anden mærkede smerten i hendes kranie.

Lucille var listet ud i køkkenet og tog endnu en mundfuld vand som hun mærkede et par øjne kigge på hende. Anne var en kvinde med langt brunt hår og det var sat op i en løs hestehale. Tøjet hun havde på var simpelt og ikke for prangende. Lucille lagde hurtigt armene om denne kvinde og pressede sin kind mod hendes. ”Anne,” mumlede hun en smule grædefærdig som hun holdt om hvad hun så som en anden mor for hende. Derpå slap hun hende forsigtigt og mærkede Annes fingre glide over den unge Lucilles kind. Hun var som transporteret tilbage til en barndomsaften. En aften hvor tingene havde været mere simple og hun ikke havde alle de tanker om fremtiden endnu. Derpå tog hun Annes hånd og gik ind i stuen. Lucrezia havde forholdt sig stille som hendes søn havde spurgt om en masse, men hun havde da fortalt ham at klokken var omkring middagstid.

”I got home about ten minutes ago – and as for Anne, you can ask her yourself,” sagde Lucrezia med et lille smil og vendte sig mod Lucille og Anne der kom ind i stuen. Anne slap forsigtigt Lucilles hånd og nikkede blidt som for at forsikre hende at alt nok skulle gå før hun gik over og plantede et kys på Lucrezias kind. Lucrezia lo stille og kærligt og fulgte med blikket hvordan Anne nu satte sig på sofabordet overfor Tidus. Hun lænede sig ind og så på de blå øjne og lo. ”He looks like his darn father, I’ll say – but those eyes and that hair cannot lie – a true Borgia beauty,” sagde Anne drilsk og rejste sig igen som hun så på klokken. Hun vendte sit blik mod Lucrezia og sukkede stille. ”I’ll have to leave for work now, love – I’ll call you later,” sagde hun kærligt og rejste sig. Hun placerede et kærligt kys mod Lucrezias læber før hun vinkede til Lucille og Tidus og derpå forlod hun huset.  Som Anne var gået gik Lucille over med et glas vand og stillede det på bordet foran Tidus.

”Did you kids have fun?” spurgte Lucrezia med et skævt smil på hendes læber. Hun vidste at de begge havde drukket mere end de burde, men det virkede til at det havde givet dem mulighed for at åbne op overfor hinanden. Lucille så på sin mobil og så alle de missede opkald samt beskeder. Hun sukkede let og bed sig i læben. ”Lucille, dear?” sagde Lucrezia med et bekymret ansigt. Lucille rystede på hovedet og mumlede noget med at det ikke var noget de skulle bekymre sig om. Det nummer der havde ringet flest gange var ikke kodet ind, men Lucille kunne genkende numret lidt for godt. Donovan. Det fik hendes blod til at koge bare at tænke på navnet, men hun forsøgte at skyde tanken til side.

”I’ll go have a shower – we’ll catch up later, right mio fratello?” sagde Lucille og så over på Tidus.