Mio fratello?

Gæst

Tid: Tirsdag eftermiddag, klokken 14:00
Sted: Raymond Street nr. 3 (Lucrezias hus)
Vejr: Køligt udenfor, men indenfor er pejsen tændt
Påklædning: Udseende og påklædning
Lucrezias hus udefra

Dedikeret til @Tidus

Lucille følte sig lettet som hun trådte ud af flyet og nu sad i en taxa på vej hjem til sin mor. Hendes hjerte var ved at briste over det forhold hun netop havde sluttet efter knap fire år. Hendes mor ville vide hvad hun skulle sige og gøre for at få Lucille til at få det bedre igen. Hun havde taget noget ferie fra arbejdet, og i denne periode var der alligevel ikke alt for mange shows hun ville gå glip af. Som taxaen holdt ind ved det store hus smilede hun lidt for sig selv. Det var ofte underligt at se sit barndomshjem når man ikke havde været hjemme i noget tid. Som hun trådte ud og tog sin kuffert fra bagerst i bilen stod hun lidt og følte sig som et barn igen. Denne vej var hun vokset op på og hun følte sig så nostalgisk. Måske var det hendes hjertesorger der spillede hende et pus, men hun rettede lidt op i sig selv. Hun tog i døren der ikke var låst, og hun smilte for sig selv. Det var som om den dør altid var åben, uanset hvornår hun kom hjem.

”Madre! Sono a casa!” kaldte Lucille med hendes fine italienske stemme. Det var som om når hun snakkede italiensk at hendes stemme blev lysere, men den var stadig elegant og ikke som et barns. ”Dove sei madre? Ho così tanto da dirti,” kaldte hun ind i hjemmet som hun stillede kufferten op af væggen i entreen. Det var der hun lagde mærke til de herre sko og den mandlige jakke der hang. Hvem var i hjemmet? Hendes mor havde ellers aldrig mænd med hjemme. Som hun trådte ind i stuen så hun sin mor sidde i sofaen og en blondhåret ung fyr sidde med ryggen til Lucille. Hun kiggede lidt forvirret på sin mor, men hendes mors ansigt lyste op som Lucille trådte ind i rummet. ”Lucille bentornati a casa! Com'è stato il viaggio?” lød Lucrezia som hun kom over mod sit datter. Lucrezia lagde armene omkring Lucille, men Lucille var mere fokuseret på den blondhårede fyr der sad i stuen med dem. Lucrezia vendte sig om mod den blonde fyr med sin arm om sin datter.

”Madre, chi è questo?” spurgte Lucille men frygtede lidt for svaret.

// Oversættelse i rækkefølge:
Mother! I’m home!
Where are you mother? I have so much to tell you
Lucille welcome home! How was the trip?
Mother, who is this? //

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Han var ikke mere end lige kommet hjem fra Hawaii, før han havde besluttet sig for at tage forbi sin mor en tur og ellers se hvordan hun havde det. Desuden var der vel meget at fortælle hende. Alt fra turen, til tingene med forbandelserne og... ja, han vidste der var mere at fortælle, det var bare lige at få det frem. Men, lige som de sad og snakkede, kom der en anden stemme ind og afbrød dem begge. Stemmen snakkede et fremmed sprog. Her løftede Tidus blikket. Kort så han spørgende på sin mor, men hun hjalp ham ikke meget. I stedet rejste hun sig bare og gik hen for at slå armene om den fremmede pige. Stadig med et spørgende udtryk malet over sig, så Tidus sig over skulderen og som forventet, havde han ingen anelse hvem denne pige var. Måske hun var en veninde til Lucrezia?
Her rejste Tidus sig fra sofaen, vendte fronten imod den fremmede og havde ellers måske en lidt for flabet attitude over sig. Armene blev lagt på kors over brystet og hovedet blev lagt på skrå.
”Who is she, mom?” Han så fra Lucrezia til den fremmede.
Dog lod han falde armene ned langs sin side igen. Han burde falde en smule til ro. Hvis det nu var en veninde, så ville han ikke virke som den værste søn i verden. ”A friend?” Her var der begyndt at være et svagt smil på hans læber. Det var dog stadig med et høvet bryn at han så på den fremmed pige.

Gæst

Lucille så lidt fra Lucrezia og til denne blonde fremmede, og som fyren sagde ordet mor begyndte hendes øjne at brænde af vrede. Hun så på sin mor med et blik der kunne brænde igennem et træ. ”Non dirmi che è figlio di quel donatore di sperma! Non posso crederci!” sagde Lucille med en spydig stemme. Udefra ville det nok ligne at Lucille angreb Lucrezia, men Lucrezia lo bare en smule og nikkede af hvad Lucille havde sagt. Som den blonde fyr spurgte om Lucille var en veninde var hun tæt på at se rød, så arrig som hun følte sig. Hendes hjerte var i sorg og hendes hoved tænkte ikke på andet end vrede. Dog trak hun hurtigt vejret og så på den blonde fyr. Hun genkendte de blå øjne fra hendes selv, og det blonde hår var tydeligvis endnu en ting de havde til fælles.

”Her daugther,” sagde Lucille endelig på engelsk men med sammenklemte tænder. Hendes hænder knyttede sig sammen til to knytnæver, som var hun klar til at slås. Hendes højde kunne dog gøre hele situationen en del sjov. Dog forsøgte Lucrezia at ligge en beroligende hånd på sin datters skulder, men hun rystede den let af sig. Det her var ikke hendes mors skyld, men alt fra den side hørte ikke til i dette hjem. ”And you must be my big brother,” sagde hun og gik lige forbi sin mor og over til den blonde fyr. Hendes blå øjne så ham op og ned, og selvom hun var lavere end ham, var hun tydeligvis på hjemmebane i dette hjem. Lucrezia sukkede opgivende og gik over og stod nu mellem sine to børn.

”Tidus, dear, this is your little sister, Lucille,” sagde Lucrezia med et skævt smil på læben. Hun havde tydeligvis håbet på at mødet ville være mindre anspændt, men de havde tydeligvis begge arvet Jaspers temperament. ”She’s Jaspers as well,” sagde Lucrezia forklarende. Lucille så surt på sin mor og førte de brændende øjne over på Tidus foran hende. ”Jasper non è altro che un donatore di sperma, madre!” sagde hun på italiensk, tydeligt for at Tidus ikke skulle forstå hvad hun sagde. Hun havde hurtigt opfanget at fyren foran hende ikke snakkede italiensk, og det havde hun planer om at udnytte. Lucrezia sukkede opgivende over sin datters vrede, men forlod ikke stedet mellem sine børn. Skulle de komme op at slås ville hun nemt kunne hive dem fra hinanden igen.

”So, big brother, what brings you to Gaia?” sagde Lucille koldt og gik over og satte sig i sofaen.

//Oversættelse i rækkefølge:
Don't tell me he's son of that sperm donor! I can't believe this!
Jasper is nothing more than a sperm donor, mother!//

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Vrede i denne fremmeds tøs øjne var noget at det mest intense Tidus nogensinde havde set. Hun mindede ham om Bambi dengang hans mor døde. Hvis Bambi altså var gået die hard grassat på jægerene. Hun kunne umuligt skræmme nogle med de store øjne og uskyldige ansigt. Men alligevel var der noget genkendeligt over hende. Noget skræmmende genkendeligt.
Men, så genkendelig hun nu var, havde han ikke forberedet sig på det næste der blev smidt i hans ansigt. Hun var datter af Lucrezia. AHHHH... Dette må være den søster hun snakkede om. Vala... et eller andet.
Tidus kunne ikke andet end at klukke over hendes knyttede næver. Det virkede som om at hun var klar til at slås. Hånende løftede på et øjenbryn og så ned på hende. ”I guess. Yes. I´m your big brother.” Han foldede armene på kors over brystet. Han havde ikke i sinde om at give hende hånden.
Det var et klogt træk af Lucrezia at stille sig imellem sine to børn. Hvem vidste hvad der ville ske hvis de to ikke havde en mur imellem sig. Dog sagde hans mor noget der gjorde at han smed sin facade. Pludselig var humor blevet til forvirring og vrede. Dette var ikke denne søster Lucrezia havde fortalt om. Dette var et andet barn tilhørende Jasper... Lucilles brændende øjne generede ikke Tidus. Selv lyste hans øjne op som flammer. Kun rettet imod de to kvinder foran ham.
”You gotta be shitting me,” sagde han vrissende. Han ignorede Lucilles spørgsmål og så hen på sin mor. ”You... had another child with Jasper? When? How?... or I know how... but...” Her gled han sine tindinger. Han pegede hen på Lucille uden at se på hende. Alt hans opmærksomhed var rettet imod hans mor. ”I just don´t... see... so... this baby faced girl got out of the mafia enviroment? You could go get her and not me?” Her lagde han begge hænder på sit bryst.
Endelig så han om på Lucille. ”She´s a spoiled princess huh?” Kom det fnysende ud imellem hans læber.

Gæst

”I only found out I was pregnant with Luclle after I left,” sagde Lucrezia og vidste at Tidus brændende øjne var ment for hende. Lucrezia havde lidt frygtet for at skulle forklare hele situationen med Lucille, men det var vel egentlig ikke så kompliceret. Dog vidste hun også hvordan sådanne ting kunne ramme hendes søn, og forsøgte at holde tungen lige i munden. Det var bestemt ikke meningen at hun skulle have efterladt Tidus, og det var tydeligt i Lucrezias øjne at de var fulde af sorg som Tidus anklagede hende for at have valgt et barn frem for det andet. Alle hendes børn var hendes lys i livet, så det skar en mors hjerte at høre så hårde ord. ”Jasper doesn’t know about her,” sagde Lucrezia og så over på Lucille der havde placeret sig i sofaen. Lucrezia så derpå på sin søn og placerede en moderlig hånd på hans kind, hvis han lod hende. Hendes blå øjne så ind i hans og hun forsøgte at finde de korrekte ord at sige, dog sprang Lucille ind i samtalen.

”And if that sperm donor knows best, he won’t come see me either,” sagde hun spydigt som hun så på sin store bror. Hendes størrelse og store øjne gjorde ofte at hun blev sammenlignet med et dådyr, men selv et dådyr kunne forsvare sig selv i naturen. Som Tidus kaldte hende en forkælet prinsesse sprang hun op af sofaen og var hurtigt ovre ved Tidus. Hun stod helt op af ham, men hendes øjne var utroligt truende. ”Watch your mouth, puppy face!” vrissede hun surt. Det var her Lucrezia lagde en arm ind imellem dem og skubbede dem fra hinanden. Det var tydeligt at Lucille var vred og Tidus var på punktet til at eksplodere.

”Children please don’t fight,” sagde Lucrezia bedende, men Lucille pressede sig mod sin mors arm og stirrede ondt på Tidus. Lucrezia placerede hurtigt en hånd over Lucilles mund og godt hun gjorde det, for hendes banshee skrig ville ellers have været øredøvende. ”Lucille! Non in casa!” sagde Lucrezia og så nu formanende på sin datter. Lucille rullede med øjnene og stod nu her og stirrede skiftende vredt på sin mor og så på sin bror. Derpå skubbede hun sin mors arm fra sig og bevægede sig udenfor i baghaven. Lucrezia så opgivende efter sin datter, men så nu på sin søn.

”I’m surprised it went this well – When Lucille met Vaitiare it went worse,” sagde Lucrezia opgivende og tog sig til hovedet som hun satte sig ned i sofaen. Hun var tydeligvis træt og udmattet, men alligevel havde hun haft energien til at holde begge unger fra at slå hinanden halvt fordærvet. ”Tidus dear – what is a mother to do, when her children can’t get along?” hviskede hun en smule sørgmodigt og kørte fingrene igennem sit hår. Hendes blå øjne søgte hendes søns og det var tydeligt at hun håbede at Tidus ville gå ud og snakke med Lucille der nu stod ude i kulden uden jakke på.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Efter hun smuttede. Så, efter at hun var taget tilbage for at få Tidus, havde hun hygget sig en sidste gang med Jasper og derefter smuttet? Kun for at opdage at hun havde endnu en mafia baby i maven? Tidus gned sig i øjnene og forsøgte at berolige sig selv. Her tog han dybe indåndinger og så ind i sin mors øjne. De var fyldte med sorg. Hun havde tydeligvis frygtet sin søns reaktion til alt dette. Normalt ville det blik have ramt ham, stukket til ham indtil han var faldet til ro, men lige nu kunne han ikke. Han knurrede irriteret og vendte sin mor ryggen. Dette var lige i tide til efter at hun havde placeret hånden på hans kind. Hans hjerte bankede så hurtigt.
Hvorfor nu!? Han kunne ikke håndtere det lige nu! En anden søster! En søster der var sluppet uden om Jaspers greb. Her så han hen på Lucy. Ordene hun sagde om Jasper fik ham til at gå truende imod hende. ”That sperm donor? What do you know about him princess?! You haven´t even met him! You don´t know shit!” Han hævede sin stemme. Den rungede igennem Lucrezias ellers altid varme, nydelige hus. Lige nu føltes det hele bare så koldt for Tidus. Lidt ligesom hvis hun havde haft vinduerne åbne. Pejsens flammer var ubruelige.
Som hun vrissede puppy face af ham skulle han til at slå ud efter ham, til hans egen mor stillede sig i vejen. Automatisk stoppede han sine voldsomme bevægelser. I stedet sendte han nu bare lyn til Lucy igennem øjnene. I det Lucy skulle til at skrige, rynkede Tidus på næsen og var igen klar til at springe på hende, hvis ikke Lucrezia havde gjort noget. Heldigvis havde deres mor magten indtil videre. Derfor var det med et hånende smil at Tidus så efter Lucy som hun forsvandt ud i kulden.
Det hånende smil blev siddende, lige indtil han så hen på sin mor, der satte sig opgivende på sofaen. Her blev det til et tomt ansigt, der nu gav sig til at betragte sine fødder, som kørte uroligt frem og tilbage. ”I wish I knew...” Det var kun få sekunder hun kunne få sin søns øjne. Så snart de mødtes, ville han se den anden vej og herpå sukke dybt. Han vidste hvad hun ville have. Hun ville have at han skulle gå ud og blive venner med bambi.
”Great... so she already met Vaitaire,” mumlede han lavt. Selv havde han endnu ikke mødt denne lillesøster. Her så han ned på sin mor igen. ”fine... fine...” Det kom ud en smule vredt.
Men han gjorde det. Han traskede ud i baghaven. Her så han rundt efter Lucy og da han så hende, gik han hen, hænderne foldede beskyttende på kors over brystet.
På en mærkelig måde... ønskede han ikke at lukke flere personer ind til sig. Det ville ende galt... Og han kunne ikke... Han knurrede og stillede sig ellers ved siden af hende.
”So... what´s your story princess?” kom det måske en smule koldt fra ham.

Gæst

”I know enough to decide that what HE did to OUR mother is unacceptable!” sagde Lucille vredt og det var som om man kunne se røgen stige fra hendes ører. Havde Lucrezia ikke holdt sine børn adskilt ville de sikkert ligge på gulvet og kradse hinanden i stykker som to vilde dyr. Dog var Lucille ikke i stand til at skade den kvinde der havde givet hende liv, selvom hendes mor langt fra var perfekt , som hun gerne ville lade som om, så holdt hun af hendes mor. Det var hendes mor der havde opdraget hende, det var hendes mor der havde været der om natten når hun var begyndt som ung at høre de stemmer komme snigende om natten. Det var hendes mor der havde stået der som en klippe som Lucille kunne klamre sig fast til og ikke falde ned ad vandfaldets kant. ”I know what HE did to HER, so why don’t you ask her what ’daddy-dear’ did?” sagde hun vredt og forlod stuen og gik ud i kulden. Lucrezia vidste at hun bad meget af sin søn, men hvad skulle hun stille op? Det var dog tydeligt på hende at han ikke skulle spørge ind til hvad Lucille havde sagt – og at det var noget hun fandt upassende at snakke om.

Lucille gik nærmest i cirkler og snakkede med sig selv i vrede som Tidus kom ud. Som han talte stoppede hun op og stirrede vredt på ham. Krævede han en historie om hendes liv? Hun havde lyst til at skrige og springe på ham, men hvad nytte ville det være? Hun placerede sine hænder på hver side af sine hofter og stod lidt og hoppede med foden som hun forsøgte at slappe af. ”My story is boring, and normal, and fucking great – I’ve just gotten cheated on! My whole life with this fucking guy is gone, and now I get to see the brother that my mother has only told me stories about,” sagde Lucille og forsøgte at holde vreden ved lige og tårerne inde. Det var svært, for det gjorde så ondt at hun havde lyst til at kravle sammen i en kugle og presse sig mod jorden. Dog ville det ikke nytte noget – hun havde forsøgt inden hun tog herhjem til Gaia, og det havde bare endt med beskidt tøj. Hun bed sig i læben og så væk. Hun nægtede at græde foran den bror som lige pludselig var kommet ind i hendes liv. Hun nægtede… Hun nægtede! Og så faldt en enkelt tåre. ”Fuck,” mumlede hun og kørte tåren væk med sin bluse.

”You know what – I don’t give a shit anymore, OK? You wanna run and tell daddy all about me, you do that – but if he ever tries laying a hand on OUR mother, I will kill him,” sagde hun og så på ham med et koldt blik.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Lucille... denne... Lucille. Begge søskende var som to stærke flammer der bare ønskede at tænde skovbrande, højere end den andens. Ordene hun sagde om hans far, gjorde at han nu var den der pressede sig imod sin mors arm, i bare et forsøg på at virke truende.
”Ohohohoho... Now it is daddy dear huh? I know what he did you little shit. He´s a mafia boss, he did what he had to do... even if he´s an asshole sometimes!” lød det vredt for ham. ”So do please inform me what he did... that you think I don´t know shit about!” Det var tydeligt på ham at han næsten testede hende. Turde hun sige det? Specielt overfor deres mor?

Tidus havde ikke lyst til at gå ud og snakke med hende. Tvært imod, han havde lyst til at tage hjem, glemme alt om hende og hvad der var sket. Måske han kunne snuppe noget at drikke på vejen hjem. Så det var med et irriteret blik, at han nu så på hende, stadig med armene på kors over brystet. Fra at gå til en der ikke rigtig vil snakke, til hun nu fortalte om sit forhold og at havde en del mere at fortælle. Her kløede han sig i håret og så den anden vej. Ligesom hende, begyndte han at fryse en smule og en røgsky kom ud imellem hans læber, som han pustede ud. ”Wow... that was... a lot to take in... and... then again...” Her så han op i himlen. ”For Levis Grandad...” Han så ned på Lucy igen. Kun for her at blive mødt af hendes kolde blik. Den enkle tåre fik ham til at puste ud. ”I´m not gonna tell dad about you. Why should I? I don´t give a damn anyway...” Han så selv ret koldt på hende. ”I´m not that fond of the thought of you either... so... why don´t we just go in, pretend that we are cool, and then I go home?” Før hun kunne nå at svare ham, vendte han ryggen til hende og gik indenfor igen.
Som han gik forbi sin mor, ville han kort stoppe op foran hende og se en smule tomt på hende. ”There. Oh, and by the way... next time, tell me that I have two sisters, not just one.” Han tog her sin jakke og begyndte at iføre sig den. Som Lucy kom ind af døren, ville han se hen på hende, koldt og irriteret. ”We might see each other again princess... if mother deary decides to make a family reunion.” Han så ned på sin mor igen. ”We could make a little banshee party... maybe invite the death while we are at it.”
Dette var stadig hans temprament der snakkede. Bare uden råben og kasten rundt med ting.

Gæst

Lucrezia spændte sine muskler som Lucille snakkede, og der var tydeligvis noget hun skjulte for sin søn. Det var nu ikke fordi det var meningen at Lucille skulle vide det hun vidste, men et barn har nemt ved at overhøre voksne når de snakker. Lucrezia havde aldrig rigtig tilgivet sig selv for hvad hendes datter havde fundet ud af, men sket var sket. Det var vel Guds vilje. ”Oh please! Poor you, a child made out of love!” sagde Lucille vredt og det var som om man kunne se flammerne omkring hende. Hun var klar til at ødelægge alt på sin vej, men hendes mors tårer fik hende til at tøve. Når Lucrezia græd var det uden lyd, for det var sådan man vidste hun var såret. Lucille mærkede sit indre vride sig som hun så på sin mors tårer og bed sig i læben. ”I was not born out of love, right mum? I was made out of that scum wanting you when you didn’t want him, right?” sagde Lucille koldt og forsøgte ikke at se direkte på sin mor. Hun vendte nu blikket kort mod sin bror men hvad skulle hun sige? Hun kunne ikke sige det ord foran hendes mor, ikke som hun græd sin stille gråd. Hvis han ikke havde forstået det hint, så fortjente han ikke at vide hvad der var sket. Lucille var derpå gået ud i kulden. Lucrezias gråd var stille, men eksisterende, dog holdt hun ryggen rank. Selv når hun græd var der stolthed over hende, og hun så på sin søn som hun satte sig i sofaen.

Lucilles gang omkring sig selv måtte se underlig ud udefra, som om hun havde diskuteret med sig selv. Som hun havde åbnet op foran Tidus blev hun blot vred på sig selv. Det sidste hun ønskede var hans medynk og det var derfor hun forsøgte at holde sin kolde facade oppe. Som han snakkede og skulle til at gå ind så hun efter ham. ”I was born because our dad thought he had the right to our mothers body, you do get that right? You do get that I was not born because of love and endearment like you were – So I can’t pretend like everything is ’cool’,” sagde Lucille hårdt og forventede egentlig ikke at hendes bror lyttede. Hendes læber var ved at være blå, og hendes fingre frøs som ispinde, men det var som om hendes krop ikke bemærkede det. Hendes vrede og flamme indeni var nok varme for hende i denne vinter kulde. Som Tidus gik ind i huset igen fulgte Lucille efter kort efter. Lucrezia rejste sig, hun havde fjernet sine tårer og de ord Tidus sagde skar tydeligvis i hendes hjerte. Lucrezia rakte sin hånd ud og tog Tidus’ hånd.

”My sweet boy, please don’t say words like that to your own flesh and blood,” sagde Lucrezia med en rolig men stille stemme. Hendes blik så over mod Lucille der stod og så ned i jorden som var hun en lille pige der ventede på en stor omgang skæld ud. Lucrezia sukkede og så tilbage på sin søn. ”Family is the most important thing in our lives, would you throw that away because of anger and frustration?” sagde hun stille og kørte sin hånd over hans kind.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Hvorfor gav Lucilles ord ingen mening for ham. Eller, var det blot fordi han ikke ønskede at indse hvad ordene betød!? Fordi hvad hun sagde... var nok til at give ham den mest ubehagelige gysen ned af kroppen. Jasper havde gjort noget forfærdeligt imod deres mor. Noget helt, helt forfærdeligt og det fik hans hjerte til at banke og ellers nu rette opmærksomheden ned imod sin mor. Hvorfor havde hun ikke fortalt ham dette!? Hvorfor havde hun forsvaret Jasper... Så mange spørgsmål!

Derfor gav det nu mere mening, i det han endelig gik ud til sin søster, at hun græd og ikke var glad for deres far. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige nu. Som om han ikke allerede havde problemer med sin far. Ordene ville ikke komme ud, som han nu så på sin lillesøster og hendes store dådyr øjne. ”Okay okay... I understand, I guess...” Lykkedes det ham endelig at sige ”Jasper is an asshole... I didn´t know he had done that to our mom...” Her så han hen på Lucy med et trist smil. Her gik han dog ind i huset og lyttede nu til sin mors ord. Han stoppede her i at iføre sig sin jakke. I stedet stirrede han nu på sin mor. Langsomt kølede hans kolde øjne op. Isen smeltede og hjertet faldte til ro. Hånden hun lagde på hans kind, fik ham kort til at hoppe, men det var som regel altid hans reaktion til når folk rørte ham. Han smilte nu varmt til hende.
”Okay... okay...” han tog her jakken af og satte sig roligt i sofaen. ”He raped you mom...” Alvorligt så han nu op på Lucrezia. ”And still... you defended him? I... I don´t get it...” Her så han hen på Lucy. ”And then... Bambi here gets born and hidden from me...” Hurtigt så han hen på Lucrezia igen. ”And family? Mom... I just got to know you and Lucy... I don´t know how much of a family we can call ourself.”

Gæst

Som Lucille og Tidus igen var kommet ind i varmen stillede hun sig over til pejsen og rakte hendes kolde hænder mod flammerne. Hun var stadig vred og frustreret, men valgte ikke at tale lige nu. Hun havde allerede et stort anfald fra sin mor hængende truende i hendes kommende fremtid, så hun ville ikke gøre det hele værre ved at snakke yderligere. Lucrezia holdt sin hånd på Tidus’ kind og smilte trist til sin søn som han snakkede om hvad Jasper havde gjort.

”When you love someone there’s a lot of things you can forget, but each thing that we go through is a test from God,” sagde Lucrezia og holdt hånden på sit kors. Det var så tydelig at høre hendes opvækst som hun snakkede om Gud og hvad hans planer var. Hun så mod Lucille der bed sig i læben for at være stille, men vendte så hendes blik mod Tidus. ”And I got two wonderful and beautiful children, so why should I hate that?” sagde hun kærligt. Det var tydeligt at hun kunne tilgive meget i denne verden, men det var nok mindre tydeligt at hun havde had i sit hjerte også. Uanset hvor meget hun bad til Gud om at finde ro og vende den anden kind til, så brændte hadet i hende. Dog var hadet ikke synligt overfor hendes børn, man lærte hurtigt at man som kvinde var nød til at skjule sine hensigter godt. Lucille bevægede sig over som hendes mor talte om familiens værdi og placerede en hånd på Tidus skulder som han talte. Hånden var stadig kold, men bevægelsen var langt fra truende. Lucrezia trådte væk og lod Lucille have noget tid med sin bror. Lucille stod lidt som hun lyttede.

”Family isn’t about being perfect and loving eachother constantly, but it’s about being there when the times get though,” sagde Lucille med hendes rolige stemme. Hun så dog ud til at holde sin vrede i skak, for bare at røre ved Tidus satte hendes temperament i gang. Han var hvad hun aldrig kunne blive – et elskovsbarn – og hun følte sig beskidt som hun stod ved siden af denne fortabte søn. ”And even though I am really mad and frustrated right now, I know I can’t break the bond of blood between siblings – but can you?” sagde hun og trådte væk. Hun kunne ikke håndtere at røre ved ham længere og var nød til at se væk. Hvor mange gange havde hun ikke drømt om at deres liv var byttet om? Nok vidste hun ikke hvad hun gik ind til, men et barn der var elsket så højt var alt hun havde drømt om at være da hun voksede op. Hun ville så gerne være ham, men på samme tid vidste hun også at det ikke kunne lade sig gøre. Hun ville være den som Lucrezia kunne vælge fra fra tid til anden, men Tidus han kom først. Et let suk undslap hendes læber og hun kørte sine kolde fingre ind i hendes bluse.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Tidus lyttede roligt til sin mors ord. Af en eller anden grund, havde han svært ved at hun nævnte gud. Hvilket nok var takket være Levi. Hver gang kom det bare ind i hans hoved, at Gud var Levis bedstefar og det var stadig så underligt for ham. Dog, lykkedes det ham at holde inde sine latterlige kommentarer inde og ellers bare fortsætte med at lytte til sin mors ord.
Hadet til Jasper var åbenbart ikke stort nok til at hun hadede de to børn der stod foran hende. Han smilte blidt til hende. ”Even tho... don´t ever defend him again.” her så han hen på Lucille. ”He clearly doesn´t deserve it.”
Han så hen på Lucrezia igen, kun for at hoppe en smule op, i det Lucy nu lagde en hånd på hans skulder. En alt, alt for kold hånd. Her begyndte hun at snakke om Hvad familie virkelig var. Det hun beskrev... var den følelse han havde sammen med Levi og hans familie. Han smilte ved tanken. Hver gang han havde haft jul hos dem, havde han altid følt sig hjemme og han havde altid gerne ville være der for dem. Det var vel det Lucy mente. Hånden på hans skulder var tydeligvis ikke tilfreds med at være der. Selv var han en smule anspændt over at den lå der. Til sidst, hvor hun endelig fjernede den, pustede han ud og så på hende. Han var faldet til ro. ”No... I can´t break that bond. It is to strong... if you let it be strong...” Han så ind i hendes øjne. ”If... we are gonna let that bond be strong...” Her kørte han begge hænder igennem sit hår. ”Okay... okay... we are gonna be siblings.” Han skulle tydeligvis tygge på sine ord. ”My sister is a princess... great...” Han klukkede. ”Let´s start easy out... When is your birthday?” Trættende lod han hovedet hvile i sin hånd.

Gæst

Lucrezia lo sødt som Tidus bad hende om aldrig at forsvare Jasper igen men hun vidste også at det nok ville være svært. Kærlighed var en underlig størrelse der var svært at beskrive så det var håndgribeligt. Lucilles kolde hånd trak hun til sig da begge søskende virkede en smule anspændte med hensyn til berøringen. Dog var hun en smule lettet over at Tidus ikke kunne bryde det bånd og at de nok skulle være søskende. Lucille så væk og var ikke i stand til at svare på noget af det han sagde, dog da han kaldte hendes prinsesse så hun vredt på ham. Hun nægtede at ville blive kaldt prinsesse af den fyr der var hendes bror. Hun stod lidt med hænderne på hendes hofter og forsøgte at trække vejret for ikke at hidse sig op igen. Hans næste ord og spørgsmål fik hende til at smile. ”31st of August 1998, but I know you were born on the 3rd of August 1997, so that was maybe too easy,” sagde Lucille. Det var tydeligt at hun havde hørt en del om sin bror som hun voksede op, men det var vel fordi Lucrezia ville inspirere Lucille som barn til at opsøge sin bror.

”I think we should do something more fun, how about a little flying?” sagde Lucille og krydsede sine arme over sit bryst, og lignede vel i og for sig en tro kopi af Tidus, hvis han var blevet født kvinde. Hun smilede en smule konkurrerende mod sin bror og Lucrezia lo en smule. ”Maybe you should do that outside in the forrest perhaps?” sagde Lucrezia og ønskede ikke at de skulle rasere hendes hus yderligere. Lucille så mod sin mor og nikkede, og gik over og tog sin jakke på. Hendes kinder var svagt røde efter at have været ude i kulden, men hun havde tydeligvis ikke noget imod vejret udenfor.

”You do know how to fly, right?” sagde Lucille og stoppede op og så på Tidus. Han havde vel banshee evnerne – ikke?

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

For hver gang han kaldte hende prinsesse, så han vreden i hendes øjne og selvom det ikke burde, så underholdte det ham. Det var ikke noget han ville stoppe med forløbelig.
Som hun sagde sin fødselsdag, nikkede han og spærrede ellers øjnene op, i det hun nævnte hvornår han havde fødselsdag. Her så han hen på sin mor med et løftet øjenbryn. Hvor meget havde hun lige snakket om ham til Lucy? Hurtigt så han dog hen på Lucy igen.
”Okay, in that case... You are a virgo, the boring and snobbish zodiac sign.” han klikkede drillende med tungen og skabte øjenkontakt med hende.
Dog kom hun hurtigt tilbage med et comeback. Nu snakkede hun om at flyve. Med andre ord, hun havde sine vinger! Her rømmede han ned i sin hånd og så nu den anden vej. ”I... I uhm...” Her rettede han sig op og forsøgte at virke mere stolt. Han havde endnu ikke rigtigt brugt disse såkaldte banshee evner. Hverken skriget eller vingerne. Han var ikke engang sikker på at han havde vingerne. Trods alt stod der i Levis bog, at der kunne være tilfælde hvor Banshees ikke havde deres vinger. Dog rejste han sig op og gik hen ved siden af Lucy. ”I... Of course I know how to...” Langsomt iførte han sig sin jakke. ”Okay fine... I´m not sure I have wings... There, I said it.”

Gæst

”Virgos beat Leos anyday with your temper and stubborness,” sagde Lucille udfordrende og så på ham med ild bag sine øjne. Hendes mor så en smule forlegen på sin søn, for hvem kunne bebrejde hende for at fortælle hendes børn om hinanden? Hun havde vel bare haft mere tid til at fortælle Lucille om hendes bror end omvendt. Som Lucille var ved at trække jakken på hørte hun noget der fik hende til at smile. Han var usikker og det frydede hende en smule. Et selvsikkert smil kom på hendes læber som hun så på sin storebror – måske var hun alligevel et skridt foran trods alt. Som han indrømmede at han ikke var sikker på han havde vinger rullede hun med øjnene. ”Oh please, a banshee without wings is like a werewolf not being allergic to silver!” sagde hun og gik ud af døren, men hun så kort og udfordrende tilbage mod ham. De bevægede sig roligt mod skoven men Lucille snakkede ikke meget, hun var mere fokuseret på at nå til et privat sted hvor hun kunne vise ham det hele. Selvom Gaia var en ret så overnaturlig by i sig selv, så kunne man ikke tage chancen i dette nabolag. Der var så mange familier, og banshees var ikke set som en race man ville se i dagslys. Som de nåede ind til en lille bar plet inde i skoven smilede hun skævt til ham. Med et par lette skridt var hun ovre ved ham og placerede en hånd mellem hans skulderblade som hendes mor havde gjort da hun var barn.

”Focus here, and close your eyes – it makes it easier,” sagde hun som hun holdt sin hånd presset mod hans ryg. Som hun så på ham blev hendes blå øjne erstattet af helt hvide og lysende pletter. Fra hendes ryg skød et par gråhvide vinger med sorte mærker på. ”Now you need to push out,” sagde hun, men hun kunne ikke forklare det på andre måder. Det var noget han selv skulle vide hvordan han gjorde. Det var ikke noget man gjorde, det var noget man følte som et instinkt.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Tidus rystede bare på hovedet imens han grinte over Lucys udfordrende ord. En virgo var langt fra ligeså god som en lion. ”Exactly, we have the stubborness and temper... that is why we are so amazing.” Her blinkede han drillende til Lucille.
Til alt Tidus frygt, frydede Lucy sig tydeligvis over at Tidus ikke var så selvsikker på sine banshee egenskaber. Specielt hendes lille rullen med øjnene fik ham til at fnyse. ”I could do this without your stupid attitude.” Han lød en smule truende. Dog var han mest bare såret i sin stolthed. Hvilket var en af de ting Tidus hadede allermest.
Inden de gik ud af døren, så han kort hen på sin mor med et skævt smil, der informerede hende om at det nok skulle gå. Trods alt skulle de ud og knytte bånd. Igennem en flyver time. Livet smed de underligste ting i hovedet på ham. Men, hans liv var aldrig kedeligt mere. Hvilket han satte pris på.
Kulden sneg sig op på dem som de gik igennem skoven. Havde han ikke vidst bedre, ville han tro at hun tog ham med dybt inde i skoven, for at begå en forbrydelse. Det kunne stadig ske dog. Her skar han en grimasse og så rundt. Og der var ingen som ville finde ham herude.
Han var screwed. Her klukkede han af sig selv og stoppede op som hun gjorde. Hendes skæve lille smil fik ham dog til at falde til ro. I det hun gik om bag ham, kiggede han sig over skulderen og var overrasket over hånden imellem hans skulderblade.
Her tog han en dyb indånding og pustede ud. ”Push out...” Han lukkede øjnene i. Øjnene kneb sig næsten sammen. Efter flere sekunder, begyndte han at miste tålmodigheden. Her vendte han sig om imod hende og så hendes banshee form. Forskrækket hoppede han lidt tilbage. ”Holy damn!”
Han betragtede både vinger og øjne... det virkede så uhyggelige, men samtidig så smukke. Så det var en banshees sande form... ”I like your... look?” Kom det tøvende ud imellem hans læber. Her sukkede han og så kort rundt. "I guess you were trained to this ever since you discovered your power?"

Gæst

Hun valgte at ignorere hans yderligere kommentar, for hun skulle nok få ham senere. Som de stod i skoven og hendes banshee form viste sig smilede hun bare til ham og vendte hovedet på skrå. En banshee var et underligt væsen i sig selv. Udødelig og dog så skrøbelig. Lucille trak sin banshee side væk som hun så på ham og sukkede opgivende. Havde han ikke lige selv stået og sagt at han var stædig? Hans kommentar om at hun var blevet trænet fra ung fik hende til at nikke, det var dog noget hun selv havde valgt. Hun ville have kontrol over alle aspekter af sig selv, så hvorfor ikke starte med de svære ting der var at kontrollere ved sin egen race.

”You lost you focus,” sagde Lucille skuffet. Forstod han ikke at hun faktisk forsøgte at vise ham vejen til at finde hans vinger? Hun gik et par skridt væk. Måske de skulle starte med noget mere simpelt? ”Have you tried screaming yet?” spurgte hun med et kækt smil og foldede armene foran sit bryst. Det var underligt hvordan de to søskende lignede hinanden så meget. Ikke kun udseendes mæssigt, men også personligheds mæssigt. Hun holdt en hånd op til sin strube og en fin melodi sprang fra hendes læber, men jo højere hun kom op jo mere ondt ville det gøre i Tidus’ ører. Dog stoppede hun inden det ville være for øredøvende.

”I find it easy to warm up with a small song – Is there any song you like?” sagde hun med et smil.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

I det hun bare smilte i sin banshee form, himlede han med øjnene over hende og pustede ellers opgivende ud.
Han havde tabt fokus. Ja, det var ikke en hemmelighed. Han burde nok have holdt sit fokus bare en smule mere. Men af en eller anden grund var det sværer end hvad han havde troet. Måske fordi hans fokus mest lå på det faktum at han snakkede med en ny søster.
For ikke at sige at hun var som en tro kopi af Tidus, specielt med det kække smil og armene der altid blev foldet på kors over brystet. ”Yeah yeah... I lost ma focus.” opgivende løftede han på armene og lagde ellers armene på kors over brystet. Et andet tegn for at ligne sin søster.
I det hun spurgte om han havde skreget, fik ham til at lave en grimasse og igen se flovt den anden vej. Han havde heller aldrig skreget. Selvom han havde lært alt om de forskellige banshees... så havde han ikke forsøgt at gøre tingene ham selv. I stedet havde han givet sig til at læse om de andre racer. ”Noo... But sure... let´s try.”
Som hun begyndte at synge, betragtede han hende nysgerrigt, til det langsomt udviklede sig til e skrig. Da det begyndte at gøre ondt i hans øre, tog han hænderne op til dem og vrissede. ”Auch!” her knurrede han irriteret. ”I got it, I got it!”
Her fjernede han hænderne og sukkede. I det hun spurgte om der var en sang han kunne lide, smilte han for sig selv og nikkede. ”Of course there is!” sagde han med et smil. Her bankede han sig tænkende på læberne.
Roligt tog han sig selv til struben, som hun havde gjort.
”Adventure seeker on an empty street. Just an alley creeper, light on his feet. A young fighter screaming, with no time for doubt With the pain and anger can't see a way out,” begyndte han roligt at synge. Tidus stemme var overraskende god. Den var varm og dyb, men samtidig også hæs og fin. Her så han kort spørgende på Lucy. ”Then I just start sing louder and in the end scream?”
Hvis hun svarede ja, ville han langsomt begynde at gøre tonen højere og overraskende nok, lykkedes det. Han kom med et banshees skrig. Dog var det meget kort, da det også overraskede ham selv. ”Oh hey! It happened!”

Gæst

Som han indrømmede at han havde mistet sit fokus smilede hun en smule veltilfreds. Ikke fordi hun følte sig bedre end ham, men fordi der var noget hun kunne som han ikke havde lært endnu. Hans reaktion til hendes lille skrig fik hende til at grine. Det var ikke engang hendes skrig ved fuld kraft – nej det var langt værre. Som han begyndte at synge Queen kunne hun ikke lade være med at le. Var det her en søskende ting eller var Queen bare universel for alle racer? Hun vidste det ikke, men som han sang valgt hun at gå over til ham og placerede en finger der hvor han skulle fokusere sin stemme. Det var som om det var et stykke over hans stemmebånd og som han ramte den nikkede hun. Dog med lidt bekymring i sit blik. Det virkede til at han anstrengte sig, og sådan skulle skriget ikke komme ud.

”You are supposed to let it flow, like when you hear your falsetto in you head, right?” sagde hun for han kendte tydeligvis til musik i en eller anden form. Han kunne jo kontrollere sin stemme så den lød godt. Hun tog hans hånd og førte hans fingre op til hendes hals så han kunne mærke hvordan hendes krop var afslappet og ikke så anspændt som han havde været. ”If you don’t mind, I’ll continue where you left off,” sagde hun og sendte ham et glimt med øjet til ham. Derpå kom hendes normale sangstemme ud – den var meget anderledes i forhold til Tidus’ men den havde en klar og rummelig lyd.

”It ain't much I'm asking, I heard him say – Gotta find me a future move out of my way,” på det sidste ord ville Tidus kunne mærke hvordan hendes fokus røg fra hendes stemmebånd og til et sted et stykke over. Ordet ’way’ kom ud som et mildt skrig, for hun ønskede ikke at gøre ham døv, men han skulle mærke at det skulle være en let ting at gøre. Det skulle kræve så lidt som muligt at hive skriget ud når det virkelig gjaldt. Derpå så hun på Tidus med et skævt smil. Hun ville kunne holde sit skrig længe hvis hun havde luft nok i sine lunger, men det var noget de kunne snakke om på et andet punkt.

”Most musicians can’t hit the highest notes, but because our screams can get to another frequency we tend to have a bigger range,” sagde hun med et smil og fjernede derpå hans hånd fra hendes hals. Hendes hud var koldt, og det var tydeligt at hun frøs, men hun havde langt fra fokus på det. Lige nu så hun på det der var hendes bror, og det føltes en smule underligt at belære ham om hans evner. ”If you can’t control your scream, you could end up making someone deaf,” sagde hun alvorligt. Som barn havde hun ikke haft så god kontrol over hendes evner, så ofte havde Lucrezia skældt hende ud og bedt hende om at øve endnu mere.

”Now, the eyes should be pretty foward, they usually appear with the wings or if you focus a lot on a spirit near you,” sagde Lucille forklaredende og gik om bag ved Tidus igen. Hun skiftede til sin banshee form og greb om den blonde fyr og fløj op i luften med ham. ”Some bird mothers like to throw their babies out of the nest to teach them how to fly – I wonder if it would work on you as well as it did on me?” sagde hun som hun fløj højere op. Skoven under dem virkede pludselig så lille.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Det var som om at Tidus havde pakket stoltheden væk. I stedet lyttede han til hvert et ord hun sagde, tog det til sig og forsøgte at gøre hvad hun ellers bad ham om. Hendes lille latter til hans sang forstyrrede ham dog ikke. Han tog det bare som i at hun kendte sangen, hvilket ikke kom bag på ham. Det var Queen trods alt. Som hun førte hans hånd op til hendes hals, forsøgte han at føle efter hvad hun snakkede om. I det hendes normale sangstemme kom, kunne han godt mærke og høre at den var anderledes i forhold til banshee stemmen. Derudover lå han også mærke til at hun sang videre. Fed stil søster. Fed stil.
Som skriget kom, skar han en lille grimasse, men forsøgte virkelig at følge med i hvad hun gjorde. Da hun var færdig og fjernede hans hånd. ”Okay, I will practise when I´m alone.. so I´m not hurting anyone.” Han placerede her hænderne i lommen. ”I would not take a chance in making someone deaf.”
Til det næste hun sagde, lyttede han igen med, men denne gang kunne man godt se på ham at han var ved at være træt. Den træthed forsvandt dog i det øjeblik at han blev løftet op i luften. Her kom et gisp fra hans læber. Hans greb om Lucy blev en smule hårdere.
”What on earth do you think you are doing!?” skreg han og så ned på jorden, som de røg højere og højere op. ”I swear... if you drop me!” Han så her truende op på Lucy. ”Put me down, now princess!”

Gæst

Lucille studerede sin bror som han virkede til at tage det hun viste til ham til sig. Hun nikkede som han nævnte at han ville øve alene – det var måske også for det bedste. Dog som hun løftede dem op i luften rullede hun med hendes hvide øjne. Som om hun ville tabe ham, nej det ville være for let. ”Push out,” sagde hun og ignorerede hans frustration om at ville sættes ned. Hvis han ikke snart tog og fokuserede hvordan ville han så nogensinde kunne bruge sine vinger? Hun svævede roligt i luften med Tidus i et fast greb. Hun lænede sig ned til han øre. ”Besides it wouldn’t be dropping you if it’s intentional, right?” sagde hun med en drilsk stemme. Dog mente hun hvad hun sagde. Tog han sig ikke sammen ville hun slippe ham og lade ham falde mod jorden. Dog vidste han ikke at hun selvfølgelig ville gribe ham hvis han ikke kunne flyve, men hvorfor fortælle ham at han var i sikre hænder. Hun kunne jo nyde at se ham lide, bare en smule? Lucille, du er sadistisk, tænkte hun til sig selv, men sådan var det vel at have alle disse følelser i sin krop uden at kunne agere med dem.

”Whoops, I slipped,” sagde hun og slap derpå Tidus fra denne utrolige højde. Hun så opgivende på ham som hun svævede og han faldt. Fik han vingerne ud ville hun flyve ned under ham og guide ham til at styre sine vinger. Hvis han ikke fik vingerne ud ville hun flyve ned og nemt gribe ham inden han splattede mod jorden. Hendes mor ville næppe tilgive at slå hendes elskede søn ihjel.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Nu skete det. Hendes chance til at slå ham ihjel. Hans hjerte sad i halsen og han var sikker på at han ville kaste det op lige om lidt. I det hun sagde at han skulle skubbe ud, knurrede han af hende og så ellers op på hende, så godt han kunne.
Hendes rullen med øjnene var ikke nogle hjælp!
”The only thing I´m about to push out is my fucking heart!” råbte han til hende. ”I´m not a baby bird, so I would apreciate if you put me down now, sister!”
I det hun lænede sig ned til hans øre og hviskede til ham, var han sikker på at det var slutning. Hun havde i sinde om at slå ham ihjel. Chancen var der og hun havde tydeligvis et had til ham. Hvorfor ikke bare få det overstået? Det var med ren panik, at han så op på hende og i det hun slap ham, undslap han et rædsels skrig og faldt tungen ned imod jorden. Jo tættere han kom på jorden, jo mere panikkede han og han glemte helt at fokusere på at han skulle have vingerne frem. Dog, lykkedes det ham ikke. Lige inden han ramte jorden og han var sikker på at døden ville komme, kom Lucy til hans undsætning og greb ham. Han var nu sikker på at han havde kastet sit hjerte op. Det lå et eller andet sted nede på jorden. Måske de skulle flyve rundt og lede efter det.
”You are trying to kill me you bastard!” skreg han af hende. ”I will get my wings out without your sick Hitler training, put me down now!” Man kunne høre alvoren i hans stemme.
Hvis hun satte ham ned, ville han sætte sig på jorden og have lysten til at kysse en blomst. Dog gjorde han det ikke. Han pustede bare ud og så irriteret hen på Lucy. ”You are a bit sadistic aren´t you?”
Det værste af det hele var, at Tidus kunne have set ham selv gøre nøjagtig det samme, hvis han var i Lucy´s sted. Hvorfor pokker var de så ens?

Gæst

”I know you’re not a baby bird, are you so thick skulled that you cannot understand comparring scenarios?” spurgte Lucille irriteret. Måske hun bare skulle lade ham splatte ud mod jorden. Hun ville da lyve hvis hun sagde at tanken ikke havde strejfet hende et par gange. Som han faldt opdagede hun hurtigt at han ikke ville få sine vinger ud. Derpå lavede hun et hurtigt fald i luften og greb ham roligt. Lidt opgivende satte hun ham på jorden og landede let bag ham. Hendes hvide øjne lyste området en smule op, men de forsvandt som hendes vinger blev trukket ind. Hun skubbede til ham i vrede og frustration – mest fordi hun ikke kunne finde et ord der beskrev hvor latterlig han opførte sig. Hendes øjne var truende som hun så på ham men hun tog sig til hovedet og rystede på det af sig selv. Det var vel latterligt at tro at tingene ville fungere på samme måde på ham som det havde gjort på hende. ”I’m just doing what mother did to me when we discovered my race,” mumlede hun opgivende og masserede sine tindinger. Som hun talte om hendes mor var det tydeligt at hun ikke var vokset op med det blide væsen som Lucrezia altid virkede til at være. Der var en hård side til deres mor, men det var som om den ofte kun kom til udtryk overfor hendes datter. Hun satte sig på den kolde jord og så op på Tidus med et opgivende blik.

”I am sadistic, thank you for asking, but I’m guessing you aren’t the nicest person either,” sagde hun med et glimt i øjet. Hun vidste en del om den mafia hendes mor havde flygtet fra, men hun måtte indrømme og sige at hun jo intet vidste om deres foretagende pt. Alt hun kendte til var fortiden. Nutiden var et svært begreb for Lucille at håndtere, for alting skete bare. Der var ikke samme måde at reflektere over tingene som med fortiden. Og hun ville slet ikke nævnte fremtiden. Hun lagde armene om hendes knæ som hun sag på jorden og hun lukkede øjnene. Hendes ører var ofte det vigtigste for hende, og med dem fulgte hørelsen. Hun lyttede til de fjerne hvisken af stemmer. Døde. Levende. Hvem vidste hvad de egentlig var? Det var her hun spærrede øjnene op og så direkte på Tidus. ”Who died?” spurgte hun pludselig. Hendes blå øjne brændte men denne gang ikke af had.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Gud hvor han hadede denne tøs lige nu! Han vidste godt at det var en scenarie hun beskrev! Forstod hun ikke en skid af sarkasme!? Det var ikke til at tro at de rent faktisk havde haft et søskende moment for lidt tid siden. Som hun nu ødelagde med sine sadistiske sider om at tabe ham fra flere meters højde!
Og da de endelig var nede på jorden, skubbede hun bare til ham i vrede og frustration. Hvad fuck var hendes problem!?
”Use your words instead of violence princess!” knurrede han af hende og rettede her på sit tøj. Han så her rundt i skoven og lyttede ellers til hvad der blev sagt. Eller, snarer, hvad hun mumlede. ”Really? Mom did this to you?” Det var tydeligt på Tidus at han var nysgerrig omkring hendes baggrund. Specielt nu når hun var vokset op sammen med deres mor. Der lå garanteret mere til det end hvad Tidus troede.
I det hun opgivende satte sig på jorden, sukkede han og stillede sig nær hende. Dog satte han sig ikke på den kolde jord. ”You are right... I´m not a nice person either.” han lagde armene på kors over brystet, her så han ned på foden der kørte fra side til side. ”Hell... I might be a bit sadistic myself.” Drillende så han ned på Lucy... ”Listen... Lucille I...” Som han skulle til at sætte sig ned hos hende, kom hun med et spørgsmål der kom ret så bag på ham. ”Who... who died what?” Øjnene der brændte med had var underlig nok ikke sårende. Det var som om at det ikke var rettet imod ham for engangs skyld.
Her gik situationen dog op for ham. Hun hørte stemmerne. Selv kunne han ikke høre nogle lige nu, men han forstod det mere end nogle anden. ”What are they saying... what can you hear?” Det blev spurgt roligt og faktisk en smule bekymret.

Gæst

”I use whatever I see fit,” knurrede hun tilbage til ham mens hun åbnede sine øjne truende. Ordene om hendes mors metoder fortrød hun ikke at hun havde nævnt. Uanset hvor meget hun elskede hendes mor var der en mørk side til alle, selv en der fremstod så perfekt. Hun så kort op i luften for at køle af og vendte derpå sit blik mod Tidus igen og placerede den ene hånd på hendes hofte som hun overvejede sine ord nøje. Hun ville ikke skabe et skænderi mellem Tidus og deres mor, ville hun? Selvom tanken strejfede hende lod hun den ligge. Der ville være rigelig tid til at lave familie intriger når de alle havde lært hinanden bedre at kende. ”Her metods where never kid friendly – kinda tough learning that your parent who brought you into this world could also be the one taking you out of it again,” mumlede hun og forsøgte ikke at nævne meget mere. Hendes mor havde været hård, men det havde gjort Lucille stærkere. Hvorfor skulle hun klage over det? Som hun satte sig på jorden så hun kort på ham som han indrømmede at han heller ikke var en god person. Den indrømmelse fik hende kort til at smile – et overraskende varmt smil. Som hun lukkede øjnene hørte hun mange stemmer. Hendes hørelse var god, men når hun fokuserede kunne hun høre langt omkring dem. Som hun åbnede øjnene så hun på ham.

”Oh he’s handsome, very!” sagde Lucille og snakkede om den hun kunne fornemme. Det kunne være svært at følge med i om det var Tidus eller den døde de snakkede om. ”Lonán, OK where are you? … Ireland … Oh that’s very far away dearie, but I could send a message to another one to come help you? … Tidus? … Yeah he’s here … Coming back from heaven? … Oh please I would love to meet you darling … Coffin you say? … I’ll pass the message on dear … OK I’ll try not to kill him in the mean time … What!? … A promise is a promise darling,” sagde Lucille. Hendes øjne var helt hvide som om hun så ind i en anden verden. Som hun snakkede virkede hun ikke til at ligge mærke til alt omkring hende, men det var som om hun fokuserede på den eller det som hun snakkede med.