Mio fratello?

Lucille sukkede opgivende og så kort på Tidus. Det var så underligt at de mindede om hinanden og noget i hende hadede det faktum. Men alligevel var der også en del af hende der var vild med det. Som Tidus snakkede lyttede hun selvfølgelig efter og hans spørgsmål fik hende til at trække på skuldrene. Hun kendte til den opvækst deres mor havde, og det var vel ikke så underligt at hun var som hun var. ”In many ways we were lucky with our upbringing, compared to her,” sagde Lucille og så med sine blå øjne på de øjne der lignede hendes egne. ”I don’t think I could have handled getting married to my first husband at eleven years old,” mumlede hun og sukkede. Selvom tiden var en anden gav det hende stadig myrekryb at tænke over det faktum. Verdenshistorien var underlig, og hun var glad for at blive født i denne tid hvor ligestilling i det mindste eksisterede de fleste steder. Som hun opfangede Lonáns ord virkede hun til at være en hel anden.

”Lonán don’t say that, I might blush … Because I say so … Bad boy … I’ll make sure of it … See you soon sweetstuff,” med de ord var hun tilbage i den virkelige verden og hun rejste sig fra jordens kolde overflade. Hun vendte hovedet på skrå som hun så hvordan Tidus stod og kiggede på sin mobil. Hun tog mobilen ud af hans hånd og viftede sin frie hånd foran hans ansigt. ”What do you think you are doing?” sagde Lucille hårdt og så nu på mobilen. Et fly? Den fyr var håbløs og hun lukkede let siden på hans mobil og rakte den tilbage til ham. Hun rystede på hovedet af ham.

”He’s still dead, you idiot – But his soul visited breafly – And my god he is charming,” sagde Lucille og begyndte at børste jorden af sit tøj. Derpå rettede hun sig op og så sin bror op og ned. ”He’s getting his life in a few months, what would you plan to do in Ireland now? I’ve already send a message out about it to banshees in the area,” sagde hun og foldede armende foran sit bryst, nøjagtig som et spejl af Tidus selv.

Lucille nikkede bare til hans spørgsmål om hun kendte til hendes mors historie. Selvfølgelig gjorde hun det, men det var vel rart for dem begge at få bekræftet hvor henne af de stod med hensyn til informationer. Han kommentar om en stor familie fik hende til at himle opgivende med øjnene. Det var som han gjorde familie til noget romantisk, men det var det ikke. En familie var en familie – nogle du forhåbentlig kunne regne med – men i sidste ende kunne man kun stole på sig selv. Det havde Lucille lært på den hårde måde da Donovan havde taget hendes kærlighed og trådt det ned i jorden. Som hun snakkede med Lonán hørte hun tydeligvis Tidus’ jalousi og brok til denne fyr. Hvad var der med ham? Da hun havde givet ham mobilen igen foldede hun sine arme beskyttende over kors.

”Go to Ireland for a month or two just to wait until he wakes up?” sagde Lucille og rystede opgivende på hovedet af sin bror. Det var tydeligt at han ikke tænkte tingene igennem. Hun kunne også være spontan, men bestemt ikke i samme omfang. Hans kommentar om at hun var flirtende fik hendes blod til at koge og hun stirrede vredt på ham. ”I just got out of a relationship lasting almost five years, so I think I’m aloud to flirt a bit – even with a dead guy,” sagde hun hårdt og vendte ryggen til ham. Hun havde lyst til at slå ham. Smadre hans ansigt ned i den kolde jord og få ham til at mærke hvor ondt hun selv havde det indeni, men det var ikke Tidus’ skyld at hun havde det sådan. Hendes foldede arme blev til arme der tog om hende selv.

”Love is not real, not from what I have seen,” hviskede hun og gik nu tilbage mod hendes mors hus.

Lucille var ikke i humør til at lave sjov, og det viste hun tydeligvis også som Tidus tog et forsigtigt skridt tilbage. Han ord var sande, han havde ikke sagt at hun ikke måtte, men det kunne han lige så godt. Det havde lydt ens i hendes hoved. Som de gik begyndte Tidus at køre i det med kærlighed og Lucille stoppede bræt op og vendte sig om mod Tidus. Hendes ansigt signalerede vrede men hendes øjne var på grænsen til at græde. Sorgen var skrevet ind i hendes sjæl, og de latterlige ord som Tidus sagde ville ikke på magisk vis hele det. Hans psykolog sagde dit. Hans psykolog sagde dat. Hvad nytte ville det være hvis ingen af dem gad at lytte til de ord.

”You know, I thought I had found the love of my life,” sagde hun koldt og gik tæt på Tidus, dog uden at røre ved ham. Men hendes udstråling kunne lige så godt have følt som om hun stod og skubbede til sin bror. ”I was blind and when I saw him with that girl, I honestly had to move every cell in my body not to slit his throat as he came begging towards me,” sagde hun og en tåre faldt fra hendes øje. Dog lod hun den falde, for hun ville ikke spilde sin til på at tørre det væk der ville komme flere af. Hele hendes krop rystede, men om det var af kulde eller af vrede vidste hun ærlig talt ikke. I stedet så han op og ned af Tidus. Han havde ikke haft det bånd som hun havde haft til Donovan. Han havde ikke prøvet at have et forhold som hun havde, og det var så tydeligt at se. Han var uskyldig og havde kun set en brøkdel af hvad kærlighed lod til at være.

”Love was a clever illusion I told my self when I felt I wasn’t good enough – a clever mind trick that I put upon myself as I tried to ignore all of the warning signs,” sagde hun som tårerne gled fra begge øjne. Det var tydeligt at se at hun var ødelagt indeni, og hun hadede at vise hvor svag hun kunne være – specielt over for det der skulle ligne at være hendes bror. Hun lagde armene om sig selv som for at trøste sig selv. Når ingen andre ville holde om hende måtte hun holde om sig selv, for det var den eneste person hun kunne stole på. Og så alligevel havde hendes hjerte løjet for hende. ”Love does not exist for me – I am an inflating star that swallows everything around me until i combust and hurt everyone in sight,” sagde hun og så væk. Hun bed sig i læben hårdt nok til at der gik hul og hun bandede en smule over sig selv. Lucille kørte en finger op til hendes læbe og trak sin finger til sig som hun studerede bloddråben.

”You know, for blood eating races we taste like death, did you know that?” hviskede hun og forsøgte at presse alle sine følelser tilbage i hendes hoved så hun ikke skulle vise det udadtil. ”Even a vampire or a blood demon would find me repelling, so don’t stand there and say that there’s a right one for me,” sagde hun kort og kontant.

Lucille var på en måde glad for at få luftet alle disse tanker hun havde båret rundt med. Det var som om hun endelig kunne trække vejret igen og som Tidus lagde en arm om hende lænede hun sig træt ind mod ham. Banshee evnerne havde tydeligvis taget på hendes energi, og ikke mindst den følelsesmæssige rutsjebane hun havde været på over de seneste par dage hjalp heller ikke. Hendes krop føltes tung, men hun kunne holde sig selv nogenlunde oprejst alligevel. Som de gik var hun stille men Tidus’ kommentar hjalp hende ikke. Hendes tårer var stoppet som de nåede huset og hun åbnede døren uden en lyd. En lille seddel han på væggen som man trådte ind i entréen. Lucrezia var taget over til Anne. Super. Lucille skulle tilbringe mere tid sammen med sin nye bror. Hun fik flået sine sko af og smed bare sin jakke fra sig på gulvet før hun gik over til det lille bar skab der stod ikke langt fra pejsen. Hun tog en flakse ud med tequila, men tog ikke noget glas. I stedet satte hun sig i sofaen og skruede låget af flasken og satte åbningen med munden. Hun trak koldt på skulderen og hændte en mundfuld af den stærke sprut ned i halsen. Hun skar grimasse og holdt lidt flasken ud for sig.

”I hate tequila,” mumlede hun som hun tog en mundfuld mere. Hun hadede generelt at drikke, men det her kunne hjælpe hende – om ikke andet bare indtil tømmermændene ville komme snigende dagen efter. Hendes tunge kørte over det sted hvor hun havde bidt hul og rakte derpå flasken tilbydende mod Tidus. ”So, you seem confident about love,” mumlede hun ironisk, men ikke for at være drillende. Hun forsøgte virkelig at være sød overfor ham, men det var svært når hun så sig selv som værende så beskidt og så langt under ham. Hun sukkede og tog sig til hovedet.

”Tell me something that can make me believe in love – not something that has happened to a friend or something like that,” sagde Lucille en smule hårdt som hun masserede hendes tindinger og tog et tæppe fra sofaens ryg og pakkede om sig selv. ”It needs to be something you’ve experienced,” sagde hun.

”Sometimes you gotta swallow something you don’t like to get better,” mumlede hun og virkede mere som om hun snakkede til sig selv end Tidus. Hun var en lille størrelse, så alkoholen ville påvirke hende hurtigere. Desuden var tequila altid nemmere at blive fuld af – hun følte hun blev så mæt af rom. Tequila kunne hun hælde i sig som var det vand, den eneste ulempe var blot at det smagte forfærdeligt. Hendes blå øjne så på Tidus som han selv tog en mundfuld af flasken og skar grimasse. Hun sendte ham et skævt smil og tog flasken igen som han snakkede om kærlighed. Hvis hun skulle høre noget pladder romantisk var hun nød til at være mere fuld. Hendes hjerte var bristet og ikke engang komedier havde hjulpet hende med at grine. Hun lyttede kort på hans spørgsmålet og viftede med sin hånd.

”Love is love, right? As long as you believe it,” mumlede hun og lagde sig i sofaen og kom flasken til hendes læber. Hun tog et par store mundfulde før hun lod hånden med flasken glide ned ved hendes side. Hvis hendes venner så hende nu ville de kalde hende en skal af sig selv. Et vrag. En skændsel. Hun sukkede og gned sine øjne som hun forsøgte at finde en god måde at formulere sig på. Alkoholen ville snart bruse op i hende. Hendes kinder var stadig røde fra kulden, men de ville snart brænde på grund af tequilaen. ”You know what – it’s stupid,” mumlede hun som hun gned sine øjne. Det var så tydeligt at hun holdt sine tårer tilbage, men hun ville ikke græde igen foran denne blonde fyr. Denne fortabte bror. Hun trak vejret dybt ind og åndede ud roligt.

”Tell me something nobody knows about you,” sagde hun og tog en mundfuld mere af tequilaen. I den fart hun havde gang i ville hun snart være rigtig fuld. Måske der kunne hun vise en smule glæde, men ikke endnu.

Lucille lyttede til ham falde over sine egne ord. Hun kunne vel ikke have været den eneste der havde arvet kunsten at tale ordentligt. Men som hun lyttede på ham kunne hun også høre hans nervøsitet. Den måde som han stoppede sine sætninger og forsatte som om ingen ville opdage det. Hendes kommentar om kærlighed var for nært hende lige nu til at hun ville kunne klare til at høre på det. Det var derfor hun bad om et andet emne. Alt andet end at snakke om romancer og kærlighed mellem to personer. Hun kunne ikke holde tanken ud, og hver gang hun lukkede øjnene kunne hun stadig ane Donovans bedende ansigt og høre de ord han brugte for at få hende til at tilgive ham. Som hun havde stillet sit andet spørgsmål så hun over på Tidus. Rusland? Hun smilede skævt for hun havde selv været i Rusland få gange, de fleste var kun for at flyve videre, men hun havde da tilbragt et par dage i Moskva engang. Hun satte sig op og tog tequilaen og satte flasken til munden som hun nikkede. Hans spørgsmål kom ikke bag på hende, men alkoholen var begyndt at brænde i hende. Hun stillede roligt flasken fra sig på bordet mellem dem og hun så lidt på de så genkendelige øjne foran sig.

”There are a lot of stuff that people don’t know about me – but I think my biggest secret is that I’m afraid to die alone,” sagde hun og så roligt på Tidus. Hun slikkede forsigtigt på det sår hun havde bidt i sin læbe tidligere. Det var ved at hele, men smagen af metal var stadig meget stærk i hendes sanser. Hun vendte hovedet på skrå som hun studerede hendes bror. ”The voices that scream out at me at night, the whispers from other banshees, that does not scare me at all – in fact I find comfort in it,” sagde hun og rejste sig op og gik over til Tidus så hun nu stod foran ham. Hun lænede sig let ned foran ham og studerede hans ansigt. Mon han lignede deres far mere end hun gjorde? Selvfølgelig havde den blonde fyr mandlige træk, men udover det, lignede han så deres far? Hun var ikke sikker på hun havde lyst til at finde ud af det. Kort efter at have stået så tæt på ham satte hun sig ved siden af ham i sofaen og rakte ud efter flasken igen. Hendes lille krop var ved at have nok alkohol indenbords, men hun kunne stadig mærke smerten, så det betød hun lige så godt kunne forsætte.

”I always wanted to be you,” indrømmede hun med et lille suk.

”It’s not just a scary thought, it’s a thing that could become a reality,” mumlede hun inden hun havde rejst sig op og sat sig ved siden af ham. Som hun sagde hendes ønske om at have været Tidus smilede hun trist ved hans reaktion. Hun havde næsten set den komme, for hun ville nok reagere på samme måde. Men hun vidste også at Tidus ikke forstod meningen bag hendes ord. Hun sukkede og lænede sig tilbage som han råbte af hende. Hendes krop var så fuld af alkohol at han kunne slå hende og hun ville lade det pralle af. Som han satte tequila flasken fra sig hårdt så hun op på ham med et blik der signalerede ’er du færdig’. Derpå tog hun nemt flasken og tog en mundfuld. ”Yea, like mummy dear is any better,” sagde hun ironisk og vendte sine blå øjne mod de blonde lokker som hendes bror havde. Hun genkendte det og når hendes blik nåede ned til hans øjne kunne det føles som at kigge sig selv i et spejl. Begge var tydelig hurtigt til vrede, stædige og ikke mindst langt fra tilfreds med deres opvækst. Hun sukkede opgivende og lagde sig nu ned i sofaen, stadig med plads til at han kunne sætte sig ved siden af hende.

”It’s just something I always have felt, you can’t judge me for feeling like this,” sagde hun koldt og stillede flasken på gulvet ved siden af sofaen. Den var ved at være tom. Begge søskende måtte have mere end rigelig alkohol i blodet nu her – i hvert fald nok til at slå et menneske ihjel. Alligevel forsatte deres kroppe og om det var stædighed eller vrede vidste hun ikke. ”Besides, can you blame me for wishing I was born out of love? You’ve never seen the look mother can give me at times – I know she tries to love me, but she has a hard time keeping it up,” hviskede hun og så op i loftet. Gud hvor var hun fuld, men hendes smerte og følelser var væk. Hun var en tom skal der bare snakkede så logisk som hun kunne med alt det sprut i hende. Det var rart at ligge på den her sofa igen efter alle de år. Hun havde sjældent været hjemme siden hun fik arbejde som model, og havde rejst ud over det meste af verdenen. Da hun var kommet hjem en dag og mød Vaitiare havde hun flippet ud, men det var trods alt gået bedre med Tidus. Tidus svarede igen, Vaitiare havde bare været stille. Stilhed. Det var det værste hun kendte til. Det var nok derfor hun omringede sig med folk og bekendte. Det behøvede ikke engang at være venner, bare folk der snakkede var fint.

”A part of me feel like if I was born before you, I wouldn’t have this empty feeling inside of me. It’s hard to describe. It’s like I try and reach out and get in touch with who I am, but every time I am reminded that I was never supposed to be,” sagde hun roligt som hun så op i loftet. Ingen tårer. Ingen følelser i ansigtet. Bare et tomt blik og ord der kom direkte fra hendes tanker."My name means light, so how ironic is it that I was born from a dark and twisted act," mumlede hun.

Lucille sukkede roligt som hun så op i loftet. Hun forventede at han blev ved med at råbe efter hvad hun havde sagt, men i stedet satte han sig tungt ned ved siden af hende. Hans ord var rolige men hun kunne ikke få sig selv til at blive vred over de ord. Han talte vel bare hans sandhed og hans spørgsmål om hun ville se sig selv som det barn resten af hendes liv trak hun blidt på skuldrene. ”I guess there are some things that you have to live with and accept, and at times Donovan took that feeling away. He had this amazing way of looking at me, telling me how he loved me and stroking my cheek so that I was on cloud nine,” sagde hun roligt som hun så op i loftet. Det var underligt hvor roligt hun kunne snakke om hendes brud der før havde bragt hende i tårer. Men det var som om der ikke var flere tårer. De tårer hun havde grædt var frustration og vrede, men når hun var trist var det som om tårerne sad fast. De kunne ikke komme ud uanset hvad hun gjorde, og det kunne til tider være en frustration.

”I know that life is hard for everyone, and that makes it harder for me to accept my existence. If I was the only one with pain, it would have been easier – I could have found joy in other peoples happiness, but this eternal suffering of immortality is really getting to me,” sagde hun og så på Tidus. Hendes øjne var rolige, næsten som om hun ikke havde noget tilbage i sig der var værd at holde fat i. Hun satte sig op i skrædderstilling og så på Tidus. Hendes front var mod ham som hun sad på den bløde sofa og hun rakte en hånd ud mod hans kind. ”I wish I could hate you, I really do – but then again, what is the sun without it’s light?” sagde hun en smule trist og slap derpå hans kind og rejste sig op. Hun gik over til vinduet og så ud.

”Please don’t pity me, I get enough of that from all my fake friends,” sagde hun og sukkede opgivende. Livet som model var overfladisk, og det var vel derfor de fleste af hendes venskaber var det samme. Det var vel hendes egen skyld, for hun havde jo aldrig ment at hun behøvede andre end Donovan, og sikke en idiot hun havde været. Hun havde Alexander og Zabrina, to personer der var så tætte på hende at det til tider kunne overraske hende at hun holdt så meget af dem. Og så var der Anne, med hendes bløde smil og moderlige ord. Hun så på Tidus som han snakkede og citerede sin ven, og hun tog en dyb indånding for ikke at blive vred over det citat. Hun kunne jo se sig selv i det så meget at det brændte. Som hun satte sig op og rørte ved hans kind rullede hun med øjnene som han kaldte hende for lys. Hun gav ham et lille klap på kinden, ikke hårdt, men nok til at signalere at det skulle han aldrig kalde hende igen. Derpå rejste hun sig op. Alkoholen brusede i hendes krop og hun lænede sig op af vindueskarmen.

”Anne is basically my second mother, for all I know – She and mum still love eachother very dearly, but I don’t know if they still consider themselves together as a couple or just friends,” sagde Lucille roligt. Det var tydeligt at hun var ligeglad med seksualitet og hæmninger var vel noget hun havde lært at smide en gang i mellem af Alexander. ”She’s very lovely, known our mother for a long time, so it makes sense they are drawn to eachother – Once a lover always a lover, right?” sagde hun og lo lidt. Hendes krop rystede som hun mærkede alkoholens gang gennem hendes blod.

”I want to learn how to love again, but I am afraid to really open myself up to that hurting feeling,” indrømmede hun som hun kiggede ud på mørket.

Lucille smilede blidt og så en smule taknemmelig på ham som han lovede ikke at være en af hendes falske venner. Det gav hende håb om at de måske kunne være venner. Hvad tænkte hun på? For blot en time side havde hun overvejet at lade fyren falde mod jorden og splatte ud. Hun sukkede opgivende af sig selv. Som han talte om Anne kunne Lucille ikke lade være med at stivne en smule op. Anne var mere end bare hendes mors veninde og elskerinde. Hun var der altid for Lucille når hendes mor ikke kunne finde kærligheden i sit hjerte til hende. ”She’s very nice, but she’s quite snobby as well – Might be were I get it from,” sagde Lucille og lo lidt. Hendes hoved kørte en smule og alkoholen hjalp ikke på hendes ord. Som Tidus begyndte at snakke om kærlighed sukkede hun let. Han havde ret, for hvilken belastning var det at være så afhængig af en anden, og ikke mindst at skulle stole på den man fandt som sit hjertes udkårne.

”But that crazy love makes you forgive and forget a lot, and it gives you this warm feeling of belonging to someone. It makes you hunger for their lips, their body and their soul,” mumlede Lucille stille og så over på Tidus som han nærmest dansede væk fra hende. Som Tidus landede med et bump på jorden bukkede Lucille sig forover og den sødeste og uskyldigste latter undslap hendes læber. Hun kunne ikke lade være med at grine, for han var lige så distræt som hun selv var. Hun kørte et par latter tårer fra sine øjne og forsøgte at rette sig selv op. Dog kom latteren igen og hun var nød til at læne sig op af vindueskarmen for ikke selv at lande på gulvet. Da hun havde grint af væltede hun bevidst om på sofaen og lo forsat en smule.

”God I miss the feeling of love – it always made it easier to laugh and be happy,” sagde hun og så over på sin bror med et sløret blik. ”Are you in love?” spurgte hun og mærkede sine øjne være tunge.

Lucilles latter fyldte huset som han lavede sjovt med hendes snobbethed. Hun kom vel ikke udenom at hun engang imellem kunne lyde forkælet og som en der fik sin vilje. Dog var hun faktisk meget nede på jorden, hun havde bare en attitude der skreg det. Da deres samtale omhandlede kærlighed igen sukkede hun blidt som han sagde at han havde været forelsket før. Hun så over på ham med et drilsk smil som han nævnte at han havde et lille crush og hans pegende finger lokkede hende bare mere. Hun væltede ud af sofaen og klatrede hen af gulvet til hun var ved ham. Hendes blonde hår hang ned over hans ansigt som hun så ham i øjnene. ”Who’s your crush? Anyone I know or should know?” spurgte hun og stak tungen drilsk ud som hun kolapsede ved siden af ham på gulvet. Ej hvor var hun fuld og hans grynte lyd fik hende til at skrige af grin.

”Tell me who the crush is!” sagde hun med et blik nu låst fast på Tidus. Han havde ikke nævnt noget om at han var til fyrer, så hun vidste ikke hvad hun forventede at han sagde som hun rullede rundt og lå på siden som hun kiggede på ham.

”Brunette, blue eyes and a beautiful smile? I might just steal him from you,” lo hun for sjov. Dog kunne man se at hun ikke mente det bogstaveligt. Hun kiggede undersøgende på ham og kom med en lille drillende ’uuh’ lyd som hun så hvordan hans tanker kørte i hans hoved. Han måtte vel have et eller andet i hans tanker som han ikke ville dele. Derpå sagde han at han ikke kunne have ham og hun rynkede på brynene og satte sig op og gav et puf til fyren på gulvet. ”Why can’t you have him? If he’s human then there’s no time to waste, right?” sagde hun nu med et bekymret blik. Hun fjernede med lidt besvær den arm han havde slynget over sine øjne og så ham ind i det velkendte blå blik.

”Just because I don’t believe in love anymore, doesn’t mean you get to be a debbie downer,” sagde hun drilsk og smilede varmt til ham. Hun lagde sig derpå ned med hovedet på hans arm. Hendes bevægelser var så naturlige og hun kiggede stadig på sin bror. ”Does he like you back?” spurgte hun og rakte tungen af ham. Det var så pinligt synligt hvor fuld hun var, men det gjorde også at hun havde nemmere ved at snakke om følelser. Havde hun været ædru havde hun nok sagt at han skulle give op, men man skulle vel høre sandheden fra små børn og fulde folk. Hendes slanke figur lå roligt ved siden af ham, og hun kunne mærke varmen fra pejsen mod sin hovedbund. Den var rar og hun smilede lidt saglig som hun lukkede øjnene.

”If you fall in love with him we could always make him immortal, you know – there is ways,” sagde hun og gabte som hun puttede sig ind til ham, som en lille pige der puttede sig ind til sin storebror.