Is this seat taken?

Gæst

Tid: Lidt efter middagstid på en lørdag
Sted: Brewed, Gaia
Vejr: Vejret er køligt udenfor, men inde i centeret er det ret så behageligt.
Påklædning: Udseende og tøj

Dedikeret til @Cassandra

Josiah havde taget hjemmefra i god tid den morgen og havde været rundt med ansøgninger. Da han endelig nåede Brewed i Gaia Square var det hans sidste stop. Ved disken spurgte han efter chefen for kaffeshoppen og han overrakte hans ansøgning og CV. Chefen virkede dog positivt overasket over hans ansøgning og takkede ham, med ordene om at han ville høre fra dem inden for en uge. Dog vidste Josiah også at sandsynligheden for et arbejde for ham her var minimalt. Han havde trods alt kun hans erfaring fra militæret på sit CV, ja det og så hans GCSE karakterer. Dog takkede han chefen mange gange og bestilte derpå en te. Han havde resten af dagen til at lave ingenting – eller det var løgn. Han havde lovet Elijah og komme ned på teateret om aftenen og hjælpe med nogle lys, men indtil da var han en fri mand. Som han fik teen takkede han og efterlod et mindre tip i bøtten. Han gik over til en af stationerne hvor sukker, skeer og mælk var til fri afbenyttelse. Han kom godt med sukker og mælk i før han så sig rundt efter et tomt bord. Kaffe baren var dog ret så fuld, dog så han en kvinde mere eller mindre begravet i sine bøger der havde en tom plads foran sig. Med et par lette skridt var han ovre ved hende og så på de mørke lokker der voksede fra hendes hovedbund.

”Hi, sorry – I was just wondering if this seat was taken?” sagde han en smule nervøst og stod lidt og trippede for at måtte sætte sig ned i hendes nærvær. Han ville dog ikke give den forkerte udstråling, så han valgte høfligt at blive stående til hun ville svare. Hvis svaret var nej ville han en smule skuffet gå over til væggen og drikke sin kop i stilhed, men hvis svaret var ja ville han sætte sig ned med et varmt smil og kigge ud på de mennesker der passerede ruderne.

Gæst

Cass havde de seneste par måneder ikke deltaget i undervisningen og derfor var hun kommet en del bagud med læsningen. Hendes læs af bøger fyldte hele hendes taske, og med titler som besværgelsers historie og Forberedelse til forbandelseskreering stablet på bordet og en stor kop kaffe stående ved siden af sin albue, sad hun med snuden begravet i en notesbog med et forvirret udtryk malet ud i hele ansigtet. Hun havde siddet der i flere timer, men hun var ikke rigtig kommet længere. Hun vidste at hun var nødt til at tage en pause snart, men frygten for at blive endnu mere bagud overvandt hver gang.
Hun havde stirret i hendes notesbog i lidt mere end en halv time, da hun begyndte at miste koncentrationen mere og mere. Hun så hen mod indgangen til cafeen, og bemærkede en ung mand træde ind. Hans tjavsede hår fik hende til at smile skævt, men der var noget andet ved ham, som hun ikke kunne sætte fingeren på. Sommerfugle i maven var et fænomen hun ikke var bekendt med, så den underlige følelse hun sad med gav ingen mening for hende. Hun rystede svagt på hovedet, og så derefter ned i sin notesbog i stedet. Ordene flød sammen, og i et frustreret suk satte hun sig til at tage en tår af sin kaffe inden hun lukkede notesbogen sammen og fandt bogen om besværgelser frem igen. Hun havde mere end en gang fået kommentarer som at hun bare var en Harry Potter nørd, og naturligvis modbeviste hun aldrig deres antagelser.
Det var først da den unge mand havde stået og talt med manageren af cafeen Cass så op mod ham igen. Denne gang stod han med en kop med noget i, henne ved stationen med mælk, sukker og så videre. Hun bemærkede hans sukkermængde var nogenlunde den samme som hendes egen, hvilket egentlig var en smule morsomt.
Hun smilede for sig selv, og så ned i bogen igen, men stivnede brat da hun fornemmede hvordan manden nærmede sig. Pludselig stod han ved hendes bord og spurgte om han måtte sidde ved hende. Hun rettede blikket mod ham, med et varmt og venligt smil.
''Well, the seat's free if you can handle my study mess..'' sagde hun med et skævt smil, inden hun med sin fod skubbededen stol der stod modsat hende ud så han kunne sætte sig ned. Hun tog de lukkede bøger og hendes notesbog og lagde ned i sin taske, inden hun rettede kort på sin blazer, og vendte tilbage til sin bog. Naturligvis, hvis han begyndte at tale til hende, ville hun ligge bogen hun sad med væk og faktisk engagere sig i samtalen. Hendes sorte jeans og hendes hvide t-shirt stod i god kontrast til hinanden, og hendes sorte blazer som blev lukket med én knap dækkede for det faktum at hun ikke havde haft lyst til at tage en bh på her til morgen.
Om halsen havde hun et tyndt silketørklæde i hvidt med akvarel-lignende citroner trykt på. Hendes hår var samlet i en lettere rodet knold, og hendes makeup var mere simpel en normal. Hun havde ikke rigtig noget at skulle i dag ud over at studere alligevel.

Gæst

Josiah smilede lidt for sig selv og takkede som han satte sig ved bordet. Han tog en hurtigt mund af te, og skar en grimasse. Den var for varm og han følte sin tunge være brændt. Han satte teen fra sig og stak tungen en smule ud af munden for at signalere at det var for varmt – dog gjorde han det uden intention om at genere den unge kvinde foran sig. Eller ville det være passende at kalde hende en ung kvinde? De var vel omtrent samme alder, og Josiah vidste ikke helt hvad han skulle sige. I stedet sad han lidt i stilhed og kiggede på ryggen af hendes bøger. Titlerne var ikke nogen han genkendte, men nu var han heller ikke typen der havde åbnet mange bøger gennem hans liv. Han smilte lidt for sig selv og følte sig egentlig godt tilpas. Hans lettere brune øjne så rundt på folk inde på caféen, mens han tog en hånd og ruskede lidt op i sit hår. Det var ikke alt for langt nu her, men det var allerede begyndt at krølle, og det generede ham en smule. Han følte sig altid så opmærksom på sig selv når han havde sit krøllede hår – og ikke på den gode måde.

”So… What’cha reading?” spurgte han med et smil. Han ville ikke forstyrre hende, men hun havde fanget hans nysgerrighed og han kunne ikke lade være med at stikke sin næse i andre folks ting. Hans sergent havde altid givet ham straf for ikke blot at følge ordrene, men i stedet stille spørgsmål for dem. Dog var dagene i militæret bag ham, og her sad en ret så munter fyr. Som han kiggede på hende kunne han ikke lade være med at finde sig selv rødme en smule. Hun var en køn kvinde, hvis han selv skulle sige det – og det skulle han vel. Dog forsøgte han ikke at tænke over det for meget og ruskede igen op i hans hår. Det forbandede krøllede hår. Han sukkede let som om det ville hjælpe, men nej, han havde fået hans fars gener – og det samme havde hans tvillingebror. Elijah så dog meget bedre ud med krøller, og det var som om når Josiahs blev langt nok lignede det bare en slatten høstak. Han forsøgte at tage endnu en tår af teen, men denne gang en smule mere forsigtigt.

”Are you into wicca or something?” spurgte han i et håb om at han havde ramt rigtigt. Dog hvem kunne sige hvad denne kvinde havde af interesser. Alt han kunne gøre var bare at stirre ind i de smukke mørkebrune øjne foran sig.

Gæst

Cass havde godt bemærket at hans te var en anelse varm, eftersom han sad med tungen ude i et kort øjeblik. Hun kunne vel egentlig godt have fortalt ham at hvis man fjernede skeen fra koppen så ville den køle ned hurtigere, men hvad sjov var der i det?
Da han talte til hende så hun roligt op fra sin bog, med et lille smil for at angive at det ikke gjorde noget at han talte til hende.
''Well, I'm just going through some homework that I needed to finish.'' sagde hun med et skuldetræk inden hun tog en tår af sin egen kaffe. Hans næste kommentar til hende dog til at lufte et øjenbryn en lille smule. Wikka havde været en måde at få lov til at leve som heks uden at blive forfulgt dengang i den Edvardianske era, så det gav jo mening at en person der ikke rigtig kendte til magi - eller troede på det - ville antage at det var hvad det handlede om.
''You know about wicca?'' spurgte hun mens hun lukkede bogen sammen og smuttede den ned i tasken sammen med sine andre ting. Denne mand havde helt klart fanget hendes interesse, på mere end en måde. Hendes mave slog knuder, og hun kunne mærke hvordan at hendes kinder blev varme når han så på hende. Hun prøvede dog at ryste det af sig mentalt, og gav kaffen skylden. Fire kopper kaffe på et par timer kunne sagtens gøre hende en smule jibberish.
''What's your poison?'' hun nikkede mod koppen, og bed sig lidt i læben. Hun havde set hans anvendelse af mælk og sukker, så enten hadede han smagen af kaffe eller også nød han virkelig en sød omgang sukkervand. Ligemeget hvad, så mindede det jo lidt om hende selv. Hun elskede kaffe, men sort kaffe havde hun aldrig kunne lide - det var alt for bittert.

Gæst

Josiah nikkede som hun nævnte hendes lektier. Hun måtte vel gå på universitetet eller noget i den stil. Måske noget historie og hekseforfølgelse? Uanset hvad var det hvad han rationaliserede det med. Dog var han gladelig overrasket over at hun faktisk virkede interesseret i at snakke med ham. Han var ikke kendt som en charmør, og ofte nåede han at blive afvist før han havde sagt et ord. Han skiftede vægten af sin krop en smule som han satte sig mere til rette i stolen. Det var ikke den mest behagelige stol, men det var bedre end at stå op af en væg og drikke sin te alene. Hendes spørgsmål fik ham til at smile en smule genert og han så ned i hans te som han overvejede sit svar. Han kunne ikke lyve og sige at han vidste rigtig meget om det, faktisk vidste han kun det mest basale og ikke meget andet. Det var noget de havde haft om i hans skole, og det var en af de sjove ting hans hoved kunne huske.

”Well, just the basics, but nothing more I’m afraid,” sagde han med sit generte smil som hans brune øjne fandt vej til hendes. Hun virkede så underligt interesseret i at snakke med ham, at han fandt det ret så underligt. Måske var det bare noget han bildte sig selv ind. En smuk kvinde som hende ville nok ikke have noget at gøre med en fyr som ham. Som hun pakkede sine ting væk følte han sit hjerte springe over et pump og han var bange for at hun nu var på vej væk. Dog da hun blev siddende gik hans hjerte bare i gang med at banke en smule hurtigere. Hendes spørgsmål til hans drikkevare gjorde ham en smule overrasket og han udåndede et lille grin. ”Tea, nothing fancy – but I just can’t drink it without sugar or milk,” sagde han med et lettere undskyldende blik. Han vidste ikke hvorfor han reagerede sådan her overfor hende, men det var sjældent at nogen havde givet ham den form for opmærksomhed. Nok havde han været populær i hans skoletid, men det var hovedsageligt fordi han var på adskillige sportshold. Tiden i militæret havde heller ikke hjulpet, da han jo det meste af tiden bare havde fulgt ordre. Men i den virkelige verden havde du ikke en sergent der råbte af dig og fortalte dig hvad du skulle gøre. Han smilede let for sig selv og følte sig en smule idiotisk i denne situation.

”My,” sagde han og rømmede sig en smule. Det var som om hans luftrør ikke ville lade ham få luft nok til at snakke til kvinden overfor ham. Dog lykkedes det at få klemt den næste sætning ud, så den var nogenlunde forståelig. ”My name’s Josiah, but most just prefer Joe … What’s your name?” spurgte han og følte sig lidt som den generte dreng i klassen der forsøgte at blive venner med en af de andre børn.

Gæst

Cass kunne næppe undgå at smile over hans ærlighed. De fleste havde nok enten prøvet at luske sig udenom spørgsmålet, eller havde løjet om mængden af viden.
''Well, the basics can be quite a lot in itself. For example, there's the Mother and the Farther, and how those two entities actually symbolises everything together.'' sagde hun roligt, med et venligt og forstående smil. Wikka var en stor emneflade, og alt efter som man praktiserede det i covens eller solo var der forskellige praksisser.
''Tea, huh?'' hendes smil virkede en smule drilsk nu - ikke med vilje dog. ''So I take it that you don't really drink coffee... Or am I wrong?'' spurgte hun, med et lille grin. Han lignede godt nok heller ikke en som havde brug for sin morgenkaffe for at vågne. Han lignede mere en stoisk og stringent mand - ikke noget hun var vant til.
Cass kunne ikke undgå at rynke brynene lidt, da han tøvede med at fortælle sit navn. Måden han rømmede sig på afslørede totalt hans nervøsitet. Hans navn gav genlyd og fik det til at ringe lidt for hendes ører. Hun kendte det navn, men hun kunne ikke helt sætte en finger på hvor fra. En bibelsk person måske? Hun rystede tanken af sig, og så på Joe igen.
''My name is Cassandra Angela Avalynn Dumor, a pleasure to meet you! Or, I'm actually most often referred to as Cass or Cassy, since Cassandra was one of the original witches of Salem.'' sagde hun roligt, med et skævt smil.
''So, Joe, what are your talent?'' spurgte hun, med formålet at lokke hans evne ud af ham. Det var en yderst interessant information at have om andre, hvad deres evner var. Hvis de altså havde en. Samtidig var det også en let måde at finde ud af om de var af magisk slægt eller ej. Hvis han ville nævne noget magisk som en evne, ville hun ikke tøve med at vise sine evner. Hvis han derimod ville nævne at hans talent var noget der ikke krævede magiske evner, så ville hun nok ikke lige nævne at hun var en heks - i hvert fald ikke endnu.

Gæst

Som hun begyndte at snakke om wicca kunne han ikke lade være med at smile. Hun snakkede som om hun vidste mere end hvad hun ville vise, og det interesserede ham meget. Udover det var det som om hendes brune øjne lyste op som hun snakkede om emnet, så måske var hendes læsestof mere en ekstra ting hun gik op i. Josiah forsøgte ikke at læse for meget i hvad hun gjorde og sagde, men han fandt sig så overrasket over hendes ønske til at snakke med ham. Dog lod han hende snakke færdig om wicca, men nåede knap at sige noget før hun havde spurgt om hans te. Han kunne ikke lade være med at udbryde en lille latter, en drenget og varm latter der kom helt nede fra mellemgulvet.

”Coffee is just black bean water to me, but if you wanna talk coffee, you’re gonna love my brother,” sagde Josiah. Som han nævnte hans bror følte han sig dum. Hvor dum kunne man være når man faktisk lige nu sad overfor en kvinde der faktisk havde interesse i at snakke med ham, og så nævne sin charmerende bror. Hans bror der var den fødte skuespiller og som havde færdiggjort sin uddannelse mens Josiah havde brugt sin tid i militæret. Et let suk kom fra hans læber. Han var sådan en idiot – nej en kraft idiot. Nu ville hun sikkert bare spørge ind til hans bror, og så var hans chance ude af vinduet. Da snakken gik over i navne kom der en hel roman ud fra hendes læber, og han sad kort med åben mund og så på hende. Cass. Cass ville være meget nemmere.

”How about your royal heighness – A name like that could put the queen to shame!” lo Josiah med sit drengede smil på læben.

Gæst

Det var ikke ligefrem det svar Cass havde regnet med. Bønnevand? Nej, hvad dælen havde den knægt fået for dårlig kaffe i sin tid!?
''Oh dear... Black bean water? Really? Tea is used for herbal infusions used for spells and potions, and your trusting that more than coffee?'' hun ikke ikke lade være med at sige det med et lille smil, som prøvede at forsikre ham om at hun sagde det for sjov. Hun vidste godt at de fleste ikke tænkte voldsomt meget over teens reelle egenskaber, men det var ikke ligefrem noget hun ville overbevise ham for meget om, hvis han ikke var interesseret i det.
Hans kommentar om hans bror undrede hende lidt, men hun ignorerede det. Hans bror kunne langt fra være lige så behagelig og rolig at snakke med, så hvorfor skulle hun dog overhovedet ville møde hans bror?
''Well, I'm not going to love someone over a joined pleasure for coffee. But maybe, just maybe, I could fall for a guy with a soft spot for sweet tea?'' hendes sidste kommentar var lavmælt og en smule drillesyg. Måske hørte han det slet ikke, men det ville heller ikke gøre hende noget eftersom hendes kommentar måske var en smule over stregen.
''You can call me what you want - I blame my mother for my long name!'' grinte hun med et lille skævt smil, inden hun tog en tår mere af sin kaffe. Hun vidste ikke helt hvorfor, men en del af hende havde umådeligt meget lyst til at sidde endnu tættere på ham, dufte til ham... Mærke ham.
I en impulsreaktion rakte hun hånden frem for at give ham hånden.
''Anyway - regardless of my long name - it truly is nice to meet you, Joe!'' sagde hun så, og bed sig lidt i indersiden af kinden, for at undgå at vise at hun selv var en smule påvirket af situationen.

Gæst

Okay, måske gik hun lidt mere op i heksekunsten end først formodet, men hey! Alle havde deres små særheder – eller det troede han da. Dog kunne han ikke holde sin latter tilbage som hun sagde ordene. Den måde hun kunne se så seriøs ud og samtidig lave sjov var virkelig ikke noget han havde oplevet før. Han følte sig dog stadig dum for at have nævnt sin bror, for det var vel bare en af de ting der fløj ud af ham. Ham og hans bror havde altid været så tætte og bevidste om hvad de kunne lide og ikke kunne lide. Tiden hvor de var adskilt havde været underlig, og da de flyttede sammen var de pludselig så forskellige. Josiah vidste at det fyldte en del i hans hoved, men ikke nok til at han ville tage til en psykiater. Han havde sådan en underlig følelse af at det ikke ville hjælpe, selv hvis han gjorde det. Dog virkede hun ikke til at ville vide noget om hans bror, og han følte sig en smule lettet. Hendes kommentar omkring hvem hun kunne falde for fik ham til at blive rød i hovedet. Så rød som en tomat der var klar til at blive høstet, og han forsøgte at tage en mundfuld af sin varme te, men det endte i den gale hals og han hostede derfor. Hvorfor var han også født så kluntet? Militæret havde kun hjulpet på hans fysik, men hans personlighed var den samme kejtede dreng der valgte at melde sig ind.

Han var dog glad da samtalen faldt over i navne og han smilede en smule genert ved hendes kommentar. Han kunne kalde hende alting, og hun fandt hans latterlige joke værd at joke videre med. De mørke øjne der holdt så intenst øje med ham fik ham til at føle sig en smule nervøs, men som hun rakte hånden ud gav han hende hånden. Hendes hånd var blød, men ret så varme – havde hun mon feber? Nej, så ville hun ikke se sådan ud i ansigtet som hun gjorde nu. ”Josiah Oakley,” introducerede han sig selv igen. Nu da hun havde nævnt sit lange navn følte han for at fortælle hele sit navn også. Hendes navn var fantastisk langt, men det gjorde hende blot mere interessant at observere. Et så langt navn måtte vel stamme fra noget royalt, eller måske en gammel slægt. Som hun spurgte ind til hans evner blev han en smule forvirret, og det viste sig tydeligt på hans ansigt.

”I… I can play bass, and run 2 miles in 13 minutes,” sagde han med et smil og vidste ikke helt hvad hun fiskede efter. Men han var interesseret i om han havde ramt rigtigt.

Gæst

Cass kunne ikke lade være med at fornæmme på ham hvilken nervøsitet der herskede i hans krop lige nu. Sagde hun noget forkert? Virkede hun for ivrig? Skræmte hun ham?
''Well, Josiah Oakley, I must admit that calling you Joe seems a lot easier.'' sagde hun roligt inden hun gav hans hånd et blidt klem og slap den igen. Følelsen af hans hud mod hendes fik følelsen af små gnister til at flyve på hendes hud. Hun gispede svagt ved den ukendte følelse, men hun prøvede at skjule det ved at bide sig selv svagt i læben.
Det var da han fortalte om hans talenter at hun bed sig selv lidt i tunget. Joe havde altså ikke magiske evner, og hvis han havde så kendte han sikkert ikke til dem. Han var altså ikke af magisk slægt. Det gjorde hende en smule funderende... Skulle hun fortælle ham om hvad hun var, eller skulle hun holde det for sig selv? Levi havde nydt at tale med hende om deres evner, men var et måske fordi de havde været så ens på alt for mange måder? Joe virkede som den diamentral modsætning til Cass.
''Wow, that's pretty fast, isn't it?'' sagde hun med en oprigtig interesse for hans hastighed. Det var mere end hvad hun kunne, medmindre hun faktisk trænede sig op til det igen. Cass var doven, og elskede at flade ud. Hun hadede virkelig sport af enhver art - med undtagelse af lagengymnastik.
''Maybe we should do a jam session sometime? I play the guitar... And sing, a tiny bit.'' sagde hun med et smil der muligvis afspejlede hendes selvironiske tendens til at omtale sig selv når det kom til hendes musik.
Hun vidste ikke helt hvorfor, men Joe virkede langt mere interessant. Måske fordi han ikke var magisk? Det var så spændende, som om hun kendte til en hemmelighed hun ikke kunne dele med ham, men alligevel ønskede hun at fortælle ham alt om det. Nu måtte han jo tro at hun var totalt sindssyg fordi hun gik op i hekse og heksekunst. Hvad ville være mest acceptabelt for ham som ikke-magiker? At hun praktiserede wikka, eller at hun faktisk var heks?...
''So, Joe, what are you doing here in Gaia?'' hendes spørgsmål kunne måske lokke endnu flere interessante fortællinger om ham frem.

Gæst

Josiah kunne ikke lade være med at smile som han tog en mundfuld mere af sin te. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, men han var egentlig underligt godt tilpas i denne kvindes nærvær. Som de gav hånd lagde han mærke til hendes gisp og så sig lidt omkring. Hvad gispede hun af? Åh nej, det var vel ikke på grund af hans hår. Gud hvor var han træt af de forbandede krøller og så lidt forlegent ned som han slap hendes hånd. Han forsøgte at ruske krøllerne ud af hans hår og glatte det ud, men det resulterede bare i tydeligere krøller. Han sukkede en smule opgivende, han var vel et håbløst tilfælde. Og den måde hun reagerede på hans evner virkede først så tilbageholdende, men så havde hun spurgt om det ikke var ret så hurtigt og Josiah nikkede.

”Fastest in my regiment,” sagde han med en anelse stolthed bag sine øjne. Som hun foreslog at ville have en session med ham rødmede han mere – var det muligt? Han ville elske at have nogle at spille med, altså udover sin bror. ”I-I would love a jam session, but I must warn you – I mainly play 70’s to 90’s,” sagde Josiah og så hende i øjnene. Gud de øjne hun havde! Han kunne drømme sig væk hvis han ikke passede på, men han følte det måske en smule upassende at stirre hende så intenst ind i øjnene. De havde trods alt kun lige mødt hinanden, og han forsøgte ikke at skræmme hende. Dog virkede hun til at være mere interesseret i ham end hun viste, og han tog det som et godt tegn. Måske han faktisk kunne få sin første ven i Gaia – altså ud over hans bror, men han talte ikke med. Dog var der noget der kradsede i ham for at invitere hende ud at spise – ikke at han havde penge til det, men tanken slog ham da. Hendes spørgsmål om hvad han lavede i Gaia fik ham til at sukke lidt.

”Well, I left the military to join my brother moving here – I wanted a change of pace, and Gaia seemed to be the perfect place,” sagde Josiah med et smil. Dog havde han endnu ikke været succesfuld i at finde sig et arbejde, og han havde ingen bil, så det skulle helst være tilgængeligt med offentlig transport. Han kunne dog ikke lade være med at smile til hende. Han kunne høre noget skotsk accent bag hendes stemme, og det gjorde ham nysgerrig. ”Are you scottish, per chance?” spurgte han og rystede på hovedet som om han synes at han lød dum. Hun behøvede ikke svare hvis hun ikke ville.

Gæst

''Wow..! The millitary, huh? Guess I'm the lazy one here.'' sagde hun med et varmt smil, efter hun havde set hvordan han rodede i sine små krøller. Kunne han ikke lide dem? Hun syntes nu at de så en smule nuttede ud.
Da han accepterede hendes forslag om en jam session på et tidspunkt kunne hun ikke lade være med at nikke roligt til hans musiksmag. Det kom egentlig ikke bag på hende - utrolig meget musik af fremragende kaliber blev produceret i de 30 år. Dog var hun mest til Alanis Morisette og Smash Mouth. Ja, hun var måske mærkelig, men hun nød faktisk den melankoske følelse Alanis kunne fremprovokere.
Hans svar på hvad han lavede i Gaia fik hende dog til at tøve lidt. Han havde forladt militæret fordi han ville tage den med ro? Gaia var ikke det rette sted for ham, hvis det forholdte sig sådan. Han var tydeligvis et menneske som ikke kendte til magi, så når han endelig ville opdage det ville han nok fortryde at han var flyttet hertil, og stikke af hurtigst muligt. Hun ikkede dog til hans svar, for at hentyde til at hun havde hørt ham. Hans spørgsmål om hendes afstamning fik hende til at så uforstående på ham. Skotsk? Øh, tjoh... Det var hun jo. Hun var føt og opvokset i Skotland, men hun var jo teknisk racemæssigt en hybrid mellem heks og drakon... Ikke at hun ville indrømme det.
''Well, yeah. I was born and raised in Scotland. Why?'' spurgte hun inden hun tog en tår mere af sin alt for store portion kaffe. Hun elskede virkelig sin kaffe, men hun vidste også godt at hun var nødt til at stoppe med at drikke det for i dag efter denne kop, ellers ville hun få abstinenser senere på aftenen.
''And you? Where are you from, Joe?'' spurgte hun så, og bed sig lidt i læben. Det var egentlig morsomt hvordan han lod til at være lige så interesseret i hende som hun var i ham. Det skete ellers sjældent nu til dags.

Gæst

”Lazy? No, I would never call you that – Look at all those book you were reading when I got over here. That’s not being lazy,” lo Josiah mens han så ned i sin te. Hun var så køn at kigge på at han var nød til at holde nogle pauser, ellers ville hans hjerte nok hoppe ud af hans bryst. Det var underligt, men han havde da følt sig tiltrukket til kvinder før. Måske det var fordi hun faktisk også viste interesse i ham at han havde det sådan. Han smilede som han havde gættet rigtigt. Så havde han ikke hørt helt forkert i accenten – han have hørt accenter fra de fleste steder på de britiske øer, men han ville ikke forsøge at fornærme nogen. Nogle gange var der nogen der lød irske, men faktisk var skotske. Det kunne godt være lidt forvirrende for en englænder som ham selv.

”Well, you don’t have the strongest accent, but I could here a bit of Edinburgh in your voice,” sagde Joe med et lettere genert smil. Det var underligt. Normalt var han typen der forholdt sig stille omkring nye mennesker, men hun gjorde ham så nysgerrig. Det var nok derfor han nogle gange fortrød hvad han spyttede ud. Han var ikke altid god til at overveje sine formuleringer inden han talte – faktisk var han ret så god til bare at snakke lige ud af posen. Så hun var født og opvokset i Skotland. Han havde kun været i Skotland på ferie som barn, ikke andet havde han af forbindelse til det sted. Hendes spørgsmål om hvor han var fra fik ham dog til at se op på de smukke brune øjne. ”I grew up not far from Brighton,” sagde han med et smil. Han tog den sidste mundfuld af sin te og kiggede lidt på det overskydende sukker der lå i bunden. Alt det sukker han havde kommet i, og det meste kunne teens varme ikke engang opløse. Måske han skulle til at blive voksen og undgå sukkeret. Og så igen, han kunne ikke fordrage den bitre smag.

”My parents have a small farm a few miles out of Brighton, so I guess I’m a farmer by blood, military man by cercumstance and jobless by chance,” sagde han og smilede lidt. Det var lidt af en sjov blanding han havde i sit liv, men han vidste at hvis han ikke snart fandt arbejde i Gaia måtte han søge tilbage i militæret. Måske skulle han melde sig til fremmedlegionen? Så ville han da være sikker på arbejde på fuld tid, og han ville også kunne komme ud og se i verden. Dog fandt han Gaia meget mere interessant efter at have lagt sine øjne på Cassandra. Hans muligheder lå dog stadig i hans baghoved, og man kunne se på hans ansigt hvordan det knirkede bag hans pande.

Gæst

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over hans måde at komplimenterer hendes studiefærdigheder på. Enten var den her fyr virkelig vild med hende, eller også ville han bare ikke virke nedladende - hun var ikke helt sikker.
''Lazy as I can be, I do love a nice evening at the couch with a movie and some snacks!'' sagde hun med latter i stemmen. Det var tydeligt at hun nød samtalen, ellers havde hun rejst sig op for længst og var smuttet tilbage til akademiet for at komme videre med læsningen.
''My accent faded when I moved the first time. It has been a lot worse, trust me!'' grinte hun roligt, og så ned på sin næsten tomme kaffekop. Hun overvejede kort at købe en kop mere, men droppede tanken hurtigt igen da hun ikke ville risikerer at blive alt for hyper.
''Brighton? Farmers? I thought Brighton was a coastal city?'' spurgte hun undrende, men samtidig også for at vise at hun var interesseret i at vide mere om ham og hvor han kom fra.
''And don't worry, you'll get a job soon enough!'' sagde hun roligt, inden hun så ned på sin taske.
''Would you by any chance like to go for a walk? I know that it is a bit cold outside, but I need to go back to the academy soon, and..'' hun tøvede lidt og så på ham med et prøvende smil. Hvis han ikke havde lyst kunne hun sagtens forstå ham, køligt vejr var ikke særlig behageligt - specielt for hende da hun let kom til at fryse.
Hun rejste sig og tog sin taske op og stå på stolen. Den var fyldt med bøger, alle sammen relateret til hvad Joe ville mene var wikkansk praksis. Hun nænnede ikke fortælle ham at der var mere i det end religion. Hun tog sin frakke fra ryglænet på stolen og trak den om sig inden hun så på Joe igen, afventende. Ville han følge hende tilbage mod akademiet eller ville han blive indenfor i varmen?

Gæst

Josiah smilede over hendes kommentar. Han var selv fan af en aften på sofaen, men han havde ofte svært ved at sidde stille længe. Det var nok derfor han sad og hoppede lidt op og ned med sin fod. Ikke fordi han var utålmodig, men han havde så meget energi i sig, specielt efter denne stærke omgang af sukker med te i. ”My guilty pleasure is watching ’The Breakfast Club’ sorrounded by crisps and a big bowl of M&M’s,” lo han stille og fortrød straks denne udtalelse. Han havde det som om at alt han sagde kom ud forkert og lød kejtet eller underligt. Dog smilede han let som hun snakkede om sin accent. Selvom den måske var forsvundet en del, kunne han stadig høre de skotske undertoner. En latter fulgt Cassandra som hun grinte. Hendes latter var smittende, og han ville gerne høre den igen. Måske han skulle forsætte med at sige dumme ting – det var måske underholdende? Som hun snakkede om Brighton nikkede han.

”Brighton is a costal town, but around the city there’s quite a lot of farms – mostly animals though,” sagde han med et smil. Det lød selvfølgelig lidt sjovt at en by som Brighton havde gårde omkring sig, men det var England i en nøddeskal. Enten havde du en storby eller også havde du en landsby med gårde spredt ud over det hele. At være vokset op på en gård var alt han kendte til, men han havde elsket det. Han elskede dyr og at få arbejdet sin krop i bund, så han efter en lang dag kunne sidde mere stille. Som hun rejste sig og foreslog en gåtur nikkede han, dog greb han instinktivt ud efter hendes taske og svang den over skulderen. Nok var den tung, men det var ikke noget han ikke kunne klare. Han rette let ryggen og nikkede.

”I would love to go for a walk, and the Academy – that’s the big compound here in Gaia, right?” sagde han med et smil. Han var stadig lidt ukendt med hvad der var i Gaia, men den store samling af bygninger var svært at undgå. Selvom det var koldt udenfor ville det ikke være den længste gåtur. Desuden var en hver gåtur altid bedst i selvskab af en anden.

Gæst

Det var ikke ligefrem fordi hun gad tilbage til akademiet, men måske blev turen mere behagelig når nu hun havde Joe til at følge hende tilbage.
Da Joe tog hendes taske for hende skulle hun lige til at stoppe ham, men hun rettede i stedet ryggen og så på ham med et skævt smil.
''You're a real gentleman, aren't you?'' sagde hun med et drillende glimt i øjet. Det kunne simpelthen ikke være bedre snart - ikke i hendes optik. Han var sød, galant og lidt af et fjumrehoved lige som hende selv.
Da han spurgte ind til akademiet og Gaia, kunne hun ikke undgå at smile lidt over hans uvidenhed. Han vidste virkelig ikke noget om hvad der skete i byen?
''Well, I'm actually quite new to Gaia myself, to be honest. I've lived here since september, so...'' sagde hun med et skuldertræk, inden hun nikkede hen mod døren.
''Shall we?'' spurgte hun, inden hun instinktivt gik hen mod udgang, og åbnede døren for Joe. Han var ikke den eneste der havde gode manerer, når hun altså havde lyst til det.
Da de var kommet udenfor, trak hun vejret dybt - som om det var første gang i flere timer hun faktisk kunne få vejret. Hun lukkede kort øjnene og rullede med hovedet så hendes nakke knækkede flere gange. Det var tydeligt at hun havde siddet ned i flere timer.
''So, Joe, do you believe in the supernatural?'' spurgte hun, og rettede de hasselfarvede øjne mod ham igen, mens hun begyndte at gå langs en af sidegaderne. Mon ikke han kendte vejen til akademiet godt nok til at vide at hun var på vej ud på en omvej som sandysnligvis ville tage lidt længere tid end normalt?

Gæst

Josiah var ret så glad for at hun ikke havde afvist at han tog hendes taske. Det var nu nok på grund af hans opdragelse at han gjorde det, så det føltes så naturligt. Desuden var han både afslappet og en smule spændt i hendes nærvær. Hendes kommentar fik ham til at rødme en smule og han så væk og mumlede noget i stil med at det bare var sådan han var. Da hun åbnede døren for ham smilede han og gik ud. Det gjorde ham kun mere tilpas at hun fortalte at hun selv var tilflytter – så havde de vel noget til fælles. Kulden ramte lige igennem hans læderjakke, og han gøs lidt. Han skulle måske have taget noget varmere på. Dog var han glad for at han havde taget en termotrøje på inde under hans skjorte, så vinden bed knap så meget som den kunne have. Da hun gik ned af en sidegade fulgte han med, som en fortabt hundehvalp der ikke kunne finde vej. Han var endnu ikke så godt bekendt med byen og det meste af tiden havde han en GPS på sin mobil tændt for at sikre sig at han kom det rigtige sted. Gaia var virkelig en stor by. Dermed ikke sagt at han havde en dårlig stedfornemmelse, men når byens gader ofte lignede hinanden kunne det være svært at finde vej bare ud fra stedsansen. Hendes spørgsmål fik ham til at grine.

”Like ghosts and werewolfs and witches?” spurgte Josiah med et smil på læben. Som de gik stak han hænderne ned i lommerne på sine bukser og forsøgte at gå samme tempo som hende. Han havde en tendens til at gå hurtigt hvis han ikke tænkte over det. Egentlig havde han aldrig rigtig tænkt over det spørgsmål, hans hoved havde altid været fyldt af mindre filosofiske spørgsmål – så som hvad han skulle have til morgenmad, eller hvilke par bukser han skulle have på den dag. Det gik op for ham at der var meget han ikke havde overvejet gennem sit liv, men som de gik der sammen var det ikke noget han havde lyst til at spekulere på. ”I mean, I don’t know… I guess I wouldn’t know – I hardly know what I wanna do with my life, so who am I to say that there are something else in this world?” sagde han med et smil som de gik. Kulden ramte hans ansigt, men det gjorde ham ikke noget, det værste var når vinden greb i hans krøllede hår og fik det til at puffe en smule op. På nuværende tidspunkt havde han dog givet op på at rette på sin frisure – det var heller ikke det nemmeste at gøre i blæsevejr.

”I think anythings possible – I mean we human scan be so cruel to eachother as it is with war and murders. I would like to think that there could be some other race more peaceful than us,” sagde han med et smil. Han var langt fra militærnægter – han havde jo selv været i militæret – men han så ofte krig som noget meget politisk. Det hele handlede om magt og mindre om at få orden i det rod der var rundt omkring dem.

Gæst

''I think you're going to like it here.'' sagde hun med et roligt smil mens hun gik. Det var rart at høre, at han ikke afskrev andre racers eksistens, specielt når man tænkte på hvad Cass egentlig var.
''Then how about witches? Scary old hags, or majestic beings filled to the brim with magical powers?'' hun kiggede drilsk på ham, blinkede til ham og forsatte videre ned af sidegaden. Han måtte efterhånden tro at hun var helt gak, eller at hun prøvede at overfalde ham i en mørk gyde, men hun tog chancen. Hun vidste godt selv at der ikke var mange udenfor Gaia der troede på hendes races eksistens var en god ting - faktisk havde hun ofte fælt sig lige så forfulgt som heksene i Salem. Det kunne dog have noget med hendes opvækst at gøre.
Hun bemærkede hvordan hans krøller pustede sig om som små gråspurve i kulden, og smilede endnu mere. Hun forestillede sig kort hvordan Levi havde siddet og leget med vinden bare for at drille Joe, men hun slog hurtigt den tanke fra sig igen.
''Or what about dragons? As a guy, you must love dragons, right!?'' grinte hun, bare for at drille ham. Hun puffede blidt til ham, for at understrege at hun lavede sjov med ham... Eller, gjorde hun?

Gæst

”I think I’m gonna like it very much as well,” sagde han og sendte hende et genert smil. Det ville i hvert fald være værd at blive hvis han fik lov til at se hende igen. Hun virkede så spøjs, og det var som et frisk pust for ham. Måske var det derfor han var blevet draget til Gaia? Nej, nu gik han måske for vidt. Så underlig kunne universet altså heller ikke være. Eller kunne det? Han var ikke sikker men som samtalen kørte over i det overnaturlige smilede han ved hendes spørgsmål. ”I don’t think they are either – I think they are just looking for the only true magic in this world,” sagde Josiah og smilede mens han så ned på sine fødders gang. Han kunne mærke sit hjerte banke og han følte sig lidt nervøs omkring hende. Ikke at det var en dårlig ting. Det var som en blanding af spænding og frygt. Han vidste så lidt omkring hende, og alligevel var han ikke bange for at være åben omkring hende.

”Love,” mumlede han som svar på hvad den rigtige magi i denne verden var. Han var ikke typen der var pladderromantisk, men han kunne godt tænke sig et forhold som det hans forældre havde. Kærlighed der overgik alle grænser. De havde været sammen i evigheder, og hans far kunne stadig kigge på hans mor med et blik som om det var første gang han havde set hende. Josiah smilede lidt for sig selv og mærkede sine krøller gå amok i vinden. Det var som om det ikke betød så meget lige nu. Da hun nævnte drager kunne han ikke lade være med at grine en smule.

”OK, now we’re talking - I would love to see a real life dragon,” sagde han og grinte for sig selv. Som barn havde han elsket alt fantasy og slugt film efter film fyldt med magi, drager og eventyr. Dog vidste han ikke helt om han kunne tro på de fandtes i den virkelige verden. Men så igen ville det vel ikke overraske ham hvis de faktisk eksisterede. Der var så meget mellem himmel og jord som han ikke forstod – var et firben der spyede ild virkelig så underligt.

Gæst

Det var ikke utænkeligt at Joe havde ret. Hvad var den virkelig magi i denne verden? Manipulation af energi? Hun smilede over hans søde holdning til tingene, og bed sig derefter lidt i underlæben.
Skulle hun være den der brast hans boble af forståelse af hvad der fandtes og hvad der ikke gjorde?
De var nu nået et godt stykke hen mod akademiet mens de havde gået og snakket, og Cass så sig lidt omkring. Hvis hun skulle vise Joe noget, skulle det være snart, mens de var alene og andre ikke kunne se dem. Det var usikkert hvor mange i Gaia der kendte til magis eksistens, men hun ville hellere være på den sikre side.
''I've got something to show you then. You just need to not freak out too much.'' sagde hun med et lille smil. Cass ville naturligvis ikke vise ham noget voldsomt, for hun forstod hvor sindssygt det kunne virke første gang man så magiske egenskaber.
Hun stoppede ham, og smilede til ham, roligt. Hendes hasselfarvede øjne låste sig med hans, hvorefter hendes øjne skiftede fra deres milde hasselfarve over til en dyb orange med en vertikal aflang pupil. Hun bed sig lidt i underlæben, inden hun lod sine øjne skifte tilbage til sin hasselfarve igen.
Hun så afventende på ham, velvidende at det kunne gå to veje: enten ville han stikke af, panisk, ellers ville han synes det var utroligt spændende. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
''I can't show you a real dragon, but I can show you a lot of other things... Perhaps?'' hun kunne ikke lade være med at frygte hans reaktion lidt. Men hun kunne virkelig godt lide ham, så hellere få det afklaret hurtigt hvem og hvad hun egentlig var.

Gæst

Som hun stoppede ham op blev han en smule nervøs. Havde han sagt noget forkert? Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv og tog hænderne ud af hans lommer. Som hun talte var det som om ordene ikke rigtig gav mening. Havde han overhørt noget hun havde fortalt ham? Som hendes øjne skiftede sprang han forskrækket tilbage og en mindre overrasket lyd kom fra hans læber. Selvom hele hans krop sagde at han skulle løbe mens han havde tid blev han stående. Frossen i tiden. De øjne var ikke normale, og han genspillede deres samtale igen og igen. Nej hun kunne da ikke være noget overnaturligt. Det var vel bare et filosofisk spørgsmål, eller var det. Han rystede let men forsøgte at rette sin ryg. Han havde set mange ting i sit korte liv, men det her var hans første gang hvor han så dette.

”Is … Is this a joke?” spurgte Josiah og kunne ikke helt forstå hvad der skete. Han følte sig ør i hovedet og tog sig til panden. Det her var bare en underlig drøm – måske han virkelig skulle til at skære ned på sukkeret i teen. Han havde lige set hendes øjne skifte farve og form. Let rystede han på hovedet, nej nej, han havde forestillet sig hendes øjne skifte farve. Hele hans virkelighed stod på bristepunktet til at vælte. ”I don’t want to sound rude, so sorry in advance; BUT WHAT THE FUCK WAS THAT?” sagde han og så nu hende i øjnene. Hans kæbe var faldt ned og han stod nu med åben mund og kiggede på hende. Han var overbevist om at han havde set hendes øjne skifte farve, men hendes reaktion ville be- eller afkræfte om det var rigtigt. Som hun talte om at vise ham flere ting prøvede han at få sin vejrtrækning tilbage til normal. Hvad var normal efterhånden?

”I-I…” forsøgte Josiah at få frem men han vidste ikke hvad han skulle sige. I stedet så han på hende som var hun det mest vidunderlige og interessante menneske han nogensinde havde lagt øjnene på. Der var en barnlig side over det blik – et håb om at det hun havde vist ham var rigtigt.

Gæst

''Whoa whoa, easy soldier!'' klukkede hun lattermildt da han sprang baglæns over hendes lille stunt. Det var morsomt hvordan han oprigtigt fornægtede hendes lille trick. Man kunne jo se på det stakkels menneske at han ikke anede sine levende råd.
''As I said, I can't show you a real life dragon. But I can show you a witch?'' hendes ord var tøvende, prøvende. Hun vidste at han nok ville flippe endnu mere ud hvis hun faktisk viste ham nogle af de andre ting hun havde lært for nyligt, så hun forblev ved de simple ting indtil videre.
Hun forstod ham godt - det eneste der skulle til for at gøre det hele endnu værre var da at hun fik vinger og en hale, og spyede ild.
Hun bed sig tøvende i læben, afventende. Ville han løbe skrigende væk?
''If you are going to run, I suggest leaving my bag here. I would like to keep my books.'' sagde hun med et roligt varmt smil. Hun jokede altid når hun var usikker - og lige nu stod hun med risikoen for at denne interessante fyr ville løbe skrigende væk.
Den milde vind omkring dem havde blæst hendes frakke lidt væk fra fronten på hende, og i kanten af hendes krave på blazeren hun havde på kunne man ane skriften over hendes krageben. Josiah. Selv havde hun ikke bemærket det endnu.
Sne begyndte at dale ned omkring dem, men hvor sneen sikkert ville lande på Joe og blive liggende lidt, så nåede sneen aldrig at ramme Cass. Den smeltede så snart den kom i nærheden af hende, hvilket resulterede i at det blot var kold regn der ramte hendes hud, frem for sneen. Hun så mildt på sneen, fortryllet. Hun elskede sneen og den måde den faldt på - muligvis fordi hun faktisk aldrig havde rørt ved sne. Hun så tilbage på Joe igen, afventende.

Gæst

Josiah stirrede på hende uden at se hende. Hekse? Magi? Drager? Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv og ordene kørte rundt i hans hoved. Han lænede sig op af væggen bag ham mens han forsøgte at få styr på hvad hun sagde. Hans øjne flakkede omkring i forsøg på at få styr på sine omgivelser. Vise ham en heks? Den sætning rungede i hans hoved og han følte hvordan alting omkring ham virkede så fremmed. Hvad han før havde kaldt en verden han nogenlunde forstod var nu en verden han ikke genkendte. Hans læber bevægede sig men han kunne ikke få et ord ud, men hun brød stilheden. Hun jokede. En nervøs latter undslap hans læber og han bukkede sig forover og placerede sine hænder på sine knæ. Han forsøgte at få vejret, men det var som om det var slået ud af ham. Sneen der ramte ham fik ham tilbage til overfladen og han forsøgte at rette sig op. Det var der han så sit navn skrevet i en smuk grå skråskrift på hendes kraveben. Han stak sin hånd ud og kunne ikke lade være med at pege på skriften han så.

”Is that magic too?” hviskede han. Han var ret så overrasket over at det havde lykkedes ham at klemme de ord ud, men at se hans navn på hende skræmte ham en del. Ikke at han kunne løbe nogen steder, for hans krop ville ikke reagere på noget. Sneen lagde sig blødt i hans krøller og smeltede mod hans varme hovedbund. Han havde så travlt med at stirre på sit eget navn på hendes hud at han ikke lagde mærke til hvordan sneen smeltede omkring hende. Josiah hostede lidt og forsøgte at få styr på sin stemme. Hvis han kunne snakke kunne han også finde ud af mere, men han var næsten bange for at spørge hvad hans navn lavede på hende.

Gæst

Cass kunne udemærket godt forstå hans reaktion, men måtte erkende over for sig selv at det gjorde lidt ondt. Det var som om han var bange for hende; en følelse der helt klart ramte hårdt. Kun få havde nogensinde været bange for hende uden at hun havde gjort noget for det - og i denne stund mååte hun indse at Joe ikke ligefrem var tilfreds med situationen.
Da han rakte hånden frem og pegede mod hendes kraveben stivnede hun lidt. Var det derfor..?
Hun trak hurtigt frakken om sig igen, og valgte med overlæg ikke at svare ham. I stedet rakte hun hånden frem for at få sin taske tilbage, så hun kunne lade ham være i fred for en stund.
''Don't worry, it's just a mark. It has nothing to do with you..'' fik hun mumlet, og undgik hans blik.
Det faktum at Joe virkede så tilbageslået over hvad han lige havde set, det strammede om hendes strube. Hun havde svært ved ikke at skære en grimasse hver gang han reagerede negativt mod hende - enhver form for afvisning fil hende til at krybe sammen mentalt. Hendes mave slog knuder.
''Can I,'' hendes stemme knækkede, og hun skar tænder et kort øjeblik.
''Please, just give me my bag so I can get back to school.'' sagde hun, men undgik stadig at se direkte på ham. Hun fortrød bittert at hun havde vist ham noget som helst.

Gæst

Som hun rakte hånden ud efter hendes taske greb han hendes hånd. Han stod lidt og holdt hendes hånd mens han forsøgte at få det hele til at give mening. Det var underligt, for selvom det hele skræmte ham, var det ikke fordi han var bange for hende. Hans lysebrune øjne så nu lige ind i hendes og han kunne ikke holde sin latter tilbage længere. Han var ved at blive sindssyg, eller det følte han, men det var ikke noget han havde noget imod. Hvis verden var skør, ville det vel kun passe at han var lige så skør. ”Please, don’t leave now,” fik han sagt og forsøgte at finde sine ord. Han havde så mange spørgsmål men det hele var så underligt og anderledes. Han holdt bare hendes hånd og følte at det fik ham tilbage til jorden. Hvordan kunne hun have denne effekt på ham? Måske magi? Uanset hvad var han ikke vred over det.

”Could you maybe give me like five minutes to gather my thoughts?” sagde han og forsøgte at smile til hende. Han var nysgerrig, men det var vel kun menneskeligt af ham. Sneen faldt om dem og han så nu hvordan sneen langt fra ramte hende og han smilede. Hun var varm og det gjorde ham så underlig tryg ved det. Han slap forsigtigt hendes hånd og placerede sine hænder på hans hofter. Han skiftede sin vægt en smule og så op mod himlen som sneen faldt mod hans ansigt. Kort lukkede han øjnene og fokuserede på at trække vejret. Ind. Ud. Ind. Ud. Det var hans tanker de næste par minutter og som han følte sig klar rettede han sig op. Han åbnede sine øjne og så ind i Cassandras nøddebrune øjne.

”Please tell me you don’t have a tail,” sagde han og forsøgte at lave sjov med situationen. Et varmt smil bredte sig på hans læber. Han var stadig en smule rystet, men hvem ville ikke være det ikke denne situation? Han bed sig selv i læben som han så på hende og kunne ikke lade være med at grine. Af alle personer i denne verden var det kun en heks der havde vist denne interesse for ham, og alt han kunne tilbyde hende var hans latterlige humor og krøllede hår. Det var ret så absurd, men hans navn havde stået så tydeligt på hendes kraveben. Måske var det sådan hekse fungerede? Hvad vidste han om det? Måske var det ligesom en radio, og hun var slået over på hans kanal.

”So … Do witches still go out for dinner?” spurgte han og forsøgte at agere mere normalt, ikke at det virkede for godt. Det var ikke så elegant den måde han spurgte hende på, men han håbede da at de spiste. Ellers ville det vel være kedeligt at invitere hende ud.