Curse-breaker's alliance

Det lå ikke til at Haniel ville komme til skade over den mission. Derfor smilte Tidus nu stort til ham. Han havde slet ikke troet at det ville være muligt at se Lonan. Måske der endda var mulighed for at de kunne få ham tilbage. Men, nu skulle han ikke sætte næsen alt for højt. Hans hjerte håbedet så inderligt. Men den virkelige verden fulgte ikke altid dits hjerte ønske.
Selvom det lignede at Levi havde det bedre udenpå, var han stadig så ødelagt indeni. Tidus følte sig pludselig så skyldig og ilde til mode igen. Nok forsøgte Levi at sende ham et skævt smil, men han narrede ikke Tidus.
”It´s easier said than done...” sagde Tidus forsigtigt til at han ikke skulle bekymre sig om ham. I Tiden efter nogle hemmeligheder var kommet på bordet, havde Levi undgået ham en smule. Ikke at Tidus bebrejdede ham det. Måske han bare følte sig akavet omkring ham nu... Eller, måske han frygtede at Tidus var forelsket i ham og derfor ville gøre sine moves. Lige meget hvad det var, så forstod Tidus det vel godt. Han frygtede at det ville udvikle sig til at Levi ikke længere vil være i nærheden af ham. Men det var bare hans overdramatiske hjerne der generede ham. Forhåbentlig.
Som Levi sagde at han var i et limbo, så Tidus bekymret på ham. Hans egen krop gjorde pludseligt så ondt. Han havde aldrig troet det ville gøre så ondt at se en anden person i smerte. Måske fordi dette ikke bare var en person. Dette var familie. Den vigtigste af dem.
”I... I understand... Or.. I...” Han sukkede her og lagde en arm om ham i en trøstende varme . Hvis Levi rykkede væk, ville det være som et stik i maven for Tidus, men hvis han i stedet blev siddende, ville han lade armen ligge. ”I... Is there anyway you can describe this Limbo for me?” Det kom nervøst og mumlende ud. Han var ikke sikker på at Levi ville snakke om det. Det kunne måske hjælpe at snakke om det. Selv burde han have gjort dette for længe siden... men han havde ikke rigtig ture at opsøge Levi efter han havde fortalt om Lonans død... kujon. Han vidste det godt.

Armen var ikke mere end lige blevet lagt omkring Levi, før hans vens hoved blev lagt imod Tidus skulder, med tårer ned af sine kinder. Uroligt begyndte Tidus hjerte at banke. Der var noget helt galt her. Mere end hvad han lige troede. Og rigtig nok... Levis ord om at han ikke havde kunne få kontakt på Allison, gav Tidus en ubehagelig snurren i maven. Bare tanken om hvad der kunne være sket med hende. Specielt i denne forfærdelige verden. Han bed sig i læben og klemte armen hårdere om sin ven. Hvis bare han kunne sige de klassiske ord om at det hele nok skulle gå... de skulle nok finde hende. Men, han kendte det selv alt for godt til, at det ikke var det man ville høre, da det bare var de typiske trøstende ord. Derfor kørte Tidus trøstende hånden op og ned af Levis arm.
”You should have told me...” sagde han lavt og med en hæs stemme. Når Levi var ked af, smittede det altid over på Tidus. ”I will help you search for her... with everything I got.” Og han mente det. Han kunne sætte hele mafia gruppen til at søge for hende. For ikke at sige han kunne spørge Adannya om hjælp. Trods alt havde hun en perfekt evne til at finde folk. ”I promise, I will not stop until she´s found...” Han smilte varmt til ham og så ellers alvorligt ind i de grønne øjne.

Snakken gik nu over på at Levi havde haft forsøgt at slå sig selv ihjel. Vredefyldte tåre begyndte at blusse sig op i Tidus øjne. Hvad ville Levi lige gøre den dag det måske virkede?! Den dag han måske ikke længere var udødelig. Ville han bare forlade Allison!? Forlade Haniel?! Forlade ham!? Selvom Tidus følte for at råbe af ham, så lod han være og betragtede i stedet Levi, der nervøst legede med sine fingre. Han forventede vel at Tidus ville råbe og blive vred. I stedet tog Tidus en dyb indånding. Han havde mødt Elliot og det var garanteret hans ide at gøre alle de forfærdelige ting imod ham selv.
”I´m more worried than mad...” sagde Tidus. Det kom overraskende normalt ud og ikke som en hvisken. ”Or... I´m mad too... You shouldn´t... do that to yourself... I don´t know your pain, I´m not gonna sit here and pretend I do... but please...” Her forsøgte han at få øjenkontakt med Levi. ”It hurts the people around you to see you like that. Haniel, Allison... me.”
Roligt lagde han en hånd på hans hænder. Han smile varmt og beroligende til sin ven. ”We love you, remember?” Han satte hovedet på skrå med et smil.
Han var ikke sikker på om det hjalp en skid.... Men, han ønskede virkelig ikke at hans bedste ven skulle være i smerte længere. Han ville så gerne hjælpe ham.

Tidus smilte til Levi. Det var noget Levi selv skulle klare. Den var god med ham... her sukkede Tidus for sig Selv. Hvis Levi virkelig ønskede at gøre dette alene, så skulle han vel lade ham gøre det. Dog, ville Tidus stå ved hans side, hvis det skulle være ønsket. Det kriblede ligefrem inde i ham for at lede efter Allison. Han ville sikre sig hun var okay... han havde ikke det tætteste forhold med Allison ham selv. Men Levi elskede hende mere end noget andet og derfor ville Tidus hjælpe!
“Okay,” sagde Tidus lavt og opgivende. “But if you ever need my help... then just say it and then I’m there!”
Maven der knurrede fik Tidus til at se ned på Levis mave. Han var sulten. Men hvis Tidus pegede det ud, ville han bare endnu engang lyde som en sur ægtemanden. Tanken fik ham til at grine. Her så han på Levi som han rejste sig. Han ville sikkert gerne have tøjet af. Trods alt var det brændt og ødelagt. Han havde stået og brændt i smerte under agten. Aldrig igen ville Tidus lade smerte ske for dem. Aldrig.
I det Levi spurgte om han kunne love ham noget, kiggede han forbløffet op i sin vens øjne og lavede munden til en tynd streg. Han var så nysgerrig på Levis ord, at han helt glemte at svare ham. Her gjorde han et lille oh.
“Sure, what do you want me to promise??” Han så alvorligt på Levi.

Hvis noget skulle ske med ham. Ordene kunne ligeså godt have været en kniv. Han ville have Tidus til at tage sig af Allison, hvis der skulle ske noget med ham. Alt Tidus nu kunne se for sig var et liv uden Levi. Han placerede de værste billeder i sit hovede. Derfor så han såret på sin ven og derefter ned i jorden. Det kunne ikke være hans alvor kunne det? Hvad skulle der ske? Hvorfor sagde han disse ord? Langsomt begyndte det at være svære og svære at trække vejret. Mørket hang over ham, tyngede ham ned og det var en af grundene til, at han ikke svarede med det samme. Det var tydeligt at det gjorde ondt på Levi at spørge ham om dette. Men det gjorde sku også ondt at lytte til det.
Han bed hårdt tænderne sammen for ikke at råbe op, eksplodere som den bombe han inderst inde var.
Efter flere sekunder, som føltes som minutter, stilhed så Tidus nu op på Levi. Han rejste sig her med et sæt op. Hurtigt som et rovdyr på spring.
“I will promise you that,” sagde han måske en smule for hårdt. “But I’m never And I tell you, never, going to stop looking for you if... and I quote you: anything happens to you!”
De blå øjne var frustreret at se ind i. Et hav af følelser. Men mest vrede og sorg herskede i det hav. Han stillede sig foran Levi, lagde hænderne på hans skulder og tvang ham til at se ham ind i øjnene. Selv Levis håbefulde, søde lille smil, kunne ikke redde ham i denne situation. “She will get whatever she needs... I promise you that...” her slap han Levi og lagde ellers armene på kors over sit bryst. “But I will hunt down whoever tries to keep you away from your freedom.” Det Kom ud som en vrissende mumlende. Her så han hen på Levi og pegede på ham. “Remember your own words... brothers don’t leave each other... so... wherever you have to go... just... come back.” Hans stemme knækkede ved de sidste ord. Hvilket han flovt rystede af, ved at rømme ned i sin hånd og se ned i jorden. Selv var tårer begyndt at bygge sig op. Men han nægtede at lade dem falde...
tanken om ikke at skulle se Levi igen var udholdeligt. Hans hjerte knuste bare ved tanken.

Tidus prøvede stadig at være så hård og vred, men den facade faldt så snart Levi tog fat i ham og trak ham ind i et kram. Han mumlede noget ned i hans skulder før han trak ud af krammet. Dog havde han ikke i sinde om at fortælle ham hvad han sagde. Forhåbentlig kunne tingene bare snart falde til ro.
I det der blev banket på døren, var de trukket ud af krammet, i tide til at Ada stak hovedet ind. Hendes lille kommentar fik bare Tidus til at pege advarende på hende. Dog kunne han ikke undgå at grine en smule bagefter. Med så rolige bevægelser han nu kunne, gik han nedenunder, ved siden af Levi. Her opdagede han Haniel på sofaen. Nysgerrigt satte han hovedet på skrå.
Det var Levis ord der gjorde at han hurtigt kunne komme tilbage i spillet. Han var oppe og snakke med Lonan. Pludseligt begyndte hans hjerte at banke så hurtigt. Mon han virkelig kunne snakke med ham... Vide om han var uskadt? Eller, han var død... men... ja... han havde ikke styr på sine tanker!
Han gik hen ved siden af Faith. Her så han nysgerrigt ned på hende. ”Soooo... Faith... do you have a favourite color?” Det var tydeligt at med Tidus drillende smil at han forsøgte at få hende til at sige noget. Efter dette så han roligt hen på Levi. ”You are not a fan of your father visting the sky?” Det blev spurgt roligt. Her kunne Levi jo altid forklare ham om hvorfor han ikke brød sig om det. I så fald ville Tidus ikke bede ham om det en anden gang.
Så snart Haniel var tilbage, rettede Tidus sig op og så nu nysgerrig på ham. Levis ironisk bemærkning fik ham til at klukke lavt. Det var sjælendt at høre Levi ironisk.
Han ventede dog nu spændt på om der var nyheder fra Lonan...

Uden at svare ham med ord, kunne Faith endda fortælle ham sin ynglingsfarve. Opgivende løftede Tidus med armene og rystede på hovedet. Tilgengæld kunne han ikke lade være med at grine en smule. Han skulle nok få hende til at snakke. Det skulle nok komme til at ske.
Levis svar fik Tidus til at nikke og ellers smile forstående. Han havde godt fortalt om at siden han nu var en hybrid, var der mange i denne verden som var imod ham, specielt en som var det helligtse af det helligste. Tidus betragtede Levi som han satte sig på gulvet. Hans ord fik Tidus til at række en hånd frem og klappe ham på hovedet. ”That is his lost. That old geezer need to realise it´s the 2019.” Han forsøgte at komme med opmuntrende og støttende ord. Også selvom han ikke havde meget at skulle sige indenfor dette. Trods alt var han blot en banshee.
Nysgerrigt ventede Tidus nu på at Haniel sagde noget om Lonan. Dog lod han dem snakke ud om bedstefaren inden. Af en eller anden grund, ville Tidus gerne møde denne bedstefar. Mest for at se hvad alt det hurlumhej var omkring. For ikke at sige hvad han havde det i, for ikke at bryde sig om Levi. Nok var han en blandingsrace, men det burde da ikke have noget at sige. Ikke i Tidus øjne i hvert fald.
Lonans navn kom på banen og fik automatisk hans hjerte til at banke. Hjertet faldt dog til ro som Haniel sagde at han var okay, men ikke klar til at komme tilbage. Her pustede Tidus lettet ud. I det han så Haniels undskyldende smil, rystede han på og smilte selv stort. ”I´m just glad he´s great... and that he has someone up there to talk with.” Her blev hans smil mere roligt. ”And whenever he´s ready... he has a shot of getting back?” Her så han håbefuldt hen på Haniel. Han ville være sikker. Var der virkelig mulighed for at Lonan kunne komme tilbage, så snart han var klar? Ville Lonan overhovedet tilbage? Hvad hvis han kom tilbage? Han ville have chancen for at leve sit liv igen, som Tidus bare tog fra ham... Der var jo stor chance for at han ikke ville snakke med Tidus igen. Dette fik Tidus til at skære tænder og ellers kort se nervøst ned på sine fingre. Han havde slet ikke tænkt i den dur. ”Oh shit...” kom han til at mumle måske en smule for højt. Han stoppede med at se ned på sine hænder. Det var trods alt dem som havde kvalt Lonan. Han fik pludselig den værste smag i munden.

Tidus kunne have lignet et stort spørgsmålstegn som Levi sagde sine ord. Han satte hovedet på skrå. Her betragtede han Levi og mumlede noget med. ”Are you grandad seriously god?” Hurtigt rystede han på sit hoved. ”no no, don´t be silly blondie...” Her så han dog ned på Levi igen. ”Or.. are your grandad god?” Tidus ansigt kunne man ikke andet end at grine af. Det var så forvirret og nysgerrigt.
Som Haniel begyndte at snakke, vendte han dog nu opmærksomheden imod ham og kunne lave munden til en tynd linje, som han snakkede om at Lonan havde beskeder til dem.
Levis lille klap på hans ben, fik ham kort til at se ned i de grønne øjne med et smil, før han så hen på Haniel igen. At dømme efter hans smil var beskederne ikke de værste.
De beskeder han kom med, gjorde Tidus varm om hjertet og han kunne mærke sten forsvinde fra hans skuldre. Han nikkede engang imellem til Haniels ord. Her så han ned på Levi, som Lonan også havde en besked til, at han skulle leve sit liv. Dog vidste Tidus jo godt, at der lå mere end bare Lonans død i dette. Levi ville ikke finde ro før han havde fundet Alison. Hvilket var forståeligt. Her kom Tidus igen i tanke om Levis ord... Hvis der skulle ske noget med ham. Hurtigt rystede han det væk. Tingene skulle nok falde på plads. Det var de nød til.
Dexters navn kom på banen og fik Tidus til at se seriøst hen på Haniel. Her knurrede han lavt og knyttede næverne. Kort svang han med den ene arm imens han gik en smule væk. Her var Aya hurtigt henne ved ham og lagde en hånd på hendes kind. Hun sendte en varme igennem ham og forsikrede ham om at det nok skulle gå.
Hendes ord fik ham til at tage en dyb indånding og ellers smile. Her så han om på Levi. Øjnene spurgte tydeligt: Are you gonna be okay?
Som sagt, han kunne godt smutte hjem, men han rejste ingen steder før der var faldet ro over tingene. Han så hen på Aya igen. ”Yeah... I guess.”
Han så hen på Haniel igen. ”Again. Thank you, for everything.”

//afsluttet <3