Curse-breaker's alliance

Tid: Klokken 13:30, søndag eftermiddag
Sted: Midnight Street nr. 9 (Haniels hus)
Vejr: Køligt vejr udenfor, det har sneet natten over
Påklædning:
Adannaya: Påklædning og udseende
Haniel: Påklædning og udseende
Leviticus: Påklædning og udseende
Faith: Påklædning og udseende

Dedikeret til @Tidus, @Haniel, @Leviticus og @Faith


Det havde været en uge siden Lonáns død og Adannaya havde haft travlt med at sikre sig at hans krop var kommet sikkert hjem til Irland. Da hun havde modtaget besked om hans sikre ankomst havde hun som lovet betalt bedemanden rundhåndet og derpå ringet til Haniel. De havde aftalt at mødes i hans hjem senere denne søndag, men hun ville lige ringe og høre om alle var klar på hvad der skulle ske. Hun havde af en eller anden grund svært ved at se hvad der ville ske for denne søndag, og hun havde på fornemmelsen at der var en af dem involveret i deres forsøg havde et skjold af en art. Hun var dog overbevist om at det var feen Faith der havde noget med dette at gøre. Som hun ringede var hendes samtale med Haniel kort, han virkede som en rigtig rar person, og lød så faderlig at det skræmte Adannaya en smule. Da hun lagde på kunne hun dog godt forstå hvorfor Tidus holdte Jul med Leviticus og hans familie. Det virkede som et rart sted at være.

Gåturen til Tidus’ hjem var koldt og sneen knasede under hende for hvert skridt hun tog. Normalt havde hun taget noget varmere på, men hun var så heldig at Tidus og Haniel boede på samme gade. Husene på Midnight Street tårnede sig over hende, og hun synes det var nogle utrolige bygninger. Hendes hænder holdt hun kort op til hendes mund som hun åndede ind i sine håndflader. Tidus forsøgte altid at få hende til at bruge Henry eller en anden chauffør, men hun foretrak at gå. Det ville være underligt for hende at have folk til at gøre så mondæne ting for hende. Hun stod lidt foran Tidus’ fordør og hun hørte Queen gø bag den, med et skævt smil på læben bankede hun på og trådte ind i opgangen. Tidus’ hus var stort, og det viste tydeligt at han kom fra folk med penge, dog foretrak hun selv at leve i den lille lejlighed hun havde anskaffet sig. Som Queen kom luntende hen til hende satte hun sig på hug og nussede hende bag øret.

”Tidus, are you ready yet?” råbte hun ud i det store hus og rejste sig fra sin stilling nær gulvet. Queen logrede med halen og fulgte med Adannaya ind i hjemmet. Hun havde forventet mere rod end dette, men hun var da glad for at se at han faktisk brugte sit hjem.

Adannaya sukkede over lugten af alkohol der kom fra hans stue, hvor flere flasker lå spredt rundt. Hun skulle have holdt bedre øje med ham, men hun havde haft så travlt med at forberede sig. Faktisk havde hun ikke brugt magi hele ugen for at spare på sin energi. Hun forsøgte at smile som hun hørte ham, men hun kendte Tidus. Hans stemme lød som en der havde tømmermænd og som han kom ned af trappen i nattøj rystede hun opgivende på hovedet og sendte ham med en håndbevægelse tilbage ovenpå for at han kunne skifte. I mellemtiden gik hun i gang med at fjerne de tomme flasker der var spredt ud over det hele. Hvordan kunne han have hældt så meget ned i sig? Hun vidste at hun ikke var hans mor, men hun kunne ikke lade være med at blive en smule vred. Haniel, Faith og hende havde brugt hele ugen på at gøre sig klar, mens Tidus havde druknet sine sorger i alkohol. Hun håbede bare at Leviticus kunne ryste noget logik ind i ham, men hun var ikke sikker. Efter hvad Haniel havde sagt havde Leviticus ikke forladt sin fars sofa siden han hørte om Lonáns død. Det var godt de ikke var endt sammen, for det kunne ende som den helt store fest hvis de kom op og skændes. Hun sukkede for sig selv, men så op som Tidus vendte tilbage. Mens han lukkede Queen ud var hun langsomt ved at få hans stue til at ligne sig selv igen.

”So, you are a son of a mafia boss, miserable and now a drunkard?” sagde Adannaya med et hårdt blik i sine øjne. Hun foldede sine arme over kors mens hun så på Tidus. Hun forventede ikke at han forklarede sig selv, men hun var ret så skuffet over hans handlinger. Der var ingen der beordrede ham til at være alene om det her, og der var ingen der tvang alkoholen ned i hans hals. Hun sukkede opgivende og slog ud med armene som et tegn på at hun var ved at give op. Det var tydeligt at hun ikke var i humør til noget at drikke, og ventede blot til han var klædt om. Hun var træt af at skulle være efter ham hele tiden – og faktisk så hun bare frem til at holde ferie. Ja, hvis hun overlevede dette forsøg på at fjerne denne forbandelse. Hun kunne stadig ikke se fremtiden for det, og hun havde fået at vide fra Faith at hun havde et mentalt skjold. Det gav mening hvorfor hun ikke kunne se udkommet af dette forsøg. Som Queen kom ind kom hun løbende over til Adannaya. Det var som om den hund altid forsøgte at være så tæt på hende så meget som muligt, men hun havde ikke tiden til at fokusere på det lige nu.

”The walk will be short,” sagde hun kort og gik udenfor for at vente på han var klar til at gå. Som de gik var det i stilhed. Hun var bange for at hvis hun åbnede munden ville hun begynde at skælde ham ud for hans opførsel, og det var bestemt ikke noget hun ville gøre på åben gade. Da de nåede til huset bankede hun roligt på døren, men før hun nåede at banke anden gang stod Haniel i døren. Hans hår var kørt tilbage og hans mørkebrune øjne var fyldt af spænding. Adannaya nikkede hilsende og trådte ind i huset. Huset var ikke det største, men det var indrettet elegant. Det første man så som man trådte ind af den lyse dør var et sort klaver der åbnede ud ind til stuen. Fra stuen kunne man gå ud på terrassen eller vælge at gå ud i køkkenet. Ude i gangen var der en trappe der førte til overetagen, hvor Haniels soveværelse og badeværelse var. Inde på sofaen sad Leviticus der havde rejst sig som døren blev åbnet. På en af stolene sad Faith, med hendes røde hår der skinnede i solens lys der strøg ind fra terrassens vinduer.

Entre
Klaver
Stue
Køkken
Spisestue

Som Tidus kom ind i rummet sad Leviticus blot og så lidt på ham. Han nikkede roligt ved hilsnen. Ikke fordi han var vred på Tidus, men hver gang han forsøgte at tale kom der ikke andet end gråd fra hans øjne. Han var et vrag, hvis man kunne kalde ham det. Hans kinder var tynde og han virkede lidt mere mager end normalt. Alligevel rejste han sig op og kom over til Tidus. Klappede ham på skulderen og gik ud i køkkenet. Hvad skulle han sige i denne situation? Han havde selvfølgelig sagt ja til at være der, men han havde ikke overvejet hvad det ville få ham til at føle. Tankerne havde gjort ham forvirret, og Elliot og Freddie havde taget over kroppen en del de sidste par dage. Han stillede sig ved håndvasken og følte han skulle kaste op, men han havde intet spist den dag, så hvad ville det nytte? Det var ikke kun Lonáns død der havde ramt ham, det var alt det som kunne have været der var blusset op i ham. Han havde ingen appetit, sov ofte og når han sov havde han mareridt. Fra køkkenet kunne han dog stadig høre hvad der foregik i stuen.

Haniel sukkede og så efter sin søn som han gik ud i køkkenet og så på Tidus. Hans øjne var normalt glade, men det var tydeligt at Leviticus’ tilstand gjorde ham nervøs og bekymret. Var han en dårlig far for ikke at have gjort noget mere? Han var ikke sikker men Faith var hurtigt ved hans side og lagde en beroligende hånd på hans arm. Haniel nikkede blot, som havde hun sagt et par trøstende ord.

”He.. He hasn’t eaten in days,” fik Haniel hvisket så Leviticus ikke ville høre at han talte om ham. Haniel vidste at hans søn ikke kunne dø, men det her var en ny form for tortur som Leviticus havde udsat sig selv for. Aldrig havde Haniel set noget lignende, og han var tydeligvis i frustreret af det. Han havde forsøgt at hjælpe, snakke eller lave mad, men hver gang havde Leviticus afvist ham. Adannaya så på Haniel med bekymrede øjne og Haniel smilede trist. Han ville hjælpe Tidus uanset hvilken tilstand hans søn var i nu. For i Haniels øjne var Tidus også hans søn – han havde været der når der var behov for det, og altid haft en dør åben for den unge blonde fyr. ”I’m ready when you are,” sagde Haniel efter en lang pause med stilhed. Faith nikkede og smilede mod Tidus.

Adannaya så klart frustrationen fra alle i rummet, og det var hende der var nød til at få det hele til at fungere. Hun rettede sig let op og tog sin jakke af. Hun slog hænderne sammen og bad Faith og Haniel om at rydde stuen så godt de kunne. Som de to gik i gang med at flytte møblerne og gøre et stort område muligt at arbejde på så Adannaya på Tidus. Hendes blik var ikke længere vredt, men havde et stort fokus bag sig. Som om hun gennemgik hver eneste del af hendes plan i hendes hoved en ekstra gang før hun ville fortælle den. Som hun så ind i de blå øjne smilte hun dog en smule trist. Det ville være en farlig ting de skulle i gang med, men hun ville for alt i verden ikke miste Tidus til deres forsøg. Hvis hun følte at noget var på vej i den forkerte retning ville hun stoppe det, og det håbede hun at Tidus kunne se på hende. Som rummet var blevet tømt var gulvpladsen ret så stor. Hjemmet virkede tom sådan, men de havde behov for et sted at arbejde på. Hun førte Tidus hen til midten af lokalet og så på ham igen som for at tjekke at han var sikker på at det her var hvad han ville.

”Tidus, I need you to focus very hard on the thought of your curse,” sagde Adannaya alvorligt. De kunne ikke risikere at miste fokus, for så kunne tingene hurtigt gå galt. Magi var ikke noget man legede med, specielt ikke når det var forbandelser. Derpå tog hun et par skridt væk fra ham og Leviticus stillede sig foran Tidus, Adannaya ved hans højre side, Haniel ved hans venstre og Faith bag ham. Med et par mørke øjne så hun rundt og sikrede at de alle var klar før hun førte hænderne sammen og klemte til. Faith ville gøre det samme. Leviticus og Haniel ville blot stå i en afslappet stilling.

”If you feel pain, that is good – but if it gets worse than you can handle, you need to tell us,” sagde Adannaya alvorligt som hendes hænder begyndte at gløde. Hendes magis farve var en lettere violet farve. Faith havde selv en kugle af grøn energi der svævede omkring hende som hun stod med lukkede øjne. Haniel lukkede øjnene og virkede til at fokusere, alt imens stod Leviticus og så sin bedste ven i øjnene. Til Adannayas overraskelse smilede han til Tidus, og hun kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Selvom den fyr var i utrolig smerte, var han der stadig for sin ven. Hun takkede hvad end skaber der var for at have givet Tidus sådan en familie væk fra sin familie.

”Don’t die on me,” hviskede Leviticus med en svag stemme som han smilede.

Adannaya fokuserede fast på Tidus – intet ville slå hende ud af kurs, så stærk vidste hun at hun var. Hendes øjne var lukkede men hun kunne høre hvordan han knurrede, og hun vidste at det gjorde ondt. Som væsnet gav sig til kende rungede det i hele lokalet og det føltes som om jorden under dem rystede, dog blev alle fire stående. Faith var let og agil, og fik hurtigt viftede forbandelses monstret af sig. Det var på dette tidspunkt at Haniel og Leviticus hver lagde en hånd på hans skuldre. Leviticus på hans venstre og Haniel på hans højre. Haniel havde åbnet øjnene og så fokuseret på Tidus foran sig. Leviticus’ grønne øjne så ind i Tidus og han forsøgte at smile selvom monstret slog ud efter ham. Hans kind begyndte at bløde og sprække – et klart værk fra monstrets side, men trods smerten så Leviticus trofast ind i hans vens øjne. Han ville snart hele, så smerten var han ligeglad med. Det var her at Faiths yndige sangstemme kom ind i billedet.

”Haniel, now,” lød den spinkle fes stemme. Den var som hevet ud af et eventyr og Haniel stødte sin hånd mod Tidus’ skulder. Et sus røg gennem rummet men Haniel blev stående fast som før. Hans evne trådte i fuld kraft nu og et hvidt lys var som skinnende ud af ham – havde han ikke lignet en engel før, så lignede han det nu. Lyset var skarpt, og Levticus følte det brænde mod sin hud. Et så rent lys kunne kun komme fra en engel, og Leviticus’ dæmon side lod ham ikke tåle det. Dog blev han stående med sine grønne øjne låst fast med de blå.

Adannaya åbnede nu øjnene og hendes stemme var dybere end før. Hun snakkede sit modersmål, men det var formularer og ikke bare snak. Hvert ord ville give en brændende fornemmelse indeni Tidus, som om han blev roteret over et bål. Faiths fingre snoede sig ud mod Tidus og hun snakkede selv et sprog som ingen af de andre virkede til at forstå. Et oldgammelt sprog som kun havde eksisteret i Wonderland. Hendes stemme var som en sang gennem lokalet, og fra hendes hænder flød magi i form af blomster og grene. Grenene omfavnede Tidus og holdt ham fast i sit sted, derpå placerede hun sin hånd på hans pande. Det var som et skud for hovedet at hun sendte en bølge igennem ham. Som en tidevandsbølge der skyllede over ham og rensede ham indefra og ud.

”Tidus, stay with me,” lød det fra Leviticus da han så sin ven miste sin følelse i benene. De var så tæt på, og kunne han udstå denne smerte, kunne han klare det sidste stykke også.

Som monstret forsvandt fra deres sind blev der skruet op for deres magi. Faith snakkede nu hurtigere og det hele lød som en oldtidssang sunget i en yndig stemme. Hendes fingre snoede sig rundt og grenene holdt stadig Tidus stående, som var de en støtte for hans krop. Det gjorde det muligt for ham at fokusere mere på forbandelsen end på sin snart følelsesløse krop. Adannayas stemme rungede i rummet. Hvor Faiths var fin og yndig, lød Adannayas sprog som en hel stamme der dansede om et bål. Haniel’s lys var stadig skarpt, og som de nåede bristepunktet skete der noget. Faith tog sin hånd og placerede den ved Tidus’ pande. Det var som om tiden stod stille omkring dem. Adannaya blev stille, men hendes magi forsatte. Derpå drog Faith en mørk sky indhyllet i en lys boble ud fra Tidus’ pande. Hendes hånd så ud til at brænde, og man kunne se hendes hud koge som hun holdt denne forbandelse fanget. Her slap Haniel Tidus’ skulder og placerede i stedet sin hånd foran boblen. Man skulle tro at boblen sprang, for pludselig fløj en stor røgsky omkring dem. Ordene som Rayna havde sagt for at få forbandelsen i kraft lød baglæns. Adannayas øjne vendte sig hurtigt mod skyen der fløj rundt og fik den indfanget igen. Leviticus stod der stadig, men røgen havde brændt hul i hans tøj, og tydelige brandmærker var at se på hans krop.

”Haniel, will you please do the honors?” sagde Adannaya mens hun kæmpede med at holde forbandelsen fanget i boblen. Haniel rakte nu sin hånd mod forbandelsen og sagde et par latinske ord. Et øredøvende skrig røg gennem lokalet, der kunne bryde en hver koncentration. Haniel var dog fast besluttet og forsatte sine ord på latin. ”Faith, please help,” sagde Adannaya. Faiths spinkle og brændte hånd holdt hun ud mod boblen og de fik den stabiliseret nok til at forbandelsen ikke ville slippe løs. Den der havde det værst lige nu ville være Tidus – han ville føle det som om hans sind var ved at blive revet midt over, men her stod Leviticus klar.

”Tidus, look at me – LOOK AT ME, not them!” skreg Leviticus over den susen der var over al den magi omkring dem. Hans grønne øjne søgte de blå i håb om at kunne få dem tilbage i fokus.

Leviticus kæmpede for at holde Tidus ved bevidstheden, selvom der stadig var enkelte flammer i hans tøj var han ligeglad. Han måtte ikke forlade cirklen, uanset hvad. Leviticus var dog taknemmelig for Faiths grene der holdte den næsten bevidstløse mand oppe og han greb om hans hoved og pressede deres pander mod hinanden. Som for at signalere at det hele nok skulle gå. De var der for ham. Skriget fra Tidus læber skræmte Leviticus, men han var nød til at stole på at det var det rigtige at gøre. Han havde lyst til at stoppe dem, få hans ven tilbage til sit normale jeg, men i stedet stod han stille og holdt sin pande mod den blonde fyrs. ”Brothers don’t leave eachother,” sagde Leviticus og rystede svagt. Et par tårer fandt vej ned over hans kinder. Han nægtede at ville miste sin bror, for så ville det være ulideligt. Han ville have Alison, men miste den bror han altid havde drømt om at have. ”So don’t you dare leave me Tidus!” råbte Leviticus gennem larmen.

Adannaya og Faith havde travlt med at holde forbandelsen hen i dets fængsel. Haniel mumlede afsted på latin og det var som om forbandelsen led for hvert ord han sagde. Det ville virke, de var bare nød til at holde ud lidt endnu. Hans ord ville snart ende og med det ville en hvid sky blive spredt ud i rummet. Den var som en dis en tidlig morgen og kølede rummet ned. Forbandelsen gav et sidste bid med sig og Adannaya skreg som forbandelsen forsvandt. Hun lagde dog ikke sin arm ned før hun var sikker på den var væk. Derpå tog hun sig til armen og rystede svagt som hun så på den. Det mærke ville ikke forsvinde. Det mærke ville være et evigt minde om hvad de havde gjort i dag, og hvad de havde været igennem. Disen omkring dem fik rummet til at snurre og Haniels lys forsvandt nu. Det var her Adannaya endelig så Tidus for sig. Faith fjernede sine grene og lod den unge mand ligge på gulvet. Leviticus lå bøjet over ham, stadig mumlede han at brødre aldrig forlod hinanden. Lidt rystende kom Adannaya på benene og gik over til Leviticus der holdt fast i Tidus’ krop.

”Leviticus, I,” forsøgte Adannaya men Leviticus ville ikke høre. Han ville ikke høre før han så Tidus trække vejret. Hele hans indre føltes til at være i oprør og den smerte var værre end hvad han nogensinde havde følt.

Leviticus så på Tidus som han stog øjnene op og med tårer i øjnene gav han ham et slag på hans arm. Hvor vovede han at gøre Leviticus så nervøs. Lettere rystet rejste han sig op fra gulvet og så på sin far der forsøgte at slukke flammerne på hans søns tøj. Leviticus hud var forbrændt, nærmest kullet, og han følte sig så træt. Blandingen af mangel på mad og den smerte som hele forløbet havde haft på ham ramte som et bat ind i hans hoved. Han tog et par skridt væk fra Tidus men faldt om på stedet af ren udmattelse. Haniel sukkede og løftede sin søn op i hans arme. Uden at sige så meget så han på sin søn og begyndte nu at bære ham op af trappen.

Faith sad et stykke væk fra Tidus og så på sin hånd. Den var så brændt at bobler med væske var begyndt at vokse ud fra de steder der manglede hud. Hun rystede let, men sagde ikke et ord. Hendes stemmebånd var lukkede og hun kunne ikke andet end at kigge på sin hånd. Det var smertefuldt, men hun var ikke overrasket over hendes mors magi. Den havde altid været stærk, og hun var overrasket over at hele hendes hånd ikke var blevet ædt op af flammerne fra forbandelsen. Hendes grønne øjne så dog over til Adannaya der holdt sin hånd skjult for Tidus. Adannayas brune øjne var trætte, men hun holdt sig mirakuløst stående på benene.

”How do you feel?” spurgte Adannaya med en bekymret stemme. Nok havde de fjernet forbandelsen, men de vidste ikke om de havde fået begge, en del af dem eller en hel forbandelse i sig selv. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men for at være sikker rettede hun sig let op, stadig med sin hånd skjult fra Tidus. ”Tidus Borgia Technique, I order you to dance,” sagde hun og håbede inderligt at de havde fået bugt med dem.

Faith smilede som han takkede ham og hun rejste sig fra sin plads på gulvet. Hendes kønne blå kjole havde brandhuller over det hele, men det var hendes hånd der var værst. Dog tog hun det hele med stilhed. Hun valgte dog at forlade rummet og få noget koldt på hendes hånd der efterhånden boblede meget op. Da Faith var gået ud i køkkenet så Adannaya på Tidus med et smil. Forbandelsen var væk og hun virkede lettet. Hun havde brugt så meget tid på at bekymre og planlægge at en stor afslappet fornemmelse gled gennem hendes krop. Dog stivnede hun en smule da han greb hendes hånd. Brændt ind i hendes hud var et står sår. Det lignede mest af alt en rune hugget ind i et stykke træ, og det var så dybt at man kunne ane knoglen under det hele.

”A curse like that isn’t easy to contain, so I just got a scratch,” forsøgte hun at lyve. Hun vidste dog hvor svært hun havde ved at lyve overfor Tidus og forsøgte ikke at se ham i øjnene – for så ville han kunne se det på hende. Dog kunne hun ikke undgå de blå øjne der stirrede ind i hendes sjæl og hun sukkede opgivende. Hun var nok nød til at fortælle ham det, men hun ville ikke få det til at lyde dramatisk. Derfor tog hun et par hurtige vejrtrækninger og forsøgte at berolige sig selv. ”OK, it’s not just a scratch,” indrømmede hun og så ham direkte i øjnene. Nok var hans forbandelse væk, men dette mærke ville hun ikke kunne fjerne. Rayna havde været klog, selvfølgelig havde hun det, og sat sikkerhedsforanstaltninger op for forbandelsen. Haniel kom ned af trappen, overraskende var han en af de eneste der ikke lignede til at have fået en skræmme. Han gik straks over til Adannaya og så på det ar hun havde.

”Adannaya, you didn’t tell us about this,” sagde Haniel alvorligt. Hans brune øjne så på Tidus, men vidste at han ikke ville forstå dette mærke. Han var ung og uviden om meget magi. ”Faith, get in here!” råbte Haniel og kørte en hånd gennem sit brune hår. Han så på såret der var brændt ind i Adannayas hud, og hvordan det ikke engang blødte. Faith kom ud i rummet igen og havde pakket sin hånd ind i en kølig våd klud. Hendes bevægelser var yndefulde og lignede lidt at hun fløj gennem rummet. Hendes grønne øjne blev dog opspilet som hun så på hånden som både Tidus og Haniel holdt frem. Hun rystede let på hovedet og så på Haniel efter vejledning.

”Hagalaz,” lød Faiths søde og musikalske stemme som hun med sin anden hånd rakte ud og helede Adannayas sår. Dog var en rune stadig meget tydelig på hendes håndryg. Det lignede et H, men staven i midten kørte mere i retningen af et N. Haniel nikkede ved Faiths ord. Det var en gammel rune, og kunne nok oversættes med ordet hagl. Haniel bed sig svagt i læben som han så fra runen og op på Adannaya. Dog afbrød Tidus stilheden, og Haniel så på den unge fyr. Det var en selvfølge at han ikke ville vide hvad ordet betød, men Adannaya så væk. Hun havde ikke lyst til at snakke om det og trak sin hånd til sig. ”It’s not a death mark as it used to be, don’t worry,” startede Haniel, dog var han stadig en smule rystet. Derpå så han på Adannaya med et alvorligt blik, og han placerede sine hænder på hans hofter. ”You knew it, didn’t you?” sagde Haniel med en alvorlig mine. Den normale skøre personlighed han havde var presset i baggrunden, for dette var ikke noget man legede med. Adannaya sukkede let og søgte Tidus blå øjne for at berolige ham.

”Hagalaz is typically known as a very destructive rune, used in olden times as death marks,” sagde Adannaya forklarende. Hun smilte dog forsikrende til Tidus, og viste tydeligt at hun intet fortrød af hvad de havde gjort i dag. Og Haniel havde ret, det var ikke en dødsdom som det førhen havde betydet. Hun kunne sagtens leve med dette mærke – faktisk kunne hun leve til verdens ende hvis det var. Men det ville påvirke hendes liv en del, hvis hendes viden om mærket var korrekt. ”I can live forever, so don’t worry about me going and dieing on you – Besides I can’t see my death in the near future, so I’m good,” sagde hun med et forsikrende smil. Hun talte sandheden, men mærket var stadig tydeligt på hendes håndryg og selvom Faith havde helet hendes sår, brændte mærket stadig en del. Haniel sukkede en smule opgivende.

”She can live with it, but it’s not gonna be a pleasant living,” sagde Haniel trist og så på Tidus for at vise at hun måske tog det lidt for let. Han var bekymret for den kvinde der ofrede sit liv for den unge fyr, men så igen ville Haniel have gjort det samme for Leviticus. Så hvem var han at dømme. ”That mark is never going away and agony will only get worse when she uses her magic,” sagde Haniel med en smule opgivenhed i sin stemme.

”Haniel, stop – You know I had to do this!” sagde Adannaya og følte sig vred. Hvor vovede den engel at dømme hende for hendes valg. Den smerte hun måtte have når hun skulle bruge sin magi ville være noget hun skulle leve med. Men hun nægtede at se Tidus i smerte et sekund mere. Hun ville give sit eget liv for den unge fyr – også selv om hun ikke arbejdede for ham. Derpå forsøgte hun at få samtalen over i noget andet, og så på Tidus med et forsikrende smil. ”Have I deserved my vacation now?” sagde hun og grinte en smule undskyldende.

Adannaya så på Tidus som han vendte ryggen til hende. Han var nok skuffet nu, men sådan måtte det være. Som han talte til hende kunne hun ikke lade være med at være en smule stolt. Selvom han skældte hende ud var det en af de første gange hun havde hørt ham tale som sig selv, og ikke en forvirret ung dreng. Hun kunne ikke holde en smil tilbage men som hun så hans forvirring mistede hun det. Hun bukkede sig sammen af grin og kunne ikke holde denne latter tilbage. Den var en lettet latter – Tidus var i live og alle dem der havde været med var sluppet med hvad hun anså som skræmmer. Det var underligt. Alt den nervøsitet og her stod Tidus og snakkede om hans far som de aldrig lyttede til. Da han tog hende ind i et kram kunne hun ikke holde latteren tilbage heller. Det var en latter som de færreste nogensinde hørte, men for første gang i mange år følte hun sig så glad. Selvom dette mærke ville være på hende resten af hendes udødelige liv ville hun have ofret meget mere for denne unge fyr.

”I’ll do as I please, like always boss,” sagde hun med et varmt smil, og Tidus ville vide præcis hvad hun mente. Hun var aldrig god til at følge ordre, men hun havde altid haft en god grund til at gå imod hans ordre. Som han sagde at hun fortjente en ferie placerede hun en finger på hans bryst. ”One condition; you are comming with me! I am not leaving you on the other side of the planet where you can drink yourself up,” sagde hun med et alvorligt blik, der dog hurtigt blev til et smil. ”The least you could do was drink with me,” sagde hun og stillede sig lidt væk for at give plads til Haniel og Faith. Haniel afviste dog pengene, Faith derimod tog gladelig imod kuverten og åbnede den. Hun vendte hovedet en smule på skrå og forstod ikke helt hvorfor penge. Hun kom dog hurtigt pengene tilbage i kuverten og stak den ind under blusen. I stilhed gik hun væk fra de andre og satte sig på et af møblerne der var skubbet op af væggen.

”Tidus, you know I see you as a son, so whatever I could do for you, just say it,” sagde Haniel med et smil. Det var her Adannayas øjne lyst op. Hun havde ikke overvejet muligheden før, men han var en engel. Han kunne rejse til himlen og kontakte Lonán, ikke? ”I have something you could do, if you wouldn’t mind,” sagde Adannaya med et skævt smil. Hun gik over og hviskede i Haniels øre og han smilede skævt. Et nik og Adannaya vidste at han ville gøre som hun spurgte om.

Adannaya nikkede forstående over hans ønske med hensyn til Leviticus. Selvfølgelig kunne hun fortælle ham at han nok skulle klare den, men det ville ikke nytte noget alligevel. Hun var dog glad for at Tidus ville tage med hende, og hun smilede lidt for sig selv over tanken. Nok var han hendes chef, men hun kunne ikke få sig selv til at være så langt fra ham hvis noget skulle ske. Som hun havde hvisket til Haniel var Tidus selvfølgelig nysgerrig og hun så over på Haniel. Haniel stak sine hænder i lommerne og smilede til Tidus som han forsøgte at se væk. Det var som om han legede at han ikke hørte hvad den unge fyr havde sagt, men som sædvanlig kunne han ikke holde på en hemmelighed længe.

”Well, first I will of course take care of Queen while you guys are away – She’ll be more than welcome at the Netzach house,” startede Haniel ud og så over på Adannaya som et barn det spurgte om lov. Adannaya nikkede blot og grinte let over hans opførsel og gik i stedet over til Faith der var i gang med at hele sig selv. Haniel rettede lidt på sig selv og så nu Tidus lige i øjnene. ”I might be able to pull some strings with the man upstairs, but in I’ll go check on Lonán for you if you want me to?” Haniels hentydning til manden ovenpå var ikke ment til Leviticus, men mere den gud der havde skabt Haniel de mange år siden. Som ærkeengel havde han et ret så godt forhold med den person som menneskene kaldte gud, men han selv kaldte far. Haniel stod lidt og smilte og så over på Faith og Adannaya – det var tydeligt at se at Adannaya fandt det frustrerende at feen heller ikke snakkede og han smilte lidt for sig selv. ”Why don’t you go check on Levi, huh?” sagde Haniel med et smil og ruskede op i Tidus’ blonde hår. Derpå gik han ud i køkkenet.

Ovenpå lå Leviticus på maven på sengen og sov – hans tøj var hullet og brændt, men hans hud var allerede i gang med at hele sig selv. Selv hans kinder virkede ikke så hule som før. En lille snorken kom fra hans mund, men som Tidus ville træde nærmere ville han begyndte at blinke med øjnene. Som han så det blonde hår satte han sig op på kanten af sengen. Det havde været noget tid siden de havde været alene, og han følte sig pludselig så dum.