What a sad place for a happy soul - Samael

Sted: Snyder recovery center - Mental-afdelingen
Omgivelser: Glade billeder på væggene, borde og stole med forskellige brætspil på som folk kan bruge. I hjørnet er der en masse stole i en ring til deres snak-ud sessioner.
Påklædning: En langærmet turtleneck med et par mørkeblå højtaljede jeans.
Emne til: @Samael <3

Hun tog tit til dette center da der var en afdeling for dem der havde deres sindslidelser til at påvirke deres hverdag, og selvom hun ikke havde nogen konkret diagnose, var dette sted hendes safe haven fra tid til anden. Hun havde siddet til et møde med alle de andre og de havde snakket om deres frygtelige oplevelser, der var alt lige fra mishandling fra barndomsben til voldtægter, alle ting så frygtelige at det fik Lynelle til at føle at hun var en snydepels. Så da kvinden kiggede på hende og spurgte om hun havde lyst til at dele hendes historie, kiggede hun på hende med et skræmt udtryk og rystede hurtigt på hovedet før hendes blik sank i gulvet. Hvordan kunne hun slå deres historier? De ville grine af hende.
Efter mødet var folk samlet i det store rum, hvor borde med spil lå fremme så de kunne tage deres tanker fra alt det dårlige og finde lidt trøst i at kunne snakke med hinanden om andet end deres frygtelige liv. Lynelle havde siddet i sofaen med knæene op til hagen da hun så en fyr sidde ved et bord helt alene. De andre der sad i sofaen sad og hviske-tiskede om hvor mærkelig han var, og hvordan man skulle holde sig fra ham, hvilket egentlig kun gjorde hende irriteret. Hun rejste sig og satte gang mod ham, hvor en kvinde greb hendes arm og sagde at hun ikke skulle gøre det. Lynelle kiggede på hendes hånd og derefter dybt ind i hendes øjne. Kvinden stod lidt forvirret før hendes udtryk ændrede sig til noget skræmt og hun slap Lynelle. "You're a freak too..." mumlede hun og vendte sig væk fra Lyn, før hun begyndte at græde og løbe sin vej.
Lynelle satte sig forsigtigt ved bordet og kiggede på fyren med blide øjne, men hvis han kiggede op ville hun sænke blikket en anelse. "My eyes. They do stuff to people. It's not that I am avoiding you, I just... Nevermind," prøvede hun men indså at det var mere kompliceret end hun kunne forklare lige nu. Hun kiggede ned på bordet før hun smilte en anelse blidt. "Whatcha doing here? And can I join?" spurgte hun roligt, før hun kiggede op på hans næse, det eneste sted hun kunne kigge uden at påvirke folk med hendes evne.

Personlighed: Matthew
Påklædning
- Tøj + Sko Han har en gul t-shirt på og et par beige bukser Link. Han har røde convers på
- Hår + Skæg Han har kort krøllet blondt hår. Han har intet skæg
- Accent Australsk

Når Samael endelig tillod at han kunne komme ud, så brugte han også vært sekund, på at lave noget han kunne lide, om det så var en gåtur i parken eller en tur til boghandleren, for at finde et nyt emne at forelske sig i. Denne gang var det dog en tur til Snyder recovery center, hvorfor kunne han ikke helt forklarer, måske havde han brug for at kunne lave noget, omringet af folk der til dels også var problematiske. Ganske vist delte ingen krop med The Anti-Christ, hvor han kunne høre alle de forfærdelige tanker Samael havde omkring andre, plus minderne om hver enkel forfærdelig handling. Så de gange hvor han faktisk kom til dette center, så sad han ofte for sig selv, og det gav ham måske også en ry, som den der freak og særling, og de fleste gad ikke rigtig snakke med ham. Det var måske også fordi, Samael kom frem en af gangene, hvor en havde forsøgt at tage kontakt til ham, og der kom de mest mørke og forfærdelige trusler, som nogen nogensinde kunne give.
Så da han hørte fodtrin komme imod sig, var han faktisk meget overrasket, og dog ikke da vedkomne blev advaret imod ham, advaret imod denne "mærkelige" en. Næsten som per automatik, løftede han ikke blikket op, da pigen satte sig foran ham, for hvis han så op begyndte Samael med alle hans hårde ord, og billeder om hvad han ville gøre ved hende dukkede op, så til sidst var det næsten blevet en vane, ikke rigtig at kigge på folk. Dog så det ud til, at han ikke rigtig var den eneste, som ikke kiggede på folk "It's okay, I suppose we're all born with some differences or maybe uniqueness, I myself don't enjoy eye contact with others, it makes it easier for him to do bad things or show me tings" nok gav han ikke udtryk for meget af sig selv, og dog var der i det mindste en forklaring på, hvorfor han ikke kiggede op, mens han lagde kortene frem på bordet.
"I believe they call it Solitaire, people generally don't want to be near me, so it's something easy to play" et smil formede sig på hans læber, selvom det dog for et sekund virkede af den triste art, men det mindede lidt om en dreng, der bare gerne ville være sammen med andre "But we can play any game, if you of course would like to" forslog han, og kort hævede hans blik sig op, og dog nåede det aldrig længere end det af hendes næse eller overlæbe, alt for ikke at vække opmærksomheden af Samael "is there a game you like to play, with cards or shall we use something else" det var virkeligt tydeligt på ham, at han var overrasket, over at der faktisk var en ved ham, og dog var han som en person, der måske dybt inde hungrede efter kontakt med andre, men aldrig rigtig var i stand til det, grundet den situation han i virkeligheden var i. Dog var det ikke en der virkelig var nem at forklarer.

Som han begyndte at snakke, begyndte hun at smile en anelse bedrøvet, ikke fordi hun var ked af det lige nu, faktisk havde hun det okay nu på trods af hvad energien fra hendes evne blev ved med at fortælle hende. Men det var bedrøvet fordi hun havde indset at ligesom ham, manglede hun mere kontakt med andre, det gjorde hendes øjne kortvarigt våde som hun heldigvis kunne blinke væk med det samme. Hun snøftede lydløst og kiggede på den 7kabale som han havde lagt og som han forklarede det kunne hun ikke undgå at komme med et svagt grin,der mest af alt lød som et gisp. "Yeah, I've tried solitaire, I just never win at it," indrømmede hun og kløede sin nakke kort før hun kiggede sig om da han sagde at hun kunne vælge et spil. Hun rejste sig og gik over til et tomt bord hvor hun samlede en kasse op. Da hun satte sig igen foran ham, kiggede hun på kassen med et undersøgende blik. "I haven't tried this one before. I've seen people do it, however and it seems hilarious," fosikrede hun ham før hun lagde kassen på bordet. HEDBANZ stod på æsken efterfulgt af en glad familie der så ud til at have det sjovt var afbilledet på æsken top.
Hun åbnede æsken og rakte ham et hovedbånd, hvorefter hun selv tog et. Hun fniste let og klemte kort om det. "This is going to be so silly, but I think we'll have fun. Lets start with the easy bundle," sagde hun og tog nogle røde kort op som hun lagde på hovedet. Hun læste kort manualen og kiggede så på fyrens næse. "So we grab a card, attach it to our foreheads and then we have to guess what we are... Sounds good?" spurgte hun prøvende og så på ham som hun først tog hovedbåndet på før hun vendte hovedet fra side til side som var hun en model der skulle fremvise et produkt. "How do I look?" spurgte hun med en glad stemme før hun forsigtigt tog et kort og satte det fast på båndet, GRÆSHOPPE stod der på kortet med et billede under af en tegnet græshoppe. Hun ventede på at han havde sit på. Hun ville grine lidt hvis det virkede som et sjovt ord han havde fået. "So who's first? You want the honor?"

Han kunne høre snøftet fra pigen, også selvom det var meget lydløst, så kunne de forhøjet sanser nu nemt opfange det. Det måtte være trist, at være fanget til, ikke at kunne få øjenkontakt med andre, og dog var han ikke i tvivl om, hvordan det nu engang måtte føles, netop fordi han trods alt havde levet sådan, mere eller mindre siden hans skabelse. Det havde været nemt i starten, for forholdet mellem ham og Samael, var nok det bedre siden der trods alt ingen andre var, og dog blev det værre og værre, i takt med at der kom folk til den anden dimension, og med det blev behovet for ham ikke eksisterende. Det var ikke en hemmelighed, at Samael forsøgte at skille sig af med ham, og selvom det var skræmmende at han måske ville kunne finde ud af det, forsøgte han at leve sit liv så godt som muligt, eller hvad end liv han nu engang havde.
Han klukkede blidt, som hun kommenterede på hvordan, at hun aldrig rigtig vandt 7 kabale "I don't usually talk to people, and he isn't really the nicest, so card games or books were my escape, and in the end it became easier to win solitaire" forklarede han, og selvom det egentlig var en trist historie for nogle, men i sidste ende havde disse så små ting, faktisk reddet ham fra alle Samael's onde tanker og minder om alt hvad han havde gjort, hvordan han engang havde forført en ung kvinde, blot for at mishandle hende og langsomt ødelægge det lys, der ellers havde været så smukt og klart. Han fulgte hende let med øjnene, som hun rejste sig fra sofaen, og bevægede sig hen til et bord, dog kun det af hendes bagside, og det alene syntes at vække en smule ved monsteret i ham, og hans blik blev igen hurtigt sænket. Hvem end hun var, så virkede hun sød, og ikke ligesom alle andre, der bare dømte ham for at være anderledes, og han ville ikke have at der skulle ske noget ved hende. Så burde han nu ikke smutte væk fra hende igen? Sikre Samael ikke fik sit greb om hende? Og dog kunne han ikke.
Han skød dog hurtigt alle tanker væk, da hun igen kom tilbage, og denne gang med et spil i sine hænder. Nysgerrigt lod han sine blå øjne betragte spillet, og det virkede ham ikke bekendt, og dog ud fra billedet, fik han hurtigt svaret hvorfor. Det var et spil hvor man til sin vis, var tvunget til at se på hinanden, noget han ikke just var en fan af "I haven't tried it either, and having fun does sound like something interesting" han var en smule tilbageholden, selvom en del af ham faktisk virkelig gerne ville dette, men han var vel så vant til, at den slags relationer kunne være farlige, for uagtet hvor meget han forsøgte, så ville Samael til sidst dukke op, og han ville ødelægge alt han havde bygget op. Hans øjne fulgte nysgerrigt hendes hænder, som hun tog tingene frem, og her forklarede hvordan spillet fungerede "It sounds logical" svarede han tilbage, og ligesom hende, tog han hovedbåndet på, som lå godt imod de blonde krøller.
Forsigtigt løftede han blikket, og fokusset gik hurtigt fra næsen til panden, hvor billedet var, og forsøgende tog han selv et tilfældigt kort, som blev lagt imod hans pande, hvor teksten stod som SVANE "You look great, or as great as someone can look with a card attached to their forehead" han grinede fo sig selv, ved tanken om hvordan de måtte se ud, specielt med kortet imod panden "that is a good question, ladies first?" spurgte han næsten tøvende, som vidste han ikke helt hvad han skulle sige, eller hvordan han faktisk skulle agere, nu hvor der var et levende menneske foran sig.

Det føltes rart, at møde en der nogenlunde kendte det med at tilværelsen kunne være for meget. Men det var også rart at han ligesom hende, på trods af at tilværelsen var for meget, stadig nærede den her menneskelige kontakt man ellers ikke kunne få. Almindelige mennesker havde nok set hende som en eller anden mærkelig person, en der ville sidde og spille et eller andet familiespil med en fremmed? Sindsygt, ikke? Men han var anderledes, han forstod det. Og det gjorde hende så glad at der endelig var endnu en der forstod hende, for dem var der ikke mange af i hendes bog. Da de havde fået sat kortene i panden, blev hun næsten ekstatisk glad, at hun sad og trommede fingrene mod stolens underside.
Hun grinte da han halvt komplimenterede hende, selvom hun garanteret så fjollet ud med kortet i panden. Hun kiggede lidt op på hans pande og læste hvad der stod, før han svarede på hendes spørgsmål om at hun skulle starte. Hun lavede en tænkende grimasse og kiggede op i loftet som hun overvejede sit spørgsmål og åndede tungt ud. "So many places to start. I truly don't know what to pick first," sagde hun i et smil før hun så lavede et udtryk der viste at hun havde indset hvad hun skulle starte med. "Alright so... Am I a person?" spurgte hun så med et forventende udtryk om at få et ja. For hvis hun ikke fik et ja, ville hun bide sig i læben og kigge i bordet for at overveje hvad hun så kunne være.
Alt imens de sad og spillede, kunne hun mærke blikkene fra de andre i lokalet. Det føltes mærkeligt, og normalt ville det have sat en dæmper på hendes humør, men ikke denne gang. Dette var som sagt, noget helt nyt for hende, og der skulle meget til at sætte hendes humør i sænk nu. Hun så afventende på ham som han skulle stille sit spørgsmål.

Han havde aldrig prøvet denne slags spil før, men at prøve nye ting, var vel ligeså stor en del af tilstedeværelsen, som det at danne nye relationer med folk. Dog var han næppe den bedste til det at danne nye relationer, men så igen når man havde så stort et monster fanget i sig, som det af Samael, så var det vel kun forståeligt, at man ikke ville danne de bedste relationer med andre. Selvom som han sad der foran pigen, var der endnu en frygt i ham om, at Samael ville få fat i hende, at han ville ødelægge hvad end lys, som måtte være i hende, og det var en tanke, som et sted gav ham lysten til bare at rejse sig op, også gå videre, således hun ikke skulle komme til skade. Dog var der alligevel noget ved hende, og det lys hun viste frem imod ham, som gjorde at tanken om at gå væk, nærmest virkede helt underlig og forkert.
Hans blik ramte aldrig det af hendes øjne, men fokuserede derimod på enkelte punkter, såsom enten hendes næse, hendes læber eller kortet der var sat fast i hendes pande. På denne måde sikrede han sig, at Samael ikke ville røre på sig, og pludselig komme frem, for så at ødelægge dette lille spil "I suppose all questions are hard to pick from" han trak på skulderne, så vidt han vidste måtte hun kun komme med ja nej spørgsmål, også via mere og mere specifikke spørgsmål, så komme frem til hvad hun egentlig havde i panden "Nope, you're not a human or rather not a person" han skar en grimasse "Shall I ask a question now, or do you ask questions until you guess what's on the card?" spurgte han nysgerrigt, han kendte ikke direkte til spillet, og vidste med andre ord derfor heller ikke hvordan det direkte fungerede.

//Helt okay, det var fantastisk alligevel <3