There is always something new to learn and feel each Sunday

Tid: Formiddag, søndag
Sted: Gågaden, udenfor en bogforretning
Vejr: Solrigt, en smule koldt på grund af årstiden
Udseende: Påklædning


Dagen havde startet tidlig for Haniel. Før solen var stået op var han kommet i tøjet og taget til morgenbøn. Selvom han var ærkeengel mente han også altid at man havde godt af at høre Guds ord fra menneskenes synsvinkel. Han havde fundet denne verden så forunderlig og fuld af smerte til at starte med, men han vidste også at det var realiteten hernede på Jorden. Efter morgenbønnen havde han besluttet sig for at gå en tur i byen og efter en times gang var der ved at komme liv i byen. Butikkerne holdt sjældent lukket i Gaia, men det var kravet menneskene havde for at leve i byen. Som butikkerne omkring ham sprang til live, begyndte folket at åbne vinduer i lejlighederne over gågaden. Et skævt smil kom på hans læber.

Gud havde skabt mennesket til at adlyde og være afhængig af ham, men som Haniel så sig om, så han også hvordan menneskene levede deres liv uden deres skaber i hovedet. Bygningerne der strækkede sig mod himlen var alle forskellige, og han elskede at se på denne verden. Nok var verdenen ikke som Gud havde forudset, men det var sådan den var endt op. Han ønskede dog selv at gøre denne verden bedre, ikke for ham selv, men for det svundne minde han havde om Hende. Hans hånd rørte forsigtigt ved det vedhæng der sad om hans hals. Det sidste fra hendes menneskelige liv sad her, altid tæt ved hans hjerte. Et varmt smil bredte sig på hans læber mens han kiggede i butiksruderne.

Mange børn stoppede altid op og stirrede på ham. Han vidste at han var overvældende for børn der var så nemt at imponere. Når de havde stirret i noget tid plejede han at lave sjove ansigter til dem, for at vise at han ikke var farlig. De fleste børn bukkede forover af grin når han gjorde det, og han lo selv med. Forældrene virkede altid rolig ved at han kommunikerede den måde med børnene. Måske var det hans aura der fra lang afstand signalerede en engel? Uanset hvad følte han sig velsignet på denne dag. Han kunne mærke hvordan solen stod ned fra oven, og han takkede i sine tanker sin far.

Påklædning
- Tøj + Sko Han er iført en sort skjorte og et par mørkeblå bukser. Han har røde convers på
- Hår + Skæg Han har kort mørkebrunt hår. Han har en smule skæg (Se profil billede)
- Accent Han taler med en britisk accent Link (1:30)
- Andet Han går med briller Link. Han har en omkring 4 bøger i sin favn

Som stort set alle andre dage, var han altid at finde omringet af en masse bøger, om det så var et bibliotek eller det af en boghandel, som var en ting sikket, var man i tvivl om hvor han var henne, skulle man bevæge sig til det nærmest sted som havde bøger. Det var lige netop dette, som ikke just gjorde ham populær blandt de fleste, han var trods alt en 25-årig mand, han burde være ude og feste, og omgive sig af smukke kvinder, ikke sidde med næsen fordyben i en ny bog. Det var måske også dette, som ikke just gjorde ham populær blandt de fleste, ikke fordi han direkte gjorde nogen fortræd, mange fandt ham bare mærkelig, og de fleste brugte gerne ordet særlig eller freak når de talte om ham. Måske han så i sidste ende, var bedre gjort uden alle mulige andre folk, desuden var der en ting som var sikker, netop at bøger ikke forsvandt, men det kunne folk derimod. Man kunne jo aldrig vide sig sikker, om en person altid ville være der for en, hvor det var der store chancer for en bog ville.
"Was that everything you needed dear?" spurgte Elizabeth, og let rettede han på sine briller, som han gav et nik fra sig. Han kom efterhånden så ofte i denne boghandel, at han var på første navn med ejeren "Well i suppose then I shall see you soon mr. Thorne? But should you not rather be out there enjoying the weather, than in here with the books?" lød det drillende fra den ældre kvinde, og dog gav Damian ikke meget andet svar fra sig, end et træk på skulderen, som han fik betalt og herpå samlede bøgerne i sin favn, for så at gå udenfor. Hvad han dog ikke vidste var, at et par bøller, havde set ham gennem vinduet, og her besluttet sig for at vente på, at han kom udenfor. Så sekundet han faktisk kom ud i det lettere køllige vejr, fik han slået sine bøger ud af favnen. Chokeret og måske endda en smule bange, for han sammen og forsøgte rette på sine briller "So the nerd finally decided to show his face?" lød det fra den højeste af dem, hvis ord alene fik de to andre til at grine, og dog fik det Damian til at sænke blikket, næsten som troede han dette ville gøre alt bedre.
Han nåede dog ikke at gøre så meget, før en hånd greb fat om hans skjorte, og her bankede ham imod den nærmeste mur "Answer him you freak" fik han smidt i hovedet, og som han løftede blikket, fik han øjenkontakt med en lavere fyr, omkring hans ejen højde, med klarer lillae øjne. Havde situationen ikke været så slem, ville han nok finde sig fascineret af dem, og dog var det ikke just øjeblikket for det "I- I'm sorry" fik han fremstammet, og bare alene det at kigge på ham, ville fortælle at han var tæt på et angst anfald af slem kaliber. Han var trods alt ikke typen, som faktisk indgik særlig meget socialt, så alene det af fyren rørte ved ham, gjorde ham meget ubehagelig tilpas. Damians forstammet undskyldning, syntes kun at få de andre til at grine, et grin der ikke just lovede godt, men mere holdte løftet om, at han nok ville komme hjem med flere blå mærker, end dem han allerede i forvejen havde, og de var ellers lige ved at heale sig.

//Farver:
Elizabeth
Høje fyr
Lave fyr med lillae øjne

Påstyret fra boghandleren kunne høres ned gennem gaden. Haniel så i retningen af hvor det skete og gik hurtigt derover imod. Han så bøgerne spredt ud på jorden og hvordan disse mennesker havde presset den unge fyr op mod væggen. Haniel sukkede en smule og gik over til ham der holdt fyren fast. Med en let finger prikkede han den høje fyr på skulderen, og han fik hans opmærksomhed.

”I’m sorry, but you should let that guy go,” sagde Haniel med et varmt smil. Hans rolige aura var klart at fornemme, og han stod næsten og rullede lidt på fødderne. Den høje fyr rynkede ansigt af Haniel og bad ham om at skride og blande sig uden om. Den lave fyr forsøgte at skubbe til Haniel, men det endte bare med at den lave fyr endte på bagdelen nede på jorden, og man så hadet i den lillaøjede fyr. Dog tog Haniel sig ikke af den slags og smilede en smule smørret til fyren før han vendte sig mod den høje fyr, der tydeligvis var lederen af gruppen. Idet han vendte blikket kom en knytnæve flyvende mod hans ansigt, men med en let hånd greb han om knytnæven. Den høje fyr stod en smule perpleks og hans blik fløj fra deres hænder til hans ansigt og tilbage igen.

”Please, I don’t wanna fight you,” sagde Haniel og lo en smule. Hans ansigt var afslappet, og han lignede en der lige så godt kunne have ventet på bussen. Måske var det det der gjorde at den lave fyr nu fløj op fra jorden og kastede armene om Haniel for at vælte ham mod jorden. Haniel blev dog stående og kunne ikke lade være med at le igen. ”We have a hugger, and one who likes to hold hands… I didn’t think this would happen today.”

Mens den lave fyr stod med armene omkring Haniel og prustede, og den høje fyr stadig stod og så mere eller mindre forvirret ud, gik Haniel let hen til den fremmede unge mand de før havde holdt oppe af væggen.

”I’ll take care of these in a second, but I would like to introduce myself first,” sagde Haniel med et smil. Han virkede ikke til at tage notits af de to fyrer der stadig var låst fast til ham. ”My name is Haniel Netzach, and I’m sorry that you have to see me like this.” Hans stemme lød så flydende som varmt smør når han snakkede. Veltalende og velformuleret var han. Et skævt krøllet smil sneg sig på Haniels læber og før nogle kunne nå at blinke havde han smidt fyrene fra sig så de nu lå lidt henne af vejen.

”Please, this is your last warning,” sagde Haniel og gik med en nærmest hoppende bevægelse tættere på dem. Hans bevægelser var lette, som om han kunne lette fra jorden når som helst. De to bøller så på hinanden med et skræmt blik i øjnene. Begge fik hurtigt fundet deres ben og begyndte halvt at kravle hen af jorden, til de fik hevet sig selv op på jorden og løb derfra. Haniel lo en smule, men ikke hånligt. Derpå vendte han sig om mod den unge mand han lige havde reddet.

Han vidste ikke hvad han skulle forvente, om han blot endnu engang ville føle næverne, og først blive efterladt, når de mente han havde fået nok tæv, eller om de faktisk ville fortsætte helt indtil, at der ikke var meget tilbage af ham. Aldrig havde hans tanke gledet imod det faktum, at en anden person faktisk ville redde ham, måske fordi det aldrig rigtig var sket, eller han før havde oplevet det hændt. Så da den fremmede mand, faktisk gjorde sig selv til kende, og her gjorde et forsøg på, at hjælpe ham, var det så fremmede og underligt. Normalt var folk ligeglade, når han følte smagen af næverne, såvel som sparkene, så alene dette var så underligt, men alligevel noget behageligt. Han kunne ikke helt forklarer det, men han følte sig lidt som de prinsesser eller kvinder, hvor prinsensen på den hvide hest kom, og her reddet dem fra hvad end kaos, der skulle ødelægge deres dag eller liv.
Han var faktisk så målløs, at det eneste han gjorde, var bare at stå og betragte det hele ske, mens han forsøgte få ordnet sine briller, der syntes at havde været faldet lidt ned fra næsen. Dog på trods af, at han havde fået den anden fyr væk fra sig, og mere specifikt hans hænder væk, var han endnu ramt af chokket. Men hvem ville da ikke det? Han var bare kommet ud af en boghandel, og ud af ingenting var han blevet overfaldet, og selvom det efterhånden var noget vant for ham, betød da ikke at det ingen effekt havde på ham. Måske han i virkeligheden bare skulle rykke sig væk fra alt social, trække sig væk fra andre folk, da de alligevel ikke rigtig syntes at gide ham.
Hans opmærksomhed blev trukket fra de utallige panik tanker, og tilbage til virkeligheden, som han hørte den fremmede mands stemme og mere specifikt den var rettet imod ham. Mørke øjne blev mødt af ligeså mørke øjne, som han forvirret betragtede sin redningsmand. Som den fremmede med et præsenterede sig, herunder navn Haniel, et han ikke just havde hørt før, fandt han sig selv nikke "Damian" fik han sagt åndeløst. Dette var på ingen måde, hvad han havde forventet, da han havde været på vej ud af sin lille lejlighed, var alt gået efter planen, ville han blot havde været taget ned til boghandleren, også tilbage igen, uden at møde nogen på sin vej. Da Haniel endelig fik jagtet dem væk, betragtede han ham med et vågende blik, lidt som forventede han faktisk det værste "Thank you, I suppose" lød det fra ham, lidt ala Haniel selv, snakkede han med overraskende gode manere, og med en accent nogle ville kalde en smule posh.
Igen fik han rettet på sine briller, som han bevægede sig ned i knæ, her for at samle sine bøger op "I'm afraid I don't have any money, or for that matter anything else to give" da han ikke rigtig havde prøvet dette før, vidste han ikke hvordan han skulle reagere på det hele. Han var endnu på sine knæ, som han med rystende hænder greb fat om de 4 bøger. Skulle Haniel her forsøge hjælpe ham, og deres hænder røre, ville han nok trække sin hånd til sig igen, han havde aldrig rigtig været en stor fan af berøringer, specielt lige efter han var blevet overfaldet.

De mørke øjne så bøgerne på jorden og med en rolig bevægelse samlede han et par af bøgerne op og genkendte titlerne som Homers Odysseen og Iliaden. Da de havde rejst sig fra jorden rakte han ham bøgerne med en let bevægelse. Han smilede charmerende og kunne ikke lade være med kort at studere denne unge mand foran ham. Han havde introduceret sig selv som Damian, og han kunne godt lide hvordan det lød. Han havde kendt en Damian engang langt tid før denne tid, og set hvordan den Damian sammen med sin tvillingebror Cosmos var blevet martyrer i det fjerde århundrede. Damians stemme fik ham tilbage til virkeligheden, og da han nævnte noget med penge rystede han på hovedet.

”Well, Damian, I am not interested in money nor any other payment,” sagde Haniel med et venligt smil. ”But if you could spare some time, I would love if I could offer you a cup of coffee, tea or what have you?” Som Haniel stod der på gaden var det næsten som om han havde et hvidt lys omkring sig. Han skilte sig ud fra mængden, det var der ingen tvivl om, men Haniel selv virkede ikke til at se det selv. Han var egentlig ret blind over for den indflydelse han havde på andre, og hvordan andre opfattede ham. Dog var han ufattelig interesseret i denne unge mand foran ham. Han var næsten draget til hans person, som en planet der cirkulerer en stjerne.

”If you want, we could discuss the books you have in your arms?” sætningen var formet som et spørgsmål, men Haniel vidste også at det mere var en invitation. Han tog et par lette skridt i retningen af en cafe på hjørnet, der var ved at åbne. ”I promise I won’t bite!” sagde han og fyldte gågaden med sin latter.

Han tog hurtigt imod bøgerne, som Haniel tog dem op, og dog var det centralt, at han ikke forsøgte at røre ved den anden mand. Ikke så meget fordi han troede han var under ham, mere at han ikke rigtig fandt det behageligt, og specielt ikke efter alt han lige havde oplevet. Let rettede han sig op, og lod sit blik mødes med den anden mand, der var en nysgerrighed at finde i hans blik, næsten som var Haniel en af hans næste bøger, og nu forsøgte han stærkt at finde ud af, hvorvidt det var noget han skulle frygte eller ej. Dog virkede det ikke til, at Haniel faktisk ville ham noget ondt, eller det var ikke den fornemmelse, som han fik fra ham "I don't really know much of this kind, so I do apologize" lød det fra ham, og han trykkede bøgerne imod sit bryst, mens han overvejede hvad han skulle. Var det her de sagde farvel til hinanden, og fortsatte videre? eller skulle de forblive i deres samtale? Hvor meget mere var der vel også at snakke om?
Som Haniel spurgte indtil, om han ville nyde en kop kaffe, the eller hvad end han nu drak, så han en smule overrasket på ham. Havde det ikke været for hans mor eller Elizabeth, var der ikke rigtig nogen, som faktisk kom med den slags spørgsmål. Han fik dog fremgivet et nik "Why not, One should after all always try new things" sagde han både for til haniel, men måske også mere sig selv, som forsøgte han opmuntre sig selv til at gøre det, ikke at den anden mand havde virket tuende. Sekundet Haniel forslog de kunne snakke om bøgerne, formede der sig et smil på hans læber, hvis der var noget han elskede at snakke om, så var det det af bøger og specielt også muligheden for, at lærer mere information "I would surely love that" han fulgte stille med ham, som Haniel bevægede sig imod en cafe, dog kom et mere forvirret udtrykke frem i hans øjne, som han begyndte at snakke om at bide folk "that would not be a very pratical way of gaining acquaintances" pointerede han som han trådte indenfor, og her hurtigt fandt et sted de kunne sidde, uden at blive irriteret af andres snakken.

Haniels ansigt lyste op da Damian takkede ja, dog på en mindre kryptisk måde. Og han lo en smule ved hans kommentar. Måske tog den unge mand tingene han sagde lidt for bogstaveligt, men Haniel kunne nu godt lide det. En lille latter undslap hans læber og et smil bredte sig på hans ansigt. Som de satte sig kiggede de mørke øjne hurtigt over det lille café kort der var stillet op, da han havde kigget det igennem rakte han det høfligt til fyren foran sig. Han lænede hovedet en smule på skrå og tog en af bøgerne, der var blevet lagt på bordet. Det var Iliaden han havde fået fingrene i, men han virkede ikke til at ville skade bogen. I stedet åbnede han på en af de første sider og gav Damian tid til at overveje hans valgmuligheder.

Ordene i bogen vakte en hvis nostalgi i ham, og som han roligt læste teksten så han en gang imellem op på den unge mand. Da Damian så ud til at være klar til at bestille nikkede Haniel roligt servitricen over. Servitricen var knap tyve år, men hendes udseende var nok grunden til hendes ansættelse. Haniel selv tog ikke notits af servitricens udseende og bestilte med rolige ord for dem. Da servitricen var gået væk vendte han igen øjnene tilbage til bogen.

”And fate? No one alive has ever escaped it, neither brave man nor coward, I tell you - it’s born with us the day that we are born,” læste Haniel højt fra siden han var slået op på. Hans stemme var rolig, og der var en lille undertone af tristhed som han læste stykket op. Ordene som han havde sagt virkede ude af tid og sted, men føltes så relevant for dette øjeblik. Haniel lukkede elegant bogen og lagde den på bordet igen.

”Hector was always the drama queen,” sagde Haniel med et smil på læben. Han øjne studerede roligt den unge mand, og han håbede på en form for reaktion.