We always win - Alessio

S: Himmelen
T: Ukendt
V: Varmt
O: Smukt, fredeligt og paradis agtigt
P: En lang hvid kjole, løst hår og ingen sko.
Emne til: @Alessio - here ya go! <3

---

Det sidste hun huskede var Lucifer, Lucifer som endnu engang troede at han kunne få hende til sig selv. Den brændende smerte der havde bredt sig fra hendes hjerte og fået hende til at gå i sort. Alessios stemme der rungede i hendes hoved til hun var væk. Så langt væk, at det ikke var før hun fik en hjælpende hånd. I hendes underbevidsthed tog hun imod hånden, og da hun slog øjnene op var hun tilbage til hvor hun oprigtig var blevet skabt. Det var længe siden hun havde set sin skaber i øjnene, længe siden hun havde følt hans kærlighed. Det føltes som små minutter var gået, hvor der i virkeligheden var gået flere dage. Isabelle gik ud i haven og så sig omkring. Så mange genkendelige ansigter, der bragte et lille smil frem på hendes læber. Det var først da hun egentlig så at hun havde fået sine vinger igen, at hun næsten begyndte at græde af glæde. Hun så på dem, hvorefter hun så imod indgangen til himmelen. Den person der kom farende var en person i sorg, den person var manden hun elskede.
"Alessio," udbrød hun og slog sine vinger ind imens hun løb over til ham. Isabelle tøvede ikke med at svinge sine arme omkring ham og holde ham tæt. Det havde været et spil mellem liv og død, men de ville altid vinde over Lucifer.

Alessio havde ikke fået lukket et øje i de dage hvor Isabelle havde været væk, han havde tilbragt sin tid oppe hos sin far, ventet på at høre noget nyt fra Isabelle. Han havde haft lysten til at dræbe Lucifer, men han kunne ikke få sig selv til det. Det eneste han kunne tænke på, det eneste som han havde gentaget flere gange, var at Isabelle måtte være i live, hun skulle være i live. Hun måtte komme tilbage!
Så da han fik besked på at hun var kommet tilbage, var der ingen tid at spilde. Han var gået direkte hen til haven, hvor han begyndte at kigge efter hende. Indtil han hørte hende. Den smukkeste lyd i hele verden.
Isabelle råbte han glad, som han hørte hende. Det var det smukkeste syn, lige efter da han så hende for aller første gang, den dag gud skabte hende. Hendes hår der flavrede i vinden og hendes smukke hvide kjole, hun var naturlig og uskyldig som en engel skulle være. Hun var lige så strålende og hun var hans, som hun altid havde været. Og han var hendes.
Han svingede hende rundt da hun svang sine arme omkring ham. Han krammede hende godt ind til ham og indhalerede hendes søde duft. Hans engel. Det var som om alt faldt på sin plads nu, alle hans bekymringer forsvandt, for han havde endelig hvad han søgte og hun var blevet engel igen.
You are so beautiful hviskede han kærligt og kyssede hendes pande blidt.

(Why am I crying? D: )

Der var gode og dårlige minder her. De dårlige minder var malet som Lucifer. Historien var tragisk, og hun vidste snart ikke hvorfor hun blev ved med at håbe på at han kunne reddes - men her stod hun gentagende gange som bevis på han ikke kunne. Men det var  typisk hende at forsøge at redde ham. en mission som endte i hendes eget helvede altid. Dog var det som om at da hun så Alessio, så blev de dårlige minder erstattet med de gode igen. Hun mærkede hans hud imod hendes som magneter der blev trukket imod hinanden. Glæden strålede ud af hende som de varmeste solstråler. Armene blev lukket om ham, som hun egentlig ikke ønskede at skulle ud af igen. Trygheden og varmen var hvad hun ånedede for. Han kyssede hendes pande og derefter så hun ham blot i øjnene.
"I wasn't honesty sure he would give me another chance, but then again. He always did," sukkede hun stille og sank en klump. Hun snakkede om gud, ingen tvivl om det. Det kunne virke unfair at lade hende leve som varulv, men Isabelle vidste også inderst inde at Gud ikke ville give hende en mission hun ikke kunne klare. Det var først nu hun egentlig var blevet så klog. I starten havde hun været skabt med den mission at være en metode for gud at skabe andre engle. Hvilket var grunden til hun både havde børn med Alessio men også havde et barn med Lucifer. Det havde været til at Gud havde set at Maelle var ligeså paranoid som sin far, og derefter havde Alessio 'fået' hende for sig selv. Sjovt nok havde Alessio aldrig set hende som det objekt hun havde været i starten.
Its Christmas.. wanna go celebrate?" spurgte hun og sendte ham et skævt smil. Det var flere tusinde år siden de havde tilbragt julen sammen, det var på tide.