Just shut up and let me kiss you - Alessio

S: Alessios hjem
T: Midt på dagen
O: Hvad der end er
V: Sol
P:Klik
Emne til: @Alessio <3

---

Okay. Tingene var vendt helt tilbage, også var de blevet ramt af en hær af zombier som hun ellers lige havde fundet ud af tingene. Det var ikke nok med at acceptere et liv og et andet liv. Men det var meget at acceptere alt Lucifer havde smidt hende igennem - når hun fandt ham, ville hun flå ham fra hinanden - med sine tænder. Lige nu var hun vred og såret - nok mest frusteret. Hun havde ikke set Alessio siden. Hun vidste hvor meget ære betød for ham, hvor meget det betød for ham - at de var de første fuldblodsengle. De pureste og bedste - og det perfekte billed var nu ødelagt. Hans verden måtte være et eller andet sted mellem et levende helvede og ja- hvem vidste. Isabelle havde fundet hans hjem ret hurtigt, det krævede ikke meget viden og snak omkring til at finde ham. Hun tøvede ikke engang med bare at  bruge sin forøgede styrke til at åbne døren, og gå indenfor.
"You can't just find me, and then pretend that I'm not there," Udbrød hun og lukkede døren efter sig. Varulve genet gav hende et lidt voldsommere udbrud når det kom til følelser - og det måtte han bare se at vende sig til. "Do you think I asked for this? No. I didn't remember anything. I had no idea who I was, because of that shit to Lucifer. If you need to blame someone then blame him. I'm right here. I'm alive. We are both alive. So what about you just get it together, and kiss me," forsatte hun sit udbrud til hun stod foran ham.

Alessio havde bevidst undgået Isabelle. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Hun havde været hans eneste lykke i så lang tid, og så blev hun taget væk. Han havde været så glad, da han havde fundet hende igen, i live, men hun var varulv. Han kunne stadig ikke forstå det, hvorfor faldt alle omkring ham og hvorfor lige en varulv? Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han elskede hende utroligt højt, men han havde også sit navn at tænke på. Hvordan kunne dette ske? De var de to første, de skulle havde været sammen som engle, altid.
Det var ikke sådan den første fuldblodsengel's familie skulle se ud. Den skulle ikke være fyldt med faldne, dæmoner, sirener og nu varulv. Han havde brugt dage på at tale med sin far, han havde bedt for tilgivelse for hvad hans familie havde gjort. Navnet og æren lå på hans skuldre, han burde havde været bedre og været i stand til at holde hans familie ren, men han havde fejlet.
Han sad i sin sofa med hovedet i hænderne, da Isabelle kom ind af døren. Han kunne mærke med det samme at det var hende, men han kunne nu også høre det. Han vidste hun var sur, sikkert også såret over at han ikke havde kontaktet hende og bare forladt hende. Men han vidste ikke hvad han ellers skulle. Hun kunne ikke være varulv, han kunne ikke være sammen eller elske en varulv.
Alessio rejste sig op og kiggede på Isabelle. Hans blik var tomt, mens hans tanker var fyldt med smerte og frustrationer, men han ville ikke vise det. Han ville bare have at Isabelle gik og den hårde facade ville måske virke.
Hun var vred, der var ingen tvivl om det. Alessio stivnede lidt, da hun bad ham om at komme over det og bare kysse hende, men hvordan kunne han bare gøre det? Han gik tættere på hende og lagde sine hænder på begge hendes kinder, som han så kiggede ind i hendes øjne. Det var stadig hende, det var stadig den kvinde han elskede, men der var noget grueligt galt og han kunne ikke se væk fra det.
I don't know if I can do this. hviskede han svagt. Hans tomme øjne, blev et blik af smerte.

Hænderne imod hendes fik hendes hjerte til at banke med den smerte det bragte i hende, i ikke bare at kunne gå til ham. Hun havde ham, og så havde hun ham alligevel ikke. Det åd hende op indefra. De grønne øjne så ind i hans, og skreg af den sårbarhed som han bragte over hende. Lucifer havde gjort dette imod dem, og han ville få betalt.
"I never saw you for a type who quites," hviskede hun. Det var svært, smertefuldt. Alligevel fik hans blik hende til at ligge alt sin vrede på hylden i et åndedrag. "I never did anything wrong. You know me. You know I would never kill anyone, you know me. I never fell. I never chose to be this way," pointerede hun i et roligt toneleje.
"Tell me, if this feels wrong. Does this feels wrong?" Spurgte hun og placerede sine hænder imod hans kinder. Isabelle havde måske levet i 30 år uden en eneste anelse om hvem hun var, men hendes instinkter havde altid været de samme. Hun havde altid været den samme person der ønskede det bedste for alle omkring sig, også derfor hun var blevet den eneste kvindelige alfa - en sand alfa.
"We can do this. Together," hviskede hun og derefter plantede hun stille sine læber imod hans. I håb om det bragte det håb i ham, som hun søgte. Et håb om, at hun ikke ville være den eneste der kæmpede for dem. For hvis hun var, så ville det ikke blive en kamp hun kunne vinde. Også havde Lucifer vundet, og det var ikke noget hun ønskede. Kysset blev hurtigt fyldt med alle de gamle og nye følelser. Savnet, angsten for at miste - og ikke mindst kærligheden der aldrig ville stoppe. En lille tårer gled henover hendes kind og den salte tåre blandede sig med kysset. Hun kunne ikke miste ham, ikke igen.

Noget rørte i ham, da hun sagde de ord. Der var en form for ild i hans øjne, som flammede op af det ord. Han var aldrig en der gav op, han kæmpede til det sidste, det havde han altid gjort i sine mange mange år. Selv da Isabelle forsvandt, stoppede han ikke med at finde på en løsning for at få hende tilbage. Deres børn så nok på det som en sygdom, som gjorde at han aldrig rigtig lagde mærke til dem efter det, men sådan var han. Når noget han elskede forsvandt, ville han gå til verdens ende for at få det tilbage, især fra en som Lucifer.
You know what type of person I am Isabelle mumlede han. Af en eller anden grund, kaldte han hende altid Isabelle, han havde aldrig brugt de kælenavne, som nogen brugte. Han var måske bare gammeldags når det kom til det.
En lav knuren kom fra ham, da hun sagde at hun ikke havde gjort noget forkert. Det vidste han godt hun ikke havde. Han havde kendt hende fra tidernes morgen, hun var ikke meget yngre end ham. Han vidste hvad for en person hun var, de havde de samme kvaliteter, derfor virkede de så godt sammen. Men nu var der gået noget galt og han vidste ikke hvad han skulle gøre.
I know... I just... I never imagined this happening to us... sagde han lavt og sukkede tungt.
Hans øjne var rettet mod hendes, da hun nu placerede sine hænder på hans kinder og en varme skød igennem ham. Det føltes præcist som det altid havde gjort. Lige fra da de mødtes, intet havde ændret sig og det gjorde ham endnu mere forvirret.
Sammen, de havde gjort alting sammen, måske kunne de også komme over dette sammen.
Et let suk gled over hans læber, da de mødte Isabelles. Han vidste der at han aldrig nogensinde ville give slip på hende igen, hvis det så ledte til at han ville blive falden.
Together hviskede han blidt.