I’m not ready to tell you - Alessio

S: Alessios hjem
T: Aften
O: Stuen
V: Neutralt
P: Tøj + hår
Emne til: @Alessio <3

---

Hun havde været væk i hvad? Et godt stykke tid, hvor længe havde hun ærligtalt havde været væk. Og for at være helt ærlig, så turde hun ikke opsøge sin far efter det. Han ville mærke det i det sekund hun kom i nærheden og forlange en forklaring. Medmindre han stadigvæk var ligeså knust over hendes mors forsvinding som han var tilbage dengang. Yelena havde alligevel i sidste ende bevæget sig igennem mængden af disse levende døde. Hun havde gået imellem disse sjæleløse skabninger i uger, og tænkt, naturligvis havde hun tænkt tanken. Frygten hjemsøgte hende sammen med minderne - men hun lod det gå nu som hun så hans hjem frem for sig. Det krævede ikke særlig mange kontakter at finde ud af hvor han boede. Overraskende nok. Yelena havde brudt ind ved at smutte ind i et af vinduerne og derefter stod hun bare lidt. Hun bed sig i underlæben og satte sig stille hen på en af sofaerne. Hun klappede sig selv lidt på sine lår før hun kørte hænderne igennem sit hår.

Alessio havde ikke planlagt meget den aften. Han sad bare på sit kontor og lagde planer om næstedags klasser. Lige nu sad han ellers bare lænet tilbage i sin stol og tænkte. Han tænkte over mange ting, mest på Isabelle. Hvad der var sket med hende, hun var en varulv nu. Han vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til det. Han elskede hende stadig, men han var ikke meget om tanken om at han faktisk havde lyst til at tilbringe resten af sit liv, med en varulv. Han havde lovet sig selv, at han ville tilbringe resten af sit liv med en engel, den engel var Isabelle, men den drøm var knust nu. Han kunne ikke rigtig beskylde Isabelle for noget, det var jo ikke hendes skyld alt dette skete. Det var Lucifer's skyld. Hans fortabte og irriterende lillebror, han skulle altid medbringe kaos! Hvis Alessio nogensinde så ham igen, ville han ikke love at han ikke ville slå sin egen bror ihjel.
Han holdt op med at tænke, da han pludselig kunne føle en mærkelig fornemmelse i hele hans krop. Der var nogen i hans hus, en engel, en falden det var tydeligt noget han kunne mærke.
Han rynkede brynende og rejste sig fra sin stol og gik ud af sit studie.
Han gik varsomt nærmere mod hvor denne fornemmelse kom fra, indtil han stod ansigt til ansigt med... Yelena?
Hans undrende blik gik til en ret arrigt blik. Hun havde været væk, hvor fanden havde hun været i al den tid? Var hun okay? Hun var falden!? Hvad pokker var der sket, hvad havde hun gjort. Hvorfor? Først var hendes mor blevet varulv og nu var hans største stolthed blevet til en falden engel?
Yelena? han vidste ikke hvad han skulle sige. Skulle han blive sur på hende? Skulle han bare være rolig? Tsk, han kunne ikke være rolig, ikke når alt dette skete.
What the hell?! You are fallen? What the hell did you do?! spurgte han surt.

Som han trådte ind af døren, rejste hun sig op for at være parat. Vreden overraskede hende ikke. Selvfølgelig ville hendes far, den første fuldblodsengel ikke forstå at hans eget blod kunne falde. Hun var barn af de perfekte engle, og nu stod hun her med fødderne bundet til mørket - ikke noget hun var stolt af. Hjertet bankede hurtigere imod hendes brystkasse, og smerten greb fast som hun prøvede at huske sig selv på at trække vejret. Det skulle nok gå, det var hvad hun fortalte sig selv. Først som han udtalte hendes navn, lod hun sine læber skilles for at ville sige noget, men de skælvende læber kunne ikke udtale en lyd. Ikke når hun så skuffelsen i hans øjne, det knuste hende inden i. Hvordan fik hun nogensinde fortalt ham, hvad der var sket? Hun prøvede at få pustet luften imod mellem sine læber, men det var for hvert sekund kun blevet et niveau mere svært for hende.
"What I did? How about.. oh hey Yelena. Nice to see you made it here alive, with all these soullees on the streets. Yes I did fall. But don't worry about it, I can see you don't have the time anyway," svarede hun og satte sig ned igen. Hun flyttede skamfuldt blikket hen på sine lår, hvor hun kunne se sine fingre folde sig ind imellem hinanden.
"I'm sorry.. I tried.. okay? I tried to be the good guy," hviskede hun og flyttede nervøst blikket tilbage på sin far.

Hvad pokker skete der med alle hans børn. Enten faldt de eller så var de bare ikke den rette race. Hvad pokker gjorde han galt. Han var den første engel, han burde være bedre end det her. Han burde kunne kontrollere sine børn.
Han sukkede tungt, han kunne ikke berolige sig selv, selvom at han vidste han burde. Han var ikke skabt til at være den omsorgsfulde far. Han gik lige til sagen, hvis hans børn havde gjort noget forkert. Han holdt ikke tilbage.
Det vidste Yelena udmærket også godt selv, han var ikke god til at vise nogen form for omsorg, især ikke når det gjaldt hans families image.
Han kiggede surt på hende og rystede på hovedet. You know what image means to this family Yelena. This is not good sagde han irriteret. Hvordan kunne hun bare sætte sig og forholde sig så roligt. Denne situation krævede at hun gjorde noget ved det, med det samme.
Han tog en dyb indånding da hun prøvede at forklare. Det gjorde det bare værre. Prøvede? Tsk.
Trying is not good enough Yelena. sagde han, han var frusteret, allerede udmattet. Han masserede sit forhoved, inden han kiggede på hende igen.
What are you gonna do about this? spurgte han. Hun måtte gøre noget. Han kunne ikke have at hans yndlingsbarn fejlede.