Catching up // I missed you [xxx]

Aviana følte virkelig nostalgien mellem dem, fra en forsvundet tid, det var en mærkelig følelse, hvis hun skulle være ærlig. Ikke detso mindre, så ville hun aldrig slippe den igen~ eller, til de må skildes ad igen. Der var også det at månen, snart ville ramme sin fuldhed, der gik godt nok nogle dage før at Aviana ville forvandlede sig. Aviana kiggede op på sin øjesten, sin kæreste eje med et undrede blik, hun havde kendt dæmonen nok til at vide at hun ikke var til stede.

Aviana smilede kærligt og førte en hånd op til sin venindes kind, My moon, what's bothering you? Spurgte hun nysgerrigt, mens hun nussede Moranas kind. You eyes tell me you're having deep thoughts, care to share? spurgte hun og satte sig op, så de var i øjnhøjde igen. Musikken var blevet en fjern lyd for hende også, da Moranas tanker var vigtigere for hende. Den varme kamin brændte stille af sted, med nogle få gnister her og der, som om den prøvede at få lidt opmærksomhed og vise, hvor god den var til at brænde træet.

Aviana betraktede sin elskedes ansigt og øjne og tanker fra en anden tid viste sig, fra da de var sammen. Morana havde det selv samme udtryk for omkring 50 år siden, som hun havde foran nu. Det var da Morana lærte noget ret forfærdeligt omkring sin varulv. Det halv nye par, sindsyg forelskede og kunne aldrig forstille sig et liv uden hinanden. Morana, næsten lige startede på sit psykologi studier og Aviana, en udødelig varulv, som bare var kommet for at høre lektionen om psykologi.
De var taget ud at spise på en fin resturant, både for at nyde hinanden selvskab, men også for at have det lidt sjovt på en weekendsaften. Som de havde siddet og hygge snakkede, blev de afbrydt af et ældre par, begge vampyre, meget gamle vampyre. Deres tøj for utrolig fint og stillede, men deres tale måde, var tilbage fra 1915-tallet.

Paret udbrød stor glæde ved at se Aviana, som fik lidt et shock over parrets pludselig hilsen og sendte Morana et undrende blik. Vampyrparret snakkede til Aviana, som om de var gamle venner, og endda utrolig tætte og Aviana så bare mere og mere forvirrede ud. Det var først der, at parret kom i tanke om at der var gåede endnu 200 år og at Aviana nu havde glemt alle hun kendte inde for de 200 år. Parret undskyldte for deres meget energiske hilsen.
Vampyrparret bukkede fornemt for dem og fortalte dem at, hvis de ønskede det, var de mere end velkommen til at komme over til dem og få en forklaring. Parret kunne set at Aviana og Morana var sammen og ville hygge sig.

Vampyrparret forlod Aviana og Moranas bord og fandt deres eget. Aviana var meget forvirrede og indrømte hun havde ingen idé om, hvem disse vampyrer var, men ikke desto mindre, var hun nysgerrig over at finde ud af mere.
Den nat fandt begge piger ud af om Avianas forglemmelse, hvert 200 år. Vampyrparret undskyldte dog for at være dem som skulle bringe nyheden, især til Morana, da de tydeligvis kunne se, den store kærlighed til varulven.

Tilbage i hytten, fik Aviana et lidt mere seriøst blik, is this about me and what the my old vampire friends from a distant past said? Spurgte hun og med en hånd på Moranas kind fangede hendes blik.

Aviana smil faldt en smule, inderst inde, vidste hun godt at deres tid ville komme, men hun havde lidt skubede tankerne væk. Aviana kiggede væk fra sin veninde da og inde i ilden, I know it's not easy for you Mo~ especially since I will forget everyone.. and most of all you svarede hun med tristhed over sin egen stemme. Varulven kiggede stadig trist på sin kæreste eje med et svagt smil, Wanna hear to saddest part about it and please don't hate me for it tilføjede og tog en dyb indånding.

Var hun rent faktisk bange og nervøs for, hvordan hendes næreste og kæreste veninde, tænkte om det hun ville sige? Ja selvfølgelig var hun det, Morana betød alt for hende, hun var den eneste sjæl hun aldrig kunne leve uden, hvilket var ret ironisk.
Aviana kiggede ned på sine åbne hænder og smilede en smule, I've never actually told anyone this, but apparently, I not only just forget people I know, but offspring is also people I forget. Around 3000 years ago I had kids with a witch... And if it wasn't for the witch, I wouldn't even know I had kids forklarede hun en smule nervøs og kiggede på sin veninde igen.

I guess, if you look at it this way. You always asked me about kids.. ~surprise~ fortsatte hun og grinte lavt for sig selv. Varulven drejede sig en smule rundt på pelen, de sad på, så hun sad med fronten til sin veninde og kaminen bag hende. Den sorthårede nøgne varulv vidste godt hun kunne være en mundfuld og hun vidste godt at lærer hende af kende var udmattende. Hun var især svær at komme tæt på, når hun var i sin krigeriske jæger persona.

Det fik Aviana til at blive en smule fjern i blikket. Hvad nu, hvis hun kommer til at dræbe Morana, efter hun havde glemt hende? Nej! Det kunne hun aldrig finde på at gøre... right? Avianas begyndte faktisk at blive direkte vred indeni, jo mere hun tænkte over situationen de ville ende i. I sin vrede sparkede hun til lænestolen, så var inde for hendes rækkevidde, så den væltede omkuldt.
It's not fucking fair! udbrød hun nu rasende og den indre dyriske vildskab var ved at vise sig i hendes øjne, samt et svagt med tydeligt knurren lød dybt i hende. Den selv samme vildskab Morana så i Avianas øjne, da hun for første gang så varulven blive tvunget til at forvandle sig.

Aviana mærkede de omfavnende arme fra sin kæreste eje og hun lukkede med et tumt åndedræt. Varulven slappede atter af igen og vildskaben så ud til at forlade hende. Det var skræmmende nogle gange, hvor rolig en effekt Morana havde på Aviana. Lænestolen varulven havde sparkede til i vrede, havde formåede at gå i stykker og halvdelen af stolens side var knækkede af.
Yes... I remember, I was in the middle of combat training svarede hun og huskede godt både den værste dag, men også den bedste dag i sit liv... eller det af sit liv hun kunne huske.

I guess you still can't tall me gættede hun på og lyttede til den beroligende banken af Moranas hjerte. Do you remember how angry I got? I destroyed and made a mess of our home.. And ran away off for months tilføjede hun og huskede tilbage på den dag.

Aviana troede ikke sine øre til at starte med, men Moranas øjne, havde bekræftet at hun slog op med Varulven. Aviana havde været synderknust og fik slåede en del ting i deres hjem i stykker, dog lige meget, hvor rasende og synderknust, kunne hun ikke skade sin kæreste eje. Ikke fordi hun var for svag, men hun kunne ikke formå at skade den hun holdte af mere sin egen sjæl.

Så Aviana så den eneste valgmulighed var at løbe væk. De havde boet oppe på en af Aries i bygningen og før Morana kunne nå at stoppe Aviana, havde hun forvandlet sig til sin raptor form og sprunget ud af vinduet og forsvandt i byen.
Aviana satte sig en smule tilbage, så de kunne se hinanden i øjne My love, I hated you for so long, do you remember? But in the end, I couldn't live without you and you couldn't without me. sagde hun og tog sin venindes hænder i sine. I can't change the fact that I forget everyone I know for every 200 years and I've come to term with that. We still got 150 years or some before this stupid thing makes me forget everyone... Sagde hun og åbnede munden til at fortsætte med, men noget fik hende til at stoppe og tænke over de næste ord.

...I hope you will always try and make me remember... make me remember~ us, my Moon, my love håbede hun inderligt og kiggede med en ubeskrivelig kærlig på sit kæreste eje. But, I.. I understand, if it will be too much for you, to relive the memorise. Tilføjede hun og kiggede ventede på sin venindes svar.

Aviana udtrykte et lille grin fra sig, det var ikke noget hun ville benægte. Aviana var en af de mest stædige væsner man kunne møde og hun havde det med at sætte afstand mellem hende og fremmede. Varulven nikede bare til sin veninde og fuldte håndt i hånd, med sin kæreste eje. Ilden i kaminen ville alligevel også gå ud i løbet af natten, hvis de ikke gjorde noget ved den.

Aviana fuldte Morana med øjne og et velkendt kærligt smil formede sig på hendes læber, som hun puttede sig ind til sin veninde og lagde armene omkring hende, så de helt op af hinanden med den varme pels over dem. Hun åndede afslappede og førte deres læber mod hinanden en sidste gang, før de faldt i søvn. Kysset var dybt og fuld af kærlighed til dæmonen i hendes arme. Efter et par minutter, slap Aviana kysset og slikkede sig blidt over sine læber og kunne ikke lade hver med at komme med et enkelt støn.
Den sorthårede varulv kiggede sin kæreste eje dybt i øjne, Sleep tight my Moon and love hviskede hun sødt og gav et ekstra kys på panden, før at hun lukkede øjne.

Stilheden omkring dem lullede dem begge hurtigt isøvn og før de vidste af det, sov de tungt med ikke en eneste bekymrede tanke i hovedet.

Aviana var det første til at vågne. Hun var trosalt et morgen menneske og ofte tog ud og jægede eller hvad end det nu var hendes flok havde brug for. For et kort stykke tid, troede faktisk at dagen med sin kæreste eje, havde været en drøm. Men lige i det hun skal til at rykke sig, mærkede hun sin dejlige og vidunderlige veninde i sine arme og et muntert smil formede sig på hendes læber.
Hvor så hun smuk ud, helt fredelig og perfekt, som hun lå i sengen og stadig sov. En kæk og fræk idé poppede ind i hovedet på Aviana. Det var noget hun ofte gjorde, da de boede sammen og var en fantastisk måde at vække sin øjesten på. Lige så stille vriklede Aviana sig ud af Moranas arme og positionerede sig selv mellem Moranas ben.

Med blide og kærtegnede bevægelser, får Aviana spredt hendes ben og påførte ømme kys op langs Moranas ben. I nussende bevægelser med sine hænder af Moranas inderlår, begyndte Aviana sulten at udforske hendes køn og klitoris. Smagen af sin veninde sendte vilddyret frem i hende og Avianas øjne fik en meget dyrisk arua over sig. Nu sulten og grådig for meget, placerede hun sine hænder om Moranas lår og udforskede sin venindes underliv sulten og vildt med sin tunge og læber og drak af hendes livskilde.

Fuldt opslugt i hvad hun var gang med, bemærkede ikke sin venindes reaktion, før hun rejste sig op fra sengen. Aviana kom med et lille knurren, men ikke rigtig rettede mod Morana, men mere bare at hun ikke kunne fortsætte. Varulven satte sig op i sengen, split nøgen, den store pelsdyne halvt omkring sig og slikkede sine læber rene. Hun sad på hug med den nedre del af sine ben halv ud til siden og kiggede på sin kæreste eje. Oh... I geuss we can't keep doing it.. svarede hun vemodigt og kiggede ned på sine fingre, som pillede automatisk ved pelsen.

Inderst inde, vidste Aviana godt at de ikke kunne fortsætte deres fantasi og leve i deres egen perfekte lille verden. Hun vidste godt at når de sagde farvel til hinanden endnu en gang, at de ville komme tilbage til virkeligheden. Men de følelser mellem dem føltes så rigtigt, hvorfor kunne de ikke bare forblive sammen og sige fuck resten af verden.
Men sådan var det desværre ikke. Aviana kiggede op på sin veninde, We both knew how it would end dear... It's the same everytime we're spending time in my cabin~ But we both agreed to stay friends kom det meget fornuftigt fra Aviana, hvilket var ret aftypisk for hende, da Aviana ofte kørte meget mere på impulser.

Aviana rejste sig op fra sengen og satte sig på hug foran sin kæreste eje og så hende dybt i øjne. Varulven havde de mest klare blågrønne øjne lige til morgen. I love you more than anything in the world dear, you know that. I would do anything for you, you know that. But before we end up destroying everything in the cabin out of impulses, I'm going to make some tea for us both and some breakfast for myself fortalte hun sin vidunderlige veninde. Aviana rejste sig op og split nøgen, gik hun lydløst men roligt ud i stuen og hen mod køkkenet.
I suggest we find some food for you too, after tea? Forslog hun kærligt, da hun vidste, hvordan hendes veninde ville blive, hvis hun ikke fik sjæle. Sjovt nok reagede de begge to ret ens, hvis de ikke fik mad, gnotten og arrig.

Aviana gjorde ikke noget for at stoppe sin venindes søgen efter føde, men som Morana forlod hytten, stoppede varulven emd at gøre, hvad hun var igang med. Hun havde lige lavet en held kande te med Moranas ynglingssmag. Aviana kunne høre dæmonens fodtryk, som hun satte op i fart. Den mørkhårede varulv vidste ikke om hun følte sig lykkelig over at Morana ikke havde mistet helt sig selv, eller om hun var skuffede over at Morana ikke engang sagde "vi ses" eller "farvel".

Ikke desto mindre, så stillede hun den brændvarme tekande på et bord med to kopper og hoppede i noget posede tøj. Hun gik ud af døren og låste ikke engang, men bare lukkede hoveddøren, før hun snusede den friske skovluft ind. Takkede være sin dyriske sanser, som varulve, kunne Aviana hurtigt følge sin veninde, hvilket hun vidste Morana ville hade. Aviana var dog lidt ligeglad, hvad hendes veninde tænkte, Morana var utrolig sulten og det kunne tiltrække bestemte folk eller væsner til hendes position, hvilket ofte ikke altid var særlig venlige mod dæmoner.
Som Aviana satte i sprint, dannede der sig en kæmp gassky omkring hende, til hun var helt dækkede, hvor en gigantisk raptor stormede gennem skoven og efter sin veninde.

Det tog ikke lang tid for Aviana at finde frem til, hvor Morana var og hun genkendte endda byen, da de havde været der en gang. Lige i det at Aviana kom tæt nok på den lille by, sænkede hun tempoede og gik blandt sidegader som stadig ikke var blevet ramt af solens stråler. Aviana brugte endda hustagene uden at blive opdaget til hun endelig fandt sin Morana. Mens Morana kiggede op mod himlen, kiggede der pludselig et meget velkendt raptor hoved ned mod hende.

Normale folk ville løbe skrigene bort, bare ved syndet af Aviana i sin raptor form. Men Morana kendte alt til Avianas mere "sjælden og underlig" evne, så at se en pludselig kæmpe velociraptor der var større end hende. Aviana i raptor form, hvis hun strakte sig på sine bagbem, gik endda 3-4 hoveder over Morana.
Raptoren der kiggede ned på sin elskede, drejede hovedet en smule til skråt og sendte nogle korte men rolige skrattende lyde mod Morana.
Raptoren landede med et tungt pump foran Morana og stod stortset i øjnhøjde, takkede være dens størrelse. Raptoren udsendte nogle små snarl lyde og kiggede ned på de mange kroppe der lå sjæleløse, stortset bare tomme skalde.
Raptoren kiggede tilbage på sin veninde med et spørgende blik, som en måde at spørger "fået nok dear?".