We hardly recognize ourselves in the dark - Roy

S: Baren, Late night
T: Efter solen er gået ned
O: Folk ved baren, nogle danser
V: Udenfor er der vindstille og mørkt.
P:
- Outfit: Link
- Dagslys smykke: Link
Emne til: @Roy welcome back <3

---

Det var nok den første rigtige aften ude efter hun var blevet forvandlet. Audrey havde mest gået hjemme, også selvom hun egentlig havde et af disse smykker som gjorde hun kunne gå ude i solen. Det handlede om selvkontrol og hun var så bange for at flå livet fra nogle. Dog denne her aften havde hun besluttet sig for at gå ud, Aaron var ikke hjemme. Bellamy havde nogle andre familie ting at tage sig af, og Audrey gad ikke se endnu en film på netflix. Det var måske for at få et par enkelte drinks i sit system, alkohol var ikke just hvad hun kunne drikke med alt det medicin hun havde haft i kroppen igennem årerne. Så hun nød at bestille et par af flotteste cocktails, og ellers sippede hun bare lidt af dem. Det var her en genkendelig person, så ud til at være i mere nød end hun var for lidt positiv opmærksomhed. Audrey sprang ned fra stolen hun havde placeret sig på, for at sætte sig på en stol overfor sin kære barndomsven. Gid hendes far havde taget hende til Australien oftere end han havde gjort. Dog var hun stadigvæk overraskende tæt med Roy, måske var det dette overnaturlige drama, hængene med død samt ødelæggelse der bragte dem sammen. At de måske var nogle af de sidste fornuftige folk i denne her dramatiske verden. Roy kendte til at Audrey havde været dødelig syg siden hun var fire år. Det var ingen hemmelighed for venner af familien eller for nogle på akademiet faktisk. Dog var det anderledes nu, efter hun døde havde hun fået det evige liv og for første gang siden hun kunne huske - var hun ikke syg længere, smerten var væk.
"You look like both that you could use another drink.. but also like you need a uber home," løftede hun let på smilebåndet. "you wanna talk about it?" Spurgte hun dog efterfølgende.

P: Link

Alt var brast sammen for den rødhårede ung mand, som sad ved et ikke langt fra baren. Et tomt glas i venstre hånd, som hvilede på bordet, og en halvtom whiskey flaske i den anden hånden. Han havde ikke drukket halvedelen af whiskeyen selv, kun omkring en kvart, men dette var også nok til at han sad lidt sammensunket, øjenlågene hang en smule, ja, han var vist godt beruset. Men det stoppede ham fra at føle den fulde smerte, ved at han havde mistet hende. Det var mere end han kunne bære. Tanker og følelser var for meget for ham, og udover at komme op at slås, som han efterhånden også gjorde ret tit, ja, han havde også været blevet stukket ned en enkelt gang, var det den eneste måde han kunne glemme på. Eller bedøve hans tanker og følelser, og få dem til at føles fremmede og fjerne. Som om han følte en andens følelser.
Han slap glasset med hans venstre hånd og kørte den igennem håret på sig selv, Nathan havde tvunget ham i bad tidligere på aftenen og han havde ikke gidet gøre noget ved sit hår, så hans naturlige krøller lå lidt omkring på hans hoved.
Han kiggede op da han hørte en velkendt stemme komme fra den anden side af bordet, han havde slet ikke lagt mærke til at hun havde sat sig der. Det var Audrey. Hans barndomsven.
Et fordrukkent smil brød ud på hans læber, men hans øjne syntes ikke at følge helt med, han var glad for at se Audrey igen. Det var alt for længe siden de havde siddet sammen og snakket.
Han trak på skuldrene til hendes kommentar om at han ville få brug for en Uber hjem, men da hun spurgte om han ville snakke om det, flyttede hans blik sig fra hendes øjne til bordet. Turde han åbne op for det her? Turde han sige hendes navn? Turde han?
Han svarede hende, stadig med blikket på bordet "I don't know if I can. It hurts too much.".

Hvis der var nogle der forstod at miste, forstod begrebet død - så var det Audrey. Hun havde hørt hvad der var sket, men det var altid noget andet at nævne det. Audrey tog en dyb indånding som hun så på ham, bemærkede hvordan ansigtet reagerede på sekunderne der gik. Audrey rakte sin hånd frem og greb om hans hånd. Audrey sank en klump og prøvede at tænke over hvad hun skulle sige.
"It will always hurt.. what I learned is.. it gets easier if you talk to at least one person about it.. We can go somewhere else, it doesn't have to be here," tilføjede hun med et lille skævt smil på læben. "Or we can talk here, I'll kick everyone out if I have to," pointerede hun og løftede blikket let rundt. Der var ikke just mange herinde i dag og de fleste var på en god afstand.
"And no one would judge you, I would never," sagde hun så. Audrey sank en klump og lod egentlig bare Roy tage alt den tid han havde behov for. Det var aldrig nemt at miste nogle, og Audrey kunne slet ikke forstille sig at miste Bellamy eller Aaron de var de to vigtigste brikker i hendes liv. Bare tanken fik hende til at skælve.

//Out <3