Dog Fight or not ? Lithra

Påklædning
- Tøj + Sko Hun er nøgen, dog som hun får tøj på, er det i formen af et par skinny jeans, en sort trøje og en læderjakke Link. Hun har i starten ingen sko på, men efter kampen, får hun lædersko på, med en hæl på, som gør hende 6 cm højere (fra 1,67 til 1,72) Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, krøllet og tykt, det går hende til armhulen Link. Hun har intet make-up på. Hun har i starten ingen ringe på, men efter kampen har hun nogle på sine fingre Link
- Piercinger + Tatoveringer + Ar Hun har en del percinger, se Udseende også Piercings. Hun har en del tatoveringer, se Udseende også Tattoos. Hun har ar, som dækker hendes krop, men også et par på ansigtet
- Accent Hun taler med en ukendt accent
- Andet Hendes ulv er godt ober 1,90 meter høj, bred og med en vægt på over 100 kg Link

Nok var hun fri fra sin fars terror, og hun havde endda været fri fra ham i godt 2 år, men alligevel var kampene alt hvad hun kendte til. Det var så meget en del af hendes liv, at hun nærmest følte sig tom uden. Dette forklarede nok også, hvorfor hun nu både som job og hubby, havde noget med kampe at gøre, og begge typer gav hende penge i lommen. I sidste ende var det vel også hvad hun skulle bruge, eller rettere måske var det hvad, hun forsøgte bilde sig selv ind, for ikke hele tiden at falde tilbage, til det helvede, som havde været hendes liv. Tvunget ud i konstante kampe, og med truslen om tortur, eller døden af hendes folk, hvis hun ikke gjorde som der blev sagt. Lexa havde haft ret, da hun sagde, at kampene var det eneste hun kendte til, og at døden var det eneste hun kendte.
Hun kastede det hele ud af sine tanker, som hun fik taget sit tøj af og sine ringe, for her at skifte om til sin ulveform. Takket være hendes evne, havde hun ikke kun en ulveform, som var langt større end andres, hun besad også en styrke og fart, som var det over det normale. Med vagterne ved sin side, forlod hun sit omklædningsrum, hvor hun her blev fulgt til til ringen. Hun var efterhånden kendt dette sted, og fik gjort et navn af sig, hun var den hvide gigant, den store kriger, hvis brutalitet kendte ingen grænser. Som de nåede derop, blev hun mødt af sin modstander, hvilket denne gang var i formen af en anden ulv. Hun mødte forskellige dyr, alle dog formskiftere som hende selv, og selvfølgelig var kampene ikke til døden, som hun førhen havde været vant til.
En mand trådte ind mellem dem "Tonight another seek to challenge our champion, The Great White Giant. Everyone has made their bets, and it is time for the battle" som han snakkede, bevægede han sig bagud, og som han blev færdig, lød klokken og kampen begyndte. Som altid var hun direkte og brutal, hun gik efter halsen, også selvom hun ikke skulle dræbe. Hun fik bidt hårdt fat, og begyndte at ruske i den unge ulvs pels, hvorpå hun kastede den imod den ene ende af ringen. Hun viste tænder, knurrede og snærrede, som for at vise hun ikke ville vise nåde, og den unge ulv angreb hende, og hun fik et fint slag ind, som der begyndte at bible en smule blod ned, fra et nyt sår, som befandt sig omkring hendes kind. Lithra knurrede og gik hårdt til angreb, hun bed ned i den andens skulder, hvor blod blev trukket frem, og hun tvang den anden ulv ned at ligge, som for at få hende til at vise submission, og efter adskillige bid, gav den unge ulv til sidst op og sejren var hendes.
Hun trak sig væk fra den anden, og forvandlede sig her tilbage til sin menneskelige form, præcis som den anden gjorde. De som var nye, ville blive overrasket, enten fordi de troede det var rigtige dyr, eller også fordi de havde troet Lithra var en mand, men med hendes så store ulveform, var det nærmest normalt, de flestede havde den ide. Manden fra før kom ind i ringen igen, tog hends hånd og holde den oppe "And the victory goes to the undefeated champion!!!" råbte han og der lød sejr, fra alle de der havde lagt deres penge imod hende. Med sejren i hus, bevægede hun sig tilbage til sit omklædningsrum, mens alle de andre samlede om de folk, som havde arrangeret kampen, for at få deres penge eller give pengene igen. Selv blev hun ramt af en ro, eller forsøgte at samle en ro i sig, som hun lukkede døren bag sig. Hun lagde sine hænder imod bordet som, stod imod muren og et sekund så hun sig selv i spejlet, før hun begyndte at tage sit tøj på, såvel som alle hendes mange smykker. Hun betragtede sit spejlbillede, såvel som hendes nye sår, tre fine striber gled ned langs hendes kind, dog var blødningen stoppet. Det var også omkring her, at hun hørte døren blive åbnet op, og hun vendte sig imod den, hvor hun fik øje på en ung mand "What do you want?" spurgte hun.

Hun hævede øjenbrynet, som den unge mand trådte frem, og her lod hætten falde væk, hvilket afslørede hans ansigt. Hun havde set folk af hans slags før, dem med hvid hud og hvidt hår, de var måske sjældne, men hun havde kæmpet imod dem før og slået dem ihjel. Hun kunne nærmest høre hvordan, hans hjerte hamrede afsted, lidt ligesom en lille fugl, hvis hjerte nærmest løb afsted med sine pulserende bank. Dette måtte betyde knægten enten var bange eller nervøs. Hun lagde armene over kors, som han kom med sin undskyldning, og hovedet blev lagt på skrå, som han komplimenterede hendes kamp og hendes evner i arenaen. Hun havde kæmpet siden hun var helt lille, så det kom nærmest per natur for hende "Strik goufa" (Little Child) klukkede hun for sig selv, han virkede naiv og uskyldig, som om han ikke kunne finde sine ord, og de ord han kom med, lød akavet, som var de tvunget eller forsøgt gennemtænkt op til flere gange.
Dog som han indrømmede, at han både var af samme art som hende, hvilket hun havde gættet ud fra hans fært, men at han gerne ville lære at kæmpe, som hun kunne, måtte hun indrømme sig overrasket. Hun lod sine arme falde til siden, og sit blik glide op og ned af ham, som analyserede hun ham, for at se hans styrker og svagheder. Indtil videre var det dog kun svagheder, som hendes øjne fangede, og i den grad en mangel på selvtillid, styrke og en tro på sig selv. Hun forblev stille et øjeblik, lod kun sine mørke øjne vandre hen over ham, og for et sekund kunne man ane det gyldne bag det brune "branwoda goufa" (Foolish child) brummede hun, som han beskyldte sit udseende, for at være et af grundlæggende faktorer, til at han var et nemt offer, som om det havde noget med hinanden at gøre "Your looks have nothing to do with strength or weakness for that matter, strength comes from pain and experience, it's deep inside everyone" pointerede hun, hun var selv en lav kvinde, og alligevel gik hun i kamp imod hvem end, som skulle komme imod hende.
Et suk forlod hendes læber, og hun trak en kuglepind og et stykke papir op fra sin lomme "I am not a good teacher, but I will teach you to fight" sagde hun, samtidig med at hun begyndte at skrive en adresse ned, hun stoppede dog op for at se advarende på ham "however, I must warn you, I do not accept failure or excuses, you will come at time, and you will do as I say" hun hadet undskyldninger og for den sags skyld svaghed, tingene gjorde ondt og det ville det blive ved med, indtil man blev stærkere. Alle startede trods alt et sted "Be there at 5:20" hun rakte ham papiret. Hvorfor hun sagde ja til at træne ham, var vel egentlig fordi, at hun ikke rigtig havde så meget andet at lave.