Lost in the woods - Simon

S: Tæt på Enchanted Lake
T: Midt på dagen
O: Skov.. skov og mere skov
V: Dejlig solrigt
P: Et par slidte bukser og en slidt top - kedelige brune og grå farver.
Emne til: @Simon <3

---

Det var dage, vis ikke uger siden at hun havde besluttet sig for at stikke af fra militær bassen. Hendes loyalitet mod Simon var større end ved de andre, og hun vidste de snart ville bruge hende til at svare spørgsmål omkring, hvor forredderen var henne. Derfor var Carrie smuttet inden de nåede at tænke at hun ville overveje det. Hun var søgt imod skoven, nok mest fordi at det var det nemmeste sted at forsvinde væk i. Carrie havde gået og gået, for til sidst at finde sig selv i et sted, hvor minder næsten krævede energi for at blive trukket frem. Det var det gamle hus hun havde opvokset i de første 6 år af hendes liv. Carrie fandt sit nysgerrige selv i at gå indenfor, der boede tydeligvis nogle her nu - men ikke direkte permanent. Hun kunne se det blot var for et par dage på oppakningen. Carrie vidste at hun burde vende om, alle instinkterne i hende skreg at hun skulle løbe imens hun kunne - men hun måtte vide om der var noget tilbage. Hun måtte vide det. Så derfor listede hun sig rundt i den lille hytte, åbnede diverse skuffer og låger - til hun fandt en kasse med små bøger i. Hun puttede dem i sin rygsæk, da hun kunne se håndskriften tilhørte den gamle dame, som havde været den eneste der havde direkte elsket hende. Så vidt hun huskede. Carrie rejste sig op da hun hørte en lyd udenfor. Nogle var på vej. Hjertet bankede i den spinkle piges krop, og hun så sig omkring efter mulige udveje. Hun satsede alt og rejste sig stille op, for at bevæge sig hen imod det nærmeste vindue - heldigvis åben. Hun smed tasken igennem, så lydløst som muligt og skulle selv til at klatre ud - da enorm styrke rev hende tilbage. Et skrig forlod hendes læber uden hun nåede at tænke over det.

Hænderne omkring livet på hende, strammede som hun blev holdt i luften. Carrie satte neglene i hænderne på manden, og sparkede så vildt de små ben kunne magte. Men hun var træt, havde ikke sovet og det var minimalt mad hun havde fået slæbt med sig på turen. Hun blev løftet med udenfor og næsten smidt ned på jorden. Carrie prøvede at kravle væk, men med et hårdt greb om hendes venstre skulder blev hun tvunget om på ryggen.
"Who do you think you are bitch. You can't just come in here and steal my food!" vrissede dæmonen arrigt. Carrie fiskede efter den dolk hun skjulte i sin støvle, og fik endelig fat i den for at stikke den i låret på ham. Han skreg op så fuglene omkring fløj i vildens sky.
"I will make you regret that," mumlede han. Hun mærkede hvordan han med sin ene hånd fik grebet om begge hendes håndled.
"SIMON!" Råbte hun i panik, ikke fordi at han var der. Men fordi det var det eneste hun følte hun kunne gøre. Hun mærkede svedperlerne danse henover hendes pande, som hun så ind i mandens blanke øjne. "SIMON!" Forsøgte hun igen og prøvede stille at overdøve hans latter, som han forsøgte at trække hendes tøj af hende.