Dynasty - Simon

Frontlinjen. Det skulle bare altid være frontlinjen med dem der var knapt så erfarne med krig og kamp, de stakkels unge børn der blev sendt ud for at dø. På en måde gav det mening, men alligevel virkede det så kynisk og brutalt. Simon stod og talte sin deling som de var blevet kørt ud for at tage dem af en mindre udsat del af byen - Alle de børneansigter som han kiggede på med et trist blik i øjnene. Ingen af dem fortjente at blive flået i stykker, men han vidste at der var nogle ansigter i denne deling som ikke ville komme igennem aftenen. Det var nemlig aften da de blev kørt ud, en simpel mission om at udrense den lille mængde af levende døde som der nu var.
Men det viste sig hurtigt at aftenen skulle blive lang og brutal. Uden at vide mere om området, var delingen gået ind i parken hvor der ikke virkede til at være meget liv og ikke-levende liv. Simon havde en klump i halsen og en dårlig fornemmelse i maven, men han valgte at fortsætte - Sit livs værste beslutning. Som de var nået ind i parken, var zombierne væltet ind fra alle sider, de der var langsommest til at trække deres våben blev flået fra hinanden. Simon fik lov til med egne øjne at se de fleste af de stakkels små børn der knapt nok havde fået lov at leve, dø for øjnene af ham. Uden at tænke nærmere over situationen, tog han en lille pige under armen og løb - Løb for hendes og hans eget liv.
Han havde fundet ly fra de døde i et træ hvor han nærmest panisk kastede pigen op før han selv hoppede op. Med nød og næppe nåede de begge højt nok op til ikke at være i fare længere. Og så åndede han tungt ud. Skrigene fra hans døende deling ekkoede gennem parken i næsten en time - Før der blev helt stille. Og i stilheden sad Simon bare med pigen på den anden gren, bundet fast til træets stamme, indtil han døsede væk i en forstyrret søvn.
Han vågnede ved lyden af kamp i nærheden. Øjnene sprang op og han kiggede hurtigt mod pigen, som stadig sad oppe af træet på sin gren og sov en fredelig søvn. Han bandt sig selv fri før han roligt kravlede ned af træet og kiggede på de uhyggeligt rodede spor i jorden efter zombiernes desperate forsøg på at nå dem da de sad i træet, til en pludselig forsvinden. Han trak sin pistol og trådte roligt frem mod kampen, før han stoppede bag et træ. Synet der mødte ham fik ham til at løfte øjenbrynet en anelse. "A girl on her own?" mumlede han forvirret for sig selv, før hun vendte opmærksomheden mod ham. Et smil kom frem på læberne og han trådte roligt frem før han trak sin kniv i bæltet. "Yeah, I tend to not be the polite type of guy. You got quite the skills in fighting though, I admire that," sagde han så som han gik frem mod zombierne, klar til at slås. "Let's show these fuckers, that the living rule these grounds," kom det kækt fra ham som zombierne nærmede sig.

Et smil kom frem på hans læber som hun gik med til hans plan. Han gik frem mod zombierne og lod hans kniv føre kampen. Ikke noget med at have zombierne for tæt på, han var jo trods alt et menneske og det sidste han ville, var at ende op som en af disse ulækre skabninger. Det var på en måde rart at kunne komme ud med lidt damp, noget af frustrationen ved at se hans hold-medlemmer blive flået fra hinanden mens han stod hjælpeløs og hvad? Han nåede kun at redde en. Hans vrede kom måske til for meget til udtryk i den yderst aggressive kampstil han havde - Næsten for hensynsløs for sig selv til at ende godt. Heldigvis med hjælp fra kvinden fik de endelig ryddet ud i, i hvert fald den del af parken som de var i. Og så kom menneskerne.
Som lederen trådte frem mod kvinden han lige havde kæmpet side om side med, sank Simon en klump. Den truende adfærd, hvordan menneskeskrigene mindede ham om gårsdagens skrig fra hans egen deling. Han nåede ikke at tænke før han brat trådte frem mod lederen og ret så pludseligt plantede sin sammentrukne hånd som en kanonkugle der ramte sit mål. For at se denne gruppes mangel på hensyn til andres liv, at de bare satte ild til hvad end de ville, satte noget i gang i Simons indre. Han så ansigterne på sine holdkammerater, og han ærgerede sig over at de skulle dø mens mennesker som den her leder fik lov til at gå rundt og gøre hvad end han havde lyst til - Det virkede bare ikke fair.
Havde lederen ikke haft så travlt med stirrekonkurrencen med pigen, havde han haft rig mulighed for at opdage Simons knytnæve. Simon stod ved siden af pigen som han fandt sit fodfæste igen efter at have lagt alle kræfter i slaget. "I fucking hate the kind of people that disregard other's lives in a time like this," mumlede han irriteret før han så kiggede på resten af lederens lille bande. "Listen up punks. Last night, I got to watch my whole squad get wiped out, and here you guys are, setting everything on fire. So you want to know what is going to happen if you keep going?" spurgte han så før han trådte frem mod lederen der lå på jorden og lænede sig ned som han greb hans krave og trak hans ansigt op i knæhøjde.
Braget rungede højt gennem parken, som pistolen blev affyret mod lederens tinding. Simon stod bare med et koldt udtryk i øjnene som han slap kraven på lederen, der bare faldt til jorden som en kludedukke. Skrigene fra de brændende huse lød stadig, og Simon stirrede bare på resten af flokken, afventende på om de ville kæmpe eller stikke af. Han trak dog let på skuldrene og kiggede tilbage mod kvinden der nu stod bag ham. "Sorry for fighting your battle. I just cant stand and watch this madness unfold. People that murder innocents aren't suited for living anyway," sagde han så før hans blik vandrede tilbage mod de andre.

"It's not wanting the kill. I just did what was necessary for the people," sagde han så før et lille smil faldt over hans læber som hurtigt forsvandt igen. Hvor meget han så end ville lege helt, havde det været en dårlig dag for ham. Men nu ville han ikke tænke mere over det og vendte sin opmærksomhed mod lederens resterende bande.
Da Tatia så ud til at lege med faklens ild og få den til at blusse op, fik Simon et overrasket udtryk mens han bare stirrede roligt på den brændende mand der havde lagt sig for at rulle ilden af sig. Men intet virkede og der lå han bare og rullede og skreg. Simon blinkede et par gange som han vendte blikket mod Tatia som skulle han lige genfinde forstanden. "Yeah, right, the girl," sagde han før han så drejede om på hælen og gik i den retning som han havde forladt pigen i. En enkelt eller to zombier havde snuset sig frem og stod nu op af træet som de rakte ud efter pigen der stadig sad hvor Simon havde efterladt hende, uden for deres rækkevidde. Simon gik bare roligt frem, med det held at zombierne havde for travlt med pigen. Den første fik hans kniv gennem hovedskallen, mens han sparkede den anden væk.
Kniven trak han hurtigt ud igen før han gik over til den anden og gentog nogenlunde samme hurtige men effektive afslutning på deres udødelige død. Han tørrede kniven af i zombiens tøj og kiggede op i træet. "Carrie, just untie yourself and jump. I got you," sagde han så, mens han satte kniven i sit bælte. Pigen, Carrie nikkede kort før hun bandt sig fri og noget så tillidsfuldt bare hoppede ned fra grenen og ind i Simons arme. Han satte hende roligt på jorden igen før han vendte opmærksomheden mod den nu ildbetvingende kvinde. "There is a safezone nearby. We could take refuge there and get some rest?" foreslog han så mens han så hende an. Han havde ikke troet at hun var et overnaturligt væsen, men alligevel følte han sig positivt overrasket.

Havde han kunne læse Tatias tanker eller få lov til at se hendes reaktion til det han sagde til kommandøren, ville det helt klart få ham til at smile en anelse. Han var stadig i fuld gang med at presse gårdsdagens tragedie ud af hovedet så han ikke behøvede at konfrontere sine følelser omkring det. Han vidste at det ville blive hårdt at acceptere. Som de gik og han begyndte at lede efter mad til alle tre, kunne han dog ikke lægge skjul på at han bar på meget vrede. Han gik roligt ud til rationerne til denne zone og som hans blik faldt over en kasse, fik indholdet ham til at stoppe op og blot stirre på det i et kort øjeblik. En chokoladebar som hans deling plejede at se frem til efter missioner lå bare der og ventede på dem som aldrig ville komme. Hans hånd knugede sig sammen før han bare sparkede til kassen så alle chokoladerne spredte sig på gulvet. Han åndede tungt ud som knuden virkede til at løsne sig en anelse men det var ikke nok.
Han vendte sig mod nogle frugter som så friske nok ud til at spise som han tog. Han samlede også to chokoladebarer op fra gulvet før han begyndte at gå tilbage mod de andre. Det tog ham ikke længe at spotte dem, og hurtigt bemærkede han at Carries hår var anderledes. Carrie som ellers havde været så stiv og grå, var pludseligt blevet livlig som et rigtigt barn burde være. Hun pillede lidt ved sin fletning som hun pludselig følte sig genert overfor at vise sit hår til Simon. Simon kunne dog ikke andet end at smile og række Carrie en chokoladebar. "Your hair looks great, Carrie." sagde han som han så kiggede på Tatia. "I assume that you're the master braider. It's a decent skill to have," sagde han så som han roligt satte sig ved siden af hende og rakte hende et stykke frugt. Han tog selv et æble som han tog en bid af og lænede sig tilbage mod sin arm der var plantet på det kolde stengulv bag dem.
Han betragtede roligt Tatia og kneb så let øjnene sammen. "You're not exactly human are you? I sense something different in you, different from everyone else," sagde han en anelse lavmælt som et lille smil var over hans læber. Så vendte han blikket mod flammerne foran dem og åndede tungt ud. "You're awfully good at fighting. Your instincts in battle are flawless. I would guess that you're some sort of animalistic shapeshifter hence the drive for survival and comfort," sagde han så som var han ved at gætte hele hendes liv. Så trak han let på skuldrene, "Or maybe you're just good at fighting. Either way, I'm not judging you, I'm rather admiring how strong you seem to be on your own. Not many can handle that," sagde han så og lod en tanke om sin deling strejfe hans hoved. Hans kæbe trak sig sammen i vrede men han prøvede at kigge væk så hun ikke ville bemærke det.

Sorg ville blive til vrede. Han kunne ikke andet end at give hende ret. Det var dog rart ikke at føle sig helt alene om at sørge over hvad end man nu sørgede over. Han kneb dog øjnene sammen og kiggede på hende med et skeptisk blik. "I've just learned to hide it well. As a kid, I was taught; A real man can hide his most inner feelings. And that if you cried, you'd get toothbrush duty," sagde han så og trak en grimasse der fortalte hvor frygtelig den tjans måtte være. "Toothbrush duty being scrubbing the toiletfloor with your own toothbrush. Didnt brush my teeth till I got a new one, and surely never cried after that." han foldede sine hænder om æblet og grinede så en anelse, da det i sig selv var ret tragisk.
Som hun foreslog at han kunne tage kampen op med kommandøren, trak han let på smilebåndet og tog endnu en bid af sit æble inden han let rystede på hovedet. Han ventede med at svare til han havde tygget af munden og kiggede så lidt på Tatia, "That's not really how things work anymore. Sure, in the medieval times, would it had been an option. But not in the year of 2000," sagde han hvorefter han så bare rystede på hovedet af sig selv og klappede sin pande, "Which you probably already know, cuz you're here in the year of 2000," sagde han så som følte han at han havde fornærmet hende for at uddybe hvorfor planen om en tvekamp ikke kunne gå.
Han sukkede kort og kiggede så lidt ind i flammerne. "It is of course to be solved by the means of democracy. But I do appreciate your faith in my strength and goodwill," sagde han så som et lille smil formede sig på hans læber.
"I am slowly working my way up to being someone meaningful in this godforsaken military. They sure could use someone better..." sagde han så en anelse lavmælt, men ikke fordi han ville skjule det eller noget, men faktisk var det mere en mumlen til sig selv. Han kiggede over på Carrie og bed sammen i et øjeblik. "She's barely 12 years old. She isnt supposed to wield a gun and shoot the undead or living. She should be picking a new dress for school and be chased around by boys who pulls her hair to get her attention," sagde han så og som Carrie et kort øjeblik kiggede deres vej, vinkede han med et smil på læben. "But this is what happens to orphans who get chosen by the military to be cattle in war." smilet forsvandt som Carrie kiggede væk men stemmen havde givet væk med det samme at det blot var endnu en af de mange ting der irriterer ham. "Anyway, I talk too much. Tell me something about yourself?" spurgte han så med et lille smil.  

"Sure we have eachother. But she needs to be somewhere were she isnt treated as a weapon, but as a real person," sagde han roligt og kiggede ind i ilden. Han lyttede til hende da hun fortalte lidt om sig selv. Et kort sørgmodigt smil faldt over hans læber som hun nævnte at hendes forældre også var døde. Det var utroligt at de havde så meget til fælles på et eller anden tragisk punkt. Han fik spist æblet færdigt og kastede skroget ind i ilden og kiggede på mens det stegede og blev sort og forkulet.
Da hun så nævnte en elskede trak han let i mundvigen og bandede svagt indvendigt - Dog kom det ikke bag på ham at en køn stærk kvinde som hende havde en fyr ved sin side, men alligevel havde han håbet. Han vendte blikket mod hende som han bemærkede hendes tårer og rystede så på hovedet. "Dont apologize for feeling. It's important to feel. Even the bad feelings," sagde han som havde han helt glemt at han selv gjorde det omvendte af hans råd. Inden han kunne nå at sige mere, blev de afbrudt af at Tatia så nogen hun så ud til at genkende.
Han bemærkede hurtigt at manden ved siden af kommandøren fik Tatia til at opføre sig anderledes, kneb han kort øjnene sammen som han så manden ad. Han havde rejst sig og stillede sig roligt ved siden af Tatia som han lagde en hånd på hendes skulder og trådte frem mod manden. "I was with her all this time and she wasnt bitten nor scratched. If so, she would've already been showing signs at this time," sagde han så før han trådte frem mod manden som han rettede sine skuldre op til sin fulde højde og stirrede ind i mandens øjne. "So if I was in your shoes, I'd kindly walk off and leave her alone," før han kiggede på kommandøren der så ud til at være på mandens side. Kommandøren lagde pludseligt sin hånd på sin pistol og uden at tænke nærmere trak Simon sin og rettede mod mandens pande som han stirrede koldt på kommandøren.
"Drop the gun or this guy's brain will scatter all over the floor. And you don't want a horde to be attracted to this safe haven, do you?" spurgte han med en rolig tone som var hans handling noget helt normalt i denne situation. Men faktisk var den langt fra. Simon kneb kort øjnene sammen og pressede svagt mod aftrækkeren som kommandøren så ud til at tøve. Men pistolen blev trukket op og smidt på jorden, kort før den blev sparket over mod Simon. Manden foran ham greb pludseligt fat i hans hånd som fik Simon til instinktivt at gribe hans skulder med den frie hånd, for så at plante et knæ i hans mave. Manden slap grebet om Simons hånd, som gav Simon muligheden for at banke ham i tindingen med pistolens bund, som sendte manden ned og ligge i jorden. Kommandøren trådte frem og Simon løftede pistolen mod ham for at få ham til at bakke tilbage igen.
"Tatia grab the weapon, we're out of here." sagde Simon så bare før hans blik et øjeblik faldt på Carrie der kiggede forvirret på dem. "I'm sorry," mimede han lydløst til hende, før han så kiggede tilbage mod udgangen. Han bakkede roligt tilbage som pistolen stadig var peget mod kommandøren. "Follow us and we'll seek the means to defend ourselves," sagde han koldt som han åbnede udgangen for Tatia. Han kiggede så på hende med et lille smil på læben. "Promised to keep you safe. So that I will," forsikrede han hende før han skød op i luften som fik alle mennesker til at kaste sig mod jorden i frygt.
Som de kom udenfor sukkede han kort og satte pistolen tilbage i bæltet. Han var ikke sikker på at skuddet i loftet var nødvendigt, men det ville skabe nok forvirring og panik til at de ville kunne komme væk. Han kørte en hånd gennem håret og kiggede så på Tatia. "Mind explaning why he had that effect on you? You seemed anxious and angry by just seeing him." spurgte han så en anelse bekymret. Han hørte et brag i nærheden, som lød som en masse pistolskud. Han trak let på skuldrene og sukkede så kort. "Out of the frying pan and straight into the fire," mumlede han let for sig selv som han atter kørte en hånd gennem håret. "Refuge in one of the houses?" spurgte han så som han prøvede at smile en anelse.

"I agree," svarede hun og snak en klump. Et blive behandlet som et våben, hvor havde hun hørt det før? Eller var det bare et ekko i hendes hoved. Hjertet sprang en lille takt over, hvilket overraskede hende, som han nævnte hun ikke skulle undskylde for at føle. Men Tatia var bange for at føle, hun var bange for at blive fanget i en endeløs sø som hun ikke kunne svømme op af igen.Mændene der kom imod dem fjernede hurtigt den følelse igen. Hun tabte skroget af frugten på jorden, men tænkte ikke ligefrem over det. Hun stirrede blot på dem der kom imod hende, dog ikke ligefrem andet end tydeligt at hun var klar, hvis de prøvede på noget.
Dog var der noget der fik hende til at slappe bare lidt mere af, end den normale anspændthed. Hånden på hendes skulder fik hende til at se ned på den, men lod Simon stille sig ved siden af hende. Så vidste hun da hvilken side han var på. Tatia flyttede blikket tilbage på manden, også hen imod kommandøren der virkede til at gå efter sin pistol. Alle Tatias dyriske instinkter alarmerede, og hun lagde sin egen hånd efter den switchblade som hun havde gemt ved sit hår og overvejede at trigger den - men hun vurderede at Simon havde styr på situationen.  Dog så hun alligevel opmærksomt med, et sekund af kaos ville betyde at hun skulle være klar - noget Tatia med tiden altid var. Så snart Simons stemme snakkede til hende, og hun gjorde som han sagde. Tatia stirrede en sidste gang på manden. Næste gang hun så ham, så ville blod få blod og hun ville få hævn. Men ikke her, ikke ligenu. Af en eller anden grund så skulle det bare ikke være her og nu. Tatia sank en klump, og gik imod udgangen.

Promised to keep you safe. So that I will, de ord fik hende til at smile skævt og se kort væk for blot at se på ham igen. Det var lidt tid siden, at Tatias kampe ikke bare havde været hendes egne eller andres. Skudene gav hende et mindre chok, men det var nok mere lyden. Spørgsmålet fik hende til at fryse fast kort.
"I am. And next time I see him. I will kill him," sagde hun og så derefter hen på Simon. Et lille fnys af et grin forlod hendes læber, nok nærmere en form for forsvar imod sandheden. Så var det lettere at grine end at græde.
"Lets just say he is a part of a group who makes soldiers out of not human creatures. The daily rutine is kill or be killed. You wont fully understand till you see it, and I hope for you, that you never will," svarede hun og så væk. Der var dog meget historie der, og Tatia havde også lært en del om sig selv. Det var ikke bare kaos, men hun havde også været en leder der - til hun var blevet tvunget til at slå sine følgere ihjel på stribe. Hvem gjorde sådan noget? En som ønskede og vidste hun kunne overleve. Sådan var det at være Tatia, hun vidste hun kunne overleve.

Et brag i nærheden fangede hendes opmærksomhed let.Dog kiggede hun over på Simon bagefter.
"First things first, we need to find a safeplace. First we worry about our safty, and if we see someone in need we can see if we can help them. We can't save everyone, but we can try the best we can," smilede hun og puffede lidt til hans skulder med sin. "The city is a bad place. These creatures seek here because of the noise, the woods might be darker but its more quite - and there is a safe house in the woods. I saw one," fortalte hun men ventede på at Simon fik mulighed for forslag.

Han ville nok komme til at høre for det stunt på et tidspunkt når han skulle mødes med sine overordnede. Dog så var det ikke noget han fortrød, tværtimod var hans eneste ærgelse at han ikke havde slået hårdt nok til at brække mandens næse eller noget andet efter den effekt han havde haft på Tatia. Men det var nu rart at være udenfor. Han var bange for at hvis han kunne få et øjeblik hvor han kunne slappe helt af, ville alle følelserne komme væltende ind. Han var ikke klar til at tage stilling til dem. Ikke lige nu, ikke sådan som tingene var.
Som hun sagde at han nok ikke ville forstå det, kneb han let sammen med øjnene som et lille skævt smil var over hans læber, "I mean, I was forced into the military at a young age, only to be formed into a soldier who doesnt ask questions, just follow the orders... or you'll get a beating... I might have a slight idea of what it's like," sagde han så før han så rystede let på hovedet og det lille skæve smil blev større. "Or, at least that's what it would've been like if I wasnt such an asshat for a kid... Meaning I never followed orders or did what I was told, so I was beat up quite a lot and often. They were quite angry with me most of the time," sagde han så før han trak let på skuldrene. Han kunne forestille sig at de børn der ikke havde sat en strid kamp om magten op som han havde, nok mere ville forstå hvad Tatia mente. Men hans modstrid var også den største grund til at han havde den rang som han havde i dag. "You could say I have issues with bending the knee to anyone I deem unfit,"
Hans blik vendte sig lige så hurtigt mod braget som hendes, og han trak en overvejende men alligevel bekymret grimasse. "I dont think we should go that way, at least not as our safeplace," sagde han så lettere retorisk, før han begyndte at lytte til hende. Han kunne ikke undgå at smile som hun puffede til hans skulder og han løftede øjenbrynene en anelse overrasket. På trods af alt som var sket, var der noget ved hende der fik ham til at glemme alt det dårlige som egentlig bare burde have smadret hans humør - Det var rart at have hende omkring sig. Han stirrede kort ud i luften som han overvejede hvilken vej de skulle gå. "Hmmm. Well sure, the woods have trees that we can sit in while a horde pass by... Aaand now I feel like an idiot," sagde han så med en forbløffelse over at han havde foreslået et hus.
Han pegede så pludselig i en retning og kiggede på Tatia. "I know this street. That way is the quickest to the woods. But I wonder if we should check out the commotion nearby, see if we can save anyone or liberate them from zombieism," foreslog han så, som han vendte sig om i en helt anden retning, "It'd be quite the detour, and if I'm honest, I'd rather secure your safety first..." sagde han så som han gned sin hage en anelse. "But it's your call, Tatia." sagde han så som han vendte sit hoved mod hendes og kom med et lille smil, bare for at forsikre hende at der ikke var noget pres.

"It's ironically tragic," sagde han blot som hun snakkede om deres odds. Han valgte ikke at tænke på de manglende odds som hans team godt kunne have brugt. Det ville ikke hjælpe at tænke over alligevel. Ikke nu hvor hovedet skulle holdes koldt og de skulle finde ly for natten. Hendes spørgsmål om han havde set en ulv før fik ham til at løfte øjenbrynet lidt spørgende. Han var ikke sikker på hvad hun mente, men han nikkede blot kort med et svagt smil over læberne.
Som hun forvandlede sig til en kæmpe ulv, spærrede Simon overrasket øjnene op i vild forundring - Hvorefter han så bare fløjtede i stilen af at være imponeret. "Wow. Now that is just not something you see often," sagde han og roligt nærmede sig hende. Han kørte en hånd gennem pelsen på den elegante store hvid ulv som så måtte være Tatia. Han vidste godt at shapeshiftere var virkelige, men det var ikke fordi han så meget overnaturligt i sit menneskelige liv. Det mest overnaturlige han nogensinde havde stødt på, var en sulten vampyr kommandør der besluttede sig for at bruge ham som blodbank - Dog varede det ikke længe. Han stod lidt og kiggede frem og tilbage af hende før han så noget forsigtigt kravlede op på ryggen af ulven.
Han løftede kort øjenbrynene som han prøvede at regne ud hvordan det ville være mest belejligt at holde fast - Blot så han ikke pludselig faldt af eller endte med at rive hendes hår af. Han lagde armene ned langs ulvens krop og greb fat så godt han nu kunne og ellers fulgte han ulvens bevægelser så godt han nu kunne. Han mindedes kort som barn hvor han brugte mange timer i militærets stalde, hvordan han om natten red på hestene. I et kort øjeblik blev han taget tilbage til den tid, før alt det her zombie-lort og andet skidt som ellers bare så ud til at stable sig op. Hans hoved som ellers havde ligget begravet i ulvens pels løftede han op, så han kunne mærke den kolde vind i ansigtet. Et svagt smil bredte sig på hans læber, og det tog alt i hans krop at undgå at udtrykke sin glæde i et verbalt "WOOHOO!", selvom han gerne ville. Som ulven standsede op, hoppede Simon roligt ned og trådte lidt tilbage som ulven atter forvandlede sig tilbage til den Tatia han kendte. Han vendte blikket kort væk som hun trak i tøjet, og kiggede først da han var sikker på at hun var helt påklædt.
"I admit, that was super awesome," sagde han med et skævt smil på læberne og kløede sin hage kort, som om han faktisk overvejede om der var noget sejere. Så fortalte hun om lugten af dødt kød syd på og han nikkede kort. "I hope your people are more trustworthy than mine didn't seem to be," sagde han roligt og kørte en hånd gennem håret. Han ville ikke indrømme det, men vreden over deres behandling af Tatia irriterede ham stadig grænseløst. Han kunne mærke vreden brede sig som en varm kugle indeni blot ved tanken om det. "I'm glad we got away from that place. If I have to be honest, my threat with my gun wasnt a bluff. I most probably would've blown his brains out if he tried to get to you," indrømmede han så og kløede sig i nakken som han så væk. "It seems weird, but I feel like in the meddle of all these people who try to survive, no one understands me like you do. So I guess I feel protective... And now I feel weird for telling you," begyndte han så før han vendte ryggen til hende og stirrede op i luften før han bare sukkede. Han vendte blikket tilbage mod hende og kom så med et undskyldende smil. "I guess you can just call me creepy," sagde han så i takt med at han opgivende overfor sig selv løftede armene ud til siderne og trak på skuldrene. "Lead the way,"

Som hun snakkede om at han ikke så hende som noget andet som alle andre, rystede han kort på hovedet før han kiggede hende i øjnene, "I will always see you for who you are. I would never look at you differently," indrømmede han og sikrede sig at hun forstod at han mente hvert ord. Så vendte han blikket fremad og bemærkede spydene. "Well it's definitely safe here," sagde han så med et lille smil. Som hun rakte ham hånden, tog han imod den og smilte en anelse.  
Han så sig kort om som de trådte ind i den store stue. Hans blik var ikke mindre overrasket end da hun viste ham hendes ulveform. "I think they would love it. It looks like something that would feel like home,". Han undrede sig mest over hvordan noget så smukt kunne ligge skjult i en skov. Han kløede sin nakke en anelse og kiggede så på Tatia. "You should hold onto your sister. She definitely knows how to make places look magical," sagde han før han så vendte sit blik mod fjernsynet. Han bed kort sammen ved tanken om hvad nyhederne havde at sige, men han var også en anelse nysgerrig. Han samlede fjernbetjeningen op og sappede over på nyhedskanalen før han bare stod og kiggede på det.
"And now to sad part of the news; The part were we announce the deathcount. Yesterday was the lowest with the loss of 246 lives, but today is a more unpredictable day, going as high as 257 and counting..." begyndte nyhedsværten i tv'et. Simon sank en klump og trippede lidt med den ene fod som var der noget vigtigt han ventede på at høre. ".. Squad 117 was wiped out by the living dead this early morning, leaving our military unit at 44 active squads... The leader of the squad Simon Cameron has disappeared mysteriously as things got heated at one of the safe zones," og som de sidste ord blev sagt knyttede Simon hænderne sammen før han vendte ryggen væk fra tv'et og gik over til vinduet.
Hans læbe begyndte at bløde som han fik bidt hul i den og pludselig var det som om aggressionerne var alt for overvældende. Han lukkede øjnene i et kort sekund og lod det hvide vende ud af hans knoer, mærkede sine negle bore ind i huden, før han så bare åndede tungt ud og strakte ud i sine fingre igen. En tåre gled ned af hans kind som han stirrede på naturen udenfor. "I cost 13 kids their lives... Because I wasn't a strong or good leader... 13 kids..." sagde han så lidt halvgrødet som han kort klarede halsen for at snøre den knude op som han følte han havde. Han vendte så blikket ned mod jorden og snøftede kort før han kiggede op og ud på naturen igen. "Does that make me a bad person? Not being able to save them?" spurgte han så og vendte sit blik mod Tatia.

Han vendte blikket mod hende som hun forsikrede ham at han ikke var den værste person. Han åbnede kort munden som ville han sige noget, men den lukkede hurtigt og hans blik veg væk fra hendes som han ikke helt vidste om han selv kunne tro på det. "Maybe not the worst... But probably somewhere in a fine line of awfulness," sagde han så men hun snakkede videre og han lyttede til hvert ord der blev sagt. Han trak let på brynene, som ordene påvirkede ham, hun havde jo ret. Han kiggede kort mod hende og fik et kort øjeblik lyst til at ligge sine hænder mod hendes ansigt og skabe et nærvær, men alligevel følte han at det ville være et dårligt tidspunkt. Hun slap hans hånd og hans blik vendte sig ud af vinduet igen.
"I'm gonna help you with all I've got. But I have to do something in order to do so, back in the city," forklarede han så og bed sig kort i læben. I et kort øjeblik som han stod og kiggede ud af vinduet, vandrede hans tanker pludselig hen på den eneste overlevende fra hans deling - Carrie. Han vendte blikket tilbage mod Tatia som hun tændte op i ilden. "I have a favour to ask of you, a big one. I wont let Carrie go on in the military after what she saw that morning. So if I bring her here, can she be safe with your people?" spurgte han så og prøvede så vidt muligt ikke at tænke på mere død og ødelæggelse, selvom det var svært for ham lige nu.
Som hun lød forvirret omkring hvem hun var nu, trak det Simon tilbage til virkeligheden - Han stoppede med at være fanget i sin egen skyldfølelse og midlertidigt selvhad til at fokusere på en anden end sig selv, som han altid gjorde, sådan var han bare. Han vendte ryggen til vinduet og gik hen inden han satte sig ved siden af Tatia og kiggede på hende. Forsigtigt greb han blidt fat om hendes hånd og prøvede at fange hendes øjne. "I'm sure you've adapted to a lot of things in your life, especially fighting and cutting off your emotions. Not that it's a bad thing, I've done the same. But it's also important to know when to start feeling again, let go of what's stopping you and let yourself feel," sagde han så og gav hendes hånd et blidt klem. Han kiggede så over mod flammerne igen og åndede tungt ud. "You owe yourself that Tatia. As I've said, I think you have your heart in the right place," han lagde sin anden hånd over hendes, på samme måde hun gjorde lige før da hun komforterede ham.
Han trak let på smilebåndet og gav hendes hånd endnu et forsikrende klem. "It'll get better once you have your people around you once again. You'll see," sagde han overbevist før han blidt gav slip på hendes hænder og lænede sig tilbage i sofaen. Han vendte blikket mod flammerne som hans smil let forsvandt igen. Han løftede armen op til sin underlæbe for at tørre noget af blodet væk fra bidet og kiggede kort på det. "Well now is the time to spill the sad beans of our stories. Not that is has to be sad. I was raised in the military as an orphan because my parents didn't want me, but I also got my best friend for life going down that path," sagde han så og smilede en anelse som hans tanker faldt på Calla. Han var ganske lettet over at hun ikke var fanget her med alle de farer der lurede til alle sider.

Han lyttede til hendes historie og sank let en klump. Noget sagde ham at hun havde levet langt flerre år end hun så ud til og pludselig følte han sig så ganske ung med manglen på hvad han havde oplevet. Men den sidste del af hendes historie fik noget til at sige klik i ham. "Calla.." mumlede han næsten lydløst før han så rystede på hovedet. Det handlede ikke om hende nu.
Han vidste at Tatia var i en dyb fortvivlse om hun nogensinde kunne vælge sin egen glæde og ikke miste på det. Han satte sig atter op og lagde en hånd mod hendes kind som han kiggede på en af de tårer der fortsat løb ned. Han tørrede den blidt væk med sin tommelfinger og åndede tungt ud. "As long as I live and breathe, I will protect you," sagde han så før han fnøs let med et skævt smil, "Or at least try with all my might... And hopefully not die in the process of that," sagde han så og lod sit ansigt glide over i et seriøst blik som han mente hvert ord af hvad han sagde.  
Han flyttede dog ikke sin hånd, ikke denne gang. Han lod den ligge mod hendes kind mens hans tommelfinger langsomt strøg hendes bløde hud i blide små bevægelser. Han sank en klump og skiftedes mellem hendes øjne før han så åbnede munden. "You can't live your life in fear of what could happen. What has happened is the past, and as much as you feel that it's safer to hold onto, you'll feel better if you let go. As long as your mind is set on the past, you don't have time to look for your future, and that might be why it's surprising you over and over," sagde han så og lagde sin anden hånd mod hendes anden kind, så han holdte hendes ansigt i sine hænder.
"Thank you for opening up to me like this, for letting me in," sagde han så lavmælt med et svagt smil over læberne. Hans hjerte sad lidt i hans hals som han overvejede om dette var en god idé eller det dummeste indfald han nogensinde havde haft. "I apologize ahead for what I'm about to do," sagde han så og rykkede sig tættere på Tatia, før han blidt og lettere forsigtigt pressede sine læber mod hendes. Noget i ham håbede at han ikke havde valgt den dårligste timing, eller at han havde tolket tegnene helt forkert - I dette øjeblik håbede han bare at alt var i bedste orden.