A voice in the woods - Alma

Tid: Eftermiddag
Sted: Midt ude i skoven
Vejr: En mild brise og efterårs sol
Omgivelser: Et par enkelte personer, men ikke mange.
Påklædning: Outfit med dette halstørklæde
@Alma


Der var mere liv i skoven, end der plejede at være, syntes Ylva. Hun var vant til at den næsten var menneskeforladt. Men hun plejede også først at komme senere. Hun plejede at øve sig med sin bue i skoven, men hun havde besluttet sig for at hun skulle få skrevet lidt på sin nyeste bog. Hun var ikke nået forfærdelig langt, men hun havde valgt at skrive om en gammel romance, som hun havde haft. Den ville dog komme til at hedde fiktion, når den blev udgivet under et af hendes mange kunstner navne.
Men indtil videre, gik hun blot rundt i skoven, hun ledte efter det perfekte sted at sætte sig ned og skrive på hendes bog. Et sted som ville inspirere hende, et sted som ville lade hendes minder flyde som en stille strøm.
Pludselig hørte hun lyden af guitar spil, det lød ret godt og lidt efter kunne hun også hører en stemme, der begyndte at synge. Hun kunne hører det var en pige der sang, hun lød ret godt, blev Ylva enig med sig selv om. Hun gik stille tættere på og inden længe, kunne hun se pigen, som sad og spillede. Hun var lyshåret og egentlig ret køn. Hendes stil var anderledes end man ofte så, men det klædte hende.
Hun ventede på at pigen blev færdig med at synge og gik så tættere på og stoppede først, da hun stod tæt nok på til at pigen ville kunne hører hende, hvis hun talte. "Hey.. Det lød ret godt." Sagde hun, med et lille smil.

Alma havde aldrig været i et musik lokale og sunget sine sange, mens andre havde været til stede! for hendes sange var private rigtig meget endda, da de fleste af dem handlede om hendes tid på børnehjemmet, og hvordan hendes psyke var, ofte var sangenem eget trist og meget emotionelle, hun havde også et par enkelte glade sange, dog var det nogen der mere eller mindre var dukket op hos hende, efter hun havde startet på denne skole! hun havde fået venner, ikke over drevet mange, men det behøvede man vel heller ikke? Men hun havde fået et par stykker, kunne man vist godt sige.

Alma havde denne dag begivet sig udenfor, ikke bare ud på en terrasse men ud i skoven, hun elskede lydene og roen der for det meste altid var i en skov, når den ikke var overrandt af mennesker. Hun havde placeret sig på jorden på et tæpp, op af en mega stort og gammelt træ, lidt i en lysning af skoven. Hun spillede på sin guitar mens hendes stemme lyd blid og rolig, hun havde virkelig styr på det med tonerne og følge rytmen og alt sådan noget. Hun havde på intet tidspunkt observerede der var andre i skoven end hende, da det ikke var så tit det skete, det var nok også derfor hun sang "højt" i skoven, hun var vandt til at der ikke var andre der hvor hun var.

Hun kiggede først op da hun var færdig med at spille og der blev talt til hende, hun fik et mindre chok!, Hun rødmede i hele ansigtet, havde hun hørt hende synge?, hvad nu hvis det var en af dem på skolen som gjorde grin med hende?, hun kunne dog ikke genkende, måske var hun bare en ny elev? eller måske gik hun slet ikke på skolen, tankerne fløj rundt i hendes hoved, hun havde svært ved at holde styr på dem. " hej, øøhmm tak" sagde hun stille og tydeligt nervøs, hvorfor skulle hun altid blive så skide bange og nervøs! hvergang hun mødte nye mennesker! hun hadede det! For efter at havde startet på skolen, var det gået op for hende, at alle ikke var lige som de voksne på børnehjemmet, for hun havde jo fået venner.

Ylva lagde straks mærke til pigens nervøsitet og hun kom med et lille smil og sagde "Ingen grund til at være nervøs.". Hun så kort rundt i den lille lysning og hankede op i hendes taske som hun havde over skulderen. Hun havde en lille computer med, som hun plejede at skrive på. Ellers havde hun også sin blok og kuglepenne med.

Hun skiftede vægten fra begge ben, til det ene, så hun stod en smule skråt. "Ville du have noget imod at jeg satte mig her? Du må gerne synge videre og spille, jeg mangler bare et sted at skrive." Hun så ned på pigen, som stadig sad op ad træet på sit tæppe. Hun havde intet imod at gå et andet sted hen i skoven, hvis pigen ikke ville have hende i nærheden. Dog var der noget ved lysningen, som var inspirerende. Den mindede hende om en gammel lysning, hvor hun plejede at mødes med en gammel kærlighed.

"Jeg er Ylva, forresten." tilføjede hun smilende og skubbede sit korte hår om bag øret, med den ene hånd. Pigen foran hende, virkede så nervøs. Så skrøbelig. Men at være alene ude i skoven, med alle de væsner der kunne luske rundt, så kunne hun ikke være helt så skrøbelig. Hendes udstråling, af stilen i hvert fald, virkede heller ikke som om hun ligefrem var den lille forsigtige pige, som Ylva havde fornemmet. Var det mon en facade? Lidt ligesom hendes egne vægge hun havde bygget om omkring sig?

Alma, så på hende som hun sagde at der ikke var nogen grund til at Alma skulle være nervøs, hun nikkede stille til det, og sendte hende et usikkert og forsigtigt smil, hun sagde ikke noget til at starte med, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun havde ikke set pigen før, og havde heller ikke set hende være i nærheden og sammen med de piger som normalt altid gjorde nar af hende, samt lavede sjov med hende, på det ikke så are måde. Som hun skiftede vægten over på det ene ben, og var blevet stående, og ikke kommet med hånelige kommentar og sådan noget, valgte hun at rykke sig lidt og klappe på tæppet. ” du må gerne sidde” sagde hun og smilede til hende, det var et noget mere selvsikkert smil, men ikke 100% selvsikkerts, der var stadigvæk en snært af usikkerhed at spore i hende.

Da hun havde sat sig, og sagt sin navn så Alma på hende og smilende sagde ”Flot navn, jeg hedder Alma” sagde hun og lagde sin guitar ned på tæppet, hun regnede ikke med at spille og synge mere lige nu, hun havde det bedst med at gøre dette når hun var alene. Alma var en særdeles sårbar pige, men også virkelig meget usikker, på sig selv og på andre. Hendes udseende sagde godt nok noget andet, men det var en facade! En facade hun havde lavet og gjort sig til, så andre ikke stole se hendes sårbarhed og usikkerhed, når de ikke kendte hende. Selvom det indimellem var ret åbentlyst at hun var sårbar og usikker.

Ylva satte sig på tæppet, ved siden af den unge varulv. Hun lænede sig op ad træet bag dem og strakte sine ben ud foran sig, mens hun placerede sin skuldertaske ved sin side. Hun ville nok ikke få skrevet på sin bog lige foreløbig, men det gjorde hende nu ikke så meget. "Mange tak. Jeg kan nu også godt lide dit navn." sagde hun med et smil, som hun endnu engang skubbede sit kortehår om bag sit øre.

"Så jeg kan se at jeg ikke er den eneste der udnytter skovens stilhed for at dyrke min passion." sagde hun og så over på Alma, som stadig sad ved siden af hende.  Hun foldede hænderne i sit skød og åndede dybt ud. Hun elskede naturen. Hun savnede den gang hvor man boede i hytter og der nogle gange var flere kilometer mellem husene. Dengang forstyrrede folk sjældent en. Der havde hun selv boet i en hytte med en jæger, ham der havde lært hende at skyde med bue og pil.

Alma, kom til at rødme lidt som Ylva sagde hun også godt kunne lide hendes navn, det havde hun ikke hørt nogen sige før, men okay, hun havde heller ikke rigtigt mødt nogen i sit liv der talte positiv til hende, før hun kom her til skolen, hun havde mødt et par stykker, og nogen ja, det var vidst ved at være det man kunne kalde venner, hun bare bare usikker, hvad nu hvis de bare snakkede med hende eller sådan noget, for at udnytte hende til sidste?, ja, hun var usikker, men hvem ville ikke også være det, hvis man hele sit liv ikke havde en at kunne stole på, som var voksen! Hun havde haft sin første ven, på børnehjemmet, men han svigtede hende, mente hun selv, ved at han forlod landet for at komme væk! Hun savnede ham inderligt! Men prøvede virkelig ikke at tænke på dette, når hun var i nærheden af andre folk. ” tak” sagde hun blot stille, hun kiggede ned på sin guitar, hun regnede ikke lige frem med at hun ville komme til at spille mens Ylva var her, for det kunne hun ikke! Det var kun overfor Dust hun turde spille!

” jeg elsker naturen, og dens stilhed, men også alle de små naturlige lyde der kommer ” sagde hun stille og kiggede kort på hende, inden hun kiggede udover den åbening, hun havde sat i sig. ” er du ny her?” spurgte hun stille, hun synes ikke at havde set hende før, men det var heller ikke fordi , hun gik og kiggede på alle eleverne og lærerne, hvorfor skulle hun det?

Ylva nikkede let til Alma, som hun sad der på tæppet sammen med hende. Duften af naturen invaderede hendes sanser og hun kunne ikke lade være med at smile en smule, da mindet om hendes fortid hos jægeren vendte tilbage til hende. Han havde været som en far for hende, men også så meget mere end det. Hun savnede ham, men han havde været et menneske og var død mange hundrede år tilbage.
"Hvis du har lyst til at spille, så må du gerne. Jeg synger gerne med på sange, hvis jeg kender dem." Hun smilede let til pigen foran hende og tilføjede "Dog kan jeg ikke love at jeg kan ramme tonerne særlig godt. Men jeg kender mange gamle sange.". Hun havde hørt hofnarrer og barder synge og spille et utal af sange.

"Jeg er helt enig. Naturen er dejlig fredelig." smilede hun og lænede hoved op ad træet de sad op ad. Hun nikkede også til Almas spørgsmål "Ja, jeg har boet i Gaia i omkring en uge nu, vil jeg tro. Hvad med dig?". Hun så på hende med et spørgende, men venligt blik.

Alma smilede, hun kunne fornemme at denne kvinde ikke var en der var ”ond” mod andre, for hvis hun var, havde hun vel ikke snakket og sat sig som hun gjorde? Dog kunne hun jo tage fejl? Måske var det en snedig plan hun havde lagt?, hun skubbede tankerne væk, hun ville ikke tænke på det! For det gjorde det ikke nemmere for hende at skaffe venner her på skolen! Hun måtte virkelig lade være med at være så mistroisk mod folk, men det var bare svært med den fortid som hun havde med sig. ” jeg kan ikke rigtigt spille nogen, udover mine egne sange” sagde hun og smilede usikkert til hende. Alma havde aldrig brugt tid på at skulle lære andre folks sange på sin guitar, for hun ville ikke spille deres! Men derimod sine egne! Og kun sine egne! ” hvis man ikke er vandt til at synge og kan teksterne rigtigt, kan det være svært at ramme tonerne, men kan du synge? spurgte hun forsigtigt, i håb om at det ikke lyd alt for hårdt, da det ikke havde været meningen.

Hun lænede sig lidt mere tilbage og nyd bare at sidde hvor hun sad, og at der var en anden, ja normalt ville det irritere hende og få hende til at gå, men hun var så sød, og virkede så rolig. ” Naturen er det bedste jeg ved! Elsker at være her ude, ville elske at bo i en skov laangt væk fra alt og alle og bare være mig selv” sagde hun og smilede. Hun lagde hovedet bagover og kiggede op af træet, hun fortryd det rundt for hun blev rundtosset,? Hun vidste ikke lige hvad hun skulle kalde det, så hun kalde det rundtosset. Hun så igen på Ylva og smilede ” Jeg kommer fra England har kun været her et lille stykke tid” sagde hun smilede usikkert til hende, hun turde ikke fortælel det med børnhjemmet, og hvad var der sket der!