I'm here to take what is mine - Bex & Roy

S: Gågaden i Gaia
T: Omkring middag
O: Bange folk
V: En anelse vindblæst
P: Link
Emne til; @Bex til at starte på - men tænker at vi kan lokke @Roy med ind <3 (kan evt spille Ronnie ind også senere )

---

Hun stood med daggerten i hånden. Kræften i alt den magi der lå der, som hun borede våbnet igennem pigen hun havde taget det fra. Det havde virket at være immun overfor andre hekses magi, og derved stjæle den mægtigste heks magi. Et smil dannede sig ondskabsfuldt henover hendes læber, som hun vidste at ingen nogen sinde kunne gøre hende ondt igen. Hun havde andre hekse med sig ikke som en form for coven, fordi godt nok var de som venner for Roze - men Roze stolede ikke på nogle. Kun sine instinkter. Eller det var sådan hun følte, til hun så et ansigt i mængden af folk der skreg i panik. Et ansigt der bragte hende tilbage til før denne her forbandelse. Roze sank kort en klump som hun mærkede alting omkring hende blev som utydelige ekko og hun blot stirrede ind i øjnene på kvinden. En kvinde hun nok i sidste ende kendte som sin mor. En hun var blevet taget fra. Hun tørrede den blodige daggert af i heksens tøj før hun placerede den under sin kåbe.
"Move to Moonlight Falls. Make some chaos if you have to. I wanna see what all the magic is about, and I want them all dead.. every single person who shares the blood of an Sinclair," vrissede hun ud til sit folk. Roze havde ingen anelse om hvem hun stammede fra, men det gav mening. Bruge en Sinclair til at gå imod resten. Genialt. Specielt en som intet andet havde at skulle have sagt. Ingen svagheder - løgn. Roze stod og kiggede på sin ene svaghed lige nu, og hadede hvordan hun ønskede at kaste sig i favnen og bede til at livet kunne være simpelt igen. Hun gik imod Bex. Nok i et mere truende tempo end hun egentlig ønskede. Og ansigtet bar ikke specielt meget mimik og kunne derved hurtigt misforståes. Hvis man ikke kendte øjnene.. ikke kendte det blik der længdes. Roze stoppede op en meter fra Bex, og vidte ikke hvad hun skulle sige. hun gik fra at virke så brutal, til så skrøbelig på få sekunder - for blot at bygge muren op stille bid for bid.
"You had them take me.. you let them. You don't recognize me do you? Because I'm only meant to be five years old.. and look what they did. I'm not the same girl anymore.. pain changed me.. Don't try do bring me back.. no one can bring me back," sagde hun så og gjorde an til at vende sig væk fra hende igen - selvom det bristede i hendes sjæl.

Påklædning

De sagde livet gik videre. Bex var prøvet at komme over det. Hun havde få til opgave at tage sig af hendes brors datter. Hun havde gjort hendes bedste, men hun havde været ung og havde ingen forstand på opdragelse af børn. Det hjalp ikke da hun selv med gravid. Men det der skete med Roze var forfærdeligt. Hver gang hendes tanker landede den lille pige, skabte det et lille hul i hendes hjerte og bragte en følelse af skyld på hende. Hun havde bevidst holdt sig væk fra hendes bror, fordi hun ikke kunne fortælle ham sandheden. Men hun vidste han var i live og havde det godt. Det var vigtigst for hende. Veronica havde så vidt hun vidste, også fundet ham. Så var han ikke helt alene.
Bex havde været i Gaia og hørt et postyr. Selvfølgelig var hun gået nærmere for at se hvad der skete. En ung kvinde kom gående imod hende. Hendes attitude fremstod truende. Hun stoppede et stykke fra hende. Hun kunne ikke genkende hende. Der var noget bekendt over hende. Hendes ord fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Den lille pige der var blevet tvunget fra hende, stod nu her som voksen. Hun var bare ikke den lille pige længere. Hvem kunne vide hvad hun havde gennemgået i den tid hun havde været væk? Hun trådte hen imod hende. ”Roze,” startede hun og greb ud efter hendes hånd. ”I’m sorry Rozie. I’m so sorry. I should have fought harder for you. But I searched for you.” Hun brød sig ikke om at hun var så ødelagt. Det fik hende til at føle skyld. ”I don’t know what you went through, but I can be here for you. I will always be here for you. I don’t care what you do. You will always be my little girl.” Selvom hun teknisk set var hendes faster, havde hun fået en moderlig kærlighed for hende. ”Don’t leave me.”

Som Bex udtalte hendes navn, lød det som endeløse ekko igennem hendes hoved. Minderne prøvede at snige sig ind på den uforberedte Roze. Kontakten med hendes hånd var nok den første ikke voldsomme kontakt hun havde haft med nogle i de år hun havde været væk. Alligevel fik det hende til at synke en klump, og hun trak hånden til sig igen. Dog blev hun stående, så ikke direkte på Bex - hvordan kunne hun. Roze havde altid troet hun kunne, men nu stod hun her og selvom hun lige havde stjålet den stærkeste magi i universet - så følte hun sig magtesløs. Hun løftede efter lidt blikket op, og vendte det tilbage mod sin mor. Trods alt den eneste mor figur hun nogensinde havde haft.
"Funny you say that, because, why should I take your words for anything?" Spurgte hun og kneb øjnene lidt. "You have no idea, what happened, what I have done. But I can tell you one thing, this doesn't end like one of your stories," tilføjede hun og trådte et skridt tættere på sin mor. Roze gjorde an til at gå væk fra hende, da hun bad hende om ikke at gå. Roze stoppede op et sekund, og lukkede øjnene kort. Som var det en voldsom kamp inden i, om hvem der egentlig burde få lov til at snakke. Derefter drejede hun rundt på sine hæle og så hende endnu engang i øjnene.
"We shouldn't stay here," hviskede hun så. Med sine nye forbedrede magiske egenskaber, knipsede hun kort for at få dem til en bygning hun havde været i for nogle timer siden.
"They took me to a hidden kingdom. There is no way, that you would have found me without magic. Not that I expected you to be so close to magic ever," fortalte hun så og begyndte stille at gå rundt i den lille stue.
"Give me one good reason to why I should keep listening to you."