All I'm asking is a little help form a friend, not a knife in the back! - Tatyah

Han lukkede døren efter sig ind til huset, som han gik ud til indkørslen og begyndte at strække ud. Det havde været en lang dag, eleverne havde virket mere idiotiske end normalt, stille så mange fuldkommen åndssvage spørgsmål, at han havde været ved at hæve stemmen en gang eller to. I bund og grund var det jo ikke deres skyld, ikke som sådan - han havde bare haft en dårlig dag, et mindre tilbage fald faktisk.

Han savnede Elian, mere end han nogen sinde havde troet muligt, men drengen havde virkelig formået at finde sig til rette lige der, i hans hjerte. Selv om han prøvede at skubbe alle tanker om knægten væk, så kom det hele tiden tilbage og ramte ham når han mindst ventede det! Han havde prøvet at drikke sig fuld, også selv om han ikke var den store fan af alkohol, desuden havde det ikke rigtig virket. Så havde han forsøgt at 'kneppe' det ud af systemet, men igen - det havde heller ikke rigtig virket.

Nu sad han bare i det store tomme hus, og stirrede ind i ilden og ventede, og ventede og håbede og håbede. Please come back, I miss you so much! Where are you??!
Han var så rastløs, han blev nød til at gøre noget.
Han rettede sig op og satte af i retning mod skoven der omgav hans hjem. Han løb uden rigtig at tænke over retningen, løb og løb, prøvede at få tankerne ud af hovedet.

Ind til han en time eller to senere måtte stoppe op i et forsøg på at orientere sig. Shit! Where am I? I don't know any of these trees!
Selvfølgelig var han da faret vildt, det var da klart! Hvordan skulle han nu finde hjem igen?
Han begyndte at gå i en eller anden retning, og håbede egentlig mest på bare at finde en sti, eller en vej, eller et eller andet som kunne hjælpe ham.

Tatia var som altid igang med et eller andet, for at få sine tanker vendt op og ned. Hun havde efterhånden fundet en plan for, hvordan hun kunne få befriet sin flok og bringe dem til deres nye hjem. Hun vandrede omkring i skoven, i håb om at finde en nem vej til hendes tideligere alfa og veninde Niylah. Dog nåede hun ikke specielt langt udfra hendes territorium da hun hørte en lyd. Det var en person med telepatiske evner, efterhånden havde Tatia lært at mærke de små prik når nogle snart ville prøve at få adgang til hendes hukommelse - og efter flere hundrede år i fangeskab havde hun bygget et utroligt stærkt skjold. Ikke at sige hun var immun, men man skulle aldrig undervurdere hende når det kom til hendes stædighed og mentale styrke.
Hurtigere end lynet, som hun fik øje på den engel der kom gående i skyggerne - valgte hun at kaste en af sine daggerts igennem luften, og passere ham med nød og næppe. Det var en advarsel. Ingen tvivl om, hvis hun ønskede at ramme ham, havde hun gjort det. Tatia var klædt i et par sorte shorts og en militær grøn tanktop. De røde øjne begyndte at blusse frem og erstatte de grønblå, men hun lod ulven tilbage.
"That was a warning. Why are you on my land?" Spurgte hun og gik nærmere englen. "And don't try your mind tricks on me, or I will kill you," tilføjede hun og der var ingen tøven. Det krigeriske udtryk i hendes øjne og måden hun bevægede sig på, at trodse hende ville være en fejl. Der var ikke tal på hvor mange hun havde slået ihjel igennem tiden, ikke at sige der havde været et valg - eller fordi hun ligefrem nød titlen som massemorder, men den var der. Og skylden ved det var forlængest forsvundet fra hendes sjæl.
"You better speak," sagde hun og løftede let på et bryn. Hun havde ikke tid til smalltalk eller at spille venlig lige nu.

Han blev tvunget ud af sine tanker, som en kniv af en art fløj gennem luften og nær havde taget hans øje ud, hvis han ikke havde drejet sig mod støjen i sidste sekund. Han stirrede forundret tilbage bag sig, som kniven eller dolken eller hvad det var havde boret sig ind i et træ bag ham. Han stirrede forvirret, frem for sig, for at finde knivens ejermand?
Han fik hurtigt øje på hende, samme tid som hun talte med sin meget fjendtlige stemme - han burde bare stikke af burde han ikke? Julian lod blikket bevæge sig op og ned af hende, skulle han være imponeret, eller bange?
Han skulle lige til at svare, som endnu en kommentar nåede ham, han trak vejret dybt ind. "I got lost - and I can't control that, sorry" svarede han hurtigt. Helt ærligt, hvis han havde haft bare lidt kontrol over sine evner, troede hun så virkelig at han ikke allerede havde fundet en måde at slå det fra på? Det var ikke lige frem fordi det var skide hyggeligt at gå rundt med andre folks tanker i hovedet! Og de migræne anfald det sommetider fremkaldte, nej tak - hvis han kunne så slukkede han gerne!

"I wasn't trying to be on your land, I just got lost - Just pin me in the right direction, and I'll go?" sagde han så hurtigt, som han tog et skridt tilbage, ville ikke for tæt på hende, han var stadig ikke helt sikker på hvad han skulle syntes - hvem var hun i det hele taget?

"Lost in the woods might get you killed," pointerede hun til hans svar. Tatia havde været igennem meget og det efterlod en stor mængde af mistillid til omverdenen. Dog som hendes blik søgte efter mulige våben på ham indså hun så også til sidst, at han måske var en mindre trussel end først forventet. Tatia løftede hagen let op og kneb øjnene overvejende.
"Then you need to learn about control, everything is in your head. If you don't believe it can be controlled, you are right - but if you believe it can, well then it can," pointerede hun og trak lidt på den ene skulder. Kontrol var noget man skulle mestre og det startede indefra. "I have no idea where you are going? How should I be able to tell you, if you don't tell me?" Spurgte hun derefter og lagde sin anden daggert tilbage i sit bælte.
"Are you going to the city?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. Tatia kendte lidt til byen, men langtfra alt. Siden folk var begyndt køre rundt i de der metaldyr så havde hun bare bosat sig i skoven. "I will help you get back to the city, if you are able to tell me if there is a.. Cain in the city. I really need to talk to him," tilføjede hun. Det var et skud i tågen, men denne her verden var så ukendt og hun ville sikkert fare vild selv før hun overhovedet fik chancen for at se Cain igen. Tatia lagde sine arme overkors og så afventende på englen.
"I'm Tatia by the way," præsenterede hun sig så, i den situation virkede man en procent del mindre fremmed når man i det mindste havde et navn på personen man stod foran.

"I can take care of myself" mumlede han så bare - hvilket tildels var rigtigt, men en gang i mellem mislykkes det da - forhåbentligt ikke nu. Ville hun virkelig forsøge at slå ham ihjel? Men nej, hendes blik afslørede hende, efter hun havde givet ham - elevatorblikket? Så hun ud til at bløde lidt mere op - det fjendtlige i hendes blik tog lidt af - men også kun lidt, så han mindede sig selv om stadig at være en smule vagtsom.
"Oh I did learn, it isen't possible" Sagde han bare og trak på skulderen, hvis det havde været i hans kort at kunne slå den fra og til, så havde han allerede nu vidst hvordan - Cain ville have lært ham det, det var han sikker på. Og hvis ikke Cain, Lilith. Uden tvivl. Men det var bare aldrig lykkes - nå ja, det der med at græde over spildt mælk, ikke? Det kunne være lige meget nu, det var som det var.

"Uhmm - I was actually just.." begyndte han, som hun talte videre, og han prøvede at få et ord indført! Hey!
Han sukkede opgivende og rystede igen på hovedet, nej han var ikke på vej ind til byen! "No, I was trying to find back home? But sure, if you know where the city is, let's go there, I can find my way back from there" sagde han så bare og trak på skulderne - hun ville jo heller ikke vide hvilken retning hans hus lå i alligevel?
Men altså, han skulle ikke noget inde i byen, og han havde altså kun løbe tøj på - det ville blive koldt uden bevægelse i alt for lang tid, og han ville helst ikke ses sådan, selv om han selvfølgelig stadig så uimodståelig ud, skulle han sige det selv! Så trængte han til et bad og noget rent tøj - han var godt træt efter den lange løbetur.

"Oh Cain? Maybe, depends, which one?" sagde han bare roligt, som han var blevet en smule mere nysgerrig. Could it be my Cain?
"Tatia, I'm Julian - Uhm - Nice to meet you?" grinede han så bare, for at bløde stemningen imellem dem en smule op - han hadet det var så anspændt, hun kunne godt lide slappe lidt af! Så han måske ikke rimelig harmløs ud? Bare en sød lille engel, der var blevet væk i skoven? Come on, let the charm work - I know my smile is to die for! tænkte han og sendte hende et perfekt tandpasta charme smil.

"So you gave up? That is a weak move, kwelen"(weak) svarede hun blot. Så vidste hun lidt mere om, hvem hun havde med at gøre med. En som gav op på kontrollen over sine egne ever og ikke var nysgerrig nok til at lære dem bedre at kende - det var ikke ligefrem et karaktertræk som repræsenterede styrke. "Then guess you are stuck. Need a push?" Spurgte hun og hævede let på det ene øjenbryn.
"I don't know where you home is? I'm not going to the city with you. You don't have a bloody idea of where you are? Why the hell did you run in the woods for?" Spurgte hun så og slog let ud med sine arme. Hvad var der galt med folks logiske stedsans i denne her verden? For hende var der ikke det så kaldte løbe tøj, og det var kun når hendes søster var i nærheden at Tatia faktisk fik lidt viden om den morderne verden.
"On which one? I only know one, very tall, dark eyes, good looking - he got this tattoo mark thing. He is a little bit messy and broken - but his heart is in the right place," fortalte hun så og kløede sig i nakken. Det var næsten 25 år siden hun sidst havde set ham, men hun havde lovet ham - at den dag hun slap fri ville hun finde ham. At der havde været levende døde til at sprede kaos og ødelægge muligheden.
"Julian," udtalte hun blot og så ham lidt an. Der skulle mere til end et par minutters samtale for at se en bare lidt mere blid side af Tatia - men den fandtes. "Okay. I will show you the way to the city," sukkede hun en anelse overgivende. Hun hadede at være alene, og hun hadede tanken om at lukke folk ind for at såre hende endnu engang. Det var en ond cirkel hun levede i, og hun ønskede egentlig bare at bryde det dårlige mønster.

Julian rullede bare øjne med hende - "not your business" svarede han bare og tiltede let hovedet på skrå, observerende. "Thanks, but no thanks. I'm good" svarede han hurtigt, som han lod blikket bevæge sig op og ned af hende igen - hvad var der galt med det billed? "Seemed like a nice day for a run" grinede han så bare, som det barnlige smil tog over igen og hans mere chamerende egenskaber kom på banen. What's the matter with her? What planet is she from - damn these woods, so many fucking freaks!
"Whats up with all the weapons?" spurgte han så, en smule nysgerrig, det var lidt som om tidsalderen var en smule forkert med hende? Ik?

"Oh yeayeayea! Sounds like my man! Sure I can show you to him, I could use a good fuck anyways - so, which way?" grinede han bare, så de lyse krøller hoppede lidt rundt oven på hans hoved. "Lets go lets go lets go! before I freeze my ass off please?" grinede han stadig og sendte hende et oprigtigt venligt smil. Frygten havde lagt sig lidt igen - måske med den tanke at hun kendte Cain? Wonder how, maybe they fuck too? Oh shii, maybe we can do a threesome?Awesome! she looks hot, dosen't she?!

Tatia trak på skulderen, ikke videre imponeret. Hun nikkede blot som han grinte. Virkelig kunne hun ikke se det sjove eller grunden til at smile sådan - men måske var det i virkeligheden fordi under al tortur og alle de liv hun havde taget - så havde hun glemt hvordan det føltes at give helt slip.
"Well, I'm a warrior. A warrior needs her weapons, otherwise I will be unprepared for future happenings," hvis man kendte hendes historie ville man give hende ret i at holde våben tæt på sig. Faktisk ville man måske undgå hende på grund af uheld.

Hun kneb øjnene let da han sagde, at det lød som Cain - eller hans mand nærmere sagt. Dog ændrede blikket sig hurtigt fra at være en smule glad, til at være truende igen.
"Is this a game to you? His feelings. Just fuck him and that is it? How about you show some respect and not treat him as an object. If you have the ability to read thoughts, why not start with the fact - that if Cain is "your man", you would treat him better.. because from where I'm standing you are not worthy of him," hun trådte tættere på Julian. "I loved him. I still love him. I guess in war you find out who you really are, and in love you find out who you want to be," tilføjede hun og tog ikke øjnene fra Julian. Det var ikke fordi, at der var noget galt i begrebet som sådan faktisk- nok nærmere følelsen hun kendte, det med at have behov for at have sex med folk for at føle sig menneskelig, føle denne her berøring. At høre folk kaste rundt med de ord, som var det en livsstil, havde det med at smide brænde på det bål der så let kunne antænde.

A warrior ha'? What the hell is she fighting? Han holdte dog sin dumsmarte kommentarer for sig selv, som han ikke ligefrem havde et ønske om at forbløde på skovbunden med et par knive stikkende ud af sin krop? Not today!
Hendes reaktion omkring Cain kom dog bag på ham, han havde ikke forventet den mængde af seriøsitet - den slags holdte han helst for sig selv, not your business lady!
"Chill out!" knurrede han så lidt truende tilbage, han kunne ikke lide at blive beskyldt for ikke at behandle Cain ordenligt - Fuck her, find your own way back!
Han kneb øjnene lidt sammen og stirrede irriteret på hende, "not that it's any of your buisness, but I love him too, more than you or anyone else ever will - and he likes the way I'm treating him!! Like he likes to stick it in my fucking ass! So go fuck yourself, you know nothing!" han fik hævet stemmen en smule - det var bare umuligt at lade være - hun pissede ham af. Hun havde ingen ide! Ingen ide om det forlod Cain og Julian havde - det var privat, ikke noget andre skulle blande sig i! I love him so god damn mush, it was never a fucking game! His feelings is more important than my own fucking feelings! This is not fair! Don't make me feel like shit, I don't deserve this, fuck you!

Anstrengt og rasende vendte han hende ryggen og begyndte at gå ind mellem træerne, som han strakte sin arm bag ud og rakte fuck af hende - stupid bitch!

Et fnøs forlod hendes læber da hun havde ramt et øm punkt, ikke at det havde været hendes mening. Men hun var bare en anelse overbeskyttende overfor Cain, og det undskyldte hun ikke for.
"I hit a nerve," hviskede hun for sig selv og lagde armene overkors. "Oh right. But I never said he didn't being with you. I just said he is more than that. But I'm you care about him, why not show it in another way then? How about telling him?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. En helt anden tone end den hun havde haft før.
"If you want that way.. you," hun blev stoppet af lyden af en fælde der gik op og derved fangede Julian i et net oppe i et træ. "how you doing up there?" Spurgte hun og fik hen til fælden. Tatia satte sig på en sten imens hun så op på ham.
"So you were saying?" Lo hun let og svang det ene ben over det andet.
"You have a worse temper than me, that says something," tilføjede hun nok mere for sig selv. Tatia trak sin daggert frem igen, "you wanna have some help to get down? Or are you about to find out the ropes are poisened so don't try to use your teeth. It's an animal trap, but yeah, sure angry angels fits it as well," smilede hun lidt skævt. Tydeligvis ikke ligeså fjendeligt som i begyndelsen, og ikke på en flabet måde - bare en ubeskrivelig måde.

Oh yes you did, now leave me the fuck alone! I can find my own stupid way out of here, not that hard! Tsk!
Han himlede bare med øjnene, han var ligeglad, han gad ikke snakke mere om det! It's private!!!
"He already knows!" råbte han tilbage over sin skulder, som han alligevel ikke helt kunne dy sig - hun havde jo ingen ide om hvilket forhold ham og Cain havde! Hun var en komplet fremmed forhelved, non of her fucking business! - "So butt the fuck ouuuuuuutttt ARGH!" nærmere råbte han, som han var blevet fanget af en eller anden total åndssvag fælde, der ovenikøbet havde trukket ham op i et eller andet åndssvagt træ! What the fuck!!! Argh!!

"Stop laughing!" råbte han frusteret ned til hende, som han prøvede at finde en løsning på sit midertidlige fængsel. Fuck her, fuck this - just stay here then, whatever, like I care!
"I don't like people talking shit about me, without knowing me - who the fuck would? How about an apology - and now cut me the fuck down!" knurrede han utålmodigt.
"And if you don't - don't worry, I'll just fucking make you! And you wouldn't like that" advarede han hende så - som han overvejede om han kunne kontrollere hende bare et par sekunder, og få hende til at skære ham ned - hvis altså ikke hun gjorde det firvilligt! What ever!

Hun løftede brynet som han råbte hun skulle stoppe med at grine.
"You are right, I shouldn't laugh, its much more sad than funny," pointerede hun og løftede let på begge sine skuldre.
"When you think about it, I didn't talk shit about you. I pointed out some facts, that clearly were true - otherwise you wouldn't act out like a little bitch," måtte hun så pointere og rejste sig op. "An apology for what? Being right? I would love to cut you down, you might break your rib or you arm with the fall," tilføjede hun og løftede let det ene øjenbryn. Da han nævnte at han ville kontrollere hende, blev hendes ansigt koldt igen.
"Either you are not an enemy or you are an enemy. Choose," pointerede hun en anelse mere truende - ikke noget hun gjorde for at gøre ham bange, det var bare en del af hendes natur. Dog også tydeligt, at hun ikke var så god ved sine fjender. Med den på, så kastede hun sin daggert imod ham. Et kort sekund kunne det ligne hun sigtede efter hans hoved, men i virkeligheden var det blot det reb bagved ham som holdt ham oppe. Et perfekt kast og det fald til jorden med et drøn.
"I'm really not up for making any enemies right now. And I would rather not have to tell Cain that I tried to make point out of you. That do you say, peace?" Forslog hun og kneb øjnene afventende. Tatia ønskede sig ikke fjender, måske hun var en del krigerisk og havde egenskaberne til at udslette de fleste hun mødte - det betød ikke man ønskede at gøre det bare fordi man havde evnerne til det.
"I can make your wounds go away, just follow me," forslog hun så og begyndte at gå tilbage af, hvor de kom fra. Tatia samlede hurtig ting til et lille bål - om han valgte at følge hende eller ej. Sagen var den, at Tatia stadigvæk kunne heale sig selv og andre ved hjælp fra ilden.

"No! It's not sad, and it's not funny - it's non of your goddamn business!" råbte han bare efter hende, med en klar klang af frustration. "Actually yes you kinda did, when you accused me for not treating Cain right, and no that isen't true!" knurrede han vredt, hvordan kunne hun stå og sige hun havde ret? Det var virkelig irriterende, hun havde jo ingen ide om det bånd Julian og Cain havde, det var slet ikke til at beskrive med ord, hvor højt han elskede Cain - der var ingen han elskede mere end ham, og det ville der aldrig være! Så at anklage Julian for ikke at behandle Cain rigtigt, det var virkelig modbydeligt, modbydeligt, ondt og hjerteløst. Det gjorde ondt.

"I don't care, I just wanna get out of here, away form you, you coldhearted bitch" næsten mumlede han bare, kunne mærke hvordan følelserne pressede lidt for meget på hans indre, det gjorde ondt over det hele - evil bitch!
Kort efter styrtede Julian mod jorden, han havde ikke engang tid til at nå at overveje hvordan han skulle lande, så han landede selvfølgelig mere end bare forkert, noget gav efter og lavede nogen ret ubehagelige knæklyde - som han gav et højt smertefuldt råb fra sig. "He would kill you if you tried!" gispede han ud mellem sammenbidte tænder, som hans ansigt stadig var forvredet i smerte.
Som hun talte videre, rystede han bare lidt på hovedet, ikke lyst til at diskutere mere med hende, desuden var smerten alt for brændende til han kunne fokusere. "Can't stand" gispede han bare, og blev liggende hvor han nu lå, som hans ben ikke rigtig reagerede på hans bevægelser, han havde ikke lyst til at finde ud af hvorfor - kunne han ikke bare ligge der for evigt? Det var fint. "On second thoughts, could you please kill me?" knurrede han bare lidt opgivende - It wouldn't be so bad, now would it?

"Well if it isn't true, why act up about. Know your truth and just shut up?" Svarede hun bare på hans vrede. Tatia var ligeglad med om det var sandt eller ej egentlig, hun tænkte på Cain. Og hun vidste hvor knust han var som person - hvis englebassen virkelig holdt så meget af ham, hvorfor gjorde han så ikke noget?  Et smil sneg sig op på hendes læber i et fnøs som han kaldte hende koldhjertet. Mange ting blev hun kaldt igennem tiden, og dette var ikke engang det værste. Om det var velfortjent eller ej, det var ikke hendes job at opklare det.  Han styrede mod jorden og fnøs endnu engang.
"That is were you are wrong," tilføjede hun kort. Selv hvis Tatia så rent faktisk dræbte Julian, så ville hun sikkert ikke fortælle noget om det, medmindre det kom op eller hun faktisk fandt Cain igen. Tatia forsatte nu bare hen til sit lille bål, som englen forvred sig i smerte. Den gode hørelse gjorde hun kunne hører at han stadigvæk var i live. Hun fik samlet en del af ildens flammer op ad hendes arm, og gik tilbage imod ham.
"Somehow I really think I could enjoy that. But sadly no, your fight is not over," tilføjede hun som hun satte sig på hug ved ham.
"This is not gonna hurt, so don't try to stop me," pointerede hun som hun lagde sin hånd henover hans ben. Ildens flamme dansede henover hendes arm og forsvandt - blev i et med hendes hud. Efterfølgende fandt gløden frem til hendes hånd som varmede sig om Julians ben. Han ville ikke kunne mærke skaden i sig selv, måske være en anelse øm. Men han ville kunne mærke hvordan diverse skader i hans krop healede.
"All done," tilføjede hun med et lille smil til sig selv.

"And let you insult me? No way" Sagde han bare irriteret tilbage, latterlige kvinde menneske! "I don't think so" mumlede han bare lidt opgivende - måske kunne han selv sørge for det? Hans øjne spejdede rundt efter noget skarpt han kunne bruge til at ende sit eget liv, en gren, en sten - et eller andet? Måske en af hendes dumme knive, de måtte da ligge lidt rundt omkring - sådan som hun kastede med dem til højre og venstre! "I know it isen't - just fucking do it" Vrissede han af hende, som hun gled ned foran ham - wait what?!
"No!" Sagde han bare og skulle til at skubbe hende væk, før hun lagde sine hænder mod hans ben - og fik dem til at brænde op! Fucking hell!

Han væltede bagover i et højt brøl, som han vred sig for at komme væk fra hende, gale kvindemenneske! Sindsyge kvindemenneske!!! Jesus - selv i den her tid, var de rablende skøre!!
"Fuck, let go!!" Råbte han utålmodigt af hende, selv om han langsomt kunne mærke hvordan det ligesom healede, ikke noget han ikke havde prøvet før - nok bare ikke på denne smertefulde måde, det var helt ulideligt - ind til det heldigvis var ovre. Han åbnede forsøgende øjnene, og stirrede op på hende, "Hmpf" mumlede han så bare, som var det nærmeste hun kom på et tak.
Så snart han kunne, kom han op og stå, så som han spejdede lidt i alle retninger, utålmodig efter at komme væk fra hende - også selv om hans ben stadig føltes ømme og det sikkert ville blive ubehageligt at gå hele vejen ind til byen på dem, men whatever, han skulle bare væk fra hende! "Bye" Sagde han så bare, og begyndte at gå.