I do it because I love you - Tatyah

Det stak i hans hjerte da hun sagde ordene. De genlød stadig i hans hoved, og scenariet havde brændt sig fast på hans nethinder. Hendes bestemte udtryk i ansigtet som hun bad ham skride og ikke komme tilbage. Han kunne forstå at det ikke ligefrem var rart at blive forrådt af den man havde elsket med hele sit hjerte, men at tro at alt kærlighed bare bragte sorg? Det føltes som om at hun ikke engang ville give ham chancen for at prøve at ændre hendes mening, at det var skåret i sten og sådan var det bare. Han vidste godt at hun var urokkelig, ingen ord eller noget han sagde ville kunne ændre hendes mening. Heller ikke som han havde grebet hendes skuldre blidt og kigget dybt ind i hendes øjne og svoret at han aldrig ville kunne gøre det mod hende, selv hvis han ville.
Så derfor måtte andre metoder blive taget i brug. Han havde gemt en taske et sted i skoven, til nødstilfældene. Han løftede den hule træstub der knapt sad i jorden og trak tasken op, hvor han åbnede den og foldede den ud. Forskellige våben var sat fast med strips, og roligt tog han hvert og et ud af det og inspicerede det, tjekkede om det virkede. Stillede sigtet på de pistoler der var blevet presset for tæt sammen i tasken og ellers fyldte han dem med de patroner der hørte til. Et gevær på ryggen, en pistol i bæltet, et i en tilhørende skede der sad i bæltet, og en i støvlens hals. Knivene gad han ikke til at tage ud, så han tog det på som bælte.
Som alt virkede til at være på plads, rejste han sig og kastede den nu tomme taske ned i hullet og lagde stubben over, som et håb om at han ville kunne komme tilbage og sætte det på plads igen. Men det var ikke let, det han skulle gøre. Langt fra faktisk. Og så meget som tvivlen begyndte at kravle ind, rystede han den ud af hovedet og begyndte at gå. Han havde heldigvis været ganske stille omkring sine planer og holdt sig ude af syne, så han kunne få et forspring før hendes krigere ville spotte ham og fortælle hende hvad han havde gang i. Han kiggede i retningen af hendes hjem, hvor han længtes efter at være hos hende igen. Måske var det en mulighed igen på et tidspunkt. Han vendte sig i den modsatte retning og gik afsted. Han kom ud til sin motorcykel på stien og satte sig op på den.

Han nåede knapt nok at høre de hurtige fodtrin før noget bankede ind i ham og fik ham af motorbæstet. Af ren refleks trak han sin pistol og pegede mod hvem det var, for at se Tatia skifte tilbage til sin menneskeform og påklæde sig. Han løftede et øjenbryn som han sænkede pistolen og satte den på plads, alt imens han lyttede til hendes ord. “I guess I am stupid, yeah, that you’re right about. But this is my decision, and I cant sleep knowing that every moment he draws a breath, you’re not safe” svarede han blot med en bestemt tone og rejste sig op hvorefter han børstede noget jord af sine bukser og fortsatte:“ I understand what you mean, but I wasnt exactly expecting permission either,” før han kiggede kort på hendes kjole. Han kunne ikke huske om han nogensinde havde set hende i en, men hun var smuk i denne.
Han tog en dyb indånding og rejste motorcyklen op før han slog støttebenet ned. “Your watchers are fast, I was expecting to put some miles between us, before you’d know of it,” erkendede han måske en anelse bittert, dog rettet mere mod sig selv for ikke at være hurtigere. Han lagde en hånd mod styret og kiggede på det som han prøvede at finde ud af hvad han skulle sige. “I know what I’m up against. That monster, Ramsay. Whatever he did to turn Wade doesnt matter. He raised me and taught me how to fight. I can take him,” sagde han så før han kiggede på hende igen. “And dont stand there looking all angry, I have thought it all through,” forsikrede han hende så, som nok var en mindre løgn. Han vidste godt hvordan han kunne få fat i Ramsay, men hvis Wade også var der, var han ikke sikker på hvad der kunne ske. Og ligemeget hvad, var han altid den svageste, hans race var den svageste af dem alle. Han sank en klump og kiggede så på Tatia. “I plan to get out alive, so I can come back to you again,”

"That is probably true. But I've seen him fight, I've watched his every move, learning it and mastering it. I wouldn't lose that easily, as you may think," sagde han så og slap styret før han vendte sig mod hende. Han ville ønske at det var anderledes, at de ikke altid skulle være oppe at slås mod verdenen. Faktisk længdes han bare efter et normalt liv, hvor de kunne være sammen. Men takket være Wade og Ramsay, virkede det ikke just som en fremtidig mulighed.
Som hun sagde at hun ville tage med, følte han en kort frustration bruse op i ham hvor han hurtigt svarede:" No. I am not putting you in that kind of danger, not ever." før han rystede på hovedet og lukkede øjnene et kort øjeblik som han tog en dyb indånding. "Tatia, I lost you once without a chance to even protect you. And now I have a chance to go do something and keep you safe here, so the choice is kind of already made," sagde han så, næsten sørgmodigt. Hun var død og det kunne han ikke få ud af hovedet. Det kunne godt være at hun var kommet tilbage, og måske var det bare held. Han ville ikke teste det held yderligere. Han gik over til hende og tog blidt fat om hendes hænder som han kiggede hende i øjnene. "I love you. I love you so goddamn much," han sank en klump, mens stemmen var fuld af sorg, "I wont see you get killed. My heart couldn't bear it," sagde han så. Hans beslutning var taget, den var taget fra det øjeblik hun havde fortalt ham hvad der var sket.
Han klemte kort om hendes hænder før han slap og plantede et kys på hendes pande. "You're a good fighter. One of the best, when it comes to close-quarter-combat.. But this is different. This is my type of fight, with these," han tog sin pistol frem og lagde den i hendes hånd. "But I wont need this one. I'll be back for it," sagde han så før et kort smil bredte sig over hans læber, men det var som sagt kort, da han vidste at han stak hende en halv løgn. Han vidste ikke om han kom tilbage, han havde ingen idé. Og han kunne godt forstå at hun ville med, han havde gjort det samme hvis det var hende som stod i hans situation.

Han sank en klump da hun sagde det ikke var rimeligt. "Sexism isn't fair, true. But if I don't at least try, you'll never be safe. So this isn't me saying that I am in the right, 'cause I'm not. But being right doesn't always mean that it isn't wrong." sagde han så og kløede sin nakke en anelse.
Da hun nævnte udkommende af hans beslutning, sank han en klump og bed sig lidt i læben, mens han overvejede hvad hun sagde. Han kiggede lidt ned i jorden men da han kiggede op, trak hun en lille pil ud af halsen. Han gik over og stoppede hende i at falde, hvor han holdte hende i sine arme og kiggede rundt for at se hvem der havde gjort det. Da Elena kom frem, åndede Simon tungt ud og smilede så en anelse som han roligt aede Tatias arm. Han vidste at Tatia havde mange døtre, og dette måtte være en af dem. Han kiggede ned på Tatia og lagde en hånd mod hendes kind. "Whatever happens, I'll always come back to you. No matter what," lovede han hende med et blidt kys mod hendes pande.
Så lyttede han til hvad Elena sagde og lagde Tatia blidt på jorden med sin jakke om hende. Han kiggede op og rejste sig op som hun fortalte om Ramsay og Wade, og hvilken nytte hun havde i dette. Han kløede sig lidt i nakken og var fristet til at afslå hende, da nu når han ikke ville have at Tatia kom til skade, hvorfor skulle han så ville det for hendes datter? Han bed det dog i sig og kiggede undskyldende mod Tatia. Elena havde fat i noget. Han vendte blikket mod Elena da hun introducerede sig selv og tog hendes hånd. "Simon Cameron," svarede han som sin introduktion. "I already know who you are. She told me a lot about you. I see the resemblance as well," forsikrede han hende med et tryk i hånden og slap så.
Han gik over til sin motorcykel og løftede støttebenet som han satte sig op på den. "Hop on. They're already looking for her, so we don't have to worry about that," sagde han så og tændte motorbæstet. "We have a long way, and I don't want you to waste energy," sagde han med et glimt i øjet og hev i håndtaget så motorcyklen larmede noget så højt. Da hun havde sat sig, vendte han motorcyklen og fræsede afsted. "I get that you want to protect your mom. But she wont be happy about me bringing you along. It's dangerous, even though your plan seems stable enough. If all goes to shit, I'll protect you as best as I can. Even if it means that I'll get hurt, or worse.." sagde han så ligeud. Han ville ikke risikere at Tatia skulle miste sine børn, det kunne han ikke.

Han ventede med at snakke nærmere om Tatia før de var kørt. "I know that she doesn't know a lot about you either. Her not having to hold you in her arms ever, it tears her apart, even if she doesnt admit it, and who could blame her? You're her blood, and nothing can change that," sagde han så som hans blik var plantet på vejen foran dem. Der var mange bump og ting han måtte manøvre rundt om, for ikke at få væltet deres køretøj på grusstien. Han tog en dyb indånding og speedede op. "Nonetheless she talked a lot about you, knowing you or not." pointerede han og trak lidt på et kort smil som Elena ikke ville kunne se. "She does love you. You know? Despite not getting to watch you grow or become the woman you are today. I hope you do know that," sagde han så og lyttede til hendes grund til hvorfor hun tog med.
Han kiggede ned på speedometeret mens hun fortalte at hende og hendes far havde løbet fra Ramsay hele deres liv. Han strammede grebet om håndtagene og bed kort sammen. "Then let's save your daughter," konkluderede han så som han fik dem ud på en normal landevej. Han drejede skarpt for ikke at køre ud over en skrant og stoppede køretøjet. Han kiggede ned over skranten og sank en klump. "Close one," mumlede han for sig selv og kiggede så op mens han kiggede rundt. De skulle over på den anden side men det virkede til at broen var for lille og ustabil til at han ville kunne køre over.
"Looks like we're gonna have to walk," sagde han så og trådte af køretøjet. Han tjekkede sine pistoler og åndede tungt ud. "We're not far anyway." han trak sin pistol og tjekkede den før han begyndte at gå mod broen. Han kunne mærke hans indre kæmpe imod, måske følte han sig en anelse bange. Det virkede bare som en fælde at de skulle komme videre på gåben. Han stoppede ved den lille hængebro og trådte på de første bræder for at teste dens holdbarhed. "Fragile. And bouncy. Be careful," advarede han før han gik ud på den og så fremad med sin pistol i hænderne. "So your daughter. How old is she?" spurgte han og skævede kort tilbage mod Elena.