Well. This is far to emotional - Cain

Påklædning
- Tøj + Sko I starten er han topløs, dog tager han senere en sort skjorte på. Han har et par sorte bukser på (holdt op af et sort bælte). Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Han har kort sort krøllet hår. Han har sort skægstubbe
- Andet Han har et mærke på sin overarm, som er det mærke han fik af Gud, da han blev forbandet. Det ligner et ar, og er formet som en cirkel
- Accent Han taler med en britisk accent
- Lejligheden Hans lejlighed Link + Barområde

"Ohh I want you so much right now" stønnede den unge mand, som han blottede sin hals for Cain, der uddelte kys efter kys på hans nakke. Samtidig med at han forsøgte, at få den unge mands trøje af, forsøgte han at få døren op, hvilket ikke just var nemt, eftersom han havde sit ansigt, begravet imod den andens nakke. Til sidst fik han dog åbnet døren, og derpå blev den lukket i efter, og her begyndte tøjet i den grad at komme af "Fuck" stønnede han, som den unge mand greb fat om hans numse, og her trykkede ham hårdt imod sig. At sige han var ganske ophidset, ville i den grad være en underdrivelse, specielt når man tænkte på, at han aldrig tog sine one night stands tilbage til sit hjem, men han var for ophidset til, at finde et andet sted. Det var efterhånden ved at være en normal ting, alle de ansigtsløse personer, som han trak med hjem, hvis navne han aldrig kunne huske, folk som han selv enten forlod morgnen efter, eller som forlod ham. Han skubbede fyren, imod hans runde bord, der befandt sig tæt ved stuen, hvor han fik åbnet op for hans bukser. De var efterhånden begge halvnøgne, med hans egen skjorte og jakke på gulvet, såvel som fyrens sweater dernede.
Netop som han skulle stikke sin hånd, ned i fyrens bukser, hørte han en alt for velkendt stemme "Bloody hell!" udbrød han, som han hurtigt trak sig væk ra fyren, der også selv for sammen. Han kørte en hånd igennem håret, som den unge mand fandt fik samlet sine ting, og derpå forsvandt ud af døren, dog ikke uden at give Cain et kys. Som Zitora forsvandt ud imod køkkenet, der dog ikke befandt sig langt væk fra hvor han var, fandt han sin skjorte frem fra gulvet og fik den hurtigt på. I takt med at han knappede de mange knapper, bevægede han sig selv hen imod køkkenet "I'm sorry about that, I really wasn't expecting visitors" han bevægede sig hen imod bar området, hvor han fandt noget whiskey frem, det gode ved hans udødelighed var, at han kunne drikke og drikke, og han ville ikke dø af det, for noget tid efter han havde drukket det, begyndte hans krop at heale, hvilket betød alle gift stofferne som han fik ind, forsvandt igen "So what can I do for you?" spurgte han med et hævede øjenbryn, og et glas whiskey i sin ene hånd. Han betragtede hende med et nysgerrigt udtrykke i sine mørke øjne, ikke helt sikker på hvorfor hun var her, ikke at han ikke gad have hende der, det var dog ikke så ofte hun faktisk besøgte ham.

Hun fik lavet sig sin kop kaffe, velkendt med en smule mælk til at dæmpe den bitre smag. Zitora løftede blikket op da Cain kom ind til hende.
"It's okay. I should have said I was coming by," pointerede hun. Den ene gang hun ikke anmeldte sin ankomst, så skete der ting hun ikke kunne slette fra sin nethinde igen.  Zitora mærkede sit hjerte banke hårdere og hårdere imod hendes brystkasse. Hun ønskede virkelig ikke at tage det op, tanken om at Cain kendte til Cowan familiens løgn om hende og Kaiyas oprindelse. Problematikken var nok mere, at der ikke stod noget om hendes oprindelse. Det virkede lusket, at hendes biologiske forældre ikke stod på nogle af hendes papirer. Selvom hun havde ringet til flere forskellige steder om oplysningerne. Revet ud af sine tanker, da han spurgte, om hvad han kunne gøre for hende.
"Well. There isn't really a zombie problem anymore. But my house is trashed. I have people cleaning the mess up, tho. Anyway.. its not why I'm here. I figured something out.. and.." startede hun ud stille og kløede sig i nakken. Blikket flakkede lidt, og havde kort svært ved at holde fokus på ham  - hvilket var et tydeligt tegn fra hendes side af, at hun var frustreret over noget. Zitora tog sin taske op, og fandt et par mapper med filer omkring manglen på biologiske forældre, og adoptions papirer osv. Hun rakte dem til Cain.
"How much do you know about this?" Spurgte hun mere seriøst. "Like I figured about my mother but I didn't know the rest till, yeah, I tried to look in my papers. I haven't told Kaiya," sukkede hun lidt. Zitora tog aldrig en lille ting og snakkede om den, ikke før hun havde samlet så mange informationer som hun kunne. Det var hendes speciale på det punkt.
"So since my whole family life seems to be a lie.. I just know.. what to do. I couldn't find anything else.. I feel like I'm not even real, you know like I'm air.. or something." - "and now I sound like a crazy person.. sorry.."

Han hævede øjenbrynet, og så spørgende på hende, som hun begyndte at snakke, samtidig med at han forsøgte at glemme, hans datter egentlig kom ind, som han var ved at give et handjob til en anden fyr, ikke just det bedste syn. Dog sekundet som han så hvordan hans blik flakkede, vidste han at der var noget galt, den tøs kunne holde øjenkontakt med en person, bedre end nogen anden han havde mødt, og han havde altså levet et meget meget langt liv. Allerede her begyndte der at komme et bekymret udtrykke frem, samtidig lagde han glasset med whiskey ned på en af bordende, og han bevægede sig tættere på hende. Han svarede ikke hendes spørgsmål, men tog i stedet imod papirerne, som egentlig var hendes adoptionspapirer, hvor der ganske fint manglede hans og Tatia's navne, selvfølgelig af gode grunde. Han kiggede dem igennem, selvom han dog før havde læst dem, han var trods alt den, som havde givet hende og Kaiya til deres adoptivforældre.
Han hævede begge øjenbryn overrasket, da hun sagde hun havde fundet ud af hvem hendes mor var, men spørgsmålet var hvordan, betød det at Tatia var fri? Efter alle disse år, måtte han indrømme hun endnu havde en speciel plads i hans hjerte, præcis som Julian havde. Ikke desto mindre kunne han ikke tænkte på det lige nu, for uagtet hvor uegnet han havde været til at være far, hvilket nok var en af de største faktorer, til han ikke tog rollen til sig, da Tatia havde fået ham fri af arenaen, så bekymrede han sig stadigvæk for sine døtre. Dette forklarede nok også, hvorfor han var en central del af deres liv, i formen af den skøre onkel, der altid var klar på at feste, snakke om drenge til langt ud på natten eller shoppe med hvis det skulle være nødvendigt. Han havde været alt for ødelagt, til at han kunne med sit gode sind, opfostre dem også selvom han så gerne havde haft lysten til det. Da han så hvordan hun mistede ord, og hvad han gik ud fra, var følelsen af hele hendes verden faldt sammen, lagde han papirerne fra sig og greb blidt fat i hendes hænder "Hej! It's okay. I mean finding out your parents aren't your parents is hard, and even not having the names of your real parents must be harder"
Blidt trak han hende ind imod sig, hvor han gav hende et kram, før han lagde sine hænder imod hendes kinder "You're an extraordinary young woman, and no you do not sound crazy, not even a bit" han gav dog et suk fra sig, for han vidste hun fortjente sandheden "Which is also why you deserve to know the truth about yourself and Kaiya" han rynkede brynet og så væk "the reason why your parent's names aren't written on those papirs, is because I chose not to write them the day the two of you got adopted" han gav slip på hendes kinder og trådte væk, hvor han her vendte sig om og tog en stor tår af sin whiskey. Hvis han skulle fortælle hendes sandheden, skulle han have noget at drikke først "I would love to say I was young and foolish, but the truth is I wasn't really that young when she got pregnant. Had the situationen been different, I would have been thrilled with the thoughts of having a family, I mean she was so strong and kind and beautiful, and I loved her more than anything"
Han fyldte glasset op, men nåede at tømme det igen, før han vendte sig imod hende "Giving you and your sister up was one of the hardest things in my life, but I also knew I wasn't going to be a good father, I mean look at me, I fuck almost every person I meet, I screw up everything in my life, and I'm not okay" at indrømme han ikke havde det godt, og at han langt fra var okay, var ikke just noget han gjorde hverdag, hvilket også var derfor han skyndte sig at fortsætte: "I wanted so badly for you two to have a good and kind life, the life I never had and she probably never did either, you deserved a better life and you wouldn't have had one with me" han kørte en hånd igennem sit hår, og han kunne ikke rigtig få sig selv til at se på hende "But yeah I guess the truth is I am your father" der var en mængde af skam i hans blik, fordi han vidste han havde været skylden bag hendes frustration, hendes uvidenhed imod hendes fortid. Han rynkede brynet og efter lang tids stilhed, så han endelig på hende, usikker på hvordan hun ville reagere på bomben. Havde han været selvvisk den dag, ville de havde vokset op med ham som deres far, men han vidste han ikke kunne tænkte på sig selv først, og det var endda på trods af hans oftest meget narcissistiske væremåde, hvilket forklarede hvorfor de voksede op hos familien Cowan og ikke hos ham.

Han vidste dette ville være hårdt for hende, det at få en sandhed af vide, en man aldrig havde hørt før, og alligevel ønskede at vide. Dog da hun begyndte at forklarer, hvordan hun så ofte havde fortalt om denne følelse, om at være anderledes og at han blot kunne havde fortalt sandheden til hende. Hvis blot det hele havde været så simpelt "I wanted to tell you, I have wanted to tell you the truth for so long, but I wasn't allawed to. When you were born, we weren't really in the best of places, but your mother got us out and she made me promise to give you a better life, than the ones we had" han sukkede og så kort væk, før han endnu engang lod sit blik mødes med hendes. Hun fortjente at få det hele af vide "After I gave you to the Cowan family, I went out to find her again, give her the freedom she deserved, but I couldn't find her, and when I finally got back to the two of you, the only way I could be in your life was, if I promised never to tell you the truth" i virkeligheden havde det dræbt ham indvendigt, at han vidste han aldrig kunne fortælle dem sandheden, om hvem han i virkeligheden var.
"I know it probably doesn't matter to you, but I was always proud of you" han havde altid været stolt af hende og Kaiya, de var hans tøsser, og han elskede dem, selvom han ikke havde kunne fortælle dem, hvem han i virkeligheden var. Han bemærkede dog, hvordan hendes humør begyndte, at have en effekt på hendes evner. Han vidste hun til tider, havde problemer med at kontrollere sine evner, og han havde oftest gjort sit bedste, for at være der for hende. For skulle hendes evner gøre skade på nogen, var det vel bedst, hvis det var imod en, der ikke kunne dø, såvel som en hvis krop healede fra farlige skader. Han skyndte sig hen til hende, hvor han blidt greb fat om hendes hænder, og her trykkede hende imod sig "It's gonna be okay" sagde han, som i et forsøg på at berolige hende, selvom han vidste det nok mere var ønsketænkning, fremfor at det faktisk ville kunne gøre meget.

Han gav et suk fra sig "Fine, I made a deal with them, I was promised that if I keept my mouth shut, then I could be a part of your lives" hvis han endelig skulle omformulere hans sætning, så var denne vel også bedre end hvad han oprindeligt havde sagt. Det havde trods alt været aftalen, hvis han holde kæft, så kunne han være en del af deres liv, fremfor at konstant tænke hvordan det gik dem. Som hun med et sagde, at hun var nød til at flyve hen til dem, blot for at høre deres side, eller egentlig rettere diskutere deres valg og beslutninger "I undestand, and I would be surprised if you hadn't done it" han trak på skulderne. Det var ganske få han virkelig holde af og faktisk bekymrede sig om, og hans to piger var i den grad blandt de to. Med et så langt liv han nu engang havde, var det ikke altid at han faktisk, tog tiden til at lære folk at kende, de fleste endte alligevel op døde og han vidste ikke om han kunne klarer den slags, det at holde af en person også se dem dø af alderdom.
Han vidste dog at med tiden, var det netop det der ville ske med Zitora og Kaiya, medmindre de blev forvandlet til et udødeligt væsen, og det i sig selv kunne han ikke ane dem, det at blive tvunget til et udødeligt liv. Han ville altid være der for hende, specielt hvis hun skulle have brug for ham, også selv hvis hun ikke skulle have det. Nok havde han aldrig været lavet, af det materiale det tog at være en far, men det betød ikke at han ikke ville være der for sine piger. Som han trykkede hende imod sig, kunne han mørke hende ligge armene om ham, og langsomt få kontrollen over sig selv. Hvis var der var en ting han ikke gjorde, så var det at dømme hende. Han vidste hun havde haft svært med sine evner, og at de til tider tog kontrollen over hende, fremfor at lade hende styre dem, og hvor andre måske var bange for hende, ville han altid være der. Han gav et nik fra sig, som hun trak sig væk og fortalte hun var okay, hvilket nok også var det vigtigste. Han sgade intet, som hun tog et glas whiskey, de to havde trods alt drukket sammen før.
Som hun spurgte indtil sin mor, fik han et smil frem på sine læber "Her name is Tatia, and she was a creature they called a shapeshifter. She was possibly the most beautiful woman I've ever had the pleasure of meeting" bare det at snakke om Tatia, syntes at bringe ham tilbage til arenaen, og han kunne for sit indre blik, se hvordan hun ville løbe rundt og han ville følge efter. Det hele var dog i slowmotion, og han så hvordan lyset ramte hende helt korrekt "She's strong and kind, and she had this beautiful smile, which you had to be really lucky in order to see. I also see a lot of her in you, she was just as fiercely protective and stubborn as you" han klukkede kort, før han fortsatte "When you and Kaiya was born, she did everything in her power, so that you could get out, and I didn't want to leave her, I remember never wanting to let go of her" han tog en tår fra sit glas "I have never loved many people in my long life, but I did love her and I still do, one had to be dead in order not to love her" han så et kort øjeblik væk, mens han tænte tilbage på deres tid sammen, på hendes smil og hendes nærvær.