Here with you - Cain xXx

Sted: Kressbronn, syd Tyskland.
Tidspunkt: 17/6-1911 - 05:39
Omgivelser: Udsigt til Bodensøen og alperne i horisonten. Solen er på vej op og maler himlen i orange toner. De eneste lyde er de fra bølgerne, der roligt og nærmest dovent slår mod kysten. Stranden er forladt, således er badebroen. En virkelig magisk morgen i det sydtyske.
Vejr: Stille vind, ikke en sky på himlen, solen er på vej op bag bjergene.
Påklædning: En åbenstående, løstsiddende baggy skjorte, i en sandfarvet hvid: billed + et par matchende sandfarvede løstsiddende bukser. Ingen sko eller anden beklædning. Hans lyst hår er pjusket som altid, og står lidt ud til alle sider.
Tilegnet: My savior @Cain

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en sort tanktop på, med en tynd åben skjorte over, han har et par sorte shorts på. Han har nogle sandaler på
- Hår + Skæg Han har kort og halvkrøllet hår. Han har skægstubbe
- Accent Han taler med en stærk britisk accent
- Andet Hans mærke (The Mark of Cain) er gemt væk

Det var en smuk morgen, og selvom han normalt ikke var så meget for Tyskland, så måtte han indrømme at det virkelig var et smukt land. Han havde efterhånden været der i et stykke tid, hvor han om morgnen ville vandre rundt på strandende, og om aften tager en svømmetur i det smukke vand. Han vidste ikke helt hvordan han kunne føle det, men han havde altid en stærk fornemmelse, når Julian mødte sin slut, og han kunne mærke en varm følelse i sig, blive større desto tættere som han kom. Dette forklarede også, hvorfor han så ofte var det samme sted i længere tid, når Julian endelig forsøgte lede efter ham, netop fordi det ikke ville være nemt for englen, hvis han blev ved med at vandre rundt, når han sikkert meget gerne ville genoplives. Han havde egentlig heller intet imod, at forblive det samme sted i længere tid, og det var endda på trods af, at han oftest havde et selvmordsønske. Det gav ham om ikke andet muligheden, for at se byer mere i dybden, mens han ventede på at Julian ville finde frem til ham, og her sørge for at hun kunne gå videre med sit liv.
Som han sad og betragtede den smukke udsigt, kunne han svagt fornemme at der var nogen, som kom tættere på ham og det var endda selvom Julian egentlig var et spøgelse. Det var en sideeffekt ved deres forbindelse, at han altid kunne fornemme Julian's spøgelse. Et smil formede sig på hans smil, som Julian spurgte indtil, om han havde vidst han ville komme, og han nikkede svagt, samtidig med at han klappede på sædet ved hans side. Blidt lagde han sin hånd imod hans lår, som han satte sig ved siden af ham, og her lagde sin kind imod hans skulder. Han klukkede over spørgsmålet "Yeah I cut it, but you know my hair, those curls makes everything harder" han klukkede for sig selv, og jeg tænkte tilbage til alle de typer hår han havde haft, og endda den periode hvor han havde det helt langt "Did it take you a long time finding me? I tried staying the same place, and I suppose i wanted you to see something beautiful" han smilede for sig selv, før han fjernede sin hånd og lagde hele armen omkring Julian, med hånden imod hans hår, hvor han blidt strøg sine fingre gennem det. Som en side effekt til hans evne, og deres bånd, kunne han se, høre og røre spøgelser. Han var tæt på at spøge, hvad der havde fået ham dræbt, men han ville ikke ødelægge den gode stemning.

Da han var den eneste, som faktisk kunne se, røre og høre Julian, ville det i den grad se sjovt ud, hvis der kom nogen forbi og her opdagede ham. For det ville se ud som om, han røre ved en person, men andre ville jo ikke kunne se eller for den sags skyld høre, hvad Julian sagde eller gjorde. Hvilket betød han lignede en, der talte til sig selv som en sindssyg person. Han klukkede let, som Julian kommenterede på hans hår "well if I don't cut i, my hair will grow out and we all know I ain't really looking that good with long hair" han huskede hvordan han gennem middelalderen, havde ladet sit hår gro helt ud, hvilket fik det til at gå ham til skulderne, og han så virkelig ikke særlig godt ud, med så langt hår "but for you I will let the curls stay" nok var de på mange måder, ikke særlig gode for hinanden, de havde været fundet sammen så ofte, og endte altid op med at forlade hinanden, og et sted var der måske en manglende tilgivelse fra begges sider, ud fra alt hvad der var hændt i deres liv. Ikke desto mindre ville han ikke leve et liv, hvor han ikke kunne se ind i de smukke øjne, føle hans bløde hud under sine fingre eller føle ham imod sin krop.
Et blidt smil formede sig på hans læber, som Julian kørte sine fingre gennem hans hår, noget han efterhånden aldrig kunne blive træt af. Ligesom så få han havde i sit liv, var Julian i den grad en af dem, som så den mere menneskelige side til ham, fremfor det af en forførende sexglad idiot. Dette forklarede også det blide smil, der efterhånden altid formede sig på hans læber, når han havde Julian nær sig. Dette betød selvfølgelig ikke, at Julian ikke så hans mere mørke side, ligesom han selv havde følt engels mørkere tendenser. Plus at være så udødelig som han var, havde også givet ham en manglende frygt for døden, som han blev så groft røvet af, en død han havde længstes efter i tusinde år, men aldrig kunne få. Han vendte sit ansigt imod den smukke mand ved sin side, som han begyndte at snakke, og da Julian lænede sig ind imod ham, lod han sit blik glide ned over ham "And nothing would ever be more handsome than you" han vidste Julian havde et stort ego, det havde han trods alt også selv, men man levede heller ikke i så mange tusinde år, hvor man havde fået af vide, man var smuk og sensuel, uden at det havde en effekt på en. Den konstante anerkendelse, kunne få selv den mest usikre person, til at blive narcissistisk, hvis det blev ved i for lang tid af gangen.
Han sad fuldkommen stille, som Julian trykkede et kys imod hans kæbe, og det mindede ham om hvor meget, han havde savnet denne fantastiske mand. Måske havde de deres dårlige punkter, og de blev ikke altid enige om ting, og endte altid op med at knuse hinanden, når deres gentagende forsøg, på at finde sammen igen fejlede. Dog som han sad ved siden af Julian, kunne han for alt i verden, ikke finde en grund, til hvorfor han dog ville forlade denne smukke mand. Intet af det gav overhovedet mening. bare følelsen af ham så tæt på, eller duften af hans hår, var nok til at han så gerne, ville have ham tæt på sig igen. For et sekund glemte han helt, at Julian faktisk kunne læse tanker, og han trykkede blidt den anden mand imod sig "I'm sorry, and I've missed you too, more than you could imagine" han trykkede blidt et kys imod toppen af hans hovedet, før han lagde sin frie hånd imod Julians kind. Hans tommelfinger strøg ham blidt over huden "You have no idea how much I've missed touching you, kissing you and having you close, sometimes I find myself wanting to grab you, only to find out you aren't in the bed, but somewhere across the world" de var altid så ærlig overfor hinanden, hvilket også forklarede hvorfor han faktisk indrømmede disse ting.

Han klukkede og rystede på hovedet "They probably should do it, but thank you for being my knight in shinning armor" han gav Julian et blidt smil, en af de sjældne smil, som kun efterhånden få fik af se, og selvfølgelig var Julian blandt de få, som faktisk så den mere menneskelige side af ham. Han var måske ikke den person, som faktisk kunne klacificeres som okay, da han på mange måder var ret så ødelagt, at leve i så mange år som han nu engang havde, var ikke just noget der kunne være godt for psyken. Mennesket var trods ikke ment, til at leve så mange tusinde år, som han nu engang havde, menneker var ment til at vokse op, få børn og blive gamle, for så at dø af alderdom. At Cain blev forbandet af Gud, til at skulle leve i al evighed, var på ingen måder, en del af den plan, som han havde lagt over sig selv, dengang han var ung. Planen havde været, at han skulle blive gammel med Julian, blive gammel med den mand han forelskede sig i.
Han vrikede drillende med øjenbrynene "I think you're right, I mean long hair was never my style, can you remember the middle ages, you know when I had shoulder long, I mean it look horrendous" han kunne ikke lade hver med at grine, da han så for sit indre, det halvlange hår, som han havde dengang, og hvor forfærdeligt det i bund og grund så ud. Heldigvis fandtes der ingen malerier eller billeder, af hvordan han så ud fra den tid, hvilket han i bund og grund, var så forfærdelig glad for. Den slags kunne jo bruge som tortur, eller som en form for afpresning, han var egentlig også sikker på, at Julian sikkert kunne finde på at bruge disse billeder, hvis der fatisk fandtes nogle. Han hævede let øjenbrynet, som Julian sagde han altid kunne røre ham "Just as you always can touch me" han blev næsten åndeløs, som Julians fingre gled hen over hans krop, og det fik hans blod til at pulsere, som det altid gjorde når Julian rørte ved ham. Det var sjovt hvordan en enkel person, kunne have så stor en effekt på en, at bare deres nærvær, kunne ændre på alt og endda gøre ens dag så meget bedre, eller endda fylde en med mere begær, end man nogensinde havde oplevet.
Hans logiske side, blev ved med at fortælle ham om og om igen, at han ikke skulle gøre dette, for han var blevet såret så mange gange, hver gang de fandt sammen, håbede han igen og igen, på at tingene ville være anderledes, men de endte altid op væk fra hinanden igen. Han huskede smerten, fra hver gang de gik fra hinanden, hvordan han i sin søvne, ville række ud efter den eneste person, som virkelig forstod ham, som virkelig. Han kunne huske hvor ofte, han havde druknet sine sorge i alkohol og stoffer, og hvordan han nærmest var i sine maniske episoder, hver gang han oplevede disse smerter. Dog som Julian kyssede ham, var det som om alt i fortiden aldrig var sket, som om der aldrig havde været smerter eller sorg, og det hele handlede om at være ved ham, opleve glæden og forelskelsen om og om igen. Han glemte alt om sorgen, og som han gengældte kysset, så han kun glæden, og hans naive side der troede det kunne fungere denne gang. Som kysset sluttede, og Julian sagde han elskede ham, havde han endnu sine øjne lukket, mens han håbede at skulle dette være en drøm, at han aldrig nogensinde ville vågne op igen. Langsomt åbnede han sine øjne, og han kiggede ikke på andre, end manden foran sig, den mand han elskede og nok altid ville elske, og som altid var han åndeløs "I love you too" hviskede han med et blik fuld af kærlighed, selvom hans logiske side endnu var i angreb imod ham, dog var den naive side vinderen. Samtidig var der en tårer, som langsomt dannede sig i hans venstre øje.

Han klukkede, men der kom dog et udtrykke af kærlighed, frem i hans øjne, som han betragtede Julian "As you will always look beautiful to me, I remember first time I saw you, I was mesmerized by your beauty" indrømmede han med et blidt og kærligt udtrykke i hans mørke øjne. Han mindes tilbage, til da de to mødte hinanden for første gang, og hvordan han havde et underligt behov for, altid at være tæt på ham. Der havde ikke været mange til stede, i den tid hvor demødte hinanden for første gang, og dog havde Julian altid været den smukkeste mand, som han nogensinde havde set. De to kunne være surer på hinanden, eller ikke se hinanden over længre perioder, men hver gang de så hinanden igen, blev han fanget i denne engels spindelvæv, fanget i hans udødelige kærlighed for Julian. Der var efterhånden ikke noget, som han ikke ville gøre for denne mand, intet bjerg eller hav han ville krydse, for at se ham igen. Det var vel i sidste ende, også hvad der fik ham til at gå med til ritualet, som band de to sammen, gorde ham i stand til at genoplive denne smukke mand, hver evig eneste gang nogle dræbte ham.
Han sukkede imod Julian's bløde læber, dog der var kolde, siden han trods alt ikke var levende, og egentlig var et form for spøgelse. Han lagde sin hånd imod Julian's kind, og hvor han dog ønskede, at denne smukke mand var levende. Han kunne ikke få nok af ham, og mange ville nok sige, at han var afhængig af ham, men hvordan kunne han ikke det? Julian var trods alt så vanedannende, lidt ligesom det bedste alkohol, eller stoffer, som fik en hooked ved første forsøg, og det var det samme med denne engel. Hver gang han troede det var forbi, blev han trukket tilbage ved deres kys, eller berøring. Da Julian længselsfuldt nærmest tiggede ham, om at bringe ham tilbage til live, kunne han mærke sin puls stige, specielt da Julian sagde han ville have ham "I need you too, I need you so much" han kiggede rundt, hvor han fandt en skarp sten, hvorpå han lavede et vandret sår på hans tommelfinger, og her tilbød han Julian sit blod. Det var egentlig ganske simpelt, Julian skulle blot indtage hans blod, også ville han blive levende igen, så ville han komme tilbage til ham igen.

Han havde aldrig forstået, hvorfor det helt præcis var hans blod, som syntes at bringe Julian tilbage til live, måske var det fordi de dengang, de skabte båndet til hinanden, havde brugt hinandens blod. Eller også kunne det være fordi hans udødelighed, både var placeret i hans sjæl, men også i hans blod. I sidste ende skulle der virkelig ikke meget til, før Julian gik fra at være en vandrende sjæl, til at være en levende person, præcis som han kunne lide det. Han fandt trods alt altid sig selv, savne at føle Julians hud imod sin egen, enten i formen af en blid berøring eller længselsfuld sex. Sex var trods alt altid bedst, når det var sammen med en, som man både kendte, men også holde af, og i hans tilfælde faktisk elskede, hvilket han gjorde så sjældent, at det var mere specielt. Han betragtede nysgerrigt, og med en beundring i sine mørke øjne, som Julian blev mere og mere levende, som der kom mere farve i hans kinder, hans øjne blev mere livlige og hans hud gik fra halv gennemsigtig, til endelig at være mere fast.
Han syntes at blive åndeløs, som Julian ikke kun udtalte de skønne tre ord, men hans fingre syntes at kæretegne, punktet under hans shorts "I love you too, I think I will always love you" der var få folk, som han fandt sig selv elske, og Julian var på alle måder, blandt disse få personer, men de havde trods alt også meget historie, og havde altid været en del af hinandens liv, og ville måske endda altid være det. Han bed sig kort i læben, som Julian sagde han havde savnet ham, og han lagde sine arme omkring den smukke mand, som han satte sig på hans skød, eller rettere hoppede op på det. De sultne kys, og længslen efter Julian's bløde læber, fik ham til at sukke nydende, før han gengaldte det, med præcis samme grådighed og hunger efter manden han elskede. Hans hænder gled ned af hans ryg, hvor de lagde sig imod hans numse "I've missed you to, I need you so much" han var i det øjeblik, fuldkommen ligeglad med, at de faktisk var et offentligt sted, for han kunne ikke få nok af denne smukke mand.

Han nikkede "Apologies, of course I know I will always love you" det var virkelig få, som han faktisk sagde de ord til, de små tre ord: I love you, og selvfølgelig var Julian blandt de få. De havde så meget historiem ellem hinanden, og selv på trods af det, fandt han aldrig sig selv andet end elske denne mand. Ganske vist kunne de være surer på hinanden, og der var perioder hvor de ikke gad se hinanden, men det ville aldrig kunne ændre på deres følelser til hinanden. Der var ingen i denne verden, som ville eje hans hjerte, i samme forstand som Julian gjorde. Det var specielt tydeligt når de rørte hinanden, lysten til mere kom altid op, men på samme tid var der også lysten, til at give den anden nydelse. Dog som Julian stoppede kysset, kom der en utilfreds lyd fra ham, ikke desto mindre fulgte han Julians blik ud imod stranden. I dette øjeblik, kunne han ikke havde været mere lykkelig, han havde ingen problemer med sit sind, han var faktisk i godt humør, han befandt sig ved en smuk strand og endnu bedre, så havde han Julian her ved sin side. Normalt havde han altid problemer forskellige steder, og dog som de sad der i dette øjeblik, var det som om livet ikke kunne blive bedre.
Han så bekymret på Julian, som han trak sig væk, og det suk gav ham en mindre ide, om hvorfor han havde gjort det. Tiderne var ikke gode, specielt når det kom til to af samme køn, som fandt sig selv tiltrukket af hinanden, hvilket var mærkeligt, for gik man længere tilbage var det helt normalt, og nu var det med et blevet en synd. Hans blik blev dog fanget af Julian, som begyndte at åbne op på sin skjorte, og som spørgsmålet kom, hvorvidt de skulle snuppe ud af både, nikkede ham "Of course" han blev dog hurtigt fanget af beundring og måske endda også begær, som han så Julian smide alt sit tøj, for her blev at springe i vandet. En mand med så meget graciøsitet og elegance, havde han nok aldrig nogensinde set før. Han rejste sig dog hurtigt op, hvor han langsomt smed sit tøj. Som han fik smidt det sidste af sit tøj, sprang han i vandet, og her svømmede han hen imod Julian, blot for at give ham et kys på kinden "you're right it's perfect"

Han fandt altid sig selv elske, hver enkel del af Julian, hvor folk måske havde dele som andre ikke kunne lide, elskede han alle sider af denne smukke engel. De havde en masse historie, og ikke alt af det var smukt, men det ville aldrig ændre på hans følelser, for denne mand foran sig. Blot det drenget grin, mindet ham om deres unge dage, hvordan de ville løbe efter hinanden i skoven, dagene hvor alting var nemmere og ingen var forbandet, eller ingen døde. Han blev kastet ud af sine tanker, som Julian med et udbrød, at han skulle fange ham, hvorpå han skubbede sig væk fra ham. Et smil formede sig på hans læber, og han gled under vandet, for her at fange den anden mand. Han forsøgte at forholde sig stille og snigende, således Julian ikke ville forvente, hvornår og ikke mindst hvor han ville komme frem, det hele handlede trods alt om overraskelsen.
Som Julian kom op fra vandet, og her gemte sig væk bag en stolpe, dukkede han selv op bag den smukke mand, hvor han her fik sneget sig op på ham "I got you" lød det drillende fra ham, og det var tydeligt fra hans smil, som syntes at nå de mørke øjne, at han faktisk nød hvert sekund af øjeblikkende med ham. Han trådte tættere på Julian, som han vendte sig om, og nu med ryggen imod stolen. Han lagde blidt sin hånd imod Julians kind, som hans øjne ikke syntes at kunne fjernes fra ham. Han klukkede blidt, som Julian spurgte hvad han ville have, nu hvor han havde fanget ham og var vinderen "your happiness always brings me suchs joy, but I do have a slight feeling, it's not words of joy you seek, but rather the pleasure of love" hviskede han. Han trykkede sine læber imod Julians "I seek only to bring you pleasures beyond your wildest imaginations, and I have been lacking your touch and closeness, and like a man lacking water and food, I need you more than anything else" der var en hunger, men også en åndløshed i hans stemme, som han snakkede.

I dette øjeblik, som de stod så tæt imod hinanden, skulle man nærmest tro, at Cain selv var den som besad selvkontrollen, og dog havde han blot et virkelig godt poker face. Dette betød selvfølgelig ikke, at Julian ikke gjorde det, for den mand kunne i den grad gemme væk, hvad han i virkeligheden følte, når først han ønskede dette. Dog havde de ikke set hinanden i mange år, Julian var lige kommet tilbage fra døde, med stærke følelser omkring sig, også var der savnet for hinanden, savnet for følelsen af deres hud, som gled imod hinanden. Der havde altid været noget specielt, ved den intimitet hos folk, som man havde kendt i så mange år, og hvis kærlighed aldrig ændrede sig, på trods af alle de tusinde år, og de mange år de havde været fra hinanden. Han sukkede imod Julians læber, de læber han ville lyve, hvis han ikke hungrede efter. De kunne havde kysset en million gange, og alligevel var det aldrig nok, der var altid behovet for mere, lyste for at han kom tættere på, nærmest som skulle de blive et med hinanden.
Julians tiggen fik et skævt smil frem på hans læber, specielt som han nærmest udbrød at han skulle tage ham. Han lod sine fingre, glide ned langs siden på ham, hvor hans hænder greb fat om Julian's lår. Han løftede ham let op, og fik låst hans ben, fast om hans liv, blot så højde forskellen ikke længere eksisterede. Han trykkede sine læber hårdt imod Julians, samtidig med at han greb fat om sit eget lem, blot så han kunne ramme det rigtige sted. Med et hårdt stod, gled han ind i ham. Han skilte sine læber, gav et støn fra sig, endnu med sine læber trykkede imod Julian's "Fuck" han brugte meget sjældent ordet fuck, faktisk brugte han det måske 1-2 gange hver hundrede år, og dog var det ganske passende i dette tilfælde. Han havde for et kort øjeblik glemt, hvordan det havde føltes, at være så tæt på Julian, hvordan deres sex havde føltes. Han havde for et sekund forblevet helt stille, før han begyndte at lave stød med sine hofter, hvor støn fra sig.

//Måske sæt x'er i titlen? <3