I Love You, Goodbye - Jesse

---

Moonlight Falls, den skreg jo nærmest efter varulve - på trods af en heks havde fået byen til at opstå. Hun gik igennem The King Quarter, fin hyggelig flænge i byen - små søde butikker - heksenes yndlingssted. Caroline kunne mærke de små snefnug der ramte hendes kinder, derefter smeltede de og gled ned af hendes hud. Caroline elskede denne tid på året før hun blev forvandlet, før hun mistede alt elskede hun den. Hun plagede at elske, at komme hjem efter skole, og se hendes lillebror smile imens han sprang i hendes favn. At kramme hendes far når han kom hjem fra arbejde. Sidde og snakke i sofaen med sin mor - hun elskede det. Men det var væk nu. Væk for altid. Caroline slog minderne væk, imens hun begik sig ind på Ravens. Et glas whisky ville gøre godt nu. Dog ramte et dårligt minde hende igen, da hun så ham.

Fuldmånen. Den havde været så højt oppe på himmelen, og hun havde kæmpet sådan for ikke at falde i, men hun havde ikke været stærk nok. Ikke været stærk nok til at modstå duften af blodet, modstå lyden af skrigene. Caroline havde forvandlet ham. Forvandlet den sårede engel, den sårede engel som hun havde været så forgabt i før hen. Hun havde forvandlet ham - og nu turde hun ikke at se ham i øjnene længere. Caroline skulle ikke have haft forladet ham, men han havde været dødende - hun havde reddet hans liv.

Da Caroline selv var blevet forvandlet, havde hun ikke tilgivet sin skaber. Hun havde råbt af ham, udvist voldsommere reaktioner. Okay hun havde været mega ked af det dengang, det var lige der hun havdem mistet sin familie. Lige der, hvor hendes far havde været skyld i familiens død. Hvorfor skulle han pisse en af fangerne på sit arbejde af. Så hårdt kunne det da ikke være at være politi. Heldigvis havde hun ikke været hjemme da fangen slap fri og kom efter dem. Hun kom hjem til et hus hvor væggene var indsmurt i blod fra hendes familie. Politiet troede det var hendes værk, og hun blev sat i fængsel til de fandt ud af, hvem der egentlig havde stået for det. Fangen fortalte hende, at han ville ødelægge hendes fars liv, men nu kunne han ødelægge hendes i stedet for. Caroline lovede ham, at når hun fik chancen ville hun finde ham. Fange ham. også sulte ham. Der gik et par år, og et varuvle bid. Så gjorde hun det. Hvilket resulterde i hun blev smidt ud af sin gamle pack. Carmen fandt hende få år efter.

Nu stod hun her. Fanget i minder fra fortiden, imens hun kiggede på ting til julegaver. Det var den første jul hun havde ville holde siden hun mistede sin familie. Carmen havde  endelig fået hende overtalt. Så nu var den juleglade pige igang med julegaverne igen. Hvilket hun fandt mærkeligt, men hun kunne nu godt lide det. Et glimt af en velkendt person fangede hendes øjne, men det var sikkert bare hendes hjerne der prøvede at drille hende. Men alligevel blev hun nysgerrigt. Hurtigt gik hun op og betalte for den striktrøje hun havde købt til Aaron, og stormede så ud af butikken - som om at hun skulle nå en bus. Hun stoppede op udenfor og kiggede sig over skulderen - hendes blik farrede vildt rundt. Men ingen. Let trak hun på skulderen og gik videre. Hun måtte have set syner. Stille gik hun videre men blev ved med at kigge sig tilbage. Så til sidst gik hun ind i en. Caroline mistede næsten balancen, men genfandt let balancen. Så slog hun øjnene op, og kneb øjnene lidt.
"Jesse?!" Spurgte hun så med øjnene en smule spærret op. Et smil blev nærmest smidt op på hendes læber. Jesse og Isaac var det eneste gode minder der var tilbage fra hendes fortid, og det var tydeligt at hun var glad for at se ham.

Øv. Jul. Igen nu. Hvert år var der jul - stressede folk, irriterende folk. Overalt. Der var ikke fred nogen steder, når det var jul. Alle og enhver skulle skynde sig ind og handle ind til julegaver og hvad de ellers nu skulle handle ind til. Jul fangede ikke denne heks' opmærksomhed. Han gad det simpelthen ikke. Gad hverken spille penge eller opmærksomhed på sådan noget pjat. Hvem skulle han i øvrigt også købe julegaver til? Ingen. Bingo. Så var den diskussion allerede overstået. Men for at det ikke skulle være løgn, så kunne Jesse godt lide alt det julelys, der pyntede byerne. Det klædte i hvert fald Moonlight Falls med lidt julelys. Eller lidt; der var snart nok til fem byer, mindst. Men det var nu flot. Det måtte han give menneskene.

Vejret var køligt, men hvis bare man bar en god omgang varm beklædning, så gik det. Og det gjorde Jesse netop. På med vinterjakken og et halstørklæde, og så ellers bare afsted. Men hvis han ikke var i Moonlight Falls for at købe julegaver eller købe sig en varm kop kakao, hvad lavede han så der? Jesse havde fået nok af sine naboer derhjemme og var derfor taget af sted. Væk fra larmen og hujen derhjemme. Godt nok boede han i egen lejlighed, en stor lejlighed endda. Men alligevel kunne han høre sin underbos julemusik, hujen og hajen. Forfærdeligt! Julemusik kunne den unge heks bare ikke tage. Der var snart ikke noget værre. Men hvorfor hadede han dog julen så meget, som han nu gjorde? På grund af hans familie. På grund af så meget lort fra fortiden, så gav julen ingen mening for ham længere. Hans familie var splittet, fucked up. Ingen passede, som sådan, rigtigt på hinanden længere. Jesse havde ikke kontakt til sine forældre længere. Ej heller sine mange søskende, hverken de biologiske eller sine halvsøskende. Og det havde knust den stakkels heks. Inderligt, så savnede han sin familie mere end noget andet. Han længtes efter at få dem alle samlet til én stor familie igen. Men dette var næsten umuligt. For dem alle.

Det at gå i egne tanker i en by med stresset mennesker, det var nok ikke det smarteste. Specielt ikke eftersom, at Jesse blev hevet ud af sine tanker ved, at han vandrede ind i en person. Og omvendt. Så det var muligvis ikke kun Jesses skyld. "Urg..! Se dig for.." Mumlede den unge heks og kiggede op. Men synet af den anden gjorde ham lettere mundlam og hans hjerte sprang et slag over. "Carolena..?" Næsten udbrød Jesse og de mørke øjne blev store. Carolena Tashia Rivers. En gammel kending. En gammel kærlighed, der endte ud i lettere drama. Noget, som Jesse ellers elskede, men ikke på denne måde.

Carolena. Det navn havde hun ikke haft nogle til at kalde sig siden hendes forældre og lillebror døde. Selvfølgelig ville Jesse have hørt om begivenheden, hvis han havde boet i byen der. Ung pige myrtede sin familie i kold blod, havde nyhederne hørt først. Et år efter var hun frikendt, og medierne måtte skrive, ung pige løsladt efter psykopat kom til kende. Alle havde troet at hun havde gjort det, eller hun troede alle troede hun havde gjort det. DErefter var hun smuttet. Let sank hun en klump.
"Hey." Sagde hun og sank en klump. Det var år siden nu. De havde begge to ændret sig. Hun var mere dyrisk - mere frisk end nogensinde før. Selvom de måtte have givet deres datter op dengang de var sammen. Men ingen 18 årig og 15 årig skulle have et barn sammen. Og så meget skæld ud hun havde haft fået af sine forældre dengang. Desværre gled de fra hinanden efter det, tingene hang bare ikke sammen. En hjerteskærende forbindelse de var endt med at have. Men mange ting havde hun oplevet nu, så at se ham gjorde ikke at hendes hjerte bistrede længere.
"Jeg synes nok jeg så dig!" Hun kørte en hårlok tilbage. Hun så nu kær med sin fine røde hue, og den fine jakke.

"Så.. øhm, hvordan går det?" Spurgte hun så lettere nervøst. Mest fordi, at hun ikke vidste, hvordan han havde det med hende. Så selvfølgelig var hun lidt ekstra nervøs. Jesse var hendes eks kæreste, det gav et særligt præg i hendes hjerte, og han vil altid være hendes første kærlighed. MAn kunne aldrig stoppe med at elske sin første kærlighed, og det galte også hende. Jesse gjorde hende en smule nervøs, en følelse hun ikke oplevede særlig tit. Det irriterede hende på sammetid, med det var rart at blive skubbet lidt på plads. Hun elskede en god udfordring. Ærligtalt mindede han hende om dengang hendes liv var nogenlunde godt, nok mistede hun et barn. Men det var ikke dødt, det levede et sted - og nu overvejede hun at finde sin datter for at tage hende til sig. Men måske var det synd at tage sin 2 årige datter væk fra et miljø hun var van til nu. Caroline havde kaldt deres datter Desire, om hun stadigvæk hed det nu - det var et godt spørgsmål.
"vil du med hen og finde et sted at sidde ned eller ?" Spurgte hun så, man kunne kun få et nej, men også et ja, hvis man spurgte og var heldig, man vidste aldrig.

Jesse krydsede sine arme over kors foran brystet. Han betragtede den unge kvinde foran sig, som han ligeledes vidste, havde en stærk fortid bag sig. En fortid med drama, ligesom ham selv. Men hvor havde de nydt hinandens selskab, dengang de var unge. Måske endda lidt for meget, eftersom det havde resulteret i et spædbarn, som de begge pludseligt en dag stod med ansvar for. Et ansvar, som ingen af dem kunne tage sig af i en alder af 15 år og 18 år. Jesse havde fået et mindre tilbagefald og fortrudt sin handling, trods han dengang elskede Carolena mere end nogen anden. Men da et barn pludseligt bankede på, ramte virkeligheden ham, og de måtte give op på barnet. Så sammen havde de sendt den lille pige af sted. En enkelt gang i sit liv, havde Jesse set pigen med egne øjne.

Kort nikkede den unge heks og betragtede fortsat den stadig, hvis ikke mere end tidligere, smukke mørkhåret kvinde foran sig. Et skævt smil dukkede op på hans læber og han lod armene falde ned langs siderne atter igen. Hun havde set ham tidligere? Her i Moonlight Falls måske? I så fald, så havde han ikke opdaget hende, før deres næser havde stødt i hinandens. "Som det nu skal gå vel, når man lever alene," Jesse trak kort på skuldrene og hævede det ene øjenbryn. Læberne blev spidse, inden endnu et skævt smil trak op i munden igen, "Og du?" Denne heks var ikke den bløde type. Måske førhen, dengang alt virkede normalt, trygt og godt, men ikke mere. Men alligevel kunne Jesse ikke undgå at være blød overfor Carolena. Hun var jo trods alt hans første kærlighed, som den unge dreng, han nu engang var.

Men der var sket en del siden sidst, Jesse havde mødt Carolena Tashia Rivers. Han var selv blevet en mere kold type. I alle dage, havde han haft en stor selvkærlighed og et stort ego, men de to ting var efterhånden blevet brugt i mere mørke sammenhængen nu. Jesse var ikke længere den åbensindet og glade dreng, som han engang var. I stedet havde han udviklet sig til, at blive en indelukket ung mand, men med større, end nogensinde før, drømme om sig selv og sine forventninger til sig selv. En ballademager uden lige, der elskede drama. Specielt når det gik ud over andre, som han ikke brød sig besynderligt meget om. "Jo, lad os da," Svarede Jesse med det skæve smil og gav et nik fra sig, "Og lad mig så høre, hvad du har brugt de sidste år på."

Et skævt smil plantede sig på hendes læber.
"Jeg bor alene i The King Quarter... ellers er jeg i skoven. Det ret så hyggeligt." Smilede hun let, og begyndte så at gå imod Ravens. Ikke fordi, at hun skulle arbejde. Men det var et hyggeligt lille sted.Der var rigtig hyggelig, pyntet op til jul. På hylden bagved bardisken, hang der en smuk lyskæde med hvide lys formet som snefnug. Det så noget så yndig ud. Ved de mange borde, hvor barens gæster sad stod der et lille juletræ - pyntet med fine julelys. Fine julekugler i rød og guld hang rundt på træet også. Det gav en dejlig julestemning at slutte dagen af på. Det var Carolines yndlings tid på året, alle var glæde - det var den perfekte tid. Selvfølgelig havde hun haft mistet lysten til at fejre denne højtid, men hun havde ligeså snildt fået den igen.

Caroline fandt det bedre bord og satte sig ned, hun rykkede ind så han kunne sidde ved siden af hende. Let sank hun en klump.
"Før eller efter jeg kom ud af fængsel... for tiden derinde.. ja det var en smule værre end man ser på film. Derefter stak jeg af fra byen. Løb rundt i skovene, til jeg blev overfaldt af en varulv under en fuldmåne.. der bed mig.. tog mig med i sin flok.. mente jeg skulle gøre som han befaldte. Jeg kom op og slås med ham... og han smed mig ud." Hun fremtryllede de gyldne ulve øjne som bevis, og tilføjede et lille skævt smil. "Så fandt Carmen mig, og jeg slog mig sammen med hende. Hun endte med at blive min alfa.. og jeg er hendes første beta. Stolt af det, hun er den eneste kvindelige alfa nogensinde set, og den første." Let tog hun hatten af, og åbnede sin jakke. Her afslørede hun sin lettere tætsiddende rødetanktop, der fremhævede hendes kavalergang meget smukt. Hendes former var udentvivl blevet en anelse mere fremhævede på to år. Det vr hun generalt - blevet meget kønnere med alderen.
"Hvad med dig, du må have lavet et eller andet."

Jesse fulgte med hende og lyttede til hun fortalte, imens de gik. De gik ind på Raven's, en hyggelig lille bar. Og selvfølgelig, så var der pyntet lige så pænt op til jul. Ligesom i resten af byen, og Gaia. Og sikkert også det skide Akademi. Kunne det blive værre, end dette? Et suk forlod Jesses læber, idet han satte sig ned ved siden af Carolena. "I skoven?" Spurgte han og løftede det ene øjenbryn. HVad pokker lavede hun ude i skoven? Men ja, The King's Quarter var et fint sted at bo. Han boede der selv i egen lejlighed. "Ja. Jeg bor også selv, The King's Quarter." Sagde han og lænede sig tilbage.

Bordet var lille og de sad ved siden af hinanden. Hvilket var helt fint, ifølge heksen. Carolena fortalte. I fængsel? Nårh ja! Dét huskede han godt fra aviserne. Et værre rod, hvis det stod til ham. For det gav jo ingen mening. Jesse lyttede opmærksomt på, hvad Carolena fortalte. Så hun var blevet løsladt fra fængslet og flygtet fra byen? Efter deres lille "uheld" havde de ikke haft kontakt, så Jesse kunne ikke rigtig andet end at følge med i aviserne og medierne. De havde dog nogle ret kludrede og åndssvage titler, men han vidste jo ikke bedre, når nu han ikke havde snakket med Carolena om det hele. Men det hele lød ret så forvirrende, og sygt. "Godt du blev løsladt," Sagde Jesse, før hun fortsatte med at fortælle. Og ulve, lige pludseligt?! Han kunne ikke gøre andet end at gøre store øjne. "Du er.. En ulv, nu?" Spurgte han og lød utroligt overrasket - hvilket han bestemt også var. Dette havde han ikke ligefrem set komme. Det kom ud af blå lige pludseligt!

Jesse betragtede hende, da hun tog sin hue og sin jakke af. Han kunne heller ikke undgå at kigge ned af hendes krop og bemærke de flotte former, som hun havde fået sig. Ikke at han også selv havde bygget flere tydelige muskler op. Men ikke nær så muskuløs som sine ældre brødre. Så løftede Jesse blikket og fik øjenkontakt med hende igen. Et skævt smil bredte sig på hans læber. "Ikke det store, nej. Flyttede hertil Moonlight Falls, hygget mig lidt, lært et par besværgelser. Ikke det store." Svarede han med det skæve smil.

Hun nikkede let.
"Jeg det må du nok sige. Det virkelig irriterende at blive behandlet som lort for noget man ikke har gjort. Der var intet at komme tilbage til, de havde tømt huset. Holdt begravelse. Så da jeg kom ud efter psykopaten gav sig til kende, så fik jeg nogle penge som undskyld for at smadre mit liv." Faktisk var Jesse den eneste hun uddybede for. Normalt var det et emne hun holdt for sig selv, så det var overraskende for hende egentlig at bringe det på banen. Men hun stolede på ham, selv efter de år. "Yeah... jeg havde ikke selv regnet med det. Men jeg har vendt mig til det." Svarede hun på ulvedelen, det var en større omvending for hende. Men hvad kunne hun dog ikke også klare sig igennem.

Selvfølgelig bemærkede hun at han kiggede, og det gjorde hende faktisk intet. Måske ville hun egentlig have han skulle kigge? På trods af deres veje skildtes før i tiden på grund af Desire. Så betød det ikke at hendes kærlighed til ham bare forsvandt ud i den blå luft. Måske... måske ville hun egentlig have ønsket de havde været stærkere. Ønsket, at de ville kunne have fundet hinanden og været der for hinanden som de lovede. Men det havde været et for stort pres for dem. Men Caroline ville egentlig ikke andet nu end at have en god ting fra fortiden at omfavne. Jesse var det tætteste hun kom på det.
"Jeg vil ønske jeg kunne besværgelser. Alt jeg kan er at lege med ild og is. Men det nu også meget sjovt." Lo hun let inden hun vendte fonten mod ham. "Du kommer da ellers aldrig her, eller ikke når jeg arbejder i hvertfald. Jeg betjener baren her de fleste aftner, de fleste, men mest her i juletiden. I sommers var jeg meget ude i skoven ved flokken." Smilede hun skævt til ham. Let kiggede hun tilbage og fik øje på en af sine kollegaer.
"Thomas. Vil du ikke være en skat at blande dagens drink til min kære ven her og mig?" Spurgte hun med hovedet lagt lidt på skrå. Efter et accepteret nik, vendte hun opmærksomheden over til Jesse igen.

Jesse hvilede en arm på ryglænet af sin egen stol. Han sad med front halvt imod hende, kroppen drejet halvt imod hende. Blikket hvilede på hendes ansigt, alt imens hun snakkede. Lige så snaksaglig som han huskede hende. Et lille smil spredte sig på hans læber og han løftede brynene. "En så smuk, ung kvinde som du, hører heller ikke til i spjældet," Svarede han med et af sine charmerende smil, der til sidst formede sig i et skævt smil. Det lå til ham at være charmerende, både overfor kvinder, men også overfor mænd. Begge køn havde han haft lidt af hvert med. "Jeg er sikker på, at du er en aldeles yndig, lille ulv."

Hvor ellers skulle han kigge hen, hvis ikke han havde kigget imod Carolenas bryst, hendes kavalergang. Et par flotte bryster, kunne han godt nikke kende til. Et par anelse større, end han lige huskede. Men ikke mindre tiltrækkende. Carolena var en smuk kvinde, det havde hun altid været. Men med tiden, ja, så var hun blevet smukkere at se på. Jesse vendte endnu en gang blikket på hendes ansigt og fokuserede. Et smil dukkede op. "Tro mig, det er sjovt. Det er ikke blevet mindre sjovt med årene," Smilede han og tiltede sit hovedet let på skrå, imens han betragtede hende med sine brune øjne, "Du arbejder her?" Spurgte han så med løftet bryn og kiggede sig omkring, "Det havde jeg ingen idé om. Måske jeg skulle komme her lidt oftere?" Smilet voksede sig blot større og ikke mindst mere charmerende, da Jesse endnu en gang vendte sig imod sin ekskæreste.

En tjener kom forbi. Selvfølgelig en, som Carolena kendte til. Han betragtede denne mand, før han vendte sin opmærksomhed på Carolena igen. Nu hvor han havde hende. Der var et spørgsmål, som han havde længtes at spørge efter og forhåbentligt for svar på. Et spørgsmål, som snart havde brændt op indeni ham. Men burde han spørge hende?