Why should I meet you now? .. now that I'm like this - Valentin

Zombie angrebet var endelig over, og havde det været et lille stykke tid, og folk var endelig begyndt at kunne bevæge sig ud igen, uden at man skulle være bange for sit liv. Pin havde endelig kunne starte sin skole op igen! Hvilket han underligt nok havde glædet sig lidt til. På trods af at han ikke var vild med skolen, så var det dog langt mere kedeligt at skulle sidde der hjemme på værelset, og det eneste friske luft man fik, var når man gik ud i haven fordi James virkelig skulle tisse eller andet. Så han måtte indrømme at han nød at have været i skole igen, og nu at gå rundt i den friske luft.
Men han var dog lidt undrende, for han syntes turen hjem var lidt lang. Han stoppede op lidt, og satte sig på hud, og lod fingerne glide ind i James tykke pels et sted omkring hans hals. "er du faret vild James? jeg syntes ikke de her lyde virker bekendt?" han var jo godt klar over at James ikke ligefrem ville svare ham, ud over det slik han fik i hovedet. Han smilede bare lidt. "vi skal hjemad James, ellers bliver tante kira bare nervøs" sagde han som han rejste sig. Han lod James føre an igen, selvom han var lidt nervøs for at hunden havde glemt vejen, da de ikke havde gået den længe.

//sorry den korte start

Valentin så sig omkring, inden han trådte over vejen. Han slæbte på den tunge skuldertaske endnu en gang. Hverdagen. Hans hverdag lå i den taske. Med et suk, trådte han op på fortovet og fortsatte ned igennem gågaden. Det var alligevel ved at blive sent, og han havde fået fri nu fra arbejde. Det havde været en hård dag på arbejdet, og han glædede sig til at træde indenfor i sin lille lejlighed og smide sig i sin seng. Have det rart, for sig selv. Huen på hættetrøjen var trukket op over hovedet på ham, og han var godt puttet ind i sin varme army jakke. Nye sko skulle han i hvert fald snart have fingrene i, det var bare det at skulle ud at købe dem hjem. Han var ikke så god til sådan nogle aktiviteter.
Egentligt gik Valentin lidt i egne tanker, da han pludseligt trådte ind i en person med en hund. Han blev straks revet ud af sine egne tanker og kiggede på gutten. Kort på hunden - han var ikke så god til dyr, hunde heller. Så på drengen igen og rynkede brynene lidt. Så undskyldende på ham.
"Det er jeg ked af, jeg så dig ikke lige. Eller din hund," Han rynkede på næsen lidt og trådte automatisk lidt længere tilbage, bekymret over, om hunden kunne finde på at angribe fordi den eventuelt blev forskrækket eller dens ejer. Han vidste ikke med hunde. Valentin flyttede blikket fra hunden og så på fyren for at se hans reaktion. Da noget pludseligt gik op for ham;
"Vent, kender jeg ikke dig?"

Normalt ville James styre uden om andre folk, eller stoppe op, så Pin kunne nå at reagere før der skete et eller andet. Men selv hans hund var vidst forvirret over det pludselige menneske mylder der kom nu hvor alle skulle hjem fra skole og arbejde. Dette var måske noget af grunden til at den ikke var stoppet, og derved forsagede at Pin gik lige ind i en. Han ømmede sig lidt, da det da bestemt ikke var rart. Han tabte sin taske i stødet. Han så mod personene der undskylde. En fyr! "Det skal du ikke undskylde... jeg... uhm.. min hun kunne bare have set sig for" sagde han og prøvede at se mod den retning han havde hørt stemmen. Hans solbriller gjorde det svært at se hvor hans blik var henne, men sådan som han stod ende han med at kigge lige forbi fyren, nærmest som om han ignorerede ham.
Han hørte fyren spørge om han ikke kende Pin, og Pin rystede hurtigt på hovedet. "det tror jeg ikke!" sagde han som han satte sig ned, og lagde en hånd på hunden, og den anden blev langsomt ført over jorden. Han prøvede så vidt muligt at få det til at se ud som om at han ikke LEDTE efter sin taske. Så man ham komme gående ville han bare ligne en ung fyr med sin hund, og solbriller på. Han gik ikke med stok, armbandagen, eller den klassiske bøjle på James som andre føre hunde havde på. Han ville for alt i verden helst ikke se ud til at være blind. Han havde ikke brug for folks medlidenhed, og det var det eneste man fik når man gik rundt som en blind skid. James puffede til hans hånd med snuden, så han til sidst ramte tasken. Pokkers... dumme hund!.. Han sukkede lidt for at tænke sådan. "tak James" hviskede han lidt til hunden.

Valentin stod lettere forvirret og kiggede på drengen. Han virkede lidt... off. Han beklagede sig endnu en gang for at have trådt direkte op i ham og hans hund. Det var en stor hund og det gjorde Valentin ganske usikker. Men heldigvis lod den til at være pænt opdraget - af en hund. De isblå øjne gled straks tilbage på drengen igen, som hurtigt benægtede, at de kendte hinanden og i stedet satte sig ned til sin hund. Valentin rynkede brynene en smule og stod blot og betragtede fyren. Han kendte ham. Det kunne han jo se. Eller, der var i hvert fald et eller andet over den her gut. Hunden virkede ikke bekendt, nej.
"Er du herfra?" Spurgte han så med sin franske accent. Hænderne hvilede nu i lommerne på hans slidte jeans. Valentin var en høflig dreng. Han ville lige sikre sig at fyren her havde det godt, til trods for han stødte ind i ham, og så ville han jo gerne lige være sikker på, om han kendte fyren eller ej. Bare fordi. Han betragtede, hvordan fyrens hånd rakte ud. Rakte ud efter hvad? Han så det hele; hvordan hunden puffede til fyrens hånd og led hånden imod en taske. Åbenlyst fyrens taske.
"Er alt fint?" Spurgte han så. Valentin var god til at stille spørgsmål. Ikke så god til at forstå et hint.

Pin sad stadig på jorden og samlede sin taske op. I virkeligheden var han faktisk lidt bange for at han havde tabt noget mere som han ikke havde set. Han hørte fyrens spørgsmål, og der var noget ved hans stemme der var bekendt! Havde han hørt den før? Han var sikker på at han havde hørt den før. Men hvor? Han havde ikke lyst til at finde ud af det. Var det en han kende, så var det fra før ulykken, før hans blindhed! Hvad skulle han gøre han bed sig lidt i læben. "Jeg... jeg er lige flyttet her til" sagde han mens han forsøgte at holde blikket nede, han håbede virkelig at han tog fej, og at fyren ikke kunne genkede ham et eller andet sted fra.
Han nikkede hurtigt da der blev spurt om alting var okay. "jeg har det fint!.. du.. du kan bare smutte, jeg skal bare lige have samlet mine ting sammen så er jeg selv gået" forsøgte han mens han fik samlet sin taske sammen, eller i hvert fald det meste af det. Men da han ikke havde fået det hele med, valgte Jemes at puffe til ham, hvilket rasulterede i at han ramte Pins solbriller der røg af. Og afslrrede det noget fjerne blik. Pins øjne var i forvejen meget lyse, og havde indtil videre heldigvis ikke mistet farven, men det var stadig tydeligt at han ikke kunne fokusere på noget som helst. Han gik i panik, og prøvede på at finde brillerne igen. Denne gang dog ikke nær så "elegant" som tidligere, denne gang havde han begge hænder placeret på asfalden hvor han fabrilsk famlede rundt efter dem.
"James gider du lige hjælpe til!.." fik han sagt i en lidt for vrissende mine, af fustration over hundens manglede hjælpsomhed, noget der i stedet fik hunden til at klynke lidt og lægge sig ned.
Han sukkede tungt da det gik op for ham at han lige havde vrisset af sin hund. "ku... kunne du være sød at hjælpe mig, så jeg kan komme op... jeg syntes ærligtalt jeg har ligger her nede længe nok" sagde han med en tydeligt opgivende stemme, henvent til fyren foran sig.