Darkest parts of me - Katherine

Gæst

Caroline gik igennem skoven. Det var hendes patrulje at tjekke dette område, se om der var fremmede inde på hendes område - eller Carmens område. Denne aften var hun alene, de andre dækkede de andre steder. Carmen stolede på Caroline til at udforske den ukendte grund - da det var dybere inde i skoven - men også et område Caroline kom fra dengang hun havde fundet koblet.

Der var pænt koldt, så det forklarede vintertøjet. Plus hvis nogle så hende, ville de mistænke hende for at være foret vild, og ikke for at tjekke trusler i nabolaget. Det var den første vinter med koblet, og det ville blive den første jul hun havde holdt med sin nye familie. Glæden ved at have fundet Tatia var stor, hun havde troet - at hun havde mistet alle i sin familie. Caroline hadede tanken om da hun mistede sin familie - og minderne blev ved med at jage hende når hun prøvede at løbe fra dem. Let stillede hun sig op af et træ for at ånde ud. Hvor ville hun gøre alt for at se Alexanders smil på læben når han havde snøret hende en smule, den 12 årige dreng som ellers havde haft hele livet foran sig. Dræbt i hænderne på en psykopat, som havde været kujon nok til at vente med at tilstå til en måned efter dommen havde ramt hende. Caroline slog sig i ansigtet, og lod hånden blive for sine øjne kort.
"Tag dig sammen Caroline. Det over to år siden nu." Snerrede hun af sig selv. Tanken om, at det burde have været hende og ikke hendes far var faktisk nervepirrende. Men ingen kendte den historie - for hun holdt den for sig selv.

En lyd fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at knibe øjnene en smule. De brune øjne søgte imod lyden, men der var ingen at se. Så hun satte af fra træet og gik imod lyden. Hendes bevægelser var nærmest lydløse, og hun havde alle sanser ude. Hun stoppede op. En kæmpe krat blottede sig for hendes øjne, men lyden kom bagved, som om der var noget gemt. Caroline kiggede sig kort tilbage, hun var alene. Så fjernede hun krattet og blinkede kort. Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Der var en grotte. Let kiggede hun sig over skulderen igen før hun gik derned. Som alle varulve havde hun nattesyn, hvilket var meget praktisk lige nu. Dog var en af hendes evner at fremmane ild, så med et knips fra den ene hånd var der ild i alle faklerne i grotten. Også gik hun fremad.

Nervøsiteten greb i hende sammen med spændingen. Det var fandme også på tide, at der skulle ske noget i hendes liv. Det var da fint at være en del af Carmens pack, men hun havde behov for at opleve noget hun ikke ville opleve flere gange i livet. Des dybere Caroline trådte ind i grotten, des tungere blev hendes skridt og des voldsommere blev hendes hjertebanken. Det var ikke for sent endnu, hun kunne vende om. Var det svedperler der dannede sig i hendes pande? Rystede hun en smule? Caroline rystede på hovedet af sig selv, der var jo ingen. Så hun drejede rundt på hælene og gjorde an til faktisk at vende om, da hun hørte en voldsommere lyd. Det lød som nogen der prøvede at komme fri. Caroline frøs fast i sin seneste bevægelse, og drejede hovedet let. Endnu engang fulgte hun lyden, og kom tættere på en af grottens vække. Let lagde hun sine fingre på, men et hårdt bank fik hende til at springe tilbage i et chok.

Det var nysgerrighedens skyld. Den evige kilde til at ville opleve noget farligt og spændende. Den energi og følelse greb i hendes instinkter og tvang hende til noget hun måske ikke selv havde tænkt sig til. Let trådte hun tilbage og sparkede på væggen. Det var en tyndvæg som var sat for, og afslørede en dør bagved sig. Caroline var overrasket. Hun gik hen og rev i den tunge dør. Den var ekstremt tung, og kunne kun åbnes udefra. Caroline trådte tilbage da hun havde åbnet døren lidt. Let greb hun en fakkel og lyste imod grottens mørke. Dog fik lyden af skridt hende til at gå bagud. Lyden af fødder der kom slæbende hen ad jorden. Caroline vidste ikke om hun skulle blive eller om hun skulle løbe. Så hun frøs fast i jorden, som var hun sømmet fast. Lyset af faklerne afslørede en skikkelse af et menneske kom ud. Så snart hun så ansigtet på kvinden så tabte hun faklen. Hun var mundlam. Caroline blinkede voldsomt for at slå sig tilbage i virkeligheden. Så slukkede hun flammen så der ikke gik ild i noget på jorden. Men der var stadigvæk lys i grotten. Kvinden lignede hende på en prik... mere beskidt og så mere grålig ud. Ellers lignede det hende på en prik. Ligesom Tatia, bare uden samme form for fært.

Gæst

Påklædning

Solstrålerne skinnede over byen, aldrig havde aftenen set smukkere ud, end hvad den gjorde denne aften. Denne by der var tilegnet denne skønhed, var Mystic Fall. En by der var hjemsted for en del overnaturlige væsner, hvor i en af dem var en ganske eftertragtet ung kvinde. Grundet fejl hun havde begået som ung, var hun fundet tvunget til at flygte fra familie og nærmeste. Hun troede byen her ville holde hende beskyttet, men hvad hun ikke vidste var, at til denne tanke netop snart ville forandre sig. For denne skønne og smukke aften, var der en hel flok af hendes families vogtere var på vej efter hende. Som hun gemte sig fik det hende, og som straf skulle hun efterlades i en grav, gemt inde bag en mur så stærk, at selv den ældste af hendes slags næppe ville kunne åbne den indefra. Hun blev forbandet, således at så længe hun blev derinde, ville hun visne hen og komme til sig selv, om og om igen. Alt dette skulle straffe hende for de ugerninger hun havde gjort igennem sin tid.

Som årerne gik, og hun befandt sig derinde, blev hun mere og mere sindssyg. Følelsen af konstant at svinde ind, men som 50 år gik blev hendes hud fyldige og sund igen. For hvert 50 år blev hun ny igen, kun for at bruge de næste 50 år på at svinde ind igen. Følelsen af hendes hud sprækkede, hendes årer tyndede ind og hun blev som en mumie. Det ville drage enhver person sindssyg, men det værste var nok sulten oh den forfærdelige sult. Hun kunne ikke holde det ud, det var i sidste ende nok det der drag hende mest til vandvid. En sult der konstant varede ved og havde varet ved siden 1864, hver eneste sekund bragede sulten igennem, drev hende mere og mere sindssyg. Da hendes fader havde sagt, at døden var alt for mild for hende, så havde han været af sande ord, for dette var et helvede og et hun næppe ville give videre til sin fjender. Nu var der gået 50 år, og det var nu et år siden hendes hud igen bar fylden, og dog som et år havde været gået, var hun igen ligeså langsomt ved at svinde ind. Hun var bleg, udsultet og beskidt. Hendes sorte kjole var hullet, gammel og slidt. Hvad der engang havde været smukt stof, var nu gammelt. Det meste af skørtet var væk, fra knæene og ned af var hun bar. Hendes tær var barer, såvel var det meste af hendes hud.
Dog havde den skønne dag kommet, og hun hørte lyden af et hjertes banken, lyden af en der kom ind i grotten, og en der bevægede sig rundt. Derfor bevægede hun sig imod døren, men hvad der ville havde været en hurtig gang, var en langsom en. Hun var svag, og faktisk af samme styrke som en menneske. Hun slog imod murene, og som det lød til den anden opfangede hende, gik turen nu til døren. Om ikke andet nåede hun ikke derhen før døren allerede var åbnet. Lyset fra ilden skinnede imod hendes bare og beskidte ben, men af en der var vant til mørket var den smule lys ildeskærrende i hendes øjne. Hun holde sin arm foran sine øjne "Er det luft mine lunger smager, er det virkelig friheden mine læber så længe har længtes efter og nu fornemmer" hendes stemme var hæs, som havde hun ikke brugt den i flere hundrede år. Som hendes øjne tilpassede sig lyset, fjernede hun sin arm og her stod hun ansigt til ansigt med en kvinde der kunne havde været hendes spejlbillede. Om ikke andet var der også mange ting der ikke matchede, deres hår og mest af alt deres tøj. Hun lagde hovedet på skrå "Hvilken tid er det mine øjne er vågnet op til, sig mig ikke at hundrede år er gået" hun var tøvende med at gå udenfor, mest af alt fordi dette havde været hendes hjem de sidste 151 "Og hvem er de, jeg er da ikke blevet så sindssyg at jeg ser syner allerede. Og hvad er deres klæder, siden hvornår bevæger kvinder sig rundt i benklæder" hun vende blikket ned imod kvindens bukser. Hun stod fortsat inde for gravens grænse, men som hun kiggede på pigen og ned imod jorden, tog hun endelig chancen og trådte ud

Gæst

Nervøsiteten blev mindre og nysgerrigheden greb hende imens den ruskede voldsomt i hendes arme. Det var først da hun fik et direkte spørgsmål af kvinden foran hende, at hun blev slået tilbage til virkeligheden. Et bryn blev let løftet, imens hun så direkte på kvinden. Hun talte gammeldag, og guderne måtte vide - hvor længe hun havde været fanget derinde, på tøjet var det tydeligvis længe siden. Let lagde Caroline armene overkors, og sank en klump.
"Vi er i år 2015.. moderne tider min kære. Navnet er Caroline Rivers." Svarede hun og lagde hovedet let på skrå. Caroline var varulv, så selvfølgelig vidste hun kvindens race. Fuldblodsvampyr. "Det er en meget hyggelig verden... men du må være tørstig. Vi ret tæt på Moonlight Falls, og de har menneskegæster.. så du har buffet der." Tilbød hun med et skævt smil, og rettede så hovedet op lidt efter. "Bukserne... ja det høre moderne tider til. For tiden er det kvinderne der har bukserne på... eller det mener vi da selv." Blinkede hun let drillende og bed sig kort i læben.

Det var sjovt, hun så hverken sig selv eller Tatia når hun kiggede på kvinden her. Hun så en helt anden. Caroline nikkede let for sig selv.
"Hvad hedder du så? Beklager jeg ikke er høflig i mit sprog som dig.. men vi taler ikke sådan længere." Et venligt glimt i hendes øjne afslørede, at der netop intet ondt var ment med det. "Hvor længe har du været derinde og hvorfor?" Spurgte hun en anelse skeptisk og af ren nysgerrighed. Hjertet bankede en smule hurtigere og hurtigere. Måske var hendes krop alligevel klar over, at ingen smed en kvinde ind i en grotte i mange år uden grund. Caroline var fuld klar over, at trods hendes instinkter for spænding og fare - så var denne kvinde mere end blot farlig - det måtte hun være. Caroline prøvede at slå sin hjerne fra at tænke konsekvenserne igennem, hun hadede når den gjorde det. I stedet fokuserede hun på det positive, hun havde reddet en kvinde fra en mørk grotte af ensomhed... det var vel godt, ikke?

Caroline slog blikket ned kort for at tænke. Det tog hende ikke længe, og hun slog sine store brune øjne en anelse dramatisk op. Hun kneb det ene øje en smule, imens et skævt smil trak sig en anelse længere op på hendes fine røde læber.
"Jeg har måske en ide." Let flyttede hun vægten overpå sit højre ben. Hvilket kunne se enten afslappet eller bestemt ud - i Carolines tilfælde var det blandet. "Der er festival i Moonlight Falls som jeg nævnte før... jeg kan få dig ind.. finde noget tøj der passer mere til tiderne her. Det vel mere rart end disse omgivelser." Hun vippede hovedet let til højre. Desuden var Moonlight Falls en kendt by, selv for mange år siden. Kendt for de overnaturliges sted. Hvor de kunne være frie, takket være Rebekah.

Så enten blev kvinden her, ellers tog hun med. Det var hendes beslutning ikke Carolines.

Gæst

Hun lagde hovedet på skrå, trådte ud fra graven, og hen imod pigen, denne Caroline. Dog da årstallet endelig blev anslået stivnede hun "Har det virkelig været så mange år, så mange årtier siden mit blik sidst så verden" Hun kunne ikke fatte, at der rent faktisk var gået så lang tid som der var. For hende var det fuldkommen surrealistisk. Det forekom hende fuldkommen uvirkeligt, hvordan kunne der virkelig havde været gået 151 år, ganske vist havde det føltes som flere, som var der gået tusinde, men de 151 år, havde alligevel forekommet som så mange. Hun vendte et skarpt blik direkte imod pigen, ved den blotte nævnelse af mennesker. Hendes hugtænder blev forlænget, hendes øjne skiftede farve og de velkendte blodårer trådte frem, som sulten igen trådte frem på ny "Vis mig vejen dertil min efterkommer" hun vidste denne kvinde ikke kunne være andet, end en efterkommer af hendes datter. Hun fik et forvirret udtrykke i øjnene, da hun med et nævne kvinder og bukser i samme sætning. En ting var hun aldrig havde hørt ordet bukser, men hun forstod slet ikke sammenhængen. Om ikke andet fik forvirringen hendes sult lidt på ro "jeg forstår ikke, er det en talemåde" spurgte hun forvirret. Hun havde ikke set verden, hun aldrig aldrig oplevet elektricitet eller andet lignende dette, så hendes ord forekom forvirrende og mærkelige.
Hun fugtede sine læber, betragtede kvinden foran sig som spørgsmål om hendes navn dukkede op "Mit navn er Katherine Anastasiya Petrova" Hun var kendt som den første Petrova Dobbeltgænger, hun var en kvinde som man kunne læse om i historie bøgerne, hvis man da vidste hvilke bøger man skulle læse i. I hendes familiebog, var hun skrevet som værende død, hendes fader havde skrevet hende ud af familiebøgen og der var heller ingen spor af hendes lille datter. Hun kneb øjnene sammen, ved det direkte spørgsmål "Jeg har været derinde siden 1864, men grunden for min indespærrelse vil jeg holde for mig selv" Man kunne sige hun havde ikke ageret perfekt nok, men selvfølgelig så var der vel også massakrene og alle de liv hun havde taget. Hun lagde nysgerrigt hoved på skrå, da Caroline med et snakkede om en ide. Hun nikkede kort og gjorde an for tøsen kunne vise vej. Som de gik, kunne hun med et dufte den berusende duft af blodet, den fantastiske duft der fik den brændende følelse i hendes hals. Hun tog sig til halsen og igen vidste hendes vampyriske side, med 151 års fangeskab, så ville det vel være et under hvis man ikke vidste en smule sult, om ikke andet en hel del

Gæst

Hun kunne vel ikke sætte sig ind i Katherines sprog, og havde ikke tænkt sig at gøre det. Denne hjælpende hånd ville blive kort medmindre, at Caroline fik noget ud af det, som hun ville kunne bruge til noget. Så snart vampyrens træk sprang frem gjorde Carolines varulve træk. De gyldne øjne viste blot, at de var forberedt - ikke at der var tegn på angreb - det var blot en refleks de havde i sig selv. Så nikkede hun let og begyndte med stille skridt at gå. Des længere de kom imod udgangen ville faklerne gå ud, hun slugte deres kræft til sig - så hun kunne bruge den senere. Let flyttede hun krattet, der afslørede det næsten kridhvide landskab. Sneen var faldet og de små fnug fald stadigvæk ned fra nattehimlen i en smuk glans. Det var det dejlige ved vinteren, sneen fik natten til at se så lys ud.

Caroline undlod at sige meget og tog dog sin mobil op. Nede i grotten havde der intet signal været, så Carmen måtte vel være lidt bekymret at hun ikke reagerede. Hendes fingre gled hurtigt henover touchskærmen for lige at smide en besked om, at alt var i orden. Det tog ikke mere end få sekunder før hun havde fået et svar fra Carmen.
"Så vi klar til at gå." Sagde hun og lagde sin mobil i lommen. Let tog hun sin jakke af, og lagde den over Katherines skuldre. "Jeg tror du har mere brug for den end jeg har." Smilede hun skævt. Kulden var slem, men Carolines ild evne gjorde det svært for hende at fryse. Heldige hende.

De kom til udkanten af skoven, hvor latter stille kunne høres - ligesom julemusikken blev spillet. Det var en rigtig hyggelig stemning, det var der ingen tvivl omkring. Et svagt smil kom uden videre frem på Carolines læber ved musikken. Så rystede hun den af sig. Weekenderne, der kom gæsterne. Så det ville ikke være umuligt, at finde vampyren en snack eller nogle stykker. Men hvis hun tog en heks ville Rebekah ikke blive glad, og ja Caroline ønskede ikke at ende i Haven.
"Jeg tager dig hjem til mit hus.. også finder jeg nogle mennesker til dig. Gå ikke efter heksene... ellers ender du samme sted som du kommer fra. Jeg har mødt hende der styre byen her, og hun mener sine regler. Jeg ved ikke om du kender Rebekah Sinclair." Det ville ikke overraske hende, hvis hun havde men heller ikke hvis hun ikke havde.

Hun tog sine nøgler fra jakken som Katherine havde på, og gik hen til et lille hyggelig hus. Der var trapper op til døren, og på døren hang der en fin bladkrans med en stor rød sløjfe. Hun satte nøglen i og låste op. Let lagde hun hånden på håndtaget og åbnede døren. Opgangen var smal, men der var plads til man kunne sætte fodtøjet pænt og hænge overtøjet op. Et spejl og en lille kommode stod der også. Der var dejlig varmt derinde. Caroline lukkede og låste døren efter dem, og tændte for lyset på en kontakt lige inde for døren. Hun tog Jakken af Katherines skuldre, og hang den op på knagen. Så åbnede hun døren til det største rum i huset. Stuen. Der var et tv, med en stor sofa. Lidt længere inde var der noget der lignede en port - som førte ind i spisestuen som hang sammen med køkkenet.
"Du kan bare sætte dig i sofaen, så skal jeg nok finde mad." Sagde hun og gik ud i køkkenet. Hun tog en kniv op og lod den glide henover sin håndflade, så tog hun et glas og lod det fylde halvt op. Derefter healede hun. Så gik hun ind i stuen og rakte det til Katherine.
"Du kan starte på det imens, beklager det er varulveblod, men jeg har hørt betaerne skulle smage bedre end de andre." Sagde hun lidt drillende, men stoppede derefter sig selv. Der var ild i brændeovnen. Hurtigt fandt hun nogle tæpper frem. Derpå tog hun sin jakke på igen, og mobilen i lommen.
"Jeg er tilbage om lidt." Sagde hun så.

Caroline forlod huset, og låste døren efter sig igen. Så tog hun hen til natklubben nightmare. Her fandt hun en lille flok mennesker, faktisk gamle venner. Men ikke nogle hun følte noget for længere. De havde troet på at hun havde dræbt sin familie, og havde aldrig undskyldt for deres påstande, og nu når de gjorde så vidste hun de var fulde af løgn - men hun spillede med. Sagde de da bare kunne overnatte ved hende, naive mennesker. De troede selvfølgelig på, at hun kun ville dem godt og tog med hende. De havde fået lidt af drikke, hvilket nok hjalp dem lidt på vej til deres dårlige beslutninger. Caroline havde intet imod at lade Katherine dræbe, for Caroline havde selv blod på hænderne. Så hun ville ikke dømme andre for det samme, medmindre de gjorde noget for at ramme hende - så fik de af samme skuffe.

Igen låste hun op for døren, og lod de fulde hoveder løbe ind huset. Hun låste efter dem, de stormede nærmest ind i stuen. Så låste hun døren til stuen, og lod Katherine få sig sine snacks. Caroline tog jakken af og tog sin mobil i bukselommen. Hun havde en himmelblå striktrøje på indenunder og sin halskæde som altid. Så gik hun op af trapperne til soveværelset. Eller hendes soveværelse. Der stod den store dobbeltseng i midten. Til venstre var der et lille tøjskab, og den anden side var der et kosmetikbord med et stort spejl over. I spejlet var der en masse små billeder af hendes forældre og hendes lillebror inden de døde. Skrig neden under fik hende til at kigge tilbage, men så lagde hun øjnene på spejlet , og derefter gik hun over til sit vindue for at kigge ud. Herfra kunne hun se ud i skoven. Næsten over til Gaia. Hun satte sig der, og kiggede ud til lyden af skrig ikke længere var der. Så gik hun nedenunder og låste op.
"Var det tilpas?" Spurgte hun og lænede sig op af sin dørkarm. Hun lod blikket glide hen over ligende. Nu skulle de bare placeres ved Matthews - så ville ingen mistænke hende.

Gæst

Som de gik ud af grotten, stoppede hun kort op for blot at trække vejret ind. Det var helt underligt, det at være ude. Efter så lang tid også var hun endelig ude. Dette kunne om ikke andet ses på hende, specielt da hun opdagede sneen. Hun grinede, og det var den slags latter der smittede, her tog hun noget sne op i hånden og kastede det på Caroline "Jeg fik aldrig udtrykt min taknemmelighed for det du gjorde, mange tak...jeg vil aldrig kunne betaler dig tilbage" hun smilede til hende, og nærmest som var det normalt, gav hun den anden pige et kys på kinden. Hun kunne faktisk ikke udtrykke sin glæde over endelig at være fri, hvilket nok også var derfor hun i starten ikke havde ytret så meget som et tak, netop fordi dette var så overvældende for hende. Hun havde aldrig set sne, eller jo det havde hun...men sidste gang hun havde set sne var tilbage i 1860, som var over 151 år siden. Hun hævede øjenbrynet da hun med et tog en mærkelig ting op af sin lomme, men endnu mere da den med et begyndte at lyse "Hvad er det?" spurgte hun og gik hen ved siden af hende. Hun betragtede den nysgerrigt, dog lod hun sig ikke mærke af de ting der blev skrevet, mere den måde hun trykkede på den. Hun klukkede igen, men denne gang som Caroline lagde sin jakke over hendes skuldre "Jeg kan ikke føle kulden, ej heller varmen...men mange tak, det er en værdsat tanke" hun fik et blidere smil på sine læber. Måske var grunden til hendes blidhed, at Caroline var den første hun havde mødt igennem de sidste 151 år, men også at hun rent faktisk hjalp hende.
Hun betragtede byen, og det var som havde hun trådt ind i en anden verden. Det hele var så underligt, så anderledes og med andre ord noget hun aldrig havde oplevet før. Hun havde ikke oplevet ting som disse, og den by hun engang havde kendt, var nu fuldkommen anderledes. Alt den teknologi, og det var til noget hun ikke kendte. Hun nikkede og lyttede med som hun snakkede "Hvorfor dog det? Det var ikke heksene der anbragte mig der, jeg har intet imod hekse, Rebekah er en af mine kære venner" sagde hun med et smil. Det havde været så længe siden hun sidst havde set Rebekah, og hun savnede nu sin kære veninde. Hun fulgte med Caroline op i hendes lejelighed, som var fuld af alle de underlige ting. Hun betragtede tv'et, prikkede til den sorte skærm, men da hun blev rakt et glas med blod, tog hun imod det med et smil "Mange tak, og ja Beta blod smager nu ganske fint...man skal blot vænne sig til smagen" hun blinkede til hende, og tømte glasset, hvor hun herefter slikkede sig om munden.
Hun satte sig på sofaen, og her fra betragtede hun alle tingene omkring hende. Som minutterne gik kunne hun igen mærke sulten, specielt som hun kunne høre, samt dufte der var mennesker på vej. Hun smilede og nikkede taknemmeligt til Caroline, herpå slubrede hun i sig. Hun kunne mærke hvordan energien strømmede igennem hende, hvordan hun blev fyldt med kræfter og det var helt fantastisk. Hun nød følelsen af blodet der strømmede igennem hendes hals, fyldte hende op og som den sidste døde, var hun fuldkommen mæt. Hun så også mere rask ud, og hendes blege hud havde nu fået sin gyldne glans igen "Ja det var det, mange tak" hun smilede til hende, og slikkede samtidig sine læber rene. Hun havde ikke følt så meget energi igennem de sidste hundrede år, og hun følte sig som ny igen

Gæst

Katherine så meget mere tilpas ud end da hun efterlod hende før. Det var blot et godt tegn. Måske hun skulle få fat i Rebekah? De kendte hinanden Rebekah og Katherine, måske ville hun have lettere ved at lære Katherine omkring nutiden. Caroline greb fast i et ben af to af personerne, og ville trække dem væk. Det kunne ikke nytte noget alligevel, hun måtte fjerne beviserne. De to personer hun holdt fast i blev snart kolde som is. Man kunne se deres hud blive forvandlet til krystaller. Så knuste det til små stykker, det fineste støv faldt ned på fliserne. Hvorefter hun brugte sin ild evne til at lade det fordampe. How to get away with murder.... bare fin den rigtige arbejdspartner. Hun gjorde det samme ved de sidste to, og sukkede let. Så satte hun sit hår op i en hestehale, og lod som om ingen ting var hent. Blod var en lille ting, dette var en lille ting. Hun havde lært disse metoder da hun var i fængsel, og det var pænt praktisk til tider. Men det var også ting hun havde oplevet og set - som havde gjort hende sådan her - men ingen vidste hvorfor og hvordan hun var blevet dette monster. Ingen kendte hendes historie, for de kort holdt hun tæt ind til kroppen.

Let satte hun sig i sofaen og tjekkede en sidste gang sin mobil inden hun lagde den på sofabordet. Så flyttede hun blikket over til Katherine.
"Kom og sæt dig. Jeg skal nok finde dig noget tøj til natten, og et sted at sove senere.. men lad os slappe lidt af først." Hun løftede et tæppe som hun havde taget over sig lidt op. Så Katherine kunne komme hen og sidde ned ved siden af hende. Hvis hun lystede.Det kunne nok være hyggeligt. Man kunne se julelysende i vinduerne. Folk havde pyntet op udenfor. Så det kunne umuligt blive mere hyggeligt.
"Jeg kan godt hjælpe dig med at falde til i denne tid... hvis du vil lade mig hjælpe dig?" Sagde hun og sank let en klump. Caroline vidste, at Carmen ikke ville blive glad for at hun ikke havde fortalt om vampyren nede i grotten. Det ville nok skabe en konflikt, men måske ville hun forstå? Hvem vidste.

Ilden for brændeovnen lyste stuen op i sine orangelysskær. Det var nu dejligt, og det bragte hende i en indre ro at der var ild til stede. Det gjorde, at hun havde en større kilde til sin evne og grunden til - at hun ikke var sløv efter sit angreb før. Caroline sank en klump.
"Jeg forstår godt følelsen, af at være spærret inde, hvis du ønsker at tale om det på et tidspunkt. Så lytter skal jeg nok lytte." Sagde hun så. Måske var hendes oplevelse ikke det samme som at være fanget alene. Men et fængsel fyldt voldsdømte kvinder var heller ikke en dans på roser. Specielt når de mente, at de bestemte der. Så man var alene i starten.

Gæst

Hun betragtede Caroline gøre sin ting, bruge sine evner og derved komme af med ligene. Det var ganske vidst fantastisk, og ufattelig praktisk. Der var intet tilbage og derved intet hun skulle bekymre sig om. Ved Carolines anvisning satte hun sig ned, mens de brune øjne betragtede hende blidt. Det var ikke ofte man så blidhed i hendes brune øjne, men denne aften synes der at være det. Måske var det fordi ud af alle dem der kunne havde fundet hende, så udviste Caroline venlighed omkring hende og var derfor den til at være blid. Hun nikkede og lod sine hænder falde ned over sit skød, alt i mens hun sad der på sofaen betragtede hun lysene udenfor. For hende var dette den rene magi, hun havde aldrig oplevet noget lignende dette og derfor var det måske også et julemirakel for hende. Hun havde aldrig i en million år troet teknologien, ville havde været kommet så langt. I hendes tid rende de rundt med lys, og derfor var der ufattelig mørkt om natten, i denne tid syntes dette skam ikke at være en problem, snarer det stik modsatte. Netop det med at alt den lys ødelagde en del muligheder for at se en masse skønhed, om ikke andet var det vel bare noget man til passede sig til.
Hun blev en smule overrasket da Caroline igen snakkede, men måske var det fordi hun havde været så fordybet i sine egne tanker, at nutiden virkede så fjernt og langt væk. Hun vende blikket direkte imod kvinden ved sin side "Det er ufattelig venligt af dig, og jeg ville med glæde tage imod det...men jeg vil helst ikke være til problematik for dig. Du har allerede gjort så ufattelig meget for mig" under dette, havde hun taget Carolines hænder i sine egne, mens hun gav dem et blidt glem før hun igen gav slip. Hun sukkede, men fjernede igen blikket fra Caroline som hun snakkede ind omkring det at være spærret inde "Du ved det værste ved det hele, det var at hvert 50. år, så ville min hud fyldes ud igen, og jeg ville på ny visne hen. Mine årer ville skrige på næring, det føltes som sandpapir imod min hud. Mine hals, og alt inde i mig gjorde ondt. Der var intet jeg kunne gøre ved det, intet andet end at leve videre i håb om igen, at blive løsladt" Hun smilede svagt, før hun vende sit blik imod Caroline

Gæst

Hun var overraskende venlig, så venlig var Caroline ikke altid. Men hun alt hun havde været udsat for, havde i sidste ende gjort hende venlig. På nogle punkter, hun var også den største bitch jorden havde set længe sommetider. Hun var overfor folk som de var overfor hende, medmindre hun havde den første stafet - så var hun venlig og tjekkede modpartens reaktion. Derefter ville bolden være sat i spil.
Caroline lagde tæppet om hende og lagde sin arm på armlænet, imens hendes overkrop drejede sig over imod Katherine. Selvom Katherine ikke kiggede på hende, så var hendes øjne på hende. Caroline var meget opmærksom anlagt, en egenskab der nok aldrig ville forsvinde.
"Alt liv er værdifuldt. Man kan være nok så ondsindet og dømt for ting i fortiden. Men hvis folk kan være venlige overfor en alligevel efter alt. Så kan jeg ligeså godt give andre en ny chance. Så selvfølgelig vil jeg gøre det for dig." Fortalte hun med lille smil på læben. Så lykkedes det hende at få en smule at vide om hendes ophold i grotten.

Det var forfærdeligt. I ren og sker reaktion tog hun dennegang fat i Katherines hænder og gav dem et klem.
"Ingen skulle nogensinde blive udsat for den slags tortur." Sagde hun og slap dem lidt efter. Så kørte hun hånden igennem sit hår. Det var en smule kortere en Katherines, men på grund af hun havde glattet krøllerne ud imorges så lignede det den samme længde. Udover det var Carolines en smule lysere i spidserne og det inderste af håret. En smule mere gylden i huden var hun også, Katherine havde selvfølgelig også brugt en masse tid i mørke, hvilket nok ville ændre sig når hun mødte solen igen - hvis det altså ikke var en vampyr ting?

Caroline glædede sig faktisk til imorgen. Når de skulle finde tøj frem. Heldigt for Katherine, at Caroline elskede mode, og ejede alt fra både kjoler til bukser. Til alle årstider. Alle begivenheder. Det skulle nok blive sjovt. Det var noget hun altid havde elsket, lidt fashion tog ingen skade af. En hemmelig lille egenskab hun havde. "Vil du have noget søvn. Jeg har et gæsteværelse ovenpå."

» The darkest parts of you
» Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light. (TW - Assault)
» Take me back to the night we met ~ Katherine [Fortids-ish emne]
» In the darkest hour [cw]
» Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]