Because child. I'm evil - Dove [Fortidsemne]

S: Et sted i London - år 1346
T: Eftermiddag
O: i nogle gader
V: Regn.
P: Klik
Emne til: @Dove <3

---

Siden hun var kommet tilbage fra Frankrig, havde Rebekah ikke været den samme. Selvfølgelig havde mørket aldrig været noget nyt for Rebekah - det havde altid trukket i hende. Denne her gang havde hun blot givet efter, første gang hun virkelig havde givet efter var da hun var sammen med Kayne. En eller anden dag ville hun få fingre i den franske konge og hun ville knuse ham stille og smertefuldt - til alt han indåndede, så og hørte var smerte og uduelighed. Siden da havde Rebekah fundet hekse rundt omkring i byens gader. Hun havde slugt magien fra dem til sig og ført den magiske essens over i sin daggert. Den gjorde hende stærkere. Hun var i kontrol igen. Ingen skulle rører hende eller tro de kunne kontrollere hendes skæbne. Folk lå som faldet om på hvert gadehjørne. Den sorte død var der nogle der kaldte den. Fordi der ikke altid var nogle som kunne sige andre grunde. Rebekah havde skabt små væsner som nok mere lignede laver, der sneg sig ind og bed hekse - derved ødelagde magien i dem og sendte den ud i luften - ligeså Rebekah bare kunne snuppe den. Det havde været hendes værk de sidste par år - hendes form for hævn på denne her verden.

Efter hun havde set på den sidste person der mistede sin sjæl denne aften til fuldmånens stærke energi. Så fik hun øje på en genkendelig person.
"Don't be scared my little Angel. Everything is just as they should be," smilede hun og vinkede Dove hen til sig. Det var noget tid siden hun faktisk havde set Dove i øjnene. Som i et par 300 år. Rebekahs blik var mere mørkt, tydeligt. Selvom Stephen havde reddet hende fra Frankrig, havde hun været der for længe og taget skade. Det havde mindet hende om hvor stupide og utaknemmelige mennesker egentlig var. De var mistrioske og onde - modbydelige. En opførsel hun ikke fandt sig i. Det var måske derfor at nu da hun havde fundet mere magisk energi, at hun var begyndt at gå til angreb på menneskerne. Sende smitten videre til dem så de blev syge og døde. Hvor heksene blot ville i en kort stund få taget en del af deres magiske energi.
"I'm just showing the humans in the town that we are not to mess with," pointerede hun som var det dagens vigtigste lektie.

Påklædning

Dove vidste godt hvem hendes mor var. Selv hvis hun ikke kendte alt om hendes historie, vidste hun godt mørket var et tilflytningssted for hende. Det havde det også været for Dove. Alt for mange gange, havde hun ladet mørket tage en bid af hendes sjæl. For hver gang, måtte hun kæmpe sig tilbage til lyset. En kamp der var lang og svær at vinde. Netop af den grund, fulgte Dove sin mor rundt i verden. Hun ville være der for hende, hvis hun en dag skulle lade mørket overtage hende, ville hun være der for at trække hende tilbage i lyset. Hvis ikke mørket tog over Dove først. Hun så mod hendes mor, som fik øje på hende. Hendes øjne udviste noget der fik hårene til at rejse sig i Doves nakke. ”You know me mother. I do not get scared. But you are wrong. You are supposed to be light, not this.” Hun pegede mod en af væsnerne. ”This is not the time to go into the darkness.”

Dove havde for længe siden lært, hendes mor ikke altid ville være der. Hun havde accepteret det. Men at se hende så mørk generede hende. Hun ville ikke bare lade mørket overtage. For hvis Rebekah var mørk, var verden mørk. Så ville Dove blive mørk. Hun nægtede at lade det ske. Hun ville ikke tilbage til at være en morderisk heks uden bekymring for et menneskes liv. ”And how do you plan to do that? By killing all of them? Then who is going to learn the lesson? I know people Mother. Fear can be a strong thing. Hope even stronger. You can make these people adore you, follow your every command. You can do that, without hurting anyone.” Hun frygtede hendes mor var en tabt sag. Hvis ikke hun kunne overtale hendes mor, frygtede hun der ville ske en katastrofe der kunne få stor betydning for menneskene i England hvis ikke hele verden.

Et hvad man ville kalde djævelsk smil sneg sig op på heksens læber. Derefter rullede hun let med øjnene af sin datter.
"To go into darkness? This world has always been dark," svarede hun hurtigt og præcist som Dove pegede imod et af menneskerne på gaden. Rebekah så eftertænksom ud som Dove spurgte hende utallige spørgsmål om sine planer. Hun vippede hovedet lidt til først den ene side og derefter den anden side.
"To answer your so unwanted concern. I don't want them to follow me..." startede hun stille ud og fik dette glimt i øjet der skreg efter problemer. "I want them to suffer," formulerede hun stille i et lettere hæs toneleje. Rebekah så hen på det menneske som Dove havde peget på tideligere og det tog ikke mindre end en tanke for at den mørke forbandelse ramte ham - og to sekunder senere skreg han op i smerte, som hans venner flokkede sig om ham for at hjælpe.
"Why take one down.. when you can take seven with one thought," smilede hun skævt til Dove.

Med et enkelt lille nik, blev de alle dræbt på stedet i en sort sky af røg. Som var de en myre hun blot trådte på. Rebekahs had til mennesker kom fra et sted ingen kendte til. Eller Lilith kendte til det, men ingen andre. Den eneste der kunne redde hende i sidste ende var hende selv, det var derfor hun var den hun var. Rebekah havde ikke brug for en helt, hun var sin egen.
"And dear daughter, don't try to teach me a lesson - when its clearly you who needs to have one. Humans don't care about you. They will never love you. You can't love someone you don't understand," sagde Rebekah så og flyttede sin intense øjenkontakt tilbage på Dove.